Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
189225Visninger
AA

12. Where are you now?

Niall’s synsvinkel

”Kan vi ikke ringe til hende?” plagede Liam.

Den person jeg mindst havde set, ville plage på den måde. Men, han gjorde det. Vi alle gjorde nogle ualmindelige ting i denne her sammenhæng. På grund af en person. Rose.

”Liam, jeg har jo forklaret jer tusindvis af gange, at vi skal give hende noget tid!” udbrød jeg sukkende, og slog ud med armene.

Lige nu havde jeg det lidt som om, vi havde byttet plads, Liam og jeg. Ikke bogstaveligt talt, selvfølgelig. Men mere sådan, væremåde og persons mæssigt. If you know what i mean.

”Jamen, hun har fået en uge nu!” udbrød Zayn, lige så utålmodig. ”Måske vender hun slet ikke tilbage til os.” Jeg gav ham et irriteret blik, som fik ham til at lukke munden. Åh for helved da, hvorfor blev de bare ved med, at spørger om det samme?

”Tag det nu roligt. Hun vender tilbage. Tro mig,” lød det fra Harry. Som faktisk ikke lød så selvsikker, som han burde i den sammenhæng.

”Det er sgu svært at tro på noget som helst lige nu…” mumlede Louis stille, sikkert for sig selv. Jeg kunne nærmest rive håret af mig selv. Det hele var jo ikke, som det burde være! Louis var pludselig blevet stille og mut, Zayn hele tiden talende, Liam utålmodig og klagende, Harry beroligende og usikker og jeg…

Træt kørte jeg hånden igennem det afblegede hår.

Jeg var den alvorlige og seriøse, lige pludselig. Hvis, i kan høre det på det hele, så er alt dette, så meget forkert! Det burde slet ikke være sådan! Men, Rose hun… ja havde en underlig effekt på os alle. Det kan i vel såmænd også høre.

”Måske er hun taget på sommerferie?” forslog Harry.

Jeg rystede på hoved.

”Karl smart, dig som er helt væk i hende, har måske fuldstændig glemt at hun ingen steder skulle i år?” snerrede Louis.

Normalt ville jeg gispe over det her. Men, jeg kunne ikke rigtigt… Louis talte efterhånden meget grimt til Harry og jeg, da han mente det var vores fejl, at hun var forsvundet uden at komme tilbage. Måske fordi, vi begge kunne lide hende, så meget som vi kunne. Ellers, så spørg mig endelig ikke. For det har jeg ingen forstand på, med hensyn til et korrekt svar.

”Hold nu op, Louis. Det er hverken kun Harrys eller Niall’s skyld, alt det her. Det er vores egnes, hver i sær,” sagde Liam, seriøst og så anklagende på Louis.

Jeg smilede. Det at en side som denne endelig kom frem hos Liam, var godt. Virkelig godt. Måske betød det, at ham og jeg igen kunne skifte roller? Who know’s…

”Hmr…” mumlede Louis til svar, og stirrede koldt ud i luften.

Okay seriøst, jeg var ved at få spat af det her. Havde Rose ikke lovet mig, at holde kontakten? Og hvis, det her var hendes form for ’kontakt’, så ville jeg nødig holde den meget mere. Det ødelagde jo os alle sammen, på grund af det her!

”Jeg tror lige jeg tager noget mad,” sagde jeg hurtigt, og var hurtigt ude af stuen, og inde i køkkenet. Ude fra den mærkelige og anspændte atmosfære. Irdk, jeg hadede den!

Som jeg sagde før, ville jeg tage mig en bid mad. Det blev bare til en kanelstang der lå og flød i en pose, ved siden af vasken. Den blev sat på en tallerken, og bragt med over til barstolene, hvor jeg ellers slog røven i sædet. Spændene i know…

Et par bider tillod jeg mig selv at spise, inden jeg skubbe tallerkenen fra mig. Besværlige bevægelser blev lavet, inden jeg endelig havde min mobil i hånden, i stedet for i lommen. Fingrene lavede nærmest stepdans på touchskærmen, inden jeg var inden under det rigtige nummer.

”Hallo?” lød en lys, men fin stemme.

”Danielle?” spurgte jeg, bare for at være sikker.

