Love on a lie. {1D}

Hope er navnet på en model - en model der ikke er så kendt, men meget talentfuld. Hun er 18 år gammel og bor i en lejlighed i London. Hun arbejder hårdt for pengene og må kæmpe for at betale sin lejlighed. En dag får Hope et tilbud som hun bliver nød til at tage, ligemeget om hun vil eller ej. Den kendte Harry Styles har efterhånden fået for meget omtale i medierne som en player, og da det rygte hurtigt som muligt skal væk, må Hope udgive sig for at være kærester med selvest Harry Styles. Men går det overhovedet som planlangt? Kan Hope klare presset? Og vigtigst af alt - kan hun kun holde sig til Harry?



1301Likes
1660Kommentarer
182941Visninger
AA

8. Unfortunate things happen when you're drunk.

 

Jeg vågnede med et sæt, da en dør blev lukket. Der var mørkt, om det var morgen eller aften vidst jeg ikke. Jeg greb hurtigt ud efter min mobil, og så klokken kun var lidt i syv. Det kunne umuligt være drengene der kom nu? De havde jo fri, så burde de sove længe!

Mit hjerte hoppede et slag over, da fod skridt kom nærmere og nærmere. Var det Harry der var vågnet? Han kom vel ikke ind fra fordøren? Jeg trak dynen længere op til mig, og kunne mærke hvordan mit hjerte pumpede af sted. Harry havde vel låst døren? Så det måtte da være en af drengene, ikke?

Jeg skubbede dynen væk fra mig, og rejste mig op. Jeg listede hen mod døren ud til gangen, og kunne se en skikkelse, som desperat prøvede at få sin jakke af. Ergo var det ikke en tyv. Jeg sukkede lettet ud, hvilket fik personen til at fare sammen. ”Undskyld!” sagde jeg hurtigt og greb ud efter kontakten, for at tænde lyset.

Jeg tændte lyset og måtte lige vænne mig til det, før jeg kunne se det var Louis. Der var noget galt. Hans øjne var rødsprængte, hans hår så forfærdeligt ud, og hans trøje sad helt forkert. ”Louis!” sagde jeg gispende og gik hen imod ham. Han gik et skridt tilbage, som om han væmmes ved mig. Jeg kiggede forvirret på ham. ”Hvad er der sket?” spurgte jeg hurtigt om, og prøvede at ignorer hans blik. Han svarede mig ikke, men kiggede i stedet ned i jorden. Jeg blev urolig. Jeg kendte ham ikke særlig godt, men jeg vidste han altid plejede at være glad. Jessie havde fortalt mig det, så at se ham sådan her, det var forkert.

Uden at spørger mere ind til det, gik jeg hen til ham, og tog forsigtigt hans jakke af. Han lugtede af alkohol – stærkt alkohol. Han vaklede et skridt bagud. Jeg greb hurtig fat i ham. ”Er du okay?” jeg kærtegnede forsigtigt hans våde kind, men kun fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle gøre. Jeg var ikke god til sådan noget her! Han var ældre end mig, og han var ked af det. Noget sagde mig, at det var slemt.

”Louis, er du ok?” min stemme var lav, og da jeg fik øjenkontakt med ham, kunne jeg se hvor store hans pupiller var. Han var helt væk. ”Jeg har det fint” hans stemme var kold og sur, og han slog hårdt min arm væk. Jeg bed mig i læben, han havde det ikke fint.

”Kom” sagde jeg og rakte ud efter hans hånd, men han skubbede i stedet til mig. ”Louis!” min stemme var høj, og tårerne pressede sig pludselig på. Hans reaktion havde overrasket mig. Han gjorde mig bange, og da han gik hen imod mig, kunne jeg mærke hele min krop ryste.

Han lignede en der kunne falde når som helst, men alligevel lykkedes det ham at komme hen til mig. Han var så fuld, at han næsten ikke kunne stå op, og jeg kendte ham slet ikke så godt. Hvad kunne han ikke finde på? En masse tanker kørte rundt i mit hoved, mit hjerte hoppede af sted, og jeg var bange. Bange for om Louis var den voldige type. Jeg kendte ham jo slet ikke! Det havde været en fejl overhovedet at overnatte her.

”Forsvind herfra” hvæsede han og tog fat i dørkarmen, for at holde sig oprejst. Hans stemme var så følelsesløs, at det skræmte mig. ”Louis, jeg…” han afbrød mig ”Forsvind. Det er din skyld” han slog sin hånd ind i dørkarmen, hvilket fik de første tårer til at trille ned af mine kinder. Jeg forstod ikke hans ord. Faktisk anede jeg ikke, hvad han snakkede om. ”Louis, du er fuld” hviskede jeg og lagde en hånd på hans arm, hvilket nok var det dummeste jeg kunne gøre. Hvorfor han bebrejdede mig, vidste jeg ikke. Måske fordi han havde gjort noget dumt han ikke ville indrømme?

