Love on a lie. {1D}

Hope er navnet på en model - en model der ikke er så kendt, men meget talentfuld. Hun er 18 år gammel og bor i en lejlighed i London. Hun arbejder hårdt for pengene og må kæmpe for at betale sin lejlighed. En dag får Hope et tilbud som hun bliver nød til at tage, ligemeget om hun vil eller ej. Den kendte Harry Styles har efterhånden fået for meget omtale i medierne som en player, og da det rygte hurtigt som muligt skal væk, må Hope udgive sig for at være kærester med selvest Harry Styles. Men går det overhovedet som planlangt? Kan Hope klare presset? Og vigtigst af alt - kan hun kun holde sig til Harry?



1301Likes
1660Kommentarer
179763Visninger
AA

12. I shouldn't have trusted you.

 

Hans læber lå blødt mod mine, og da jeg skulle til at udvikle kysset, kunne jeg høre en nøgle blive drejet i døren. Jeg lagde mine hænder på Louis’ bryst og skubbede ham hurtigt væk. Han havde også hørt det, for hurtigt rettede han på sin trøje og satte sig hen i den anden ende af sofaen. Jeg lod en hånd køre igennem mit hår og kiggede usikker over på Louis, som bare sendte mig et drillende smil, som fik mig til at smile.

”Lou, hvor er….” Harry kom ind af døren, og stoppede op da han så mig. ”Hej Hope” sagde han og trak på smilebåndet. Jeg sendte ham et hurtigt smil og kiggede hen på Louis, fordi jeg ikke anede, hvad jeg ellers skulle. Harry troede Louis og jeg var uvenner, og nu sad jeg i samme sofa som ham. Måske vi skulle forklare os?

”Louis..” Harry stemme var forvirret, og det gik hurtigt op for mig, at han vidste der var noget galt. Jeg bed mig selv i læben. ”Hvad laver hun her?” Han kiggede over på mig, og derefter hen på Louis igen. ”Vi havde nogle ting vi skulle snakke igennem” svarede han hurtigt og kiggede endelig hen på mig. Jeg blev nød til at vide, hvad vi gjorde. Jeg ville ikke lyve for Harry. Det var fint vi løj for verden, men ikke for hinanden.

Der gik ikke lang tid, før Harry langsomt havde opfattet, hvad der foregik. Et vredt blik gled hen over hans ansigt. ”Kan jeg snakke med dig, Hope?” hans stemme var ikke blød og venlig som den plejede, men denne gang mørk, hæs og sur. ”Harry, lad nu væ..” ”Louis, drop det” sagde han hårdt og gik ned mod hans værelse.

Jeg gav et lille suk fra mig, og skulle til at rejse mig op, da Louis lagde en hånd på mit lår. Mine øjne mødte hans flotte blå/grå øjne, og straks trak min mave sig sammen. Hans blik var uroligt, som om jeg kunne droppe ham når som helst, men det ville jeg ikke. Jeg havde holdt det skjult for mig selv, at jeg var ok vild med ham, og det skulle Harry ikke ødelægge. Desuden, så havde han selv gang i en anden!

Jeg sendte ham et opmuntrende og roligt smil, selvom alt indeni var i oprør. Jeg kunne ikke lide følelsen af, at Harry var sur på mig, og det var han uden tvivl! Han var min bedsteven, og jeg holdt af ham.

Jeg rejste mig langsomt op, og gik med faste skridt ned mod Harrys værelse, men kun for at vise Louis, at jeg ikke var usikker, hvilket jeg helt klart var.

Jeg åbnede langsomt døren, og så Harry stå med ryggen til. Jeg lukkede den lidt hårdt efter mig, så han var sikker på, at jeg var her. Jeg kunne mærke, hvor nervøs jeg var, hvilket man også kunne se. Mine hænder rystede, så jeg gemte dem hurtigt.

