(N)Ever Happy - One Direction

Selena er 17 og hun har et forfærdeligt liv. Hendes forældre er sindsyge og hendes pleje familie er ond. En dag bliver hun kastet i havnen men hun kan ikke svømme. Hun får reddet sig op med nød og næppe og bliver så fundet af en flok drenge. Drengene hjælper hende hjem til dem og fra da af ændres hendes liv totalt. Men hvad sker der hvis pleje familien finder hende? Og hvis drengene ser det hun ikke måtte vise?

40Likes
30Kommentarer
4111Visninger
AA

4. Legekammerater

Harry stopper bilen og jeg hopper ud.

"Selena vi tager hjem igen så kan du få noget alene tid med dine forældre... Men du får en af vores mobiler så kan du skrive hvornår vi skal komme." Jeg nikke og får Harrys mobil. De kører lige efter de har fået tvunget mig til at kramme dem alle sammen. Jeg går ind i receptionen hvor jeg stiller mig hen til skranken. Der sidder en eller anden blondine med for meget mascarra og et overlegent udtryk. Som om hun er noget.

"Jaaaaer?" Jeg kan se på hendes computer at hun kigger på billeder af mine drenge. Åh nej nu tænker jeg på dem som mine drenge. Hun søger på Louis Tomlinson. Jeg ved med det samme at det er min Louis. Nu må jeg altså stoppe! Jeg er ikke en eller anden fan der har fået ejer fornemmelser hvorfor har jeg det så sådan?

"Ja altså jeg skal mødes med mine forældre så jeg vil gerne vide hvilken stue de bor på." Blondinen kigger irreteret på mig. Hun kan virkelig ikke lide mig. Jeg har virkelig lyst til at sige ved et ´tilfælde´ noget om drengene så hun holder mund.

"Har du bestilt tid?" Jeg nikker.

"Dit navn?"

"Når ja undskyld. Selena. Hun nikker og kigger på sin skærm. På billeder af Louis.

"Der er ingen Selena der har ringet hertil." Jeg himler med øjnene. Hvorfor er hun så irreterende at høre på?!?

"Nej det må du undskylde. Min ven Louis ringede og det havde jeg glemt." Jeg smiler et stort sukker sødt smil. Hun kigger tvært på mig.

"Så hedder din ven vel tilfældigvis ikke Tomlinson til efter navn. Stue 31. Men de er ude lige nu." Nu kommer min chance.

"Tusind tak for hjælpen. Og hvordan kunne du vide hvad han hedder til efternavn?" Jeg griner kort og går ud imod hospitals haven. Jeg kigger rundt i haven og pludselig løber to ind i mig. Vi falder alle sammen ned i græsset. To voksne. Kvinden med langt lyst hår og de samme næsten sorte øjne som mig og drengen med det næsten sorte hår og de lyseblå øjne.

"SELENA! Vi har sådan savnet dig!" Jeg smiler til min mor.

"Hej i to. Jeg har da også savnet jer og end da noget så frygteligt. Carolina skal jeg flette dit hår?" Mig og min mor hår altid snakket sammen imens jeg bare forstår far uden at vi snakker. Jeg smiler stort og finder den omsorgsfulde del af mig frem. Den er ikke gemt langt væk fordi jeg altid når jeg er sammen med dem skal være den søde og omsorgsfulde mor.

"Ja! Og bagefter skal vi klatre i træer!" Jeg nikker og begynder at flette min mors hår i to fletninger som hun bedst kan lide. Jeg er hurtigt færdig og mor klatrer op i et træ tæt forfulgt af mig og far. Vi klatrer rundt i træerne og snakker ikke så meget sammen.

"Skal vi ikke gå hen på legepladsen Peter og Carolina?" De nikker ivrigt og vi klatrer ned. Mennesker stopper op og kigger på os som om vi ikke var rigtigt kloge. Men det er vi vel heller ikke. Vi leger fangeleg hen til den ret store legeplads. Her er to gynger, et legestativ, en sandkasse og en rutsjebane. Vi leger rundt et stykke tid før en sygeplejerske kommer med en is til os hver. Mor og far sætter sig på de to gynger og spiser mens jeg sidder på en bænk med sygeplejersken.

