Love on a lie. {1D}

Hope er navnet på en model - en model der ikke er så kendt, men meget talentfuld. Hun er 18 år gammel og bor i en lejlighed i London. Hun arbejder hårdt for pengene og må kæmpe for at betale sin lejlighed. En dag får Hope et tilbud som hun bliver nød til at tage, ligemeget om hun vil eller ej. Den kendte Harry Styles har efterhånden fået for meget omtale i medierne som en player, og da det rygte hurtigt som muligt skal væk, må Hope udgive sig for at være kærester med selvest Harry Styles. Men går det overhovedet som planlangt? Kan Hope klare presset? Og vigtigst af alt - kan hun kun holde sig til Harry?



1301Likes
1660Kommentarer
180709Visninger
AA

17. I promised Louis.

 

Liam læste over hans skulder, og jeg kunne langsomt se, hvordan hans blik ændrede sig og landede på mig. ”Er det virkelig vores fans det der?” sagde Liam en smule skuffet og gik hen imod mig.

Jeg tog en dyb indånding. De skulle tage af sted med et godt humør, det skulle jeg ikke ødelægge. ”Åbenbart” sagde jeg og sendte ham et lille smil. Louis stod stadig med mobilen i hånden, som om det der stod, ikke kunne passe.

”Lou, hvad står der?” spurgte Zayn om. Han rystede kort på hovedet og gav mobilen til Liam, hvorefter hans øjne fangede mine. Jeg sendte ham et lille smil for at opmuntre ham lidt, men det så ikke ud til, at det hjalp – overhovedet.

I stedet for at læse tweetet op og kører mere i det, kastede han mobilen hen til Zayn som greb den. Harry lænede sig hen til ham, og lidt efter kiggede Harry vredt ned i mobilen.

”I snakkede jo ikke engang sammen i går aftes? Hvad er det for nogle lorte rygter” sagde han vredt og trak sin mobil frem. ”Harry, lad det nu ligge. Det er lige meget” sagde jeg og prøvede at lyde så oprigtig som mulig.

”Det er da ikke lige meget, at de vil dræbe dig?” han spyttede nærmest ordene ud og låste sin mobil op. ”Seriøst, drop det nu” sagde jeg en smule hårdt og kiggede på uret. ”Desuden skal i af sted. Det er bare misundelige fans” Jeg gik ud af stuen og ud i gangen, hvor min jakke hang. Jeg kneb kort øjnene sammen. Det eneste jeg lavede var at lyve.

Jeg løj for verden om Harry, Louis og jeg. Og så løj jeg også overfor drengene ved at fortælle det hele var fint. Det var langt fra fint, men deres tour skulle ikke ødelægges pga. det!

”I komme for sent” råbte jeg højt da de ikke var kommet ud i gangen endnu. ”Vi kommer” råbte Niall og mumlede så et eller andet til de andre. Jeg gik hen og åbnede døren, og da de endelig kom ud havde de fået sko og jakker på.

Liam låste af efter sig og sammen fik vi deres kufferter ind i bilen. De satte sig på deres normale pladser og så gik snakken i gang.

Jeg skulle til at sætte mig ved siden af Harry, da Louis trak mig over til sig. ”Er du okay?” han kiggede hen på døren for at sikre sig, at den var lukket, inden han lagde en arm om mig. ”Selvfølgelig” jeg sendte ham et smil, men det så ikke ud til han hoppede på det.

”Hope, lov mig de ikke kommer imellem os” hviskede han stille og lagde en hånd på mit lår. Jeg bed mig nervøst i læben. Selvfølgelig skulle de ikke komme imellem os!

Jeg lagde en hånd oven på hans hånd. ”Selvfølgelig ikke! Ingenting kommer imellem os” mumlede jeg og lagde mit hoved op af hans bryst. Det løfte var nemt at love i det øjeblik, og jeg mente det også fuldstændig, og jeg havde tænkt mig at holde det, men det var også kun i det øjeblik. Jeg kunne jo ikke vide, hvad fremtiden havde at byde på.

