Only the strongest survive(Kun en vinder vil stå tilbage) II

Dette er to'eren, af min historie: Kun en vinder vil stå tilbage. I denne historie hører i om Zoey, der er bange for, at forelske sig. Men hvordan kan man forelske sig i en, som man bliver nødt til at dræbe, hvis man ikke selv bliver dræbt.... Og som om det ikke er nok, støder de også på en lille pige, der selv har en barsk historie med sig...

2Likes
0Kommentarer
1081Visninger
AA

2. Prolog...

Only the strongest survive

 

Mine fødder bærer mig afted så hurtigt jeg kan. Vinden for mit lange blonde hår til, at fare til alle steder... eller det der burde være mit hår. Nu er det en fuglerede. En stor en, fyldt med jord, blod og skidt. Personerne der forfølger mig er store. - Og mange. Tyve år ca. Og mindst fem. Adrenalinen pumper i min krop, og mine lunger truer med, at eksplodere. - Men jeg fortætter. Jeg har ikke rigtigt et anden valg:

12 År...

Spinkel og lille...

Udsultet...

Langsom og svag...

Ingen familie...

Ingen våben...

Snart død...

Så sker det. Meget hurtigt. Jeg snubler over en sten, og falder ligeså lang jeg er. I løbet af to sekunder står de i en cirkel rundt om mig. Nu kan jeg se dem tydeligt. Tre drenge, og to piger. Allesammen store. Hvad skal jeg gøre. Jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke forlade denne verden. Men. Sådan en lille en som mig, har alligevel aldrig haft chancen for det.                                         En af pigerne træder frem. Hun har jord og blod i ansigtet, og huller i tøjet. I den ene hånd har en en økse. - Fyldt med tørt blod. Hun smiler ondt til mig.

"Troede du virkeligt, at du ville være den sidste? Sådan en lille splejs som dig." Hun griner hånligt, ad mig, hvorefter hun spytter. De fleste ville nok, bruge de sidste sekunder på, at prøve på, at flygte, men ikke mig. Jeg kan ikke. Min krop vil ikke reagere. Den eneste tanke jeg har i hovedet er: Jeg vil ikke...

"Sora skynd dig nu... hun er ikke den eneste, vi skal nå idag..." Sora stopper brat sin latter.

"Nårh lille pige. Den var hyggeligt, at sludre, men ser du... vi skal også videre..."

Jeg begynder at mumle nogel lave ord, så som: "Nej... det... jeg... Nej, jeg vil ikke. Ikke endnu... ikke..." Min stemme bliver til en gråd, og jeg klamre mig til migselv, da hun hæver øksen. En tåre triller ned ad min kind, da øksen fare ned, og gennembore min hals...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...