"Hvordan kan du klare at vide dine forældre er sådan her og samtidig være så overbærende. Og du er end da så ung." Jeg smiler stort. Jeg har nemlig selv tænkt over det og har et meget vel overvejet svar klar.

"På grund af at jeg ved de elsker mig. De lyser op når de ser mig og de elsker at lege med mig. Jeg må tilbage til dem inden de bliver utålmodige. Tak for is. Fra os alle tre." Jeg smiler og går hen til dem. Jeg gynger dem begge to højt og de griner helt vildt.

 

Resten af dagen går egentligt med at vi leger. Da klokken er 15:00 går det op for mig at drengene venter.

"Carolina og Peter. Jeg sender lige en sms til en dreng og når han kommer med sine venner skal jeg til at hjem." De nikker og jeg finder Harrys mobil. Jeg finder Liams nummer og ser jeg har fået flere sms´er fra Louis, Zayn, Niall og Liam. Alle sammen hvor der står jeg skal ringe. Jeg trykker opkald ved Liams nummer.

"Det er Louis... I think...!" Jeg smiler. Den tosse. En af mine fem tosser :D

"Hej dig der tror du er Louis. Det er måske Selena." Louis griner og jeg kan høre de andre drenge grine også.

"Hej måske Selena. Ringer du for at drille mig eller vil du noget vigtigt?" Jeg fniser og far kigger nysgerrigt på mig.

"Jamen Louis! Det er da vigtigt at drille dig! Men jeg ringede altså til Liam og ikke dig. Du har bare taget hans telefon. Ikke Liam?" Jeg siger det sidste lidt højere selvom jeg ved hans telefon er på højtaler.

"Jo. Lær det Louis. Hun er ikke helt dum." Jeg griner og Louis fnyser fornærmet.

"Men i må gerne komme og hente mig. Hvis Louis altså kan tilgive mig når i kommer." Jeg lyder meget bedende og det er heldigvis også meningen. Jeg vil drille Louis. Give ham sin egen medicin.

" Vi er der om fem min. Jeg vil overveje at tilgive dig hvis du er rigtig, rigtig sød." Jeg hviner og Louis lægger på så jeg skynder mig hen til mor og far.

"Vil i være med til at drille min ven?" De nikker og jeg skynder mig at fortsætte:

"Okay når der kommer fem drenge herind i haven skal i få dem hen under det store træ derovre og så springer jeg ned og forskrækker dem." De nikker og jeg skynder mig over i træet.

Lige som jeg er kommet op kommer drengene ind i haven. Mor og far går hen og snakker ivrigt med dem. De kommer hen under træet og jeg springer ned hvor jeg lander på Louis. Jeg klamrer mig fast til Louis fordi jeg er ved at falde ned fordi jeg har fået grineflip. Louis er gået i chok men vi andre griner. Selv Carolina og Peter. Og sygeplejersken som jeg snakkede med tidligere.

"Og hej til dig Selena. Nu er det sikkert. Jeg tilgiver dig aldrig." Louis lyder forvirret og overrasket. Jeg fniser og hopper ned.

"Åh kære Louis tilgiv mig og jeg vil være din trofaste tjener resten af livet." Nu får Louis også grineflip. Hurra. Det tager jeg som tilgivet :D Jeg går hurtigt hen til mor og far.

"Jeg skal hjem nu Carolina og Peter. Men jeg kommer snart igen. Det er bare fordi de der drenge ikke kan undvære mig." Det sidste siger jeg med teater hvisken så de uanset hvad hører det. Også drengene. Mor og far fniser da jeg blinker med det ene øje. Vi krammer og jeg vender mig mod drengene. Louis løfter mig op over skulderen og jeg hviner højt. Drengene begynder grinene at gå. Måske er jeg ikke blevet tilgivet helt. De går hen til bilen og Louis smider mig ind. Harry kører da de andre er kommet ind. Vi kører hurtigt hjem men under hele turen prikker Louis til mig. 