***

Vi kom hen til lufthavnen, og hele vejen herhen havde Harry snakket med Max. Han havde sagt, at det var ret vigtigt, at vi blev set kysse og alt det der, hvis rygterne om Louis skulle væk. Max vidste dog ikke, at det med mig og Louis var ægte, og det skulle han heller ikke vide lige nu.

Jeg skulle til at gå ud af bilen, da Louis greb fat i min arm, og bad de andre drenge om at blive her.

”Vi bliver nød til at sige farvel her” sagde han og sendte mig et opmuntrende smil. Jeg forstod straks og lænede mig hen imod ham. Harry og Zayn fløjtede, hvilket fik mig til at rødme.

”Det er kun fire dage. Vi overlever nok” sagde jeg og tog hans hånd. Han begyndte at grine. ”Måske, men fire dage uden et kys, det overlever jeg ikke” Han tog fat om livet på mig, og fik mig til at sidde på hans skød. Paul bankede på ruden, hvilket fik Niall til at sende ham en grimasse, selvom han ikke kunne se det.

”Skriv til mig, husk det!” sagde jeg og kyssede ham på panden, hvilket fik de andre drenge til at grine. ”Kender jeg Louis godt nok, så skriver han hver evig eneste pause” Harry grinte og kiggede ud af ruden. Jeg fnes og lænede mig frem mod Louis, som plantede sine læber mod mine.

Jeg brød mig ikke så meget om at kysse foran de andre drenge. Det var nok mest en ting jeg ville gøre med Louis alene. Det at vi havde publikum på vores kys, det var ikke lige mig. Ja okay, der var altid publikum når Harry og jeg kyssede, men der var forskel. Det her betød rent faktisk noget for mig.

Louis nussede mig forsigtigt på ryggen og udviklede kysset en smule. Det var et lidt anderledes kys end de andre. Det var som om der lå mere i det, selvom vi så hinanden om fire dage.

Jeg ville savne ham. Jeg ville virkelig savne hans rolighed og den tryghed han gav mig, og hans berøringer. Jeg var helt nyforelsket, og det at skulle holde igen hele tiden, det blev hårdt.

Jeg trak mig fra ham, da de andre drenge nok snart ville blive irriteret. Jeg kyssede ham hurtigt og kort på munden, inden jeg kravlede hen til døren. ”I kommer for sent” Liam grinte højt af min kommentar, åbnede døren og trådte ud. Han rakte en hånd frem for at hjælpe mig. Gentlemand, huh?

Jeg stod og kiggede på de andre der fik deres bagage. Harry fik hurtigt sin, rettede på sin hat og kom hen imod mig. ”Klar?” han sendte mig et smil, som sikkert fik alle andre til at tro, at han sagde et eller andet sjovt.

Jeg fnes kort, og tog den hånd han rakte ud efter mig. Han gav den et kort klem, og først nu gik det op for mig, hvor mange fans der egentlig var. De stod virkelig og skreg, og af og til blev mit navn også råbt.

Paul gik foran os sammen med nogle andre vagter. De skubbede lidt til nogle fans, så der blev plads til os. Harry lagde en hånd om mit liv mens vi gik forbi fansene. Jeg var ret glad for, at han tog hensyn. Måske fordi jeg rystede så meget, men det var rart!

***

Drengene havde fået afleveret deres bagage, og stod nu lidt i læ for de fans der var kommet ind. De stod alle sammen og fjollede en smule.

”Danielle!” Niall råbte hendes navn højt, og fik alle til at kigge hen på hende. Hun kom gående med et par fans i røven. Hun havde en striktrøje på, med peace tegnet, og et par gemacher og en hue. Hun havde et stort smil på sine læber. Hun så virkelig flink ud.

Liam gik hen imod hende, og lidt efter mødte de hinanden i et stort kram. Et ”aww” lød fra fansene, men jeg forstod dem godt. Det var også lige ved at slippe ud af min mund.

