Never let go(The Wanted - Nathan Sykes) 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Færdig
Nathan er det yngste medlem af the wanted, og det vidst ikke altid det nemmeste...
Det ender specielt op i hat og briller, da Nathan møder en helt normal pige til en fest, og ender i et kæmpe skænderi med sine med-medlemmer, over om det er rigtigt eller forkert at elske en pige, som har ingen 'rang'.
Og Melissa har det ikke lettere. Hendes liv bliver vendt op og ned på alle mulige måder, da hun må kæmpe med en alkoholiker mor, og ikke har andre at betro sig til end sin før ikke så gode veninde, Nicole.
Jeg undskylder på forhånd hvis nogle af kapitlerne ikke er så lange, men jeg er en ret stor fan af clif-hangers!;) OBS! DENNE HISTORIE ER SAT PÅ PAUSE FOR ØJEBLIKKET!

16Likes
5Kommentarer
2373Visninger
AA

8. ~kapitel 7~

Nathan's P.O.W.

 

Jeg sad stille og rørte rundt i min te, mens jeg tænkte tilbage på de to vidunderlige dage i sommerhuset, sammen med Melissa. Jeg havde lige sat hende af i hendes og Nicoles sommerhus den morgen, og var så kørt hjem til mig og drengenes lejlighed i London centrum. Jeg var blevet overfaldet af en masse spørgsmål fra drengene, og jeg endte med at måtte låse mig inde på mit værelse, indtil jeg hørte Jay gå efterfulgt af Max, som skulle mødes med Michelle. Noget med at pressen havde fundet ud af at de havde slået op. Michelle var sikkert rasende.

"Denne vej, velkommen til The Wanted's lejlighed!" Lød Jays stemme ude fra hovedindgangen, og jeg kiggede overrasket op, da jeg hørte hendes fnis.

Jeg rejste mig tøvende op, og stillede min tomme te kop ved siden af vasken i køkkenet, hvorefter jeg åbnede døren ud til indgangen og blev mødt af Melissas nervøse smil.

"Hey, se hvem jeg fandt nede ved undergrunds banen!" Sagde Jay med løftede øjenbryn, mens han grinede triumferende, og så kom Tom ind af døren.

"Jay, hvad sker der for dig?" Spurgte Tom til at starte med, men så så han mit nervøse blik på mine fødder, og var hurtig til at fatte situationen.

"Åh, du må være Melissa!" Sagde han med et anerkendende blik på Melissas sorte jeans og lysegrønne top, samt den sorte cardigan, som hun havde haft på i Hyde Park, da de mødtes. Hun havde endda også de samme sandaler på, som efterhånden havde givet hende blege striber på hendes fødder, på grund af den bagende sommer sol. Nathan håbede inderligt at Tom ikke havde haft for høje forventninger.

"Godt scoret!" Hviskede han med et blink med øjet, og jeg åndede lettet op, da vi alle gik ind i stuen. Jeg kiggede hurtigt over på Melissa, som stod og pillede nervøst ved sit trøje ærme, mens hun vinkede genert til Siva, som lige havde rejst sig fra sofaen. Jeg gik stille hen til hende og tog diskret min hånd ind i hendes og klemte den beroligende, hvorefter Melissa begyndte at trække vejret lidt mindre anstrengt. Jeg præsenterede hende hurtigt for alle drengene, og så trak jeg hende med hen til sofaen, hvor Siva hurtigt gjorde plads til os begge.

"Såh... Melissa. Hvor er det du kommer fra?" Spurgte Jay, mens han hoppede over Tom og hen på en anden side af ham i sofaen overfor.

"Øhm... Jeg er født og opvokset omkring Vauxhall området, men... Min mor flyttede os her ned til Centrum efter..." Efter ulykken, tænkte jeg straks, da Melissa stoppede med at snakke. Jeg lod forsigtigt en hånd glide om bag hendes ryg for at berolige hende og for at fortælle hende, at hun ikke behøvede at fortælle drengene om hendes fars ulykke. Hun kiggede tøvende op på mig, og jeg kunne svagt genkende den lille glimt af tårer, som hun kæmpede for at holde tilbage. Men hun fortalte ikke om hendes far - hvilket jeg fuldt ud forstod. I stedet kom hun bare op med en lille del af sandheden. "... Da jeg fyldte 14." Hendes stemme var blevet så lav og usikker, at jeg selv kunne føle hendes angst. Jeg kiggede langsomt fra hendes ansigt og ned på hendes rystende hænder, hvorefter jeg lod min hånd - som ikke lå på hendes ryg - glide ind mellem dem, og hun tog fat.

