Du kommer for sent

Hvad sker der når man kommer i gæld? Så betaler man. Men hvad gør man hvis man ikke har pengene der skal til? Og hvad hvis det er en rockerbande man står i gæld til? Så er man på den. Men... hvad nu hvis rockerbandens leder er ens gamle ven? Så burde det hele løse sig og man ville slå en streg over gælden... ikke? For gammelt venskabs skyld?
Ikke når det gælder Tobias' gæld. John, hans gamle ven, er blevet en benhård rocker. Normalt kommer en rockerbande efter dem der ikke kan betale det tilbage de har lånt, men ville John kunne gøre det? Ville han virkelig kunne få sig selv til at gøre Tobias noget efter deres ti-år lange venskab?

~Ja, eksamen i dansk skriftlig fremstilling. Jeg valgte at skrive novellen. Opgaven gik på at skrive en novelle med en bestemt slutning, som var skrevet i forvejen. De to navne, John og Grise-Olsen, var også bestemt på forhånd i novellen~


Enjoy c:

2Likes
2Kommentarer
1805Visninger
AA

2. Jagten går ind

 

Fuldmånen lyste fra en mørklilla himmel. Ned gennem træernes kroner og oplyste skovbunden. Blæsten hev i de nøgne træer, visne blade fløj let og lydløst gennem luften. Noget løb hurtigt hen over de faldne blade på skovbunden. Fjerne råb og lygter lyste op i mørket. Tobias begyndte at løbe hurtigere. Sparkede bladene op for at skjule sine alt for tydelige spor. Kun få meter endnu.

 

Nu var jagten gået i gang.

 

Han kunne stadig høre Johns hvislende stemme, der snoede sig om ham som en slange.

 

”Løb… Løb!”

 

Det løb ham koldt ned af ryggen og en stemme i ham ville have ham til at fortsætte, men han var ved det hule træ nu. Han gik ikke længere. Han svedte koldsved og holdt sig på lårene af udmattelse. Dette var hans skjulested og han kunne ikke mere. Tobias satte sig i hullet i den tykke stamme. Hvor det var kommet fra, anede han ikke, men det var også lige meget. Det var det bedste skjulested han kunne finde.

 

”John…” hviskede Tobias stakåndet til sig selv og hans hjerte hamrede hårdt imod hans bryst. Han kunne se sin egen ånde. ”Bare du ikke finder mig her…”

 

Skridt og en gren der knækkede. Nu gik det op for Tobias, hvor tåbelig han havde været. John kendte alle Tobias’ gemmesteder. De havde leget her da de var yngre og Johns nye bande, kendte helt sikkert skoven ud og ind. De havde bare leget med ham. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere og koldsveden kom tilbage.

 

De var her! Det havde de hele tiden været! De havde hele tiden vidst hvor han befandt sig, hvert et skridt han tog.

 

Han ville ikke, men han så alligevel forsigtigt frem fra sir skjul i den tykke stamme. En stærk hånd hev fat i kraven på hans jakke og rev ham op. Et forskrækket gisp undslap hans læber. Tobias vidste hvem det var. Han dukkede hovedet i forsvar, men han vidste at John var stærkere end ham. Selvom de havde samme alder. John tog fat i Tobias’ hage og tvang hans ansigt opad. Samtidig tvang det også Tobias, til at se lige ind i Johns kulsorte øjne, der ingen godhed havde tilbage og som afspejlede hans iskolde hjerte af sten.

 

”Du troede, du kunne gemme dig, engel?” grinede John ondt og rystede Tobias, mens hele Johns rockerbande stemte i med ond latter.

 

”Jeg er ingen engel…” sagde Tobias stadig med blikket mod jorden, mens han prøvede at skjule hvor bange han var. John holdt op med at ryste ham og så på ham med et smil og et hævet øjenbryn.

 

”Jeg lytter, engel?”

 

”J-jeg ville ikke gemme mig jeg-”

 

”Hvorfor fanden gjorde du det så?!” råbte John og smed Tobias hårdt ned på skovbunden med ansigtet først.

 

Tobias ømmede sig og så hurtigt bagud. ”Jeg ville have afleveret pengene! Det lover jeg, jeg havde ikke tid nok! Giv mig en uge mere så-”

 

”Det er for sent, engel! Hold kæft!”

 

Tobias så hurtigt ned. Han kunne mærke Johns bandes sultne blikke. De hungrede efter at tæve ham synder og sammen. Ham der var ”englen”.

 

”Jeg er sikker på…” begyndte John roligt og så ned på Tobias, der stadig sad på knæ og holdt om sig selv, og med blikket stift rettet mod jorden. ”Se på mig når jeg taler til dig, engel!” råbte John og hev fat i Tobias’ hår, og tvang ham til at se op. Der var tårer i Tobias’ øjne.

