For glem mig ej


1Likes
0Kommentarer
1516Visninger
AA

1. For glem mig ej

 

Jeg gik gennem skoven. Vinden blæste hårdt gennem de øverste trætoppe, og fik de tynde høje træer til at svaje. Her nede i underskoven, nåede vinden ikke ned. Jeg gik bare i skyggen af de utallige, nyudsprungne bøgetræer. Jeg lagde ikke mærke til hvilken vej jeg gik, mine tanker var et helt andet sted. Hvordan kunne du bare gå på den måde? Uden overhovedet at spørge til mig. Du gik bare, uden at vide det jeg vidste. De gamle brune blade knaste stille, hver gang jeg tog et skridt. Anemonerne var ved at forsvinde. Visne væk, for at overlade skovbunden til andre planter og blomster. Visne, ligesom jeg gjorde efter du forlod mig alene, med den tunge byrde. Hvis bare du havde vidst det. Et hårdt vindstød i brystet, stoppede mit næste skridt. Jeg kiggede op. Åbnede mit sinds øjne. Jeg var kommet ud af skoven. Jeg stod på en skrænt. Mange meter under mig, rullede bølgerne stille ind over sandet, for så at trække sig tilbage. Jeg fandt stien, der førte ned til stranden. Jeg passede meget på ikke at falde, det plejer jeg nemlig altid, for stien er ret stejl. Men selvom jeg gled flere gange, og egentlig helst ville rulle resten af vejen ned, hold jeg stædigt fast i at stå på mine ben. De rolige bølger rullede igen ind over sandet. Gjorde det vådt og blødt. Jeg satte mig ned. Det kolde vand, rørte mine tær da endnu en bølge rullede ind over stranden. Jeg fik en kuldegysning. Jeg lagde mine varme hænder mod mit maveskind. Lukkede øjnene, og forestillede mig at det var dig der nussede min mave. Jeg gik videre langs strandkanten. Det kølede min solvarme krop, hver gang en bølge rullede ind over mine fødder. Hvordan skal jeg klare mig fremover? Kan jeg overhovedet tage mig en ordentlig uddannelse? Og hvordan skal jeg takle det hele, når du ikke er ved min side? Gid du havde været der, til at besvare mine spørgsmål. Jeg lukkede øjnene. Men alligevel, snoede den første tåre sig ned af min kind. Derefter en til. Jeg mærkede asfalten, som var blevet varmet af aftensolen, under mine bare fødder. Jeg gik med solnedgangen i ryggen. Det gjorde at min skygge blev meget lang foran mig. Jeg stoppede op. Vendte siden til, og forestillede mig at min mave bulede ud. Det var egentlig ikke så underligt. Det føltes okay. Indtil jeg indså at din skygge, ikke var der. Så krakelerede hele billedet af min fremtid. Jeg gik ind i skoven igen. Gemte mig i skyggerne. Da det senere på natten begyndte at regne, søgte jeg ly i den nybyggede shelter. Jeg sad med knæene under hagen, og så dråberne falde tungt og hurtigt.   

Næste morgen, gik jeg ud af shelteren med stive ben. Regnen var holdt op. Alting var vådt og nyt. De små dråber lå stadig på nogle af bladene og fik dem til at skinne endnu grønnere. Jeg kom hurtigt ud af skoven. Nu måtte jeg altså hjem. Men kom så til at tænke på, hvad der ventede mig derhjemme. Hvordan vil du nogensinde kunne klare det? Du har jo heller ikke sagt det til din mor endnu. Hvad tror du ikke folk vil tænke om dig, når de ser dig på gaden? Du er trods alt kun 16 år! Jeg sukkede. Var på vej ind i skoven igen. Men stoppede så op. Det skulle simpelthen være løgn! Jeg trodsede stemmen i mit hoved. Jeg ville aldrig blive perfekt. Men hvem er det?”Jeg er mig, og jeg er det på min helt egen måde, og det er godt nok.” Min stemme lød høj, i den tidlige morgen. I udkanten af mit synsfelt, fik jeg øje på noget blåt der stak ud fra alt det grønne. Jeg bukkede mig ned. Det var en forglemmigej. Jeg plukkede den nænsomt, og satte den i brystlommen på min skjorte. Jeg kiggede ud mod havet. Solen var ved at stå op. Jeg vil altid huske dig. Huske dig, for lige præcis den du er. Så vendte jeg mig om og løb mod solopgangen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...