Never let go(The Wanted - Nathan Sykes) 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Færdig
Nathan er det yngste medlem af the wanted, og det vidst ikke altid det nemmeste...
Det ender specielt op i hat og briller, da Nathan møder en helt normal pige til en fest, og ender i et kæmpe skænderi med sine med-medlemmer, over om det er rigtigt eller forkert at elske en pige, som har ingen 'rang'.
Og Melissa har det ikke lettere. Hendes liv bliver vendt op og ned på alle mulige måder, da hun må kæmpe med en alkoholiker mor, og ikke har andre at betro sig til end sin før ikke så gode veninde, Nicole.
Jeg undskylder på forhånd hvis nogle af kapitlerne ikke er så lange, men jeg er en ret stor fan af clif-hangers!;) OBS! DENNE HISTORIE ER SAT PÅ PAUSE FOR ØJEBLIKKET!

16Likes
5Kommentarer
2373Visninger
AA

12. ~kapitel 11~

Nathan's P.O.W.

Hvert eneste rum var propfyldt med alle mulige mennesker, og de fleste så ud som nogle, som bare havde crashet uden at vide hvem værterne var, men uanset hvor meget jeg søgte, syntes Melissas smukke blonde hår aldrig at dukke op i mængden, og da det blev omkring midnat måtte jeg opgive, indtil Max dunkede mig i ryggen.

"Du ved godt, at jeg aldrig har støttet dit lille crush, ik'?" Spurgte han, da han hoppede op på barstolen ved siden af mig i det kæmpe sommerhus, som igen lå hus til en stor fest.

"Hvem ved ikke det?" Spurgte jeg Max, mens jeg tænkte tilbage på de lange timers skænderier mellem mig og ham, hvor han altid endte med at komme med det samme argument. Melissa var ikke af samme rang som os. Jeg sukkede stille over Max, som sikkert bare kom for at sige hvad sagde jeg, for han vidste ligeså godt som alle andre, at jeg havde ledt efter hende hele aftenen. "Nicole lovede, at hun ville dukke op!" Min klagende tone, fik pludselig Max til at løfte øjenbrynet, og så vendte han sig for første gang ordentligt om mod mig, og jeg blev hurtigt skidt tilpas under hans undersøgende blik.

"Hm... Måske er det nærmere en besættelse." mumlede han med en vantro smil, og så tog han sin drik op til munden og pegede henkastet mod n fnisende gruppe piger, som havde samlet sig lidt væk fra Siva, Jay og Tom, som var begyndt og danse til Britney Spears sangen, som spillede i de kæmpe højtalere. Jeg kiggede med sammenknebne øjne og rynkede bryn på de mange brunetter og sorthårede piger, som stod i ringen, men jeg så ikke andre, før en lille blond hårtop dukkede op i cirka midten af piger. Jeg løftede forhåbningsfuldt hovedet og granskede det smukke blonde hår, men da hun rettede sig op dukkede 'Replace Your Heart' teksten hurtigt op i mit hoved: 'Tired of imitations'. Pigen var godt nok blondt, men hendes brune øjne var en smule mindre end Melissas havblå øjne.

"Hvad med dem?" Spurgte jeg Max, og han grinte højt, da han lænede sig ind over mig med sin gennemsigtige alkoholiske drink i hånden.

"Nicole befinder sig vidst i blandt gruppen af Toms beundrere. Måske kan hun fortælle dig hvor Melissa befinder sig i aften." Sagde han, og hans stemme var allerede begyndt at blive en smule sløret, da jeg hoppede ned fra stolen og hen til den lille gruppe piger, som slet ikke ænsede mig, før jeg rømmede mig og kiggede undersøgende rundt i mængden, indtil Nicole spadserede ud fra midten og rakte mig sin halve cigaret, mens hun smilede flirtende.