 

John, den dreng, der engang var så tæt på ham, var blevet et monster. En djævel med en rockerbande, og endda havde den frækhed at kalde ham engel.

 

John smilede skævt og tvang hurtigt Tobias’ hoved nedad igen.

 

”John, hvorfor er det kun dig, der må lege med maden?” spurgte en stemme pludselig og en mand med langt hår og overskæg trådte frem. Tobias så forsigtigt op.

 

”Ja,” istemte en lav fyr med trykket stemme, ”Vi vil også have en del!”

 

Banden begyndte langsomt at rykke tættere på.

John knurrede. ”Ti stille fjolser!” John satte hånden på sin hofte og hele banden rykkede straks ti skridt baglæns. John smilede skævt igen og så derefter på Tobias.

 

”Hvad… hvad er…?” begyndte Tobias og sank en klump.

 

”Den her?” spurgte John og trak en pistol op ad sin lomme. Tobias gjorde store øjne. Han havde regnet med en kæp, en kniv eller sågar en af de der køller, politiet rendte rundt med, men hvor havde John fået pistolen fra? ”Det er bare noget jeg har på mig, hvis tumper som dem,” smilede John ondt og nikkede mod sin rockerbande. ”Prøver på at lege med noget, der tilhører mig. Har du set sådan en før, engel?”

 

”Du er syg, John…” mumlede Tobias. Selvfølgelig havde Tobias set sådan en før. Hvad regnede John ham for? En komplet idiot?

 

John så eftertænksomt på ham. ”Vil din mor godt have, at du render rundt og kalder alle folk for syge? Vil hun, engel?”

 

Tobias stivnede og så op.

 

”Faktisk,” smilede John ligegyldigt og rettede sin opmærksomhed mod sine negle. ”Så kørte vi forbi et hus med en rød bil. Måske aflagde vi et lille besøg… jeg kan ikke rigtig huske det, engel. Du ved hvor svært jeg har det med at styre min bande.” Tobias så op på John med store øjne. Ikke en skid John havde svært ved at styre sin bande. De adlød hans mindste vink. Ja, hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro at de var bange for ham. Og næsten som om, John kunne mærke Tobias’ angst, smilede John ondt og rettede igen sin opmærksomhed mod Tobias. ”Der bor en midaldrende kvinde i det hus, gør der ikke, engel? Du kender hende vist ret godt…”

 

”Hvad… hvad har I gjort ved min mor?” spurgte Tobias stille.

 

John svarede ham ikke og banden, der befandt sig i en kreds omkring dem, begyndte at hviske og grine lavt.

 

”Hvad har du gjort ved min mor!?” udbrød Tobias og han kunne ikke længere holde tårende tilbage. ”Hvad har I gjort ved hende? Please…” hviskede han med en svag tone af tiggeri og så ned.

 

”Slap af knægt. Vi har ikke gjort hende noget,” sagde den lave fyr fra før.

 

”… endnu, engel,” afsluttede John. Og han mente det.

 

”John, han er kun en dreng. Lad være med at true ham med den slags,” sagde manden med det lange hår og overskægget.

 

”Han er ingen dreng! Han har samme alder som mig, han er ingen dreng!” skreg John hysterisk, ”Han er en engel, en engel sendt fra helvede!”

 

Tobias så med medlidenhed på de to fyre, der havde taget ham i forsvar. Selvom han nok mest burde bekymre sig for sig selv. Men det kunne han ikke. Måske havde John ret. Måske var han en engel? Ikke en ægte en, men en der kun gjorde gode ting? En der ikke kun tænkte på sig selv… men det var jo løgn. Tobias hadede, at John kaldte ham en engel.

 

”Jeg er ikke færdig med dig, engel,” sagde John så og så ondt på Tobias. ”Jeg er ikke færdig. Vi tager ham med!” råbte han og gjorde tegn til sin bande om at forlade stedet.

 

”Nej, vent!” udbrød Tobias bange, ”Jeg skaffer dine penge, det lover jeg! Jeg skal være hjemme om to timer!” Tiggeriet var tilbage i Tobias’ stemme. ”Jeg lover det, jeg-”

 

”Kan den møgunde da aldrig holde kæft?” En pige med sort hår som ravnevinger, sat op i en høj hestehale og page pandehår, havde slået Tobias i hovedet med en kæp. ”Sikke den dreng larmer. Tag ham, Bondja,” sagde hun og nikkede til en pige med lyst hår.

 

”Engel,” hvislede John, da banden trak af sted med Tobias.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...