Pludselig kunne jeg mærke hans hånd om min arm. ”Forsvind herfra, n-u” hans øjne borede sig ind i mine, og det lignede der kunne blusse flammer op hvert øjeblik. Jeg gik et skridt bagud, men han strammede sit greb om min arm. ”Louis, det gør ondt” hviskede jeg og ville slå hans arm væk. ”Skrid med dig!” næsten råbte han. Jeg ville væk fra ham. Han gjorde mig bange. Jeg var virkelig rædselslagende lige nu. Harry måtte da have hørt noget? Jeg kunne råbe på ham, for det så ikke ud til Louis ville gå væk.

Jeg lukkede hårdt mine øjne i, da Louis strammede sit greb om mig. ”Skrid med dig” hans ord lød lige ud for mine øre. Jeg rystede, og den næste tanke der gik igennem mig var: Ville han slå mig? Eller bare på nogen måde skade mig? Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gjort, men jeg turde ikke spørger.

Pludselig lød der fodskridt fra gangen. Jeg slog hurtigt mit blik derover, og lidt efter dukkede en søvnig Harry op. Hans hår sad pjusket, og da han fik øje på os, lyste hans øjne op. De mødte langsomt mine, og det gik vidst hurtigt op for ham, at jeg var bange. Rædslen stod skrevet i mine øjne, og tårerne trillede ned af mine kinder.

”Louis” Harrys stemme var forvirrende. Louis øjne borede sig stadig ind i mine, men jeg undgik hans blik. Hans krop var næsten presset helt op af min, og hans hånd strammede sig om min arm. Et gisp gled ud over mine læber, og forsigtigt prøvede jeg at vride mig ud af hans greb.

”Louis forfanden, slip hende” Harry var over ved os i to store skridt. Han lagde en hånd på Louis’ bryst, og langsomt kiggede han hen på Harry. Jeg kunne se forvirringer og bekymringen i Harrys øjne. Så var hans reaktion altså ikke normal. Harry så hvert fald også lost ud.

”Er du fuld Louis?” Harry prøvede at skubbe ham bagud, men han rykkede sig ikke. I stedet strammede han grebet om min arm. ”Harry!” hviskede jeg og kunne mærke jeg snart ikke kunne holde gråden inde længere. ”Louis, slip hende!” sagde han, da det gik op for ham, at Louis stadig holdt mig i armen. ”Så få hende til at forsvinde” hans stemme var hård, men alligevel rystede den.

Harry kiggede skiftevis fra Louis til mig – helt klart påvirket af situationen. Han anede ikke hvad han skulle gøre. ”Louis, slip hende nu og gå i seng” sagde Harry og tog fat om hans håndled. ”Så bed hende forsvinde!” råbte han højt, hvilket kom bag på Harry. De virkede til at være så tætte, og det at Louis råbte af Harry kom bag på mig. Hvorfor ville han ikke slippe? Hvorfor ville han overhovedet have mig til at gå? Hvad havde jeg gjort?

”Louis, lad os snakke om det” sagde Harry og prøvede at bevare roen. Louis rystede hurtigt på hovedet og kiggede igen på mig med sådan en kræft, at tårerne væltede ud af mine øjne. Pludselig før jeg vidste af det, havde Harry skubbede hårdt til Louis, så han var ved at falde, men han slap min arm. Harry gik hen og tog om Louis, og lidt efter forsvandt de. Jeg kunne høre Louis råbe, og lidt efter hulkede jeg højt.

Episoden havde været forfærdelig. Hvad havde jeg gjort? Hvis det virkelig passede af det var min skyld, så havde jeg virkelig lavet lort i den.

Jeg lagde armene omkring mig selv, og gled ned på gulvet. Hans røde øjne, hans hårde blik og hele hans holdning sad fast i min nethinde. Jeg havde været så bange for han ville slå mig. Tænk hvis Harry ikke var kommet? Flere hulk slap ud og hele min krop rystede. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg havde slet ikke snakket med ham, siden han tog hen til hende Eleanor. Han havde været så glad og vi havde enda snakket sammen. Var det hende Eleanor? Havde hun gjort ham noget? Men hvorfor var det så min skyld? Sindssygt mange spørgsmål lød i mit hoved. Om og om igen, på flere forskellige måder. Hvad havde jeg gjort?

