Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

746Likes
699Kommentarer
195904Visninger
AA

23. They’re home and it’s gotta be okay.

 

Rose’s synsvinkel.

Den nedtrykte følelse fik mig nærmest til at tude, i ren frustration og angst. Bevidstheden om de blot kun fem dage, der endnu var tilbage, var en hård en af slagsen. Virkelig. Selvom Nick selv havde valgt at forlænge kontrakten, var det endnu tydeligt, hvor meget han selv egentlig led. Hvor lidt han havde lyst til at forlade mig. Os. Alt.

Jeg sukkede tungt, og lod Louis trække mig ned i sofaen. Det var kun os, der denne gang var hjemme hos mig og så tv. Det var ikke fordi, jeg ikke ville have de andre med. Overhoved ikke! De havde været sammen med os, plus Nick, hele dagen. Men her til aften ville jeg egentlig bare gerne, være sammen med Lou. Alene.

I tænker sikkert om det gik til at være alene, helt uden problemer og protester fra de andre tre drenge. Og til jeres tanker hvis, i nu tænkte det, er svaret helt klart nej.

Niall var i starten ret muggen over det. Eller nej, ikke direkte muggen, mere nedtrygt. Han følte at jeg ikke ville have hans hjælp, eller kunne bruge den, efter direkte citat fra hans mund. Jeg trak ham nemlig væk fra de andre, da han pludselig helt urimeligt sagde til Louis, om han havde gang i to eller hvad.

Hvilket han jo ikke havde. Det vidste Niall også godt, men han var bare jaloux. Louis tog det ikke særlig tungt, men blev da lidt såret over Niall’s ord. Han forstod godt Niall var jaloux, men alligevel sårede det ham Niall virkelig sagde sådan om ham.

Jeg selv var blevet små pissed på Niall, men alligevel synes jeg det små sødt. At han blev jaloux. Så fik jeg bekræftet bagtanken, om han stadig var vild med mig. Lige så meget som før. Ikke fordi, der havde været tegn på han ikke var. Mere fordi, jeg var halv usikker med mig selv – og kærlighed. Og ved Niall’s handling, bekræftede det helt klart, hvor vidt han ville have mig for sig selv. Ikke lod andre stjæle mig.

Men det var ellers det, ud over bekymret miner fra Liam og Zayn, der bekymret hentyd til min bror, der var smuttet i byen kort inden med vennerne. Ikke andet, men så var der ellers dømt hygge sammen med Louis.

Igen – vi var som bror og søster, så der lå intet i det!

Mine ben slog jeg op på sofaen, og lod mit hoved hvile i Louis’ skød. Kort efter lå et tæppe over mig, imens min mor slentrede forbi, med et lille smil på læben. Hvis jeg ikke tog meget fejl, vidste alle inde i huset, hvilket humør jeg var i. Og hvad der var galt. Måske skulle jeg påpege, hvor lidt der egentlig var i huset. Louis, min mor og far, også jeg selv samt Bobo.

Der by the way, pludselig hoppede op i sofaen, og lagde sig godt til rette på min mave. Min kurs med øjne var op imod loftet, selvom Lou havde tændt tv’et, og valgt en af mine ynglings film. She’s The Man. Og selvom det, kiggede jeg ikke engang på tv’et. Kun på loftet. Det at Nick ikke var hjemme, men ude i byen, fik mig det allerede til at føle som om, han var rejst til Afghanistan. Hvilket han jo ikke var.

Men følelsen var der, da han ikke var ved mig. Jeg ved jeg lyder naiv og ret skrøbelig. Men sådan er jeg bare. Det var jeg altid op til hans afgang. Det var jo ikke fordi, han ikke måtte tage i byen med vennerne. Overhoved ikke, det var slet ikke sådan ment! Men… jeg følte det som sagt allerede som om, han var taget afsted.

Hvilket gjorde mig virkelig nede.

Det havde Louis også godt fundet ud af. Især efter et par facts og råd fra Nick, som jeg nok havde lyttet mig til. Pointen var, at Louis netop ingen spørgsmål stillede omkring grunden til mit valg, om alene tid med ham. Hvilket nok var på grund af Nicks forklaring.

Louis’ hånd kørte kærligt igennem mit hår, imens Bobo lod sig nusse af min ene ellers så slappe hånd. Selvom jeg var træt, blev jeg aldrig for træt til at nusse min kære hund, bag hans så bløde ører. Det var en ting, sammen med billederne, jeg aldrig blev for træt til – Eller træt af. Begge benævnelser var og bliver to dele der altid vil fylde, og være, en stor del af mit liv. Billederne har altid hjulpet mig utrolig meget. Ligeså Bobo, når Nick har været afsted i hæren.     

