Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
190624Visninger
AA

7. When the truth come into your face

Jeg skrev sammen med Danielle. Det var nogle dage efter det i parken. Stadig, intet svar var kommet på, hvad der var sket. Jeg fattede nadar, af hele situationen. Ingen ville personligt svare mig, og det var pludselig alle ignorerede mine spørgsmål. Totalt frustreret, sur og ked af det, var lige hvad jeg var. Jeg mener, var der ikke bare én der kunne fortælle mig, hvad fanden der forgik? Men selvom det, lod jeg hver med at spørger. Det virkede til, når jeg var sammen med alle drengene - samt Danielle og Louis’ kæreste Eleanor – var pigerne ret irriteret på drengene. Drengene der imod, smilede og var glade som altid. De lod sig ikke bide mærke i pigernes irriterede blikke, bemærkninger eller hentydninger. Som om, de bare satte en mur op for det hele, og ikke lod sig bide mærke i dem. Hvilket gjorde dem endnu mere irriteret. Over for mig, var de ellers utrolig søde. I det hele taget, var det nogle søde og dejlige mennesker, jeg lige pludselig var omgivet af.

Jeg sukkede, og kiggede på klokken. Den var de halv tolv, og jeg lå stadig i sengen da jeg skrev med Danielle. Hun havde pause fra dansetimen, hun ellers var godt i gang med inden. Hun havde en ny vane med, at skrive til mig, lige når jeg var vågnet. Ret sært sammentræf, men sjovt nok.

Mine fingre bevægede sig hen over skærmen, da Danielle havde skrevet til mig. ”Men må smutte nu. Skal i gang i gen med dansen, og du må hellere få dig noget morgenmad:P xxx” Jeg lo lidt over det, imens jeg svarede hende. ”Du kan jo næsten læse min maves tanker, tøs!:) Den klager også, så jeg må som sagt, hellere få noget morgenmad. God træning xxx” Som skrevet, ville jeg finde mig noget morgenmad. Og som jeg allerede vidste, havde vi aldrig noget spændene i køkkenet. Og da mine forældre ikke havde ferie, havde de intet lækkert købt. Så jeg måtte bruge min plan b…

Jeg svang benene ud af sengen. Som en vanesag, smuttede jeg ud på toilettet. Selvfølgelig opdagede jeg, at jeg havde fået min menstruation… Damn! Sukkende, fik jeg smit mit undertøj og nattøj til vask, og hoppede ind et varmt bad. Det tilfredsstillede mine krav, og lidt gladere steg jeg ud der fra. Med et håndklæde om mig, smuttede jeg ud fra det dampene badeværelse, og fik fat i noget nyt og rent undertøj i mit skab. Så hurtigt som muligt, var jeg endnu engang ude på badeværelset, og fik et bind på. Så, nu kunne jeg forsætte den daglige rutine…

Mit tøj, fik jeg hurtigt fundet. Det bestod af et par slidte cowboyshorts, med nitters på ved lommerne. Af trøje, en hvid top hvor jeg ellers tog en sandfarvet, løs trøje uden over. Mønstret var blomstret og hullet. Skoende blev til et par sandfarvet kilehæle, som passede fint til trøjen. Tingene fik jeg hurtigt på, og gik friskt hen til mit makeupbord. Mit hår var viklet ind af et håndklæde, så jeg kunne frit lægge en naturlig makeup, uden håret generede mig. Da makeuppen var færdig, tørrede jeg hurtigt mig hår. Det blev glattet, sat op i en høj hestehale. Som det sidste, fik jeg de forskellige accessories på, og smuttede ud af døren med min håndtaske om skulderen.

Solbrillerne fik jeg taget på næsen, da jeg samtidig smækkede hoveddøren efter mig. Det velkendte klik fra låsen lød, da jeg drejede nøglen. Så gik turen ellers ned til den nærmeste bager.

***

Fuld med energi og glæde, gik jeg nynnende med min halvtomme kop kaffe. Starbucks blev der hvor jeg altid købte min kaffe, da jeg altid kunne få den med på vejen. Også som et plus, smagte den også bare godt!