”Niall? Hej!” udbrød hun overrasket. ”What’s up boy?”

Jeg studerede den lækre og indbydende kanelstang, der lå foran mig på tallerkenen. Kampen var om at spise den, og afslutte opkaldet. Eller at fjerne blikket og forklare mig til Danielle. Efter en lang overbevisning fra min hjerne, fjernede jeg blikket fra den fedtet kanelstang, og lod styrken indtage mig.

Det her, var vigtigere end mad. Og når det er det, så er det virkelig vigtigt! Derfor, var jeg også meget stolt over at, kunne lade maden være, som ellers var så fandes indbydende. 1000000-1 til maden. Men… i det mindste havde jeg et?

”Dani, der er brug for din og Eleanors hjælp,” fortalte jeg. ”Virkelig, seriøst. Det her er virkelig ved at gå over gevind.”

Der lød noget raslen, der helt sikkert tilhørte nøgler.

”Ja? Jeg lytter,” lød hendes svar, spændt og nervøst.

”I bliver nød til at komme her hen til Louis’ og Harrys lejlighed. Selvom de ikke vil have det.”

Hun rømmede sig kort, sikkert af overraskelse.

”Niall?” spurgte hun.

”Ja?”

Der var lidt stille i et par sekunder.

”Er det virkelig så galt?” udbrød hun dernæst.

”Ja,” svarede jeg hæst. ”Desværre.”

Der lød et tungt suk.

”Okay, jeg køre forbi Eleanor på vejen der hen. Så, vi er der om en halv time.”

***

Dørklokken gav genlyd i hele lejligheden. Drengene så forvirret ud, sikkert fordi de ikke regnede med besøg. Kun hvis, det var Rose. Hvilket var grunden til at, de nærmest sprang op af stolene, og nær var løbet ud i gangen til hoveddøren – som vilde løver.

”Drenge, det er ikke Rose. Trust me,” sagde jeg hurtigt, så de ikke ville såre pigerne. For som de gjorde nu, lavede et ret så skuffet face, ville de helt sikkert gøre når de så Danielle og Eleanor. Fordi de ikke var Rose. Og det fortjente det ikke, pigerne. Det var trods alt ikke dem, men drengene selv, der var gået galt i byen.

”Okay, men hvem har du så inviteret over, Niall?” spurgte Harry, ret nysgerrigt.

Jeg smilede skævt.

”Forstærkninger,” svarede jeg kort. Uden at vente på svar eller reaktioner, luntede jeg ud i gangen til hoveddøren. Jeg for resten nærmest smækkede op, i ren spænding.

”Dani og Elle!” åndede jeg nærmest lettet op. ”Godt i er her!”

De smilede sjovt til mig, med et let grin, hvor efter jeg ellers fik et kram fra dem hver. Niall laver damer, huh? Ej haha, laver sjov den passede ret godt ind i den her sammenhæng, synes jeg... Eller hvad?...

Okay nej, akavet.

”Hey Nialler!” sagde begge piger, i munden på hinanden.  

De trådte indenfor, imens jeg ellers lukkede døren efter dem. Nu var der ikke andet tilbage end at, håbe at de kunne hjælpe på det her.

Vi gik samlet alle tre, ind i stuen hvor fire par øjne, sad og stirrede direkte ud i luften. Ingen sagde noget. Virkelig, stilheden var over hele rummet. Hvis, jeg ikke tog fejl, havde drengene ikke engang opdaget os. Ikke før at, Danielle irriteret rømmet sig.

”Hey boys,” skar hendes stemme ud i luften, der var lige så tyk som en klump fedt. Klam sammenligning, nu hvor jeg tænker nærmere over det…

Endelig, kiggede alle på os. Øjne blev spærret op, munde åbnet let. Dem der gjorde det mest, må jeg nok underligt nok indrømme, var Louis og Liam. You know, det er jo deres kæreste, som de havde forbudt at komme her i denne periode? Personligt, synes jeg det var dumt… hvorfor lukke dem ude, når de allerede er en del af det?

”Danielle?” udbrød Liam.

”Eleanor?” udbrød Louis.

”Hvad laver du her?” blev der efterfølgende sagt, sammentidigt hvis ikke i munden på hinanden.