Med tårer ned af kinderne, har jeg taget det ene billede efter det andet. Ved tro på hvor vidt Nick ville venne hjem. Men også; med de så salte tårer ned af kinderne, har jeg også ladt mig trøste af min kære hund. Bobo har ligget i ske med mig i flere timer, og nætter, end jeg nogen sinde vil kunne finde tal på. Han har altid været der for mig, og er en del af mig.

Uden at tænke over det, snøftede jeg kort.

Da jeg kiggede lidt til siden, mødte jeg Louis’ blik, der så medfølende på mig. Jeg vidste lige så godt som ham, hvor vidt det var dumt at benægte de forræderiske saltetårer, der lavede sit kampløb ned af kinderne på mig. Louis var der allerede nu for mig. Utroligt meget, ville jeg sige. Og hvis han allerede var det nu, var det helt sikkert, hvor vidt han var det, når Nick nu en gang rejste. Sådan var det med alle drengene. Ja, selv endda Harry vidste jeg, ville være ved mig når Nicks afgang var der.

Sådan var han bare.

Sådan var de alle bare.

Også Afrodite; ork ja hun ville være der! Det havde jeg allerede prøvet og ”af testet” efter de sidste par gange, som end havde været der.

”Bare rolig,” startede Louis, og kørte forsigtigt tårerne væk fra mine kinder, med den ene tommelfinger. ”Vi er her for dig. Selv hvis det ender galt.”

Den sidste del af sætningen, fik mig til at slippe et hulk ud af munden. Som et tit bliver til flere, rystede min krop under de mange udbrud, der fik både Louis og Bobo til at reagere. Bobo flyttede sig fra min mave, Louis trak mig op og side og ind i et varmt kram. Bobo lagde sig lige ved mine ben, der stadig lå langs sofaen, og så bedrøvet til, imens jeg hulkende fik trøst af Louis.

Jeg vidste godt Nick ikke var rejst endnu. Men jeg kunne umuligt overskue hans afgang, når jeg i forvejen ikke rigtig vidste, hvor jeg havde Harry og mit venskab. Eller den nærmeste fremtid, hvor Nick ikke var indblandet - i alt for lang tid.

Den aften trøstede Louis mig, helt lige så godt som Nick kunne gøre det. Hvilket fik mig til at fjerne en lille del af bekymringen, jeg gik rundt og bar på. Et lille håb på hvor vidt alt nok skulle gå fint, spirede dybt i mit indre. Louis og jeg havde hygget resten af aften. Alt i alt, havde jeg nu på skrift inde i hjernen, hvor stor en del Louis pludselig var af mig – og min hverdag.

***

Morgensolens overraskende stærke lyserøde farve, blev dét der væggede mig næste morgen. Med en hel tør hals, traskede jeg neden under i køkkenet, for at gøre morgnens vigtigste gerning – Spise morgenmad. Jeg var overraskende frisk i forhold til, hvor mange kræfter jeg dagen inden, havde brugt på snot, tårer og hulk.

Men alting har sine overraskelser.

Eller hvad fanden man nu siger.

Jeg nynnede lavt, da jeg satte vaflerne over, og drak dagens første kop te. Den varme væske synes at gøre dagen så meget lysere, end jeg kunne forvente. Men nu var det jo heller ikke fordi, dette var en vis som helst dag. Næ nej, prøv at gæt hvad der skulle ske! Allerede nu kunne jeg fortælle, hvor glad jeg var over det. Fordi dagens begivenhed bragte to ting med sig. Det var nemlig den dag hvor Harry og Afrodite skulle have sine hjemkomster. Jeg havde vidst ikke lige fået sagt det, men Afrodite var i Amerika for at tale med pladeselskabet om en kontrakt. Der over. Da det ville passe dem bedre…

Wtf siger jeg bare.

Eller siger man overhoved det mere? Who knows, not me…

Pointen var at de begge kom med det samme fly. Så mon ikke de havde set hinanden? Selvfølgelig var chancen fifty-fifty, men jeg forventede heller intet. Jeg var bare glad over de endelig kom hjem. Håbet om Harrys følelser der var forsvundet fra mig, var enormt– Så enorm at det kildede spændt i maven. Jeg håbede det virkelig. Det at miste en bedsteven, bare på grund af nogle irriterende følelser, var en ting som jeg bare ikke ville have til, at blive til virkelighed.

De landede cirka klokken halv et, Afrodite og Harry.

Jeg kiggede opmærksomt på det enorme ur, der hang flot på væggen. Imens jeg tog endnu en skefuld müsli indenbords, aflæste jeg nøje klokken, der blot viste 06:25 AM. Tiden til deres hjemkomst var lang, og jeg vidste lige præcis, hvordan jeg skulle udnytte den.

