Love on a lie. {1D}

Hope er navnet på en model - en model der ikke er så kendt, men meget talentfuld. Hun er 18 år gammel og bor i en lejlighed i London. Hun arbejder hårdt for pengene og må kæmpe for at betale sin lejlighed. En dag får Hope et tilbud som hun bliver nød til at tage, ligemeget om hun vil eller ej. Den kendte Harry Styles har efterhånden fået for meget omtale i medierne som en player, og da det rygte hurtigt som muligt skal væk, må Hope udgive sig for at være kærester med selvest Harry Styles. Men går det overhovedet som planlangt? Kan Hope klare presset? Og vigtigst af alt - kan hun kun holde sig til Harry?



1301Likes
1660Kommentarer
180582Visninger
AA

3. First meeting with a hangover.

 

Hans ord kom hurtigt ud, men i min hjerne gentog de sig igen og igen. En verdensberømt teenagere? Var det Cody Simpson eller sådan noget? Jeg kiggede over på ham, for at se hvornår han synes hans joke var kørt langt nok ud, men han kiggede bare spændt på mig. ”Simon, er du okay?” spurgte jeg forsigtig om. Et øjeblik så han forvirret ud, hvorefter han gav et højt grin fra sig. ”Jeg har det skam helt fint” sagde han og rejste sig.

”Hvad mener du med verdensberømt?” sagde jeg langsomt og stirrede ned i gulvet. ”Hope darling, jeg kunne ikke sige det anderledes. Det ligger i sætningen. Date en verdensberømt” sagde han og viftede med sin finger mens han sagde det. Jeg rystede på hovedet. Hans joke var ikke sjov længere. Var jeg stået så tidlig op på min ENESTE fridag for det her?

Jeg rejste mig op. ”Det er simpelthen for langt ude Simon” mumlede jeg vredt. ”Jeg har fri i dag, jeg har ikke brug for dine jokes!” sagde jeg surt og lynede min jakke sammen. Simon vendte sig forvirret rundt, slap de papir han havde i hånden og fløj hen foran mig, så jeg ikke kunne åbne døren. ”Nej, lyt nu lige på mig” sagde han og skubbede mig bag ud. Jeg kunne mærke jeg snart ville koge over. Det var ikke sjovt længere.

”Harry Styles” sagde han pludseligt og ledte desperat efter nogle papir – sikkert dem han havde lige før. ”Harry ahva?” sagde jeg helt forvirret. Hvorfor kom en Harry ind i det her? ”Harry” sagde Simon igen. Jeg havde fattet det! Men hvad kunne jeg bruge det til?

Simon skubbede pludseligt et billede hen imod mig. ”Harry er ham du skal date” sagde han og sendte mig et tandpasta smil. Jeg begyndte at blive en smule nervøs. Hvis det bare var en joke, hvorfor havde han så gjort så meget ud af det? Jeg rakte stille ud efter papiret og trak det hen til mig.

En dreng med store brune krøller, grønne øjne og et stort smil var på billedet. Jeg kendte ham godt, enhver teenagerpige kendte ham. Han var ikke blot ’verdensberømt’ han var også enhver piges drøm – ifølge medierne. Han var en af drengene fra One Direction. Det band alle piger var helt forelsket i. Det band man hørte om hver morgen, middag og aften. Det var det band der havde taget England med storm.

 Jeg bed mig i underlæben. Han var flot, det måtte jeg give ham, men helt ærligt! Jeg smed billedet fra mig. ”Helt ærligt Simon” sagde jeg træt og lukkede mine øjne i. Jeg ville gerne tro ham – virkelig gerne, men det var jo for latterligt. Hvorfor skulle Harry nogensinde gå på date med en han ikke kender? Jeg rystede på hovedet. ”Det giver ingen mening” sagde jeg irriteret over Simon ikke gad, at fordybe sig og forklare hvad fanden der skete.