Jeg sukkede, og slog med flad hånd på min pande. Var det virkelig så utydeligt, hvad de lavede her?

”Drenge,” smilede Eleanor. ”Vi er blevet inviteret til kage, selvfølgelig. Hvad tror i selv?” Hendes stemme var til sidst irriteret, og lød godt træt. Af dem. Got it? Jeg kunne lige regne sammenhængen ud! Proud man here…

”Niall,” skulede Louis, og så på mig med et irriteret blik.

”Se det der blik, Louis, det kan du godt fjerne med det samme!” snerrede Eleanor vredt, og gik hen og stillede sig foran ham.

”Hvorfor? Du er sgu da ikke min mor!”

”Nej, men hvorfor tror du at Niall har inviteret os her over? Har du hørt dig selv engang? Louis, du er ved at gå helt ud af dit gode skind og personlighed! Du er ikke normalt sur og mut hele tiden. Du er det modsatte!” sagde Eleanor bestemt, og sendte ham et ulæselig blik fra min side af. Men, Louis kendte det sikkert godt. Og efter hans mening at se, var det ikke rart at få, for han krympede sig helt under det.

”Hm…” mumlede Louis, om det var bekræftende eller hvad, vidste jeg ikke. Men, Eleanor trak ham op fra sofaen, og kiggede rundt på os andre.

”Vi smutter lige ind og snakker. Danielle, du ved hvad du skal gøre,” lød hendes stemme, kontrolleret. Jeg følte et stik af tilfredsstillelse, da Liam blev trukket afsted af en kold Danielle. Det hele gik efter planen. Nu håbede jeg bare, at jeg selv, ville kunne få banket noget fornuft ind i de andre to.

Som jeg apropos så på, da de fire andre var ude fra rækkevidde. De så lige ud, som om de ikke var berørt af det der lige var sket. Men, jeg vidste, at det var de. Selvfølgelig var de det. Denne stilhed der var, kunne jeg bruge til at, få de ting ud jeg skulle. For den var her, fordi de allerede ville lytte til mig. Så meget havde jeg lært, efter to års venskab med dem alle. Hold da op, jeg lyder egentlig meget erfaren, når jeg tænker sådan…

”Det gælder også jer,” hørte jeg mig selv udbryde, inden jeg stillede mig foran dem. Begges blikke bevægede sig for en gangs skyld op, på mig. Som den mindste, højde mæssigt, i flokken følte jeg en hvis sejre ved det. Hvis, i kan følge mig?

”Hvad?” spurgte Zayn, selvom hans ansigt udtryk tydeligt sagde, at han godt vidste det. Se det, ville man aldrig kunne se normalt, hvis, det ikke havde været for hele denne situation. Og på en eller anden måde, var det så forkert, at jeg kunne se hvordan Zayn havde det! Selvom det på den anden side, var ret dejligt at få bevidst at drengen havde det dårligt. Selvom jeg faktisk godt kunne læse ham, udover den her ene gang. Jeg kendte ham godt nok til at, kunne vide hvad hver eneste bevægelse betød i hans ansigt. Hans måde at, skjule det.

”I opføre jer sgu også totalt latterligt! Som havde nogen fået vendt jeres væremåde helt om, så det er det modsatte,” sagde jeg, helt oprevet.

”Du er ikke meget bedre selv, Niall. Se på dig selv, du er sgu da også berørt over det her! Du er nu den seriøse, og kan ikke engang tage jokes mere!” lød det irriteret fra Harry.

Jeg så ham direkte i øjne.

”Det kan måske godt være, Hazza. Men, en eller anden må sgu da holde hoved koldt, når ikke engang Mr. Ansvarlig kan!” snerrede jeg, imellem mine sammenbidte tænder.

Zayn så overrasket på mig. Måske fordi, jeg lige snerrede. Hvilket jeg normalt aldrig gør. Hans blik resulterede i at, jeg sukkede tungt og sank mine spændte skuldre.

”Ja, se selv Zayn. Jeg kan også ændre min persons karakter fuldstændig, når det hele bliver for meget. Men, ved du hvad? Det er skam ikke noget, jeg lige har lyst til at gøre, det er kun så i kan fatte en klar besked,” fortalte jeg, stille og trist.

Han nikkede stille, som svar på forståelse.