Der var så stille i lokalet, at jeg tydeligt kunne høre det høje bump fra Toms IPhone, som i det øjeblik var røget ud af hans lomme og ned på gulvet.

"Shit..." Sagde han irriteret, men heldigvis hørte man ikke de følgende bandeord, for Max havde lige revet døren op, og havde smækket den hårdt i bag sig, hvilket fik Melissa til at spjætte af forskrækkelse. Vi andre var blevet vandt til at Max smækkede med døren efter et skænderi med Michelle.

"Ruff day, man?" Sagde Tom med et lidt bekymret udtryk, og så fik Max pludselig øje på den lille forsamling, som sad i sofaerne.

"Åh, øhm... Jah..." sagde han stille, da han hang sin jakke op og kom ind i stuen. Hvis han havde vidst at der var en pige på besøg, havde han sikkert ikke engang ladet døren sige et eneste knirk.

"Hey, Du må være... Melissa, right?" Mumlede Max, da han så Melissas og mine hænder viklet sammen til lidt af en knude. Melissa fik tvende viklet sin højre hånd ud, og så tog hun fat i Max', mens hun nikkede med nedslåede øjne.

"Hey, I don't bite." Sagde Max og smilede endelig, mens han blinkede til Melissa, som kæmpede hårdt med sig selv, for at få sit sande jeg frem.

"Du kunne ellers godt se lidt farlig ud." Sagde Melissa, med et lille smil, og jeg nussede stille hendes skulderblad og nakke, som for at vise hende at hun bare skulle vise sig frem, og det virkede vidst meget godt. Max kiggede et øjeblik med sammenknebne øjne på Melissa, og så nikkede han anerkendende og satte sig hen ved siden af Tom.

"Nå, men fortsæt endelig hvad i lavede." Sagde han roligt, og så blev han ellers stille, mens de andre drenge spurgte Melissa om alle mulige ting, og hun tøede mere og mere op. Men jeg blev ved med at kiggede på Max. Han var mere tavs end nogensinde. Det var først da Jay kom med et sidste spørgsmål, at jeg blev fuldt opmærksom på Melissa igen.

"Hvordan er din mor? Jeg vil vildt gerne møde hende!" sagde Jay med en ivrig stemme, og Melissa tav stille. Hendes mor var alkoholiker. Det vidste jeg, fordi hun havde fortalt mig det, men det havde hun kun fordi jeg fangede hende efter en samtale med sin mor - hvor hun græd. Jeg holdt stille vejret, da Melissa tøvende åbnede munden, og jeg klemte hurtigt hendes hånd, mens jeg så Max læne sig stille frem ud af øjenkrogen.

"Øhm... Min mor er..." Begyndte Melissa og så brød hun nervøst u i et lille grin over hendes egen generthed. "Tro mig, Jay. Du har ikke lyst til at møde hende," Så kiggede Melissa ned i sine hænder, og jeg klemte endnu engang hendes skulder, mens Jay hurtigt fik opfattet situationen, og han spurgte ikke om mere.

"Hvorfor ikke?" Denne gang var det Max der spurgte, og jeg nedstirrede han rasende. Kunne den fyr virkelig ikke se at pigen ikke gad snakke om det?! Jeg kunne dræbe Max i det øjeblik, og jeg var vidst også lige ved at gøre det, men Melissas telefon stoppede mig.

"Speaking of the devil..." mumlede hun forpint, og så smilede hun undskyldende til os alle, inden hun styrtede ud af hoveddøren. Jeg rejste mig også og skulle til at følge efter hende, men Max stoppede mig.

"Dude, pigen er sød. en hvad sker der for hende?" Sagde han med en kold stemme, og jeg kiggede ham dybt i øjnene.

"Everybody hav secrets, right?" Svarede jeg ligeså koldt, og så gav Max slip, for vi vidste alle godt at jeg refererede til Michelle og Max. Så trådte jeg forbi ham og gik mod døren, som Melissa var forsvundet ud af.

