Os to.

Sebastian og Michella er to en smule underlige teenagere. Sebastian er en ung fyr på seksten, han er på stoffer og cutter. Fordi han vil glemme sin grufulde fortid, hvor han blandt andet mistede dele af sin nærmeste familie.
Michella er en 'smule' anderledes. Ud af til ligner hun nok mest en slags 'sindsforstyrret tøs', men hun er faktisk glad, omsorgsfuld, sød og meget andet. - Det skal så også siges at hun har haft en meget slem barndom. Men hvad sker der når de to anderledes teenagere mødes? Hvad vil der ske imellem dem? Og vil Sebastian's misbrug og cutting forsætte, når at han møder den mere glade Michella?

6Likes
17Kommentarer
781Visninger
AA

2. Sebastian - Den sædvanlige dag.

Det gamle vindue piber svagt over sengen, hvis man da kan kalde den gamle madras jeg ligger på dét, og giver en irritabel skrigen for ørene. Solens første stråler går skarpt igennem vinduet, og direkte ned over mine tynde øjenlåg, og giver et skarpt lys selvom mine øjne er klemt hårdt sammen. En del af mig ønsker at vågne helt lige nu, og ikke bare ligge i en halv vågen tilstand, hvor jeg kan tænke tilbage, eller se tilbage, men en anden del af mig vil ikke vågne overhovedet, den ønsker ikke at skulle igennem endnu en dag i helvede, ja helvede for det er dét hver evig eneste dag er, et rent helvede.

Til sidst vinder den del af mig som er fast besluttet på at vågne, og jeg får så slået mine øjne hårdt op, og sætter mig med et sæt op. Min krop dirrer svagt, og koldsveden er overalt på mig, og jeg har det sjovt nok elendigt, hvis det overhovedet er nok at sige.

Nattens mareridt havde været forfærdeligt, præcis som det altid er, dog er det præcis det samme mareridt hver nat, et glimt af fortiden, og så et af de værste af dem, nemlig det hvor jeg hører hvert ord som blev det råbt ind i hovedet på mig, og hvor jeg ser alting, alle detaljer, langt klarere end jeg rent faktisk husker dem.

Jeg har mest lyst til at råbe og skrige, slå på noget, flippe ud, frustrationen sidder virkelig dybt i mig lige nu, og abstinenserne gør det bestemt ikke bedre at holde ud, slet ikke når man ikke aner hvad man skal gøre med sig selv.

Mit blik flakker kort rundt i den træhytte jeg bor i, faktisk min bedstefars gamle feriehytte, som virkelig er gammel, og slet ikke passet efter hans død for flere år siden, men det er faktisk det bedste sted jeg kunne være, et perfekt gemmested mellem træerne i en stor skov, det er ikke ligefrem her folk ville beslutte sig at lede efter mig på.

Jeg får endelig rejst mig op, og kører kort en hånd igennem mit platinblonde hår, og ignorere min stadig rystende hånd. Mit blik flyver igen rundt i rummet, denne gang er mit blik dog nærmere panisk, de er ikke dukket op endnu, de mørke og truende skygger, der konstant forfølger mig, og holder øje med hver mindste ting jeg gør, dem der dømmer mig, og nærmest tvinger mig til at gøre det de vil have, og efterhånden har jeg fundet ud af, at det ikke hjælper at stritte imod deres mening længere.

Jeg ser så kort på væggene omkring mig, som faktisk synes at blive mindre, eller nok nærmere sagt, komme nærmere og trykke sig mod mig. Det er så her jeg har lyst til at krympe mig sammen i et hjørne, og bare lukke øjnene i, og søge hjælp igennem det eneste der gør jeg stadig lever, men en stemme siger mere jeg skal flygte ud af hytten nu, inden væggen har lukket sig sammen om mig, og mast mig fuldstændig. Jeg hiver derfor hurtigt et par ekstra royal bukser på, udover dem jeg i forvejen har, og en trøje mere, hvorefter jeg river fat i min jakke, og får trukket mine sko på, inden jeg nærmest kaster mig ud af døren, inden den forsvinder helt.

Jeg opdager jeg løber, jeg har faktisk løbet et godt stykke tid, jeg stopper derfor op, og lade mig selv falde sammen på jorden, og knibe øjnene sammen, jeg har det bedre nu, men alligevel har jeg det forfærdeligt, og min krop ryster kun mere. Jeg kan mærke deres stirren på mig, de er her igen nu, men som altid gør jeg alt for ikke at vise dem at deres nærvær rent faktisk ikke påvirker mig, selvom de rent faktisk gør mig endnu mere panisk.

Jeg får sat mig helt op, og flår nærmest indholdet ud af min jakkes lomme, og lader det falde til jorden, og tager så hårdt fat om glasskåret med mine stadig kraftigt rystende fingre, og kniber kort mine øjne sammen, før jeg trækker mit ærme op, dette er så en af mine eneste udveje, bare for at få lidt afstand for helvedet, og så er alt dette min egen skyld, - jeg fortjener det.

Mit blik søger kort ned over min underarm, for at finde et sted der er plads, men det opgiver jeg hurtigt, og former så bare dybe rifter nedover gamle og nye sår, samt en del gamle ar.Tidsfornemmelsen ryger et øjeblik, og da jeg igen får den, er der flere blodige striber ned over min arm, og svage bloddråber perler sig vej ned over min arm, bare for at kæmpe om at ramme skovbunden først.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...