Girlfriend

Den sekstenårige Sophia Kim Johnson starter på skolen Wellet High, 1. g. Hun for straks øje på Alison, der går en årgang over hende. Hun holder også selv skarpt øje med Sophia. Men da Alison er ret så populær på skolen, samt hun allerede har en kæreste, må hun til at glemme hende.
Men... Sophia er anderledes. Og på Sophia's første skoledag, ændre det hele sig.
Vil de to piger få samme kærlighed for hinanden? Hvad vil vennerne, kæresten og forældrene sige til det? Vil de selv acceptere det og hvad med deres reaktion ..?
Dette er en historie om to piger der hader at elske hinanden. Om jalousi. Om popularitet. Og om kærlighed.

23Likes
24Kommentarer
6246Visninger
AA

22. Alison - James og den nye pige

Kære Dagbog

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få det sagt, men.. Jeg tror jeg er forelsket ...

Men hvad skal jeg gøre? - Vi kom op at skændes den anden dag, og jeg er bange for hun aldrig vil se mig igen... 

Jeg sukker og klemmer hårdt fast om blyanten i min hånd. 

...Kære Dagbog

Hjælp mig... Giv mig et tegn! 

 

"Alison! Kom lige herned," høres min mors råbende og skingrene stemme nede fra gangen. Jeg lukker hurtigt min dagbog sammen og løber ind i stuen, hvor trappen føre ned.

  "Hvad?" svare jeg og ser ned på min mor der står smilende på det første trin.

  "Han er her," hvisker hun svagt og nogle få tåre begynder at trille fra hendes himmelblå mørke øjne. Jeg ser forstenet ned på hende. Det kan ikke passe... Også selvom en indre følelse breder sig som en blomst i min mave, og forvandler sig til flere end hundrede sommerfugle. Jeg løber ned af trappen og forbi hende, og ud i entréen. Jeg får øje på nogle tasker og en kuffert og smiler skævt. 

  "James," hvisker jeg svagt og styrter ud af døren. Jeg løber hurtigt om i baghaven og får øje på to fyre. De står begge og snakker men tiger med det samme de får øje på mig. En fyr med mørkt hår, tyrkise øjne og et markant ansigt står ved siden af min far, som ikke engang når ham til hagen. Han var godt nok vokset, og hans mørke hår blafrede let i vinden. "James!" råber jeg og styrter over mod ham. Han spreder sine arme ud og svinger mig rundt i luften nogle gange. Da han stiller mig ned på jorden kysser han min kind med hans tørre læber. Jeg griner svagt og krammer mig ind til ham igen. 

  "Alie," hvisker han og ugler mig let i hovedbunden. Jeg griner. Det er længe siden jeg sidst har grinet sådan. "Du er godt nok vokset, søs." Han holder mig ud foran ham.

  "I ligemåde," svare jeg og prikker ham i maven. 

  "Hvis du vil have os undskyldt," siger James og kigger hen på vores far der nikker. Han ligger en arm hen over mine skuldre og begynder at trave gennem haven. Jeg ser tilbage på vores smilene far, der sætter kursen mod huset igen. Vi går i tavshed ned til en hængekøjen bagerst i haven. Vi sætter os ned i den og ser undrende på hinanden.

  "Hvordan var det?" spørger jeg forsigtigt og kigger ned i jorden. Der går lidt tid før han svare. 

  "Tjo, du ved..." Jeg nikker til det tørre svar og ligger mig tilbage og kigger op i den himmelblå himmel. Jeg sukker; dette er nok den sidste sommerdag i år, det har de også sagt i vejrudsigten. 

  "Okay," lyder mit endnu mere tørre svare. "Er du blevet helt rask?"

  "Jep. Operationen var en nervepinene proces men gik. Det var også nogle dygtige læger." 

  "Hvad gjorde de ved dig?" Han ler svagt.

  "De var nød til at skære lidt i mig," svare han. Jeg bider mig blidt i underlæben da jeg høre ordet 'skære', og hjælper mig op at side ved hjælp af mine albuer og kigger på ham. For tre år siden havde James taget til militæret. To år efter blev han sendt i krig. Da han var dernede blev han skudt i armen. Han blev sendt til England hvor han lå i koma et halvt år. Lægerne mente hans arm skulle skæres af. Jeg kan stadig huske dagen jeg fandt brevet i postkassen; 

Jeg kommer gående op af vores indkørsel og træder forbi postkassen. Jeg er spændt efter at se hvad der ligger deri, om der overhovedet ligger noget deri, da Jason har lovet at sende et postkort da han er på ferie i Europa. Jeg åbner den hurtigt og får øje på en bunke konvolutter, samt nogle reklamer, aviser og breve fra banken. Jeg sukker og tager dem alle i favnen. Far må have glemt at tømme den igår, inden han tog på arbejde. 