”Sorry, Nialler…” lød det lidt efter fra en trist Harry.

Jeg så over på ham. Han så trist på mig, med hænderne op til hoved.

”Det hele bliver bare for meget for mig. Det er som en slange, der hele tiden pisker mig med dens giftige tunge med gift, for at minde mig om, hvad, vi har gjort imod Rose.”

Zayn så lidt på ham, inden han overraskende nok, gjorde sig fuldstændig enig. Jeg selv, smilede pludselig, da det gik op for mig, hvad der plagede ham. Og ikke mindst de andre.

”Dudes, det der, det er hvad der hedder skyldfølelse,” lo jeg stille.

Ja, på en eller anden måde, fandt jeg det ret sjovt, at de ikke kunne genkende følelsen når de mærkede den.

”Seriøst?” udbrød Zayn, overrasket.

Jeg nikkede.

Han sukkede.

”Pis også, så er det dét, det hedder.”

Jeg nikkede, og smilede trist. Tænk at, de nærmest havde taget det hele til sig – som jeg havde sagt - og så nærmest var dem selv igen. Det var betrykkende at vide, at de ikke var som før. Altså det modsatte end hvad de normalt er.

”Men, hvorfor har du det ikke?” spurgte Zayn lidt efter nysgerrigt, men ellers ingen tegn på yderligere følelser. Sådan som han altid havde været. Tilbageholdende. Selvom vi alle kendte ham godt nok til at, kunne læse følelserne igennem den tykke facade. Hans oprejste døgn facade. Hvor måtte det egentlig være hårdt at, holde sådan en oppe i så lang tid af gangen…

”Ja, hvorfor har du det egentlig ikke?” gentog Harry nærmest, og så spændt på mig.

Jeg tænkte nærmere over det. Ja, hvorfor? Svaret var vel at, jeg følte mig tilgivet af Rose, efter den dag ved cafeen. Selvom, hun ikke selv sagde det med ord, gjorde hendes øjne det. Hvilket sagde så meget mere om hende, end ellers. Men, skulle jeg nu sige det til drengene, eller stikke dem en løgn?

”Det har jeg også. Tro mig. Men, jeg har holdt hoved koldt indtil nu, så jeg har formået at skubbe den længere væk fra mig,” forklarede jeg, så overbevisende som muligt, og skar en grimasse.

Og ved i hvad?

For en gangs skyld, var det en af mine løgne overbevisende, og de nikkede som et tegn på tillid. Og at de troede på mig.

Inden i mig selv, sukkede jeg af lettelse. Det måtte vel være skæbnen der synes, drengene ikke skulle lide mere ved, at høre om hendes tilgivelse til mig. Og måske endda sparer mig for, en masse vrede ansigter der indeholdte en jaloux assitude. Dejligt!

”Tror i snart hun kontakter os?” spurgte Harry pludseligt, ud i det blå.

Jeg nikkede overbevidst. Mine fornemmelser sagde mig tydeligt, at hun snart ville vise sig. Så længe vi holdte os på afstand, gav hende tid, skulle hun nok komme. Det ville jeg væde med!

”Du virker meget sikker… ved du hvad hun fortager sig?” påpegede Zayn, og så mistænksomt på mig. Som havde jeg lige svigtet dem alle sammen. Hvilket var et minus ved Zayn. Han kunne hurtigt dømme folk, hvis, han var stresset og følte sig presset, i en situation som denne. Ikke at det var hans mening at, gør nogen kede af det eller uret. Men, hans hjerne kobler nærmest fra, i ren frustration.

”Næ…” svarede jeg bare, og smilte et lille smil.

De nikkede begge.

”Gad vide hvad hun overhoved laver lige nu…” hørte jeg min egen stemme sige.

Og ubesvaret, blev det imellem os. Men, vi alle tænkte over mulighederne.

***

Rose’s Synsvinkel

Jeg grinte stort, da Afrodite krammede mig farvel.

”Vi ses søde! Det var så hyggeligt!” fastslog hun smilende, og gav mig et ekstra klem inden hun trak sig.

Mit smil fyldte nærmest hele mit ansigt. Bogstaveligt talt.

”Ja det var det da! Jeg er da glad for, jeg kunne komme med og støtte dig. Du klarede det så flot!” svarede jeg glad, og blinkede sjovt til hende. Hun lo.

