Girlfriend

Den sekstenårige Sophia Kim Johnson starter på skolen Wellet High, 1. g. Hun for straks øje på Alison, der går en årgang over hende. Hun holder også selv skarpt øje med Sophia. Men da Alison er ret så populær på skolen, samt hun allerede har en kæreste, må hun til at glemme hende.
Men... Sophia er anderledes. Og på Sophia's første skoledag, ændre det hele sig.
Vil de to piger få samme kærlighed for hinanden? Hvad vil vennerne, kæresten og forældrene sige til det? Vil de selv acceptere det og hvad med deres reaktion ..?
Dette er en historie om to piger der hader at elske hinanden. Om jalousi. Om popularitet. Og om kærlighed.

23Likes
24Kommentarer
6271Visninger
AA

20. Alison - Forhold

  "Er du fuldstændig sikker?" spørger Jason for mindst tiende gang, imens han holder cigaretpakken fremstrakt mod mig i hans hånd. Jeg kigger lidt ned på den og rynker på næsen. 

  "Nej, jeg er ikke sikker," svare jeg og tager pakken. "Syntes du jeg skal?" Han nikker ivrigt og læner sig ind imod mig for at kysse min kind. 

  "Helt sikker." Jeg for et lille sug i maven da jeg tager en cigaret ud, og tænder lighteren jeg i forvejen har i hånden. Jeg tænder rystende cigaretten og kigger usikkert over på Jason. 

  "Lover du der ikke sker noget?" Han sukker opgivende men nikker.

  "Slap nu bare af, du er jo Alison Jones, du kan alt hvad du vil," siger han og nusser min ryg med hans håndflade. Jeg kigger ned på cigaretten, mens jeg tænker. 

Ikke alt hvad jeg vil... 

Tanken om Sophia og mig sammen, får mig til at tænke på at vi aldrig vil kunne leve sammen. Fyre kan måske godt, men piger... 

Jeg tager langsomt cigaretten op til munden. Jason smiler og fjerner sin hånd.

  "Bare en dyb vejrtrækning ind, og så pust ud igen," siger han beroligende og ser spændt ud. Jeg nikker svagt, og puster så ind. Med det samme spærre jeg øjnene op og begynder at hoste som en gal da jeg ikke kan få vejret. Jason sukker dybt og et glimt i hans øjne fortæller mig at han egentlig er ret ligeglad. "Prøv så igen - og gør det rigtigt denne gang." Jeg skulder ondt til ham og tager den igen op til munden. Det gik bedre denne gang, også selvom det føltes at der er blevet tændt bål. 

Vi bliver afbrudt af at klokken ringer, og med det samme kommer Kate hen til mig. 

  "Har du prøvet?" spørger hun nysgerrig og kigger på cigaretten i min mundvige. Jeg nikker og hun hopper små op, imens hun klapper begejstret i hænderne. "Ej, hvor nice! Du bliver kun mere populær af dette," hviner hun skinger og smiler stort. Jeg giver hende et lille kast med hovedet og mærker Jason's læber mod min tending.

  "Det er også det der er meningen," svare jeg og går med mine 'venner' ind i den store klods af en bygning at være.

  "Nå, ses babe, jeg skal hjælpe pedellen med at vaske gulv," siger han pludselig og småløber hen ad gangen. Jeg ser underende efter ham og småråber: "Hvorfor? Det ligner ikke dig." Han vender sig om og smiler frækt.

  "Netop," svare han, og først nu opdager jeg nogle andre drenge stå med et slags computerstik i hånden. Jeg kigger undrende efter dem, men med det samme bliver mine tanker om hvad han mon skal, pisket bort, da jeg mærker en hånd på min skulder. Jeg ser over på Kate der smiler skævt til mig. 

  "Kom." Hun går ind af døren til klassen og jeg følger efter. Jeg sætter mig ned ved siden af hende, med vindueplads. Jeg har bedst ved at side og kigger udenfor, da det giver en hvis ro. Især hvis der er prøver eller matematik. Jeg stinker virklig til det fag.

Læren træder ind i klassen og alle er med det samme stille. 

  "Godmorgen," mumler hun og skuer ondt ud over klassen, med hendes halv briller der sider et godt stykke ned på næsetippen. 

  "Godmorgen, miss. Garents," svare vi alle trætte og ranker ryggen. 

