Never let go(The Wanted - Nathan Sykes) 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2012
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Færdig
Nathan er det yngste medlem af the wanted, og det vidst ikke altid det nemmeste...
Det ender specielt op i hat og briller, da Nathan møder en helt normal pige til en fest, og ender i et kæmpe skænderi med sine med-medlemmer, over om det er rigtigt eller forkert at elske en pige, som har ingen 'rang'.
Og Melissa har det ikke lettere. Hendes liv bliver vendt op og ned på alle mulige måder, da hun må kæmpe med en alkoholiker mor, og ikke har andre at betro sig til end sin før ikke så gode veninde, Nicole.
Jeg undskylder på forhånd hvis nogle af kapitlerne ikke er så lange, men jeg er en ret stor fan af clif-hangers!;) OBS! DENNE HISTORIE ER SAT PÅ PAUSE FOR ØJEBLIKKET!

16Likes
5Kommentarer
2372Visninger
AA

11. ~kapitel 10~

Melissa's P.O.W.

Jeg stivnede. Hver eneste knogle og muskel i min krop føltes som fuldkommen is, da jeg kiggede frem for mig,og så ham spadsere gennem mængden lige foran mig. Jeg var taget med Nicole på shopping den morgen, fordi jeg ville komme mig over episoden på diskoteket to dage forinden. Ikke kun fordi Daniel og hans ven - de nar hoveder - kun havde inviteret os til at danse for at kunne stjæle vores punge, men også fordi jeg havde brugt hele lørdagen på at gå rundt og savne de søde grå øjne og det smukke brune hår, som havde stirret direkte ind i mine ængstelige øjne, og havde fået mig til at fortryde hver eneste af mine handlinger, siden den dag jeg forlod The Wanted huset, for aldrig at vende tilbage.

"Melissa?" Spurgte Nicole forvirret, da hun endelig stoppede med sin plapren om alle de jeans, som hun skulle købe inden efteråret satte ind. Jeg kom endelig til mig selv og tjekkede at ingen af de to drenge kiggede, inden jeg skubbede Nicole ind på den lille café, som vi lige var stoppet ude foran.

"Hey, hvad skulle det være?" Lød en ligegyldig tøse stemme, da Nicole og jeg trådte ind ad døren og så dukkede en høj og slank brunette med lysende blå øjne op og kiggede afventende på mig, mens Nicole spejdede efter det, som havde fået mig til at gå derind, men det faldt hende aldrig ind at kigge udenfor caféen.

"Et bord til to, tak." Sagde jeg til servitricen. "Og gerne hurtigt. Og langt væk fra vinduerne." tilføjede jeg så, da jeg drejede  Nicoles hoved mod de to fyre, som netop da traskede op ad trappen til caféens indgang, og så små løb jeg med bøjet hoved efter brunetten, som satte os ved et bordet længst inde i hjørnet af caféen, mens hun kiggede begejstret efter de to berømte drenge, som trådte ind ad døren, i samme øjeblik som jeg faldt ned på stolen med ryggen til.

"For helvede Melissa! Du kan ikke undgå ham for evigt!" Hviskede Nicole, da hun smilede skævt mod Tom, som gled ned ved et bord cirka ti meter fra hvor vi sad.

"Men du ved også godt, at hvis jeg ikke gør, så kommer jeg til at sige noget forkert, og så ender det med at Nathan og jeg kaster os hovedkulds ud i en forelskelse, som slet ikke burde eksistere!" Hviskede jeg så hurtigt, at Nicole ikke kunne lade være med at fnise og min lange sætning uden åndedrag.

"Søde skat, det er vidst allerede for sent." Sagde Nicole med et ømt smil, og så rakte hun ud efter min hånd - som lå rystende på bordet - og klemte den, indtil jeg slappede lidt mere af.

"Det må ikke ske, Nicole." Hviskede jeg pinefuldt, og så dukkede brunetten op igen og så afvendtende på os, mens hun kastede korte blikke mod Nathan og Tom, som sad lænet ind over bordet i en dyb hvisken ligesom Nicole og jeg. Den tanke fik mig til at kiggede kort over på Nicole, og så lænede jeg mig tilbage i stolen og smilede til Servitricen.

