Love on a lie. {1D}

Hope er navnet på en model - en model der ikke er så kendt, men meget talentfuld. Hun er 18 år gammel og bor i en lejlighed i London. Hun arbejder hårdt for pengene og må kæmpe for at betale sin lejlighed. En dag får Hope et tilbud som hun bliver nød til at tage, ligemeget om hun vil eller ej. Den kendte Harry Styles har efterhånden fået for meget omtale i medierne som en player, og da det rygte hurtigt som muligt skal væk, må Hope udgive sig for at være kærester med selvest Harry Styles. Men går det overhovedet som planlangt? Kan Hope klare presset? Og vigtigst af alt - kan hun kun holde sig til Harry?



1301Likes
1660Kommentarer
182727Visninger
AA

11. I'm sorry.

 

Vi kom et sted hen, hvor der ikke var særlig mange mennesker. Louis vendte sig om med blikket rettet mod mig. Jeg slap hurtigt grebet om Harrys hånd. Louis var virkelig vred lige nu, og det gjorde ondt at se på. Var jeg grunden til det?

Han tog med et fast greb om min hånd og skulle til at trække mig med, da Liam lagde en hånd på hans skulder. ”Vi skal bare snakke” vrissede Louis surt, hvilket vidst kom bag på Liam. Han slap ham omgående, og så faktisk en smule såret ud. Hvorfor skulle hans vrede gå ud over alle andre? Det var ikke fair for nogen af dem. Jeg nikkede og smilede opmuntrende til Liam, selvom jeg faktisk ikke havde lyst til at snakke med Louis.

Vi gik i stilhed langs gangen. Jeg kiggede rundt, og så det førte ned til nogle toiletter. Louis hånd lå stramt om mit håndled, og selvom jeg havde lyst til at trække det til mig, så lod jeg det blive der. Jeg ville gerne vide, hvad han ville sige til mig.

Han skubbede mig ind på et handicap toilet og lukkede døren efter sig. Mmh, charmende. Jeg kiggede rundt i rummet med afsky, og gjorde alt for at ignorer Louis’ blik, som hvilede på mig. ”Hvad fanden er der i vejen med dig Hope?” han stemme var lav, men hård. Jeg fnøs hånligt. Jeg havde forberedt mig på det spørgsmål, så det kom ikke som en overraskelse.

”Hvad der er i vejen med mig?” spurgte jeg spydigt om. ”Hvad er der galt med dig?” Jeg lænede mig op af væggen, selvom det faktisk var utrolig ulækkert, så jeg trådte hurtigt væk fra væggen igen. ”Du er så pisse sur, og det skal åbenbart gå ud over dine venner” jeg rullede med øjnene og kørte en hånd igennem mit hår. Jeg kunne se Louis prøvede at beherske sig, men det var jo bare godt, så virkede det jo.

”Hvorfor er hævn så vigtig for dig?” Han lænede sig op af håndvasken og prøvede at fange mit blik, som hurtigt virkede, da jeg kiggede overrasket på ham. Vidste han det var hævn? Jeg løftede det ene øjenbryn, hvilket fik ham til at sukke. ”Forhelved Hope. Du ville nok ikke stå med tungen i halsen på Harry, hvis der ikke var en grund” Så han havde altså lagt mærke til det. ”Hvem siger du er grunden? Hvem har overhovedet tænkt på mine følelser? Hvad hvis jeg rent faktisk er forelsket i ham?” Hans øjne lyste pludselig af sorg. Det var dumt sagt, det vidste jeg.

”E-er du det?” han stemme lød pludselig skrøbelig. Jeg lukkede øjnene. Hvorfor var hævn egentlig så vigtig for mig? ”Måske” svarede jeg koldt. Jeg vidste det sårede ham. Han havde endelig taget sig sammen og ville snakke face to face med mig, og så var jeg sådan en dum kælling overfor ham. Det var ikke fair, det vidste jeg udmærket.

