Love on a lie. {1D}

Hope er navnet på en model - en model der ikke er så kendt, men meget talentfuld. Hun er 18 år gammel og bor i en lejlighed i London. Hun arbejder hårdt for pengene og må kæmpe for at betale sin lejlighed. En dag får Hope et tilbud som hun bliver nød til at tage, ligemeget om hun vil eller ej. Den kendte Harry Styles har efterhånden fået for meget omtale i medierne som en player, og da det rygte hurtigt som muligt skal væk, må Hope udgive sig for at være kærester med selvest Harry Styles. Men går det overhovedet som planlangt? Kan Hope klare presset? Og vigtigst af alt - kan hun kun holde sig til Harry?



1301Likes
1660Kommentarer
180581Visninger
AA

9. You'll get sick

 

Han lukkede døren efter sig, og vendte sig langsomt rundt. ”Er du okay?” han kiggede langsomt ned mod min arm. Jeg nikkede. ”Er du?” jeg hentydede til hans humør i går. ”Gjorde han dig andet, inden jeg kom?” han ignorerede mit spørgsmål og gik hen imod mig. Jeg rystede på hovedet og skulle til at tage fat om det blå mærke, da Harry trak min arm væk. Han lod en finger glide hen over det, inden han kiggede mig i øjnene. ”Det er jeg altså virkelig ked af Hope” sagde han stille. ”Han har aldrig opført sig sådan” han satte sig ned i sofaen. Jeg kunne se det virkelig gik ham på. ”Måske du skulle snakke med ham om det?” spurgte jeg forsigtigt om. Han kiggede op på mig. ”Skal jeg hente ham?” jeg pegede hen mod døren. Et lille smil gled over hans ansigt, hvilket jeg tog som et ja.

Jeg rejste mig og gik ud af døren. Jeg havde ikke lyst til at snakke med Louis, men måske kunne jeg gøre det på så kold en måde, at han vidste jeg var sur? Bare for at få det bekræftet.

Jeg kom ud i stuen, og straks kiggede alle fire hen på mig. Jeg bed mig i læben, inden jeg slog mit blik fast på Louis. ”Hyggede i jer?” Zayn kiggede over på mig, med et drillende blik, men jeg ignorerede det. Louis øjne brændte ind i mine, og fik en underlig følelse frem i min krop. Jeg blev nød til at tvinge ordene frem, inden de andre lagde mærke til stilheden. ”Harry vil gerne snakke med dig” jeg blev overrasket over hvor kold min stemme var. Jeg havde aldrig haft brug for at bruge den før, men nu beviste den da, at den fandtes.

Jeg kunne se drengene kiggede over på Louis – vel for at finde ud af, hvad der var sket. Louis fjernede langsomt sit blik fra mig, klappede på sofaen og rejste sig. ”Javel” sagde han, hvilket fik Niall til at grine. Han gik hen imod mig, og straks blev min krop urolig. Hans øjne borede sig ind i mine igen, og denne gang kunne min ’kolde’ facade ikke holde ret længe. Jeg kiggede væk fra ham, og satte mig over i sofaen, hvor han lige havde siddet.

”Er vi gået glip af noget?” spurgte Niall forsigtigt om. Jeg lod et lille fnis komme ud. Måden han sagde det på, lød sjov. Liam gav mig et underligt blik, men sendte mig et smil, da jeg kiggede over på ham. ”Det kan man vidst roligt sige” mumlede jeg og lagde det ene ben over det andet. De sad alle og stirrede på mig, for at få noget ud af mig, men jeg ville ikke fortælle det. Det måtte de altså selv gøre.

”Hooooope” sagde Niall og bevægede uroligt på sig. ”Sig det” sagde han langsomt og vekslede blikke med Zayn. Jeg rystede på hovedet og klemte et grin inde. ”Du får tre sekunder” sagde Niall og rejste sig. Jeg spærrede øjnene op, de var vel ikke i gang med et eller andet bag min ryg, vel?