”Hvad tænker du på Hope?” Harry snurrede rundt og lagde sin mobil i lommen. Det var sikkert Emma der skrev, hvilket pissede mig af, da han gjorde præcis det samme som mig, og jeg var ikke sur på ham. Jeg kiggede på ham, for jeg var ikke helt sikker på, hvad han mente. Jeg var ikke sikker på, om han vidste vi havde kysset eller noget.

”Du kan sku da ikke få følelser for Louis nu” sagde han med sammenbidte tænder. Vreden skyllede langsomt igennem min krop, men jeg måtte beherske det.

”Det kan ødelægge det hele, hvis du bliver set med ham” sagde han igen meget surt. Jeg åbnede munden, og skulle til at råbe, hvad fanden han bildte sig ind, når han alligevel gik og hang ud med Emma bag min ryg, men jeg lod være. Jeg synes selv han skulle fortælle mig om Emma, og det skulle helst være nu, hvis han ikke ville blive uvenner med mig. Lige nu var jeg ligeglad med om han var min bedsteven, eller hvad han var. Han stod og fortalte mig hvad jeg ikke skulle, når han gjorde præcis det sammen. Han var så dobbeltmoralsk, at det var helt ulækkert.

”Vi bliver ikke set sammen. Vi er venner” sagde jeg langsomt og håbede han forstod, at jeg mente vi kun var venner, når folk så os sammen. ”Og hvad, hvis det failer?” han lød vred, som om det jeg fortalte, slet ikke ramte ham. ”Det gør det ikke” jeg ved lige holdt øjenkontakten, selvom jeg helst ville bryde den. Hans øjne var så hårde at se på.

”Hope” det lignede han virkelig prøvede at beherske sig, for ikke at råbe og skrige. ”Jeg vil ikke have det” sagde han surt. Jeg spærrede øjnene op. Han stod og fortalte mig, hvad jeg ikke skulle, fordi han ikke ville have det, selvom han gjorde præcis det samme, bare bag min ryg, fordi han ikke troede jeg vidste det? Jeg gik et skridt hen mod døren. Jeg blev nød til at gå fra ham nu, inden min vrede gik ud over ham – selvom den alligevel var rettet mod ham.

”Så du forbyder mig og Louis i at have noget?” min stemme var kold, og det kom vidst også bag på Harry. Han svarede ikke, men alligevel var det svar nok for mig. Jeg trak ned i dørhåndtaget. Tænk han holdt det hemmeligt for mig, og så forbød mig at være sammen med Louis.

Jeg snak den klump jeg havde i halsen. ”Rend mig Harry” sagde jeg hårdt og højt, inden jeg forsvandt ud gennem døren. Jeg kunne høre ham kalde efter mig, men jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg fortsatte ud i gangen, hvor mine ting var. Jeg blev nød til at komme væk herfra, jeg var så sur!

”Harry, hvad fanden sker der?” Louis kom gående ned af gangen og fik vidst set mig, som nærmest fløj ud i gangen. Jeg var ked af, at forlade ham, men jeg kunne ikke sammen med Harry lige nu. Jeg havde lyst til at græde, slå, grine – alt. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Troede han virkelig, at jeg ville droppe Louis, bare fordi han sagde det?

”Hope, vent” Louis kom ud i gangen. Jeg rystede bare på hovedet. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg gik hen mod hoveddøren, da Harry kom ud i gangen. ”Harry, hvad fanden sker der?” spurgte Louis om igen, mens hans blik var rettet hen mod mig, som næsten var ude af døren.

Jeg snurrede rundt og kiggede vredt på Harry, hvilket også fik Louis til at se på ham. ”Han forbyder vi er sammen” min stemme var lille men hård. Vreden havde taget over, det kunne jeg mærke.

Louis gik et skridt væk fra Harry. ”Hvad?” han lød fuldstændig forvirret. ”Det sagde jeg ikke” prøvede Harry, men jeg afbrød ham. ”Han vil ikke have vi er sammen, fordi han er bange for vi bliver set sammen” Jeg tog en kort indånding. ”Og selvom idioten er så skide dobbeltmoralsk at det er til at brække sig over, så var det det han sagde!” jeg strammede mit greb om dørhåndtaget.

