Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

746Likes
700Kommentarer
192925Visninger
AA

21. When you have been bad Karma hits you – Suddenly and painfully in the face.

Harrys synsvinkel:

Regn.

I Los Angeles.

Jeps det var også det jeg tænkte, da jeg trådte ud fra den gigantiske lufthavn. Det var bestemt ikke normalt! Min destination var jo Los Angeles, ikke England om igen..

Forvirret omkring det håbløse våde vejr, trådte jeg ud under det enorme halvtag, der fyldte et godt stykke ud. Mine solbriller tog jeg af, da de med garanti ville blive våde. Hvilket ville betyde jeg intet kunne se. Og jeg skulle jo gerne kunne se, hvad jeg går og laver.

Jeg knurrede min kufferts håndtag ind i håndfladen, imens tankerne strejfede rundt i hjernen på mig. Regnen var en ordentlig byge, med sine dråber faldende ned i lange samt hurtige stænger. Jeg fik mindre og mindre lyst til at vade ud i vejret.

Sukkende, løftede jeg håndleddet så jeg kunne aflæse klokken. Den viste tydeligt 04:48 PM, men den var sat efter Londons tid.

Jeg løftede spørgende øjenbrynet.

Hvor mange timer var der imellem London og Los Angeles? 12? 4? 8?

Jeg satsede på det sidste, efter et utydeligt minde fra min sidste tur her over, og sank langsomt hånden igen. Så klokken var 08:48 AM, da byen her var bagud i tid. Jeg havde alligevel rejst i godt og vel tolv timer, så der lå forklaringen i min håbløse trætte krop.

Åh hvor kunne jeg godt bruge en times søvn eller to!

En dejlig blød seng, var skam lige hvad jeg fantaserede om…

Sammen med Rose…

Stop dig selv, Harry!

Mit blik blev kort sløret, efter jeg ellers bare stod og stenede ud i luften. Regnen var ikke stoppet, men selvom det, lagde jeg godt mærke til hvor varmt det var. Det var nærmest helt klamt i luften, med alt den fugt der var i varmen. Noget af en luftforandring i forhold til i England. Hvis det var varmt, var det bare normalt og lidt svedig. Hvis det var koldt, så var det bare skide koldt.

Bum.

End of story.

Noget af en ide strejfede mig, da jeg nok hellere måtte se at komme hen til mit reserverede hotelværelse. I hvert fald hvis jeg ikke ville stå der hele dagen, og ende med at blive opdaget af nogen. Ikke for noget, men det var ikke det rareste, det at blive bombarderet af fans samt paparazzier, når man var så træt som jeg var.

Forståelse for nogens sidder?

Det håber jeg da…

Fribrilsk ledte jeg med øjne efter en taxa, imens mine fødder bar mig længere ud imod vejen. Selvfølgelig var jeg forsigtig med ikke at komme så langt ud, at jeg kom ud hvor halvtaget ikke var. Jeg ville nødig blive mere våd en nødvendigt.

Okay stop; er jeg den eneste der misforstår alt det der, når jeg siger regnvejr og våd?

Nej okay, sorry for afbrydelsen, ville bare lige høre..

Der kørte biler stille og roligt forbi, imens jeg prøvede at praje en taxa. Er i klar over, hvor svært det er her sådan et stort sted?

Regnen var stadig ned i stænger, men til mit held gik halvtaget næsten helt ud til vejen. Men selv om det, var der ingen lorte taxa, der gad stoppe! Det pissede mig fuldstændig af, så jeg nær var ved at smadre mig selv en på panden, i ren frustration og irritation. Trætheden var helt overvældende. Den påvirkede mit humør for groft, så jeg ikke andet ville end bare hen på det lortehotel. Til en dejlig middags lur – Kald mig sær, men det tog jeg en engang imellem.

Det tog ret hårdt på kroppen, at arbejde så meget som jeg gjorde til tider.  

Ikke at det er nogen stor overraskelse – Det vidste jeg endda, inden jeg startede med at sige ja.