Danielle kom hen imod os og hilste på de andre drenge. Hun lød virkelig sød – altså hvis man bedømte ud fra hendes stemme!

”Og du må være Hope” hun rakte hånden frem. Jeg nikkede. ”Og du er Danielle” jeg tog hendes hånd og rystede den kort. De andre drenge var allerede faldet i snak igen.

”Uh, jeg hader at sige farvel” sagde hun og kiggede over på drengene. Jeg fulgte hendes blik og lo kort. ”Samme her. Det er altid så sørgeligt” Hun nikkede og sendte mig et smil.

”Hey, drenge” sagde Paul og slog på uret. ”Det er ved at være tid” Jeg kiggede hen på Harry, som sendte mig et overdrevet stort smil og åbnede armene. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og gik med små skridt hen i hans favn. Han lukkede armene om mig. ”Hyg dig imens din lækre kæreste er væk” han kyssede mig blidt på halsen inden han trak sig væk.

”Louis eller?” mumlede jeg så det kun var ham der kunne høre det. Han stak underlæben ud. ”Nej, mig!” han trak mig helt hen til sig, og lidt efter lagde jeg armene om hans nakke. ”Prøv nu at ha’ det sjovt uden mig” sagde jeg og smilede drillende. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Louis en gang imellem skulede over imod os. Jeg fik helt dårlig samvittighed.

”Kan jeg da ikke” mumlede han og pressede sine læber mod mine. Jeg lukkede øjnene og prøvede at ligne en der nød det. Han kyssede godt, ingen tvivl om det! Men at Louis stod lige bagved, det havde jeg det ikke så godt med. Hvis det var mig der skulle se min kæreste stå og kysse en anden, så ville jeg selv få det ret dårligt.

Han kyssede mig to hurtige gangen på munden inden han trak sig fra mig. ”Vi ses” han kærtegnede min kind og gik hen til Louis. Han sagde et eller andet til ham, som fik ham til at grine højt.

Niall og Zayn var allerede smuttet, og Liam var ved at gå fra Danielle. Det så ud til de havde det ligesom mig, det med ikke at kysse foran et publikum. Faktisk havde jeg aldrig set dem kysse før, men hvis det ikke var fordi det var mit job, så havde jeg nok heller ikke stået med tungen i halsen på Louis foran flere kameraer.

Jeg gik hen ved siden af Danielle, som sendte Liam et luftkys. Hun drejede sig langsomt om mod mig. ”Det gjorde i godt” et grin undslap hendes læber, og selvfølgelig vidste hun også, at Harry og jeg var fake.

”Hvad kan jeg sige…” sagde jeg og lavede for sjov et kast med håret, som fik Danielle til at grine. ”Kysser han godt så?” vi gik automatisk hen mod udgangen, hvor der stod utrolig mange fans.

Jeg kiggede på hende, og sendte hende et blik, som fik hende til at grine. Jeg kunne allerede godt nu lide Danielle. Hun virkede virkelig sød.

”Hvornår skal du så ned og besøge drengene?” spurgte hun om, og sendte nogle piger der kaldte på hende, et smil. ”Fire dage. Til Frankrig. Hvad med dig?” Et smil gled over hendes læber, da jeg sagde det. ”Det skal jeg også! Måske vi kunne finde ud af, at følges eller noget? Så vil flyveturen da ikke blive så kedelig” Hun åbnede døren og lod mig gå ud. ”Selvfølgelig!” sagde jeg hurtigt. Det ville være rart med nogle flere veninder i mit liv.

Danielles mobil ringede. Hun kiggede undskyldende til mig. ”Jeg skriver på twitter!” sagde hun og tog den op til øret og forsvandt. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hun virkede som en travl pige.

”HOPE!” råbte en masse piger pludselig. Jeg kiggede hen på dem og så de stod og smilede. Jeg måtte give det en chance. Det var ikke alle piger der var slemme!