 

Harry stopper bilen og jeg skynder mig ud så Louis ikke kan nå at fange mig igen.Jeg går hurtigt ind i huset og smider mig i en sofa. En stor fejl. For pludselig ligger Louis ovenpå mig og kilder mig. Jeg prøver at slippe fri men det er lidt svært når man vrider sig helt vildt.

"Gå vææææk!" Louis griner bare ondt som svar. Jeg skubber hårdt til Louis og han falder ned fra mig. Jeg løber hen til Harry. Han lægger hurtigt armen omkring mig.

"Hjælp mig Harry!" Harry griner bare og holder fast i mig.

"Kom bare Louis. Hun er fanget." Jeg hviner og vrider mig væk fra Harry og styrter hen i armene på Niall.

"Du vil godt hjælpe mig ikke?" Jeg kigger op på Niall med mine mest bedende øjne. Han ryster bare på hovedet og jeg løber hen til Liam. Lige som jeg kommer derhen kommer jeg til at tænke på det måske er dumt at løbe hen til drengene fordi de alle sammen vil hjælpe Louis. Liam griber fat i mig og holder mig godt fast.

"Kom nu Louis! Jeg kan ikke holde hende for evigt!" Louis løber hen til mig og Liam. Harry, Louis, Niall, Zayn og Liam ligger mig ned ved noget besvær. Niall og Harry holder fast i mine arme og Liam og Zayn holder mine ben. Louis sætter sig på min mave og kilder mig. Jeg hviner og tigger dem om at lade mig slippe fri.

Efter en halv times tid stopper de faktisk. Jeg kigger fornærmet på dem og går ind på Nialls værelse. Jeg gaber træt og går bare i seng. Jeg vrider og drejer mig men falder til sidst i søvn.

***

Jeg slår øjnene op og gisper lavt. Niall sover roligt og jeg vil ikke vække ham igen. Tårerne fra drømmen glider ned af mine kinder og jeg lister ud af værelset. Min hals er knas tørså jeg går stille imod køkkenet men jeg kan høre nogen lave noget derinde. Der er lys i køkkenet og jeg åbner langsomt døren. Louis vender sig mod mig og smiler. Han har kun et par stribede boxer shorts på. Han har virkelig et problem med alle de striber! Han vender sig mod det han puslede med før men vender sig hurtigt mod mig igen.

"Hvad er der? Du græder jo." Jeg snøfter lavt. Jeg græder jo stadig. Jeg græder jo bare over en drøm så hvorfor kan jeg ikke bare stoppe igen?

"Hvad er der sket? Har du haft et mareridt?" Jeg nikker og Louis går hen til mig.

"Hvad drømte du?" Han synes sikkert jeg er tåbelig. Især hvis jeg siger det.

"Jeg drømte at dig og de andre drenge i døde. At i blev dræbt af en eller anden sindsyg fan eller sådan noget." Jeg begynder at hulke og knuger Louis ind til mig. Hvorfor er det lige den drøm påvirker migså meget?

"I må ikke dø fra mig!" Louis er bare stille og langsomt falder jeg til ro. Det virker som om han faktisk forstår mig. At jeg ikke har brug for trøstende ord men bare en at knuge ind til mig. Som et barn knuger sin bamse. Da jeg er faldet til ro kigger jeg op på Louis. Han bøjer sit hoved mod mit og vores læber er kun få centimeter fra hinanden.

 

 

Hej alle jer der har min historie på sin farvoritliste, mine få fans og dem der har liket. Og selvfølgelig dem med kommentarer. Jeg håber virkelig i kan lide min historie og hvis der er andre der vil være søde (Hvis de kan lide historien) Så at like? Jeg elsker alle jer der godt kan lide min historie og Jeg håber i kan vente lidt tålmodigt på mere da kapitlerne er ret lange og jeg faktisk har skrevet dem i hånden først :D

Knuzz Josefine

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...