Londons gader var fyldt til randen, imens jeg ellers tøffede ned af dem. Humøret var som sagt højt, og smerten fra underlivet var lindret af nogle panodiler fra min håndtaske. De mange mennesker, var tit ubehøvlet og puffede til en, midt i alt hast og jag. Det var en selvfølge ved at gå på gaderne, her i storbyen London. Netop begrund af dét, havde jeg også lært at holde balancen, når jeg gik med min kaffe. Ellers kunne jeg nemt risikerer at, få skoldende varm, kaffe, ned over mig og resten af mit tøj. Tro mig, det har ingen lyst til. Og det er noget som medfører store smerter, sjovt nok. Jeg har skam prøvet det op til flere gange, under oplæringen af balancen med kaffen…

Da jeg smuttede forbi en åben kiosk, stoppede jeg brat. Så brat, at nogen mennesker bandede efter mig. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Hele tiden stod nærmest stille omkring mig, for det eneste jeg havde øje for, var de mange forsider. De tusinde af forsider. Min mund stod på hvidt gab, da det gik op for mig, hvad jeg så. Straks, susede jeg ind i kiosken. Jeg rev et blad fra hvert magasin ned fra hylderne, og kastede dem nærmeste med væmmelse, ned på disken. Den gamle, tygge mand bag disken, kiggede også mærkeligt på mig, men bippede dog bladende ind.

”28,5 pund,” lød prisen. Jeg smed pengene mere roligt på disken, og fik disse sladderblade ned i en pose. Uden nærmere øjenkontakt med nogen, flygtede jeg nærmest ud af kiosken. Og jeg stoppede først, da jeg nåede den nærmeste bænk, der stod et fredeligt sted. Hurtigere end jeg kunne opfange det, sad jeg på den, med det første blad i hænderne. De rystede af helved til, direkte sagt, og mine øjne kunne ikke være mere opspærret end nu.

”One Direction’s new unknown girlfriend? Who’s she?”

Jeg læste hurtigt artiklen, med overrasket anelser. Mine hænder rystede så meget, at jeg blev nød til at knibe øjne sammen gennem solbrilleglasset. Jeg gispede flere gange. Vreden steg op i mig. Endnu mere, da jeg læste de yderligere næste fem artikler fra fem andre sladderblade.

”Harry’s new crush on his own age?”

“New girlfriend of One Direction”

“New lover? Who is it she’s belonged to?”

“Unknown girl with One Direction”

“Who’s the pretty black haired girl?”

Jeg kastede bladende fra mig på jorden. Folk kiggede lidt på mig, men gik videre. Fuck det. Det ragede mig en lille finger. Mit blik blev ved med, at køre hen over de mange forsider. Billeder, af mig og drengene sad klistret på de største sladdermagasiner. Som jeg btw, aldrig interesserede mig for. I det hele taget, ragede de kendtes liv mig ikke en skid. De måtte have det for sig selv, uden mig til at snage i det. Jeg gad ikke alt den sladder, om de stakkels mennesker der bare udlevede deres drømme. De var berømte, ja, spændene og flotte, sikkert, men sgu også almindelige mennesker. Derfor, gad jeg ikke købe blade som disse. Men nu, sad jeg selv og var på forsiderne af de blade, jeg undgik. Og hvordan fanden var det gået til? Tja, disse fem bedste venner, jeg havde fundet mig, var åbenbart et verdensberømt bandt! Fucking verdensberømt! Og jeg vidste ikke en skid om det!

Vreden steg. Pludselig faldt alle brikkerne på plads. Det var dét, som pigerne var sure over! Det var derfor Niall havde ringet, den dag på cafeen. Derfor at folks blikke tit, lå på os når vi var i offentligheden. Det var derfor de troede jeg var en fan eller paparazzi… mindet stod stadig ved sin stærke side, da jeg så tilbage…:

”Jeg tager billeder,” svarede jeg kort. Da de sikkert forventede jeg sagde mere, holdte jeg min mund. Jeg havde altid været uforudsigelig med de mærkeligste ting.

”Hey…” udbrød en af drengene pludseligt. Igen poppede nervøsiteten op i mig, som en gryde med kogende vand. ”Er det ikke hende pigen fra parken?” Da hans sætning røg igennem luften, sugede jeg hurtigt luft ind i lungerne. Da jeg holdte vejret, tænkte jeg endnu engang på, at de drenge inden manere havde. Det var der endnu et bevis på, da ham drengen, snakkede om mig, som om jeg ikke var til stede. Se dét, er noget, ingen bryder sig specielt meget om. Især os piger, når det gælder drenge. Mærkeligt, sært og skørt, ja. Men forstående nok, efter min mening.

”Gud jo!” udbrød en anden dreng, som ikke meget havde sagt. Pis…

”Går du rundt og stalker os?” blev der spurgt, fra den ene side. ”Er du en paparazzo?” blev der spurgt, fra den anden side.

Jeg rynkede øjenbrynene. ”paparazzo?” klukkede jeg. Ham der havde sagt det, nikkede og smilede sjovt. ”Det kalder vi dem.” Jeg kunne ikke andet end at trække på smilebåndet.

