Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
190464Visninger
AA

15. When we’re opening up for someone new

”Jamen hej Niall! Hun er hjemme, men sover bare stadigvæk…”

Lyden af en moderlig stemme, blev dét der vækkede mig fra drømmeverden. Alt i min krop var tungt og hårdt at bevæge. En dårlig nattesøvn, var på top ti på min hadeliste. Seriøst. Hvorfor skulle man overhoved få det så smertefuldt, på grund af at man slappede af? Hvordan var det overhoved muligt?

Med let sammenknebet øjenlåg, udforskede mit syn sine omgivelser med stor forsigtighed. Lyset skinnede heldigvis ikke så meget ind på mit værelse, men det betød ikke at det var lige så mørkt, som under mine kære øjenlåg.

Trangen til at blive og dovne lidt i sengen, var yderst støre end normalt. Måske lå grunden i min smadrede krop – just an example. Eller så bare det, at hele verden synes at virke så underligt klattet.

Spørg mig endelig ikke hvorfor!

Jeg er bare den, der meddeler jer tingene…

… Ikke nødvendigvis svarende…

Åh gud, sommerferien havde virkelig ramt mig hårdt, og gjort mig doven til det yderste af skindet!

Cool…

Forsigtigt, svang jeg benene ud over sengekanten. Kulden ramte min krop, hvilket resulterede i, jeg hurtigt krøb tilbage under dynen.

Hvem fanden havde kølet hele hytten ned?

Nu havde jeg da en grund til, at blive i sengen hele dag-

En knirkene lyd afbrød tankernes gang, og spjættende fik, området med lyden, min fulde opmærksomhed. Lyden kom fra mit ældgamle træhåndtag – begrundelsen af den knirkene lyd – hvor det ellers blev trykket langsomt ned. Bag døren, lød en lav mel banden, over det irriterende håndtag.

Hjertet bankede let i brystkassen på mig.

Hvem var det mon?

Svaret, kunne jeg på en måde gætte mig til, efter hvad jeg havde hørt da jeg vågnede. Navnet, drengenavnet, som var herligt brugt i min mund. Niall. Allerede ved tanken om ham, krusede mine læber i et smil.

Okay wired, eller måske ikke?

Who know’s, not me…

Noget blondt hår, kom til syne i dørens åbning. Det var jo trods alt mørkt så, så meget kunne jeg heller ikke se. Selvom jeg er et b-menneske – der lever i natten. Lidt ligesom Batman.

Han er sej.

Skide sej!

Har i set den nye fil med ham? Den er fucking god! Jeg så den for resten sammen med Liam… vi begge har et eller andet med Batman – Måske fordi han er så sej.

Ej okay, faktisk lever jeg ikke i natten. Jeg sagde det bare for, at være ligesom Batman. Som, er sej.

Skide sej!

Okay, i har vel fattet det nu..?

Tilbage til reality.

I mørkets gang, så jeg svagt et smil der lå på Niall’s læber, da han så mig vågen. Med lette skridt, svævede han nærmest hen over gulvet imod mig – efter at have lukket døren efter sig, selvfølgelig.

I mine øjne, så han fuldstændig perfekt ud, sådan som håret bevægede sig let for hvert skridt. Med smilet, der svagt viste den bøjle han altid bar. Jeg selv, havde faktisk også haft bøjle. Min var bare ikke så heldig at være nærmest usynlig som Niall’s.

Snyd.

Hvorfor kunne den ikke have været sådan?

Misundelse på ham.

Eller, faktisk: et smil til ham.

For jeg smilede nærmest det dummeste største smil, jeg kunne fremstille, til ham. Det der blandt andet gjorde det dumt var, at jeg gabte en anelse med trætheden i sindet.

Hvis, jeg tænkte nærmere over mine tanker, var det nærmest som om, jeg lød… smask forelsket i Niall. Det var jeg vel også…

Vent, var jeg det?

Ja.

Eller nej.

Eller jo.

Nej.

Jo.

Jeg er forvirret.

”Hvad så sovetryne? Sovet godt?” spurgte Niall, med den irske accent.

Um… den var lige til at spise.

Seriøst.

Okay, styrelse. Jeg havde mine flip om morgnen, som i nok kan forstå.

Jeg gabte som på kommando, og lavede en grimasse.

”Arh, ikke den bedste nattesøvn, men jeg overlever. Tror jeg. Ikke at jeg magter det, men jeg bliver nød til det,” svarede jeg, nok så forvirrende.