”Taxi!” råbte jeg højt, viftede med armen, da en af de gule genkendelige biler kom susene hen længere nede af vejen. Mine bevægelser virkede sikkert noget så desperate, så det så helt tåbeligt ud, men fuck det. Jeg havde brug for en taxa, og ingen gad stoppe. Så jeg havde vel min grund til at være besat på et lift?!

Det næste der skete, ved jeg ikke engang, om jeg vil fortælle.

Jeg mener… er i klar over hvor ydmygende det er? Og var?

Nej jeg døde ikke, blev ikke kørt over bilen, hvis nogen tænkte på dét. Men dog; jeg havde virkelig ønsket at dø, da det hele skete.

For som taxaen ræsede afsted, hen imod mit område, så den langt fra ud til at stoppe. Det troede jeg jo så den ville, så jeg gjorde mig klar til at gå ud i regnen, med min kuffert i hånden.

Lige ved kantstenene lå en stor voksende vandpyt, som jeg netop ikke havde givet min store opmærksom hed til. Jeg mener, det er jo en vandpyt. Der kun blev støre. Ikke specielt spændende, huh? Bare vand samlet et sted på jorden.

Men denne vandpyt skulle så vise sig, at blive mit uheld det øjeblik.

Den hurtigt kørende taxa, var så rar at køre helt henne ved kanten af vejen, så dens dæk plaskede igennem pytten. Med den alt for hurtige fart, den nu havde på hjulende, gjorde så vandet sprøjtede op i luften - Og lige over imod mig. Hvis jeg var en pige, ville jeg have skreget tøset. Men jeg var ikke en pige -eller er. Derfor var det bare et totalt kejtet råb, der passerede mine læber, før den alt for store mængde vand, væltede ind over mig.

Følelsen af at blive kold over hele kroppen, fik en gysen hen over mig som et tæppe. Den fugtige fornemmelse, der hurtigt var over alt ved mit tøj og hud, fik mig til at skære tænder. Håret hang direkte ned i hoved på mig, fik automatisk til at ryste på hoved; som en eller anden hund. Vandet sprøjtede ud til alle sidder, imens håret endelig rettede sig væk fra mine øjne.

Æv…

Hvorfor mig?

Hvad fanden havde jeg nu gjort?

”Og hvad har du så ikke gjort, Harry?” lød en genkendelig lys stemme, gentagende inde i hoved som et ekko. Min mor.

Ej joke, bare Rose.

Pointen i det hele var, det løb mig (endnu mere koldt end i forvejen) ned af ryggen. Endnu et gysende rush, gled hen over kroppen på mig, som havde vinden strejfede mig der. Minder skyllede imod min vilje, ind igennem mit sind, som et hurtigt og kort diasshow. Alt den smerte fra ord, jeg havde anlagt Rose. Slagene på Niall. Råbende af Louis. De kolde blikke til Zayn og Liam.

Det var helt sikkert derfor, jeg nu blev hakket ned på.

Karma.

I hate it!

Jeg sukkede tungt, og gik med faste skridt ud i regnen. Jeg skulle have mig en taxa hjem til det omtalte hotel, som jeg så mange gange har fortalt, og det kunne ikke nytte noget at stå og vifte med hænderne, inden under halvtaget. Det havde jeg vidst lige fundet ud af, hvordan det kunne ende. Og ja, måske øsede det ned. Som i virkelig øsede ned. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Jeg var jo så våd jeg kunne blive i forvejen?

Ingen misforståelser; jeg magter dem ikke…

Med nok verdens mest klattet og irriteret humør, traskede jeg hen til kantstenene, hvor jeg ellers slog lejr. Forstået på den måde, at min kuffert blev stillet ned på jorden, tasken oven på, og mine solbriller oven på tasken. Jeg kunne ikke se noget problem i det hele, når det hele var vandtæt, og jeg alligevel ikke magtede en shit.

Som i nok kan høre, er jeg gået over i det lidt mere… hårde sprog. Men forklaringen ligger simpelthen i at jeg var kold, frøs, skide våd – ingen misforståelser - træt og udmattet efter en lang flyvetur. De minder fra mine gerninger, var ikke just med til at hjælpe på det hele. Så alt i alt, havde jeg det skide elendigt. Derfor snakkede jeg som fanden selv, når jeg blev i det humør, jeg var i dér.

