Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
189308Visninger
AA

9. The help comes to the dear girl

 

Rose’s synsvinkel

Da jeg ellers var kommet hjem, den samme dag som jeg havde forladt drengene, havde jeg løbet direkte forbi en forvirret mor, og op på mit værelse. Døren var smækket, efter Bobo trofast var løbet efter mig, og låst så ingen uvedkommende havde adgang. Mine ben havde smit min krop på min bløde seng, og mine arme knuget min hovedpude ind til mig.

Tårerne havde været i massevis, og hulkende ustoppelige. Brugt og ydmyget, var hvad jeg havde følt mig. Så brugt, begrund af deres løgne. Så ydmyget over, at de ikke havde fortalt mig en skid. Det hele havde været overvældende, og havde taget enormt meget på mig. Mange troede jeg var en pige, som kunne klare sig igennem det meste. Som var stærk, og kunne det hele. Men sandheden var, at inden under min facade, var jeg bare en skræmt pige, hvis bror var i krig, havde næsten ingen venner og frygtede de store venskaber - som hurtigt kunne ende brat.

Som det her.

Det havde fået mig til at græde endnu mere, og jeg havde ikke opdaget at min lille pelsklump, der forgæves forsøgte at trøste mig. Netop ved, at have puttede hoved ind til mig, og have slikket mig på armen. Sært, ja. Men underligt nok, havde jeg følt en vis tryghed, da Bobo gjorde det.

Nu, sad jeg ellers og stenede på mit værelse. Det var fire dage siden, og mine øjne var tørre for tårer. Min krop var helt smadret, bare af at ligge og ryste af gråden. Det var helt forfærdeligt, hvor meget indflydelse de drenge havde på mig. Ikke mindst mit humør. De betød mere for mig, end jeg turde tro på. Irriterende…

Min telefon var slukket. Jeg gad virkelig ikke, at have kontakt med omverden lige nu. Det eneste jeg kunne og skulle fokusere på, var vreden og sorgen. Også bare at nusse Bobo og kigge ud i luften. Min mor var kommet ind på mit værelse tidligere. Døren var ikke låst mere, fordi hun havde låst den op udefra. Dumme mig, havde selvfølgelig fjernet nøglen fra dens huld…

Men hun var i hvert fald kommet ind, for at føre op på mit humør. To dage inden, havde hun ellers presset tingene ud af mig. Gæt hvordan? Da hun kom op med en bøtte Ben & Jerry’s is med brownie smag, var jeg simpelthen brudt sammen, og gået til bekendtskab. Ret overfladisk, ik’? Min mor kendte mig tydeligvis for godt, når hun sådan vidste, at jeg ville give efter. Men hallo, hun er jo min mor, for god sick. Det ville vel være mærkeligt andet… ik’?

”Rose!” kaldte min far neden under.

”Ja?” råbte jeg tilbage, med resten af den stemme, der ellers var tilbage.

Nogle trin lød på trappen, og kort efter kom min far til syne i døren. ”Kom nu med ud i haven, skat. Vejret er for en gang skyld fantastisk i England!” Jeg sukkede tungt. Det var en typisk far ting, at komme op med den replik. Han elskede også naturen, hvilket jeg nok alligevel havde arvet efter ham. Med hensyn til mine billeder og sådan.

”Skal jeg?” sukkede jeg træt. Jeg fik blikket. Sukkende, fik jeg rejst mig op fra den alt for dejlige seng. Benene fik mig hen til mit klædeskab, hvor skyde lågerne ellers blev trukket helt fra. Tøjet kom til syne sammen med resten af de sager, der var i skabet. Tilfældighederne fik deres moment, da jeg ellers bare tog ud efter noget random. Det endte med et par mørkeblå cowboyshorts, en hvid top og en rød jordfarvet vest/cardigan i strik. Makeup blev der intet af. Håret sad i en sjusket og ligeglad knold, med totter hængene her og der. Så smuttede jeg ellers ned i haven, med mine sorte solbriller på næsen.

”Nu er jeg ude,” muggede jeg surt, da jeg trådte ud på terrassen. Blikket kørte op fra jorden, og hen på skikkelserne. Min mor, far og… Jeg spærrede øjne op. No way, you might be kidding!

