Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

746Likes
700Kommentarer
192925Visninger
AA

20. You have to be happy sometimes and just push some things away

”Oppan ganam style!”

Bassen kørte højt ved den vilde forlystelse, som vi alle netop stod i kø til. Det var Louis og Niall der højt i kor, skrålede dén sætning. Hvilket vi alle selvfølgelig fandt hylende morsomt.

Seriøst, hvem ville ikke det; når over halvdelen af menneskerne i køen, vendte sig om for at se hvilke idioter, der havde for meget krudt i røven?

Se selv, det ville de fleste…

Jeg selv kendte for en gangs skyld sangen, ud af så mange gange, hvor jeg måtte melde mig blank. Måske var grunden også, at vores nabo spillede musik så højt, så man skulle tro han havde svært ved at høre den. Loran, hedder han. Han havde spillet lige præcis den sang alt for mange gange, fordi han nok var besat af den.

Det ville nok være den mest indlysende grund…

Så jeg havde jo hørt den aaaaaalt for mange gange, og endda lært dansen af Afrodite.

Under tvang, by the way..!

Så da drengene begyndte på omkvædet der kom, besluttede jeg mig for at join dem. Så højt var mit humør. For normalt ville jeg ikke sådan liiiige, få mig selv til det…

”Eye sexy ladyyyy!”

Vores alles stemmer lød i kor, og alle kiggede overrasket på mig.

What, have i done anything wrong?

Jeg grinte højt, og lod Niall puffe let til mig med hoften. Som sagt var mit humør højt, og intet skulle stoppe mig i noget som helst. Min pludselig holdning var kommet af den tro, jeg havde dannet mig med et par naive begreber.

Omkring Harry.

At han ville komme til fornuft.

Bare lade os forblive venner, ej fjender.

Det var det jeg satsede på, eller nærmere håbede på, at han ville komme frem til. For et liv med Harry som fjende, ville helt ærligt; være et helved. Det ville det lige meget hvad, hvis det skete imellem en af drengene og jeg selv. Et levende mareridt, hvilket jeg langt fra ønskede mig. Efter nærmere efter tanke, var det langt fra, hvad nogle overhoved ønskede sig.

Jeg ville normalt spørger hvad i mente, men det er efterhånden gået op for mig, for meget svar jeg får ud af det.

Nadar.

No answear.

You hate me!

Liam grinte højt, da jeg efter aftalt spil, lavede dansen sammen med Niall. Hvor Louis efter et sekund, deltog i den skøre begivenhed. De lette moves kørte som billeder inde i hjernen på mig, efter at have nærstuderet flere hundrede videoer på youtube, sammen med en lalleglad Afrodite. Der havde været fuldstændig besat på at lære det.

Jeg havde selvfølgelig elsket det, at blive tvunget til det, og pint med den ene video efter den anden…

Mærk sarkasmen i ordene derpå.

For den er virkelig stor!

”Go guyes!”

Råbte Nick og Liam højt, imens Zayn lystigt smilte og holdte grin indenbords. For han stod og filmede os, så genial han var. Og så besatte af twitter som alle fem drenge var, røg den sikkert der ind, hvis ikke på youtube. Så kunne jeg da ikke være lidt mere lykkelig for, at jeg havde lært dansen godt. Og ordentlig…

En tavs bøn blev sendt til Afrodite, som tak.

Som om hun var min gud. Hvilket hun helt sikkert ville elske at være! Oh yeah, flere gange var jeg lidt under hendes handlinger. Ikke at de var super dårlige – misforstå mig ej. Mere fordi hun tit fik nye ting på hjernen. Som den iderige person, hun nu engang var.

Hvilket jeg elskede hende for at være. Virkelig. Hun var en af de personer, jeg så meget op til hver eneste dag. Måske tænker i så nu; Hvorfor dog det? I laver ikke engang noget af det samme…

Og dér går man så galt i byen, med tanker samt spørgsmål som disse. For bund i grund, lavede vi noget der var af det samme. Ret meget, faktisk.

Vi fulgte vores drømme.

Udførte vores tanker og trange.

