Girlfriend

Den sekstenårige Sophia Kim Johnson starter på skolen Wellet High, 1. g. Hun for straks øje på Alison, der går en årgang over hende. Hun holder også selv skarpt øje med Sophia. Men da Alison er ret så populær på skolen, samt hun allerede har en kæreste, må hun til at glemme hende.
Men... Sophia er anderledes. Og på Sophia's første skoledag, ændre det hele sig.
Vil de to piger få samme kærlighed for hinanden? Hvad vil vennerne, kæresten og forældrene sige til det? Vil de selv acceptere det og hvad med deres reaktion ..?
Dette er en historie om to piger der hader at elske hinanden. Om jalousi. Om popularitet. Og om kærlighed.

23Likes
24Kommentarer
6265Visninger
AA

12. Alison - Madkrig

Jeg trækker mig hurtigt væk fra Jason's læber da han kysser mig. Jeg smiler bare hurtigt falsk til ham. Jeg har set Sophia og det virker ikke ligefrem som det bedste tidspunkt at side og kysse med min kæreste, når jeg faktisk lige har stået og delt mundvand med hende.

Jeg hiver mig lidt ud af Jason's arm der ligger over mine skuldre. Han ser irritabelt på mig og rejser sig op.

  "Hvad fanden er der galt med dig?!" råber han. Jeg kigger mig omkring. Eleverne inde i kantinen ser over på os.

  "Jason forhelvede! Drop det! De kigger!" hvæser jeg men han er helt ustyrlig. Hans øjne skyder lyn og hans tænder er synlige under det falske smil der så ses på hans læber.

  "Du gider ikke holde om mig! Jeg må ikke kysse dig! Hvad helvede gider du så?!" Eleverne er nu helt stille omkring os. Alle kigger på os. Selv Sophia. Jeg kan mærke hendes blik i min nakke. Spørg mig ikke hvorfra jeg ved det, jeg kan bare mærke det.  

  "Shh! Skat... Jason, jeg..."

  "Hold kæft!" Han træder over bænken og går med hastige skridt ud af døren. Der er helt tavshed. Fuldstændig. Jeg kigger rundt og får øje på at alle kigger på mig nu. Kun mig.

  "Hvad glor I på?" råber jeg tårevædende. Nogle elever mumler et eller andet og begynder langsomt at genvinde deres opmærksomhed mod deres mad. Jeg holder min hånd op for munden og nogle tåre falder.

  "A-Alie..." Kate sidder overfor mig og jeg mærker hendes ben der aer mit skinneben  Jeg tager mine hænder op på hver side af mit ansigt og vifter med dem for at få tårende væk.

  "Åh... Kate!" Hun nikker og tager sin lille lyseblå taske frem. Hun roder lidt rundt i den men trækker så en serviet op af den og giver den til mig. Den pige har bare alt i den taske... Noglegange er jeg lidt i tvivl om hvordan den så ud indefra.

Jeg tager imod den og dupper let mine øjne. Jeg snøfter kort og ser over på den tomme plads ved min side.

  "Du har altså måske også forandret dig en smule..." mumler Kate så. Jeg ser mærkeligt op på hende.

  "H-Hvad mener du med det?" Jeg ligger snøftende den våde serviet fra mig.

  "Tja... Du er bare i din egen lille drømmeverden."

  "Hvad?!" Jeg kigger sørgmodigt på hende. Selvfølgelig er jeg i min egen drømmeverden! Jeg er forelsket i en pige og har faktisk lige stået og snavet med hende! Men det kunne jeg jo ikke sige... Så istedet for det, bander jeg bare stygt. "Hvorfor skal mit liv også bare være så besværligt!" Jeg banker mit hoved ned i bordpladen og de omkringsidende eller stående, kigger mærkeligt på mig.

  "Tag dig dog sammen, Alie!" hvæser Kate og rusker hårdt i mig. Jeg kigger op og snøfter kort. Jeg ligner sikkert et mareridt ..

Jeg mærker en prikken på skulderen. Jeg vender mig rundt og får øje på...

  "S-Sophia!" råber jeg. Det var slet ikke meningen jeg skulle råbe, det kom bare som lidt af et chok.

  "E-Er du okay?" spørger hun usikkert. Eleverne kigger nu igen over på os. Ikke Jason og mig, men Sophia. Jeg tager mig sammen. De må bare ikke se mig sammen med Sophia! Det må de bare ikke! Og for guds skyld overhovedet ikke få noget at vide om det kys!

  "Jaer..?" siger jeg lidt ligeglad-agtigt. God start! "Hvorfor skulle jeg ikke være det?" Hun gisper kort. Lavt. Næsten uhørlig. Hun bakker nogle skridt bag ud.

  "Jeg troede da at vi nu..." Hun kigger rundt på forsamlingen der kigger på os. Og kun os! "Jeg troede..." Hun ser helt synderknust ud og helt ærligt, så kan jeg også godt forstå hende. Det ser ud til hun mander sig lidt op, skyder brystet frem og hendes lyn i øjnene er tilbage. "Men jeg tog fejl! Du er stadig den gamle selvglade, u følsomme snob som du altid har været!"

Hun bakker flere skridt bag ud, før hun så vender om og begynder at løbe, mod udgangen. Hun skubber til et par elever for at komme forbi, men en fyr spænder ben for hende så hun falder så lang hun er.