Jeg hørte af og til nogle råb fra Louis, men jeg prøvede desperat at lukke dem ude. Han var fuld, og helt ude af den. Det måtte være noget med Eleanor. Noget han gav mig skylden for. Noget der havde såret ham helt vildt.

Jeg mærkede pludselig nogle arme om mig, og lidt efter stod jeg op. Jeg stod med lukket øjne. Jeg behøvede ikke åbne dem for at vide, at det var Harry. Hans rolige adfærd sagde det hele, og gjorde mig straks roligere.

Han havde trukket mig ind i et kram, og sådan stod vi i noget tid. Mit hjerte faldt til ro, og tårerne stoppede med at komme, men jeg blev ved med at ryste. Episoden fra før, blev ved med at gentage sig i hovedet.

”Er du okay?” Harrys stemme lød urolig, og lidt efter skubbede han mig blidt fra ham. Jeg nikkede, jeg var okay. Jeg var bare så forvirret. ”Hvad har jeg gjort ham?” hviskede jeg stille og kiggede op i Harrys grønne øjne. Han kærtegnede min kind og rystede på hovedet. ”Du har ikke gjort ham noget Hope” det lød til han havde mere at sige, men han stoppede sig selv. Han kiggede hen mod værelset, hvor Louis var i. ”Eleanor og ham blev uvenner” sagde han tøvende. Jeg vidste det var noget med Eleanor. ”Hvorfor?” min stemme var lille, og jeg blev et kort øjeblik bange for, at jeg var gået forvidt. Det ragede jo ikke mig.

”Det fortalte han ikke. Men hun gjorde det forbi” sagde han og kiggede ned i jorden, som om det også gjorde ondt på ham. Enten fordi det gjorde ondt at se Louis sådan, eller fordi han også holdt af Eleanor.

Jeg ville ikke spørger mere ind til det. I stedet trak jeg Harry ind i et kram. ”Det skal nok gå. Måske er det bare en misforståelse” sagde jeg roligt, men Harry rystede på hovedet. ”Louis har aldrig opført sig sådan der” mumlede han ned i min skulder. ”Eleanor har vel heller ikke slået op før?” spurgte jeg, selvom det ikke rigtig var et spørgsmål. ”I kan snakke om det senere” sagde jeg og sendte ham et opmuntrende smil. Jeg trak ham forsigtigt med hen mod hans værelse, og åbnede døren for ham. ”Godnat” sagde han og aede min skulder, inden han gik ind på værelset.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller gøre. Jeg lod mit blik glide ned af min arm, og så det røde mærke, som helt klart, ville blive til et blåt mærke senere. Jeg kunne ikke rende rundt med et blåt mærke på arbejde! Forfanden, vi var i gang med bikini billeder! Vreden skyllede ind over mig. Godt nok var han fuld og ked af det, men hans opførelse havde været så upassende. Jeg var rasende. Han var en idiot.

***

Jeg havde fået sovet 2 timer mere, men vågnede ved min mobil der ringede. Det var Jessie, som bare ville høre hvordan det gik. Jeg løj måske for hende, men kun fordi jeg ikke vidste om drengene var vågne. Jeg sagde jeg kom hjem senere, og nu var der snart gået 5 timer siden Louis kom hjem.

Klokken var næsten 12, da Harry var vågnet og var gået i bad. Han så bedre ud end før, hvilket gjorde mig en smule gladere. Jeg havde tændt tv’et, og sad nu bare og så gamle Gossip Girl afsnit. Det fik mig til at glemme episoden i går, hvilket var rart.

Jeg hørte noget larm fra gangen, og kiggede af ren refleks derud. En træt Louis kom gående. Mit blik gled kort over hans overkrop, som ikke var dækket af noget som helst. Jeg rystede langsomt på hovedet og kiggede mod tv’et igen. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, for hvis jeg først kom i gang, så ville jeg nok ikke kun ’snakke’ men måske råbe i stedet. Det eneste jeg havde prøvet på, var at hjælpe ham, og takken var, at jeg skulle skride.

”Hvor er Harry?” hans stemme lød træt og hæs, hvilket var nok til, at sende kuldegysninger igennem hele min krop. Ingen godmorgen, ingen undskyld – ingenting. Troede han ærligtalt, at det var okay efter i går?

”Ikke her, som du kan se” svarede jeg koldt uden at fjerne blikket fra fjernsynet. Et fnøs lød fra Louis, og det ville være i sådan en situation han ville komme med en latterlig kommentar, hvis alt havde været normalt. Så han kunne godt huske hvad der var sket, hvilket fik vreden til at pumpe rundt i min krop. Idiot idiot idiot.