Før jeg kunne se mig omkring, hev Zayn mine arme væk, og straks begyndte Niall at kilde mig. ”HEY!” skreg jeg højt og slog ud med armene. ”Zayn, hold hende” sagde Niall og blev ved med at prikke mig i siden. ”DRENGE s-s-stop!” skreg jeg og prøvede at få fat i Nialls hænder. ”Fortæller du det?” Jeg kunne ikke få luft, så jeg blev nød til at nikke. Niall fjernede sine hænder og satte sig på gulvet foran mig.

”Du må gerne give slip” sagde jeg og kiggede på Zayn, som bare sendte mig et charmende smil. Jeg var fast besluttet på ikke at fortælle noget, så jeg måtte bare hoppe ved fra sofaen. ”Fortæl så” sagde Niall og lagde sig på gulvet. Jeg så mit tidspunkt til at løbe, så det gjorde jeg. Jeg hoppede over Niall, og kunne høre ham sige mit navn. ”Det er ikke fair Hope” brokkede han sig, men var også på benene. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg løb hen mod døren.

”Jeg tager min hævn” sagde han og tog fat i min arm. Jeg trak den hurtigt til mig og skulle til at løbe ud af døren, da jeg løb direkte ind i en. En hånd blev lagt om min ryg, idet jeg var ved at falde. Jeg kunne høre Niall grine bag mig, og da jeg endelig fik fjernet håret fra mit hoved, kiggede jeg op i nogle næsten grå øjne. Nogle øjne der havde lyst af vrede og gjort mig pisse bange i morges. Jeg bed mig nervøst i læben, da mine ben pludselig blev helt svage.

Harry kom hen ved siden af Louis, og kiggede skiftevis på Louis og jeg, for at tjekke vi ikke var ved at slå hinanden ihjel. Jeg greb hurtigt ud efter ham, da mine ben var ved at knække sammen. Louis slap min ryg og trådte et skridt hen mod de andre, som tydeligvis havde lagt mærke til, hvad der foregik.

”Okay guys, fortæl os hvad der foregår” sagde Liam, som åbenbart var den eneste der havde fokus på det, og ikke at jeg næsten var faldet over i Harry, som om Louis ville slå mig.

Et suk lød fra Harry inden han slap mig. ”Jeg… skal også til at hjem” sagde jeg og sendte dem et akavet smil. Harry forstod en hentydning og tog min hånd. ”Jeg følger hende lige ud” mumlede han og sendte dem et smil. ”Vi ses Hope! Og bare vent, jeg tager min hævn” sagde Niall og løftede hånden i et akavet vink. Jeg kunne ikke lade være med at grine, han var skøn.

Jeg havde fået mit overtøj på, og vendte mig mod Harry. ”Fik i snakket?” spurgte jeg forsigtigt om. Han trak på skulderne. ”Nogenlunde” sagde han og sendte mig et lille smil. ”Men jeg er ked af, at du skulle være vidne til det. Jeg håber du stadig har lyst til at være sammen med mig” han kløede sig i håret og tog fat i håndtaget. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Selvfølgelig Harry. Du skriver bare når arbejdet kalder” Jeg lænede mig frem mod ham, og kyssede ham på kinden. ”Vi ses, hyg jer” sagde jeg og lod min hånd glide ned af hans arm. Han nikkede. ”Og tak for hjælpen i morges” sagde han, inden han lukkede døren. Jeg nikkede og gik hen mod elevatoren. Jeg håbede de fandt ud af det. Måske var jeg sur på Louis, men det gjorde mig trist at han var trist.

***

”Hope, snak med ham” sagde Jessie for anden gang. Jeg rystede afvisende på hovedet og lagde det ene ben over det andet. ”Det burde ikke være mig der snakkede med ham. Han var svinet” sagde jeg kort og kiggede på mine negle. ”Hope, det var jo ikke hans skyld. Eleanor slog og..” jeg kunne mærke vreden pludselig kom frem i mig, præcis som den havde gjort i morges, da jeg så Louis. Tænk hun sad og forsvarede ham! Jeg rejste mig op og kiggede på hende. ”Han var fuld, det jo dumt at blive uvenner over” Hendes øjne borede sig ind i mine, og jeg kunne straks mærke, at jeg blev nød til at komme udenfor inden jeg gik amok.

