(N)Ever Happy - One Direction

Selena er 17 og hun har et forfærdeligt liv. Hendes forældre er sindsyge og hendes pleje familie er ond. En dag bliver hun kastet i havnen men hun kan ikke svømme. Hun får reddet sig op med nød og næppe og bliver så fundet af en flok drenge. Drengene hjælper hende hjem til dem og fra da af ændres hendes liv totalt. Men hvad sker der hvis pleje familien finder hende? Og hvis drengene ser det hun ikke måtte vise?

40Likes
30Kommentarer
4109Visninger
AA

3. Eftersøgningen

Jeg vågner nogen timer efter og smiler stort. Jeg føler mig frisk og glad. Men helt vildt sulten! Niall sover stadig så jeg lister forsigtigt ud af værelset. Jeg går ind i nogen forskellige rum og finder til sidst stuen. Alle er oppe undtagen Niall. De sidder og ser nyhederne og jeg sætter mig ved siden af dem og de smiler alle sammen til mig. 

"Godmorgen" Liam kan tydeligvis ikke finde på noget andet at sige så vi ser bare nyheder. De fortæller om en forsvundet pige. Det kan jo være mig. Ej det tror jeg altså ikke. Pludselig viser de et billede af pigen. Eller rettere sagt: Af mig. Jeg stivner midt i en bevægelse og glemmer hvordan man trækker vejret. Jeg begynder at hyper ventilere og drengene prøver at berolige mig men det virker ikke. Ingen af os bemærker da Niall kommer ind. Lige som han kommer ind bliver han alligevel sat lidt ind i tingene.

"Kan ingen af jer berolige hende? Jeg kan ikke og hvis hun ikke får nok luft besvimer hun!" Det er Liam som siger det og Niall skynder sig hen til mig. Han kigger mig lige i øjnene og jeg forsøger at holde fokus på ham.

"Selena? Kan du hive luft ind og puste det langsomt ud?" Jeg hiver luften ind og puster langsomt ud og hurtigt efter trækker jeg vejret normalt

"Hvad skete der siden hun reagerede så kraftigt?" Niall sidder med mig i sofaen og prøver at få mig til at stoppe med at græde.

"Vi så bare nyheder og pludselig fortalte de om en forsvundet pige og viste et billede af Selena. Vi bliver nødt til at ringe til det nummer der også blev vist." Hvad er det Liam siger? Vil de sende mig tilbage? Jeg kigger på Niall

"I må ikke sende mig tilbage. Jeg kan ikke klare dem mere. De siger jeg skal glemme mine forældre. Jeg vil ikke glemme dem Niall. Hvis jeg nævner deres navn så slå..." Jeg har allerede sagt for meget. Alt for meget. Niall aer mig blidt på min ene skulder. Han trækker mit ærme lidt til side og mit nu grønne/blå mærke skinner tydeligt frem.

"Er det dine forældre der har gjort det her? Vi kan ikke sende hende tilbage hvis det er dem der har gjort det." Pludselig kommer Harry ind og smiler til mig. Ingen af os havde set han var væk.

"Nu har jeg ringet og de kommer om lidt. Du må hellere komme i tøjet Selena." Jeg stivner og Niall sætter mig på sofaen. Pludselig er Niall, Louis, Liam og Zayn over Harry. Alle råber og skriger af Harry og jeg får næsten ondt af ham. Det ringer på døren og alle drengene klasker nogen falske smil på. De går hurtigt ud og åbner døren. Med det samme kan jeg høre min plejemors lettere hysteriske stemme. Hun kommer værdigt gående ind mod mig med min plejefar lige i hælene og efter ham kommer drengene. Harry sender mig et undskyldende blik.

"Må vi godt være lidt alene med vores datter?" Drengene nikker og går ud af stuen. Ud af døren til køkkenet går min sikkerhed. 

"Du skrider aldrig igen. Er det forstået?" Jeg orker ikke at svare og min plejefar fortsætter:

"Er det forstået?!" Han slår mig hårdt på kinden og varmen stiger op til stedet hvor han slog mig. Jeg holder mine hænder mod min kind for at skjule det røde mærke der er kommet men tårerne i mine øjne øjne kan jeg ikke skjule. Vi går ud til drengene og da mine plejeforældre vender sig for at snakke lidt privat viser jeg drengene min kind. Deres ansigt viser at de bliver fyldt med blandede følelser. Min plejemor vender sig smilende mod drengene.

"Tusind tak fordi i fandt hende. Men nu skal hun altså hjem." Drengene går nærmest i chok over at hun er så ligeglad med mig. 

"Hjem?! Hvilket hjem? Hun er hjemme." Louis bryder stilheden og griber fat i min hånd og skubber mig om bag ved ham selv, Niall, Harry, Liam og Zayn.

"Hendes hjem er i hvertfald ikke hos jer!" Nu er det Zayn. Louis træder ud af den lille kamp formation og finder noget is som han ligger på min kind. Jeg smiler taknemmeligt til ham og han tilbage til disksutionen om mig. 

"Forsvind! I fortjener hende ikke! Hvordan kan i kalde jer forældre når i bruger jeres datter som boksebold! Og det er end da ikke jeres datter!" Jeg kigger lamslået. Hvor kom det pludselig raseri fra? 

"Jamen du ringede jo til os." Hun er lige ved at tabe facaden.

"Ja men der vidste jeg ikke hvad i var for nogen svin!" Min plejefar bliver rasende. Det lyser lige frem ud af ham. Han slår ud i luften og der lyder et højt SMAK da han rammer Nialls kind. Niall falder fortumlet og alle springer ud af formationen og sætter sig hen til ham. Alle undtagen mig. Jeg kigger rasende på dem der har ødelagt mit liv. At det går ud over Niall nu gør mig ikke mindre rasende. Min plejefar griber fat i mig men jeg vrister mig løs. 

