Girlfriend

Den sekstenårige Sophia Kim Johnson starter på skolen Wellet High, 1. g. Hun for straks øje på Alison, der går en årgang over hende. Hun holder også selv skarpt øje med Sophia. Men da Alison er ret så populær på skolen, samt hun allerede har en kæreste, må hun til at glemme hende.
Men... Sophia er anderledes. Og på Sophia's første skoledag, ændre det hele sig.
Vil de to piger få samme kærlighed for hinanden? Hvad vil vennerne, kæresten og forældrene sige til det? Vil de selv acceptere det og hvad med deres reaktion ..?
Dette er en historie om to piger der hader at elske hinanden. Om jalousi. Om popularitet. Og om kærlighed.

23Likes
38Kommentarer
6189Visninger
AA

26. Alison - Alene

James' blik lander på mig. Vi har ikke sagt ét ord til hinanden, siden jeg forklarede ham alt om Sophia. Vi sider nu i hans bil, på vej hjem fra skole. I mine tanker er kun Sophia og et suk slipper mine læber. 

  "Hvordan ser hende 'Sophia' ud?" spørger han og sender mig hurtigt et interesserende blik. Jeg svare ham ikke lige med det samme. Det er som om jeg ikke ved hvordan jeg skal beskrive det.

  "Hun.. hun har pink hår, hendes hud velplejet og pletfri. Øhm.. Hendes læber er røde, fyldige og bløde." Jeg holder inde for en stund og lukker øjnene i. "Lige fra første øjekast synes jeg, at hendes øjne minder om chokolade. Du ved, en lækker chokolade. Sådan én mor og far plejede at købe hver anden lørdag, dengang vi var små." Jeg afbryder mig ved at smile. Både af mindet om chokoladeæsken der altid stod midt på stuebordet, og tanken om Sophia.

James kommentere ikke på det, men koncentrere sig bare om vejen.

  Han køre ind i den lange indkørslen og jeg hopper hurtigt ud. Da jeg er ved at rende op ad trappen, mærker jeg en hånd gribe om mit håndled.

  "Ring til hende." Jeg bider mig først i underlæben, men ryster så stille på hovedet. "Du bliver nød til det, Alie.. Elsker du hende ikke?" Hans stemme lyder næsten knust. Han skal bare vide. Hvis der er nogen der er knust, så er det mig. Jeg vender mig om mod ham.

  "Om jeg elsker hende? Hun hader mig fordi hun elsker mig," siger jeg og lægger ekstra tryk i nogen af ordene, så han kan forstå mig tydeligere. "Hør James, hun er en pige, jeg er en pige. Jeg er skolens populære og har en kæreste, og nogen gode veninder. Siden Sophia kom ind på skolen, har det hele bare forandret sig. Vi hader hinanden, fordi vi elsker hinanden. Der kommer aldrig til at ske mere end dengang, vi tog hjem til hende efter skole. Og sådan skal det blive ved med." Han skal lige til at åbne munden for at argumentere i mod, men undslipper så et suk. Alligevel tager han modet til sig.

  "Jeg kender ikke denne Sophia, men siden hun elsker dig, så må du jo også gøre dit bedste for at elske hende tilbage. Om hun så vil, det er jo spørgsmålet." Vi har en kortvarrig øjenkontakt, før jeg river mig ud af hans lette greb og skynder mig op på mit værelse. Jeg kaster min hvide - og ret så kedelige - skoletaske på gulvet og smider mig selv med et bump i den bløde seng, der fint er ret af Caroline - vores rengørings pige

  "Lorte liv.." mumler jeg selvom jeg ved, at mit liv ikke ligefrem kan vurderes med Døden. Men lige nu, bare i de få sekunder, minutter jeg ligger i sengen, er det hele bare ødelagt. Jeg lukker øjnene i.

  'Hør James, hun er en pige, jeg er en pige. Jeg er skolens populære og har en kæreste, og nogen gode veninder.' Jeg vender mig om på maven og banker mit ansigt ned i min hovedpude.