Til mit kortvarige gen opvundet held, stoppede der efter ti minutters vink samt råb, den tis gule lorte taxa. Jeg var jo selvfølgelig i mit venligste humør, så jeg bar da selv min bagage ind i bagagerummet.

Not.

Det gjorde chaufføren selv, som den aktive og forstående person han nu var. Han sagde ikke engang noget, da han med stille bevægelser, afleveret min håndtaske, og de helt dukket solbriller. Jeg nikkede dog som tak, for første gang som en gestus af venlighed.

Ikke at chaufføren skulle regne med mere end dét.

Mit humør var alt for smadret til, at jeg kunne finde min normale side frem.

Også var der noget galt!

”Hvor skal du så hen Hr?”

Jeg tænkte mig kort om, før jeg ellers gav mit svar for mig. Monotont og enkelt.

”Hotel Hilton Garden Inn ved North Highland Avenue.”

Taxaen startede sin kørsel, og jeg lænede mig godt tilbage i lædersædet. Jeg fattede ikke rigtig, hvorfor Simon ikke bare havde bestilt en bil til at hente mig. Det ville være så meget nemmere! Så var jeg måske heller ikke endt med at få en hel vandpyt ud mig.

 Med alt andet end rent vand…

Det var først faldet mig ind nu!

Så vidste jeg da godt hvad jeg skulle, så snart jeg nåede hotellet..

Jeg sukkede, da det hele ikke kunne se mere sort ud for mig. Det var ikke lige sådan jeg regnede med min ankomst til Los Angeles ville være. Især ikke med regnvejr…

Karma var fucking ond.

***

”Farvel ha’ en god dag,” smilede jeg, og nikkede fredfyldt til chaufføren, der nikkende bekendtgjorde mine ord.

Den halve times kørsel, havde langt fra været spild. Chaufføren ved navn Dylan, snakkede til mig, efter han fornemmede mit nede humør. Han vidste allerede hvem jeg var, fandt jeg ud af. Men ikke for at være selvglad eller noget; hvem gjorde ikke det, nu om dage?

Når i hvert fald; Dylan er psykolog, hvilket forklarede hans så… oprindelige nysgerrighed på problemer. Manden var jo en der til dagligt, eller i weekenderne, hjalp hans klienter med nye problemer. Efter sigende opfattelse, da jeg lukkede op til ham, fandt jeg ud af hvor professionel han var. Virkelig. Jeg følte en mærkelig lettelse samt frihed, bare efter ti minutters snakken med ham, omkring de dumdristige ting jeg havde lavet. Det var nærmest som havde nogen løftet et helt ton sten, væk fra mine håbløs slappe skuldre, og givet mig en massage derefter. På de ømme punkter jeg nu engang måtte have. Jeg følte mig på et eller andet led, ret hjemme i sædet som man siger, da jeg fortalte ham det hele. Dylan fik mig beroliget, ved de let spørgende ord, med forklaringer indblandet her og der.

Det er jo så nu, det lige skulle passe at, i stillede mig det spørgsmål som de fleste har ventet på. Er du dum eller hvad Harry? Manden er en taxachauffør med deltidsjob som psykolog, og er en helt random person du slet ikke kender! Mon ikke han ville sladre til pressen?

Men her er det gode jo bare ved det hele; Dylan har tavshedspligt. Bum. Han intet sige, hvilket også betyder hvis han gør, er det imod loven. Så får han en straf. Og jeg bliver i sidste ende ikke ramt rigtigt. Da det rager mig en høstak, hvor hvidt verden ved noget om mine problemer, eller ej. I bund og grund så er det jo bare et liv, der ikke er deres, de høre om. Intet andet.

På den anden side, rager det mig vel en høstak. Da jeg gerne vil have mit privatliv så hvidt muligt for mig selv. Hvem vil dog have stående i alle blade, over hele verdens sladderpunkter; Harry Styles udstødt af venner, på grund af slag på den ene. Bare sæt jeres eget navn ind i stedet for mit, og det vil være det samme. Samme båd og det hele.