Med overraskende hurtige samt friske bevægelser, fik jeg gjort de daglige rutiner, der endnu skulle til om morgnen. Håret vasket, tænder børstet, tøjet valgt… og you know… alt det der. Alt i alt endte jeg ude foran hoveddøren, med mit kæreste ege rundt om min hals. Allerede da jeg forlod trappetrinende, og mærkede den beroligende følelse af kameraets lette banken imod min mave, fik min krop til at reagere positivt. Glæden og lysten til at mærke det i mine hænder, føle livsglæden ved hver eneste enkelte billede, var kolonorm. Det prikkede mig let i baghoved, ved viden om min nu lange tur, jeg netop havde besluttet mig for, jeg skulle på.

Jeg vidste, det lige var det jeg trængte til, inden jeg ellers skulle ud i lufthavnen med de andre. Tanken om den energi, glæde og styrke jeg kunne få, bare ved at gå denne tur var utrolig, og fik mig nærmest til at løbe afsted til bussen - Blot for at komme afsted.

For jeg skulle nemlig ikke blive her i området.

Nej, længere ude hvor jeg endnu ikke havde været så mange gange – Men ønskede at komme.

Nemlig syd på hvor palmerne tittede frem. Og allerede da jeg steg på bussen, hvor der med tydelige skrifter stod London Victoria to Brighton, mærkede jeg spændingen stige i kroppen.

That was just what i needed.

Landskaber og huse gled ivrigt forbi, da bussen gled der ud af. Der var nok tid at slappe af i, så jeg satte mig godt tilrette og tænkte på beskeden - Jeg endnu havde efterladt på køkkenbordet der hjemme. Det fik i ikke lige fortalt, men jeg gør det altid som en vane, hvis der endnu ikke er nogen hjemme – eller oppe- når jeg tager ud af huset. Jeg var ikke så meget bange for, om mine forældre blev sure over mit valg af destination.

Vi havde endda familie i Brighton så…

Jeg tænkte mere over om, hvordan mine forældre havde det med Nicks rejse. Min mor havde tit grædt inde i sin seng, imens min far trøstede hende. Min far havde også jamret sig en del. Jeg vidste, at jeg ikke var den eneste der led under rejserne, han drog på. Derfor forstod jeg heller ej, hvorfor han tog afsted. Eller jo, men så alligevel ikke. Alle græd altid når han tog dén beslutning.  Hver eneste gang endte han op med at trøste mor eller endda min far. Og mig selv selvfølgelig.  

Og alligevel tog han afsted.

For at hjælpe et andet land, med et alt for stort dødstal hver eneste år.

Respekt.

Jeg smilede skævt af det sidste ord, jeg endnu lod min hjerne tænke, inden min mobil vibrerede nede i min lomme.

Frem fra mine slidte sorte shorts, trak jeg min BlackBerry op, der rystede som bare pokker. Jeg rynkede brynet da jeg så hvem der ringede. Det var da sært, lå hun ikke og sov nu?

”Hey A,” hilste jeg forvirret, da jeg besvaret opkaldet.

Der var ingen der svarede, blot en samtale der kørte imellem to stemme. Da jeg lyttede mere efter genkendte jeg den ene. Afrodite. Men det var ikke til mig hun snakkede til, så det var sikkert hendes mobil der spasede igen. Som i kan høre, gør den det tit. Ringer mit op når den ligger i hendes lomme, eller bare andre kinda steder.

Da det var en drengestemme der lød, og hun grinte let, smilede jeg stort. Afrodite havde sikkert fundet sig et crush til en fest, i de dage hun havde været i Los Angeles. Deres samtale lød ret privat og intenst, så jeg valgte at ligge på.

Eller dog.

Jeg nåede lige akkurat at høre en alt for genkendelig stemme, lige da jeg skulle til at fjerne telefonen fra øret, og trykke på den omtalte røde knap.

”Selv efter flere omgange i sengen, kan du ikke få nok af mig,” lød stemmen, der fik mig til at spærre øjende op.

Oh my god…

SERIØST?

Jeg var lige ved at grine højt i hele bussen, da jeg lagde to og to sammen. Virkelig loner agtigt, i know. Men for fanden da! Det var Harry! Som i Harry-Harry. Harry Der Er På Tænkeweekend. Smit Ud Af Huset Harry. Kommer Hjem I Dag Harry. Bedste Ven Harry. Harry…

Okay i har vidst fattet den!

Dén Harry var Afrodites crush? Seriøst, havde min bedste veninde og ven været i seng sammen? Gange flere end bevidstheden vil vide?

Fuuuuuuck nu kom latteren.

Virkelig.

Jeg grinte helt loner, bagerst i en bus fyld med mennesker.

Der gloede.

… fordi jeg havde det sjovt…

… for mig selv...

……………………………………

Men helt ærligt, det var simpelthen for morsomt, til mit forsvar!