  "Idag skal vi arbejde med... frk. Jones!" Hun ser skarpt på mig med store, chokerede øjne. "Du ved udmærket godt det er forbudt at ryge midt i skoletiden! Op til rektor, og det er med det samme, unge dame! Der er intet at diskutere." Hendes stemme er hård og skrap. Jeg rejser mig langsomt om, bevidst om at jeg nu har klassens fulde opmærksomhed. Jeg tager min skoletaske, men kigger lige hurtigt ud af vinduet i håb om at se noget spændende, eller bare noget der ville rede mig ud fra denne situation. Og det var der sørme... Jeg ser med det samme et pink lys træde ind i skolegården og småløbe hen til skolens indgang.

  "Hmrm," høre jeg miss. Garents stemme hoste falsk i baggrunden, og jeg løsriver mig fra mine tanker og marchere hen af klasseværelsets gulv. Da jeg går forbi Garents, tager hun med en skarp bevægelse cigaretten ud af munden på mig, imens jeg bare går videre. 

Da jeg når op på rektorens kontor, og har fået sat mig på en stol, mærker jeg det næsten allerede er en vane. Han ser på mig, som om jeg bare er et eller andet dødt dyr. Jeg kan ikke helt tyde hans blik men han ser da ikke ligefrem glad ud. Han sukker og tager sine ovale læsebriller af. 

  "Frk. Jones," starter han og ser alvorligt på mig. "Jeg må spørge dig om der er noget galt." Jeg ser på ham med en smule store øjne, mest chokeret over spørgsmålet. 

  "Øh.. Jeg sider inde hos dig og venter på en straf, så ja," svare jeg og trækker lidt på skuldrene. Han ser indtrængende på mig så jeg får det utilpas. 

  "Jeg mener, noget du privat føler, noget du ikke gider at fortælle nogen fordi du er bange for, hvad de vil synes om det." Jeg ser overrasket på ham, men så ned på mine hænder da jeg ikke vil møde hans blik. Da jeg ikke svare, fortsætter han. "Jeg har faktisk lagt mærke til noget. Du opføre dig helt anderledes så pludselig. Du har allerede været flere gange oppe hos mig i de seneste par uger. Og dét var på grund af et nyt bekendtskab." Mit hjerte banker hurtigere end før og små svedperler løber ned af mig pande. Han er alligevel ikke så dum ham rektor. Han læner sig tilbage i stolen og ligger armene over kors. "Facetube videoer med Sophia, slåskamp nede i kantinen, madkrig, pjækkedage og eftersedninger." Jeg ser hurtigt op på ham. Han har gennemskuet mig. Gisp! Sig dog noget, Alison! 

  "Ø-Øh.. J-Jeg.. J-Jeg.." Er det eneste der kommer ud af min mund. Rektor Bellet ser på mig med hævede øjenbryn og rynker lidt på næsen.

  "Hun har været problemet.."

  "Jeg kan forkla.."

  "Hvis der er noget galt, så bare fortæl.."

  "Der er ikke noget gal.."

  "Jeg siger det ikke til nogen.."

  "Der er intet mellem mig og Soph.."

  "Bare ud med det.."

  "Rektor Bellet, jeg.."

  "Slet, slet ingen problemer.."

  "Der er ikke noge.."

  "Bare fortæl.."

 "REKTOR BELLET!" råber jeg og rejser mig brat op fra stolen. Han ser roligt op på mig, som om intet er sket. Jeg sukker irritabelt og dumper ned i stolen igen. "Undskyld," mumler jeg og ligger mit ansigt i mine hænder. "Det er bare så svært her for tiden..." Han læner sig lidt ind over bordet og jeg ser op på ham.

  "Frk. Jones, du er forelsket." Jeg spærre forskrækket øjnene op og rejser mig igen hurtigt fra stolen.

  "J-Jeg er nød til at gå." Og med de ord halv løber jeg gennem lokalet, hen til døren som jeg nærmest flår op, før jeg panisk styrter ud på gangen. Jeg læner min ryg op mod væggen ved siden af rektorens dør, og glider langsomt ned at side på det finpudsede, hvide gulv. Jeg sider lidt og prøver sjusket at få vejret igen. Han er rektor forfanden da! Han bør ikke vide sådanne ting! Jeg prøver forfjamsket at slå tankerne om Sophia bort, men det var alligevel ret så svært. Hvorfor skulle hun idet hele taget også vælge præcis den her skole? Ud af så mange, hvorfor så lige denne? Hvorfor har jeg netop valgt at falde pladask for hende? Hvorfor glemte jeg hende ikke bare, mens jeg havde muligheden? 

  "Frk. Jones, du er forelsket," genlyder Bellet's stemme klart inde i mit hoved, og for mig, ser jeg en minikopi af rektoren på skolen, i ble, flyve rundt om mit hoved, med en bue og en hjerteformet pil. Jeg får store øjne og piller lidt ved øjnene, hvorefter at kigge frem igen. Den lille stædig, tykke fe af Bellet flyver foran mit ansigt, med små, hvide vinger. Jeg ryster på hovedet og prøver at skubbe ham væk, men han ser bare på surt på mig.