”Vent her” sagde Simon og løftede en finger, for at vise han mente det. Jeg sukkede og lænede mig bagom i stolen. ”Skynd dig, jeg vil gerne hjem.” ”Ja ja ja ja” hørte jeg ham sige, inden han forlod værelset.

Jeg kiggede lidt rundt på hans kontor, inden jeg igen slog blikket ned på billedet. Der var noget indeni der fortalte mig, at jeg ikke skulle blive for ’vild’ hvis det hele bare var en løgn. Og hvis det ikke var, hvorfor skulle jeg så på date med ham? Burde han ikke finde en pige han rent faktisk elskede? Jeg lagde benene over kors og lukkede øjnene. Jeg var virkelig træt.

Jeg kunne høre en fremmede mandestemme, hvilket hurtigt fik mig til at slå øjnene op. Jeg kiggede hen mod døren, da den blev åbnet og Simon kom ind. Han smilede stort, og lidt efter trådte en anden lidt halv stor mand ind.

Da manden fik øje på mig, smilede han stort og nikkede anerkendende. ”Hope, det er Max. Max er manager for One Direction” sagde Simon med en spændt stemme. Jeg rejste mig hurtigt op, og tog imod den hånd han rakte ud. Det slog mig ikke rigtigt, at det faktisk var rigtig det Simon fortalte. Der var for mange spørgsmål jeg skulle have svar på!

***

”Jeg forstår ikke hvorfor jeg skal date ham” fløj det ud af min mund, mens Simon og Max var i fuld gang med at diskutere et eller andet. Jeg havde brug for at vide hvorfor jeg skulle date ham. Jeg var slet ikke tryk ved det. Max kiggede over på Simon, og lidt efter kiggede de begge to på mig.

”Harry har på det seneste haft gang i lidt for mange piger” sagde Max langsomt. ”Det har givet en del overskrifter, og flere begynder at tro han er en player” Jeg kiggede afventede på ham, da det ikke forklarede hvorfor. ”Vi bliver nød til at få det rygtet ned så hurtigt som muligt, da det ikke er godt for hans karriere. Han kan miste fans, og det kan gå ud over hele bandet, hvilket ingen er interesseret i” Max talte langsomt og trak et papir op af lommen. ”Og da jeg kender Simon fra vores forældre” sagde han og smilede hurtigt til Simon. ”Så var du det perfekte valg, da vi ikke har brug for en der allerede er kendt. Vi har ikke brug for en hele verden kender. Vi skal bruge en han tilfældigvis mødte og faldt for” sagde han alvorligt. ”Og her kommer du ind i billedet”

Jeg kiggede skiftevis på dem. Skulle jeg bruges til at lyve for verden? Skulle jeg være med til en løgn? Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Jeg kan da ikke…” Jeg stoppede mig selv. Tænk hvis jeg ikke kunne fordrage ham?! ”Tænk hvis vi hader hinanden?” sagde jeg forvirret, hvilket fik dem begge til at grine. ”Søde” sagde Simon langsomt. ”Har du mødt Harry før?” Jeg rystede på hovedet. ”Hvis der er noget du skal være bange for, så er det at forelske dig i ham, for real” sagde Simon mens han foldede sine hænder. Et gys gik igennem mig. Skulle jeg forelske mig i en person, som jeg aldrig havde mødt før?

”V-vil det da være dårligt, hvis jeg blev det?” spurgte jeg forsigtigt om. Ikke fordi jeg troede det, da jeg ikke plejede at blive forelsket. Max slog ud med hænderne. ”Det vil være perfekt” sagde han og smilede stort. Jeg rystede igen afvisende på hovedet. ”Jeg kan da ikke lyve for hele verden!” sagde jeg hårdt. Simon slog sig på lårene. ”Det kan betale din husleje i flere måneder, og du vil få flere model jobs” sagde han og sendte mig et smil. ”Selvom jeg nu helst vil beholde dig” sagde han og skar en grimasse. Simon og jeg havde et ret stærkt bånd. Han havde ’taget’ mig til sig, da jeg var på udkig efter job, og selvom jeg måske ikke blev betalt så skide godt, så elskede jeg det. Jeg var glad for mit job.