De begge havde noget de skulle over… Afrodite en ex kæreste og Harry mig. Tilfældigvis bliver de så samlet. Og havde haft sex. Sikkert en hed en, efter Harrys hentydning. Og nu lød de fuldstændig som et nyforelsket par, der i smug tændte hinanden med deres stemmer.

Kan i se hvorfor jeg grinte som helved?

Og ikke nok med det, så grinte jeg ind i telefonen. Ret højt, som i kan fornemme. Hvilket resulterede i et par forvirret stemmer, og en masse buldren, før Afrodites forvirret stemme lød i røret.

”Hallo, er det dig Rose?”

Min latter besvarede nok spørgsmålet, for hun lød som om hun bekendtgjorde det for Harry. Og da jeg grinte alt for meget end normalt, regnede de ligesom nok ud hvad jeg havde hørt…

Afrodites flove suk lød tydelig i mit øre, imens jeg ellers prøvede at få vejret tilbage.

Tankerne fik da imens sine omløb, da deres nu nye forelskelse gjorde at Harry helt sikkert var klar på, at være bedste venner med mig. Som forventet buldrede glæden ud i maven på mig, hvor jeg ellers lovede mig selv, at takke Afrodite for at gøre det muligt. Det var jo i bund og grund hendes skyld, primært, at jeg nu vidste dét. Men også at Harry var faldet for hende.

Jeg smilede som bare pokker imellem mine forsøg på at få vejret, hvilket lykkes til sidst.

Imens folk kiggede…

… eller gloede…

Jeg kiggede bare tilbage og hævede øjenbrynet. Glæde gav mig selvtillid, og kameraet i mit skød gav mig styrke. Jeg behøver vel ikke at fortælle nogen, hvilken en fantastisk komposition det var. Alle vidste hvordan, disse to ting virkede sammen. Så jeg forventer da også at i gør. Men hvis ikke, er det eneste i behøver at vide, at det fungerer fantastisk.

Hvilket også var grunden til at jeg turde åbne min mund, stirre på de gloende mennesker, som om det var dém der var problemet. Det var dém og ikke mig, der lige havde siddet og grinet totalt loner med mig selv. Ikke mig men dém, der næsten ikke kunne trække vejret på grund af et grineanfald – Hvor jeg sikkert lød som en gris, der havde været ude og løbe. For at smide et par kilo.

”Har i fået glo suppe eller hvad?” spurgte jeg skarpt og spidst, med et blik der tydeligt kunne fortælle, hvad jeg synes om hele situationen.

Alle kiggede væk. Men tænkte sikkert sit. Nu hvor jeg selv tænker over, kunne jeg være et ret godt forbillede. Et bevis på man sagtens kan grine og have det sjovt, selvom man er alene.

Genial tanke!

Eller de kunne jo også have ondt af mit, de kære gloende mennesker i bussen, og tænke; ”Prøv lige at se på hende pigen. Totalt loner og griner med sig selv. Fordi hun ingen har. Hvor er det alligevel synd for hende! Vi må hellere give hende en masse Ben & Jerrys”.

Okay bare slet den sidste sætning, den var overdrevet. Men pointen, kan i se den? Jeg loner ret meget i bussen, ja. Men det da også på grund af Afrodite og Harry! De stod direkte og afslørede hinanden, uden de vidste hvor vidt Afrodites telefon havde ringet mig op.

Da jeg endelig havde fået vejret normalt, og alle kiggede væk fra den wired loner, rettede jeg opmærksomheden til den kommende akavede samtale, med de to tætteste personer i mit liv. Dejligt…

”Det lyder da som om, i har hygget jer, Hazza,” drillede jeg, og smilede over hele facet.

I må da indrømme det var humoristisk!

Når jeg endnu engang kom hjem, skulle de andre så meget  få det afvide!

***

Varmen der overvældede mig med et smæk, fik mig til at glippe kort med øjne, da jeg ellers stod af bussen. Bølgernes brugsen var den første lyd, der røg ind i mine øregange. Duften af havvand, var dejlig forfriskende i forhold til lugten af benzin, der var i London. Jeg lod mit blik glide rundt om mine omgivelser, imens jeg gik længere hen imod broen, der egentlig bare bestod af palmer og ting. Og dyr måske små dyr, men ingen mennesker.

Okay klokken var også kun 08:13 AM.

Mange mennesker havde det med at sove længe i sommerferien, i stedet for at stå så tidligt op som mig. Men nu var sommerferien jo også snart slut. Lige som min sidste tid med Nick. Før den lange rejse han skulle på. Klumpen i halsen blev støre, allerede ved tanken om det, og jeg prøvede fribrilsk at fjerne den komne gråd.

