Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
189306Visninger
AA

2. When fear takes over, it often ends with an escape ...

Blomsternes kraftige duft, svævede svagt i sommerluften. Den nåede ind i min næse, da jeg stille og roligt, tog et afslappet indsnusning. Den søde duft kilede mig i næsebordene, og fik mig til at grine fjoget og nær nyse. Rystende på hoved, plukkede jeg en lyserød blomst, og satte kameraet for øjet. Det velkendte forstørrelsesglas var peget i den perfekte vinkel, imod den fine blomst. Som en vanesag, trykkede jeg min højre pegefinger ned på aftrækkeren, og i samme sekund og øjeblik, var billede taget og lagt ind på mit hukommelseskort. Mit smil kunne ikke blive større, da jeg satte blomsten fast i mit spænde, der holdte mit sorte pandehår, væk fra øjne. Stille og blidt, lod jeg min hånd kører igennem mit bløde og slangekrøllet hår. Det havde jeg arvet efter min far og hans krøller. 

Min hånd tog jeg til støtte, da jeg stille rejste mig op, fra det lysegrønne græs. Jeg børste let min knælange sommerkjole ud bag ved, og lod stoffet ligge imellem mine fingre. Mønsteret på kjolen var simpel nok; blomstret og gennemsigtigt, hvor der så var et rent lag inden under. Kjolens farve var lyseblå som himlen, og havde en tilpas udskæring foroven. Ikke for nedringet, og ikke for halset. Som sagt: lige tilpas.

Mit blik ramte mine bare fødder i mine åbne gladiator sandaler i sorte, som jeg bar på fødderne. På mine negle havde jeg netop lagt et matchende lag blå neglark. Men nok om det. Mit blik løb rundt omkring, i den store og frodige park. Om jeg kunne huske hvad den hed, var ikke tilfældet. Men den var dejlig stor, fyld af liv og glæde, og ikke mindst farver. Så det var fint nok for mig. Så betød navnet ikke så meget.

Da jeg bevægede mig hen i mod en bænk, bankede mit kamera mit blidt ind mod rebenenes højde. Da jeg satte mig ned på bænken, tillod jeg mig, endelig, at ligge mig tilbage, og nyde det varme vejr. Endnu mere, end jeg i forvejen gjorde. Klokken var nok omtrent de elve stykker, onsdag morgen, ugen inde i sommerferien. Jeg elskede at have ferie, men hvem gjorde nu ikke det? Anyways, jeg elskede det især fordi, så havde jeg endnu mere tid til, at udforske steder og tage billeder. Plus at det jo var sommerferien, så skulle jeg også have lidt mere farve, end jeg havde i forvejen.

Et smil der nåede til mine øjne, kom frem, da jeg tænkte på min bror, Nick. Han ville komme hjem fra Afghanistan den her sommer. Hjem til normale England, men også hjem til vores dejlig unormale familie. Ja, dejlig unormale familie, du læste rigtigt. Min familie var måske lidt mærkelig på sin vis, men det var sådan vi var. Med vores humor og snakken og fester, så ja, faktisk ikke mere unormal en andres familier. Nick er 19 år, og havde været soldat i krigen i godt og vel et år. Et helt år med krig, suk. Jeg ville bare gerne have ham hjem, så han kunne hjælpe mig igennem dagene som altid. Så jeg måske ikke var så fjern, og endda kunne finde mig en fyr…

Jeg stoppede min tanke gang, da den løb helt løbsk. Tilbage til Nick… han har ikke som jeg krøller, men glat sort hår. Efter min mor. Som mig, har han også en ting han går op i. Ikke fodbold, men musik. Han har en dejlig beroligende stemme, og jeg kan huske han engang sang for mig, da jeg skulle sove. Fordi jeg havde kæreste sorg, og græd mig nærmes halvt ihjel. Det havde også taget utrolig meget på ham, at jeg var trist. For jeg var jo hans guldklump, hans Angel, som han nu engang sagde. Der er blot to år imellem os, jeg selv er 17, og vi har et ualmindeligt tæt forhold. Hvilket er fantastisk, og grunden til, jeg glæder mig til at se ham.