"Nej tak... Ved du hvor Melissa er?" Spurgte jeg, og Nicole sukkede opgivende, mens hun rakte cigaretten til den blonde pige og trak mig lidt væk. Hun havde overraskende nok ikke drukket noget alkohol, så hendes sårende ord lød bare endnu mere sande, da hun åbnede munden.

"Har du nogensinde tænkt på, at Melissa ikke gider at snakke med dig?" Sagde hun alvorligt, og mit mod sank kraftigt, men jeg viste det ikke.

"Jeg tænker vidst ikke så meget, når det gælder Melissa." Sagde jeg, og Nicole studerede mig grundigt, da jeg kiggede væk fra hende, og jeg vidste at en tåre kunne skimtes i min øjenkrog. "Hun for mig til at miste kontrollen over mig selv." Min stemme var næsten uhørlig for larmen, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at spille 'Lose My Mind' i mit hoved, da Nicole smilede.

"Hun gik ud for at få luft for ti minutter siden." Sagde hun til sidst, men i stedet for at pege mod altanen pegede hun i stedet mod parkeringspladsen. Det eneste sted, hvor jeg ikke havde ledt.

"Tusind tak." Sagde jeg med et smil og så krammede jeg Nicole, inden jeg styrtede ud ad døren, mens jeg hørte Toms fordrukne stemme råbe efter mig. Jeg styrtede ned på det knasende grus og stoppede hurtigt op for foden af trappen, hvor jeg kiggede panisk rundt på de mange piger, som kig fnisende forbi, og drengene som kiggede alle andre steder på deres følge end i ansigtet. Jeg kiggede hurtigt rundt på parkeringspladsen, men da jeg ikke fandt Melissa kiggede jeg ude i kanten, som grænsede ud ti den store egetræs skov.

"Hvad laver du her ude, Nath? Hvorfor er du ikke inde hos festen?" Lød Jays stemme, da han vaklede ned ad trappen, for at tage mig med op igen, men jeg ænsede ikke engang hans hånd på min skulder, for jeg var allerede på vej mod skoven, hvor jeg sekundet inden havde set en blond hestehale forsvindebag en tyk stamme.

Jeg løb derhen og vendte mig hurtigt forbi stammen, da jeg vendte mig mod pigen med et smil, men hendes næse var alt for opstopper agtig, til at hun kunne ligne Melissa.

"Undskyld jeg..." begyndte jeg, mens jeg trådte et skridt tilbage, mens pigen frembragte et genert smil, og jeg bemærkede hurtigt, at hun slet ikke så ud til at være gammel nok til det der foregik inde i huset, men jeg nåede ikke og sige noget, før en stemme afbrød mig.

"Du ledte efter mig." Lød hendes bløde og kærlige tone, og jeg vendte mig hurtigt mod Melissas lysende blå øjne og smukke hvide kjole, som slangede sig perfekt ned over hendes slanke krop, og bemærkede at hun havde en vandflaske i hånden, og jeg følte mig pludselig pinlig berørt over den øl dåse, som jeg havde ladet mig modtage fra Tom. Men hvorfor være pinligt berørt? Beats me.

"Melissa, jeg..." Begyndte jeg febrilsk, da den anden pige var forsvundet, og jeg trådte hurtigt et skridt nærmere, men Melissas skridt tilbage stoppede min enorme ordstrøm.

"Nej, Nathan. I aften er det min tur til at tale." Sagde hun med en beslutsom mine, og jeg nikkede kort, inden Melissas kiggede ind mod skoven, og lidt efter måtte jeg sætte tempoet på mine skridt op, for at følge efter hendes hurtige hop i de hvide stiletter, gennem den bulede skovbund.

"Hvad laver vi helt..." Mere fik jeg ikke sagt, før Melissa tyssede på mig, og jeg måtte bide forvirringen i mig, mens jeg hoppede over en stor gren og landede på en stykke blødt græs, som grænsede ind til en lille lysning, fyldt med smukke hvide rosen buske og en masse vilde bloster, som alle omkrænsede en stor flad sten, som passede perfekt til et kæreste par, som skulle sidde og hygge sig i fred.

