Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

747Likes
700Kommentarer
199270Visninger
AA

25. There is so many tears – but also so many friends

Tiden gik.

Jeg kunne roligt fortælle jer, hvor trist til mode jeg var. Blot efter en måned, synes tingene stadig at virke helt håbløse. Selvom det egentlig ikke var det. Alle var der for mig, og så ikke ud til at glemme, hvilken situation jeg var i. Nu skal jeg gøre det klart, at når jeg siger alle, mener jeg, dem jeg forventede det af. Alle drengene, Afrodite, mine forældre og Bobo – Ja selv min hund. Også var der dem, jeg faktisk ikke havde forventet så meget af, der bare kom ligesom resten af gangene. The buddies, også kendt som Nicks venner. Eller ja; buddies.

Anyways.

Det var tydeligt for alle, især Nicks buddies, hvor slemt denne gang var. Og hvor anderledes den føltes. Faktisk havde jeg skam tit fortalt mig selv, hvor lidt denne tur skilte sig ud fra de andre. Jeg fandt så ud af, at det blot var dét, jeg ville have mig selv til at tænke på. For i bund og grund, ramte denne rejse mig endnu hårde end normalt.

Nogle par gange om ugen kom Corner, Roy og Christopher. The buddies. Med opmuntrende smil og daskende skuldrer, knyttede de sig mere til mig, ved følelsen af et ansvar de havde lovet min bror. For mig var det nærmest til at tude over. Ikke fordi, det ikke var sødt, at de alle kom og var sammen med mig. Overhoved ikke!

Faktisk var det ret cute…

Men jeg synes bare… hm… hvordan skal jeg forklare det ordentligt? Alle tre opførte sig, og udtalte Nicks ord, som om han allerede var død. Bum. Skudt i ihjel eller fået en bombe i hoved. Jeg ved godt det var ret ærligt beskrevet og sagt, men det var virkelig sådan, som jeg havde det. De alle sammen var jo søde nok. De tre gutter havde skam altid behandlet mig med respekt, og kigget efter mig ligesom Nick. Men jeg havde det lidt som om, de nærmest forberedte mig på, at Nick ville dø. Eller han allerede var død.

Selvom de ikke engang selv, følelses mæssigt, så ud til at ville tro på det. På sin måde hentydet til, at de ville forberede mig på det, og sine egne gutter venner, men ikke selv se det i øjne. Ikke selv, nogen sinde, lade sådan en dumdristig tanke strejfe sig.

Og kan i så godt forstå, at jeg nærmest var ned at allerede dér, gå ned og hjem i frygt? Vågnede endnu oftere skrigende op fra et mareridt, der forgik i en krig? Med blod og det hele? Man siger jo, at du drømmer om dem, der tænker på dig inden de skal til at sove. Og Nick tænkte sikkert på mig. Hvilket medførte endnu støre sager.

Så kunne i forstå det?

Godt.

I hope for you, guyes.

Men det er så nu, at jeg skulle påpege de gode ting, som blev til en kinda redning for mig. Drengene. Jeg må virkelig indrømme de var noget bedre til støtte, end jeg nogen sinde havde regnet med. Virkelig.

Efter Niall og jeg var blevet kærester, lagde han bestemt ikke skjul på, at ligge armene om mig og give mig kærlige strøg. Trøste mig med et kys nu og da. Niall tog sin post som den opmærksomme og støttende kæreste meget alvorligt, efter sigende. Noget jeg var utrolig glad for. Han fik mig tit i lange træk, til at glemme hvad jeg skulle bekymre mig om. Glemme sorgen om min brors nuværende destination. Jeg følte han var der for mig, lige når han skulle være. Og ikke begyndte på alt muligt fjanterig, når jeg tydeligvis ikke havde brug for det. Eller lyst, for den sags skyld.

Jeg ved man siger ingen er perfekte; men det er Niall altså for mig.

Uden tvivl.