 

Jeg rystede på hoved. Det var derfor, de ikke havde troet på mig. Derfor de undrede sig over, hvorfor jeg ikke genkendte dem. Derfor, derfor, derfor! Mine vejrtrækninger blev hurtigere. Jeg knyttede næverne i vrede, og pressede øjne sammen. Hvordan kunne de? Pigerne ville endda have dem til at sige det! Men de sagde intet! De holdte bare deres kæft, og troede på at jeg aldrig ville opdage det. Som den dumme og naive pige, som de åbenbart så mig for at være…

Jeg rejste mig vredt op. Hurtigt fik jeg bukket mig ned, og samlet de nu lidt beskidte blade, op fra fliserne. De blev smidt som skrald, ned i posen fra kiosken. Så begav jeg mig ellers hurtigt afsted. Min kaffe smed jeg ud, inden jeg løb afsted igennem menneskemængderne. Flere råbte surt efter mig. Stadig: jeg var lige glad! Mit åndedrag var hurtige. Som prikket over i’et, dunkede min puls højt i mine øregange. Vreden var stor, og jeg tvivlede ikke på, at mine kinder var røde i raseri. Ordene fra artiklernes brødtekster og overskrifter, blev dannet flere gange som billeder, bag mine nethinder. Hver gang jeg blinkede, så jeg drengenes ansigter samt mit eget, der grinte, på de billeder paparazzierne havde taget. Vreden og sorgen blev bare endnu støre, af den grund. Og det blev straks ikke bedre, når jeg havde min menstruation. Hormonerne drillede mig som ild, inde i mig, og brændte mine fingrespidser. De forstærkede de ellers normale følelser og tanker, jeg havde. Og lod alting virke dybere, end det egentlig var. Korter fortalt: jeg gik nemmere i udbrud, og havde høje humørsvingninger. En ting, som man tit har under det kendte forløb. Jeg rystede på hoved, og koncentrerede mig om vejen hjem til Louis’ og Harrys lejlighed.

***

Døren var låst, da jeg nåede til lejligheden. Jeg sukkede højt. Mine ben gik let ned i knæ, og roede i den potteplante der stod ude foran deres lejlighed. Det var Eleanors fortjeneste, langt fra de to håbløse drenge.

Da jeg endelig stødte på den metalting jeg ledte efter, lukkede mine finger sig om den. Jeg trak hånden til mig, og fik lidt jord med op fra planten. Nøglen satte jeg ind i døren, og låste den op. Det var dog ikke Eleanors fortjeneste, at jeg vidste hvor nøglen var. Nej, det var faktisk Louis, der havde fortalt det. Han var næsten som min anden storebror. Vi opførte os også sådan, af og til. Hvilket vil sige tit. Men ikke så meget, at vi skændtes over det mindste, eller noget. Nej på det plan, var vi meget mere venskabelige og fjollede rundt. Men vi var da også seriøse. Især, da han gav mig viden om nøglens skjulested. Faktisk, havde vi fniset lidt over det. Men han havde fortalt mig det til, hvis, de nu en dag ikke var hjemme, så kunne jeg bare låse mig selv ind. Hvilket jeg gjorde denne dag.

Dørens lås klikkede op, og jeg trak ned i håndtaget. Jeg åbnede den på hvidt gab, hvorefter jeg smed nøglen ned i krukken, og rystede mine hænder fri fra jorden. Surt, smækkede jeg hårdt døren efter mig, så alle naboerne sikkert kunne høre det. Og se dét, ragede mig også en lille finger. Det var ikke mine dumme naboer! Mine hæle klikkede imod trægulvet, da jeg bevægede mig ud i køkkenet. Der var ingen i lejligheden, som forventet ud fra den låste dør. Fedt. Så var der ingen, når jeg skulle bruge dem!

Irriteret, smækkede jeg posen med bladende op på marmorbordet, det var overalt i det enorme køkken. Tro det eller ej, men drengene kunne ren faktisk lave mad. Aka Harry… Se det, ville de åbenbart godt fortælle mig… Jeg fnyste rasende over mine tanker, og smed min håndtaske ved siden af posen. Sulten, gik jeg på jagt i køkkenet efter noget spiseligt. Lækker mad, fandtes altid i Larry’s lejlighed. Begrund af den kære madglade Niall, som tit forlangte lækre snacks. Så derfor, havde jeg hurtigt fundet pandekager fra morgnens måltid, som jeg tog ud og varmede. Da de var færdige, sad jeg ellers på en af køkkenets barstole, og spise sulten de tre pandekager, der var lavet. Med sukker på… ”Mm, i det mindste kunne jeg have en god ting, ved dagen,” tænkte jeg spydigt, og tog endnu en bid af den gode mad. Som Harry helt klart havde lavet.

