Sharian - en historie om venskabet mellem en pige og en hest

En fortælling om den misforståede pige Lily, der af hele sit hjerte ønsker sig en ven. Der ser dog ikke ud til, at skæbnen vil unde hende den fornøjelse. Lige ind til den dag, hvor tilfældigheden leder hende op på den lokale rideskole. Der møder hun for første gang den mishandlede unghest, Sharian, og taber sit hjerte til hans smukke, men sørgmodige brune øjne.

3Likes
0Kommentarer
859Visninger
AA

2. Det første møde

Lily åbnede forsigtigt den slidte stalddør og gik ind. Den varme lugt af hest og den hyggelige lyd af hestene, der spiste sit hø, slog imod hende. Det gule lys fra de gamle pærer i loftet nåede ikke helt hen til døren, så Lily tog et par skridt fremad, så hun kunne se hele stalden. Selve stalden var mindre, end hun havde regnet med. Boksene var af træ, der var malet sort, og havde røde metal-lister. Hun stod på en rimelig bred staldgang, og på hver side af den var der bokse. Der var nok otte bokse på hver side.
Lily gik hen mod den første boks. Der hang et navneskilt, hvor der med fine, svungne bogstaver stod navnet Rascal. Hun kiggede ind, og så en lille, lidt tyk, rødbrun pony. Rascal, som ponyen hed, kiggede undrende op, som for at spørge, hvorfor i alverden han fik gæster på dette tidspunkt. Lily rakte forsigtigt hånden frem mod ham, som for at hilse, men Rascal stak bare hovedet ned til sit hø og spiste videre. Han var ikke interesseret i at snakke, når der var mad, noterede Lily sig.
Hun gik videre ned langs rækken af bokse, og hilste på alle hestene. Ved siden af Rascal stod en meget rund fjordhest, der lød navnet Prins. Han var lige så interesseret i selvskab som Rascal, og bed ud efter Lily, da hun ville sige hej til ham. Så Lily fortsatte videre, opsat på at lære alle hestene at kende.
Ingen af hestene sagde hende noget særligt. De var da søde, men de var ligesom så ens. De fleste havde et dødt pg fraværende blik, eller var meget nervøse. Lily kunne tydeligt se, at de ikke trivedes med at være rideskoleheste.
Lige som hun troede, at hun havde hilst på alle hestene, og skulle til at cykle hjem igen, fik hun øje på en boks nede i hjørnet, væk fra de andre heste. Boksen var ikke så velholdt som de andre bokse, malingen var ved at skalle af, og de røde lister var rustne. Men det så ud som om, at der stod nogen derinde. Så Lily gik stille og roligt hen mod boksen.
Hun kiggede ind, og blev overrasket af synet. Det var helt tydeligt ikke en rideskolehest, der stod her. For det første, så så boksen ikke ud som om, at den havde været muget i lang tid. Halmen var helt våd, og der lå hestepærer overalt. For det andet, så lignede hesten noget, der var løgn. Han var direkte mager. Alle ribbenene var tydelige, og rygraden stak frem. Hesten havde ingen muskler, og han var møgbeskidt. Pelsen var helt smurt ind i et eller andet ulækkert, og både hale og man var filtret helt ind. Man kunne ikke engang se, hvad farve han havde. Det eneste smukke ved denne hest var hans øjne. Og dog, de så så bange ud, som han stod der, trykket ind mod den fjerneste væg, helt stivnet og bare stirrede på Lily. Noget sagde hende, at denne hest havde oplevet noget meget ubehageligt, og kunne være farlig. Alligevel rakte hun langsomt hånden frem mod ham. Og i det, hun bevægede sig, gav det et kæmpe ryk i den stakkels hest. Han trykkede sig endnu længere ind mod væggen, og så helt panikslagen ud. Men Lily rørte sig ikke. Hun stod bare, og forsøgte at virke afslappet. Hun vidste, at andre personers sindsstemning smitter, så hun prøvede at berolige hesten ved selv at slappe af. Men hun vidste også, at i dette tilfælde ville det komme til at tage meget lang tid. Det var heldigt, at hendes forældre var taget på en lille ferie, og at hun så var alene hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...