Selvom Niall lagde tryk på hvor vidt vi var sammen, lod det sig ikke til at genere af Harry. Uden at vide det, tør jeg måske at kunne give mig bud på, han var kommet over mig.

Grund et; han stod selv i nogen lunde position med Afrodite – So cute!

Grund to; han stod og stor smilte, når hans blik landede på os, midt i en omfavnelse - eller noget lignende.

Derfor følte jeg en mini byrde forlade mine skuldre, da Harry også snakkede en del til mig. Venskabeligt ment, of curse. Det var tydeligt hvor vidt han selv, var skide bekymret for Nick, men også mig. Uden at vide noget, ville jeg tro efter hans opmærksomme øjne, at hans bekymringer mest vedrørte mig.

Sådan var det med dem alle – også Afrodite.

Hun havde trods alt set mig sådan her før, og vidste hvordan jeg reagerede på det meste. Men hendes blik fortalte også tydeligt, hvor værre denne gang var.

Hvilket jeg ikke forstod.

Det gjorde mig så ufattelig forvirret, for personligt kunne jeg ikke engang selv se, hvad problemet var denne gang. Eller jo, men bare ikke hvorfor det skulle være større. Det var ligesom med the buddies. Jeg følte også de diskede det op, til noget meget større denne gang. Alle så ih så bekymret ud, og åh så ditten dutten og datten.

Men hvorfor var det sådan?

Jeg selv sagde til mig selv, som sagt, at det var som alle de andre gange. Det sagde Nick også til mig, da han tog afsked. Men selvom jeg prøvede at overbevise mig selv, vidste jeg også det var anderledes.

Men hvad fanden var det?

Ikke engang jeg selv, vidste det.

Kun fornemme det anderledes og forkerte.

Louis holdte sine ord til Nick, og erstattede næsten hans plads. Det ville altid kun være et næsten, da han ikke var Nick. Med det sagt, var Lou ved min side når jeg tudede øjne ud, af deres kære små huller, ved savnet omkring min bror. Louis var ved min side, da jeg atter skulle starte i skole igen, og kæmpe for min eksame efter eksame. Jeg vidste godt Louis havde andre søskende, hvilket også var til at mærke, ved hans forstående erfarende område inden for det punkt.

Liam og Zayn var som altid kærlige, sjove, seriøse og alt det jeg kunne tillade at kalde dem. Zayn havde endelig vist mig hans kæreste Perrie, der var mindst lige så sød som Danielle og Eleanor. Imens måtte Liam overbringe mig nyheden om hans brake up med Danielle, der nu bare var hans bedste veninde. Selvom dét, havde jeg siddet og trøstet ham og ikke omvendt, med et par tårer glidende ned af hans kinder. Måske var de stadig bedste venner, med efter sådan et langt forhold, ved jeg, man aldrig kan sige farvel med løftet pande – uden at græde eller have ondt.

Især når man som Danielle og Liam, havde haft så mange gode kærlige stunder. De ville sikkert få endnu flere, bare ikke som kæreste eller kærlige på dén måde.

Jeg fik vidst også forklaret det til Liam, der i starten ikke ville indrømme, hvor vidt han var ked af det. Han var jo altid den fornuftige, klare og stærke. Men hallo; selv den stærkeste og fornuftigste person, kan altså også græde og have ondt.

Hvilket var en ting jeg lærte ham. I det venskab vi har, var det for det meste altid omvendt, fordi jeg ikke var der erfaren som Liam. Jeg siger jer, han er skam fuld af fornuftige ord, stort set, til hvilken lejlighed.

Mine forældre tog det faktisk overraskende pænt, denne gang ud af mange. Som jeg fortalte, synes alle at have det som om denne gang skulle være anderledes. Men en af grundene til, at jeg formåede at skubbe det væk fra mig, var at mine forældre synes at ignorere det. Deres tro på hjemkomst og overlevelse stod dybt skrevet i deres ansigter, hvilket nærmest gjorde mig bange for, om min bror nu ikke overlevede og skulle knuse alt dét. Jeg måtte indrømme det ville være meget værre, end hvis de blot ikke gik med så store forventninger. Ironisk nok, når jeg altid havde lært fra dem af, hvor vidt man ikke skulle have for mange af dem. De store forventninger.