Mine tanker stoppede pludseligt. Mine øjne fulgte ubevidst en flok drenge på fem, som snakkende gik omme på den anden side af græsplænen. De så utrolig glade ud, sådan som de gik der og snakkede. De alle havde sommertøj på, og havde alle sammen solbriller på. Den velkendte følelse kom op i mig, da jeg så dem. Ubevidst, rejste jeg mig op fra bænken. Hurtigt på fuserne, løb jeg hen til græsplænen, og hen bag et træ. Jeg kiggede bag træet, og så drengene komme hen forbi mig. Hurtigt tog jeg mit kamera op, og op for øjet, som jeg havde gjort alt for mange gange. Det klikkede lydløst da jeg tog billederne, og en dejlig følelse spredte sig i maven, da jeg fik billederne. Af en eller anden grund, så jeg at en af drengene var ved at kigge over imod mig og mit skjule sted. Hurtigt var jeg bag træet igen, og stod med hænderne presset ind imod barken. ”Så i det?” lød en stemme. Forsigtigt kiggede jeg et smut ud, da jeg så drengene var stoppet. Det var en blond dreng der stod og kiggede hen imod mit sted, med nysgerrighed blandet med utryghed i sindet.

”Så hvad Naill?” En af de andre drenge lød lidt små irriteret, men havde dog stadig den glade assitude over sig. ”Der var en. Lige der henne!” Den såkaldte Naill pegede hen imod mig, og der blev helt stille og jeg fornemmede blikkende over imod mig. ”Du må have set syner, der er ingen,” sagde en af de andre drenge. Naill rystede på hoved, og lod sig trækkes videre af de andre drenge. Lettet, sukkede jeg og faldt ned og sidde op af træet. Det var tæt på. Men hvorfor lod jeg mig enlig gemme? Jeg havde jo intet at gemme mig for?

Og jeg gjorde det mærkværdige: jeg fulgte efter drengene. Jeg aner ikke hvorfor, men de havde et eller andet over sig. Noget specielt, som gjorde jeg måtte følge efter, og opfange flere billeder. I ved, it’s all about the pictures.

Turen efter dem forgik bag træerne, der stod på den lange grønne græsplæne, der var som en løber. Flere billeder blev taget, og da de bevægede sig ind i den skov der var i parken, fulgte jeg trop. Hvilket blev grunden til det næste. For da jeg sådan luskede rundt efter dem, tænkte jeg ikke over hvor jeg gik. Og da en gren pludselig var foran min fod, lagde jeg ikke mærke til den. Og med et gisp og skrig, faldt jeg forskrækket over den. Jeg hørte fodtrin stoppe, og rullede mig hurtigt til siden væk fra hoved stien der var. Drengene gik jo trods alt lige foran mig, ikke langt fra mig.

”Hørte i det, drenge?” en hæs stemme lød skræmt og meget forvirret. Det blev mumlet nogle bekræftende ord, og skridt lød tætter på mig. ”Det kom her over fra,” blev der sagt. Overrasket opdagede jeg hvor tæt stemmen var. Panikken var omkring mig, som et slag, og jeg rejste mig fortumlet op. Hurtigt og bange, satte jeg i løb imellem træerne. Grenende knækkede sig højt under mine fødder, og jeg hørte stemmer bag mig. ”Personen flygter!” blev der råbt, og ben kom tydeligvis efter mig. En skræmmende fornemmelse løb mig koldt ned af ryggen, og jeg bandede af mig selv. Jeg skulle aldrig have fulgt efter dem, tænkte jeg bebrejdende.

Mine ben bar mig ned af parkens stier, og fodtrin lød ikke langt væk fra mig. Det var halvt mørkt, så skikkelserne der var drengene, kunne jeg ikke se så godt. Heldigvis kunne de ikke se mig, kun min skikkelse.  Da jeg endelig nåede ud af parken, og svingede ind i min gade, var fodtrinene væk. Jeg åndede lettet op, og tog mig forpustet til hjertet. De kunne godt nok løbe, de drenge. Ude af form, var de langt fra.

