(N)Ever Happy - One Direction

Selena er 17 og hun har et forfærdeligt liv. Hendes forældre er sindsyge og hendes pleje familie er ond. En dag bliver hun kastet i havnen men hun kan ikke svømme. Hun får reddet sig op med nød og næppe og bliver så fundet af en flok drenge. Drengene hjælper hende hjem til dem og fra da af ændres hendes liv totalt. Men hvad sker der hvis pleje familien finder hende? Og hvis drengene ser det hun ikke måtte vise?

40Likes
30Kommentarer
4211Visninger
AA

9. Mor..:?

 

Jeg tager træt min jakke på og sko. Som drengene har været så søde at ødelægge. Eller.. Deres autografer er overalt på dem. Nogen ville nok kalde det kunst. Og så er der lige mig. Men det var nok lidt mere hævn fra der hvor jeg tegnede Niall i hovedet. Det føles som uendeligheder siden. Der er sket så meget. Eller det er der ikke. Jeg har mødt de andre drenges kærester og Niall har snakket om at blive officielle. Hvilket jeg ikke har det så godt med da der jo stadigvæk er mine plejeforældre. Jeg tror at de er blevet skræmt væk men jeg er stadigvæk bange.

Jeg åbner døren og går udenfor. Det regner en smule og jeg smiler. Jeg stikker hånden frem og kigger smilende på regndråberne der lander i min hånd og glider ned i fordybningerne i min hånd. Jeg trækker hånden tilbage og begynder at gå. Derhen hvor jeg altid går hen når jeg vil have svar og ro. Havnen. Det er et underligt sted ville nogle mene men jeg synes det er perfekt.

Det var her at mit liv blev perfekt. Det var her at drengene fandt mig og at jeg mødte Niall. Eller jeg mødte ham jo først dengang hvor at jeg vågnede op igen men Niall så mig første gang på havnen. Og alligevel er vi nu sammen. Han har set min største hemmelighed og jeg stoler helt hundrede på ham. Jeg ved ikke om det er sådan det føles at være forelsket. At være så vild med nogen at man vil ofre alt for dem. For sådan har jeg det. Hvis jeg ikke kan give Niall alt så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg sætter mig på den våde træbænk jeg altid sidder på og kigger ud over vandet. Vandet er næsten helt roligt. Men jeg stoler ikke på det. Det guider mig og det hjælper mig men det er farligt. Det var ved at sluge mig engang og det tilgiver jeg det ikke for.

Okay det var nogle underlige tanker. Jeg har været for meget sammen med mine forældre. Men de er begyndt at komme op i teenager alderen så det går fremad. Så nu er lægerne i gang med at lære dem om alt der er ved teenagere. Det er lidt underligt for jeg var med første gang.  Det var virkelig underligt. Men det viser sig at i min mor så gemmer der sig en digter. Eller en med store problemer. Det sidste hun skrev, skræmte mig. Hun sad og kiggede på mig og pludselig løb hun op på hendes værelse. Lidt efter kom hun tilbage og gav mig et stykke papir hvor hun havde skrevet noget om mig.

Jeg griber ned i min lomme og tager det sammenfoldede papir op. Jeg åbner det langsomt og kigger på teksten.

 

Skriget sad fast i hendes hals.

Åbnede hun munden ville vandet flyde ind.

Vandet ville sluge hende inde fra og slukke hende inde fra.

Indtil det skete.

Hun vidste at det var rigtigt.

Hun kæmpede sig op til overfladen og så hvad hun havde ventet på.

Kærligheden og livet.

Og sådan skrev min mor til mig. Jeg har aldrig fortalt hende at jeg har været druknet og jeg ved ingen andre heller ikke har fordi at jeg fik forbud imod at sige det.

Jeg kigger en ekstra gang på papiret og ser så noget som giver mig svaret på det spørgsmål jeg ville have svar på. I hjørnet af papiret er der en lille tegning af et hjerte. Inde i hjertet står der tre bogstaver.

Yes

Jeg folder smilende og hurtigt papiret sammen og tager min telefon op. Niall har sendt mig en sms og jeg er gået glip af et opkald. Jeg kigger først på Niall besked.

#hvordan går det? <3# Intet andet. Nå ja de skal til et interview om lidt og jeg skal faktisk nå at ringe til Niall inden. Jeg ringer hurtigt Niall op og venter utålmodigt.

”Nej! Jeg bliver nødt til at tage den her! Jeg er der om 5. Hej prinsesse.” Nialls stemme lyder i telefonen og jeg sukker dybt da jeg nåede det.

”Niall jeg blev nødt til at få fat i dig. Der er noget jeg bliver nødt til at sige.” Min stemme er alvorlig og hektisk da jeg ved at en af drengene godt kunne finde på at lægge på når jeg taler.

”Hvad er der galt?” Nialls stemme lyder totalt bekymret og jeg griner kort.

”ikke noget. Jeg ville bare sige at du gerne må sige det. Jeg vil gerne have folk til at vide du er sammen med mig. Det var bare det.” Jeg smiler lidt mere afslappet nu og taler mere roligt.

”Seriøst? Jamen så siger jeg det når hun spørger. Og vi havde lige øvet at jeg skulle sige nej overbevisende…” Og så blev han lagt på. Jeg slår en af drengene ihjel.

Jeg kigger på det opkald jeg missede og gisper svagt. Hospitalet har ringet til mig cirka 7 gange.

Jeg ringer hurtigt op og venter nervøst.