”Nick?” skreg jeg, og kastede mig nærmest over ham, da han åbnede armene. Hans latter var i øregangene på mig, og varmede mit hjerte. Han var her! Min bror var hjemme igen! Jeg kunne danse rundt af lykke, men knugede ham nu bare ind til mig, som gjald det liv eller død. Hvilket bare fik ham til at grine endnu engang.

”Hey my angel,” svarede han sødt, og kyssede mig i håret. Jeg nev mig hårdt i armen, da vi trak os. Han kiggede uforstået på mig. ”Nej lad dog hver med at skade dig selv,” udbrød han. Nu var det bare mig, der grinte og rystede på hoved.

”Sorry bruva, men jeg bliver sgu da nød til at tjekke, om jeg drømmer!” forsvarede jeg mig selv, med et let smil. Det var ikke til at fjerne. Drengene var glemt, takket været min elskede bror. Som endelig var hjemme fra krigen! Åh gud ske, tak og lov for det…

”Du skør,” grinte han, og lagde armen om mig.

Jeg nikkede.

”Det er da kedeligt at være normal!” Han rakte tunge begrund af mit svar. Vores forældre grinte af os, og fik os genet ned på havestolene. Min mor havde åbenbart bagt, for hendes hjemmelavet hindbærsnitter stod tilrettelagt, på en stor tallerken. Duften af kaffe, kildede mig i næsebordene, hvilket betød min far havde brugt hans nye kaffemaskine.

”Hvorfor er du allerede hjemme? Skulle du ikke først være hjemme i weekenden?” spurgte jeg Nick, helt paf og forvirret. Han hævede det ene øjenbryn. ”Hvor har du været henne? Det er lørdag, sis. Hvilket betyder weekend,” svarede han, og så mistroisk på mig. Jeg kiggede overrasket på ham, og lod blikket glide over på vores forældre. Som for resten nikkede, til at det var sandt, det Nick han sagde. Jeg var lidt i chok, det måtte jeg indrømme. Hvordan kunne dagene glide så hurtigt afsted, når man var trist? Plejede det ikke at være det modsatte..?

”Men… hvad… ups…” stammede jeg, forvirret. Min mor smilede medfølende til mig. Min forstand, kunne slet ikke finde rundt i noget af det her. Heller ikke mine tanke, af den samme grund. Spørgsmålet kørte inde i mit hoved… Kunne drengene virkelig være grunden til det her?

Svaret var jo simpelt nok. Ja, det kunne de. Og det var de. Noget, som skræmte mig, for hvid og sans. Det kunne ikke være rigtigt. Ikke, når jeg aldrig ville have noget med dem at gøre. Så burde min hjerne automatisk tage det til sig, og rette op på ting som denne. Men, det gjorde den ikke. Hvorfor gjorde den ikke det?

”Hvad er der sket?” Nicks stemme fik mig tilbage. Hans øjne gled fra vores forældre til mig, men lå selvfølgelig mest på mig. Shit. Skulle jeg nu forklare ham alt? Eller, holde det hemmeligt..?

***

”Oh, jeg håber så sandelig, at de har gode grunde, når de kontakter dig. For dét der, er jo totalt uacceptabelt!” udbrød Nick, chokket og okay vredt. Jeg behøver vel ikke at sige, at han fik hele historien? Mine forældre var imens gået inden for, da de pludselig havde noget små arbejde, de kunne tage sig til. Sikkert rigtigt nok, men både min bror og jeg vidste, det var så vi kunne snakke alene. Taknemmelig over det, var jeg i hvert fald.

Jeg sukkede tungt, og lod endelig de pressende tårer, falde lydløst ned af mine kinder. Det var som om, jeg helt forsvandt hen, i mit eget lille univers, da Nick tog mig hen på hans skød. De muskel beklædte arme, lå som et beskyttende skjold omkring min krop. Mit hoved dunkede ind imod hans bryst, imens alt var stille. Fuglene syntes nærmes, at synge en trøstende melodi til mig. Imens, havde jeg mine øjne lukket. Solbrillerne, havde jeg taget af, da jeg skulle fortælle det hele til Nick. Så det var derfor, han kunne se at, jeg græd. Mindre detalje.