”Dobbeltmoralsk?” Harry lød et øjeblik hånlig, hvilket fik mig til at grine. Jeg kunne ikke tage, at han spillede så skide hellig. ”Jeg ved ikke, hvad du havde troet Harry, og jeg ved ikke selv, hvad jeg havde troet, da jeg kaldt dig min bedsteven for..” ”Hvad snakker du om Hope?” Harry lød pludselig forvirret. ”Det var en fejl at stole på dig Harry! Tror du jeg er så dum?” vrissede jeg af ham. Han skulle til at åbne munden, men jeg afbrød ham endnu engang. ”Jeg ved hvad du render og laver med Emma” hvæsede jeg, inden jeg smækkede døren efter mig, og løb hen mod trapperne.

Jeg var så sur. Ikke nok med, at han stod og fortalte mig, hvad JEG skulle, så forbød han mig noget, som han selv gjorde. Det kunne godt være jeg var blondine, men jeg var ikke dum.

Jeg smækkede døren efter mig, og lod mørket omringe mig. Jeg hadede mørke, men det var der ikke noget at gøre ved. Jeg skulle ikke tilbage, ikke til ham.

Jeg tog en dyb indånding og prøvede at rense min krop fra anstrengelsen og vreden, som Harry havde givet mig. Jeg lagde min hånd op af en lygtepæl som åbenbart var gået i stykker, så hele vejen var mørk. Jeg lukkede kort mine øjne og kunne mærke, hvor træt jeg egentlig var. Hvor havde denne dag dog været helt igennem forfærdelig.

Jeg kunne pludselig føle noget bag mig. Om jeg bare var paranoid, var ikke til at svare på, men i det jeg vendte mig om, greb et par hænder fat om mine arme. Jeg skulle til at give et højt skrig fra mig, da en hånd blev lagt om min mund, og den anden trak mig hen til personen.

”Shh, vi kan ikke have folk hør dig” stemmen var ikke til at tage fejl af, det var Louis. Det var Louis der havde givet mig et chok, så mit hjerte nu bankede af sted. Jeg slog irriteret til ham. ”Forhelved Louis!” sagde jeg lavt og kiggede rundt. Der var ingen mennesker, men klokken måtte også være omkring tolv.

”Undskyld, jeg ville bare ikke lade dig gå alene hjem i mørke” han stod stadig med armene om mig. ”Og der kunne komme en farlig mand” sagde han drillende og fjernede noget hår fra min hals. ”En der kunne gøre det jeg lige gjorde, men måske var han ikke lige så sød” sagde han og tog hårdere fat om mit liv. Et smil gled over mine læber, og et øjeblik lykkedes det mig, at glemme alt der lige var sket.

”Er du okay?” hans stemme var lav, og lidt efter stod jeg helt op af ham. Jeg trak på skulderne og tog fat i hans jakkekrave, hvilket fik ham til at smile. ”Nu er jeg” mumlede jeg stille, og lod ham ligge en hånd på min hals. ”Jeg er ked af et med Harry. Han havde vidst ikke en god dag” hviskede han mod mit ansigt, så jeg kunne mærke hans varme ånde mod min hud.

Jeg kunne ikke lide at skændes med Harry, og det at han havde en dårlig dag, skulle jo ikke gå ud over mig.

Jeg trak en smule ligegyldig på skulderne og lod et gys gå igennem mig, da et koldt vindpust kom. Det gik langsomt op for mig, hvor vi var. Jeg kiggede rundt i frygt for paparazzier, men somsagt var gaden helt tom, og hvis der skulle ske at være en, så ville de kun kunne få et billede tæt på med blitz, og så ville vi nok opdage dem først.