 

***

”Jeg er hjemme!” kaldte jeg ind i huset. Jeg smed mine sandaler ind på sko hylden, og traskede ind i stuen. Hele min familie var hjemme. Mor, far og Bobo. Okay nej, Nick var ikke hjemme endnu. Og Bobo var min lille hvide pelsklump, af en hund. Den gøede glad, da den hørte mig. Et par små fod skridt lød hen over trægulvet, og den lille hund var på no time, op af mit ben og kiggede glad op på mig. ”Hey basse,” mumlede jeg træt. Den lange løbetur havde gjort mig helt død, og jeg havde ondt i min mave, der hvor kameraet var banket ind imod.

Jeg løftede Bobo op i min favn, og lod ham slikke mig over kinden. En lille fnisen undslap min mund. Jeg grinte rigtigt da han slikkede mig i øret. ”Ej lad hver basse. Det kilder!” klagede jeg utilfredst til den lille hund. Han gøede og så uskyldigt på mig, så jeg ikke kunne lade hver med at kysse ham på hoved. Dejlig hund, siger jeg bare!

”Hej skat.”

Min mor kom til syne ude fra køkkenet af, og smilede moderligt til mig. Et smil, jeg elskede. ”Hej mor,” sagde jeg træt, og krammede hende. ”Hvornår kommer Nick enlig hjem?” Mit spørgsmål fik min mor til at grine, og pjuske mig i mit hår. ”På lørdag,” svarede hun kort. Okay det var torsdag i dag, så der var ikke så lang tid til endnu. Yes!

”Har du været ude og løbe eller sådan noget?” spurgte min far. Jeg nikkede, og slog mig ned på min sedvanelige plads ved spisebordet. Jeg satte Bobo ned på gulvet, hvor efter han pilede hen i sin kurv. Skøre, dejlige hund. Imens jeg fik mad op på tallerkenen af min mor, fortalte jeg min historie.

”Ja, jeg tog jo billeder henne i parken i dag. Og da jeg tog billeder af en flok drenge, løb de pludselig efter mig. Af ren forskrækkelse og skræk, flygtede jeg med dem i hælende. Heldigvis var det halvt mørkt, så de kunne ikke se mig så godt. Men alligevel; jeg blev helt bange, da de mindede mig om nogle voldtægts mænd,” fortalte jeg. Min mor grinte af mig, og min far rystede på hoved. ”Ja, du tager jo trods alt billeder af dem, uden de ved det… så mon ikke de blev bange og forskrækket selv?” spurgte min far fornuftigt. Altid så fornuftig og klog, var hvad min far rolig kunne kalde sig. For hold da op, han havde da en forklaring på alt!

”Måske…” sagde jeg tøvende, og ret pinlig berørt over min reaktion af drengenes. Min mor rystede på hoved af mig, og startede ind på et nyt emne. ”Jeg har hentet den billede bog du bestilte på nettet i dag,” lød hendes sætning. Mit humør kunne ikke blive bedre, da den nyhed kom. Endelig! Jeg havde ventet alt for længe, på den bog! ”Åh tak mor!” sagde jeg overlykkeligt. Mine øjne lyste helt sikkert af lykke, for min far kunne ikke lade hver med at grine. ”Der er vidst en der er glad nu,” sagde han kvikt. Jeg nikkede ivrigt, og så på min mor med store øjne.

”Skat, jeg har den da ikke her. Den er oppe på dit værelse,” sagde hun, og fniste af mig. I sær da jeg skubbede min stol ud med et ryk, og fór op på mit værelse. Da min ben lystigt trampede hurtigt op af trappens trin, kunne jeg høre grinende stemmer inde fra stuen. Det var sikkert mig, de grinte af. Men, nu må jeg også lige have lov til at påpege noget… jeg har ventet i evigheder på den bog!