"Nathan!"

 

Melissa's P.O.W.

 

"Hej, mor." Sagde jeg svagt, og så satte jeg mig forsigtigt ned på trappen op til husets hoveddør. Jeg kunne svagt høre flere glas kopper smadre gennem telefonen.

"For helvede, din Bitch! Så kommer jeg hjem til et totalt smadret hus, hvor der er ingen lille møgkælling! hvor var du henne?! Var du ude og fucke en fyr, hva'?! Din liderlige slut! For helvede, vor er du bare møgforkælet! Din møgunge!" Skreg min mor, mens flere glas blev smadret, og jeg krøb stille sammen, med knæene op til brystet, og den frie arm slynget stramt rundt om knæene, i et uopnåeligt forsøg på at holde de hårde ord ude.

"Det ødelagte har sikkert været din egen skyld, mor." Sagde jeg med en rystende stemme, og jeg bandede indvendigt over Max, som havde svækket min selvtillid så meget, lige inden jeg skulle snakke med min mor.

"Åh, dit tudefjæs! Buhhu! Kan du ikke engang tage en smule kritik?!" Råbte min mor hånligt, og jeg kunne høre hende træde over det knuste glas, hvorefter jeg hørte den genkendende knirken, som kun én dør sagde i min mors hus. Døren ind til mit værelse. Pludselig kunne jeg se mit værelse for mig, og jeg kunne se hvordan alle mine sparegrise var kastet hen mod min seng, og var blevet knust på væggen, på grund af min mors mislykkedes forsøg på at ramme i fuld tilstand, samt mine mange glas trofæer fra mine gymnastik år, som var blevet væltet ned fra deres plads på den enlige hylde overfor min hårde seng.

"Hvorfor ringer du?" Nu var min stemme kold, og jeg kunne ikke holde det kommende skænderi tilbage. Jeg kunne svagt høre min mors skridt stoppe op, og så hev hun vredt luft ind.

"Du skal overhovedet ikke tale til mig sådan! Jeg gav dig livet, dit lille møgsvin, og det har du bare at være taknemlig for!" Skreg hun rasende, og jeg kunne mærke mit eget blod koge indeni mig. Pludselig blev døren åbnet bag mig, og jeg ventede at se Nathan, men i stedet stod Max dér med mine ting i hånden. Han så også sur ud, men det kunne ikke nærme sig mit raseri i det øjeblik.

"Nå, men æblet falder jo ikke langt fra stammen, vel mor?" Vislede jeg med sammenbidte tænder, og min mor blev tavs et øjeblik inden, hun skreg flere fornærmelser ind i røret, men jeg lagde bare på.

"Jeg syntes bare du skulle vide, at Nathan ikke har brug for en som dig lige nu. Han har travlt med at blive voksen. Han kan ikke fjolle rundt med sine 'one night stands'. Han har en karriere at tænke på." sagde Max surt, mens han trådte ned ad trappen, så han stod foran mig.

"Prøver du at gøre mig mere rasende?" Snerrede jeg, da jeg kiggede op i hans lynende øjne. Og så åbnede døren, og denne gang var det resten af forsamlingen fra stuen, som kom ud. Jeg kiggede hurtigt væk, og tørrede mine våde øjne. Nathan skulle ikke se mig bryde sammen igen.

"Skrid." Sagde Max rasende bag mig, og jeg hev hårdt min håndtaske ud af hånden på ham, inden jeg traskede trodsigt ned ad trappen og hen over gaden. Først da jeg var sikker på at være langt nok væk, til at Nathan ikke kunne se mine røde øjne vendte jeg mig om, og kiggede på ham.

"Det var hyggeligt, Nath, men... Life goes on, right?" sagde jeg med en stemme, som jeg håbede lød så selvsikker og ligeglad, som jeg ville have den til, mens jeg i virkeligheden kæmpede for ikke at bryde sammen. Max havde ret, Nathan havde ikke brug for mig til at distrahere ham. En hel admindelig pige fra Vauxhall. Hvad lavede jeg overhovedet med Nathan til at starte med? Jeg traskede hurtigt og trist videre og løftede hånden i vejret - både for at vinke farvel til Nathan, og for at stoppe en taxi, så den kunne køre mig hjem til Nicole i sommerhuset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...