”Der er ingen” hviskede han mod mit øre og plantede et kys på min hals. Jeg slappede automatisk af og lagde mine hænder om hans liv. ”Er du sikker på, at du er okay?” han trak sig fra mig og kiggede mig i øjnene. Jeg nikkede og sendte ham et opmuntrende smil, men det så ikke helt ud til, at han hoppede på det.

”Hope, han er din bedsteven. Du er ikke okay” han kiggede mig i øjnene og kærtegnede min kind. Jeg sukkede tungt og gik fra ham. ”Jeg kan bare ikke lide når folk bestemmer over mig” sagde jeg og begyndte at gå igen. Det var ikke helt en løgn, men ordet ’okay’ var bare for meget sagt her. Lad os tage et kig på min dag.

Jeg skændes med Louis, kom hjem til et hus hvor alt var stjålet. Nu ville mine forældre helt klart begynde med, at jeg var dårlig til at passe på mig selv, og ikke nok med det, så ville de have mig med tilbage til deres by, så jeg kunne falde ind igen og passe dem op.

”Hope, vent nu lige” Louis afbrød mine tanker og kom hurtigt op på siden af mig. ”Jeg gider ikke snakke om det Louis” jeg stoppede op og kiggede ham i øjnene, så han kunne forstå jeg mente det. Et kort øjeblik stod han bare og kiggede på mig, inden han nikkede og løftede sin hånd, for at vise, at jeg skulle tage den. Et smil gled over mit ansigt og lidt efter gik vi hånd i hånd igennem byen – uden at blive opdaget. Noget sagde mig, at det her ville blive hårdt, men det var alt værd.

***

På vejen hjem snakkede vi om alt mellem himmel og jord. Det var fantastisk at gå med ham, uden at blive overfaldet af en masse paparazzier og fans. Jeg glemte tiden, og jeg glemte alle de dårlige ting der skete for mig. I stedet blev det erstattet af en masse kærlighed, som jeg ikke på nogen måde ville give afkald på. Der var forskel på et job og kærlighed, og kom det til stykket, så ville jeg vælge kærligheden. Ikke at jeg ville vælge Louis frem for Harry, men grunden til Harry forbød mig og Louis i at være sammen, var jo netop på grund af jobbet.

”Er det her?” Louis stoppede op, hvilket gav et ryk i mig, da jeg ikke var stoppet op. Louis grinte kort og trak mig hen til sig. ”Hvad tænker du på?” spurgte han forsigtigt om, og plantede et kys på min næse. Jeg trak på skulderne. ”Lidt af det hele” jeg sendte ham et smil og stillede mig på tæer.

”Hvordan kommer du hjem herfra?” hviskede jeg. ”Jeg går” sagde han hurtigt og foldede sine hænder bag min ryg. Jeg sukkede kort og rystede på hovedet. Jeg havde det ikke særlig godt med, at Louis gik alene hjem midt om natten. ”Kan du ikke ringe efter en?” Et smil bredte sig på hans ansigt. ”Er du bekymret for mig?” spurgte han drillende og prikkede mig i siden, så jeg hoppede væk fra ham. Jeg fnes ”Selvfølgelig ikke. Jeg spørger bare af samme grund som din grund til at følge med mig hjem” sagde jeg og prøvede at få det til at give mening, og det gjorde det vidst også.

”Så du bekymre dig altså for mig?” sagde han, som om han ikke fattede noget af det, selvom jeg bare vidste, at han ville have mig til at sige det. Jeg fnes og trak ham hen til mig. ”Selvfølgelig” jeg kyssede ham kort på munden og trak mig væk, men det var han vidst ikke tilfreds med.

”Husk på, det er mørkt, derfor kan vi gøre det her” sagde han og pressede sine læber mod mine. Jeg kunne ikke lade være med at grine, men kyssede med. ”Tag et billede, det holder længere” mumlede jeg mellem kyssene, hvilket fik ham til at grine.