”Selena er det dig?” en hektisk læge lyder i mit rør og jeg kan høre en kvinde som råber og skriger.

”Ja det er mig. Hvad er der galt?” Min stemme er nervøs da det helt sikkert er noget med mine forældre.

”Du bliver nødt til at komme så hurtigt du kan. Farvel.” Og så var der lagt på. Gider ingen snakke med mig i dag? Jeg vender mig om og kigger lidt. Der er fem minutter til hospitalet og jeg kan nå det på to hvis jeg løber. Jeg begynder at løbe men stopper hurtigt op da jeg bemærker at nogen følger efter mig.

Jeg begynder med det samme at løbe endnu hurtigere og jeg stopper først op da jeg er inde på hospitalet. Jeg går hurtigt op af trapperne til der hvor at mine forældres værelser er. Længere nede af gangen kan jeg høre råben og skrigen. Kun fra en kvinde af. Jeg skynder mig derned så hurtigt jeg kan og går ind på min mors værelse hvor at jeg får et chok. De normalt vide vægge er blevet tegnet på overalt. Over alt står mit navn. Overalt er jeg tegnet. Med vinger. Hvor at jeg drukner fordi at vingerne trækker mig ned.

På alle billederne drukner jeg. Alle billederne viser fra at jeg er under vandet og man kan se op til overfladen hvor at fire drenge står. Men på et af billederne drukner jeg ikke. Der ligger min livløse krop i armene på en dreng. En dreng hvis blå øjne er opløst af tårer. Jeg gisper og går hen til billedet. Jeg ligger mine hænder på Nialls ansigt og bliver næsten overrasket over at det er en væg og ikke min mor. Hun må åbenbart være dygtig for det ligner mennesker. Undtagen dem der står og kigger ned på mig. De er helt mørke. Bare nogle skygger.

”Hvad er det her?” Tårerne glider ned af kinderne på og min stemme er kun en hvisken. Men alle hører den for min mor er også blevet helt stille.

Jeg rejser mig stille op og kigger rundt på billederne. Så kigger jeg op og ser det. Jeg kigger på nogle ord som er blevet skrevet med sort skrift.

 

 

De kan ikke gøre noget. Hun vil være væk! Død! Borte! Forevigt væk! Og hun vil trække dem med i sit fald fordi drengen med de smukke øjne elsker hende for meget. Hun vil forsvinde forevigt!

 

Jeg stirrer chokeret på dig og vender mig imod min mor som står imellem to sygeplejere som holder hende fast i et jerngreb.

”Slip hende.” Min stemme er kold og kontant og de slipper hende langsomt.

”Gå ud.” De gør igen som jeg siger og jeg skynder mig over til min mor som er synket udmattet sammen på gulvet i siddende stilling.

”De kan ikke tage dig. De må ikke tage mit barn.” Min mors stemme er en hvisken og hun aer blidt min kind.

”Mor hvad er det?” Jeg siger bare mor uden at tænke over det for det virker til at hun ved jeg er hendes barn.

”Det er begyndt at komme tilbage. Minderne som hospitalet sørgede for at slette. Jeg ved at du er mit barn og jeg ved at jeg kan mærke noget. Jeg kiggede på dig den dag og så hvordan du ville skrige. Hvordan du ville kæmpe men at vandet trak dig ned. Hvordan at du besluttede dig for at kæmpe selvom du havde givet op og ikke troede på det. Og hvordan du kom op og mødte Niall. Og nu kan jeg mærke det her. Jeg ved ikke hvorfor. Men de må ikke tage dig! Du må ikke fortælle det til nogen det her. Du skal bare glemme det og alle mine billeder. Men tag alle papirerne der ligger på sengen. Læs dem og brænd dem. Tag hjem. Nu. Så kan du nå at se hvordan Niall erklærer sin kærlighed til dig på live tv.” Min mor smiler til mig og jeg rejser mig op. Jeg gør præcist som hun siger. Tager papirerne og skynder mig hjem uden at tænke tilbage på hospitalet og lægerne der råbte efter mig.

Jeg hiver efter vejret da jeg kommer hjem fordi at jeg fornemmede nogen fulgte efter mig. Jeg går hurtigt ind i huset og låser døren efter mig. Jeg sætter mig træt og forvirret ned i sofaen og tænder for fjernsynet netop som programmet går i gang.

Kort tid inde i interviewet spørger den kvindelige journalist om hvem der har kærester. Louis rækker ekstremt hurtigt hånden op, efterfulgt af Liam så kommer Zayn lidt langsommere og til sidst er Nialls hånd også oppe.

Journalisten kigger overrasket på Niall.

”Har du også fået dig en kæreste nu Niall?” Hun er dybt overrasket og skjuler det rigtigt dårligt.

”ja.” Niall kigger glad rundt og kigger så på sine sko.

”Hvad hedder hun så?” Journalisten er blevet ekstremt interesseret nu.

”Pinky.” jeg slår Louis ihjel når de kommer hjem. Han sagde ikke lige at mit navn var Pinky.

”Nej hun gør ej. Hun hedder Selena men Louis kalder hende Pinky fordi han elsker at vælge hendes tøj så hun har altid pink tøj på.” Louis sender Niall et irriteret blik og jeg griner af ham. Niall slår for sjov Louis og Louis ømmer sig for sjov. Wow de har det sjovt. Haha.

Jeg slukker for fjernsynet og tager så papirerne op. Alle redde ved de første linjer bliver jeg interesseret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...