(N)Ever Happy - One Direction

Selena er 17 og hun har et forfærdeligt liv. Hendes forældre er sindsyge og hendes pleje familie er ond. En dag bliver hun kastet i havnen men hun kan ikke svømme. Hun får reddet sig op med nød og næppe og bliver så fundet af en flok drenge. Drengene hjælper hende hjem til dem og fra da af ændres hendes liv totalt. Men hvad sker der hvis pleje familien finder hende? Og hvis drengene ser det hun ikke måtte vise?

40Likes
30Kommentarer
4104Visninger
AA

2. Mærkerne

Hvorfor var han blevet hjemme?

"Hvorfor er du her Harry?" Jeg lægger en hånd på min skulder for at han ikke skal se det der er på min skulder. Men jeg har dem så mange steder at jeg ikke kan gemme dem.

"Vi ville ikke lade dig være alene hjemme. Og jeg vandt lodtrækningen." Harry smiler og jeg sender ham et stift smil. Han kigger på mig fra fødderne og lige til mit første mærke. Jeg stivner. Ingen må vide noget om det. Det er noget jeg skal holde for mig selv.

"Hvad er det?" Harry kigger indgående på mine mærker.

"Det... Det er... Ikke noget." Jeg kunne sikkert have fundet på noget bedre men jeg er fuldstændig tom i hovedet.

"Selena det ligner ikke ingenting." Jeg sætter mig i en af sofaerne og lukker mine øjne.  Hvorfor så han dem? Det måtte ikke ske. Harry rører blidt ved mærket på mit ben og jeg klynker.

"Du har blåmærker overalt. Har nogen slået dig?" Åh nej...

"Glem det spørgsmål. Hvem har slået dig?" Nej, nej, nej! De sagde jeg ikke måtte sige noget.

"Jeg kan ikke Harry. Jeg må ikke sige det. De slår mig ihjel. Og jeg vil ikke dø." Harry kigger forvirret på mig men forvirringen bliver hurtigt afløst af forståelse. Han sætter sig på hug foran mig og stryger mig over mit våde hår. 

"Du må ikke sige det til de andre. Du burde heller ikke vide det." Pludselig stivner Harry.

"Skynd dig ud på badeværelset. De andre kommer nu. Jeg kommer ud med tøjet til dig."  Jeg nikker og løber ud på badeværelset. Lige som jeg er kommet der ud kan jeg høre Louis´ begejstrede stemme. Det banker på døren og Louis står udenfor. Jeg gemmer mig bag døren så han ikke skal se mine mærker.

"Hvilken pose vil du have?" Jeg opdager pludselig tre poser i Louis´hånd.

"hvem er alt det til?" Jeg stirrer lamslået på poserne. Jeg har aldrig nogensinde fået noget.

"Øh... Dig smarte! Ej det er altsamment til mig, Harry, Zayn, Niall og Liam. Vi har lige været ude at shoppe og så den sødeste kjole til Zayn." Jeg griner og kigger på poserne

"Kan jeg ikke bare få en af poserne?" Louis rækker mig en af poserne og jeg lukker hurtigt døren. Der er en masse tøj men jeg tager bare en pink skjorte (Hvorfor pink?), et par hvide shorts som er flossede i bunden og nogle hullede leggins. Jeg lader posen ligge på badeværelset og går ind til drengene.

"Var der intet normalt tøj der hvor i var?" De sidder alle sammen stumme og kigger på mig. Louis ser tilfreds ud og jeg kan ikke rigtigt kode de andres udtryk (Det har aldrig været min stærkeste side). 

"Du ser flot ud" Niall er den der bryder tavsheden og jeg smiler til ham. Han er så sød. 

"Jeg sagde jo den var flot!" Louis kigger fornærmet på de andre.

"Og i stolede ikke på ham! Kom herhen Louis. De onde drenge er ikke søde ved dig." Louis kommer hen og lægger armen om min skulder. Lige pludselig rækker Louis tunge af de andre og vi flækker sammen af grin. 

Men ærmet på min skulder glider ned så man kan se mit værste blå mærke som bare skriger :VOLD! 

Harry stivner og alle stopper med at grine. Alle kigger på min skulder og jeg styrter ud. Jeg løber ind i et rum som tydeligvis er en af drengenes. Men her rimelig rent. Her er en sort sofa og den smider jeg mig i. Tårerne begynder langsomt at glide ned af mine kinder.

Harry kommer ind efter et stykke tid og sætter sig ved siden af mig.

"Jeg blev nød til at sige det til dem. Selena vil du ikke nok sige hvem der har gjort det?" Jeg ryster på hovedet og pludselig er Harrys ansigt vildt tæt på. Han kysser mig på panden og går ud. Så kommer Zayn. Han prøver også at få mig til at sige hvem der har slået mig. Det samme vil Liam og Louis. Efter Louis er gået sidder jeg bare og græder. 

Det banker på døren og Niall kommer ind. Han kommer hen og sætter sig ved siden af. 

"Er du træt?" Jeg nikker og han fortsætter: " Du må gerne sove herinde. Jeg sover bare på sofaen." Så det er Nialls værelse. Jeg er lidt for træt til at høre efter men jeg prøver at gengive hvad han siger. 

"Nej, nej. Sengen er da stor nok til os begge to." Det er den virkelig. Det er en forvokset dobbelt seng.

"Vil du i seng nu?" Jeg gaber og Niall griner af mig. Han rejser sig og vender sig mod mig. 

"Kommer om lidt. Jeg henter en af de natkjoler vi købte til dig." Niall går ud og jeg mærker det kilder i min mave da jeg tænker på Niall. Jeg er holdt op med at græde men nu gaber jeg helt vildt. Niall kommer tilbage med en sort natkjole og jeg smiler taknemmeligt til ham. 

Jeg går om bag en rumdeler og tager kjolen på efter jeg har taget mit tøj af. Jeg går hurtigt tilbage til Niall som sidder med sin mobil. Han ser mig og rejser sig op med t smil. Han putter mig i seng og jeg falder med det samme i en frygtelig søvn. 

 

Jeg ligger i vandoverfladen og nogen hopper på mig så jeg synker. Jeg skriger efter hjælp men personen griner bare.

 

  ***

Jeg vågner op med et skrig. Jeg sætter mig op og mærker et par arme om mig. Jeg ved med det samme at det er Niall for hele min krop sitrer når han rør mig. Niall vukker mig blidt og græder bare imod hans bare bryst. 

"Undskyld jeg vækkede dig."  Min stemme er lille og usikker.

"Shhhhh... Det gør ikke noget." Niall holder op med at vukke mig og jeg kigger op på ham.  Han bøjer sig let frem og kysser mig. Hele min krop sitrer mere end før og jeg lukker mine øjne. Resten af natten ligger Nialls arme omkring mig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...