Og sig mig så: hvem gider det?

Nogen frivillige?

Nej, det tænkte jeg nok. Fornuft frem for forståelse. Eller hvad man nu siger. Ingen vil have et så stort et nederlag stående i alle de blade. Man fx kan finde nede ved den Seven Eleven, man lige bord tyve meter fra. Jeg synes personligt det er en af mine største synder – nogen sinde. Aldrig tror jeg, jeg vil kunne beskrive hvor flov og vred jeg er, over mig selv og mine ubetingede handlinger.

”Tak for hjælpen for resten,” tilføjede jeg taknemmeligt til Dylan, da jeg svang min sidetaske over skulderen.

Dylan smilte forståeligt til mig.

”Selv tak. Håber du har det bedre nu, for hold da op, det var noget af en mundfuld du havde på hjertet,” lo han let, og klappede mig friskt på skulderen, efter at have stillet min dear kuffert ned på asfalten.

En Louis Vitton kuffert.

Hvor maskulint, ikke sandt?

En lille sandhed er… Eleanor gav den til mig, da hun købte den for lille til sig selv. Og jeg manglede en… Så det hang ret godt sammen, da jeg ikke behøvede en hel kuffert på størrelse med en kommode, med rundt i verden. Nu rejser jeg måske også mere en Elle, og hun er en pige. Bund og grund er jeg også en dreng, med massere af tøj og sko. Men Eleanor er en pige med massere, som gange hundrede gange mere end mig, af tøj og andre sager til piger og kroppen. Forklaring: Job. Job: Model.

Det hænger ligesom sammen i sidste ende…

”Pas på dig selv og din kone,” betroede jeg ham, med et stort smil, inden jeg tog fat i min kuffert for at rulle afsted.

Ja, jeg havde jo også fået information om Dylan selv. Han var 35 år, en kone tre år yngre som havde været ude for et biluheld. Som gjorde hun kneb med hukommelsen. Dylan og Gabi (konen) kæmpede tit med det hele, fordi noget nogle gange gik fuldstændig sort for hende.

Synd.

”Det skal jeg nok. Farvel dreng,” lovede Dylan for vi kort gav hinanden hånden.

Så begav jeg mig ellers også bare træt op imod hotellet. Det havde alligevel taget en del på kræfterne, det at snakke så meget om ens problemer. Især nå ens problemer ikke just var korte og enkelte. Mere store og fuld af fejltagelser. Noget du hurtigt blev træt, ikke mindst udmattet af.

Jeg var endnu mere fristet til et bad, end jeg havde været i lufthavnen. Mine ben gik sløvt hen imod disken inde i lobbyen. Mine sko gav en knirkende genlyd, da de og alt andet på min krop, stadig var drivvådt. Der var fuldstændig stille inde i lobbyen, hvilket jeg fandt ret akavet. Alle menneskerne der var der, sad og hviskede eller bare med hver deres elektroniske apparat i hånden.

Hyggeligt.

Nu håbede jeg da der var free-WiFi så…

Midt i min tanke gang, så jeg slet ikke hvor jeg gik. Da slet ikke at jeg gik direkte ind i et afmærket område, der viste der var glat. Også kan i vel godt regne ud, hvad fanden der så lige skete for kære mig. Åh jo, kære Harry her faldt direkte på røven, efter at have fløjet lidt i luften. Min kuffert var så sød at blive ved det våde sted, så jeg ikke fik den i hoved.

Endnu engang kunne jeg være glad for dens vandtætte funktion.

”Av for satan!” hvæssede jeg lavt, og kiggede håbløst op i det høje loft.

Som i virkelig høje loft – Gisp!

Mit hoved dunkede som bare pokker, ikke mindst min stakkels numse. Det var som hele min krop, ren faktisk var gået i ildebrand. Alting synes at svimle let for mit syn, og jeg overvejede stærkt, om det så var nu der ville være Harry-engle flyvende rundt om hoved på mig.

Ligesom i Disney tegnefilmene.

Liam havde trynet mig ned med alt for mange af dem…

”Åh gud, er du okay Hr?” lød en skinger stemme, der garanteret ikke var en piges.