Et brøl af grinende latter bryder løs i kantinen. En skadefru latter, sådan en jeg plejer at bruge når sådan noget som dette sker. Men min mund er bare én tynd streg.

Hun rejser sig vaklende op på benene men får med det samme en hård albue ind mellem ribenende, af en anden pige med lyst hår. Hun falder om af smerte sammen igen. Hun holder sig rundt om maven mens hun ligger nede på knæende, på det kolde, hvide stengulv. Alle begynder igen at le og hånligt pege fingre af Sophia, der sikkert lige nu gisper efter vejret.

Kate skubber let til mig og læner sig ind over bordet for at hviske mig i øret.

  "Det er nu du plejer at slå til Alie! Gi' hende hvad hun fortjener." Hun smiler drillende til mig, spændt over hvad jeg nu vil finde på. Ja, det er rigtigt. Når nogen plejer at falde eller for den sags skyld gøre sig selv til grin i offentligheden, er det dér jeg er kendt for at træde ind.

Første gang jeg gjorde det var i 1. g. Jeg var næsten lige startet, nok et par måneder efter. Der var åbenbart en dreng fra min årgang der var gledet på isen. Alle begyndte at grine og pege. Jeg skøjtede på isen og så ham slet ikke. Jeg skøjtede lige forbi ham. Jeg var ved at falde og greb ud efter noget at støtte mig til, det nærmeste var selvfølgelig hans hoved.

Jeg tog som en refleks fat i det, og drengen der slet ikke var forberet på det, klaskede hovedet direkte ned i isen. Da der så skulle være spisepause, blev jeg inviteret over til de populæresbord at sidde. Siden da, har jeg siddet her og gjort alle de 'skrækkelige' ting ved folk.

Tøver lidt. Havde jeg lyst til at gøre dette ved Sophia? Hvis jeg gjorde, ville alle helt sikkert glemme min 'forandring'. Jeg tager mig sammen og tager en dyb indåning. Sophia har lige rejst sig op, vaklende på de tynde ben. Perfekt tidspynkt!

Jeg vender mig rundt og tog noget af den gulige kartoffelmos op i hånden. Maden bestod igen af kartoffelmos. Jeg er ved at blive fuldkommen sindsyg af det! Det var klistret og smattet. Endnu engang perfekt!

Jeg drejer rundt på bænken så jeg kan se Sophia. Hun står nu fast på fødderne, total rødmende. Jeg sigter efter hendes ansigt. Vil det være for ondt? Ej ..

Jeg kaster kartoffelmosen fra mig og den flyver som en boldt i luften. Ret klamt at tænke på den ikke deler sig op eller noget. Det er jo som ler!

 

  'SPLAT'!

 

Flere elever er ved at dø af grin. Flere af dem ligger nede på gulvet og banker deres hænder ned i det. Jeg står stadig i min kaste-bevægelse. Med armen hængende i luften og den åbne mund over synet; Sophia står med armende et stykke over brystet. Hun har også selv åben mund og store, forskrækkede øjne.

Min kartoffelmos-boldt, landede på hendes kraveben. Det ser ret klamt ud. Det ligner nogen har kastet op på hende. Boldten er i det mindste splattet ud nu.

Sophia så op med de øjne jeg hader af alles øjne. De er smalle og udviser dyb had. Hun kigger rundt efter den der smed den efter hende. Hun får øje på mig, min kaste-bevægelse og min klistrede hånd. Hun drejer om på hælen og går op til kantinens selvbetjæning.

Hun tager en stor, aflang skål og går over mod mig. Alle elever er næsten stille og kigger til, mens hun vakler med .. Suppen! Der var nemlig tomatsuppe, med til kartoffelmosen i dag. Jeg kunne bare ikke lide tomater .. Hun står nu kun får skridt fra mig og kigger hånligt ned på mig.

  "D-Det gør du bare ikke Sophia!" siger jeg strengt og holder en finger op foran hende. "Du gør det bare ikke!" Hun smiler dog bare skævt og jeg ved selv helt inde i mit indre, at jeg har fortjent det. Uden jeg når at rejste mig eller flygte, kaster hun den flydende suppe ud over mig.

Jeg lukker stramt mine øjne i, og må bare mærke til, mens suppen glider fra mit hoved og ned af mig. Jeg åbner igen mine øjenlåg og ser Sophia bare stå og smile skævt som før. Der er ingen der griner .. Jeg kigger viddere ned ad mig selv. Min overdel er total dækket til af det orangerøde stas. Jeg tager mine hænder op til ansigtet og forsøger at tøre noget af det af.

  "Jeg sagde du bare ikke skulle gøre det!" råber jeg og rejser mig op. Jeg går hen til Sophia så vi står helt tæt. Alle kigger på os. Stilhed. Jeg ser ned i hendes smukke, vrede øjne. Mine hænder der er svøbt helt ind i tomatsuppen, tager jeg op forhendes ansigt og tvære det ud.

Det ligner hun har en maske på da hun skubber mig væk fra hende. Hun er helt rød i hovedet. Bugstaveligt talt. Uden viddere tager hun sin hånd op for brystet og tager noget af det klistrede kartoffelmos af og banker det ned på mit hoved så det sikkert ligner, jeg har en slags hat på.

Jeg lukker kort øjnene og åbner dem så igen. Smiler skævt hvilket Sophia også gør.

  "Madkrig," siger jeg helt lavt, men da eleverne begynder at hjuple, ved jeg de har hørt mine ord. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...