Jeg greb min jakke og gik hen mod døren. ”Hope, hvad skal du?” Jessie lød forvirret, hvilket var det sidste skridt til at overtræde min grænse. Jeg snurrede rundt og kiggede på hende. ”Forhelved Jessie! Du kender ham ikke engang, og alligevel sidder du og forsvare ham? Han ved alt der skete den aften!” jeg vrissede ordene af hende, inden jeg smækkede døren efter mig.

Vinden voldtog bogstaveligtalt mit hår. Det fløj ud til alle sider, men jeg var ligeglad. Jeg var virkelig vred – måske for vred. Der var så mange ting der gik mig på, oveni hinanden, og gjorde mig så rasende. Det var ulemperne ved at være pige. Jeg havde de ledeste humørsvingninger – især i dag.

Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig røg tårerne bare ned af mine kinder. Det hele blev pludselig dårligt. Jessie var en idiot, Louis var en nar, mine forældre havde slet ikke kontaktet mig, og jeg fik had på nettet. Jeg havde skam læst alt det på twitter, og at sige det ikke ramte mig, ville være en løgn, for det gjorde det. Men jeg troede ikke, at det ville påvirke mig så meget, at det fik mig til at græde. Jeg skulle vel snart have min menstruation, det var den eneste grund til, at jeg tog alle de ting til mig. Normalt var jeg god til at skubbe dem væk, men nu kunne jeg ikke.

Jeg satte mig på en bænk foran en sø, hvor min far og jeg normalt altid plejede at kigge på ænder, når vi besøgte London. Der var is på lige nu, men det knækkede forhåbentligt snart.

Jeg trak mine ben op under mig, foldede mine hænder og varmede dem med min ånde. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem, selvom jeg frøs en del. Jessie ville være der, og eftersom mit humør var som det var nu, så var det en ide at blive væk. Både for hende og min egen skyld. Jeg ville ikke såre hende ved at flippe helt ud, det havde jeg skam prøvet før, og jeg fortrød flere uger efter. Hun var min eneste veninde, og jeg elskede hende som en søster. Men hun gik over stregen, og nu var mit humør ødelagt. Ikke kun pga. hende, men pga. alt.

Jeg tørrede mine øjne, selvom varmen fra dem var rart. Jeg lod min hånd glide frem og tilbage på mine skinneben, og kunne mærke mine øjne lukke sig i. Jeg gav dem lov, da det måske ville hjælpe på tankerne, og give lidt ro over mit sind, men i stedet for, faldt jeg i søvn. Midt på en bænk i London i frostvejr.

***

Jeg kunne mærke noget varmt mod min kind, og lidt efter noget varmt på mine lår. ”Hope” Jeg ville løfte hånden og skubbe personen væk, men jeg kunne ikke bevæge mig. Et sæt gik igennem min. Følelsen var virkelig ubehagelig. ”Hope” sagde stemmen igen. Jeg kunne genkende den, ret nemt. Det var Niall, det var ikke til at tage fejl af.

Mine øjne føltes som flere ton, men jeg gik dem endelig op. ”Endelig” mumlede en stemme og fjernede sin hånd fra mit lår. Jeg kiggede rundt, jeg sad stadig på bænken. Åh gud, jeg var faldet i søvn!

”Forfanden Hope, du er jo helt kold” Harry mumlede det ind i mit øre og rejste sig op. ”Vi bliver nok nød til at skynde os, før de finder ud af, hvor vi er, Harry” sagde Niall og kiggede rundt. Han havde hættetrøje og solbriller på, hvilket jeg misundede. Jeg havde selv kun et par jeans på, og en jakke, hvilket slet ikke varmede.