Ingen af de ting jeg sagde til James var jo rigtigt. Min popularitet er blevet en smule.. slatten, eftersom folk begynder at tro, at jeg har et eller andet 'forhold' med Sophia. Det havde jeg måske også i en kort periode, men vi var da ikke kærester? Nærmere en lille flirt. 

Og min kæreste er mig utro med min bedste veninde Kate, hvilket også ødelægger vores venskab. Bare en lille smule. Nu hvor jeg tænker efter, så er hun den eneste veninde jeg har tilbage. Alle de andre der spiller falsk overfor mig, de er bare totalt ude. Men de er gode til at give mig mere opmærksomhed. Det måtte egentlig være ret kedsommeligt, bare at følge efter en bestemt person, alle dage i træk. Men når vi taler om mig, så er jeg jo langt fra kedelig. Jeg er jo super sød og sjov, også kan jeg oveni købet gøre dem til medlemmer på mit cheerleader-hold. Og gratis biletter til basketball kampene, der spilles én gang hver måned. Jeg er en god veninde, så hvorfor har jeg ikke flere venner?

Jeg er en ensom pige. Den eneste jeg har, er Sophia. Nej vent, hende har jeg jo ikke mere!

  "Jeg kender ikke denne Sophia, men siden hun elsker dig, så må du jo også gøre dit bedste for at elske hende tilbage. Om hun vil, det er jo spørgsmålet." 

  "Årh, James! Hvorfor skal du også altid have så fucking ret?" hvisker jeg irritabelt og trækker min mobil op af min bukselomme. Først nu vender jeg mig om på siden og holder telefonen foran mig, i mens jeg ruller ned ad listen med kontaktpersoner. Jeg trykker på Sophia's navn og et billede af hende dukker frem. Et billed hvor hun rækker tunge til kameraet. Hvornår tog vi egentlig det billede? Det er som om, at jeg slet ikke har været til stede. Jeg husker heller ikke, at hun har givet mig sit nummer. Jeg ryster på hovedet og sætter mig op i sengen, mens mine øjne stadig er rettet mod fotoet. 

  "Hva' fanden har du gang i, Alie?" mumler jeg så og ringer endelig op. 

  "Duud ... Duud ... Duud ... Duud ..." 

  "Det' Sophia,"  Høres i den anden ende af røret. Hendes stemme er lettere forpustet og hun stammer også lidt. Har hun mon været ude at løbe? Sophia dyrker da ikke motion, gør hun?

  "Det ... D-Det er ..." Jeg kan ikke få mig selv til at sige mit navn. Jeg er for bange, og hvad nu hvis hun flipper ud?

  "A-Alison?" Jeg bider mig let i underlæben og nikker så.

Din tumpe, Alie. Hun kan jo godt se, at det er dig der ringer til hende, hvis hun altså ikke har slettet dit nummer. Men det har hun åbenbart ikke. 

 "Alie, jeg ..." Det lyder som om telefonen bliver taget fra hende .

  "Hør, Alison," høres.. Vent, Gloria?! "det er ikke lige det bedste tidspunkt at ringe på nu her, vel? Sophia har det faktisk ikke så godt, også ringer du bare til hende, efter at I lige har været op at skændes? Hva' fanden tænker du egentlig på?" Jeg tøver lidt og synker så en klump, mens hadet stiger op i mig; hadet til Gloria.

  "Jeg synes faktisk slet ikke, at du skal blande dig i mig og Sophia's forhold, Gloria! Og det jeg tænker på, er at du en stor tumpe! Hvad laver du overhovedet sammen med Sophia? Du har intet at gøre med hende!" Min stemme er rasende og jeg råber næsten ind i telefonen. Jeg håber hun får rigtig ondt i øret næste dag.

  "Orh, og du kalder mig en tumpe? Har du hørt på dig selv? Jeg er bare en god ven og prøver at trøste Sophia. Du har intet at gøre med hende, ikke længere. Desuden har jeg min ret til at være sammen med hende. Du er bare jaloux!" 