Men en drengs.

Underligt.

Jeg åbnede mine øjne, jeg uden at registrere det, havde lukket i udmattelse og smerte. En let brunlig dreng på min alder, tornede sig højt op over mig, med et bekymrende blik i sigte. Jeg måtte indrømme, uden at være hater; ved første øjekast lignede han fuldstændig en bøsse. Med hånden på hjertet, samtidig med min påpejlser omkring min ligegladhed omkring homoseksuelle.

To hænder tog med et overraskende stærkt greb, fat i hver en side af mig. Langsomt endte jeg oppe og stå på fødderne, med et venligt smil foran mig. Efter min mening var det lidt tøset at se på… igen, no hate.

Bare lidt morskab.

Jeg havde aldrig personligt mødt en piget bøsse. Hvilket jeg altid synes ville være sjovt at møde. Kan ifølge mig? En der bare hviner med den lyseste stemme, gør alt det kvindelig køn gør, og i virkeligheden burde være en af dem – Officielt.

”Tak, jeg havde sgu ikke lige set skiltet,” takkede jeg, efter at have vredet mig venligt ud af hans greb.

Jeg kiggede kort på hans navneskilt, der tydeligt viste navnet William.

Af ren refleks så jeg ned på mit allerede våde tøj, og børste kort her og der, før jeg lod en hånd løbe igennem håret. Som prikken over i’et, rystede jeg hoved kort, før jeg ellers lod drengen William få min opmærksomhed.

Mit øjenbryn hævede sjovt, da ansigtet foran mig, var fuldstændig stivnet i chok og forargelse. Hele denne Williams krop var lammet, og jeg blev hurtigt bange for om han nu trak vejret eller ej. Havde han en sygdom så han fik anfald? Var han død? Jokede han?

”Hallo, er du der?” spurgte jeg bekymret, og lod min højre hånd køre foran de blanke og stirrende øjne.

Der kort efter blinkede.

Jeg sukkede tungt og sank mine spændte skuldre. Heldigvis var han ikke død eller fået et anfald af en slags. Det ville være så skræmmende at skulle holde styr på dét. Måske fordi jeg aldrig havde prøvet det før. Ikke rigtigt. Kun på førstehjælpskurser, vi havde fået en gang tilbage i folkeskolen.  

Et højt hvin, lød som klokker for mine ører.

Den personaleansatte dreng foran mig, var personen der kunne melde sig skyldig i den sag. Det larmede forfærdelig meget, og jeg blev nød til at holde mig selv for ørene. Af ren skræk for at blive døv. Godt var jeg van til pige fansenes råben og skrigen, men det her? Det var tusind gange værre!

”Oh my gosh, du er Harry Styles!”

Kort efter landede jeg med ryggen direkte ned på gulvet igen, og bankede nær hoved direkte ned i det alt for hårde marmor. Min forvirrelse stod mig op til ørene, da jeg ikke fattede en brik af, hvad fanden der lige forgik.

Men det fandt jeg ud af.

Denne William lå nemlig halvt oven på mig, med en masse hurtige og uforståelige ord, strømme ud af hans mund. Jeg fattede nadar, og min tvivl lå stærk på om det overhoved var engelsk. Det lød mere japansk eller afrikansk. What ever. Jeg forstod ikke en dyt, hvilket er min pointe. Men en ting indså jeg dog, da han ind imellem sagde One Direction.

William var en fan.

Fan

Fan.

Som i fan-fan.

Vi havde en bøsse fan.

Fuck hvor nice alligevel!

”Ja, jeg er Harry Styles,” sagde jeg, men der var ingen reaktion fra drengen William.

Hm..

”Men kan du ikke være sød at fjerne dig?” prøvede jeg videre, stadig uden resultat..

”Du skal nok få en autograf og et billede, bare jeg må komme op og stå,” forsatte jeg, forsigtigt og desperat. Måske fordi jeg knap nok kunne trække vejret..?

Williams store talestrøm stoppede brat.

Jeg vidste, jeg havde hele hans opmærksomhed, hvilket jeg følte en kinda triumf over.