Tiden gik. Drengene var stadig ikke kommet hjem. Det endte med, at jeg stadig sad i lejligheden da klokken var to. Det vil sige, at jeg havde været der omtrent to timer! Min tålmodighed rakte ikke langt. Især ikke i den periode, jeg var havnet i. Begrund af sulten fra den ondsvage menstruation, havde jeg spist flere ting fra køkkenet. ”Men det var sgu heller ikke fordi, de ville komme i mad mangel,” havde jeg tænkt. Ikke med alt den mad, der befandt sig i det enorme køkken.

Jeg lavede ikke det store. Med min iphone, skrev jeg lidt med den eneste okay veninde, fra min parallel klasse. Med okay, mener jeg ud fra skolen. Hun var en af dem, som jeg havde formået at presse ind i min tidsplan, med kameraet og billederne. Afrodite, hed hun. Sød, blondt håret pige, som nok var den eneste jeg kunne med. Hun var smuk og elegant, og vi mindede på mange måde om hinanden. Hun var musiker, og gik meget op i hendes sang og klaverspil. Enorm talentfuld, var hun. Tit, havde vi komponeret vores evner med hinanden. Så jeg tog billeder af hende, når hun enden sang eller spillede på det klaver der stod nede i deres opholdstue. Eller så havde hun skrevet sange, om livet som fotograf. Altså, hvordan man kunne se verden i billeder. Det var selvfølgelig mig, der forklarede hende hvordan det var. Og ud for det, formåede hun at skrive de perfekte sangtekster.

Jeg havde skrevet til Afrodite, omkring min opdagelse omkring drengene. Hun vidste allerede godt, at jeg hang ud med dem. Men bare ikke at de åbenbart var ”One Direction”. Hun havde over mobilen, forklaret mig, at de var et rigtig talentfuldt og godt bandt. De havde åbenbart været med i X-facter (noget som jeg ikke engang så!), og havde ellers toppet landenes hitlister med deres album ”Up All Night”. Endnu en ting, jeg ikke vidste. Men hallo, jeg vidste jo intet omkring deres musik karriere! Jeg genkendte dem jo ikke engang, da vi mødtes! Nok fordi, jeg netop ikke kendte dem. Afrodite vidste jo meget inden for musikkens verden. Så jeg tog det som en selvfølge, at hun kendte en del til dem. Hun var selv, en okay fan af dem. ”Deres sange er gode,” havde hun skrevet. ”Også er de heller ikke grimme;)” Men fangirle, ville hun aldrig kunne finde på, hvis hun nærmede sig dem. Sådan var hun slet ikke som person.

Fnyse, var en ting jeg ikke kunne lade hver med. Det virkede så komplekst umuligt, at jeg åbenbart var venner med et verdenskendt boy band! Tårerne pressede på, men de blev ikke lukket ud. Jeg kan umuligt beskrive, hvor meget det sårede mig. Det, at de intet havde fortalt. Selv når to af deres kæreste, forlangte det af dem! Så gjorde de det ikke… Kunne det blive værre? Nej, det tror jeg sgu ikke lige…

Jeg bankede frustreret, hoved ned i det hårde bord. Selvom det satte ubehagelige stød, igennem knolden på mig, blev jeg ved. Fuck det, jeg ødelagde ikke min hjerne mere, end drengene havde gjort i forvejen. Så fuld med tanker var jeg, at det nærmest ødelagde hjernen! Oh god Rose… det er ikke engang muligt… Så jeg stoppede med at banke hoved ned i bordet. I stedet, vandrede jeg skødesløst rundt i lejligheden med sko på. Skide hver med, om de var beskidte. Turen endte ved stuen, hvor min krop ellers pladserede sig selv, i den ene af de lækre sofaer. De var som skabt til at, jeg skulle side der! Eller… måske bare til, at alle kunne side behageligt i den?

Jeg rystede tankerne af mig, og satte ellers benene op i den lange sofa. Med et tilfredst støn, strakte jeg min krop og tændte for det store fjernsyn. Imens jeg ventede, kunne jeg vel lige så godt slappe af foran tv’et? I ved, så jeg var helt frisk og oppe på dupperne, til mit raseri jeg skulle ud med, når de langsomme skildpadder kom? Jeg fnes lavt af mig selv. Skildpadder? No way, mere en snegle… er skildpadder egentlig langsommere end snegle, eller omvendt? Det har jeg altid tænkt over, måske er de lige langsomme? Måske skulle jeg prøve at lave et kamp løb, imellem skildpadder og snegle? Hvis skildpadderne ellers ikke spiser sneglende… hvis den ellers kan lide snegle… Okay random talk, jeg styrer mig.

På fjernsynsbetjeningen, blev knapperne ellers trykkede på. Det var som om, der ikke var en skid at se! Jeg gabte søvnigt, imens jeg ellers tastede. Lort, lort og hey vent… nej lort. Great… oh not.