  "Gloria, lad være..." Høres Sophia's let nervøse stemme i baggrunden. Mine øjne spærres op. 

  "Gloria, du dør hvis du så meget røre Sophia!" råber jeg i håb om, at Sophia kan høre mig. 

  "Alie..." 

  "Sophia, ikke lyt til hende! Hun er ikke hvad du tror! Hun er ond, Sophia!"

  "Ha, ond? Jeg er en ven! I hvert fald i forhold til visse andre.." Også lægger Gloria på. Jeg stirrer tomt på mobilens nu sorte skærm, som om jeg venter på, at høre Sophia's stemme igen. 

  "Det ikk' godt det her," mumler jeg og ryster på hovedet. "Lorte, lorte Gloria!" Jeg smider min mobil hårdt i gulvet og vender mig om på maven, med mit ansigt begravet i hovedpuden, i mens jeg råber de mest grimmeste ord jeg kan komme på. Sådan nogle ord, som en forfatter ikke oplyser i en historie. "Pokker ta' Gloria," mumler jeg nogen minutter efter og sætter mig op. Det er først nu jeg ser, at hovedpuden er våd og sort, af dråber der løber ned af minde kinder, og den løbende mascara.

Jeg går hurtigt ud på mit personlige badeværelset, der er på den anden side af døren, ved siden af mit skrivebord. Jeg vasker hurtigt mascaraen af mine kinder og tager mig sammen igen, efter at have svinet Gloria til. Det nye lag mascara bliver hurtigt lagt på, og jeg styrter ind på værelset, hvor jeg fisker min mobil ned i min lomme igen. Heldigvis er der ikke sket den noget, da den ramte gulvtæppet. Derefter styrter jeg ud i stuen, vi har på første sal.

  "MOR! HAR DU SET MINE NØGLER?!" skråler jeg og hun kommer straks løbene nede foran trappen. 

  "Ligger de ikke på køkkenbordet?" spørger hun og jeg render hurtigt ned forbi hende. Jo, det gør de sørme. "Vent, hvor skal du hen?" 

  "Ehm.. bare over til en Kate," lyver jeg uden at tænke mig yderligere om, og går ud i entréen for at tage overtøj på.

  "Nå, men så må du da hilse hende! Sig til hendes mor, at jeg har fundet hendes ene perleørering. Hun mistede den jo sidst hende og Kate var på besøg."

  "Øh, ja selvfølgelig.."

  "Og skat! Vi spiser om to timer! Faster Fanny kommer på besøg i dag, angående James' hjemkomst! Så husk at være hjemme i tide." Jeg vender mig hurtigt om med store øjne. 

  "Det har I da ikke fortalt mig?"

  "Nej, det var også meningen, at det skulle være en overraskelse," griner hun og går ud i køkkenet der lægger lige ud til entréen. "Bare sørg for at være hjemme klokken syv, okay?" Jeg nikker hurtigt selvom jeg ved hun ikke kan se det, og skynder mig ud af døren.

 

  "Okay, hvor er det så lige Sophia bor?" tænker jeg højt og kigger mig omkring i det lys kryds, jeg holder for rødt i. "Der er i hvert fald en stor parkeringsplads i nærheden." Da mine øjne ikke kan opfange et P skilt nogen steder, drejer jeg hurtigt væk fra vejen og op på fortorvet. "Jeg ved det er lige her i nærheden. Sophia kørte jo faktisk forbi den bygning dér..."

  "Undskyld mig, Sophia?" Jeg gisper forskrækket og drejer omkring. Der står en middel høj mand, med smalle øjne og et sort jakkesæt. Han har et sjovt mustage, der matcher hans sorte, slikkede hår der er lagt bagover. Han har en kvinde i armen, sikkert hans kone. De har ens træk, bortset fra hendes blondfarvet pagehår. Måske er det bare mig, men hun minder altså en smule om Sophia. Den fine, lille næse og de lidt katte-agtige øjne.

