Only the strongest survive(Kun en vinder vil stå tilbage) II

Dette er to'eren, af min historie: Kun en vinder vil stå tilbage. I denne historie hører i om Zoey, der er bange for, at forelske sig. Men hvordan kan man forelske sig i en, som man bliver nødt til at dræbe, hvis man ikke selv bliver dræbt.... Og som om det ikke er nok, støder de også på en lille pige, der selv har en barsk historie med sig...

2Likes
0Kommentarer
1080Visninger
AA

3. Nyt skjulested, nye overraskelser

En lig. Det er det femte vi er stødt på idag. Men hende her er anderledes. Hun var meget ung. På min lillesøsters alder. Det eneste der adskiller dem er desværre det brune hår, og det store hul, som hende her har i kraniet. Jeg ser væk. Der er ikke mange tilbage. Det er flere dage siden, at vi er stødt på andet end lig. Blaine og Luke er sikre på, at de gemmer sig i store flokke og grupper, men jeg tror (ved ikke om det er godt eller skidt) , at vi snart ikke er flere tilbage. Der er et halvt år til meteoren slår ned, og man kan allerede svagt se den på himlen.                                                                                                          Nogle gange tænker jeg på, og jeg overhoved víl vinde det her dødsspil. Ja, jeg ville overleve, men hvad ellers. Man ville blive frygtet, og ingen ville nogensinde kunne se en i øjnene igen. De ville ikke tænke andet end, at jeg er  et brutalt blodmonster.

"Hey, herover..." Luke river mig ud, ad mine tanker. Vores sidste tilflugtssted blev afsløret, og vi leder desperat efter et nyt. Det kan var meget farligt ikke, at have sådan et. Mig og Blaine sætter i løb, og når ham hurtigt. Han har fundet noget, at ligner en stor klippe. Jeg forstår det ikke i starten før, jeg ser den lille sprække. Kun lige stor nok til, at vi kan mase os ind.

Blaine tænder noget træ ved, at skrabe det hurtigt mod klippen. Hele hulen bliver lyst op, og vi ser, at vi kan stå oprejst herinde. Der er en tunel der føre ind i et lidt mindre rum. Her er der blot flere hjørner. Gemmesteder. Det er godt.

Så hører vi det. En lille skarben mod muren. Det er nok til, at både Luke, Blaine og jeg trækker vores våben. Min pil et rettet mod det bagerste hjørne. Hvis flere har gemt sig herinde, kan det hurtigt blive meget farligt.                                                           "Kom ud eller jeg skyder," råber jeg. Ud ad øjenkrogen kan jeg se, Luke hæve sværdet. Parat. 

Først så jeg den lille fod. Så hånden, kjolen og til sidst ansigtet. Der står vi og stirre på en lille pige, der har blod på kjolen, tudslet beskidt hår, og totalt frygt malet i ansigtet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...