Jeg gik langsomt hen imod dem. En af vagterne stillede sig en smule tættere på. ”Omg, du er Harrys kæreste!” sagde en af pigerne og holdt sig for munden. Et lille smil gled over mine læber. ”Må jeg få et billede med dig?!” Spørgsmålet kom virkelig bag på mig. Et billede af mig, fordi jeg var Harrys kæreste? Ville det ikke være at udnytte hans fans? Hvis det billede blev taget, så ville det være overalt på nettet, og så ville der starte mange flere rygter.

”Desværre, jeg er ikke så god på billeder” sagde jeg, hvilket var en kæmpe løgn. Jeg var model forfanden, men det så heldigvis ikke ud til, at pigen tog det til sig. Hun nikkede forstående. ”Må jeg så få et kram?” Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Selvfølgelig!” Jeg lagde armene om hende og krammede hende, inden jeg gik hen mod Jessie, som havde lovet at hente mig her.

***

Jeg sad nu hjemme på sofaen, eller hvert fald hjemme på Jessies sofa. Møblerne kom i morgen, og selvom jeg virkelig havde meget imod det, fordi drengene havde brugt penge på mig, så så jeg alligevel frem til det. Nu hurtigere jeg fik mit ’hus’ igen, nu hurtigere kunne jeg fortælle mine forældre, at det hele gik godt. Det kunne jeg sikkert også godt nu, men jeg ville hvert fald ikke have ment det.

Jeg kiggede lidt rundt på twitter, og studsede over, at en havde spurgt mig, om jeg kendte Danielle Peazer. Jeg trykkede på hendes navn, og kom ind på Danielles side. Hendes profilbillede var af hende, som sad på en bænk. Hun var virkelig køn!

Jeg læste nogle af hendes tweets, og faldt over et, hvor mit navn var i.

# Is disappointed that you don't follow me. When you see this, so DM me. :)xx #

Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg fulgte hende hurtigt, og skrev en besked til hende.

”Så” Jessie stillede en kop varm kakao foran mig. Jeg smilede taknemmeligt til hende, og slukkede min mobil. Jeg havde brug for Jessie-Hope tid. Det var ret lang tid siden nu.

”Så, vi ser altså Dear John” Jessie tog et tæppe over sig, og rakte ud for at slukke lyset. Jeg nikkede tilfreds og trak tæppet hen over mig. ”Du kender mig for godt” mumlede jeg og sendte hende et smil. Hun vidste mit humør var en smule nede, og som den fantastiske ven hun var, gjorde hun alt for at få mig på andre tanker.

***

”Den skal stå her!” sagde jeg forpustet, og stillede sofaen foran tv’et. Jessie tørrede sveden af panden. ”Hvor er det heldigt, at der er søndag” mumlede jeg, da jeg skulle på arbejde i morgen.

”Hey, det er da hyggeligt det her! At indrette dit hus på ny” hun grinede og åbnede døren. Jeg gik langsomt ned af trappen. ”Det er bare ikke så fedt, at de har brugt deres penge på mig” jeg åbnede døren ud til, og kunne mærke den kolde vind ligge sig omkring os. Det var snart forår, men det var satme koldt alligevel.

”Hold nu op. Det er dumt stadig at hænge sig i det. Du har fået dem nu, og det kan du ikke gøre ved. Den mindste måde at takke dem på, er i det mindste at være taknemmelig og nyde dem!” hun lagde en hånd på min skulder, gav den et klap og løftede en lampe op.

”Wow. Ved du hvad for en lampe det her er?” Da jeg ikke svarede men i stedet bare rystede på hovedet, lavede hun store øjne. ”Den er bare fed!” hun pillede noget papir af, og lod en finger glide hen af glasset. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg mener.. hvem går op i hvem der har lavet den? Den skal da bare virke og være pæn, så er det vel ligegyldigt?

