Engle og Dæmoner

Angelina er 16 år, og bor i et lille hus på landet.Hendes mor og far er lige blevet skilt. Hun skal flytte med sin mor til New York. Alene i New York gader, støder Angelina på den mystiske og charmernde Jace.

16Likes
18Kommentarer
2196Visninger
AA

7. Den varme chokolade

 

Han kiggede mig i øjne, de var fulde af bekymring. Jeg flyttede mit blik fra ham, da jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg havde følt mig så hjælpeløs. Alt dette ville ikke være sket, hvis jeg ikke var drejet ned i denne gyde. Der var noget ved denne Damon, den måde han bare var kommet og forsvundet på, skræmte mig. Jeg kiggede på Jace igen, han havde rejst sig op og rakt en hånd ned til mig, for at hjælpe mig op. Tøvende rakte jeg min hånd, til ham. Ligesom sidste gang, blev hele min krop varm, da vores hænder mødtes. Mit indtryk af denne by var, at man kun tænkte på sig selv, var ligeglade med alle andre. Men det var Jace ikke? Hvis han havde været ligeglad, var han gået forbi ligesom alle de andre mennesker?

Jeg vendte mig om, begyndte at gå væk fra gyden. Ud på gaden. ”Angelina?” Jeg vendte mig om. Jace stod ca. en meter fra mig og smilede et forsigtigt smil. Jeg kiggede forvirret på ham. Han trådte, et skridt nærmere. ”Jeg kan se at du fryser, vil du have en kop kakao, det ligger en cafe henne på hjørnet?” Han gjorde et kast med hovedet, i den retning hvor caféen skulle ligge. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. På en måde ville jeg helst bare hjem. Men jeg vidste ikke hvor trygt der var, lejligheden var jo fremmede for mig. Jeg brød mig heller ikke om tanken om at være alene, hvad nu hvis Damon kom tilbage? Jeg nikkede svagt til Jace.

Caféen fik mig til at føle, at jeg var med i en film fra 50érne. Kjolerne som servitricerne bar, var farverige og med strutskørter. Jace førte os hen til et bord, henne i hjørnet, hvor vi satte os ned. Han prøvede at fange mit blik, men jeg udgik det. Den høje latter fra de glade gæster, virkede pludselig ikke så høj længere. Det var som om, at der var blevet lagt en dæmper på alle lydene omkring mig. Jeg lukkede langsomt øjne, Damons ansigt kom frem. Hans mørke øjne, borede sig ind i mine. Hans hud var ligbleg og hans mundvige var trukket op i et smil. Et smil som skræmte mig. En svag stemme udefra, sagde mit navn. Stemmen lød bekymret, fuld af omsorg. Jeg åbnede øjnene, og mødte Jace øjne. Han åbnede munden, som om at han skulle til at sige noget, men blev afbrudt af en servitrice. Hun var omtrent på min alder, hun havde tykt langt chokolade farvet hår, fyldt med krøller og store brune øjne. Hun var køn, det var der ingen tvivl om. Hun smilede lidt genert, da hun kiggede på Jace og så derefter på mig. ”Er I klar til at bestille?” Jace smilede venligt igen, ”to kopper kakao?” Han kiggede spørgende over på mig. Jeg nikkede forsigtigt og kiggede rundt i lokalet. Der var ikke særlig mange mennesker. Et forelsket par i 20erne sad og delte en milkshake, mens de flettede fingrer. En veninde flok, som fnisede og snakkede højlydt. Ja, så var der os. ”Ellers andet?” Jace kiggede hurtigt over på mig, da jeg rystede på hovedet, svarede han hurtigt bare et `nej`.

Efter et kvarters stilhed, kom vores varme kakao. Det var den samme servitrice, som havde taget imod vores bestilling. Jace havde insisteret på at betale, da jeg var for træt til at diskutere havde jeg bare smilet forsigtigt til ham som tak. Duften af den varme chokolade, havde før i tiden kunne berolige mig en smule. Selv om det varme kakao, ville brænde mig, blev jeg nød til at smage. Men selv den varme chokolade, som tidligere kunne berolige mig, den hjalp ikke denne gang.  Skuffet lænede jeg mig tilbage i sædet. ”Smagte det dårligt?” Jace kiggede forvirret på mig. Jeg rystede på hovedet. Han lænede sig ind over bordet, og kiggede spørgende på mig. Hvad skulle jeg svare? At varm kakao plejede at berolige mig, inden skilsmissen? At min familie jeg og plejede at drikke det, kolde aftener og nu føltes det helt forkert? For at slippe for at svare, lænede jeg mig igen frem og tog en skurk kakao. ”Jeg er bare træt”, det var faktisk ikke helt løgn. Det havde været en virkelig lang dag, og lige pludselig længtes jeg bare efter at komme hjem. 

Efter en halv time, stod jeg uden foran den bygning jeg boede i. Jace havde insisteret, på at følge mig hjem. Fordi at han ikke var sikker på, at jeg var i stand til at kunne klare mig alene. Han havde ret. Min hoved dunkede og jeg følte mig svimmel. ”Tak” ikke for at have fulgt mig hjem, men at have reddet mig. For ikke at være ligeglad med mig, men tage sig af mig. Bekymrer sig om mig. Han virkede anderledes, en fra hvad jeg var van til. Et usikkert smil gled hen over Jace ansigt.            

 

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Undskyld at der ikke er kommet noget i lang tid. 

Har været ude for en væmmelig oplevelse, som har gjort at det var været svært at skrive.                                                                                                                                  

I må meget gerne like den, eller skrive jeres mening om den. Det ville betyde meget for mig:-)    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...