”Ja, måske. Nu må vi se, om det bliver til noget med den kontrakt. Amerika er lidt for langt væk til mig. Men måske? De har også et studie her i England inde i London, så jeg satser på at det bliver der, hvis, det overhoved bliver til noget,” forklarede hun.

Det var helt tydeligt at, hun heller ikke kunne fjerne sit smil. Det hele havde været så hyggeligt! Så sjovt og perfekt… Afrodite og jeg havde helt sikkert fået et endnu tættere bånd, efter den her tur.

”Men, vi ses!” hilste jeg.

Et vink blev sendt til min bedste veninde, men også til hendes far bag rettet på bilen, inden jeg ellers smilende smuttede hen til min bror i døren. Som apropos lige var blevet åbnet. Sikkert på grund af larmen, Afrodite og jeg havde lavet.

Ups…

”Hey sis! Velkommen hjem til knap så solrige England!” lød Nicks latter, der var smittende – og sikkert kunne høres langt væk.

Jeg rystede på hoved af ham, inden jeg lod ham tage min kuffert, og kastede mig ind i hans arme. ”Ikke fornærm England! Det er dit hjem, ondsbolle!” mumlede jeg i hans øre, med et smil siddende i mundvigen.

”Det gør jeg da heller ikke! Jeg siger bare sandheden, i forhold til vejret i Californien,” påpegede han seriøst, selvom pointen om at det var en joke, lå i stemmen på ham.

Nu vil i sikkert gerne vide hvor, hvornår, hvad og hvordan. Og ja, nu skal i da få det afvide…

Efter jeg var kommet hjem fra Oxford Street, var min mobil brummet af helved til, på grund af et opkald fra Afrodite. Hun fortalte mig, at hun var blevet kontaktet af nogle producer fra et pladeselskab der hedder Island. De ville gerne have hende hen til Los Angeles, så de kunne indspille nogle demoer, og snakke om en mulig pladekontrakt. Efter en samtale med hendes forældre, havde de aftalt med pladeselskabet, at de ville rejse dagen efter – den dag hun ringede.

Og efter som jeg støttede hende hele tiden, ville hun have mig med, over til Los Angeles i Californien. Hvilket, hendes forældre var helt enige i. Så, jeg måtte overbevise mine forældre, som faktisk var nemt nok efter den detalje, med Afrodites forældres enighed.

Samme aften som opkaldet, havde jeg pakket til en uge i Californien, og sad i et fly sammen med min bedste veninde – og mit kamera i hånden. I ved, nu hvor muligheden for at komme til Californien var der, skulle jeg da have det med. Billeder skulle tages i massevis. I ved, it’s all about the pictures.

Det havde været en uforglemmelig tur. Californien var fantastisk, ikke mindst Los Angeles. Noget af en oplevelse, som jeg ville huske hele livet – takke været Afrodite og mit kamera med minder. Afrodite havde været med ude på nogen af mine ture, hvor jeg også havde fået lov til, at tage billeder af hende. Fik jeg fortalt hvor smuk hun er, Afrodite? Hun har været heldig med at, både få en fantastisk stemme og ligne skønheden selv.

Jeg havde også set turen, da jeg fik lov, som en mulighed for at komme lidt væk fra drengene. Tænke sådan ordentligt over det hele. Selvom, jeg allerede havde besluttet mig at tilgive dem, så kunne jeg da sagtens tænke lidt yderligere over det. Men, så meget blev det heller ikke. Jeg nød også følelsen af en slags frihed med, at have en usynlig last lindret på mine skuldre. En last som indebar at, give drengene et godt svar.

Ja… det var det jeg lavede i den sidste uges tid. Nu håbede jeg bare at, drengene ikke var sure over der var gået lidt længere tid end forventet.

”Tak Nick,” smilede jeg, da vi var nået oven på og han stillede min kuffert på mit værelse. Han smilede som svar.

”Kom. Mor og far er ikke hjemme, men over hos nogle venner. Så… hvad tror du det står på?” spurgte han, og så opfordre på mig.

Jeg hvinede glad.

”Fryse pizza!” råbte jeg, og hev ham med neden under.

