Daggry

En novelle der handler om en persons savn, efter at vedkommendes bedste ven/elsker er blevet fristet af døden og har efterladt personen alene tilbage. Kærligheden mellem de to vil bringe dem sammen igen, men alting har en pris - er de villige til at betale den?

2Likes
1Kommentarer
797Visninger

1. Daggry

 

Jeg følte at min krop blev tømt for følelser, men det var ikke sandt. Jeg havde en kildende fornemmelse i mine fingerspidser, og jeg mærkede min mave slå knuder. Jeg var fortvivlet, men samtidig også lykkelig, vidste ikke om jeg skulle græde eller grine. Dine læber mod mine var varme i vores sidste kys, og som jeg mærkede dig trække dig ud af mit favntag, forsvandt du i en sky af gyldent støv. Sådan opfattede jeg dit endelige, din længe ventede bortgang. 

Vingerne du havde givet mig forsvinder sammen med dig, efterlader et dybt og blødende sår i min sjæl. Mine vinger havde aldrig haft muligheden for at folde sig ud, aldrig fået chancen for at vise deres pragt. Det gjorde ikke noget, for i mit sind havde vi allerede fløjet over de største oceaner, de smukkeste landskaber og sammen danset i himlens silkebløde skyer. Mindet lå dybt i mig, og trods det var umuligt, ønskede jeg i det øjeblik intet andet, end at glemme det hele og have muligheden for at komme videre. 

Jeg fortrød tanken som månen rejste sig over bakkerne og kastede sit blide lys hen over engen. Den bragte de lystige ildfluer med sig, som begyndte at danse rundt i den varme sommerbrise der kærtegnede min hud, kaldte på mig. Vinden var en stemme der lokkede mig, fristede mig, men jeg valgte at være stærk og lade den fare bort. 

Jeg ville ikke lytte til andre stemmer end din. 

Det fik mig til at tænke på dagene, som jeg tilbragte på denne eng sammen med dig, mellem alle bakkerne og de syngende fugle. Vi var omgivet af de smukkeste og mest farverige blomster, der duftede sødere end den sødeste honning, som de sværmende bier end ikke kunne drømme om at lave. Jeg ville have fortalt dig hvor meget jeg elskede dig, hvor meget jeg holdt af dig og værdsatte dit venskab og din støtte, men jeg endte med aldrig at sige noget. 

Hvis jeg ikke var her, ikke trak vejret, ville verden stadig fortsætte uden mig. Solen ville stå op og månen gå ned, og når månen ville komme frem igen og solen trække sig tilbage, ville der ikke gå lang tid før den atter tog sin afsked. Men uden dig, uden din hånd i min, ville min lyse morgen aldrig komme. Jeg ville sidde her til evig tid i denne eng og se ildfluerne danse som var intet hændt. 

Jeg lagde mig ned i det tykke, bløde græs og triller rundt og rundt til verden omkring mig begyndte at svimle. Jeg tænkte på vores samtaler om fremtiden. Som barn ønskede vi begge at være voksne og have noget at tage ansvar for. Vi var trætte af at lege hele dagen og sove i den varme eftermiddagssol. Da vi endelig var vokset op og blevet til fornuftige og unge mennesker, ville du det komplet modsatte, og jeg blev knust. Nu havde vi jo nye muligheder, men du ville intet andet end at være et barn igen. Du ville give alt, og da Døden fristede dig tog du imod dens tilbud med et lykkeligt smil. 

Alt jeg kunne tænke på var at få dig tilbage, men jeg vidste, at jeg hverken måtte eller kunne tænke på det. Det gjorde alt for ondt inden i. 

Jeg ville blive ældre og opleve verden, men ikke alene. Jeg ville gøre det sammen med dig. Med den tanke rejste jeg mig op på mine raske ben og spejdede ud over engen. Der var mange minder her, dagene hvor vi dansede rundt på engen og i skoven, aftenerne hvor vi fangede ildfluer og nætterne hvor vi lå tæt sammen for at holde varmen. Alle de minder var noget der var delt mellem du og jeg, et tegn på at der var en tid, hvor vi havde været sammen. 

Jeg ville ønske min erindring ville blive fanget i tiden, altid forblive. Jeg ville efterlade dem her på engen, lige her, hvor du altid kunne komme og se dem. 

Tårerne jeg græd var den erindring jeg efterlod, ligesom tårerne var min afsked og et tegn på, at jeg måtte komme videre. Min sorg kunne ikke nå dig, og jeg vidste at den ikke havde en ende. Derfor ville dette kun gøre det lettere for mig selv, selvom jeg inderst inde ville give alt for, at vi kunne være sammen igen. 

Pludselig kaster solen sine gyldne morgenstråler på mit ansigt, og tårerne jeg græd forsvandt. Jeg lukkede øjnene med en let fornemmelse i maven og hørte dig hviske mit navn. Jeg åbnede øjnene og så dig for mit åsyn, dit blik rettet imod mig og mere smilende end dine læber.

Du rakte hånden frem imod mig, og med den varme sommerbrise i ryggen tog jeg din hånd og blev budt velkommen ind i en ny verden. 

Jeg ville aldrig mere få brug for de vinger jeg havde mistet, for nu skinnede den friske og nye sol over os, velsignede os. Det eneste jeg virkelig havde brug for var dig, og sammen ville vi gå hånd i hånd mod solopgangen, for evigt byde de nye dage velkommen.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...