Harry trak mig op og stå, lagde sine arme om mig, og prøvede at varme mig. ”Du får en slem forkølelse Hope” mumlede han ind i nakken på mig, hvilket gav mig kuldegysninger. Jeg frøs som en i bare fanden. Og hvordan havde de egentlig fundet mig? Jeg ville åbne min mund, men jeg var ikke i stand til at snakke. Mine tænder ramte hele tiden hinanden, hvilket gav en forfærdelig lyd.

Harry skubbede mig blidt væk, tog sin jakke af og lagde den om mig. Igen ville jeg protestere, men jeg kunne ikke åbne munden. Jeg nød straks varmen fra jakken, og lidt efter lod jeg ham trække mig hen mod hans bil. Niall og ham snakkede lavt sammen, om hvad vidste jeg ikke, jeg lyttede ikke til det. Min tanker var alle andre steder. Hvad var klokken? Vidste Jessie hvor jeg var? Jeg begyndte at ryste igen, hvilket fik Harry til at stramme sit greb om mig. Følelsen af at være så hjælpeløs var forfærdelig. Jeg havde alt for meget jeg skulle vide!  

***

”Niall, tag min dyne og tag den med” Harry snakkede hurtigt, som om han var bange for et eller andet. Vi var lige kommet ind af døren til Harry og Louis lejlighed. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til det. Først og fremmest ville jeg bare gerne have varmen. Lorte vejr!

Da jeg havde fået Harrys dyne omkring mig, og endelig kunne mærke mine fødder igen, var det næsten som et krigsforhør. ”Hvad tænkte du på Hope?” kom det fra Harry, mens Niall plaprede løs om, hvor syg jeg sikkert blev nu. Jeg vidste ikke, om det var et spørgsmål jeg skulle svare på, eller om det bare var for, at jeg skulle vide, hvor dumt det var. Men da han igen stillede spørgsmålet, ville han sikkert gerne vide grunden.

”Hvordan vidste I hvor jeg var?” fløj det ud af munden på mig. Det kom vidst bag på dem, da det var det første jeg havde sagt.

”Vi har vores kontakter” mumlede Niall og smed sig i sofaen ved siden af mig. Hvad mente han med det? Kontakter? Var der nogen der havde set mig? ”Hope, hvorfor gik du overhovedet derhen?” Harry trak mig ud af min verden. Hans grønne øjne lyste ind i mine, og alt tydede på, at han var urolig. Jeg sukkede, jeg kom ikke uden om spørgsmålet.

”Jeg kom op og skændes med Jessie, og jeg havde brug for luft…” ”Så du lagde dig til at sove på en bænk?” spurgte Niall om, med et hævet øjenbryn. Et smil gled over mit ansigt, men kun fordi han så sjov ud, da han spurgte. ”Nej, det var ikke meningen” svarede jeg med en lille stemme.

”Hvad skændes i om?” Jeg kiggede over på Harry, som sad med et spørgende blik. ”Det er lige meget” mumlede jeg svagt og kiggede væk. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle, at Louis var grunden til jeg sad på den bænk. Han var grunden til jeg blev uvenner med Jessie, og det skulle Harry under ingen omstændigheder vide.

”Come on, du kan fortælle din kæreste alt” Niall puffede til mig med sin skulder og sendte mig et stort smil. Harry grinte kort, hvilket overraskede mig. For et øjeblik siden, sad han og var helt alvorlig. Jeg trak dynen op over mig. ”Det er pigeting” sagde jeg for at få dem til at ’falde til ro’, men det virkede vidst ikke. ”Pigeting? Så må det være slemme pigeting” mumlede Niall og hev noget af dynen over sig, så jeg kom til at sidde helt op af ham. ”Jamen hej” han løftede armen og lagde den om mig. Jeg rystede på hovedet, fniste og kiggede over på Harry, som sad med et underligt blik. ”Rolig, jeg tager hende ikke fra dig” sagde Niall for sjov og gav min skulder et klem. Harry fnøs og rejste sig op. ”Vil du have noget at drikke?” Han kiggede på mig, med et underligt blik. Han var vel ikke sur? ”Ja tak” sagde Niall, selvom Harry ikke havde spurgt ham. Jeg fnes og nikkede, hvilket fik Harry til at snurre rundt og forlade stuen.