Undervejs kiggede jeg sammentidigt på mit armbåndsur, som viste hvad klokken var. Sjovt nok, ik? Ej, klokken viste de ti over seks, så det var grunden til Nicks pointe med maden. Woop, jeg er klog huh?

”Okay, hvis jeg sætter den ind i oven, finder du drikkevare. Okay?” forslog Nick, med et lykkeligt smil på læben. Hvis, jeg kunne tænke langt nok – hvilket jeg kunne – var smilet sikkert fordi, han havde sin søster hjemme.

”Fino, der gør jeg.”

Da jeg vendte om på hælen, smuttede jeg ud imod skuret der lå i forhaven. Nick råbte efter mig, hvilket fik mig til at grine, da det gik op for mig, hvad han råbte.

”Det er godt Angel! Husk, en øller til mig!”

Også var jeg ellers hjemme ved det normale, hos min kære bror.

***

”The life is good…” mumlede jeg tilfredst, da jeg tog endnu en tår af min sider.

”Oh yeah,” istemte Nick, og tog endnu en bid af den oste fyldte pizza. Han havde ikke rigtigt noget imod, at jeg drak lidt alkohol. Så længe han var ved min side, kunne han godt leve med det.

Vi lå og flød på sofaen foran tv’et – der hvor vi hørte hjemme. Ej nej, i’m just kidding. Vi så bare film en gang imellem, når vi hyggede os. Også var det altså også med frysepizza og det hele!

Af film valg, var vi over i en som jeg havde fundet på en af kanalerne, og lokket Nick med til at se. Det var ”She’s the man” en som jeg allerede elskede, efter blot en times tid sendetid. Men seriøst, hvem ville ikke kunne lide den? Det var jo nogen af den sjoveste humor og ironi, der var i den film! Jeg mener, ingen ville nogen sinde gå så langt, bare for en sport. Men, jo faktisk er der, så det vil jeg tage i mig igen. Hvis, vi nu skifter et par ting ud, og siger det var mig og fotograf i stedet for fodboldspiller og hende, så ville jeg gøre det samme! Så Rose, slug dine ord…

”Hva’ hvordan gik det i Californien?” spurgte Nick interesseret, da de hadefulde reklamer kom på, midt i filmen. Sig mig, hvis irriterende ide var det lige, at sende reklamer midt, i en film eller program? For når jeg finder personen, får han/hun seriøst smæk… det stinker jo af helved til, med alle de reklamer!

”Det var så fedt! Lige som jeg havde forstillet mig. Plus, at jeg fik taget massere af gode billeder der over, var bare det der gjorde det dobbelt så godt,” erklærede jeg, og smilede som bare fanden. Nick lo let af mig – sikkert på grund af mit håbløse glade smil. Men, jeg kunne ikke få det til at forsvinde. Jeg tvivler stærkt på, om noget overhoved ville kunne gøre det.

”Gik det godt med Afrodite?” spurgte Nick endnu engang, mindst lige så nysgerrigt som før. Jeg nikkede.

”Hun fik indspillet demoerne. De var positivt overrasket over dem, og de snakkede allerede om en mulig kontrakt. Men, jeg forstår dem godt. Hendes stemme er helt speciel og fantastisk!” fastslog jeg, stolt.

Nick nikkede, men så lidt længe på mig.

”Så hvis, hun nu får tilbuddet om en pladekontrakt, og hun siger ja. Hvad så? Så flytter hun til Los Angeles, eller..?” spurgte han forsigtigt, som for ikke at gøre mig ked af det.

Jeg smilede et smil, der tydeligt viste ham der intet problem var dér.

”Hvis, hun får tilbuddet siger hun ja. Men, hun vil spørger om overflyttelse til deres studie her i London, i stedet for. Hun fortrækker England frem for Amerika,” forklarede jeg mig.

Min bror lagde hoved på skrå, og rynkede panden. Det så ud til, at han tænkte over noget. Ret længe og heftigt, skulle jeg måske tilføje.

”Rose,” startede han stille.

Jeg så forvirret på ham. Han lød fuldstændig som en, der skulle overbringe en dårlig nyhed. Men, hvad mon?

”Har du overvejet hvorfor, hun gerne vil være her i England?”