”Vi ses i løbet af ugen” sagde han og kyssede mig en sidste gang, inden han slap mig. Jeg nikkede og gik hen mod døren. ”Vi ses” sagde jeg og fik endelig bevæget mig indenfor. Jeg stod et kort øjeblik op af døren med tankerne mod Louis. Han var virkelig fantastisk.

***

Da jeg kom ind i Jessies lejlighed var der helt stille. Der var redt op på sofaen, og lyset var slukket. Hun arbejdede stadig, så det var klart hun var gået i seng, hvilket jeg egentlig også snart burde, inden mine deprimerende tanker slap af sted. Jeg bevægede mig næsten lydløst hen til sengen og begravede mig under dynen, der lå på sofaen. Jeg orkede ikke engang at tage mit tøj af, jeg ville bare sove.

***

”Hope?” en hviskende stemme lød, men jeg valgte at ignorer den. Jeg orkede ikke at stå op nu. ”Hope? Hope? HOOOOOPE!” pludselig skreg personen, hvilket fik mig til at flyve op fra sofaen. ”Hvad sker der?!” sagde jeg forvirret og kiggede rundt, for at se om det brændte.

Foran mig sad Jessie med et smil på læben, men det forsvandt lidt efter igen. ”Hvorfor er du allerede hjemme? Skete der noget slemt?” hun snakkede hurtigt og tog til sidst en dyb indånding.

Jeg trak på skulderne og kom til at smile ved tanken om Louis. ”Omg, i kyssede! Er i så sammen nu?” hun lød glad og slog mig på låret. Jeg bed mig i læben, og langsomt falmede mit smil, da jeg kom i tanke om Harry. Jessie så forvirret på mig, men blev afbrudt af en brummende lyd. Jessie fløj op og hev sin mobil op af lommen. Hun nåede knap nok at se på mobilen, før hun havde taget den.

”Hej Harry!” hun lød glad – lidt for glad. Jeg kiggede forvirret op på hende. Hvorfor fanden ringede han til hende?

”Ja hun er lige he…” jeg viftede med armene for at vise, at jeg ikke ville snakke med ham. ”Ja det er hun ikke” sagde hun og gloede dumt på mig. Hvor var det en dårlig redning, men jeg kunne ikke bebrejde hende. Men hvordan skulle jeg også vide Harry ringede til hende? Hvor havde han overhovedet hendes nummer fra?

”Ja, hun er her” sagde hun til sidst, hvilket fik mig til at se surt på hende. ”Ja, det skal jeg nok sige. Ja! Ses” sagde hun glad og lagde på. Jeg slog mig selv i panden. ”Hvad forstår du ikke i min hentydning?” brummede jeg surt. ”Hey! Jeg havde lige sagt ja til du var her, så kunne han nok godt regne det ud” sagde hun og satte sig i sofaen. ”Hvad sker der mellem jer?” Det kom ikke bag på mig. Det var ikke så svært at gætte vi var uvenner. Hver gang Harry ringede plejede jeg at være så glad, men det var jeg slet ikke lige nu.

”Hvad ville han?” spurgte jeg og ignorerede hendes spørgsmål. Hun sukkede kort. ”Han ville sige, at du skulle tage din mobil, og at han var på vej herhen” jeg slog øjnene op. ”Hvad?!” jeg rejste mig op. Jeg ville slet ikke snakke med ham! Jeg var pisse vred på ham. ”Jessie forfanden! Sig til ham, at jeg er gået en tur” jeg nærmest løb hen til knagen, hvor min jakke hang.

”Hallo, hvad fanden sker der?” sagde hun helt forvirret. Jeg rystede afvisende på hovedet. ”Du får den senere, bare sig jeg …. Er løbet en tur” mumlede jeg og tog min sko på. Jeg åbnede døren, og efterlod en helt forvirret Jessie bag mig, men det var der ikke noget at gøre ved.