”Lad nu vær Rose, det nytter intet at tude!” tænkte jeg panisk, og viftede med hænderne.

Jeg sukkede lavt da jeg gik hen over vejen, og hen imod broen. Det hjalp heldigvis på mine tanker, det at stoppe mig selv – og lave mongol bevægelser med hænderne. Hvad man dog ikke gør for at vægge opmærksomhed…

Den genkendelige bro der gik ud i vandet, med den store pavillon, var lige foran mig. Der var forlystelser der tilsammen medgav et minitivoli, der helt sikkert var bemandet senere på dagen. Eller nok mere aftnen, når de store farverige lamper ellers blev tændt. Men der var også en masse spille maskiner inden i pavillonen, hvor folk ellers brugte løs af penge. Jeg havde prøvede et par gange at spille der inde, sammen med min et år yngre fætter.

Jeg smilede ved mindet, og kiggede op på det store skilt, der tydeligt viste sit budskab med navnet. Brighton Pier. Rushet kørte igennem maven på mig. Smilet var ufatteligt stort, da jeg trådte længere ud på broen, med mit kæreste ege foran øjet.

Nu gik min tid løs.

Allerede da jeg så morgnens friske udsigt ud over havet, blev billeder taget her og der. I Brighton var der så meget, som jeg endnu ikke havde udforsket, i billedernes øjne. Så der var masser at tage fat på. Og ingen tid at spilde. Det boblede ufattelig meget af lykke i min mave. Endnu mere, for hver eneste gang den sorte knap på kameraet, blev trykket ned. Og derefter dannede et billede ud fra linsens syn.

Et kamera og billede var en fantastisk opfindelse. Jeg kunne ikke være mere taknemmelig over for dem der har opfundet dem begge, da det hele har redet mig for så meget. Betyder så meget. Og vil altid gøre.

Just how it is.

End of story.

And back to reality.

Jeg havde været i Brighton godt og vel tre timer, og klokken var de 11:00 AM stykker. Selvom det var en irriterende en af slagsen, var facten at hjemturen skulle sættet i gang. Det tog noget tid at nå til lufthavnen, og jeg skulle hjem inden. Mødes med de andre, der helt sikkert havde et par spørgsmål om min tilstand, og hvor fanden jeg havde været.

For jeg havde valgt at lade hver eneste opkald gå, i den tid jeg var i Brighton. Jeg var blevet nød til at være fuldstændig mig selv, uden afbrydelser, og gå i et med kameraet. Derfor skulle ikke engang et opkald besvares, når jeg nu end var der. Det havde jeg sjovt nok bestemt.

Telefon fri zone.

Woop.

Lol.

Så inden jeg besluttede at blive helt færdig, ville jeg tage et sidste billede.

Jeg bukkede mig let ned, og rettede let på linsen. Justeringer jeg kunne lave uden så meget at kigge på mine bevægelser, blev lavet, og kameraets forstørrelsesglas sat for mit øje. I ved det bare er dét jeg kalder det. Mine fingre spilede let over den afgørende knap, imens min venstre hånd rettede på linsen. Zoomede frem og tilbage.

Selvom det kriblede helt i fingrene for at slå mig løs med kameraet, for flere hundrede gang den dag, lod jeg mig vente til det så perfekt ud. Billedets motiv var havets bølger, få sten og Englands underlige brune sand, der var ret hårdt. Og selvfølgelig horisonten længere oppe i billede.

Da jeg endelig kunne finde mig tilpas med vinkel, lyset, placeringerne og nuancer, kunne jeg tillade mig at slå mig løs. Det blev knipset med det elskede kamera, der blev vendt og drejede, for at have et par valg muligheder til derhjemme. Hellere for mange billeder, og der efter vælge de bedste ud, end for lidt, og kun have et dårligt udvalg.

Mit ordsprog eller mere mening, men ja…

Just how we do it!

Or I do it…

Whatever.

Jeg smilede over hele facet, da jeg rejste mig op for det såkaldte brune og hårde sand, der havde efterladt rester på mine knæ. Min mave fortalte mig, jeg måtte købe noget mad med til den en time og en halv lange køretur, da frokost tiden synes at blive flyttet til tidligere på dagen. Jeg følte virkelig Niall’s smerte, når han fortalte hvor sulten han var.

For hold da op, min mave var fuldstændig tom! Bare et ekko. Jeg ville ikke sige det var godt… overhoved ikke…

Jeg fik i hvert fald smuttet hen til det nærmeste supermarked, og købt pastasalat og andre godter med til turen, før jeg satte mig ind i bussen – Der sjovt nok hed Brighton to London Victoria. Det omvendte af før, da det også var den omvendte vej.

Got the point?

Good.

Then you’re awesome!