Til sidst, endte jeg på en eller anden musik kanal. Der var dog bare reklamer lige som, jeg kom over på den. Men jeg var for lige glad og pludselig træt, til at kunne tage mig af det. Ren faktisk, endte jeg med, at ligge helt ned i sofaen, med fødderne op på armlænet. Mm… her ligger man ren faktisk godt! Tænkte jeg, og gabte om kamp med mig selv. Øjne lukkede ellers i, og jeg røg ind en søvn jeg behøvede.

***

Louis’ synsvinkel

”Skal i med op?” spurgte jeg de andre, da jeg ellers slukkede bil morteren. ”Yup,” blev der sagt i kor. Døre blev åbnet og smækket, og låsen låst med et enkelt tryk på knappen. Små snakkende, gik vi alle hen imod kælderens elevator.

”Tror i nogen sinde Rose opdager dét her?” spurgte Niall, ret nervøst. Han behøvede ikke at forklare sig spor meget, vi alle vidste hvad han mente. Der blev trukket på skulderne. Tanken havde strejfet mig op til flere gange. Samvittigheden havde da også meldt sin ankomst, op til flere hundrede gange bare i dag. Men jeg ignorerede den. Vi kunne ikke rigtig komme nu og sige, at vi var kendte mennesker. Hun ville sikkert flippe helt ud, fangirle eller noget i den stil. Selvom, jeg ren faktisk – helt ærligt – ikke kunne forstille mig Rose, gøre sådan noget. Det virkede hun for… nede på jorden til. Eller altså, ikke fordi folk ikke er nede på jorden, hvis de fangirler eller sådan. Misforstå mig endelig ikke! Men hun virkede bare for… rolig og neutral til sådan noget. Spørg ikke efter begrundelsen af min teori, for jeg ved den virkelig ikke!

”Hvis hun gør…” startede Harry stille. ”Så ved jeg virkelig ikke, hvad der vil ske.” Vi alle nikkede. ”Men det har hun ikke gjort,” sagde Zayn. ”Så lad os lade den ligge der, indtil videre. Jeg får det bare mærkelig dårligt…” Alle så mærkeligt på ham. Han plejede aldrig, at sige sådan noget… især ikke med at lukke følelser ud, som de dér. Men, en gang skal vel være den første...? Åh gud, jeg lyder jo helt som Liam…

”Tag det roligt. Vi kan tage den her, når vi kommer op,” sagde Liam roligt, som altid. Positive energier, hans speciale. Ikke en overraskelse, at det kom ud af hans mund…

”Okay fino! Hey, skal vi ikke spille fifa eller sådan noget, når vi kommer op? Jeg har virkelig lyst til det lige nu…” udbrød jeg, helt random. Drengene grinte af mig, imens jeg smilede stort og mærkeligt. Det havde jeg ren faktisk, når jeg tænker nærmere over det… ”Fint! Men jeg skal altså have de tre pandekager Harry lavede i morges, inden jeg nærmere mig fjernsynet!” fastslog Niall, bestemt. Vi alle rullede med øjne. ”Hvad? Jeg er sulten jooo…” udbrød Niall, barnligt og trak o’erne ud. ”Vi ved det, bro. Det er du altid,” trøstede jeg ham nærmest. Han skulede lidt til mig. Han skubbede min arm væk, med en mut mine. ”Ikke mobbe mig…” mumlede han ’trist’. ”Sorry Niall…” fake græd jeg, og slog armene om ham. ”Tilgiv mig…” hulkede jeg videre. De andre drenge grinte højt af os, og skubbede os ellers ud af elevatoren. ”Come on dudes… Vi har et spil vi skal nå!” lød det klagende fra Harry. Jeg så med et hævet øjenbryn på ham… ”Wanna be, Hazza. Det var mig der ville sige det!” udbrød jeg ’surt’, og slog ham på baghoved, efter at have sluppet Niall.

”Du sagde det jo ikke, så jeg er ikke wanna be!” svarede han flabet igen, og rakte tunge af mig. Jeg skulle lige til at svare, da Liam sagde noget.

”Øh gyes? Jeg tror i har haft indbrud.”

Overrasket så både Harry og jeg, hen på ham. Han havde netop trykket håndtaget ned, og svunget døren langsomt op. ”Ind… indbrud?” stammede Harry skræmt, og så langsomt fra døren til mig. Hans øjne var store som tekopper, lige så var mine. ”Shit!” udbrød jeg chokeret. Alle vores ting var der inde! Personlige som værdigfulde ting! Det her måtte bare ikke være sandt… ”Er tyvende der mon endnu?” spurgte Niall, lidt skræmt. Liam trak på skulderne. ”Kom, lad os tjekke det ud,” fastslog Zayn.