”Vi mangler kun den lampe, og det bord” jeg tog fat i det lille bord, som næsten ikke vejede noget. Jeg gik hen til døren og åbnede den for Jessie, som var fuld optaget af at læse noget, som stod på lampen. Vi havde været i gang siden klokken ti nu, så jeg havde slet ikke været på nettet eller noget, for at tjekke om Danielle havde skrevet, eller om drengene havde skrevet, men når de fandt ud af, at jeg havde fået indrettet huset på ny, så ville de sikkert blive over stolte, og Louis vil sikkert komme med en spydig kommentar om, at jeg alligevel inderst inde var glad for tingene. Men hvilken idiot ville ikke være det? Jeg havde bare svært ved at tage imod ting fra andre, men derfor var jeg da stadig glad for dem!

Et smil gled over mine læber, da jeg så Louis for mig. Om to en halv dag, var jeg på vej hen til ham. Men inden da, var der arbejde at tage sig af. Det var længe siden, og jeg savnede det faktisk ret meget.

***

Jeg smed mig i sofaen sammen med Jessie, og kiggede tilfreds rundt.

”Det her ligner jo slet ikke mit hus” udbrød jeg. Det hele så så moderne ud. Jeg ville aldrig selv have fået råd til alt det her.

”Det ser super lækkert ud. Og nu når jeg er her, så låner jeg tv’et” hun greb ud efter fjernbetjeningen og kiggede hen på tv’et. Jeg fnes af hende, og trak min mobil op.

”Hvad skal du?” Jessie lænede sig hen imod mig. Jeg kiggede undrende på hende. Hun plejede aldrig at spørge, hvad jeg skulle på min mobil?

Jeg drejede mobilen og mimer twitter. Hun løftede det ene øjenbryn, og det gik hurtigt op for mig, at der var noget galt – hun holdt noget skjult, eller hun manglede hvert fald at fortælle et eller andet.

”Okay, ud med det” sagde jeg hurtigt og lagde det ene ben over det andet, mens jeg langsomt lod mine fingre glide hen over skærmen, til jeg til sidst landede på Danielle profil.

”Ikke noget” mumlede hun og kiggede væk, hvilket hun altid gjorde, når hun løj.

”Jessie” mumlede jeg stadig med blikket limet til mobilen. Hun sukkede opgivende, hvilket fik mig til at smile indeni. Jeg var stædig, og det vidste hun.

”Jeg lovede bare Louis at..” hun stoppede, og da hun nævnte Louisø navn, kiggede jeg hurtigt op på hende. Det var lykkedes hende at fange min opmærksomhed, og jeg vidste, at det var derfor hun stoppede.

”Lovede hvad?” hun slog ud med armene. ”At jeg ville holde dig fra Twitter. Han er altså ikke helt dum Hope. Han ved da godt, at du læser alle de latterlige tweets fra latterlige, åndssvage, misundelige, pissetrælse og..” jeg lavede en bevægelse med hånden. ”Okay jeg fattet det!” sagde jeg hurtigt. ”Fans..” mumlede hun lidt efter og kiggede mig hurtigt i øjnene.

”Du tager jo tingene til dig Hope, og jeg bebrejder dig ikke, men når du selv ved, hvor ked af det du bliver, hvorfor så gøre det?”

Jeg sukkede kort. Hun havde ret, men hvordan skulle jeg fortælle hende, at jeg blev nød til at læse dem? Eller det gjorde jeg ikke, men jeg ville da vide, hvad folk synes om mig.

”Jeg skulle bare se om Danielle havde skrevet til mig” Jeg sendte hende et skævt smil, og hun gengældte det hurtigt. Hun vidste, at jeg vidste, at hun havde ret, men det var fint, så blev jeg fri for at sige det direkte. Ikke nok med at jeg var stædig, så var jeg også ret dårlig til at give andre ret, hvis jeg selv havde taget fejl.