Typisk voksne at glemme sine egner ord, og erfaringer de sender videre.

Ud over alt dette, var alt normalt. Eller nej, men i ved vel hvad jeg mener. Sommerferien var slut, skolen var atter i gang for sidste semester, og jeg snakkede som altid kun med Afrodite. Pigerne i klassen var ikke fjendtlige over for os, helt som det plejede, så jeg følte ikke der var nogen, der ødelagde mine dage endnu mere. Ikke som jeg ville have gjort, hvis jeg havde været et mobbeoffer.

Kameraet synes som altid, at give den pust hjælp, Louis, Niall og de andre ikke kunne give. Jeg fandt det ikke som den store overraskelse, men mere som en lettere lille bekræftelse på noget. Hvor vidt det altid ville være der for mig. En del af mig. Der var efterhånden helt fyldt om med billeder, som jeg endnu engang skulle have lagt over på computeren. Hvor dér på allerede var mange, jeg ikke havde været nede og få fremkaldt.

Hvilket var grunden til det, jeg atter lavede en frisk torsdag eftermiddag i oktober. Solen stod på himlen, det gør den sjovt nok altid, men den var let gemt bag et par skyer.

Det var jo også England det her, så der forklarede mistanken om de sorte skyer, der tyede på regn. Igen; just England – UK.

Jeg havde fundet min ene mørkegrønne vinterjakke frem, som ikke var helt så tyk. Det var derfor jeg havde to, hvor den anden var tykkere, varmere og beregnet til den ægte kolde vinter. Med et tørklæde i halsen, vanter uden fingre, varme kilehæle, havde jeg min kurs imod shoppen, hvor jeg kunne få fremkaldt mine billeder – Der trygt og safed lå på mit lille USB stik, jeg havde nede i min ene lomme.

Som så mange andre gange, havde jeg intet makeup på, da jeg alligevel risikerede det ødelagt af tårer. Ikke fordi det kom sådan lige, men fordi jeg fjernede det efter skole. Jeg sad tit der hjemme på min seng, og tænkte frit. Og det at give min underbevidsthed frie tøjler, var ikke altid det smarteste, da det bare led over på ting. Som Nick. Men også glade ting som Niall.

Fifty-fifty.

The world is kinda tricky.

Det rimede sgu!

Eller noget i den stil…

I er vel glade for at høre, jeg stadig kunne tænke mærkelig tanker, så som at snakke med min indre stemme. Lidt skør ville jeg for altid forblive, selv når jeg lå på mit ypperste svage punkt af perioder. Intet kunne stå i vejen for skørheden til at komme frem.

Haha.

Lol.

Alting kunne ikke forblive gråt og trist. Jeg måtte også finde mit humørbombe til jeg frem, ligesom Niall drillede mig med i stuen, når jeg efter et kvartes tudning, sad med is i hånden.

Is er svaret på trøst.

Ikke kun kæreste sår.

Men også andre kinda lidelser… fx bror i krig sorg.

Oh yeah…

I hvert fald var jeg på vej ned til fremkaldningsstedet, og balancerede godt på fliserne, der selv i hvilken som helst årstid lod mine fødder klikke der ud af – med genkendelige bump.

Butik klokkens klingende toner, fik mig til at skærer kort tænder, før jeg trådte op mod disken. Manden bag kendte mig udmærket godt, da der altid var hér, jeg fik fremkaldet mine billeder. Spørg mig ikke hvorfor. Det var vel fordi, det var så tæt på mit hjem, som det nu end var.

God begrundelse.

I knoooow.