Jeg sprang ned af trapperne, hev døren op og åndede lettet ud, da der ikke var nogen biler at se. Jeg løb hen af gaden, og stoppede først da jeg var langt nok væk. Det var måske dumt af mig, at løbe fra mine problemer, men lige nu følte jeg, at de alle pakkede sig op, og snart ville falde ned. Jeg burde være glad. Ikke alle ville få muligheden for at møde de drenge, og her var de blevet mine bedstevenner, men i stedet endte jeg i et stort skænderi med den ene, og fik følelser for den anden. Oven i det var der mine forældre. Jeg orkede ikke at tænke over det, men jeg vidste, at hvis jeg blev ved med at skubbe det til side, så ville jeg gå helt ned til sidst. Problemer gav mig stress, og det vidste Jessie. Derfor var hun her med det samme, hvis der skete noget.

Jeg kom ned mod den lille sø, og satte mig på bænken foran. Vejret var bedre end sidst jeg sad her, men denne gang, havde jeg ikke nogen ideer om at falde i søvn og frosse halv ihjel. Denne gang skulle jeg bare tænke nogle ting igennem.

Jeg lænede mig bagover og lukkede mine øjne. Jeg var næsten lige vågnet, så søvn var ikke noget jeg manglede.

”Du kan ikke klare det Hope, og når du så failer, så vil vi bare ikke være her til at løfte dig op” min mors stemme var hård og anklagende. ”Men jeg kan godt mor! Det er det her jeg har drømt om” sagde jeg og kiggede over på min far, for at få hjælp, men der var ingenting at hente. ”Så når du ikke har noget sted at bo, så tror du bare, at du kan komme rendende?” han bankede hånden i bordet og kiggede hen på min mor. ”Jeg har kæmpet for det her. Hvorfor kan I ikke bare være glade på mine vegne?” min stemme knækkede og nogle tårer gled ned af mine kinder. ”Hope, hvornår har du nogensinde fuldført det du ville? Der har altid været noget i vejen for det” Hendes stemme lød blid, men jeg vidste den var fuld af vrede.

Jeg lukkede øjnene op. De havde aldrig støttet mig op, og uden deres støtte var det altid gået i vasken. De havde aldrig troet på mig, heller ikke da jeg virkelig havde brug for det. Men denne gang skulle det have været anderledes. Denne gang skulle jeg vise dem at de tog fejl. Jeg ville tage hævn ved at vise jeg godt kunne uden dem – men det kunne jeg åbenbart ikke. Om jeg så skulle bo på gaden – selvom Jessie ikke ville lade mig gøre det – så var det bedre end at vende hjem til dem. Jeg vidste de ville se hånligt på mig, og jeg havde ikke brug for dem til at køre mig længere ned. I flere år havde de kørt mig ned psykisk, og det var grunden til jeg ikke kunne overskue stress.

Jeg sukkede og skulle til at lukke øjnene igen, da en stemme fyldte alle mine tanker. Jeg drejede hurtigt hovedet, og så en Harry komme gående ned mod mig. Jeg sukkede irriteret og trak benene op under mig. Hvad var det han ikke fattede i, at jeg ikke ville snakke med ham? Og hvorfor kunne jeg slet ikke stole på Jessie, når det havde noget med drengene at gøre?

”Jessie” sagde jeg irriteret og skulle til at rejse mig, da Harry tog fat i min hånd, og fik mig ned at sidde igen. ”Jeg fandt selv herhen” sagde han roligt, som om alt fra i går var helt fint. Jeg trak bare ligegyldigt på skulderne, og kiggede ud mod søen.

”Hope, hvorfor snakker du ikke med mig om dine problemer?” han kiggede over på mig, og straks kiggede jeg på ham. Hvad mente han med det? Hvorfra vidste han overhovedet, at jeg havde problemer?

”Hvorfor har du ikke fortalt, at du har haft indbrud og ikke har et sted at bo?” hans stemme lød såret, men det kunne jeg ikke tage mig af nu. Det ragede desuden heller ikke ham, og det var en lang historie.