”Og evt. få nøglen til mit værelse,” tilføjede jeg venligt, med et smil om læberne.

Drengen William nikkede alt for ivrigt, med røde kinder og næse, som tydelig viste hvor meget han rødmede. Okay, så han synes bestemt det havde været pinligt, dette han lige havde gjort. Jeg måtte indrømme, jeg kunne flække af grin over hele denne scene. En bøsse fan der overfaldt mig, lå oven på mig og snakkede hurtigere end normale mennesker – med et helt fremmet sprog, tog nærmest pusten fra mig – bogstaveligt talt, og rødmede stort fordi han opdagede, hvilken fejl han havde lavet.

Uf, det lød jo som nåede af en oplevelse!

Endnu en til samlingen.

”Selvfølgelig, bare følg med,” lød det venligt og mindre hvinende, fra William den selvsvingene dreng. Da han gik fulgte jeg automatisk efter. Først var jeg dog over og hente min kuffert, ved det markeret område. Jeg var fuldstændig i chok, og kunne ikke rigtig lige finde hoved og hale i det hele. Måske fordi jeg aldrig havde oplevet noget lignende. For det havde jeg ikke. Virkelig.

Det er jo heller ikke hver dag, man lige sådan bliver overfaldet af en hvinende bøsse, som arbejder på et hotel. Eller ikke for mig, måske for andre. Who knows…

Drengen William stillede sig bag biksen, og kiggede ned på computeren. Ikke særlig koncentreret, var noget jeg ville beskrive ham med, da han hele tiden kigget med strålende blikke op på mig. Nu vil jeg være ærlig, og sige hvor halv ubehageligt jeg følte det. Måske var det fordi, han tydeligvis kigget på mig med flirtende blikke, og med garanti havde forkerte tanker. Igen, det er ikke fordi jeg er selvglad. Mere fordi jeg tydeligt kunne tyde det, efter de bevægelser og ansigter, han blev ved med at lave.

Det var ikke just lækkert, når jeg ikke var til drenge…

”Arh her er dit værelse! Nummer 3490. Her er dit kort og tjek ind blad,” lød det lyst fra ham, hvorefter et nøglekort blev pladseret overfor mig, samt det såkaldte blad.

Jeg nikkede stille som tak, og greb fat i det.

Dog da jeg tog fat i tingene, lagde en varm og stor hånd sig på min.

En gysen gik igennem mig, og jeg sank langsomt en klump i halsen. Mit blik gled langsomt op fra disken, og op på William der kiggede forførende ind i mine øjne. Han skjulte langt fra, hvor meget han kunne lide mig.

Irdk.

Undskyld.

”Må jeg godt få det billede og autograf nu?” lød han lyst, men nu mere hæst.

Åh nej, han brugte bare ikke score stemmen på mig. Fuck, hvordan var jeg lige havnet i denne situation?

Jeg smilte falsk, og nikkede bekræftende.

”Selvfølgelig. Hvis du gider fjerne din hånd, så jeg kan få tingende ned i lommen,” svarede jeg venligt, og nedstirrede nærmest den alt for bekvemme hånd, der knurrede sig ind til min.

Et lille hvin der sikkert skulle forstille sig at være et grin, lød fra ham. Endelig fjernede hånden sig, og jeg hev hurtigt min hånd til mig, i frygt for den ville blive taget igen. Den rystede nærmest, da den gled ned i lommen på mig, så kortet og bladet lå der i. Hvor var det et eller andet sted ulækkert. Jeg havde aldrig prøvet noget så grænseoverskridende. Hvis det ikke var fordi, jeg var i bedre humør på grund af Dylan, havde jeg klasket fyrren en på hoved.

Virkelig.

Undskyld mig.

”Jeg skal lige finde min iphone,” lød det glad ved min side.

Overrasket sprang jeg op, og så forfærdet over på min højre side. Den omklamrende William dreng stod kun for millimeter fra mig, med sin ene hånd på min skulder. Jeg måtte bide mig alt for hårdt i læben, for ikke at skrige efter hjælp, så jeg kunne få ham væk.

Jeg var pludselig blevet helt skræmt over for ham.