”Har du overhovedet tænkt over, hvad du hørte i går?” hans stemme lød ikke længere sur, men trist. Jeg trak ligegyldigt på skulderen, selvom jeg ikke havde tænkt på andet. Hvordan kunne man undgå det, når en verdensberømt teenagere dreng, var forelsket i en? Det var bare så…. Underligt.

”Louis” sagde jeg gik hen imod ham. ”Du gav mig et blåt mærke, du skræmte livet af mig den morgen, og du snakker ikke engang til mig? Du undskylder ikke engang! Oven i det, så får du min veninde og mig til at skændes, og du er pisse ond overfor Liam? Synes du selv det er okay? Bare fordi du er forelsket?” Jeg spyttede det sidste ord ud, og vidste det ramte ham virkelig hårdt. Det var slet ikke meningen at være så fjendtlig overfor ham. Jeg kunne ikke lide at se ham ked af det, men det gjorde jeg – gang på gang. Han havde været glad de 2 første gange jeg havde mødt ham, og nu virkede jeg som en iskold kælling, som var pisse ligeglad med hans følelser. Det var jeg ikke – overhovedet.

Jeg skubbede ham væk, da der ikke var mere at sige. Jeg åbnede døren og gik hurtigt ned af gangen, uden at vente på Louis. Drengene stod, hvor vi forlod dem, og da de så mig, stoppede de med at snakke. Niall var hurtigt over ved mig. ”Er du okay?” spurgte han om og gav min skulder et klem. Jeg nikkede og kiggede over på Harry. ”Jeg tror jeg tager hjem” mumlede jeg og kiggede om bag mig, for at se om Louis kom. ”Er du sikker på du er okay?” Liam lagde en hånd på min skulder. ”Jeg har det fint. Jeg har bare brug for at tænke” mumlede jeg og gav dem et kram. De nikkede alle forstående. ”Jeg ringer i aften” hviskede Harry og gav mig et kys på kinden. Jeg nikkede og gik hen mod udgangen. De begyndte at snakke sammen igen, denne gang meget lavt.

***

Jeg gik langsomt op af trapperne og fiskede mine nøgler frem. Det var ret svært med indkøbsposer i hånden. Det havde været en dårlig dag. Jeg kunne ikke få Louis ud af hovedet.

Jeg fik endelig mine nøgler frem, og skulle til at gå ind i min lejlighed, da jeg så nogle politimænd rende ud og ind. Jessie stod ude foran huset, og da hendes blik fangede mit, kunne jeg se hun havde grædt. ”Åh gud” mumlede hun og kom hurtigt hen til mig og tog imod en af mine poser. Jeg kiggede uforstående på hende. Hvad lavede de mænd i mit hus? ”Hvad sker der?” spurgte jeg forvirret om, og stillede mine poser foran Jessies dør.

”Jeg gjorde alt hvad jeg kunne Hope, men de nåede at komme herfra med næsten alt” hviskede hun lydløst og krammede mig. Jeg forstod ingenting. Jeg skubbede hende væk fra mig. ”Jessie, hvad er der sket?” En mandestemme afbrød mig. Jeg vendte mig rundt, og så en politimand stå foran mig. ”Er du Hope?” hans stemme var dyb. Jeg nikkede og kiggede afventende på ham. ”Har du nogen ide om, hvem der kunne finde på at bryde ind?” Mit hjerte sprang et slag over. Bryde ind? Jeg kiggede over på Jessie, som bed sig i underlæben. Jeg rystede forvirret på hovedet og skubbede mig forbi manden. Jeg kom ind i lejligheden og kiggede på flere politimænd der tog fingeraftryk. Jeg gispede, da jeg så flere smadret ting. Mange af mine møbler var væk, og min computer. Alt var væk. Jeg stod med åben mund, ude at stand til at sige eller gøre noget.