Vi alle listede ind i lejligheden. Da vi kom, stod alt på deres pladser. Nydeligt, og intet rodet. Der kørte en svag lyd inden fra stuen af. Det hele virkede enormt creepy. Mig som ellers ikke plejer at være bange, rystede lidt. Men hey, hvem ville ikke gøre det? Selv drenge, kan være bange…

”Hvem er det mon?” hviskede Niall nysgerrigt, og nikkede hen imod sofaen. Man kunne kun se et par fødder, der var svunget op på armlænet. Med sko på endda! Hm… en var vidst ret så lige glad med normale høfligheder… Da jeg kiggede nærmere på skoende, så jeg at det var højehæle. En fan? Næppe, de anede ikke hvor vi boede. En tyv? Så ville hun ikke ligge i sofaen og se tv. En let snorken kom, og et smil tittede op på mine læber. ”Drenge, vi har ikke haft indbrud. Det er bare Rose,” forsikrede jeg dem om, stadig hviskende, og nikkede imod hende. Der blev lavet nogle små arh… lyde, og Liam gik hen og kiggede på hende. ”Hun sover,” bekendtgjorde han. Zayn slog sig i panden. ”Ja? Det kunne vi slet ikke høre på hende,” sagde han sarkastisk. Liam rullede bare øjne af ham, imens Niall mumlede noget med at finde pandekagerne. Vi alle gik med ham ud i køkkenet, imens han ellers løb. Inden vi var nået helt der ind, kom et højt gisp, og Niall var ved os igen.

”De er der ikke!” gispede han, åndeløst. Harry rynkede panden. ”Hvad er der ikke?” Niall så dumt på ham, som havde han gået glip af alt. ”Dine pandekager, Hazza! Dem du gemte til mig, når vi engang ville komme hjem! De er der ikke!” plaprede han løs, med den mest ulykkelige stemme, jeg længe havde hørt. Zayn fnes lavt, imens Liam smilede stort med blikket på den ulykkelige Niall. Jeg selv? Var ved at dø af grin i et anfald, men prøvede at holde det inde. ”Det er ikke sjovt!” råbte Niall næsten, imens Harry tyssede på ham med et bestemt blik. ”Niall,” advarede Liam, og nikkede ind imod stuen. Han så fortabt på ham. ”Jamen… Arg! Jeg har glædet mig hele dagen, til de pandekager! De var så gode i morges, og nu… er de her ikke!” forsatte Niall højt, og helt paf. Jeg grinte videre, imens Niall gik videre med hans lange foredrag om de pandekager, der var åh så vigtige. ”Jeg laver nogle nye,” sukkede Harry til sidst. Nu smilede Niall endelig tilfredst, som var det planen at, lokke en af os til det. Try again, Louis her kan ikke lave mad…

”Hvorfor mon Rose, bare har smit sig sådan i sofaen. Uden at låse døren eller noget…” sagde Harry, tænkende imens han tændte for blusset. Hvis det nu end var muligt, trak vi alle på skuldrene sammentidigt. ”Ja… hun plejer da ikke at, være sådan…” forsatte jeg. ”Det er sikkert også hende, der har spist de der,” forsatte Liam, og nikkede over imod to tallerkener og brødrester og alt muligt andet. ”Det er hende, som har spist mine pandekager!” udbrød Niall, og sprang hen til tallerknerne. En typisk Niall ting, fremgjorde han endnu engang. Slikkede på begge tallerkener, og nikkede tænkende. ”Jeps, jeg kan smage det. Hun spiste mine pandekager. Dumme hende, altså!” Han stillede utilfredst tallerkenerne på bordet. ”Jeg tager min hævn en dag,” mumlede han surt, imens han dumpede ned på min side, ved en barstol.

”Jeg går lige ind, og bær hende ind i seng. Hun får bare ondt af, at ligge sådan på sofaen,” sagde jeg, og rejste mig. ”God ide,” svarede Liam, og smilede anerkendende til mig. Lidt stolt var han, over mine tanker. Haha, sjovt egentlig. Som om han var min far, eller sådan noget…

Mine skridt var stille som intetheden, for ikke at vægge Rose. Noget der hedder intetheden, overhoved? Når anyways, ellers har jeg lige opfundet et ord. Da jeg endte foran hende ved sofaen, betragtede jeg hendes ansigt. Hendes sorte hår lå løst og frit, omkring hende. Hendes brune hud, fik hende til at virke sommerlig, og hendes tøj sad flot på hende. Jeg smilede skævt. Hun var smuk, det var hun i den grad. Jeg forstod godt Niall og Harry… Hov, det skulle ikke ud. Men ja… nu er det vidst ingen hemmelighed mere. At de begge er helt skut i hende. Bum. Jeg sagde det lige… Ret problematisk, egentlig. At de begge kan lide hende. Det er aldrig sket før imellem os, da smagen for piger, er ret forskellige… Men nok om det.