”Hej flotte,” mumlede jeg, da jeg sad med min bog på skødet. Min hund Bobo, var hurtigt fulgt efter mig oven på. Med et ”vuf”, var han op i sengen, og lagde poten på min bog. Jeg kiggede ind i hans øjne, som næsten spurgte, hvad jeg nu havde fået. ”Det er en billede bog, basse,” sagde jeg til ham. Jeg strøg hen over hans bløde pels, og han vuffede glad.

”Det er til mine billeder jeg tager, du ved nok,” forsatte jeg med at forklare, imens jeg strøg hen over Bobo’s pels. ”Den er ret speciel. For jeg har selv designet bogen. På omslaget, og hvordan siderne ser ud, og hvordan billederne kan side inden i.” Min stemme gav næsten genlyd i mit lille værelse, som ellers var fyldt op med ting. Og billeder selvfølgelig. Så det gav ingen mening, at min stemme lød sådan…

”Vuf!” svarede Bobo mig, og hang hans tunge ud for munden. ”Skøre hund,” mumlede jeg, og kunne ikke skjule mit smil. Om min hals hang mit kamera stadig, og jeg startede det op igen. Imens iagttog Bobo mig nøje, da jeg kiggede ind i forstørrelses glasset, og smilede til ham. ”Smil Bobo!” udbrød jeg, og grinte over mig selv. Jeg lød måske lidt mærkelig, når jeg sådan snakkede til en hund… men altså, han er vel også et levende væsen? Så man kan da sagtens snakke til ham, uden han kan svare..?

Utroligt nok, som om Bobo forstod mig, strakte han hans forben ud. Han gøede glad, med hvad jeg ville kalde et hundesmil om munden. Et stort smil forblev i mit ansigt, da jeg tog billeder af Bobo. Han ændrede hans stillinger, lidt ligesom om han legede fotomodel. Jeg kunne ikke lade hver med at grine, når han gjorde det. Han var og blev: verdens bedste og sødeste hund!

”Så, nu er vi vidst færdige, superstar,” besluttede jeg. Med mine fingre, nev jeg sjov i Bobo’s ene kind, og han gryntede nærmest. ”du har været dygtigt,” forsatte jeg bare, og aede ham i stedet for. Min bog havde jeg lagt til siden på min seng, og løftede Bobo op i min favn. Med kameraet ud foran mig selv, tog jeg et billede af Bobo og jeg. Faktisk tre. På et af dem, slikkede han mig dejligt vådt på kinden, imens jeg grinede. Det blev ret godt, det måtte jeg indrømme. Men nu havde jeg også et enormt godt kamera.

”Rose?” kaldte min mor nedenunder. ”Ja?” råbte jeg tilbage, imens jeg gik ud i mod trappen. Bobo var stadig i min favn, og slikkede mig i øret. Jeg fniste lavt, og mumlede noget med ’lad hver’, og ’ej det kilder’. Da jeg nåede stuen, sad min mor og far i sofaen, og deres blikke var på tv’et. ”Hvad er der mor?” spurgte jeg. Mit humør var dejlig højt og fjollet, begrund af Bobo. Den skøre hund, gjorde et eller andet fantastisk ved mit humør. Som jeg bare elskede.

”Har du lavede dine lektier?” spurgte min mor, mig om. Jeg sukkede, og nikkede. Var det den eneste grund til, at jeg skulle vade her ned? Tænkte jeg skeptisk.

”Godt. Når ja, jeg glemte helt at sige det!” udbrød min mor og grinte. Jeg smilede skævt af hende, da min mor kunne virke så mærkelig. Men jeg elskede hende alligevel!

”Jamen, så fortæl dog mor!” udbrød jeg med et stort smil, da hun stadig grinede af hende selv. Som sagt: mærkelig mor…

”Okay, ja undskyld putte,” snøftede mor, og tørte nogle grinetårer væk. ,, det er bare fordi at Nick har ringet. Han kommer først hjem lørdag om to uger, i stedet for”

Mit humør dalede. Pis også, det var bare typisk sådan noget!

”Okay… sagde han hvorfor?”

”Ja det var vidst noget med, at der stadig var en masse uorden rundt omkring lejren. Så de behøver hans hjælp,” svarede hun.

