Du kommer for sent

Hvad sker der når man kommer i gæld? Så betaler man. Men hvad gør man hvis man ikke har pengene der skal til? Og hvad hvis det er en rockerbande man står i gæld til? Så er man på den. Men... hvad nu hvis rockerbandens leder er ens gamle ven? Så burde det hele løse sig og man ville slå en streg over gælden... ikke? For gammelt venskabs skyld?
Ikke når det gælder Tobias' gæld. John, hans gamle ven, er blevet en benhård rocker. Normalt kommer en rockerbande efter dem der ikke kan betale det tilbage de har lånt, men ville John kunne gøre det? Ville han virkelig kunne få sig selv til at gøre Tobias noget efter deres ti-år lange venskab?

~Ja, eksamen i dansk skriftlig fremstilling. Jeg valgte at skrive novellen. Opgaven gik på at skrive en novelle med en bestemt slutning, som var skrevet i forvejen. De to navne, John og Grise-Olsen, var også bestemt på forhånd i novellen~


Enjoy c:

2Likes
2Kommentarer
1898Visninger
AA

4. Du kommer for sent

 

”Engel… vågn op, engel…”

 

Tobias missede med øjnene. Hvor var han? Et blødt, orange skær lyste ind af de ødelagte vinduer. Det var et lille rum med uslebent trægulv. Der stod en grøn sofa op ad væggen og den var temmelig ødelagt. Noget der vist engang var en stol, lå i et hjørne, helt smadret. Der duftede af efterår udenfor og inde i rummet stank der af gammelt tis.

Nu huskede han det. John og hans bande… Tobias så hurtigt op, men blev nødt til at lukke øjnene. En hamrende hovedpine ramte ham. Han nåede at se, at John sad i skrædderstilling foran ham.

 

”Du er vågen, engel…”

 

”Argh… hvor er du dygtig, Sherlock…” mumlede Tobias og maserede sin skulder. Han så olmt på John. Nu hvor Tobias var mere udhvilet og havde flere kræfter, turde han godt.

 

”Jeg har snakket med din mor. Over brev,” begyndte John uden at se på Tobias. ”Du slipper af med os snart, Tobi.”

 

Tobias tøvede lidt. ”Det er ellers længe siden du har kaldt mig Tobi, djævel…”

 

John rettede lynhurtigt sit blik mod Tobias og hans øjne skød dartpile.

 

”Ingen skal kalde mig djævel, engel, hører du?! Ingen!” John var hurtigt oppe at stå og havde det ikke været fordi, John havde holdt sig vågen hele natten, så havde han helt sikker tævet Tobias synder og sammen.

 

”I hvert fald, engel,” fortsatte John og vrissede irriteret, ”så er du den første jeg lader slippe med livet i behold. Banden ville aldrig tilgive mig, så jeg sendte dem væk.”

 

Ja, nu hvor Tobias lagde mærke til det, så var banden faktisk væk. Det var først nu han opdagede det.

 

”Kom, Tobi. Du får snart din frihed. Op at stå,” mumlede John og lagde Tobias’ arm over sin skulder, for at hjælpe ham op. ”Det er kun fordi vi er gamle venner, jeg lader dig gå, eng… Tobi.”

 

Tobias så diskret på John. Han lod ham gå… frihed.

De tog Johns motorcykel. Snart var de ved det aftalte mødested.

 

”Hey… det her er jo Grise-Olsens gamle skur! Vi kom her da vi… da vi…”

 

”Ja, jeg ved det godt. Du behøver ikke at kludre i det, engel,” vrissede John og satte sig under en stor eg.

 

”Fint,” mumlede Tobias lidt irriteret og skuffet. ”Djævel…”

 

John stak sin hånd ned i lommen. ”Hvad kaldte du mig, engel?”

 

Tobias stivnede. ”Ikke noget,” sagde han hurtigt. ”Slet ikke noget!”

 

John satte sin finger på aftrækkeren. ”Du kaldte mig en djævel, gjorde du ikke, engel?”

 

Tobias fik store og bange øjne. Han begyndte at løbe, men John havde hurtige reflekser, trak pistolen op ad lommen og… skød.

 

”Jeg rammer aldrig forkert,” mumlede John og så Tobias’ krop falde til jorden. John ville ikke gå derhen. Blodet sivede sikkert allerede ud, sammen med resten af Tobias’ liv. Måske havde Tobias ret. Måske var John syg. Måske var han en djævel? Ikke en ægte en, men en der kun gjorde onde ting? En der kun tænkte på sig selv… men det var jo løgn. Lidt i hvert fald.

 

Himlen lyste orange. Hvad var klokken? Fire om eftermiddagen? John sukkede og satte sig tilbage under egen. Hvordan fanden skulle han nu få pegene? Fortrød han? Nej, han fortrød, for nu kunne han ikke få pengene. Fortrød han også, at han havde skudt sin eneste ven? Lidt… måske… bare en lille smule. Han snøftede. Tobias havde faktisk været hans eneste rigtige ven. Hvis han så moderen, ville han ikke kunne bære det. Skulle han skyde kvinden der snart kom i sin røde bil? Det kunne han lige så godt. Hun ville bare sladre til politiet. Og han havde ikke holdt, hvad han havde lovet hende. Truslen om, at Tobias ville dø, hvis hans mor kom for sent, havde bare været… ja, en trussel. Nu var den virkelig.

At vide at der levede et individ, der havde så nært et bånd til Tobias. Han kunne ikke lade sådan et menneske leve videre… et menneske, der var så tæt knyttet til Tobias. Et menneske, der ikke var ham. Kunne han?

 

Nej. Han kunne lige så godt bryde alle bånd til Tobias. Beslutningen var taget. Når Tobias’ mor kom, ville han… og så ville han stikke af.

 

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op.

 

”Du kommer for sent,” sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...