”Jeg ked af at hører alt det her. Der skulle slet ikke ske dig ting som denne, imens jeg var væk. Ikke når, jeg ikke kunne være hjemme, og støtte dig,” lød Nicks triste stemme imod mit hår. Jeg forholdte mine øjne lukket, imens jeg snakkede. ”Nick, du kan jo ikke beskytte mig imod alt og alle. Jeg må også lære af mine egne fejl, og vandre på egne ben. Selvom du er min storebror, må jeg stadig kunne klare mig uden dig.” Jeg lejede med min guldring, der altid sad på min ringfinger. Af en eller anden mærkelig grund, havde jeg altid ringe på min venstre. Men hvis vi snakker virkelighed, er det kun forlovelses ringe, der sidder der på venstre ringfinger. Det sked jeg nu ellers på…

Ringen var guld og havde tre små smaragdsten siddende. Ringen var fra min mormor, der nu ikke er her mere, begrund af kræft. Hun havde givet mig den, lige inden hun vidste det var tid til, at… forlade denne verden. Ret skræmmende, at tænke tilbage på. Men jeg tog mindet som et godt et, og havde lige siden den dag, ikke taget ringen af min finger. Kun når den skulle rensen. Ellers aldrig.

”Du har selvfølgelig ret i det. Men jeg forstår ikke en ting…” startede han ud med. Jeg kiggede afventende om på ham. ”Hvorfor fortalte drengene dig det ikke? Jeg mener, de åbnede sig ellers meget for dig, lyder det til. I lyder jo næsten til at kende hinanden ud og ind, nærmest i flere år, med den måde du fortæller det hele på.” Jeg kiggede lidt på ham. Spørgsmålet var et, jeg tit havde stillet mig selv, de sidste par dage. Men jeg vidste stadig ikke, trods de dårlige undskyldninger de var kommet med, hvad grunden kunne være. Det kunne umuligt være de lamme ting, de var kommet med! Nej, det troede jeg næppe på.

”Jeg ved det ikke,” svarede jeg stille, men ærligt. Han nikkede, stadig tænkende.

”Det kan umuligt være af en dårlig grund,” sagde Nick, efter lidt tid. Jeg kiggede dumt på ham, som i virkelig dumt.

”Hvad? Ej, come on Rose. De ville sgu da ikke holde det hemmeligt for dig, hvis grunden ikke var god! De lyder jo til at være nogle søde fyre, som egentlig bare vil dig det bedste,” forsatte han bestemt, men stadig kærligt. Jeg kiggede lidt på ham. Først, ville han nærmest flå hovederne af dem, hvis de kontaktede mig uden en god grund. Nu var det pludselig mere sådan, forstående og søde tanker om dem. Hvad skete der lige for min bror? Var han helt ude af den med humørsivninger, eller sådan noget?

”Nick, er det min side eller deres du køre på?” spurgte jeg, ret så irriteret. Han smilede. ”Venstre side, faktisk.” Jeg skulede vredt til ham. Han holde beskyttende hænderne op foran sig, inden han ellers lod dem ligge sig om mig. De klemte mig ind til ham, imens han stor smilede.

”Ej, jeg joker Rose. Jeg er da på din side, men du må da også til at åbne øjne lidt op, og se på mulighederne. De drenge, de lyder som venner i top klasse. Og sådan nogen, finder du ikke alle vegne. De hænger ikke lige på træerne. Så hvis jeg var dig, ville jeg på en eller anden måde, finde ud af deres grund,” sagde han seriøst, og strøg en vildfarret tot hår, væk fra mine øjne. Jeg så tænkende på ham. Min bror havde måske ret i noget. Men ikke om jeg gad, at ses med nogen af de fem!

Da jeg påpegede det for ham, spurgte han ellers, om der ikke var nogen andre der kunne for mig. Jeg så ellers tænkende på ham, da det kom til mig som et smæld. Et stort smil, bredte sig om mine læber.