Manden smilte venligt til mig, med genkendelighed i blikket. I stedet for at kalde ham manden, vil jeg måske hellere fortælle, hans rigtige navn som var Dylan. Efter en hurtig bedømmelse, ville jeg skyde på han var omkring de 45 år. Dylan kunne som sagt efterhånden genkende mig, da det ikke just var lidt billeder, jeg hver eneste gang skulle have fremkaldt. Lad os sige jeg holdte mig altid over de tohundrede eksemplarer. Måske lyder det af meget, men helt ærligt; så mange gange i har hørt om mine ture, med kameraet sikkert om min hals, undrer det så nogen? Personligt ikke for mit vedkommen, da jeg jo også er ’van’ til det. Eller hvad det nu var, jeg end er.

”Hej Rose. Hvor mange er det så denne gang?” udspurgte Dylan, imens han allerede tastede ind på sin computer. Trods mit dårlige humør, den sorte sky der efter hånden havde slået lejer over mit hoved, smilede jeg ægte til ham, med en del morskab i sinde. På en eller anden led, formåede vi at lave en joke ud af dét med, at jeg altid skulle have så mange billeder.

Det var nu meget godt med lidt morskab, oven i alt dette der skete omkring mig.

Jeg smilte stort til ham, og rakte USB stikket fra min lomme. Uden at vide det præcise tal, lod jeg ham tjekke det for mig, for at få vores ubesvaret spørgsmål opklaret. Dylans øjne var store som tekopper, da han så på computeren og hen på mig. Allerede nu vidste jeg, det nok skulle koste mig dyrt. Endnu dyre end ellers. Men jeg bekymrede mig ikke så meget – Jeg havde som i trøstegave af drengene, fået en betaling på billederne, der ville være på halvtreds procent af beløbet.

Nu tænker i sikkert, om jeg tog imod den uden videre. Men som i mange sikkert havde forventet, havde jeg i flere dage sagt nej, og vendt pengene i ryggen. Det var først da Liam blev små irriteret, og forklarede mig underligt tålmodigt, i forhold til humøret, hvad og hvorfor gaven var givet. Fordi jeg også skulle forkæles, nu hvor min verden synes at ramle sammen, her og der. Eller måske mere knirke med nogle sprækker, der havde brug for segment på skaderne.

Jeg havde været muggen i starten, men derefter taget imod det, da jeg fandt ud af hvor meget det betød. For dem. At jeg fik dem og kunne bruge dem.

Hvilket jeg helt sikkert kunne, da Dylan åbnede munden, og bekendtgjorde hvor mange billeder der var.

”3465,” sagde han hæst, og knækkede forsigtigt nakken.

Åh gud.

Nu var jeg pludselig virkelig glad for mine gavmilde venner, der ikke lige gav op. For hold da kæft, det blev noget af en sjat penge. Jeg havde for det meste været en person, der kunne sparer og holde på pengene, men denne gang var der intet at diskutere. En del penge skulle bruges, selvom drengenes tilskud også hjalp en del.

Godt de var fem personer, der skulle ligge ud.

For ellers havde det helt sikkert taget en del i pungen…

Jeg kunne slå mig selv i panden, blot ved min glemsomhed. Selvfølgelig trak det ikke i pungene, hvis det blot var en af dem der skulle betale. Drengene var verdensberømte teenageidoler! Deres bankkontoer var garanteret mere fyldt op, end mine forældres nogen sinde kunne blive. Ikke fordi jeg ville bruge løs af deres penge af den grund, men det var klart, de ikke tænkte mere over dét. Kontoens økonomi ville ikke tage skade, af den udgift de ville bruge på mig.

Og et eller andet sted, lettede det i mine skuldre.

Tanken om det alligevel ikke ville betyde så meget, fik mig til at ånde lettet op.

”Wow det var en sjat. Men skal vi få dem fremkaldt?” spurgte jeg, og smilte friskt.

Dylan så skråt på mig, men nikkede dog. Han havde sikkert ikke troet, at jeg havde så mange penge til at dække alle billederne. Men det havde jeg pludselig, efter sigende opdagelse, hvor gavmilde bedste venner jeg ejede.