Jeg låser mig ind i huset og smider min skoletaske fra mig på måtten. Jeg skynder mig ind i køkkenet og smider det hele på køkkenbordet. Jeg begynder forfjamsket at lede efter et poskort, eller bare et brev der er adresseret til mig. Men ak! 

Jeg sukker og smider mig ned i stolen. Dagens post er endnu ikke kommet. Jeg høre en morterlyd fra en knallert og noget fanger mit blik i vinduet. Det er da forsvundet da jeg kigger derud. Der er ikke til at tage fejl af! Jeg springer op fra stolen og løber ud til postkassen. Jeg åbner den igen og sukker opgivende. Det eneste der ligger der er en lille hvid konvolut. Jeg tager den op og kigger på den; 

Mr. William og mrs. William Jones

North road 129

New York 

 

Jo, den er go' nok. Jeg går igen ind i køkkenet, denne gang tager jeg dog skoene af. Da jeg skal til at smide brevet i den allerede store stak, opdager jeg at frimærket er trykket i England. Mor og far har da hverken værger eller bekendte i England? Altså, bortset fra vores døde tante. Jeg kigger op mod uret over vasken. Klokken er tre og mor og far kommer først hjem senere på eftermiddagen. Jeg åbner hurtig konvolutten og trækker brevet op. Jeg skimter hurtigt skriften igennem. Inden jeg overhovedet når halvejs smider jeg brevet fra mig da tårende allerede begynder at trille. James...

  "Alison?" Jeg kigger gennem den åbne dør der før ud til gangen. "Alison!" Det er mor, men skulle hun ikke først komme hjem senere? "Så vågn dog op kvinde!" råber hun gennem lokalet og smider hendes store indkøbspose så alle tingene vælter ud fra den. Hun styrter hen mod mig og begynder pludselig at ruske hårdt i mig. Jeg får med det samme store chokerende øjne og tårene stivner helt. "Alie!" Vent... Mor siger kun Alie når hun er i godt humør, men det lader ikke ligefrem til at være tidspunktet.

 

  "Alie, kan du høre mig?" Mor forsvinder pludselig samt hele huset. Det ender med at jeg står på et bart sort område.

Ligeindtil jeg åbner mine øjne. 

  "James?" hvisker jeg og hoster let. Jeg sætter mig op i hængekøjen. Han står overbøjet over mig med et lettetene udtryk i ansigtet. 

  "Du faldt vist i søvn," siger han og sætter sig ned på græsset foran mig. "Havde du mereridt?" Da jeg ikke svare fortsætter han. "Du fik tåre i øjnene," påpeger han. Det er først nu jeg ligger mærke til at mine kinder er en smule våde. Jeg tørre dem af med min håndflader. Hvor uhyggeligt! Drømme kan da ikke gøre noget virkeligt, vel? 

  "Det ved jeg ikke," lyver jeg. James hæver det ene øjenbryn, nok skuffet over det tamme svar.

 

  "Skal jeg køre dig i skole?" spørger James da vi sider ved morgenbordet. 

  "Jo tak, har fri klokken tre." Han nikker og vi spiser vores røræg færdigt.

  "Har du lektier for?" spørger mor ovre fra vasken.

  "Nej, mor," hvæser jeg irriteret og sukker.

  "Nånå-dada, sådan taler man ikke, unge dame." Jeg himler øjne og James smiler svagt. 

Da vi endelig er sluppet fri fra mor der bliver ved med at tale om opdragelse og gode manere, og sider ude i bilen, kommer jeg i tanker om at jeg har glemt min historiebog derhjemme. Vi er allerede nået et godt stykke afsted og vi har ret travlt. James ligger mærke til min pludselige irritation og kigger over på mig.

  "Hva' så?" 

  "Har glemt min bog jeg skal bruge til historiefag derhjemme," svare jeg og læner mig tilbage i det bløde læder sæde. 

  "Hm, klokken er for mange til at nå og køre hjem efter den, men skal jeg hente den for dig efter jeg har sat dig af?" 

  "Ej, det behøves du slet ikke..."

  "Alie, jeg vil gøre hvad som helst for dig, også selvom det bare er en bog til historie." Jeg smiler og nikker så. "Hvis det stadig er I har mrs. Mann, så skal hun nok blive blød i knæende så snart jeg træder ind i rummet." Jeg begynder at le; James har altid været den charmerene type der flirtene rundt med læreinderne, enten når han havde glemt sine lektier eller når han bare skulle fedte for at få en bedre karakter. Det havde dog aldrig lykkedes ved de mandlige - de blev altid helt røde i ansigtet og begyndte at ævle om vejret. Det lykkedes dog for vores bibliotekar da han var bøsse. 

Med ét røg Sophia endnu engang ind i mit hoved. Jeg havde ikke tænkt på hende siden James kom hjem, hvilken faktisk var en befrielse. James stopper bilen ude foran skolens store indhegning og jeg stiger hurtigt ud da klokken ringer.