”Selvfølgelig! Eleanor og Danielle!” udbrød jeg, og farede ned fra hans skød, og op på mit værelse. Da min iphone blev fundet på bordet, blev den ellers låst op. De næste par minutter, blev den bare spammet ned med sms’er og opkald. Lort, hvor jeg hadede sådan noget shit. Sorry, mit sprog.

Da jeg endelig havde mulighed for det, slettede jeg det hele. Alle beskeder og ubesvaret opkald. Derefter ringede jeg til et nummer, jeg kunne i hoved. Da den blev taget, var der meget larm i baggrunden.

”Hallo?” lød hendes søde stemme.

”Danielle?”

”Rose?” skreg hun nærmest.

Larmen blev stille bag hende.

”Dani, jeg har brug for din og Eleanors hjælp. Har i mulighed for at komme over?” spurgte jeg hurtigt, bevidst om at det var drenge bundet hun var sammen med.

”Ja selvfølgelig! Vi kommer, men hvornår?”

På hendes stemme at høre, var hun lykkelig for at jeg endelig kontaktede hende. Og at hun og Elle endelig kunne hjælpe. Sjovt, alligevel.

”Lige nu, i kommer bare. Min mor har bagt, hvis det frister,” smilede jeg, og tilføjede sjovt det sidste. Hendes lette latter, lød i røret. ”Babe, vi er på vej! Jeg kan allerede lugte kagen!” Også var hun ellers smuttet.

***

”Mm… det har din mor altså lavet godt!” udbrød Eleanor ellevild, da hun tog sin sidste bid af hindbærsnitten. ”Nogen gange minder du mig lidt om Niall…” mumlede Danielle, dybt koncentreret om hendes egen tallerken. Jeg kunne ikke lade hver med at grine af dem begge. Det var da utroligt… De begge kiggede mærkeligt på mig, men smilte da de opdagede mit grin.

Ja det var jo ikke fordi, jeg havde smilet så meget, i den tid de havde været hos mig. Mere tudet, hulket, snøftet, stenet og snakket. Alt i alt: alt andet end at smile og grine.

”I minder skam begge om Niall når, i sidder sådan der,” bekendtgjorde jeg, efter latteren. De rynkede utilfredst brynene. Jeg lo endnu engang, hvilket fik dem til at se endnu mere utilfredst på mig. Don’t jugde me, men jeg kunne seriøs have den dårligste humor, nogensinde. Ikke altid, dog skete det tit, at den blev sluppet løs. Jeg vil nu sige til mit forsvar, at de selv var uden om den, den her gang. De fornærmede hinanden, når de ikke var just bedre selv. I kan vel regne ud, at spise som Niall, er en dårlig ting. For drengen spiser jo mad som var han ved at dø af sult! Og det var heller ikke fordi, han sad skide pænt med de bedste manere…

”Men piger, kan i ikke…” jeg skulle til at forsætte min sætning, hvis det ikke havde været for en larmende Nick, der vandrede ud i haven. Danielle og Eleanor kiggede straks opmærksom hen imod lyden, og jeg siger dig, deres øjne blev nærmest kugle runde. Åh nej dog…

”Hey sis, hvem er dine veninder der?” spurgte Nick frisk, og kiggede spørgende hen på mig, og hen til pigerne med øjne som tekopper. Åh gud, jeg var nærmest ved at dø af grin! Pigerne kiggede jo nærmest drømmende på min storebror! Det her skulle nok blive sjovt…

”Nick det er Danielle og Eleanor. De er de to af drengenes kærester, som jeg fortalte dig om,” sagde jeg smilende, og pegede hen på hver især. ”Girls, dette er min storebror, Nick,” forsatte jeg, og pegede hen på ham med tommelfingeren. Som forventet, smilede Nick stort til dem, og gav dem hånden.

”Jeg synes altid min lillesøster, får dig nogle skønne veninder!” sagde han sødt, og blinkede til dem. D fnes lavt, og jeg rullede med øjne. Han vidste bare, at han kunne få dem rundt om sin lillefinger, med den replik. Desuden, mente han de ikke på den måde, som at flirte. Det var mere for sjov, for at drille mig, han gjorde det. Nick vidste godt, hvor irriteret jeg blev, når han gjorde det. Især imod piger, med kærester! Hvilket jeg synes var ret respektløst tænkt, især når jeg kendte deres kæreste så godt.