Selvom de ene var ved musikkens verden, hvorimod det andet var billedernes verden. Alt i alt, mødes de to ting et eller andet sted. Fx når det kommer til sammenligninger. Som sagt er begge ting drømme der bliver fulgt, med følelser og tanker indblandet i resultaterne der bliver dannet her af.

”Woop, woop, woop oppan ganam style!” skrålede vi alle tre I kor.

Min tvivl fandtes slet ikke, når det kom til, om folk kiggede på os. Eller om de genkendte drengene. Ork nej. Hvis jeg ikke tog meget fejl, blev der hvisket i krogende og filmet her og der. Jeg fandt det ret morsomt, på den måde drengene sked på det.

Om de var kendte eller ej, så hyggede de sig altid. Gjorde det skøreste ting. Bandede som bare fanden, lige meget om der så var presse inden for en lille afstand.

De var dem selv – Hvilket jeg elskede dem for.

”Eye sexy lady!” skrålede Niall, og skævede sjovt til mig, hvilket jeg grinte højt over.

”Woop, woop, woop, woop. Woop, woop, woop, woop…” kørte Louis den sjovt, smilende, videre med.

Jeg var i det højeste smilende grinende humør, like never before! Min dans blev helt ødelagt efter kort tid, da drengene fik mig til at grine så meget, så jeg væltede omkuld ind i Liam. Der greb mig ved lethed – han er jo skide stærk, husker i nok!

Zayn’s tilbage holdene latter, slap endelig løs, da jeg sikkert så skide sjov ud.

You know…

Sært ansigt igennem latter kramper.

Jeps, det er lige mig.

Facten at jeg faldt omkuld i Liams arme, ville helt sikkert fik grusomme jokes frem hos Nick, der ville varer ved de næste par uger. Eller måneder. Allerede dér sukkede jeg tungt inden i mig selv, imens jeg så dum jeg var, spekulerede på hvad Harry mon ville lave hvis han var der. Hvad han mon ville gøre. Drille mig? Grine? Skule?

Jeg lod mig spekulere for meget, i know. Han var netop taget væk, smit ud, så jeg fik noget plads at komme mig på. For at sunde mig efter de hårde ord, han havde pisket i hoved på mig. Problemet var bare, hvor lidt jeg kunne fjerne mine tanker fra ham.

Harry.

Hvor lidt jeg nænnede det, når jeg følte min pludselig skyld med hans knuste hjerte.

”Nogen hjemme..?”

Jeg glippede overrasket med øjne, da Liams stemme trang igennem tankernes sind, med de beskyldende anelser. Et lille smil fik jeg dog hurtigt frem, med tanken om Louis’ tidligere ord, da vi var steget ud af bilen.

”Nyd livet, og skub problemerne fra dig.”

Hans øjne havde været fuld af seriøsitet. Hele væremåden han havde båret med sine bevægelser, havde været nok til, at fatte hvor vigtigt det var for ham. At jeg gjorde som han sagde. Louis virkede endnu tættere på mig rent personmæssigt, end nogen sinde, og jeg følte min pligt til opførelsen, når han bad mig om det. Bevidstheden fortalte mig tydeligt, hvor hårdt ramt han selv var, og hvor meget de sagte ord også gjalde for ham.

Harry var jo for god sake, han bedste ven. Som i dem alle sammen. Jeg var ikke spor overrasket, da jeg så hvor stor en del, vi var i samme båd.

Som den fornuftige pige jeg prøvede at være, skubbede jeg endelig Harry væk fra mig. Lod den sidste tanke ligge tilbage om ham. At han nok skulle klare sig. At vi nok skulle klare os. Intet der. Og videre i forløbet, gribe fat i Louis’ råd, med et stort ægte smil plantet om læberne.

Som Niall blidt havde kysset, inden vi forlod hans og Liams lejlighed.

Uff… dejligt minde!

”I’m here!” udbrød jeg pludseligt, til svar på Liams bekymrende mine.

De brune øjne kiggede aflæsende ind i mine. Men jeg havde hurtigere end han kunne se det, skiftet humør og tanker, så det hele var positivt – I forhold til før.

Liam smilede igen, da hans blik ramte mig.