"Nu er det nok! Du har ødelagt 12 af mine 17 år hvor du har brugt mig som boksebold. Nu vil jeg ikke mere! Hvad havde Niall gjort?! Forsvind og opsøg mig aldrig igen! Opsøger i mig melder jeg jer til politiet! Og forsvind så!" De skynder sig væk og jeg sætter mig træt på gulvet. Niall sidder med is på kinden lige som mig. Jeg stirrer træt frem for mig uden at sige noget. 

 

Harry sætter sig foran mig og de andre sætter sig ved siden af ham. 

"Var det dine forældre?" Liam lyder vildt alvorlig. Jeg kan ikke se om det kun er hans stemme der er det for jeg stirrer på Nialls kind. Jeg ryster på hovedet.

"Hvem var det så?" Jeg kigger forsigtigt på Liam. Han ser også alvorlig ud.

"Mine plejeforældre..." Jeg kigger på Zayn som smiler til mig.

"Hvor længe har du boet sammen med dem?" Jeg lader isposen glide ned fra min kind.

"Siden jeg blev taget fra mine forældre. Eller mine forældre blev taget fra mig. Så siden jeg var 5." De ser alle sammen død forvirrede ud.

"Hvorfor blev du taget fra dine forældre Selena? Hvad havde de gjort?" Jeg smiler bedrøvet til Liam.

"De blev erklæret sindsyge. De er to forvoksede fem årige. De bliver aldrig raske og det har man altid vidst. De har altid elsket mig men de har kun elsket mig som deres datter i 2 år. Nu elsker de mig som deres bedste legekammerat og søster." Drengene smiler medfølende men jeg smiler bare. Jeg ved mor og far har det godt med vores forhold og det har jeg også. Drengene sender hinanden blikke.

"Hvornår så du sidst dine forældre?" Jeg kigger på Harry og han smiler.

"Sidste år. Mener jeg." Jeg ser mine forældre en gang om året. De andre børn i systemet ser deres forældre ca. 2 gange om måneden men det har jeg ikke fået lov til. Nogensinde.

"Hvorfor er det så lang tid siden?" Alle drengene siger det samtidig og de stirrer ondt på hinanden. Jeg smiler af dem. De er som en flok brødre. 

"Jeg har ikke fået lov til at se dem mere end en gang om året. Vil du have et barn til at glemme sine forældre prøver du på noget umuligt. Men jeg skulle glemme dem, glemme mine sindsyge forældre og undgå selv at blive sindsyg. Og hvad ville et normalt barn gøre?" Jeg kan mærke en trykken på mit hjerte. Et savn, en sorg og et voldsomt had til dem der gjorde livet surt for mig. 

"Oprør. Et hvert barn vil gøre oprør." Louis´ stemme er kun en hvisken og de er alle fem optaget af min historie. 

"Ja Louis. Et barn vil gøre oprør. Og jeg var jo stadigvæk et barn. Men da jeg sagde jeg ville se min mor og far... De slog mig. Det var ikke første gang men det var slemt. Jeg brækkede en arm, kunne ikke åbne mit ene øje i tre uger og fik kranie brud. Alt sammen på grund af at jeg ville se mine forældre. Men alle mine minder om mine forældre blev klæbet fast i min hjerne for hvert slag. Mange slag. Rigtigt mange." Drengene gisper. Det er en skræmmende historie. Selv jeg er lidt skræmt af den. Pludselig springer Louis op.

"Jeg har det!" Han tager sin mobil frem.

"Selena bor dine forældre på hospitalet her i byen?" Jeg nikker. Louis taster et nummer ind.

"Hej mit navn er Louis. Jeg vil gerne besøge to hos jer med nogen venner." Louis kigger over på mig. Han vil have os op på hospitalet og besøge... Hvem skal vi besøge? MINE FORÆLDRE! Hvor er jeg dog dum.

"Hvad hedder dine forældre?" Hvad er det nu de hedder? Hvorfor er der pludselig kommet huller i min hukommelse.

"Peter og Carolina Smith." Jeg har aldrig haft problemer med min hukommelse. Så hvorfor nu? Hvorfor miste noget når man kender det så godt som en ven. Så godt som et familie medlem.

"Selena? Ind og få tøj på." Jeg kigger på Harry. Den sætning er han tydeligvis glad for. Jeg skynder mig ind på Nialls værelse hvor poserne med mit tøj er. Jeg finder en vildt lang blomstret kjole med stropper. Jeg tager den hurtigt på og den passer perfekt til min spinkle krop. Den får mig til at se yngre ud end jeg faktisk er. Jeg ligne en på 15 men er jo 17. Jeg reder mit næsten sorte hår med fingrene og smiler til mig selv i et spejl der hænger på den ene af de hvide vægge. Jeg kigger ordentligt på Nialls værelse. Her er jo den sorte sofa, den lyse dobbeltseng og en masse kommoder og en guitar. Jeg danser glad ud til drengene igen og griner da de ser lidt chokeret på mig sikkert fordi jeg er glad.

"Er i klar drenge?" Min stemme synger næsten og jeg smiler. De nikker og vi går ud i bilen(Med vi mener jeg drengene for jeg løb). Harry kører og vi andre driller ham. Og vi er altså Niall, Zayn og Louis. Men jeg sidder imellem Niall og Louis så jeg kan ikke undgå at slippe for at høre for dem. Jeg griner bare af dem og opfører mig som en femårig.

"Niall ikke drille Harry. Det synd for Harry!" De griner alle sammen af mig og jeg smiler.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...