  "Ehm ja, Sophia. Hun er en af mine.. veninder," svare jeg, selvom det sidste ord nærmest bliver vrænget ud. Ægteparret ser lidt mistroisk på hinanden. 

  "Sophia Kim?" Jeg nikker hurtigt og manden ser ud til at puste sig lidt op. 

  "Lige rundt om hjørnet, derhenne," svare hustruen for ham og peger i den forklarede retning. "Så køre du forbi smoothie baren og fortsætter ligeud, indtil du når lys krydset. Dér skal du dreje til hø-..."

  "Resten må du selv klare, mig og min hustru - mrs. Kim - har meget travlt." Han går hastigt forbi mig, mens konen kigger sig tilbage over skulderen og smiler falsk. Jeg svare ikke igen men lægger bare mit hoved lidt på skrå. 

  "Mrs. Kim?" hvisker jeg stille for mig selv. Det skulle vel ikke være... Sophia's forældre?

 

Efter lidt tid har jeg endelig fundet parkeringspladsen og jeg skynder mig ind i bygningen overfor, efter at have parkeret min scooter. Jo, det er sørme her. Jeg kigger mig nysgerrig omkring på alle de flotte ting i stueetagen, da jeg kommer ind. Der står en mand ældre mand i rødt jakkesæt ved siden af elevatoren. Jeg smiler indvendigt; rød er bare så meget sidste måned!

  "Kan jeg hjælpe Dem?" spørger han da jeg kommer tættere på.

  "Øh, ja," svarer jeg da jeg ikke kan huske hvilken etage Sophia bor på. "Jeg skal besøge en Sophia Kim." Han nikker dybt og tager en lille bog frem fra sin lomme.

  "Kim, Kim, Kim.." gentager han for sig selv og kigger gennem rækkerne af navne. "Ah, ja!" Han åbner elevatorens dør og træder ind. Jeg skynder mig hurtigt efter ham. Elevatoren sættes i bevægelse og jeg tager en dyb indånden, da jeg mindes om dengang jeg kyssede hende herinde. Mine læber former et skævt smil da elevator musikken også begynder. Lidt efter høres der et lille 'bling' og døren går op.

  "Tak skal du have." Jeg smiler falsk til ham og tripper hurtigt ud på gulvet.

  'Nr. 210.. Nr. 215.. 221.. 227!' Jeg standser op ved døren og betragter nøje det nydelige, finpudsede guldhåndtag. Jeg har fundet døren til Sophia's lejlighed. Bag ved den, er Sophia - håber jeg, det ved jeg jo egentlig ikke. Men hvor skal hun ellers befinde sig? Mit hjerte banker hurtigere da jeg bevæger min knyttede hånd op til døren. 

  "Let the shit happens."

  "Bank, bank, bank!"

Døren bliver ikke åbnet lige med det samme, men inden da, høres der tumulter. 

  "Kan jeg hjæl... A-Alison..?!"

_________________________________________________________________

Hellow

Jeg ved det... Vi har ikke opdateret historien i snart.. lang tid.. Men vi har bare haft brug for at holde en pause - også er vi også løbet lidt tør for idéer!^^' Men nu kommer det spændende jo, så vi skal nok finde på noget! Og jeg har endda lavet et lidt længere kapitel!8) Selvom det måske er lidt kedeligt, så har Alison endelig fået sine frustationer ud på Gloria - den bitch.:b Og ved I hvad..? Det er et helt år siden vi publicerede første kapitel! Og dette er kun kapitel 26.. Sry.

Der har også været nogen kommentarer, der fortæller os at vi skal huske at rette vores stavefejl, ved at læse kapitlet i gennem flere gange. Men det kan jeg altså fortælle, at vi gør. Vi gør vores bedste, så undskyld igen, hvis der er fejl. Så har vi bare ikke været opmærksomme nok.

- False Face & Miaw.^^

TEEHEE

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...