Men nu var det heller ikke fordi, disse billeder ikke skulle bruges til noget. For det skulle de. Og jeg vidste lige, hvordan jeg skulle bruge dem.

Jeg traskede ud af butikken igen, efter et farvel til Dylan. Det tog sin tid at for fremkaldt billeder. Især når det var i sådan en stor mængde. Men jeg havde også haft det sværere, i det sidste halve år, end jeg ellers plejede. Kameraet havde været endnu mere brugt, end det ellers ville have været. Men som alle ting har sine betydninger, hang det også sammen med mine problemer med Nick, drengene og Afrodites karriere. Alting var afklaret nu, undtagen den hårdeste ting af dem alle;

Nick.

Det var ikke afklaret, og frygten for det heller aldrig ville blive det, slog mig som en hammer i baghoved, lige siden han rejste fra England.

Og jeg håbede endelig ikke, at det ville blive ved.

***

”Den sidder perfekt!” fastslog pigerne i munden på hinanden, imens de fniste som bare pokker. Jeg hævede det ene øjenbryn, og rystede på hoved. Ikke om jeg vidste, hvordan jeg var havnet her, men jeg havde heller ikke tænkt mig at finde ud af det.

Efter som alle – som i venner og familie – mente jeg hang alt for meget ud der hjemme, var jeg trukket uden for. Det var fredag aften, og der var et stort by night midt i byen, som jeg selvfølgelig skulle trækkes med til. Personligt brød jeg mig ikke rigtig om det. Men da Niall fortalte at han skulle med, blev jeg henrykt og tog det som et plaster på såret.

Brænd såret jeg rent faktisk havde.

Lad os sige det sådan; jeg varmede nudler.

Med en skide gammel elkedel.

Not good.

Jeg kunne dog se det på den lyse side; Niall havde straks kysset min hånd blidt, der hvor jeg havde ondt. Hvilket var ret sødt… Og ja, jeg rødmede som bare pokker, da han kyssede min hånd sådan i offentligheden. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde hele verden godt opdaget romancen imellem os. Niall havde ikke benægtet noget endnu, men det betød nu ikke så meget. Alle kunne vel se det, så hvorfor skyde en latterlig løgn ud med, at der intet var imellem os..?

De andre drenge var også med, ligeså Afrodite og Eleanor. Som sagt var Danielle og Liam ikke sammen mere, men dog bedste venner. Men hun skulle vidst noget andet. Eller som Harry sagde til mig; hun var stadig ked af det, og ville ikke så hurtigt ud igen. Det var ingen hemmelighed imellem os i ’gruppen’, at deres forhold kun var kollapset fordi, distance forholdet med deres begges jobs blev for meget. Jeg ville ikke sige resten af verden vidste dét, men alle havde deres mistanker.

Imens drengene så på noget tøj i en butik ved siden af, var vi andre piger inden i en anden. Underligt nok…

I hvert fald var der masser af fede ting, og jeg var påsat en kjole af pigerne, der mente den ville side perfekt på mig. Og lige passede så godt til mine øjne.

Bræk, sikke noget sludder.

Men jeg havde selvfølgelig ingen ting at sige, så jeg endte i denne kjole. Den var sikkert meget sød og passede sikkert meget godt til mig, men jeg var ikke i humør til det her. Mest af alt, havde jeg bare løst til at løbe hjem til mit hus, ind på Nicks værelse, og indånde hans duft. Savnet til ham, gnavede mig nærmest inde fra, og spiste mit indre. Jeg havde ikke behov for at være social; det havde jeg heller aldrig været. Ikke før jeg mødte drengene, og selv mit forhold til Afrodite blev ændret, blot på grund af dem. Vi blev tættere, drengene og jeg blev tættere, og jeg var pludselig sammen med nogen.

Som ikke var et dyr eller en ting.

Ret komisk, huh?