Han smed sig i sofaen ved siden af mig, og lugten af alkohol bredte sig igen. Hans blik var låst fast på mig, og jeg måtte anstrenge mig for ikke at vrisse af ham. Jeg skulle bare ignorere ham. Han fortjente ikke min opmærksomhed på nogen måde.

”We are in the hooooouse!” fordøren blev smækket op, og tre drenge kom næsten væltende ind af den. Jeg kunne ikke lade være med at smile. De var kommet i det perfekte tidspunkt, og et øjeblik havde jeg lyst til at overfalde dem og takke dem, men det ville virke lidt for underligt.

”Hey boys… og Hope” sagde Niall med en sjov stemme. ”Hey Hope!” sagde Liam og kiggede over på Louis og så mig. ”Hej drenge” sagde jeg smilende. ”Wow, har du været i byen?” Zayn slog sig ned ved siden af Louis og slog ham på maven. Det smil Louis havde haft ligefør, forsvandt et kort øjeblik. ”Nej, jeg lugter af alkohol forsjov” sagde han drillende. Jeg rullede med øjnene. Det var helt utroligt hvordan han var. Eleanor havde slået op, og han havde givet mig et fucking blåt mærke på armen, og alligevel lod han som om intet var sket?

Niall satte sig ved siden af mig, og slog mig forsjov på armen, hvor Louis havde været så sød at lave et blåt mærke. Jeg tog hurtigt min hånd op og masserede det. ”Hov, undskyld” sagde Niall og kiggede mig i øjnene. ”Det var ikke meningen det skulle gøre ondt” Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans alvorlige stemme. ”Jeg havde et blåt mærke i forvejen” sagde jeg uden at kigge over på Louis. Før jeg vidste af det havde Niall fjernet min t-shirt fra min arm, og en underlig lyd kom ud igennem hans mund. ”Hvordan er det sket?” hans spørgsmål fik de andre til at tie stille og kigge opmærksomt over på mig.

”Uheldige ting sker når man er fuld” mumlede jeg og sendte ham det bedste smil jeg nu kunne. Louis øjne der kunne skyde flammer når som helst, dukkede op i mine tanker hele tiden. Måske havde han været en idiot, men jeg gad ikke ligefrem sidde og fortælle dem, hvad han havde gjort i går. Hvis han ville have drengene skulle vide ham og Eleanor ikke var sammen længere, så måtte han selv sige det.

”Var du også i byen i går?” spurgte Zayn om. ”Og så inviterede i ikke engang os?” sagde han skuffet. Jeg grinte kort, og fik øjenkontakt med Louis. Hans øjne viste ingenting, hvilket skræmte mig en smule. Jeg fortrak ikke en mine, og da jeg fjernede mit blik fra ham, kiggede Liam undrende på os begge.

”Hey boys!” en hæs stemme lød i stuen, og lidt efter kiggede vi alle hen på Harry. ”Jeg ser i har været så heldige at møde min kæreste igen” sagde han og sendte mig et svagt smil. Han havde sat sit hår med voks, havde en hvid t-shirt på og nogle stramme cowboy bukser. Alt i alt så det faktisk rigtig godt ud til ham.

”Ja hvilken fornøjelse” sagde Niall og grinte. Harry kiggede på mig, med et blik der spurgte om jeg var okay. Jeg vidste han hentydede til Louis, så jeg nikkede bare kort. Jeg ville ikke lave et større nummer ud af det. Jeg skulle bare ignorere ham, så skulle det nok gå.

”En anden gang, hvor i tager i byen, så inviter lige os!” sagde Zayn og lød sur, for sjov. Harry kiggede undrende på ham. ”Vi har da ikke været i byen?” han kom hen og satte sig på den anden side af mig, og lagde en hånd på mit lår. Niall piftede kort, hvilket fik mig til at grine. ”Hope sagde da….” sagde Zayn og pegede hen på mig. Jeg rystede på hovedet, da Harry kiggede afventende på mig. ”Jeg sagde bare, at uheldige ting sker når man er fuld. Ikke at jeg var fuld” min stemme var en mumlen, og automatisk gled mit blik hen på Louis, som nu sad anspændt i sofaen. Han vidste tydeligvis, at jeg snakkede om ham.

Harry fulgte mit blik, og gav mit lår et klem. Han lænede sig hen imod mig ”Kan jeg lige snakke med dig?” spurgte han forsigtigt om. Jeg nikkede og lod ham tage min hånd. ”Hyg jer!” råbte Niall efter mig. Jeg fnes, vi klarede da vores opgave ret godt, hvis selv drengene troede vi kunne lide hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...