I mit hoved, lød mine sætninger virkelige dumme. Som i virkelig-virkelig. Ærligt talt, rakte mine tanker ikke så langt om morgnen, til at orke at finde selve svaret. Plus det, at jeg fik en dårlig nattesøvn, kunne virkelig ødelægge hele min dag.

Tro mig, det er prøvet op til flere gange. Især, når jeg nogle gange havde planlagt mig, at tage en tur ud på en daglig photoshoot. De kunne blive aflyst, simpelthen fordi min nattesøvn ikke havde været den bedste.

Så lidt, kunne betyde så meget.

Niall slog sig ned, efter en hentydning fra mig, i min okay store seng. En let kold vind, kom hen imod mig, da han smed sig på sengen. Jeg gyste og krammede dynen ind til mig, i en forhåbning om varmen ville bekæmpe kulden.

Ved siden af mig, lød en hæs latter.

”Fryser du?” spurgte Niall, med et lille smil.

Jeg nikkede ivrigt, selvom min dyne sikkert var skide varm. Men det betød nødvendigvis ikke at, jeg var varm inden i.

”Åben lidt op, så skal varmeapparatet komme til,” besluttede han, og viftede med hånden.

Det så virkelig sjovt ud, så jeg grinte imens jeg lod dynen åbne sig, og Niall krybe ind under den til mig. Hans højre arm, blev lagt omkring mig, og trak mig længere ind til sig. Alt i alt, lå mit hoved kort efter på hans bryst, imens han sad op af væggen med en pude i ryggen.

Jeg sukkede lettet, da min krop begyndte at være ordentlig varm. Inden i og uden på. Niall var varm, ingen tvivl om det. Men det var ikke bare på grund af hans kropsvarme, at jeg blev helt varm. Nej, også den måde, selve ham fik det til at krible nede i maven på mig, hver eneste gang han snakkede. Eller nussede mig i håret.

”Har du der bedre nu?” spurgte Niall. Smilet kunne fornemmes i hans stemme. Det smittede hurtigt over på mig, og jeg nikkede let.

”Mm…”

Jeg pillede let ved hans t-shirt, der var gledet lidt op over maven. Synet af muskler, var allerede tydeligt, trods den så lille del der var synlig.

Det var sjovt, Niall kunne spise og spise, men alligevel havde han så mange muskler. Okay Rose, det hedder nok bare at træne. Men det fascinerede mig, og fik mig til at strejfe hans mave let, nogle gange. Hvilket fik ham til at spænde let i musklerne, men han sagde intet. Pillede bare ved mit hår, med lette åndedrag.

”Er du okay efter i går?”

Hans spørgsmål kom ikke spor bag på mig. I går, havde været en dag, jeg virkelig havde fået printet ind i hjernen. Den måde Harry havde behandlet mig på, var virkelig noget der ramte mig. Alt for hårdt, især når det var ham.

Han var en sød fyr, jeg holdte virkelig meget af. Og det at han lige frem brugte emner, som min bror imod mig…

Jeg sugede en masse luft ind til mig.

Jeg var helt grædefærdig, da jeg kom hjem, med hjælp fra Zayn. Han havde kørt mig, da pointen om at jeg skulle gå hjem i mørke, var totalt unødvendig. Jeg havde grædt utroligt meget. Og som en overraskelse, havde Zayn trukket mig ind i en tæt omfavnelse, da han havde stoppet bilen ude foran mit hus. Det havde som sagt været en overraskelse i sig selv, men også betrykkende. Jeg følte virkelig at vi var knyttet, på et eller andet plan. Sådan var det med alle drengene – jeg var så knyttet til dem, at det hurtigt kunne gøre ondt.

”Helt ærligt; ikke på toppen,” indrømmede jeg.

Jeg håbede et eller andet sted at Harry kunne forstå, hvor hårdt han havde ramt mig. Og at han havde skyldfølelse. Jeg plejer normalt ikke at tænke sådan om andre, men nu gør jeg en undtagelse. Når nogen skal tage mine svagheder i brug, på den måde som han gjorde. Det er som at misbruge magt og tillid.

Mange ting kunne jeg tolerere, når folk bliver vrede. Mange ting, kunne jeg bære og tage. Men det her? Harry var nok den person, jeg mindst ville have noget at gøre med på nuværende plan. Og når ja, det med at han kunne lide mig? Han kunne lige så godt stikke en lang hvid pil efter målet med, at blive min kæreste.