Jeg var faktisk overrasket over at jeg aldrig havde opdaget det smukke sted, efter alle de mange løbeture gennem skovens tætte krat, men jeg bemærkede hurtigt, at Melissa kendte det ud og ind. Hun smilede glad tilbage til mig, og tog så fat i hendes knælange kjole skørt og banede sig vej gennem rosenbuskene, mens jeg kiggede beundrende på hendes elegante selvsikkerhed, da hun svang sig op på den store sten og klappede stille ved siden af sig.

"kom her." Nærmest hviskede hun, og jeg bemærkede pludselig, at den høje musik fra festen ikke kunne høres længere. Jeg smilede skævt over det smukke syn af hende i midten af den lille eg, og så banede jeg mig forsigtigt vej hen til hende, og skulle lige til at sige noget, da hun sendte mig et advarende blik, så i stedet hoppede jeg bare op ved siden af hende, og kiggede op mod den smukke stjerne himmel, som lyste engen op i en blåligt skær, hvilket gjorde, at Melissa så endnu smukkere ud end nogensinde.

"Har det nogensinde slået dig, at vi måske gik en smule for hurtigt frem?" Spurgte Melissa pludselig, og jeg trak tøvende på skuldrene, mens jeg tænkte til bage på vores korte møde ved Britneys after-party, og efterfølgende den bedste date, jeg nogensinde havde haft. Men Melissa havde vel egentlig ret. Måske var vi gået lidt for hurtigt frem? Men det forklarede ikke den tiltrækning jeg følte til hende, for jeg havde altid brugt i hvert fald en måned på at falde for en pige, når det gjaldt andre. Men ikke Melissa. Hun havde fanget mit blik med det samme, da jeg havde set hende på altanen, med panden rynket i dybe tanker og hendes triste blik mod de høje træer foran hende. Hun havde været som en engel.

"Nogen siger, at man altid knytter et stærkt bånd til éns første." Melissas stemme var kun en hvisken, men jeg forstod hurtigt hentydningen til den aften, hvor vi var taget til sommerhuset og hun havde indrømmet sin uskyldighed overfor mig. Jeg havde bare fundet hende endnu smukkere end før. "Men jeg havde aldrig troet, at jeg ville mærke det så kraftigt." Jeg granskede grundigt hendes ansigt, og jeg måtte holde godt fast om min bevidsthed, så jeg ikke ville række ud og tørre tåren væk, som blev synlig i hendes øjenkrog, da hun vendte ansigtet mod himlen, hvorefter hun for første gang kiggede ordentligt ind i mine øjne, og jeg kunne tydeligt se de høje facade, som hun havde stillet, falde.

"Du rammer mig kraftigere end ventet, Nathan, og det er helt forkert." Sagde hun med en grødet stemme, og jeg kunne ikke holde mig tilbage. Jeg rakte langsomt hånden frem og lagde den om hendes nakke og ind, mens jeg lænede min pande mod  hendes, og jeg glædede mig indeni, da hun ikke gjorde modstand.

"Jeg er ligeglad hvor forkert det er, bare jeg kan være sammen med dig." Hviskede jeg stille, og så kiggede Melissa endelig op i mine øjne, og jeg kunne svagt se glæden brede sig i hendes.

"Mener du det?" Spurgte hun med en forhåbning i stemmen, som jeg ikke kunne lade være at smile over, da jeg tog den lille tot af blond hår som var sluppet ud af den stramme hestehale, og jeg lænede min mund tættere på hendes, mens hun tøvede en smule.

"Hvert eneste ord." Mumlede jeg til sidst, og så smilede Melissa også, og i næste øjeblik var hver eneste del af vores kroppe omsluttet af hindandens, og vores tunger mødtes i samme øjeblik, som at verden forsvandt for mit sind, og det eneste jeg så var Melissa.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...