  "Jeg kommer så hurtigt jeg kan," råber James ud af vinduet da jeg er løbet op på fortorvet. Jeg smiler hurtigt til ham og styrter ind i skolegården. 

  "Det er rart du gider komme," siger min matematiklære skræp da jeg kommer ind af døren til klasseværelset. 

  "Det er da dejligt du syntes det er rart," siger jeg hurtigt og sætter mig bagerst i klassen ved det eneste ledige bord. 

  "Hrm!" udbryder hun fornærmet. "Nå, men som jeg var ved at forklare før mrs. Jones afbrød, så har vi besøg idag. Jeg skulle netop til at sige hendes navn, men det nåede I jo aldrig at høre!" siger hun henkastet og kigger ondt over på mig. Jeg spidser læber og blinker frækt til hende. Hun bliver sprut rød i ansigtet og retter lidt på hendes læreindeuniform. "Som sagt har vi besøg..." 

  "Det har du allerede sagt, tre gange for at være helt præcis!" udbryder en dreng der sider på forreste række. Hun ser helt forvirret ud og nikker let. 

  "Ja, du har ret, Thomas. Ehm... Hun hedder Glira og skal have matematik sammen med jer." Og det er først nu jeg får øje på den lille skikkelse henne i hjørnet. Hun vinker svagt og smiler kært. Hendes hår er stort og krøllet, sikkert sat op. Hun har smukke blålige øjne og nogle søde smilehulder. Hun ligner mest af alt en sminkedukke. Drengen Thomas pifter og nogle begynder at grine. Jeg hoster hurtigt falsk og dem i klassen vender sig straks og ser tilbage på mig. Jeg hæver øjenbrynene og begynder straks at køre min pegefinger om en lok i mit hår. Nogle af drengene slikker sig sultent om deres læber, mens deres øjne følger min finger der køre ned af min brystkasse og ned til min buksekant. De får straks store øjne og begynder at fantasere tøjet af mig.

  "Ehm, mit navn er Gloria, mrs.," siger hun med hendes englestemme og smiler genert. Drengene vender sig straks rundt i stolene. Vores læreinde vifter dog bare fraværende med hånden.

  "Sæt dig ned." Gloria nikker og sætter sig ned ved siden af mig og tager dermed den sidste plads. Nogle minutter efter da læreren begynder at ævle løs om noget systematisk i matematik, kigger jeg undersøgende over på min sidekammerat.

  "Jeg hedder Alison, du aner ikke hvor heldig du er at side ved siden af mig. Faktisk så plejer min kæreste at side der," hvisker jeg og vrænger ordet kæreste ud. Gloria ser på mig, først med et forvirret udtryk i ansigtet, så et undersøgende, men så hæver hun øjenbrynene og læner sig tilbage i stolen.

  "Sophia?" hvisker hun. Jeg får med det samme store øjne. Hvor kender hun Sophia fra?!

  "N-Nej, hvem er Sophia?" spørger jeg dumt og læner mig tilbage i stolen. Gloria hæver et øjenbryn.

  "Tro mig, Alison, mig kan du ikke snyde. Jeg ved mere om dig end du tror... Hvad syntes du om denne Sophia?" Jeg trækker på skuldrene efter et stykke tid.

  "H-Hun er da fin. Jeg mener, hun er meget... underlig og total kikset. Jeg hader især hendes frisure, også er hun også en stor... en stor bitch! Ja, bitch..." mumler jeg og former nogle flere modbydelige tekster i mit hoved. Gloria åbner straks sin mund og peger anklagende over på mig.

  "Hun kaldte mig bitch!" vrænger Gloria pludselig og laver et forvirret ansigtsudtryk. "Jeg spurgte bare hvad hun hed." Jeg ser chokeret på hende og ligger mærke til min mund står åben efter nogle sekunders stilhed. Jeg kan ikke tro mine egne øre! Vores lære ser strengt tilbage på mig, ildrød i ansigtet.

  "Op til rektor, omgående, unge dame!" Jeg ser op på vores lære der peger med en skarp bevægelse over mod døren. Jeg sider et stykke tid med åben mund og stirre fra Gloria til vores læreinde. Det kan de ikke mene! "Nu!" Jeg sukker frustreret og rejser mig og går ud på gangen. Hvad i al verden skete der lige for den pige?!

Da jeg endelig ender foran rektor Bellets's kontor, åbner jeg døren med endnu et lydløst suk; jeg har endnu ikke glemt sidste besøg.

Rektor Bellet sider lige nu med et bunke papirer og nogle mapper foran sig. Han kigger op da jeg lukker døren efter mig og smiler skævt. 

  "Kaffe?" spørger han og tager sine ovale briller af. 

  "Jo tak," siger jeg ydmygt og sætter mig ned i den velkendte stol.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...