 Med glidende bevægelser, havde jeg forsigtigt, fået fjernbetjeningen ud af Roses greb. Fjernsynets larm forsvandt, sammen med den ligegyldige omgang reklamer. Så gik turen ellers til hendes sko. De højehæle var nemme at få af hendes fod. Ingen lukninger der skulle åbnes, eller andre besværligheder. Skoende blev stillet ved siden af sofaen. Med forsigtige og blide bevægelser, fik jeg hende op i mine arme. Hun gryntede let, og mumlede noget uforståeligt. Jeg stoppede midt i en bevægelse, og holdte vejret. Skrækken var der, for at vægge hende.

”Løgner…” mumlede hun søvnigt, inden hun ellers faldt væk igen. Hoved endte ind imod min brystkasse, hvor den lette grynten kom ud af den lille mund. Jeg smilede lettet, og trak vejret igen. Med rynket bryn, strøg jeg en hårtot væk fra hendes ansigt, og så studerende på hende. Mærkelig nok, havde hun svagt lilla’e rander under øjne. Forklaringen, på hendes dybe søvn. Teorien lå der omkring, ved at hun sikkert ikke havde fået meget søvn. Men hvorfor? Eller måske havde hun bare støvallergi… Men hvad mente hun med løgner..?

En stor klump i halsen, blev sunket. Ordet mindede mig, om det vi havde gjort. Irriterende nok, kom samvittigheden op. Jeg havde det virkelig dårligt med, ikke at fortælle hende det. Hun var som en bedste veninde, for mig. Lille søster. Jeg spekulerede på, hvornår hendes bror ville komme hjem. Hun havde nævnt ham en gang, men ville ikke snakke så meget om ham. Hvorfor mon? Jeg forstod det ikke, men håbede bare på at, hun ville komme hvis der var noget.

Med lette skridt, gik jeg ind på mit eget værelse. Dynen fra min dobbeltseng, blev trukket til siden, så jeg kunne ligge den lille skikkelse ned i den store seng. Forsigtigt, som jeg hele tiden formåede at være, blev hun lagt ned i silkelagnerne. Jeg spekulerede om jeg skulle tage hendes shorts og trøjer af, men lod hver. Et møg anfald, ville jeg nødig risikere.

Jeg så lidt mere på hende. Et smil blev endnu støre, da en tanke faldt mig ind. Det hele mindede mig lidt om Guldlok og de tre bjørne. I ved, den historie hvor Guldlok kommer hen til huset, spiser deres mad og ender sovende på en af sengene? Det var jo det, Rose gjorde. Hun vidste og kendte os bare. Mit grin blev undertrykt. Liam havde smittet mig, med alt de Disney halløj. I det hele taget, alle de børnehistorier han kendte… Endelig, trak jeg til sidst dynen over hende, og plantede et kys på panden. Så forlod jeg ellers værelset, og gik ud i køkkenet til de andre.

***

”Lækkert!” udbrød Niall tilfredst, og skubbede tallerkenen væk fra sig. Jeg grinte lavt af ham. ”Hurtigt. Nyder du nogen sinde mad?” spurgte jeg sjovt, og skubbede til hans skulder så han ømmede sig. ”Auch, og ja! Hvordan kan du overhoved spørge, Boo Bear?” udbrød han, totalt paf og forfærdet. ”Fordi, det er et ret godt spørgsmål,” kom det tænkende fra Liam. Niall så endnu mere paf ud, og vi andre kunne ikke lade hver med at grine.

”Hva… Rose sover godt nok tungt, huh?” sagde Harry, og tog endnu en bid af hans pandekage. Jeg nikkede. ”Hvad tror i egentlig hun kom for?” spurgte Zayn. Vi så forvirret på ham. ”Hvad? Hun kom jo ikke bare fordi, hun ville have noget at spise, eller et sted at sove. Ikke på den måde, hun havde smit alt omkring sig,” remsede han op. Vi andre så stadig på ham. ”Er jeg virkelig den eneste der kan kende hende så godt? Woah, det troede jeg ikke,” udbrød han, og stirrede tilbage. Mest på Niall og Harry, af den samme grund som jeg sagde tidligere. En let rød farve, sad på deres kinder, imens Harry kiggede væk og Niall snuppede endnu en pandekage.