  "Bare fordi du er mobset, behøver det ikke gå udover mig!" siger han irriteret, så det ekstralag fedt på hans mave klasker rundt. Det ser faktisk ret klamt ud.

  "Gå væk med dig!" hvæser jeg spydigt og rejser mig hurtigt op. Han ser på mig med hænderne i siden og retter så lidt på sin ble.

  "Du kan ikke gøre noget ved kærligheden!"  Råber han irritabelt efter mig og flyver hen og sætter sig på min ene skulder. 

  "Ad, hvor ulæx!" udbryder jeg og vifter ham hurtigt væk. Han lander et stykke væk på gulvet, så hans ble falder lidt længere ned. Jeg kigger hurtigt væk, da jeg helst ikke vil se rektor Bellet nøgen.

  "Tro mig mine ord! Sophia er den eneste ene! Din eneste ene!" og med de ord, høres der et lille puf. Jeg ser over skulderen og ånder letter op da han er væk. Jeg går hen af gangene og finder hurtigt mit skab jeg låser op. Jeg prøver så at finde mine bøger jeg skal bruge til næste time, men med det samme kommer jeg i tanker om at jeg har glemt den inde på Bellet's kontor. 

 'Den eneste ene~!' Jeg sukker dybt da Bellet's stemme giver genlyd i mit hoved. Jeg ser mig forskrækket omkring, da jeg høre den elektroniske klokke ringe og runge længe i øre hinden.

  "Gå nu væk med dig!" hvæser jeg, selvom jeg ikke kan få øje på ham. "Forsvind!" Der høres pludselig et smæk med en dør, og af ren refleks klapper jeg skabet sammen og ser mig omkring.

     

  "Noget galt, Alie?" Jeg ser over Kate og spidser kort mine læber. 

  "Nej, slet intet," lyver jeg og kigger igen op i køen af sultne elever, i kantinen og ser på den lille pige med det pinke hår, som er ved at få skældud af den fede dame bag disken. 

  "Alie," Kate sukker og jeg vender mig igen mod hende. 

  "Hm?" Hun ser på mig med nogle hævede øjenbryn, og skuer hurtigt omkring for at se om nogen måske lytter efter, før hun endelig ser over på mig og blidt hvisker i mit øre. 

  "Er der noget mellem dig og Sophia?" Jeg får straks store øjne. Er det virkelig så åbenlyst?! 

  "Nej! Nej, selvfølgelig ikke!" råber jeg nærmest, og omkringstående kigger over på os.

  "Alie, jeg er ikke dum! Fra starten af, da hun kom, har du været total.. A-Afhængig af hende! Du kan ikke engang fjerne dit blik fra hende. Forhelved kvinde, hvad er der galt med dig, mand?!" Jeg ser overrasket på den ret ophidsende Kate, hvis øjne nærmest lyner. Sophia og jeg har intet sammen, intet! Eller jo, vi havde, men efter vores skænderi, har vi begge prøvet så vidt at undgå hinanden. Så jeg løj vel ikke, hvis jeg siger, der intet er galt, vel?

  "Kate," starter jeg moderlig og ligger en hånd på hendes ene lår. "Tro mig, der er intet mellem os. Hvorfor tror du ellers vi kaster mad efter hinanden?" Hendes blik som jeg ellers har prøvet at undgå, fanger mit. Det er som om hun kan kigge dybt ind i mig, dybt ind i min sjæl. Ikke som Sophia kan, hun kan kun se mig som den jeg er udenpå, men ingen ved hvad der ligger inderst inde, ikke engang Kate. Og jeg er også lidt bange for at jeg snart selv heller ikke ved det.. "Kate, jeg er ikke lebbe!" Jeg prøver at smile selvom det virker tvunget. "Jeg har jo også Jason, ikk'?" Hun blinker engang og kigger ned på sin mad. 

  "Jo, klart.." sukker hun eftertænksomt og rynker lidt på næsen. 

  "Det er vi da, er vi ikke?" spørger jeg og læner mig ind over bordet. Jeg ville ikke tvinge hende til at fortælle om hendes og Jason's forhold - ikke endnu.. Hun måtte selv fortælle om det, ellers ville det virke for åbenlyst. Men lige som jeg troede hele historien bag det hele ville komme, og den lange tale om hvor ked hun er og hvor megen selvfølelse hun rummer, kigger hun bare smilene op på mig.

  "Selvfølgelig er I det," siger hun og tager sin gaffel i sin hånd.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...