Min forvirrelse stod mig til op over ørerne. Mit hoved rystede til svar. Det havde jeg ikke, for hun havde allerede forklaret mig grunden. Hun elskede jo sit hjemland, så meget, at en sangkarriere ville blive afslået. Det sagde hun i hvert fald til mig. Og påpegede selvfølgelig, at det var med undtagelse, hvis det var i England.

”Hm… hvordan skal jeg sige det her?” sukkede Nick, og kiggede op i loftet, som ledte han efter ord og stod de der oppe.

Sært.

Wiredo.

Just like him.

Okay, jeg er ikke meget bedre selv…

Tilbage til reality.

”Sig det lige ud, jeg hader når folk sparer mig for hele sandheden,” forslog jeg, og lavede en grimasse på grund af minder. Som mine forældre stod for. I vil helst ikke vide dem, tro mig…

”Okay, du bad selv om det,” mumlede Nick, inden han inden tog en ordentlig mængde luft.

Okay, overdrivelse bro, tænker jeg bare. Så svært kan det vel heller ikke at, sige en mulig begrundelse? Det er jo ikke fordi, min verden braser sammen eller noget?

”Det kunne muligvis godt være på grund af dig,” endte han endelig med at sige.

Jeg sank skulderne, da han endelig sagde det.

”Se!” udbrød jeg, smilende. ”Det var ikke så… vent hvad sagde du lige?”

Jeg så med store øjne på mig, da det gik op for mig, hvad den mulige begrundelse kunne være. He must be kidding me! Kunne jeg være grunden? What! Why?

”Hvorfor dog det, Nick?” udbrød jeg, helt paf og chokket.

Han sukkede

Jeg sank en klump.

Vi begge var nervøse over det, han nu ville svare. Det var tydeligt. Men, jeg var enig med mig selv i, lige meget hvad det kunne være med mig, så skulle det ikke sætte en stopper for Afrodites drøm. Hun kunne umulig lade sig holde tilbage, på grund af noget med mig! Det måtte hun ikke. Det var ikke tilladt!

”Du er her i England, Rose. Du er hendes bedste veninde. Hun vil selvfølgelig blive her fordi, du er her! Afrodite ville aldrig nogen sinde, forlade dig for sin drøm. Ikke så længe, du ikke siger noget til hende,” forklarede Nick mig.

Jeg nikkede langsomt, da det langsomt – kolonormt langsomt – sivede ind i mit hoved. Han havde ret. Jeg kendte Afrodite godt nok til at vide, at hun havde det sådan. Og som Nick sagde, så ville hun ikke tage af sted, med mindre jeg sagde noget til hende. Hvilket jeg ville gøre. Lige med det samme!

”Nick, jeg må ringe til hende. Nu!” udbrød jeg, og farede op af sofaen for at, fiske min mobil op af mine håbløse stramme shorts.  

Men, lige da jeg skulle til at indtaste det genkendte og nemme nummer, brummede min Blackberry. Et velkendt billede, poppede op og opspærret så jeg på nummeret. Hurtigt var opkaldet besvaret, med forvirret anelser summende i tåspidserne.

”Hej Elle, hvad så?”

 

                                                                                                           

Hey dejlige mennesker!:D

Så.... 172 på favoritlisten og 120 likes! Holy shit motherfucker.... det er jo helt sindssygt (igen for min side, da jeg aldrig har haft det store antal læsere...) 

Tusind TUSIND tak!

Så opdagede jeg lige, at jeg ligger på første side, anden linje, på popularitets listen! Fuck, altså tusind tak, i er for skønne!!!!

Så igen tusind, TUSIND tak! :)

Nu har rigtig mange mindet mig op tingen med "Begrund af" og "På grund af". Jeg har nu rettet mig op, og vil nu være mere kritisk og kigge efter fejlene for hvert kapitel. I dette, har jeg rettet det igennem, så jeg håber virkelig at der ikke er noget der er misset ;) 

Btw. tak for alle beskederne i skriver i kommentaren. Og for jer som er ærlige, og giver mig kritik fx med de ondsvage ting jeg staver forkert som på grund af ;') Er glad for i skriver det til mig.

Håber i kan lide kapitel! Hvad tror i Eleanor vil Rose? Skriv jeres bud i kommentaren!:D xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...