”Jeg er ked af at han skulle bringe Nick på banen,” lød det sørgmodigt fra Niall, der strammede grebet om mig.

Jeg rystede på hoved, og så op på ham. Hans blå øjne kiggede direkte ind i mine, med et skær af noget jeg kendte for mig selv.

Lyst.

”Det er ikke din skyld, Nialler. Harry er bare en idiot, hvilket du ikke skal tage ansvaret for,” sagde jeg, og smilede skævt til ham.

Det var tydeligt at han ville sige mig imod, med hensyn til det med ansvaret. Men jeg rystede afværgende på hoved, med et bestemt blik. Han sagde derfor ikke noget. Ingen af os sagde noget. Tavsheden var som en dyne over rummet, men det var ikke fordi den var ubehagelig. Mere dejlig, som snakkede vi sammen tankemæssigt.

Vi begge tænkte vel det samme, med sådan som vi lå sammen. Men ingen af os, ville bryde vores måde at ligge på.

Følelserne fik det til at kåge, nede i maven på mig. Den genkendelige fornemmelse, fik mig til at smile over hele facet, selvom vi teoretiser ikke havde lavet ’noget’ på den måde. Hvis, i forstår hvad jeg mener…

Men alligevel, blev der noget der afbrød det hele. Det var faktisk mig. Eller, min mave der besluttede sig at klage så det buldrede. Niall lo igen den hæse – og sexede! – latter, så den fyldte hele mit knap så store værelse.

”Hva’ med at vi finder noget morgenmad? Jeg er faktisk også sulten,” spurgte han smilende, og prikkede mig sjovt på næsen.

Jeg fnyste, og rullede grinende med øjne.

”Niall, søde, hvornår er du ikke det?” fniste jeg.

Han så tænkende ud i luften.

”Aldrig?”

Jeg smilte og klappede ham på maven, inden jeg rejste mig op.

”Præcist.”

Da jeg marcherede hen imod mit skab, gik jeg forbi spejlet. Et overraskende syn mødte mig. Jeg gispede højt, og tog fat i en tot hår.

”Har du flettet mit hår, Nialler?” udbrød jeg, med et stort smil på læben. Han grinte af mig, og nikkede.

”Jeps. Kan du lide det?”

Jeg nikkede hurtigt, inden jeg tog en hættetrøje overhoved.

”Jeg elsker den,” fastslog jeg, og kørte hånden ned langs fletningen.

Tænk, han havde virkelig flettet mit hår – tænk at han kunne! Det fik den varme følelse til at sprede sig endnu engang i maven på mig, og jeg grinte let. Det var nu meget sødt.

***

Niall og jeg havde fået disket noget morgenmad sammen, imens mine forældre var kørt sammen med Nick. Hvor hen, vidste jeg ærligt talt ikke. men det virkede til at Niall vidste det, så jeg bekymrede mig ikke det mindste.

Jeg ved godt jeg sagde før at Niall og jeg, havde disket noget mad sammen – men det var løgn. Helt konkret, så kunne Niall ikke finde ud af at lave rigtig mad, uden af screwede det hele up. Så, jeg lavede maden, imens han lavede the – det kunne han sagtens!

”Lækkert! Du er sgu en god kok, Rose,” fastgjorde Niall glad, da han tog endnu en portion big beans. Jeg smilede som tak, og skubbede min tomme tallerken væk fra mig.

”Gud hvor jeg mæt!” udbrød jeg, helt færdig, og sukkede tungt.

Niall løftede bare det ene øjenbryn, som tegn på: du-spiste-jo-nærmest-ingen-ting! Men til mit forsvar, så gjorde jeg det altså. Spiste noget. En halvanden portion, blev hvad jeg kunne klemme ned i mavsen. Og den sidste halvdel, fik Bobo. Normalt giver jeg ham ikke menneske mad – det bliver han bare tyk af. Men i dag, magtede jeg ikke at smide det ud. Desuden, kunne han godt tåle det i små mængder.

Jeg rettede mig op i stolen, og så lidt på Niall der skovlede maden i sig.

”Hvorfor kom du overhoved her over?” spurgte jeg nysgerrigt, og snoede en tot hår om den ene pegefinger. Dårlig vane, apropos.