”Verden komme ikke til at finde ud af det.” sagde Max bestemt og skubbede et papir hen imod mig. Det var en slags kontrakt. Jeg stirrede bare ned på den. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Hvis jeg sagde ja, så ville jeg lyve for hele verden? Og tænk hvis jeg slet ikke brød mig om ham? Men på den anden side. Det ville være super godt for mig. Jeg kunne vise mine forældre, at jeg godt kunne det her. Jeg havde chancen for faktisk at gøre dem stolte.

Jeg greb langsomt ud efter kuglepinden, hvilket fik Simon til at rykke spændt på sig. Hvis jeg ikke kunne lide ham, så var det jo godt det kun var skuespil. Vi skulle kun date, ikke? Jeg pressede kuglepinden ned mod papiret, og skrev langsomt under. ”Sådan min pige!” sagde Simon glad og slog mig på låret. ”Det bliver så spændende!” sagde han og vendte sin opmærksomhed mod Max, og straks begyndte de at snakke.

***

”Så du skal date selveste Harry Styles fra One Direction?” Jessie sad med kontrakten i hånden. Jeg nikkede og satte mit hår op i en hestehale, da jeg ville ud og løbe en tur. ”Jeg gør det kun fordi jeg får gode penge for det, og jeg har chancen for at gøre mine forældre stolte” sagde jeg og trak et par shorts op over mine hofter. ”Desuden, det er jo kun et par dates” sagde jeg roligt. ”Ja, og et par kys” sagde Jessie. Jeg spærrede øjnene op og kiggede på hende igennem spejlet. ”Hvad?” sagde jeg forvirret og drejede rundt på hælene. Et par kys? Det havde de ikke nævn noget om!

”Der står her, at de skal blive set kysse” sagde Jessie og vendte papiret hen imod mig. Jeg tog det hurtigt ud af hænderne på hende og skimlæsede det. ”Hvad? Det har de overhovedet ikke sagt noget om!” sagde jeg hurtigt og kiggede med store øjne på Jessie, som pludselig begyndte at grine helt hysterisk.

”Hvad griner du af?” sagde jeg irriteret. ”Det er overhovedet ikke sjovt!” sagde jeg og smed papiret på bordet. Jeg kunne da ikke kysse på en totalt fremmede!? Jeg kendte ham forfanden da ikke? Hvad havde jeg sagt ja til? Måske burde jeg havde læst kontrakten inden? ”Du… Du burde se dig selv” hvinede hun af grin. ”Forfanden Hope. Du bliver pisse populær, og så står du og tuder over et kys eller to?” Den måde hun sagde det på, fik mig til at føle mig dum. Men forfanden, jeg skulle kysse med en dreng, og næste dag ville det være overalt? Jeg rystede på hovedet og satte min trøje ordentlig. ”Jeg løber en tur” svarede jeg en smule surt og gik ud af huset. Tænk hvis han også var sådan en højrøvet nar? Jeg rystede på hovedet og begyndte at løbe.

Jeg havde tvunget mig selv til at løbe 6 kilometer. Jeg var model, og jeg skulle passe på min krop. Jeg åd tit usundt, og det skulle væk. Hvis jeg skulle spise usundt, så skulle jeg klart gøre noget ud af at få det væk igen. Sådan var min aftale med mig selv. Jeg gad ikke være en der talte kalorier og alt muligt. Jeg ville æde hvad jeg ville, og så dyrke meget motion. Det var vel også ok sundt?

