I'm (not) Psychosocial...-One Direction.

Harry er begyndt at blive træt af de overfaldende fans. Han kan aldrig få fred sammen med sin familie, og kommer til at gøre noget dumt. Han ryger ind på det psykisk syge hospital, og møder en pige som har haft det meget svært...

10Likes
13Kommentarer
1392Visninger
AA

1. Kap. 1

Harry's side...

"Jeg kan ikke holde det ud mere!" Jeg råbte nærmest. Jeg var sindsyg vred. Træt af mit liv. Træt af at være mig.

"Harry, slap af..." Louis prøvede at berolige mig. Han så lidt skræmt ud i ansigtet. Jeg så rundt på de andre medlemmer i mit band. De så alle lidt skræmte ud efter mit raseri anfald. Niall lagde sin hånd på min skulder.

"Jeg er også ved at være lidt træt... Men det er sådan det er når man er kendt," hans stemme lød så berolingene. Jeg tog en dyb indånding for at undgå at flippe ud igen. Jeg vidste godt at han vil gøre det bedste for mig. Hjælpe mig. Men hans hjælp er bare det jeg havde mindst brug for lige nu. Jeg skubbede hans hånd væk, og vendte mig imod ham.

"Niall? Jeg kan bare ikke mere, okay?" Min stemme knækkede over.

"Vil det sige at du stopper?! Sådan for alvor?!" Zayn kom også med ind i samtalen nu. Han var på vej over imod mig. "Det mener du ikke, vel?!"

"Zayn, daf ned!" Jeg havde løftet hænderne for at vise at han ikke skulle komme tættere på. "Jeg tager bare en pause!"

"Der er ingen pause i showbusiness!!" Zayn var kommet tættere på. Han ansigt lyste af vrede. Dette var vores første skænderi. Liam deltog også nu.

"Det tager tid at vænne sig til det," Han trak på skuldrene, "Men en dag vil det være normalt."

Jeg forstod det ikke. Hvordan kunne de tage det så roligt? Vi blev forfulgt af tusinde, skrigende piger hver dag. De stod ude foran vores hus, ventede på at vi kom ud til dem. Man kunne ikke gå på gaden uden man blev forfulgt. Jeg fik aldrig tid sammen med min familie mere.

"Jeg kan ikke mere." Jeg stod og kiggede på drengenes forfærdede ansigter. Inden de nåede at sige noget, var jeg styrtet ud i baghaven. 

Jeg stod og kiggede op på de mørke skyer, der gav tegn til at en byge snart vil komme. Jeg kunne ikke klare det mere, så jeg gav slip. Satte mig ned på hug, og lod tårerne strømme ned af mine kinder. Jeg skreg. Skreg, så al luften i mine lunger blev presset ud. Skreg, som om jeg led. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg satte mig helt sammen krybet, og gispede efter vejret. Da jeg mærkede noget ramme min skulder...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...