Niall’s blik gled hen på mig, i stedet for maden. Han havde noget madrester rundt om munden, hvilket fik mit automatisk til, at tage en serviet og fjerne det for ham. Endnu en gammel vane, som jeg havde på grund af min bror – han var næsten lige så mad glad som Niall. Næsten. Ingen var så glade for mad, som Nialler. Det var helt sikkert.

Niall smilede som tak, og kørte som en selvfølge, hånden igennem sit hår. Det tyede ikke på at grunden var dårlig, til at han kom her over. Så jeg slappede af i skuldrene, og lænede mig afslappet tilbage. Fik jeg fortalt hvor udmattet jeg var?

”Jeg ville lige se til dig. Det der skete i går, var virkelig grænseoverskridende, og ramte dig hårdt. Det kunne vi alle se,” forklarede han, og sendte mig en skævt og prøvende smil.

Jeg sank i en klump ved mindet.

”Desuden,” forsatte han.

”Havde jeg lyst til at se dig.”

Den sorg og tristhed jeg for kort tid siden havde følt, var visket væk, som dug fra solen. Smilet stod som smækket op i ansigtet på mig, og mine æblekinder kunne jeg tydeligt mærke, der trådte til deres kontrakt. Det varmede om mit hjerte at Niall havde det sådan.

Faktisk, havde jeg nærmest lyst til at overfalde ham med et knus. Og måske endda mere…

”Niall dog,” startede jeg, og sendte ham en sød mine, imens jeg rejste mig op og tog tingene ud af bordet.

Han smilede nu også stort.

Vi opførte os virkelig som ny forelsket, sådan som vi sad og smilte. Vent hvad? Jeg rystede tanken af mig, og tog bestik og tallerkener ned i opvaskemaskinen. Det larmede let, så jeg kunne ikke høre andet end det. Da alt var taget ned, smækkede jeg lågen i, og vendte mig om.

Til min overraskelse stod Niall foran mig, med måske ti centimeters mellemrum. Jeg sank chokket en klump, og det stod sikkert skrevet i ansigtet på mig, hvor lidt jeg havde hørt ham – eller set ham. Han klukkede let, med et kærligt blik sendt til mig.

”Rose,” startede han forsigtigt, og tog et par skridt hen imod mig.

Som ren refleks, tog jeg et skridt tilbage, så jeg ramte køkkenbordet.

”Niall?” svarede jeg, nærmest åndeløst da afstanden var minimeret.

Hans hænder lagde sig på hver sin side af mig, på køkkenbordet, og hans krop var ubeskrivelig tætter på min end nogen sinde. Min puls dunkede hårdt i halsen på mig, af ren spænding og begær.

Hans ene hånd lagde sig blidt på min højre hofte, inden han bed sig nervøst i læben.

”Har du tænkt over dét, jeg fortalte dig den dag ved cafeen?”

Hans stemme var nervøs, men det gjorde den bare endnu mere tiltrækkende, en den normalt var. Spørgsmålet var et, jeg på en eller anden side, havde set komme. Især, da jeg netop havde tænkt på det, allerede da han tog det første skridt nærmere.

Mine følelser var i udbrud. Det var som elektricitet der gnistrede, ved hver gang hans hofte tilfældigt snittede mig. For hvert eneste blik han sendte mig, blev jeg mere og mere sikker på, hvad jeg skulle svare.  Begæret voksede inden i mig, hurtigere en Hans’ bønnestage.

Forsigtigt lagde jeg min ene hånd på hans kind, og så ham rigtigt ind i de blå øjne. De var som funklende diamanter, efter min mening. Som det varme hav, der tilbød at omsluge mig. Det gjorde mig virkelig tændt, og jeg spændte helt i hele kroppen.

”Ja,” åndede jeg nærmest, som svar på det hele.

Niall forstod vidst godt hvad jeg mente, hvilket var det vigtigste. Alt andet, kunne være lige meget. Hans ansigt kom tætter på mit, og før jeg vidste af det, lå et par bløde læber på mine – Som var de smedet sammen. Stødet gik igennem mig, og den kildende fornemmelse i underlivet, fik mig til at trække ham endnu tætter på.

Kysset var fyldt med lidenskab og begær. Det var tydeligt for Niall’s synsvinkel, hvor længe han havde haft lyst til det her.

Hans hænder kørte op og ned af hofterne på mig, imens han pressede hans krop endnu tætter på min. Det sidste luft imellem os, blev brudt, og hans duft omsværmede mig som var det en blomstermark. Hans kys var blide, men blev gjort heftige fra min side af.