Hvor var det alligevel ydmygende… bare der ingen der så dette…

”Sådan. Smil!” hvinede William drengen, og rakte armen ud, så jeg kunne se os begge på den store skærm.

Iphone 5.

Snyd.

Jeg smilte overbevisende, da jeg ville komme på andre tanker. Det nyttede ikke noget at billede blev falskt, da jeg alligevel vidste, det ville komme ud i offentligheden. Ork ja, efter at have læst og set hvilket type fyren her var, vidste jeg, hvor opsat han var på at dele det med andre. Blære sig her og der. Pointere hvor tæt han var på at score mig, hvis jeg ikke tager ret meget fejl. Bare det at jeg kunne remse disse pointer og kendsgerninger frem, fik mig til at synke en alt for stor klump.

Hele min krop spjættede, da noget rørte min numse. Brækfornemmelse kom snigende, da jeg hurtigt indså hvad der var i færd med at ske.

Fy føj, hvor klamt!

”Skulle du have en autograf?” spurgte jeg monotont, med et stift ansigt, da hånden nev mig.

Seriøst, dét der var for meget!

Jeg vred mig hurtigt væk fra ham, og så stift på ham. Hvad fanden bildte han sig ind? Jeg var sgu ikke hans porno dukke!

”Nej tak,” nåede William lige at sige, før jeg ellers skred med min kuffert i hånden.

Mit humør var oppe og koge, og jeg følte stadig de ubehagelige berøringer på mig, som brændt ind i huden. Takke været min selvbeherskelse, havde jeg ikke banket ham i gulvet. Min adrenalin ville enorm gerne spille sit spil, da jeg ellers mærkede hans hånd på min røv. For så langt gik min grænse langt fra!

Jeg rystede nærmest over kroppen, da jeg travede hen til elevatorerne. Trangen til et varmt og rent bad, var nu endnu støre end før. Underligt nok.

Mit blik røg ned på nøglekortet, hvor værelses etage stod. 13 etage. Godt der var elevatorer, siger jeg bare!

Endelig nåede jeg over til elevatorerne, hvor jeg ellers stoppede mundlamt, med nedstirrende øjne på alle de skilte der var.

”Midlertidigt ude af drift; Vi arbejder på sagen. –Personalet på Hilton Garden Inn.”

Min vrede lyste sikkert ud af øjne på mig. Jeg knyttede hårdt hænderne, og skar ubevidst tænder i irritation. Det prikkede i baghoved af mig, hvilket tydelig betød, hvor træt jeg i længden var. Bevidstheden og fornuften forklarede mig tydeligt, hvor vidt jeg hellere måtte tage trapperne, hvis jeg gerne ville have det eftertragtede bad.

Jeg sukkede tungt, og satte kursen hen imod skiltet med trapper. Med besværlige bevægelser, fik jeg kæmpet med den alt for tunge dør. Trapperne tårnede sig frem for mit udsyn, så uendelige som noget kunne være. Mit blik ramte derefter den store kuffert. Jeg var udmærket klar over, hvor vidt jeg skulle bære den op – Til 13 etage.

Et opgivende suk, blev den sidste klage nede på den normale etage, før jeg svang kufferten op i min favn, og gik op af de første trin. Allerede lidt efter, følte jeg trætheden og udmattelsen klage, men jeg kunne ikke stoppe. Ikke give op.

Jeg skulle op til det lorte værelse.

Det havde bare at være lige så godt som på nettets billeder.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                   Hey loves :)

Sikke et langt kapitel!:O Ej haha, ret stolt. Men nu fandt i vidst ud af, hvad der skete med Harry. Uheldig dreng, siger jeg bare! Jeg vil gerne gøre jer alle opmærksomme på, at jeg selvfølgelig intet har imod homoseksuelle! Det har Harry heller ikke - i historien - det blev bare for meget for ham ;)

Hvad tror i der sker nu? Er Harry igen uheldig, igennem hele hans ophold? Hvad med Rose? Vil han komme sig over hende, og vil de blive venner igen? Svar random, hvis i ikke ved det.. :D

Husk by the way at like og sæt på favoritlisten, hvis i godt kan lide historien ;) xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...