”Bare lad være med at gøre det svære for dig selv” sagde hun, og lød et kort øjeblik som Louis. Jeg savnede ham egentlig utrolig meget. Enten var det fordi jeg virkelig elskede ham, ellers var det fordi jeg var totalt nyforelsket og følte at det var flere uger siden vi sidst havde set hinanden.

***

Jeg havde lige fået pakket det sidste i min kuffert og kiggede rundt. De sidste to dage havde jeg gjort rent over det hele + arbejdet, så jeg var altså utrolig træt for tiden.

Danielle og jeg havde forresten aftalt, at mødes i lufthavnen. Hun havde bestilt billetter, og at flyve med hende, gav mig en chance for, at lærer hende bedre at kende. Hun virkede oprigtig sød, og eftersom jeg var ’Harrys kæreste’ var det blevet svært at vide, hvem man kunne stole på. Men Danielle måtte jo have det på samme måde, så måske kunne vi rent faktisk få et ordentligt venskab.

”Jeg vil savne dig!” brokkede Jessie sig. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Det er kun en uge!” sagde jeg hurtigt, selvom jeg godt vidste, at jeg virkelig kom til at savne Jessie.

Vi vekslede blikke, og lidt efter rystede vi begge på hovedet, og omfavnede hinanden. ”Måske jeg skulle græde nu i stedet for i lufthavnen” mumlede hun ind i min skulder. Jeg fnes. ”Jeg sms’er hver dag!” Hun kiggede seriøst på mig. ”Lover du det?” hun løftede det ene øjenbryn. ”Selvfølgelig! Du er min bedsteveninde” jeg puffede til hende, og tog fat om min kuffert. ”Det burde jeg også, efter i søndag! Kun ægte veninder gider bære alt dit lort op af trapperne og få ond i ryggen!” Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg vidste hun bare lavede sjov. ”Jeg har jo sagt tak!” råbte jeg inden jeg lod min kuffert trille ned af trappen. Man kunne ikke ligefrem sige, at jeg passede på mine ting.

***

”Pas nu godt på dig selv!” hun krammede mig en sidste gang og slap mig så. Hun gad ikke gå hele vejen med ind, og jeg forstod hende. Der stod et par fans henne ved døren. Jeg ville aldrig forstå, hvorfor det var fedt at se en af drengenes kærester, men ja. Det kunne jo være det betød meget for dem.

”Selvfølgelig. Jeg skriver hver dag!” råbte jeg og trak min kuffert med hen mod indgangen. Jeg kunne se igennem glasruden, at Danielle allerede stod der. Vi havde aftalt at mødes lige foran døren, og hendes krøller gjorde det alt for nemt, at genkende hende, men det var bare rart! Så skulle jeg ikke gå og lede.

Jeg åbnede dørene op, og blev alligevel lidt chokeret over stilheden. Der var ret mange mennesker, men larm var der næsten ikke noget af.

”Hope!” Danielles stemme fik mig til at se hen på hende. Hun smilede stort, og stod med en brun kuffert, som passede godt til hendes outfit. Hun var virkelig køn – hvis jeg ikke har nævnt det.

”Hey Danielle!” jeg sendte hende et smil og gav hende et kram. ”Godt at se dig igen” sagde hun glad og puffede sit hår væk. Jeg lo kort. ”I lige måde. Det bliver rart at komme hen til dem, hva?” Danielle nikkede hurtigt, tog fat om sin kuffert og mumlede et eller andet, hvorefter vi begge gik hen i en kø. Det gik ret hurtigt, og med alt det Danielle og jeg kunne snakke om, så gik der ikke lang tid før vi sad i flyet. 

 

------------------------------------------------

Undskylder for det kedelige kapitel, men synes det var ret vigtigt, at i fik det med møblerne af vide, og at det hele ikke kun handler om drengene så hun glemmer sine veninder. Og jeg undskylder stave/tastefejl. Er utrolig træt, så ja. Hvis der er mange fejl, så retter jeg det i morgen! Enyoy! og tak fordi I har været så tålmodige. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...