”Hope, jeg er virkelig ked af det hele” Jessies stemme lød skrøbelig. Jeg blev stående, jeg kunne ikke vende mig om. ”Jeg ringede straks til politiet, men der var trafik” hun begyndte at græde igen, men kun pga. mig. Hun vidste hvor meget jeg havde sparet sammen til denne lejlighed, og hvor meget jeg havde gjort for at blive boende. Hun vidste hvor meget jeg havde arbejdet. Sandheden gik pludselig op for mig, og tårerne fandt frem og trillede ned af mine kinder. Straks var Jessie henne ved mig, med armene om mig. ”Undskyld” hviskede hun. Jeg vidste det var for alt der var sket. Jeg havde ikke snakket med hende i to dage. Hvor havde jeg savnet hende. Jeg slog langsomt armene om hende, hvilket vidst kom som et chok for hende. ”Det er okay, undskyld” hviskede jeg og græd ned i hendes skulder.

”Hope” En politimand trak mig ud af mit ’øjeblik’ med Jessie. ”Har du et sted du kan overnatte? Vi bliver nød til at lede efter spor” sagde han langsomt. Om jeg havde et sted af sove? Jeg havde ingen familie her! Jeg havde ingenting! Jeg skulle til at ryste på hovedet, da Jessie trådte frem. ”Hun sover hos mig” sagde hun og gav min skulder et klem. Igennem mine tåre kom et lille smil frem. ”Kom” sagde hun, tog mine poser og trak hende ind i sin lejlighed.

Det hele så nogenlunde ud som mit. Jessie og jeg havde samme smag, selvfølgelig var der lidt anderledes, men jeg følte mig hjemme – det havde jeg altid gjort.

”Er du sulten?” spurgte hun forsigtigt om. Jeg rystede på hovedet og satte mig med et bump ned i sofaen. 2 år havde jeg brugt på at arbejde røven ud af bukserne, så jeg kunne blive her, og vise mine forældre, at jeg godt kunne selv. I 2 år havde jeg virkelig gjort alt, og det hele var bare spild nu. En tåre trillede ned af min kind. Først det med Louis, og nu det her? Et hulk undslap mine læber, og lidt efter sad Jessie med armene om mig, og vuggede mig frem og tilbage. Hun var sig selv igen. Beskyttende Jessie.

”Fortæl mig det hele” hviskede hun. Hun kendte mig godt nok til at vide der var mere galt, og denne gang lukkede jeg op. Helt op.

***

”Jeg var så ond overfor ham Jessie” sluttede jeg af og sukkede. Hun kiggede på sit ur, som viste halv ti. ”Du kan stadig nå over til ham” sagde hun roligt. Jeg kiggede forvirret på hende. Jeg havde lige siddet og fortalt hvilken idiot han havde været overfor mig, og så vil hun have jeg skal tage over til ham? Ja jeg var da også ond ved ham, men altså.

”Jeg kan se det på dig Hope. Du er forelsket i ham. Lad være med at skjul det for dig selv” sagde hun og gav min hånd et klem. Jeg åbnede munden for at protestere, men lukkede den hurtigt igen.

 ”Hvorfor er hævn så vigtig for dig?” Louis ord lød i mit hoved, og det gik langsomt op for mig, at hævnen havde været så vigtig, fordi jeg kunne lide ham. Fordi jeg ville have han skulle have det som jeg havde det. Fordi jeg var latterlig. Der gik et gys igennem min krop. Måden han fik mig til at føle på. Han fik min mave til at slå knuder, og han havde fået mig til at græde utallige gange. Jeg kiggede over på Jessie. ”Tror du virkelig?” Et grin undslap hendes læber. ”Se på dig selv. Du vil ikke græde over en, hvis han ikke betød noget for dig” hun strøg noget hår væk fra mit ansigt. Hun havde ret. Jeg var forelsket i Louis, men jeg havde gemt det væk, fordi jeg var vred og såret.