Mit blik lå på det sted Harry lige havde været. ”Er han sur?” spurgte jeg forsigtigt Niall om, og kiggede op på ham. ”Sur? Det tror jeg ikke. Han blev bare lidt forvirret da Jessie rin….” han stoppede sig selv, ved at lægge en hånd over munden. Jeg lavede store øjne ”Har Jessie ringet?” Hvorfor havde hun dog gjort det? Niall bed sig i læben. Det var vidst ikke noget han skulle have fortalt.

”Hun fortalte om jeres skænderi og..” Jeg trak mig hurtigt fra ham. Havde Jessie fortalt om vores skænderi!? Så var det sku da derfor Harry kiggede sådan på mig. Forfanden da, jeg havde næsten løjet ham op i ansigtet. ”Niall forfanden, hvorfor fortalte i mig ikke det?” jeg sparkede dynen af mig og kiggede afventede på Niall inden jeg gik ud i køkkenet. ”Hun bad os tie stille o…” Jeg snurrede rundt og efterlod Niall alene. Jeg kunne selv regne resten ud.

Jeg åbnede døren til køkkenet og så Harry stod med ryggen til. Han var vidst i gang med at lave te. Jeg kiggede hen mod uret, som hang over døren. Klokken var lidt i seks. Havde jeg været så længe væk? Jeg kiggede hen på Harry igen og bed mig i læben. Han var nok ikke sur, måske bare lidt skuffet. Men jeg forstod ham.

”Undskyld” mumlede jeg og varmede mine arme, da luften var ret kold. Harry snurrede rundt og kiggede overrasket på mig. Hans blik ændrede sig hurtigt til et seriøst et. ”Jeg vidste ikke hun havde ringet” mumlede jeg og gik tættere på ham. Han kiggede hen mod stuen hvor Niall var, og sukkede så. ”Hun var urolig for dig” sagde han lidt efter og tog tre skeer frem. Det har hun også god grund til at være havde jeg lyst til at sige, men jeg lod være.

”Hvorfor fortalte du mig ikke det med Louis?” han havde vendt sig helt om imod mig, og hans stemme lød lidt højere end før. Jeg sukkede og hjalp ham med teen. ”Fordi jeg burde være ligeglad med ham, derfor Harry. Jeg burde ikke engang lade det han gjorde, gå mig på” Jeg havde vendt min krop mod Harry, som nu også havde gjort det samme. ”Men det gør det, og du kan snakke med mig om det. Ja Louis er min bedsteven, men det betyder da ikke, at jeg fortæller ham alt” han sendte mig et kort smil, hvilket beroligede mig en smule. Han havde vel ret. Jeg burde snakke med ham. Ikke fordi jeg var forpligtet til det, men vi skulle alligevel bruge så meget tid sammen, og han var allerede blevet en nær ven.

”Undskyld” mumlede jeg igen og kiggede væk. Harry trådte et skridt tættere på mig, og trak mig ind i et kram. ”Jeg er her for dig Hope. Okay? Husk det” sagde han stille. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og gengældte hans kram. Han var dejlig varm.

”Og gå så ind under dynen igen, ellers bliver du da først syg” sagde han og skubbede mig hen mod døren. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg rystede kort på hovedet, men stoppede da jeg så Louis i døren. Hans blik hvilede på mig, hvilket fik alt indeni til at gå i stå. Havde han set og hørt alt? Jeg kunne mærke et stød i maven. Fuck. Et øjeblik havde jeg glemt, at han boede her. Jeg vidste Harry også havde set ham, hvilket førte til, at jeg fortsatte med at gå. Louis’ blik så ikke venligt ud, det skræmte mig faktisk en smule. Han havde helt klart noget imod mig, men det skulle ikke betyde noget. Jeg burde være ligeglad. Han var bare en nar – hvert fald overfor mig. Hans kolde blikke og hans irriterende attitude drev mig til vanvid. Hvad havde jeg ærligtalt gjort ham?