"En jordbær smoothie, tak." Sagde jeg med et smil, og pigen skrev to af dem på sedlen, hvorefter hun gik igen, og jeg løftede hånende øjenbrynet, da jeg så, hvordan hun sagtede farten, da hun gik forbi Tom, og så gik hun videre igen, som om intet var hent.

"Det ser ud som om Tom har fået sig en beundrer." Sagde Nicole lidt for højt, og så kiggede Tom over på hende, og jeg kiggede hurtigt ned i bordet, men kunne ikke lade være med at fnise en smule. Nicole smilede kort over hovedet på mig, og satte så sine albuer i bordet og kiggede bebrejdende på mig.

"Søde, det her bliver nødt til at stoppe!" Sagde hun opgivende, og så kiggede hun kort over hovedet på mig igen, hvorefter hun lænede sig ind mod mig. "Om du så vil det eller ej!" Så rejste hun sig op og rettede på den stramme sorte nederdel, som hun havde valgt fra hundrede af andre i sit kæmpe walk-in-closet, som hun havde fået lavet både til mig og til hende i det store sommerhus.

Jeg kiggede kort efter hende, men da jeg så hvor hun stoppede kiggede jeg lidt mere diskret. Hun smilede hurtigt til Nathan, og lænede sig så ind mod Toms stol, hvorefter hun begyndte at snakke med ham i en flirtende tone, og han vendte sig om og kiggede ordentligt på hende, mens han smilede selvtilfreds over opmærksomheden.

Men jeg kunne ikke høre deres samtale - jeg ville ikke. Hun sagde hun ville stoppe det her, og hvis jeg kom på banen i den samtale, så vidste jeg at mit usansynlige mål var tabt. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne overbevise Nathan på samme måde, som jeg gjorde den dag ved The Wanted husets fordør. Han skulle tro - han måtte tro - at jeg ikke længere var interesseret. Han var berømt, og jeg passede overhovedet ikke ind i hans glamourøse liv. Det var den tanker, som holdt drømmene om ham på afstand hver nat, sammen med tanken om en berømt popstjerne og en lille pige, som sikkert alligevel endte sine dage, som en drukkenbolt, ligesom hendes mor.

Det var simpelt. Nathan var bare alt for god til mig. Han fortjente en pige, som havde samme erfaring med livet, og det var ikke mig.

"Så!" Sagde Nicole glad. Jeg havde slet ikke bemærket, at hun havde sat sig hos mig igen. Jeg kiggede forvirret op på hende, og hun sukkede en smule irriteret, inden hun sugede i sig af den lyserøde drink, som stod foran hende, og jeg kiggede hurtigt ned på min. Jeg havde ikke engang lyst til den mere.

"Der er fest i The Wanted's sommerhus på Fredag, og vi er lige blevet inviteret." Sagde Nicole med et tilfreds smil, og så kiggede hun flirtende over min skulder, mens jeg sukkede træt.

"Nicole, det kan jeg ikke!" Sagde jeg pinefuldt, og Nicole rejste sig op og trak mig med.

"Det er du nødt til!"

"Men.."

"Nej!"

Men.."

Nej!" Denne gang lød det mere bestemt, så jeg besluttede at stoppe samtalen dér, og i stedet gik jeg efter hende mod udgangen, mens jeg kiggede ned. Men det varede ikke ved. Lige inden vi drejede mod udgangen, stoppede jeg op foran Tom og Nathan, og stirrede ned i de triste grå øjne, som hurtigt gengældte mit blik.

Jeg åbnede forsigtigt munden og ville sige et eller andet, men jeg vidste ikke hvad. Måske ville jeg sige tak for invitationen til festen? Sige at jeg glædede mig? sige noget hånligt, så han hadede mig endnu mere? Men mest af alt havde jeg bare lyst til at springe ned i skødet på ham og slynge armene om ham, mens jeg hviskede i hans øre, hvor meget jeg savnede ham, og om han kunne tilgive mig. Men jeg kunne ikke få et eneste ord ud, så i stedet sukkede jeg bare, og kiggede væk, mens jeg traskede efter Nicole, som allerede var igang med at remse tøj, som hun ville havde på til festen, op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...