”Hva’ er du lidt væk eller..?” spurgte han sjovt, med Nicks grin i baggrunden.

Fuck ham.

Just kidding.

”Det er hun tit,” lød det drillende fra min kære bror, det vippede drillende med øjenbrynene.

Seriøst?

Nu begyndte vores sædvanlige drilleriger.

Welcome and get used to it, boys (and you girls)!

Jeg rakte, så seriøs som jeg nu var, tunge af Nick med en voksen attitude. Eller det omvendte. Anyways, drengene grinte, imens jeg rystede på hoved. Helt ærligt, så vidste jeg ikke hvad der skete i drenges hoveder. Og hvad jeg mener med det, forklare det næste der skete.

”Nu er det os!” råbte Niall højt.

Før jeg vidste af det, var jeg svunget op hans favn, imens han løb hen til vogne. Jeg skreg som pokker, imens latter lød omkring mig. Jeg tvivlede langt fra på, hvor sært dette overhoved så ud. Seriøst, de fremmede mennesker måtte tro vi havde en skrue løs, jo mere vi udsatte dem for som vidner.

Men fuck det.

We’re young!

“Hvad fanden dreng?” prustede jeg forskrækket, da Niall havde svunget mig ned i sædet ved hans side. Mit hjerte bankede hurtigt, da adrenalinen før var blevet tændt, som en slags automatisk forsvar eller reminder. Selvom jeg ikke angreb Niall, eller synes at opdage hvad fanden der skete. Ikke før jeg var sat ned, i den håbløse store vogn – Med alt for mange sikkerhed ting.

Synk.

Hvad var det nu for nået, jeg var gået med til?

Niall grinte bredt, imens han formåede at klikke de mange ting og sager. Jeg selv var som forstenet, ind til tanken strejfede mig, at forlystelsen kunne gå i gang når som helst. Så naiv jeg nu end var, at tænke på sådan noget urealistisk. Medarbejderne tjekkede jo alle, inden de satte forlystelsen i gang.

Ikke?

Jeg blev pludselig nervøs, hvilket fik mig til at sætte tempoet op, for de mange bevægelser jeg synes at lave.

”Her lad mig hjælpe dig,” lød det smilende fra min side, hvor efter et par hænder tog fat om mine, der irriterende nok fumlede med det hele.

Hvorfor var det så svært at spænde lortet?

(Undskyld mit sprog, selvom jeg ikke mener det..)

Bag mig hørte jeg tydeligt latter og fløjt, der tilhørte et par kendte stemmer. Om det var fordi de misforstod det hele, med at Niall klikkede selerne der hvor de måske… private steder var, kunne meget muligt være dét. Vent, det var nok det. Eller så bare det at vi så søde ud... Enden eller, det var i hvert fald noget det handlede om os begge.

Jeg var helt ærligt lige glad. Det faktum at Niall hjalp mig, var bare sødt. Og jeg følte en vis stor glæde, da jeg kom i tanke om, at jeg skulle sidde ved siden af ham i denne vilde rutsjebane.

Heldet var med mig!

”Så er du sikret. Og hvis det er, skal jeg nok passe yderligere på dig,” smilte Niall, med sine øjne bordene ind i mine.

Mit hjerte slog et ekstra slag over, ved det blik jeg fik. Kærlighed, ærlighed, glæde og troskab. Det gjorde mig fuldstændig mundlam samt blød i knæene, hvilket fik mig til at glæde mig over, jeg sad ned. Ellers skulle Niall have holdt sit løfte, og ret hurtigt gå aktion, med ellers at gribe mig.

Han havde virkelig ramt mig, Niall.

Det var det sidste jeg nåede at tænke, da en hånd sneg sig ind i min, og rutsjebanen spillede sig frem foran mine øjne, inden alle vogne blev skut afsted. Mit skrig var højt, men nok fordi det kom som et chok sammen med den kildende fornemmelse i maven.

Om det var på grund af rushet i forlystelsen, eller bare Niall og hans nærvær, vidste jeg dog ikke. Bare at den varme hånd blidt trykkede sig ind imod min, med så mange følelser og hentydninger, end ord nogen sinde ville kunne sige eller forklare.