Min mobil som sad fast i min BH skreg højt. Jeg stoppede forpustet op og kiggede rundt. Vejret var gråt og kedeligt, og en smule koldt. Det var dog varmere end det var i sidste uge, hvilket betød foråret snart var på vej. Eller, det håbede jeg.

Da der ikke var nogen der kiggede trak jeg min mobil op. Det var et blokeret nummer, men jeg besluttede mig for at tage den alligevel. Det kunne jo være vigtigt.

”Det er Hope?” sagde jeg og prøvede, at få min vejtrækninger i orden. ”Hej Hope!” sagde en stemme jeg nemt kunne genkende. ”Det er Max” sagde han, som om jeg ikke havde gættet det. ”Hej Max!” sagde jeg og prøvede at lyde glad, selvom jeg var halv irriteret over, at han ikke fortalte vi også skulle kysse. Han havde set jeg havde en del imod det! Jeg rystede det af mig. Jeg gjorde det her for at gøre mine forældre stolte.

”Jeg tænkte på, om du i morgen kan mødes, så du kan få lov at møde Harry? Vi har nogle ting vi lige skal have snakket igennem, og så kan i lære hinanden at kende på en cafe, måske?” Nogle ting, som at vi skal kysse? Havde jeg lyst til at sige, men jeg ville ikke ødelægge min chance. Og tanken om, at møde en verdensberømt dreng, det var ret fristende. Nu havde jeg jo også chancen for at se om jeg virkelig kunne lide ham eller ej.

”Em” sagde jeg hurtigt og tørrede sveden af panden. ”Hvornår i morgen?” spurgte jeg om og begyndte at gå. ”Klokken halv tolv. Det vil betyde meget for os, da vi ikke kan vente med at komme i gang” sagde han hurtigt. Jeg kunne høre nogle stemmer bag ham, og det lød til han havde travlt. ”Jamen, jo. Det siger vi” sagde jeg og smilede ind i mobilen. ”Super! Vi ses Hope” sagde han og lagde på. Jeg orkede ikke at tænke over alle de dårlige ting lige nu, så jeg satte i løb igen.

***

Jeg vågnede med de ledeste tømmermænd næste morgen. Jessie og jeg havde været i byen, og vi kom først hjem klokken halv syv. Det var måske ikke det smarteste tidspunkt, og især ikke når jeg skulle på arbejde klokken halv 12!

Jeg drejede mig i sengen og kunne mærke hvordan kvalmen steg. Jeg rejste mig op og gik langsomt hen til spejlet. Jeg kunne mærke hvor usikker jeg var på benene, hvilket gjorde mig svimmel. Jeg så forfærdelig ud! Jeg havde mascara på….. panden? Hvordan fanden var det kommer derhen? Jeg gav et suk fra mig. Jeg kunne ikke huske halvdelen fra aftenen i går. ”Forfanden da” sagde jeg irriteret. Jeg drejede hurtigt rundt, men fortrød straks. Kvalmen tog over, og jeg vidste, at jeg måtte få det her op på den ene eller den anden måde. Jeg pressede blidt på min mave, da det engang havde hjulpet, men det gjorde det ikke længere.

Jeg havde et vigtigt møde, og jeg kunne sku da ikke møde op med tømmermænd? Jeg skældte mig selv ud, inden jeg besluttede at bukke mig forover og stikke to fingre i halsen. Jeg blev nød til at gøre et godt første håndsindtryk. De skulle ikke fortryde de havde valgt mig. Måske var jeg ikke selv så skide ops på ideen, men jeg brød mig ikke om, hvis folk hadede mig eller synes jeg var træls.

Jeg tog mit tøj af og gik i bad. Kvalmen var langsomt ved at lægge sig, men den var der stadig. Jeg stod længe i badet, hvilket gjorde mig lidt gladere. Jeg fik det hvert fald bedre. Jeg lignede helt mig selv igen!