Jeg ved virkelig ikke hvor dét der kom fra. Jeg mener, jeg vidste ikke engang helt og aldeles, om jeg kunne lide Niall på den måde. Bare at der var nogle lignende følelser for ham. Men der måtte vel være et svar, der blev udløst da vores læber mødtes. Det var også dét der gjorde at jeg blev ved med, at kysse med ham. Gøre kyssende lidt heftigere. Kærligheden var netop fundet, og det gjorde mig vild efter ham. Og det virkede til det var gengældt.

Niall løftede mig op på køkkenbordet, så jeg låste mine ben fast omkring ham. Kysset var nu mere et snav, hvis jeg skulle være ærlig. Mine hænder lå i det blonde hår, og hev ham let i det. Som jeg havde forudset, stønnede han let imod mine læber.

Jeg tænkte over hvor det her ville føre hen, og hvor lang det ville gå. Selvom jeg ingen anelser eller åbenbaringer ejede. Men skæbnen synes at vide hvor langt tid, vi skulle have lov til dette ’moment’. For pludselig, lød det genkendelig klik fra hoveddøren, der betød den var låst op.

Niall havde vidst ikke hørt det, men jeg skubbede ham alligevel fra mig, og svang mig ned fra det høje bord. Hans blik var fuld af forvirrelse, stadig med masser af lyst og begær, men han forstod vidst da han hørte de høje stemmer i gangen.

Han kiggede rædselslagende på mig, som kunne mine forældre og bror læse os som en bog, og vide hvad vi netop havde fortaget os. Jeg gav ham et beroligende blik, før jeg lige nåede at rette lidt på hans hår, inden resten af min familie trådte ind i køkkenalrummet.

Min bror havde sin soldat uniform om armen, og hatten på hoved. Jeg rynkede forvirret panden. Blikket gled hen på min mor og far. Min mors øjne så røde ud, og min fars bedrøvet. Jeg frygtede det værste, da den kvalmende følelse sprang i maven på mig.

”Nick? Hvad sker der?” spurgte jeg forvirret, og bad til at dette måtte være en joke. En latterlig joke.

Hans blik blev undskyldende.

Det prikkede let for mine øjne. Et kaos af følelser og tanker, blev sendt rundt i min krop. Mine ben truede mig, så forræderiske de var, med at give under presset. Frygten snigende sig ind på mig, som den gjorde da jeg var mindre, og hadede mørke. Nattens mangel på godhed, synes pludselig at gøre det hele meget værre, og forstærke alle sanser og nerver.

”Rose, jeg er ked af det. Men jeg skal altså der ned igen, her når sommerferien er slut,” meddelte han.

Selvom Niall tog sin hånd i min, synes alt at blive sløret.

Hvad? Skulle han tilbage igen? Efter sommerferien? Om tre uger?

Tårerne gled ned af kinderne på mig. dette føltes som det mareridt, jeg havde haft for få dage siden. Men denne gang, var det virkelighed.

Og jeg græd som bare fanden. 

 

                                                                                    

Hey guyes!:)

Så, nu fik vi noget Riall i dette kapitel. Hvad synes i? Passer de sammen?

Harry var som sagt, en rigtig lort over for hende i sidste kapitel, men tror i virkelig at hun vil holde fast i at, ikke ville have noget med ham at gøre? Eller er der noget der måske trækker hende hen til ham..?

Nu skal hendes bror i krig, som sagt. De næste kapitler, kan det godt være at jeg zoomer meget ind på hendes tanker og følelser - Mere end jeg normalt ville gøre. Men selvfølgelig heller ikke for meget. Der kommer også massere af handling og sniksnak - If you know what i mean ;)

Nu vil jeg lige side tusind taaaaaaaaaaaaaaaak, for alt det her! Anden pladsen på popularitets listen, er en fucking vild drøm der lige er blevet opfyldt! Arg, tusind dusin mange gange tak! For alle de søde kommentarer, men også de ris og ros i kommer med. Er virkelig glad for at i fortæller jeres mening. Og bare husk, jeg kan tage det! Intet bliver taget for personligt, og jeg er åben for alle de ting i kommer med! :)

Fik jeg sagt hvor vildt det hele er? Når ja, men så gæt ellers bare løs på, hvad der kan komme i næste kapitel. Hvordan vil Rose takle det hele? Ikke mindst hendes bror og Niall? Kommer der ydeligerer ting imellem Rose og Niall? 

Igen tak for det hele!:D 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...