Allerede da jeg steg på, satte jeg mig bagerst med min iphone til øret, for at lave diverse opkald. Drengene, Nick, min far, Afrodite og min mormor havde ringet. Så der var lidt af hvert. Imens spiste jeg min mad, der smagte utrolig godt. Love on fooood.

Hilsen Niall’s hjernevasknings kursus.

Jeg kunne tydeligt mærke efterfølgerne ved at tage billederne. Kroppen var glad, jeg var glad, og min mave var spændt på at skulle se Afrodite og Harry igen.

***

”Rose!” råbte en flok drenge stemmer, da jeg trådte ind af døren. Duften af nybagte boller, strømmede ind i min næse, hvilket selvfølgelig betød en ting; min mor var i lejligheden.

Jeg var taget op til Louis og Harrys lejlighed, for at mødes med dem dér, inden vi tog til lufthavnen. Vi havde et par ting vi skulle aftale inden, have med og fortælle. Eller jeg skulle. De vidste det bare ikke. Men efter jeg havde været alt for meget sammen med drengene her, var det jeg skulle sige, smittet over fra dem til mig. Det at fortælle noget pinligt, som indbland andre for vores ’gruppe’. Hvilket dette i den grad var!

Afrodite og Harry var bestemt med i gruppen…

Det kunne jeg roligt sige.

Mine sorte kilehæle, beholdte jeg på da jeg ellers gik ind imod køkkenet. Hvor jeg selvfølgelig kunne finde Niall. Men også min mor? Seriøst, havde de nu lokket hende til at bage for dem? I deres eget hjem?

De var for skøre…

Især Niall…

Da det med garanti var ham, der havde haft denne geniale ide, så han kunne få noget mad. Jeg vidste nemlig også hvor vidt han elskede min mors mad. Noget så højt. Efter han havde spist så tit hjemme hos mig, havde han fået kærlighed for min mors madlavning.

Men hun var også en god kok.

”Hej Nialler… og mor,” hilste jeg, og smilte til min mor, og så med lidt anderledes blik på Niall. Et mere typisk-dig-min-mor-mad-seriøst? Blik. Wired i know. Men han forstod det udmærket godt, og smilte stort.

Niall rejste sig op og gik hen imod mig, men min mor trak mig ind i et fast kram, før han fik fat i mig. Haha han blev owned af min mor!

Tak mor.

Love you – kys kys.

”Hej skat, var det godt nede i Brighton?” spurgte hun kærligt, og kyssede mig moderligt i håret.

Som en ud af få gange i familier, er min mor rent faktisk højere end mig. Hun er Niall høj, hvilket jeg ikke er. Sjovt nok. Selv når jeg har en lille hæl på. Men den er heller ej særlig høj, så hun kunne let stå lidt på flad fod og gøre det.

Jeg smilede til hende, og kyssede min mor på kinden. Hvis jeg ikke giver nok udtryk for det, har jeg altid været mors lille pige. Og min fars. Men mest min mors, da vi nok er tættere, på grund af det samme slags køn vi hører til.

Hurtigt snuppede jeg en cookie fra en fremstående bøtte, og smilede stort til hende. Og flabet til Niall, der stod og så med store øjne på min cookie. Som sikkert var hans, efter bøtten den var taget fra, altid var fyld med Niall’s lækkerier. Men han kunne tage det! Desuden havde han taget en masse andet fra mig… ikke at jeg var sur over det, men alligevel!

”Ja det var det. Men hold da op, det var virkelig varmt! Jeg var pludselig glad for det lette tøj, jeg havde valgt at tage på i dag,” svarede jeg, og trak ud i min top.

Apropos mit tøj. Jeg havde som tidligere fortalt, et par slidte sorte shorts på, med sølv nitter ved lommerne. Men ellers havde jeg en løs top på, med palmer og hav på, og skriften L.A. Inden under var der blot en sort bh, og jeg havde mit hår nede langs kroppen. Stilen var let klassik med også rocket.

Min mor smilede af mig, og gik tilbage imod ovnen der bippede. Niall så sit kast til at smutte hen til mig, og hoppede nærmest ind i mine arme.

Jeg selv grinte let og lod Niall trække mig ind til sig, som medførte strømmen af hans vidunderlige duft. Mit suk var lydløst, men det var heller ikke dårligt ment. Niall havde en noget så god bivirkning på mig, og fik trygheden til at flyde over sit normale punkt, blot når han var mig nær. Kærligheden kunne ikke blive større til ham, når han trak mig ind i sin favn. Eller når han let åndede mig i nakken, imens vi lå i ske i sengen om morgenen – og natten. Jeg kan roligt fortælle jer, hvor glad jeg er og var for ham. Også hvilken stor del han er af mig, og uden ham ville min hverdag være så forkert samt kedelig.