”Okay… tak for informationen,” mumlede jeg trist. Jeg vendte mig om, og gik oven på igen. Bag mig kaldte min far på mig, men jeg var lige glad. Jeg havde bare brug for at være alene…

Sukkende smed jeg mig på sengen, foran min bærbar. Jeg trykkede hurtigt ind på facebook, og kiggede på min væg. Der var intet spændene, og da min bror skrev en besked til mig, dalede det endnu mere. Han skrev at han var ked af det, og havde glædet sig sådan til lørdag. Jeg skrev bare at det var okay, og lukkede frustreret min computer ned. Bobo kiggede op på mig fra hans kurv, og mærkede sikkert mit triste humør. ”Jeg må uden for,” mumlede jeg for mig selv. Eller, måske nok mere til Bobo.

Jeg fik fat i mit kamera, og tog min cowboy jakke uden over min kjole. Mine sandaler stod neden under, så dem kunne jeg ikke få fat i. Så i stedet fik jeg fat i et par små kilehæle. Det var det eneste jeg havde løst til, at gå rundt i.

Så åbnede jeg ellers min altan, og lagde min Black Berry ned i lommen, på min jakke. Da jeg trådte uden for, strømmede den varme aftenvind imod mig. Jeg kiggede mig tilbage, og så Bobo stå og kigge på mig. Jeg smilede hurtigt skævt til ham, før jeg lukkede altandøren. Forsigtigt, klatrede jeg ned af vores blomster stakit. Det havde jeg gjort alt for mange gange, så jeg faldt heldigvis ikke ned. Det var nok også de otte meter ned, så det ville også give megen skade, hvis jeg endelig gjorde det.

Da jeg landede nede på det fugtige græs, sukkede jeg lettet. Heldigvis lå stuen omme på den anden side, end hvor jeg var. Så her var kun køkkenvinduet. Når men, pointen var, at jeg ubemærket kunne løbe ud af haven, og ud på vejen.  Hvilket jeg så gjorde. Ud i aftens lyse himmel, og den klamvarme vind. Enlig vidste jeg ikke hvor jeg ville hen. Jeg løb bare. Væk måtte jeg i hvert fald, for alle de minder der var om Nick. Jeg vidste godt, at det langt fra var Nicks skyld, at han først kom om to uger. Det var generalen (eller sådan noget) der bestemte ting som denne. Men alligevel, så tog det hårdt på mig. Jeg savnede min bror alt for meget, og havde ikke set ham i over et år nu. Måske lød det ikke af meget for nogen, men det var det. Især når vi var så tæt knyttet, som vi nu var.

 

***

 

Et suk gled over mine læber. Det blev blandet med gråd. Jeg stoppede forpustet op, og slog hænderne for øjne. Normalt var jeg ikke den type der græd, eller vidste mine følelser offentligt. For det meste, gemte jeg alle mine følelser, bag et simpelt smil. Aldrig var der nogen der så igennem det smil. Heldigvis.

Da jeg efterhånden havde taget mig sammen, fjernede jeg mine hænder. Da mit blik gled rundt omkring, opdagede jeg, at jeg var uden foran en flot række flotte lejligheder. Jeg havde åbenbart løbet så langt, at jeg var helt henne på den anden side af parken, og derfor henne i milion-kvateret, som jeg kaldte det. Ikke fordi, at jeg boede et dårligt og slidt kvarter. Nej, det mere fordi det var her, hvor de dyreste lejligheder var, i det store London.

Forsigtigt og beslutsomt, trak jeg kameraet op til mit udsyn. Hurtigt var det tændt, og jeg havde justeret det ind på den rigtige mode. Lige så beslutsomt som før, trak jeg det op foran mit højre øje. Mit venstre klemte jeg i, så jeg kunne fokusere bedre på billedet. Kameraet styrede jeg op imod en tilfældig lejlighed, og fokuserede ellers på den. Da jeg blidt trykkede på aftrækkeren, havde jeg selvfølgelig også taget billede af resten af bygningen. Men det var mere for at fokusere på en ting, i stedet for en hel stor helhed, at jeg kiggede på den enkelte lejlighed. Da jeg havde taget billede, havde jeg sat en bestemt blitz på. Den var stærk på en meget mærkelig og bestemt måde, så den kunne helt sikkert godt ses oppe i lejlighederne. Men selvom det, spejlede den sig ikke i ruderne. Som sagt; en sær og speciel blitz var det.