”Du har ret Zayn. Men hvad skulle de dog være?” Niall undveg hans hentydning, og koncentrerede sig dybt om den syvende pandekage, hvis ikke mere, han havde gang i. Harry kiggede ned i hans hænder, før han turde se op igen. Så, så alle lidt på hinanden. En mere seriøs stemning, lå omkring bordet. Hvor før, der havde været en mere sjov og humoristisk. Også kaldt: vores standard. ”Det kan også være lige meget, hun fortæller det sikkert, når hun vågner,” endte Liam med at sige. Og den normale stemning, var tilbage. Snakken røg frem og tilbage, og pandekagerne blev spist. Efter lang overtalelse, fik jeg drengene med på et game: Fifa. Wee… man har vel lov til at være dreng, huh?

”Gå væk, Harry!” skreg Niall til skærmen, og tastede videre på joysticket. Fodbolden var i gang, og Harry lavede tackling på Niall’s spiller. ”Muwaha… Hazza styre!” råbte Harry til gengæld bare, og driblede videre med bolden. ”Spil nu til mig, Niall,” klagede Zayn. ”Jamen det kan jeg ikke, når Harry hele tiden tager bolden!” svarede han igen. Diskussionen gik frem og tilbage, imens vi ellers alle spillede. Eller, undtagen mig som kiggede på. Og kom med de flabede og sjove kommentarer og jokes. Jeps, lige i mit es. ”Uf… så tæt på, Zayn. Så tæt på,” sagde jeg højt, pegede og smørrede kækheden på. Det gjorde det hele meget sjovere!

”Luk, Lou!” snerrede han vredt tilbage, og tastede hårdt på joysticket. ”Næææ…” han stirrede irriteret på mig. Jeg stirrede flabet tilbage. ”Du-” Han blev afbrudt af en høj og kimende ringetone. Som kun kunne tilhøre Liams.

”Sorry Danielle,” undskyldte han, inden han ellers gav mig joysticket og fiskede mobilen op fra lommen. Hvordan han vidste det? Jo… bestemt ringetone på, når det var Danielle der ringede. Det var derfor, jeg sagde det kun kunne være hans. Det er deres fælles ynglings sang. Sjov ting, jeg lige vidste der…

”Tag det roligt, skat. Hun er her hos os hjemme hos Louis og Harry,” lød Liams stemme beroligende, og kærlig. Hm… det var helt sikkert omkring Rose. Jeg kiggede mere opmærksomt på skærmen, hvor Zayn prøvede at tage bolden fra mig. Som det fede, tacklede jeg ham så Harry fik bolden. Lidt nørdet, huh?

”Hun havde låst sig ind, uden at låse efter sig. Spist noget mad, og smit sig på sofaen. Ret mærkeligt, og der virker lidt til hun sked på det hele. Ved du noget omkring det? Er der sket noget, med hendes bror for eksempel?” lød Liams stemme. Jeg spidsede øre, og var mere opmærksom ved samtalen. Hendes bror? Så vidste han noget! Hm…

”Okay så… man ved jo aldrig med krige, og sådan-”

Han stoppede, og blev sikkert afbrudt af Danielle. For jeg mærkede hans blik på os, som at sikre sig i, at vi ikke lyttede. Sikkert efter en hentydelse, fra Dani.

”Det skal jeg nok, vi ses babe.”

”Louis, come on man! Du er ikke bedre selv!” kom det højt, fra en klagende Harry. Efter det fraværene moment, opdagede jeg, at jeg missede bolden fra ham. Så den røg videre til vores modstander, Zayn.

”Sorry,” mumlede jeg og havde mine øjne på bolden, jeg fribrilsk gik efter. ”Vil du tage over igen?” spurgte jeg Liam, efter at have misset flere gange på målet. Tankerne om Rose’s bror og det Liam sagde, kørte som et repeat inde i hoved på mig. Krige? Han var sikkert soldat, hvilket forklaret alt. Men hvordan vidste Liam det? Og hvorfor var Rose nu så trist..?

Et højt bump lød fra en dør i lejligheden. Vi alle kiggede lidt på hinanden, og over på indgangen til stuen. Og der kom en lille skikkelse gående. Med tøjet lidt skævt, og håret let uglet. Vi alle smilede til hende, men det blegnede hurtigt, da vi så hendes blik. Had, vrede, irritation og skuffelse. Og en del tårer. Det gjorde så ondt at se…

Shit, havde hun opdaget det hele? Var hun vred? Hvis ikke, hvorfor græd hun? 

 

                                                                                                                      

Det var så dagens kapitel!:D Hvad tror i der sker i det næste? Flipper Rose ud som planlagt? Hvordan takler drengene det hele? Hvilke undskyldninger, kan de mon hamle op med, som begrundelsen for deres løgne? Gæt, gæt gæt!:D Smid jeres gæt i kommentaren, og fortæl mig selvfølgelig også om i kan lide historien, hvad jeg kan gøre bedre og ris samt ros :) Husk at like og sæt på favoritlisten.

Så er i for skønne!

Håber i nyder dagens vejr, der er jo endelig sol! xD

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...