Jeg rejste mig op med et sæt. ”Jeg har noget jeg skal gøre” sagde jeg og gik hen mod døren. ”Du behøver ikke vente oppe, hvis jeg overhovedet kommer tilbage” mumlede jeg, hvilket fik hende til at grine. Jeg trak min jakke over mig, og åbnede døren. Synet af min dør der var spærret af, fik kvalmen til at stige i mig. Der havde været fremmede folk derinde, i min lejlighed. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik, inden jeg tog mig sammen og gik udenfor. Hvis jeg ikke gjorde det nu, så ville det måske være for sent.

***

Jeg stod foran deres dør, og før jeg kunne tænke alle mulige tanker, der fik mig til at vende om, bankede jeg på. Jeg trippede lidt og kiggede rundt i opgangen. Der var helt mørkt og koldt. Jeg kunne ikke tage hjem igen, ikke før de åbnede! Tænk, hvis han ikke ville snakke med mig længere? Tænk, hvis jeg virkelig havde såret ham.

Jeg løftede hånden og skulle til at banke på igen, da døren blev åbnet. En træt Louis kom frem i døren, og det kom vidst som et chok da han så mig. Hans øjne borede sig ind i mine. ”Harry er her ikke” sagde han og lænede sig op af døren. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned i gulvet. ”Det er også dig jeg vil snakke med” mumlede jeg og bed mig i læben. Der gik nogle lange sekunder, før han åbnede døren helt, og lod mig komme ind. Jeg tog min sko og min jakke af og kiggede rundt. Hvor var Harry egentlig?

Louis var gået ind i stuen, og forventede vidst jeg gik med, hvilket jeg også gjorde til sidst, efter en del skænderier med mine tanker. Jeg var så bange for, at han ville afvise mig. Jeg kiggede rundt og fik øje på Louis, som stod over ved vinduet. Han så virkelig træt ud, men alligevel ubeskrivelig flot.

”Undskyld Louis” mumlede jeg hurtigt. Det skulle ud, selvom et undskyld ikke var godt nok. Jeg gik tættere på ham. ”Jeg mente ikke de ting jeg sagde derinde” hviskede jeg og kunne mærke tårerne presse sig på, fordi jeg pludselig var blevet så nervøs. Tænk, hvis han ikke ville tilgive mig?

”Hævn er kun vigtig for mig” sagde jeg langsomt og sank den klump jeg havde i halsen. ”Fordi jeg ville have du skulle lide ligesom jeg gjorde” han kiggede uforstående på mig. ”Louis” sagde jeg og slog ud med armene. ”Der er en grund til jeg ville have hævn. Hvis du ikke betød noget for mig, så havde det jo være spild af tid. Hvis du ikke betød noget specielt for mig, så ville jeg aldrig bruge Harry på den måde. Jeg ville aldrig prøve at gøre dig jaloux hv…” Jeg blev afbrudt af et par læber der blev presset mod mine. Hans hænder lagde sig hurtigt om mit hoved. En bombe i maven sprang, og mine ben føltes som gelé.

Jeg lukkede overrasket øjnene og tillod mig at nyde det. Jeg slap alt form for had til ham, og straks blev det erstattet af kærlighed, og andre følelser, som jeg ikke kendte til.

Han trak sig en smule væk, så hans pande lå mod min. ”Jeg bliver nød til at vide, om du er forelsket i Harry” hviskede han mod mine læber. I stedet for at svare pressede jeg mine læber mod hans. Det burde være svar nok for ham, hvilket det også var. Hans hænder gled om mit liv og lukkede sig fast lige over min lænd. Min ene hånd fandt op om hans nakke, mens den anden blev strøget igennem hans hår. Hvorfor havde jeg tilladt mig selv, at vente så længe på det her? Det var ikke til at beskrive. Sommerfuglene fløj rundt i hele min krop, og jeg måtte stramme mit greb om ham, for ikke at falde. Jeg var helt og aldeles forelsket i Louis. Og selvom det ville bringe en masse problemer, så var det ikke det jeg tænkte på i det sekund. Mine tanker var udelukkende om Louis, og hans læber der lå mod mine. 

 

----------------------------------------------------------------------------------------------

I må meget gerne like den, og skrive hvad I synes om den! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...