Jeg begyndte langsomt at lægge en makeup. Jeg tog nogle flydende eyeliner på, mascara og en slags brunlig øjenskygge på. Jeg ville gerne gøre noget ud af mig selv. Jeg havde jo ingen ide om, om de ville have os til at blive set sammen i dag eller noget. Faktisk anede jeg ikke hvad jeg skulle i dag, men jeg vidste jeg ikke måtte lade dem se jeg havde tømmermænd.

Selv da jeg havde lagt make up så jeg træt ud. Jeg lignede faktisk en der havde tømmermænd, ellers var det måske bare fordi jeg vidste det? Jeg kunne ikke aflyse nu, så jeg måtte vise mig sådan her, selvom jeg virkelig ikke havde lyst til det. Hvad ville de ikke tænke?

Jeg trak irriteret nogle jeans på, og en stor striktrøje uden over. Jeg kunne vel ’gemme’ mig lidt væk i min jakke, så jeg bare så træt ud. Jeg sukkede højt og tog min tandbørste. Måske skulle jeg tænke mig ordentlig om en anden gang. Jeg kunne ikke miste dette job, ikke allerede!

***

Jeg sad i bussen og kunne mærke trætheden tage over mig. Jeg skruede højere op for min musik, så jeg umuligt kunne falde i søvn. Jeg var sur på mig selv. Sur, skuffet og indebrændt over hvor lidt jeg nogen gange brugte hjernen. Jeg vidste jeg ikke ville få det bedre af at rakke ned på mig selv, men jeg kunne ikke lade være. Det her var min eneste chance.

Jeg steg ud af bussen og mærkede den kolde vind i hovedet. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik, inden jeg tog en dyb indånding og åbnede døren ind til den bygning jeg skulle ind i. Jeg kiggede rundt og fik øje på en dame der sad bag en disk. Der var virkelig fint herinde. Der hang en stor lysekrone, mens der var kæmpe vinduer og dyre sofaer over det hele. De drenge, de måtte virkelig have pengene.

”Undskyld mig” sagde jeg og kiggede på damen bag disken. Hun kiggede hurtigt op og sendte mig et smil, som i mine øjne så ret falsk ud. ”Kan jeg hjælpe?” spurgte hun venligt om. Gan vide hvor mange gange hun havde spurgt om det? ”Jeg skulle mødes med en Max?” sagde jeg sikkert og ville ikke lade hendes underlige blik gøre mig nervøs. Pludselig smilede hun stort, trykkede på en knap og kiggede på mig igen. ”Han er på vej. Du kan bare vente her. Han er her om lidt” sagde hun med en helt ny glæde i stemmen. Wow, sikke nogle humørsvingninger.

Jeg stod og kiggede rundt, da jeg ikke anede hvad jeg skulle lave. Det var ret akavet, og det drev mig til vanvid, at damen blev ved med at kigge! Jeg lænede mig op af disken og kiggede ned på mine negle. Jeg havde åbenbart været ret vild i går, for den ene var flækket. Det irriterede mig, at jeg ikke kunne huske hvad jeg havde lavet. Tænk hvis jeg havde lavet alt muligt med en eller anden? Det ville Jessie ikke give lov til, men tænk hvis hun ikke havde været opmærksom?

”Hope?” jeg blev trukket ud af mine tanker og vendte mig rundt. Max stod med et stort smil på læberne. ”Hej Max” sagde jeg og prøvede så godt jeg kunne, ikke at se træt ud. ”Følg med” sagde han og lavede et vift med hånden. Da vi gik ned af gangen kunne jeg på afstand høre en masse råb og grin. Jeg bed mig irriteret i læben, da det ikke var det jeg havde mest brug for med tømmermænd. Jeg var så træt, at min krop ikke engang gad, at blive nervøs, ellers gik det bare ikke op for mig, at jeg snart skulle se en virkelig berømt dreng lige nu – faktisk en ok lækker en.

 

----------------------------------------------------------

Jeg undskylder for stave og tastefejl! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...