Det hele fløj om ørene på mig, imens jeg blev kastet til alle sidder. En hurtig tak til Niall og selerne, blev sendt, før jeg ellers bare lå op af Niall. Sådan var det altid jeg endte med at sidde, for hver et ryk det blev lavet.

Lige så hurtigt som forlystelsen var startet, stoppede den igen med et ryk. Jeg måtte holde Niall fast, fordi han svang frem af, med hans seler der ikke stoppede ham nok. Jeg kunne ånde lettet op, ved at rede ham fra den store jernstang, der spillede sig beskyttende op foran os.

***

”Hold da kæft, hvor var det vildt!” udbrød Louis, da vi endelig var kommet op fra vognene, og hen imod udgangen.

Min hånd lå stadig i Niall’s, så min mave opførte sig sindssygt. Jeg synes ren faktisk at det var dejligt. Det var nu tydeligt for mig, hvor forelsket jeg var i har. Denne følelse var ikke bare kortvarig. Nej, langt fra – mere det modsatte. Hvilket jeg håbede på det ville blive imellem os, hvis vi blev kærester.

Bag mig fløjtede Zayn lavt af os, hvilket fik en varme til at stige i mine kinder. Normalt var jeg ikke den, der lige gik og rødmede, men det gjorde jeg nu altså. Trust me, ikke at det var spor morsomt – not at all…

Jeg fløj op da et par hænder, kildede mig lige i begge sidder ved hofterne. Mit skrig, der sikkert lød virkelig piget, fløj igennem luften. Blikket fløj væk fra Niall, og hen ved min venstre side, hvor Louis – med Zayn og Liam lige efter - kom gående forbi med et listigt smil. Et ret så hånende samt drillene et at slagsen.

Jeg knurrede af ham.

Yes, du hørte rigtigt.

Knurrede.

Jeg var blevet til en kat.

Woop.

”Lou din shit!” råbte jeg irriteret og langede ud med min venstre hånd, direkte imod hans skulder.

Hans flabede grin, fik mig til at presse øjne sammen, i en skulende adfærd. Alle vidste jeg var kilden. Alle som i alle jeg kendte. Skide irriterende. Især når jeg sammentidigt blev skide forskrækket over det mindste. Som i nok kan høre, var der alt for mange muligheder med mig, for at få et skrig presset ud af lungerne på mig.  Jeg havde prøvet det alt for mange gange. Og selvom det, formåede alle alligevel at opnå deres ting.

”Aw sis,” lød det trøstende fra Nick, der lagde armen om mig.

Okay, lige så i forstår det rigtigt. Når jeg siger trøstende, og det var dét øjeblik som det var, og det var Nick der sagde det, skal det forstås sådan; drillende og ironisk. Intet mere, ingen trøstende ord der blev ment, det hele var drillende og en joke.

Great, huh?

”Skrid dude,” sagde jeg ’surt’, og fejede hans arm væk.

Min højrehånd formåede stadig at ligge i Niall’s. Han klemte blidt min hånd, så et smil automatisk dannede sig på mine læber. Jeg kiggede lige frem, da jeg endelig havde fået Nick lidt væk. Måske skal jeg huske at tilføje, alt dette skete imens vi gik.

Men foran os – Nick, Niall og jeg – gik Liam, Zayn og Louis der grinte højt, med hentydning til scenerne bag dem – omkring os.

En ide plantede sig sjovt i min hjerne, da jeg fik øje på afstanden imellem Louis og Zayn. Den røde t-shirt skjulte sjovt nok Louis’ ryg, hvilket fik mig til at grine lydløst – af mig selv og min ide. Jeg slap Niall’s hånd, rettede kort på trøjen, før jeg ellers satte af til at løbe. Vinden susede hurtigt forbi mig, imens forvirret stemmer lød bag mig. De havde helt sikkert ingen ide om hvad fanden jeg havde gang i.

Måske ikke, men det fandt de ud af.

Jeg skreg lavt, da jeg satte af i spring hen imod Louis’ ryg, da afstanden imellem os var minimeret nok. Allerede inden jeg landede på ryggen af ham, med mine ben om hans talje, lød der høje grin bag mig, der tydeligt fortalte hvor tætte de allerede var på et sammenbrud. Et lattersammenbrud.