Jeg rykkede på mig, og tog endnu et billede. Bare ikke af lejlighederne, men af en blomst jeg fandt meget smuk. Det var en rød rose. Dens røde farve, var som at se på blod. Den måde den foldede sig ud på, gjorde den mere speciel og anderledes end de andre roser. Hvilket var grunden til, at den blev mit næste værk. Så derfor satte jeg endnu engang mit kamera til en mode, der passede til rosens farver og omgivelser. Jeg satte mig på huk foran den store rose, og trykkede ellers løs på aftrækkeren.

Hvis jeg selv skulle sige det, var jeg tilfreds over billederne.

Bare det at tage billeder og være uden for, fik mig til at lukke af for alle mine omgivelser. Alle mine tusinde tanker og følelser, blev visket væk fra mit sind, som en streg kridt på en tavle. Og det var netop derfor, at jeg var smuttet uden for, efter jeg fik beskeden omkring Nick, afvide. Jeg kunne leve mig ind i et projekt, og lukke af for følelser og forvirret tanker, som min sorg omkring nyheden.

Da solen ikke længere var synlig på himlen, gik jeg stadig rundt udenfor. Mine forældre havde ringet en enkel gang. Men de lød ikke sure, da jeg tog den. Nej, de kendte til mit behov. De kendte til min måde at afreagere på. Heldigvis. For ellers ville vores forhold være oppe i det røde felt, all the time!

Hele min krop hoppede op, da jeg hørte nogle stemme, ikke så langt fra mig. En smule bange, kiggede jeg mig forsigtigt bag ud. Med en hånd for munden, holdte jeg et gisp inde. Det var dem! Det var drengene fra tidligere i dag! De kiggede studerende på mig, imens de stille diskuterede. Desværre kunne jeg ikke høre, hvad de snakkede om. Men hurtigt, kiggede jeg forlegent væk, da de ikke skulle opdage mig. Ikke opdage at det var mig, fra tidligere i dag. Og ikke opdage, at jeg stod og gloede på dem. Hvilket min mor havde lært mig, man ikke skulle gøre. Det var nemlig uhøfligt, havde hun påpeget og nevet mig i kinden.

”En ting er sikkert,” tænkte jeg spidst. ,, deres mødre har i hvert fald, ikke lært dem noget om maner og høflighed.”

Mine tanker blev ikke meget bedre, da jeg hørte nogle fodtrin. Åndedrag efter åndedrag, lød også for min øregang. Fuck… røg det igennem mig. De kommer hen imod mig!

Men om jeg skulle løbe min vej, eller blive stående, vidste jeg endnu ikke. Dog havde min krop taget valget for mig. For jeg stod som frosset til stedet, og kunne ikke røre mig ud af flækken. Det var næsten som om, at drengene havde kastet en forbandelse over mine ben. Fjollet tanke, ja. Men sådan føltes det virkelig!

Fodtrinene kom nærmere og nærmere. Mit hjerte bankede på højtryk. Mine øjne var hårdt presset sammen. Min hjerne ventede, ligesom alt andet inden i min krop, på drengene ville tage fat i mig. Bare de ikke var nogen sindssyge perverse drenge, som ville voldtage mig. Da dén tanke strejfede mig, fik jeg kuldegysninger. Mine hår på armene rejste sig, nærmest som børste. Det dunkede nu endnu mere af frygt, i mine sammenklemte øjne. Jeg havde det som om jeg svedte, selvom jeg intet vådt kunne mærke ned af mig. Men det var vel også bare en nervøs fornemmelse.

Det skete. En hånd ramte min skulder, og en stemme lød højt for min øregang.

”Hvad er det, du laver..?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...