Niall lyste op i et smil, da jeg smed mig ved siden af ham. ”Jeg vidste du ikke kunne lade mig være” sagde han og lagde igen armen om mig. Jeg fnes. ”Lidt selvtillid er altid godt” sagde jeg og gav ham en albue i siden, hvilket fik ham til at grine. ”Jeg er tørstig, hvad lavede i derude?” brokkede Niall sig. Jeg lagde mit hoved mod hans bryst, og kiggede op på ham. ”Alt sådan noget mindreårige ikke må vide” sagde jeg drillende og rakte tunge af ham. ”Uh, jeg fryser” mumlede jeg og puttede mig ned under dynen. ”Fryser? Kom heeeer!” sagde han og trak mig helt ind til sig. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Han havde åbenbart fundet det som en hentydning. ”Tak, Niall” sagde jeg og prøvede at trække vejret, hvilket han næsten gjorde umuligt.

Jeg hørte lyde ude fra køkkenet, og lidt efter kom Harry ind i stuen efterfulgt af Louis. Han så langt fra glad ud. Det var slet ikke sådan jeg kunne kende ham. Han plejede at smile og lave sjov med alt, men nu så han bare kold og sur ud.

Hans blik gled hurtigt hen over mig, og da hans øjne mødte mine, gav han mig et hårdt blik, hvilket kunne mærkes helt nede i maven. Jeg bed mig i læben og kiggede op på Harry, som bare sendte mig et opmuntrende smil. Jeg brød mig ikke om at være i samme rum med Louis, hvert fald ikke så tæt på ham. Min krop føltes allerede øm i forvejen, og den måde han ændrede mit humør til trist på, det var bare helt forkert. Den effekt skulle han slet ikke have på mig. Det gjorde mig irriteret, hvilket synet af ham også gjorde. Han var sur på mig uden nogen grund. Jeg derimod havde en glimrende grund til at være sur på ham.

Hans blik lå hele tiden på enten mig eller Niall. Det føltes ubehageligt, men jeg ville bare glemme det. Jeg ville bare nyde tiden med Harry og Niall, det behøvede han ikke ødelægge.

”Lad os se en film” sagde Niall og skulle til at rejse sig. Jeg skubbede ham tilbage. ”Jeg ligger godt, så nej” Harry og Niall vekslede blikke og begyndte at grine. ”Okay, så” sagde han og lukkede sine arme om mig igen. ”Så lad os snakke, om dig” sagde Harry og lænede sig tilbage i stolen. Jeg fangede hurtigt hans blik. ”No way” sagde jeg langsomt, hvilket fik Niall til at grine, så hele min krop rystede, fordi jeg lå op af ham.

”Lad os snakke om jeres forhold. Hvordan går det?” Niall lød meget seriøs da han spurgte om det. Jeg kiggede på Harry. ”Det går ganske fint. Det kører perfekt” Han blinkede til mig, inden han drak noget af sin te. ”Hvordan kysser Harry så?” da Niall spurgte om det, bevægede Louis på sig. Han så rent faktisk ud til at interessere sig for spørgsmålet. ”Fantastisk” fløj det ud af munden på mig. Jeg lagde hurtigt en hånd for munden, og kunne mærke jeg begyndte at rødme. Åh gud. Det var ikke en løgn, men det var da heller ikke meningen han skulle vide det! Niall grinte højt, mens Harry selv kæmpede for at holde et grin inde. Jeg kiggede ned i dynen et kort øjeblik, inden Louis tog min opmærksomhed. Han rejste sig hårdt op og forsvandt ud af stuen. Vi kiggede alle efter ham. Der var helt klart noget galt, og det bekræftede Harrys blik hvert fald også. 

----------------------------------------------------

Undskylder for stavefejl, det er ikke rettet igennem! ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...