Jeg ignorerede ham, hvilket fik ham til at sukke tungt. ”Hope” jeg afbrød ham ”Bare drop det Harry. Det er ikke dit problem at jeg har haft indbrud. Du kunne alligevel ingenting gøre” min stemme lød ikke så hård som den burde, men jeg kunne ikke finde styrken frem – ikke lige nu.

”Jeg ville have været opmærksom på det, og jeg ville være her for dig” sagde han og lagde en hånd på mit lår. Jeg havde en stor trang til at skubbe den væk, men da et par yngre drenge kom gående lod jeg den ligge. Vi skulle stadig spille kærester, og de drenge, de vidste hvem vi var, det kunne man se på deres blikke.

Der var stille i noget tid, før Harry vendte sit blik mod mig. ”Undskyld for i går Hope” sagde han stille og gav mit lår et klem, for at få min opmærksomhed. Jeg lukkede øjnene i. Jeg kunne ikke forblive sur, det vidste jeg godt.

”Jeg vil aldrig forbyde dig at være sammen med nogen, og jeg skulle have fortalt dig om Emma, men jeg ved ikke om det er seriøs endnu, og du ved hvordan folk laver rygter” Han sendte mig et skævt smil, hvilket fik min vrede til at forsvinde en smule. ”Men hvis du skal være sammen med Louis” sagde han langsomt og holdt øjenkontakten. ”Så har vi en del vi skal have snakket om” et ægte smil gled over hans ansigt, og smittede en smule af på mig. Jeg nikkede forstående. Det skulle vi – selvfølgelig skulle vi det.

”Er jeg tilgivet?” han lavede store øjne, så jeg næsten ikke kunne modstå ham. Jeg fnes. ”Selvfølgelig” mumlede jeg og puffede til ham med min skulder. Selvfølgelig var han tilgivet. Han var stadig min bedsteven, og dagen i går havde måske bare været lidt for hård. Det var en af mine dårlige dage, og det gik vidst lidt ud over Harry. Jeg var bare glad for, at han respekterede Louis og jeg. Jeg vidste det ville blive et kæmpe job at holde hemmeligt for verden – folk troede stadig Louis og Eleanor var sammen.

Harry lagde en arm om mig, og trak mig ind til sig. ”Undskyld jeg flippede ud i går” hviskede jeg mod hans skulder og nød hans arme om mig. Han var og forblev verdens bedsteven.

”Det er mig der undskylder. Jeg burde slet ikke forbyde jer det i starten. Jeg ved ikke lige hvad der skete” sagde han og plantede et kys på min pande. Jeg sendte ham et smil, men blev afbrudt af min mobil der ringede. Det var Niall. Hvorfor ringede han til mig? Jeg trak mig forvirret fra Harry og tog den.

”Hope?” ”Ja?” Han lød helt forvirret. ”Er Harry hos dig?” Jeg kunne høre et par stemmer i baggrunden og lidt efter noget der blev ødelagt. ”Ja?” Harry kunne se der var noget galt. ”Han bliver nød til at komme hjem – nu” Niall lagde på, og straks var Harry på benene. Ingen af os havde hørt Niall være SÅ seriøs før. Der var virkelig noget galt.  

 

-----------------------------------------------------------------------------

Undskylder virkelig stavefejl! Skulle have det færdigt inden jeg tager til fodbold! :) Nå, men super mange gange undskyld fordi jeg har været så dårlig til at skrive, men det laver jeg om på nu!

OPMÆRKSOMHED -Mange har spurgt, om det ikke er ret tidligt at blive forelsket. Men nu er det jo ikke sådan, at alle forhold er bygget op på flere uger/måneder. Det er helt forskelligt fra person til person, og hvor hurtigt man forelsker sig. Jeg har i mine andre movellaer brugt lang tid på at skabe spænding og kærlighed, og nu ville jeg prøve noget andet. Der kommer en masse drama senere, derfor blev de så 'hurtigere' forelsket. TUSIND TAK FOR JERES TID. I må gerne huske at like, hvis I kan lide den! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...