Men jeg havde lovet Louis at jeg ville rive mig lidt løs, og komme ud. Han sagde det kun fordi, han vidste det var det rigtige. Og fordi Nick ville have sagt det. Det vidste vi begge, da han tidligere rev mig op for min behagelig seng, og smed min bøtte is i skraldespanden. Jeg kunne ikke gemme mig for evigt, blot på grund af frygten der truede mig, med en ting der ikke engang behøvede at ske.

Louis og de andre synes jo heller ikke, det var just fedt, at jeg hang sådan med hovet. Især når jeg havde muligheden for, at komme oven på igen, imens der intet var sket. For når alt kom til alt, så var Nick jo stadig i live. Han var bare et andet sted, hvor han hjalp nogle mennesker. Jeg havde ingen grund til at gå i skjul endnu. Især ikke, når dem omkring mig tog skade af det.

Ja skade.

Da Louis havde prøvet dagen inden, at få mig lokket ud, var vi endt i råberrig. Helt som en bror og søster ville gøre. Men vi var jo også som søskende, så det hang nok også sammen med, at vi kunne tillade os at gøre sådan noget. Louis havde råbt at jeg skulle tage mig sammen, holde fast i troen på Nicks overlevelse, og ud fra det leve mit liv. At jeg smed alting fra mig, som var kampen allerede tabt, inden der overhoved var nogen, der var begyndt af kæmpe.

Jeg havde selvfølgelig, så svag som jeg var, grædt imens jeg havde råbt, hvor vidt han ikke kunne bestemme over mig. At jeg havde min egen vilje. Jeg måtte selv om, mit liv skulle gå ned allerede nu.

Store fede løgne, der ikke engang passede. De var bare blevet fyret af, som forsvar på de alt for hårde sande ord, Louis havde sendt imod mig. For Louis snakkede jo sandt. Kampen var endnu ikke tabt, og jeg gav allerede op. Nick var stadig der ude, kæmpede for dem i nød, som den stærke storebror han var. Og jeg respekterede ham for det. Det gør jeg stadig. Men Louis fik mig til at indse, jeg ikke bare kunne barke ud, før alting var startet. Nick behøvede min tro. De alle behøvede at jeg var dér, og ikke i min seng eller sofa.

Jeg lod mig derfor ikke løbe hjem og gemme mig. Ikke om jeg skulle lege skjul mere. Det havde jeg gjort lige siden Nick rejste, og nu var det altså knap og nap to måneder siden. For mig var jeg glad for, at Louis dagen inden havde råbt af mig. Jeg havde også sagt undskyld da vi mødtes her, til denne by night. Ikke om jeg havde været fair over for ham, da Louis i bund og grund gjorde dét, jeg vidste han ville og havde lovet; hjælpe mig. Sådan var det med alle de nærmeste. Selv om Danielle ikke var der den dag, vidste jeg, hvor vidt hun end gerne ville.

For hun var også bekymret for mig.

Og følte sit ansvar, med at prøve at trøste mig.

Det gjorde de alle sammen.

Kjolen Eleanor og Afrodite havde fået mig ned i, havde en blålig farve. Ligesom mine øjne. Det var derfor de havde valgt den. Og derfor måtte jeg købe den, efter deres instrukser. Og heldigvis kom vi ud kort efter, og joggede ind i drengene, der var på vej ind til os. Jeg gik direkte ind i Zayn, der lige nåede at gribe mig, inden jeg atter ville falde på snotten.

Virkelig sødt af ham.

Han lo let, og lagde hoved på skrå med et smil.

”Det er vidst godt du har os, var Rose?”

Jeg nikkede ivrigt og lod Niall ligge armene om mig, efterfulgt af et kys på kinden. Zayn smilede ligesom de andre.

”You have no idea, Malik.”

                                                                  

Det rigtige kapitel it's here!:D 
Like, sæt på favritlisten og giv gerne kommentar; hvis i har lyst :I 
Der kommer mere snart! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...