Niall’s blå øjne kiggede lysende ind i mine. Glæden krammede min sjæl lige så blidt, som han selv lige havde gjort. Jeg smilede stort tilbage, og fornemmede sommerfuglene flyve rundt i maven derpå. Selvom min mor stod lige ved siden af os, var jeg faktisk ikke så flov over, at stå sådan her med Niall. Min mor var ikke just dum, måske mærkelig, men ikke dum. Hun vidste ude mærket godt, hvilket forhold Niall og jeg havde.

Men alligevel blev jeg nået så pinligt berørt, da Niall til min overraskelse kyssede mig på munden. Som i et rigtigt kys. Ikke tante kys. Men som i et kæreste kys. I forstå det vel godt. I hvert fald kyssede han mig foran min mor, som ikke så ud til at opdage noget. Ikke før hun vendte sig rundt, og så os stå i armene på hinanden, og kyssede.

Jeg kunne tydeligt høre hendes fnis, og den rørte lyd hun skulle til at udbryde. Men andre fodtrin afbrød hende vidst, da et par drenge stemmer også lød. Jeg så ikke hvem det var, mine øjne var ligesom lukket, efter som det altid var sært at kysse med åbne. Men efter sigende opfattelse, var det helt sikkert Zayn, Liam og Louis der havde gjort sin ankomst i køkkenet.

”Hold da op her er da party,” lød det grinende fra Zayn, imens andre små lyde skulle forstille at være nogle ’aww… ‘

”Ja, men det er da hyggeligt. Alle har sine stunder sammen, ikke sandt Malik?” lød det fra… min mor? Havde hun lige stået og forsvaret Niall og mig, og der efter kald Zayn; Malik?

Okay, min mor var nu officielt min favorit der hjemme, men også enorm pinlig. Seriøst, Malik? Det gjorde kun hans venner… ikke de voksne… helt ærligt mor!

Jeg var vidst ikke den eneste, der var ved at få et grine anfald, for Niall smilede imod min mund. Vi sluttede kysset af, eller Niall gjorde, men han lod mig dog ikke gå. Nej, han holdte mig stadig ind til sig, imens han fik os vendt imod drengene – og min mor.

Sig mig, skulle hun ikke snart hjem?

”Hey lads,” hilste Niall smilende.

”Whatever he just said,” mumlede jeg derefter, da det var det jeg skulle til at sige… bare ikke ’lads’. Jeg var en pige, ikke medlem af bandet, derfor brugte jeg det ikke. Sjovt nok.

”Hey turtelduer,” lo Liam og gik over imod os.

Niall slap let grebet, så jeg kunne trække Liam ind i et kram. Mit smil var stort i forhold til sidste gang, de alle havde set mig. Så som dagen inden. Hvor jeg var ved at blive oversvømmet, i mine egene depressioner, snotklude og tårer. Virkelig et godt syn og minde til dem.

Men hey, hvorfor skjule det når de alligevel godt kan se igennem facaderne, og ved hele sandheden alligevel?

Præcis, der er der ingen grund til.

Jeg krammede dem alle hej, og fik lokket min mor ud af lejligheden ved at påpege vores passager, der endnu snart landede i lufthavnen. Garanteret med hinanden i hænderne. Hvilket fik mig til at huske på dét opkald jeg havde med dem, da vi kørte ud imod lufthavnen i den store bil.

”Da jeg sad i bussen på vej til Brighton, ringede Afrodite mig op. Men faktisk var det ikke hende, men hendes telefon. Den spasser tit, som i nok ved. Og da den ringede op, var det ikke kun Afrodite der talte, men også Harry! De var åbenbart sammen over i Los Angeles, og i gætter aldrig hvad han sagde uden de vidste om mobilen,” udbrød jeg spruttende, og snakkede der ud af, med alle som lyttere.

Når pinlige ting skete i gruppen her, gjalde det bare om at høre efter, så man kunne driller de andre let… Selvfølgelig kun for sjov.

”Spyt ud kvinde!” udbrød Louis spændt, da jeg ikke forsatte, men trak en pause.

Da jeg så endelig sagde det, spruttede alle af grin, og råbte op. Det var helt sikkert hvor vidt det var sjovt, at det skulle ende i min besiddelse, blot på grund af Afrodites ondsvage mobil. Liam så med store øjne på mig, Niall spyttede noget bolle ud i Louis ny støvsuget bil, og Zayn sad med munden nede på hagen med latter hyldende ud af den.

Just how it is.

”Kæft man, nu har vi helt sikkert noget på Harry, når vi nu end gang kommer helt hjem,” lo Louis, da vi stod ude i lufthavnen, og trippede i velkomst hallen.

En masse mennesker kiggede, men ingen så ud til at tage chancen og spørger ind til deres teorier, de gik rundt og bar på. Hvilket jeg var ret glad for, et eller andet sted.