Fun-fun-fun-funny, i know!

”Boo Bear!”

Min stemme var fyld med glæde, som et symbol på hvor sjovt jeg havde det. For som jeg forventet, sprang Louis op, men holdte dog fast i mig så jeg ikke faldt ned. Zayn og Liam sprang forskrækket op ved hans side, men lo dog røven ud af bukserne sammen med Nick og Niall.

Jeg grinte selv som bare fanden. Mine arme lå godt fast omkring Louis’ nakke. Mit hoved tittede frem ved hans venstreskulder, med et stort tilfredst smil lå smurt på. Louis virkede dog måske ikke så tilfreds, nok bare for sjov, for ellers smilede han bare, og holdte godt fast på mig. Alt i alt virkede det også på hans holdning og assitude, som om det passede ham helt fint at jeg sad på ryggen af ham.

Det var da bare hyggeligt..

For resten; Hævnen var sød!

”Bliv du bare siddende der oppe så,” lød det ved siden af mit hoved.

Jeg nikkede endnu mere veltilfredst, og så det som en ren afslapning, at jeg fik min egen transportperson. Endnu bedre at han var stærk. For det var Lou jo. Ellers ville han jo ikke kunne bære mig…

Ikke for noget.

Men ikke at det kom som nogen overraskelse at han var det. Havde muskler både i arme, ben og mave. Det havde alle drengene jo!

Uff… ja i den grad!

Vi var på stranden her forleden, hvor vi badede og seriøst… Jeg døde lige…

Især Harry havde en flot mave, det måtte jeg nu indrømme over for mig selv. Ikke at der var noget i det. Bare fordi jeg var venner med ham, og de andre, kunne jeg da sagtens synes de var godt i stand?

Jeg smilede stort til Liam, der kiggede aflæsende på mig.

De havde hver i sær, alle disse drenge jeg var sammen med dér i det øjeblik, taget hvert sit ansvar til sig, med hensyn til mig. Bekymringer og opmærksomme øjne, var noget jeg bar på de sidste par dage, og nok også mere til i fremtiden. Harry havde trods alt ramt mig hårdt. På mit ømme punkt, som jeg havde fortalt ham om. Selvom det var enormt skuffende samt sårende, det at han havde brugt det imod mig, ændrede det ikke min lyst til den handling, jeg havde udført ved at fortælle ham det i første omgang.

Harry var jo i sit mest deprimerende sind, netop på grund af en hjertesorg, jeg havde skabt. Derfor forventede jeg heller ikke, at han ville undgå at ramme mine ømme punkter. Godt nok havde jeg ikke regnet med sådan et dybt og hårdt et, som dét han havde valgt, men fair nok… Jeg overlevede, kom videre, så længe jeg havde de andre drenge sværmene om mig.

Selvom det til tider blev for meget, så var det rart, at der var nogen for mig. Elskede mig. Trøstede mig. Især Niall, da vi var kommet endnu tætter på hinanden. Jeg var faktisk enormt lettet over at Harry var rejst til Los Angeles. Niall og jeg opførte os tit ret… ja… mere end venner, mildt sagt. Jeg kunne allerede dér sige, hvor meget jeg vidste det ville ramme Harry.

Hvordan havde Harry det mon? Jeg håbede da han havde a good time, over i den varme by. Og ikke kom til skade eller noget…

                                                                                                                                   

Hey loves :)

Endnu et kapitel er skrevet. Jeg behøver ikke engang at stille spørgsmål til næste kapitel, det har Rose vidst allerede gjort ^^ Meeen, til jeres ledetråd skal det siges det næste kapitel, er fra Harrys synsvinkel og er ret... hm... sjovt. Hvorfor det mon er det, bliver noget i må gætte jer til ;)

Tusind tak for alle de kommentarer, likes og personer på favoritlisten, som i har givet mig! Det redder mange dage, med de ting jeg læser, med smil i bringer på mine læber. Tusind tak! :) Husk da stadig at blive ved med det, hvis i kan lide historien, og fx endnu ikke har liket den xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...