”Jeps, og nu har jeg noget på min søde veninde, der pludselig bliver min slave for en uge,” sang jeg nærmest af lykke, ved tanken om Afrodites måde at få mig til at holde kæft på, over for hendes søde lille søster.

Niall grinte let, så jeg mærkede det tydeligt i ryggen. Hans arme lå omkring mig, selvom vi var i offentligheden. Jeg kunne ikke lade hver med at have en let varme i kinderne, og de enorme baskende sommerfugle i maven. Forelskelsen kildede mig i nakken, eller så var det bare Niall der trak vejret.

Jeg havde en vis form for spænding i hele kroppen, da vi stod og ventede. Selvom vi snakkede, formåede det ikke at holde mit blik og tanker for den store døråbning, der formede sig frem foran os. Det at jeg snart skulle se både Harry og Afrodite snart, var en god ting jeg nærmest blev høj af. Hvis i forstår min hentydning.

Det virkede til at alle var lidt utålmodige. Danielle og Eleanor var næsten lige kommet, og jeg havde snakket en del med dem begge. Og blevet overfaldet af med et stort kram. Eleanor formåede at holde Louis i ro. Han savnede helt sikkert Harry, og viden om den korte tid der var tilbage, før han kom, gjorde ham helt urolig. Og spændt selvfølgelig.

Det var vi alle.

Lige da Niall skulle til at hviske mig noget, åbnede dørene op. En stor folkemængde trådte ud, her ibland de to ventede, som grinende kom tæt op af hinanden. Det var helt sikkert, efter de svingene hænder, at de lige havde sluppet hinandens hænder.

Også skete det.

Jeg hvinede, selvom jeg lovede mig selv aldrig at gøre det, og sprang imod det to elskede personer. Først var det dog Afrodite, jeg formåede at fange, da Louis fangede Harry. Jeg knurrede min bedste veninde ind til mig, der gjorde det ditto tilbage. Det var tydeligt hvor vidt, vi begge havde savnet hinanden.

”Velkommen hjem, søde!” hilste jeg grinende, med hjertet pumpende der ud af, bare af ren glæde.

”Jamen tak,” svarede hun og rødmede let, da hun sikkert havde mindet om opkaldet, lige oppe og vænne.

Lige da jeg skulle til at forklare hende, der intet var at være flov over, rev Niall hende til sig, og resten af gruppen. Hvilket endte mig tilbage med Harry, der smilede stille til mig. Nervøst stillede jeg mig tættere på ham, og smilede let tilbage.

Hvad nu hvis han rent faktisk ikke ville være min ven igen? Tænk hvis jeg bare var alt for naiv, og hurtig, og rent faktisk havde dannet de falske forhåbninger, jeg lovede ikke at lave? Bare havde misforstået det hele?

 Jeg ventede bare på hans næste træk, som en slags afgørelse.

Hvilket han tydelig fattede, og trak mig ind til sig. Jeg åndede lettet op, da jeg vidste hvad det betød. Der var intet jeg havde misforstået, Harry var forelsket i Afrodite og ville ikke lade mig gå. Der imod redde venskabet, og ligge tingende bag sig.

Bare ved alt dette skete, vidste jeg hvor dejlig det var, at de begge var tilbage. Hvor god en tur det havde været for Harry, men også for mig. Jeg fik en form for pusterum selv, hvor jeg ikke behøvede at se hans smerte i øjne, hver eneste dag. Føle endnu en del glide fra mig.

”Så i har hygget jer, synger en lille fugl om,” lød det drillende fra Liam.

Alle grinte, imens Afrodite og Harry rødmede let.

”Altid lad,” smilte Harry genert, og bankede ham i ryggen.

Nu begyndte drillerierne, helt som forventet. Alle var samlet, i samme land, endnu en gang. To dele af mig, var netop fløjet hjem, og var trygt i mit hjerte. Alting så så lyst ud, selvom Nick snart skulle rejse. Men troen på hans overlevelse var overraskende stor. Han havde trods alt gjort det før, så hvorfor skulle han ikke kunne gøre det igen?

Harry stak armen venskabeligt hen om min talje, og strøg mig let over håret.

Han så tydeligvis hvilke slags tanker, jeg endnu gik med.

Endnu en grund til, at deres hjemkomst var befriende. 

                                                                                      

Hey guyes :D

Endnu et ekstra langt kapitel! Ville lige forkæle jer, efter jeg har været syg, og ikke skrevet så meget i mange perioder ;) Vær opmærksom på de tidligere to kapitler, der var delt op, er slået sammen til et - Synes de var alt for korte til at være delt op i to... Enjoy kapitel og de sidste kapitler, der snart kommer, inden historien ender :) Husk endelig at like og sæt på favoritlisten! Love you xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...