”Det er godt, dude. Smut du med dig, inden nogen besvimer,” fastslog jeg, og fik skubben en grinende Nick væk. ”See ya girls!” kaldte han sjovt over skulderen. Da jeg kiggede hen på mine to veninder, sad de begge, og så efter min bror med røde kinder. Lidt akavet alligevel.

”Undskyld mig, men hold da op. Jeg vidste godt, at du havde en bror. Og at du lignede ham ret meget. Men at han var så pæn, ligesom dig, havde jeg ikke set komme!” udbrød Danielle, stadig paf.

Jeg fnes lavt.

”Jamen Dani har ret! Selvom det er mærkeligt at sige til dig, da du er lillesøsteren, så må jeg indrømme han er noget af en steg din bror!” forsatte Eleanor hvor Danielle havde sluppet.

Jeg rystede på hoved af dem.

”Ja ja, det er godt med jer. Jeg er pludselig glad for, at han skulle over til nogle venner, så ikke ville sidde og dåne endnu mere over min storebror,” jokede jeg, lidt lamt ja. De begge så forlegne væk, og havde vidst ikke opfattet min joke. Like i said before… min humor stinker ret meget, af og til.

”Når glem det. Jeg ville faktisk spørger jer om en ting. Grunden til, at jeg overhoved ringede efter jer,” fik jeg lige redet, den kommende pinlige stemning. Som da hurtigt var glemt før den var kommet, da begge piger hurtigt kiggede opmærksomme på mig.

”Ja?” spurgte Eleanor spændt.

”Min bror fortalte mig noget, som fik mig til at spekulere omkring det hele. Til at ændrer lidt mening. Men jeg har brug for jeres hjælp, til at få de rigtige svar ud af drengene,” forklarede jeg, dybt seriøst. De nikkede i takt. Jeg forsatte, som de opfordrede mig til med blikkende.

”I bliver nødt til at hjælpe mig med, at få den virkelige grund ud af drengene. Hvorfor, de ikke fortalte mig, at de er kendte. For det med at beskytte mig, og alt det der, er nogen være pis,” forsatte jeg. Danielle, så overrasket på mig. ”Hvordan ved du, at det ikke er rigtigt?” spurgte hun forvirret. Mit hoved lagde jeg på skrå. Et lille smil, tittede frem på mine læber.

”Dani, med så mange falske venner jeg har haft, har jeg lært at fornemme når folk fortæller mig sandheden. Og dét der, er som sagt: noget værre pis,” forklarede jeg. Eleanor smilede stort. ”Dejligt, så bliver det hele straks meget nemmere. Men det skal vi nok så,” sagde hun. Jeg nikkede glad, og gik hen og gav dem et kram. ”Tak piger. I er de bedste!” udbrød jeg lykkeligt.

”Vi ved det,” bekendtgjorde Danielle stolt.

Vi grinte højt i kor.

***

Eleanor og Danielle var først smuttet ved tre tiden, ved en opringning fra Liam. Rigtigt ville pigerne ikke tage af sted. Men så påpegede jeg deres løfte, og fik dem ud af døren. Da de var gået, følte jeg mig endnu engang tom i kroppen. Det var igen som om, verden kunne bryde sammen, om ørene på mig. Det var ubehageligt. Så ubehageligt, at jeg ringede efter Afrodite.

”Hallo?” lød hendes lyse men finde stemme.

”Afrodite, kan du ikke komme over, inden jeg dør helt af ensomheden?” tikkede jeg, og viftede med hånden, som om jeg prøvede at holde den væk. Ret ondsvagt egentligt. ”Rose? Øh jo selvfølgelig, jeg kommer straks!” lød hendes svar hurtigt, og nogle papirer lød til at blive smit på bordet. Jeg fnes lidt. Hun brugte tit ordsproget ”smid alt du har i hænderne” ret så bogstaveligt. Især når det som nu, var et ’nødstilfælde’.

”Vi ses søde,” forsatte hun, inden hun lagde på. Smile, kunne jeg ikke lade hver med. Hun var nu lidt skør nogen gange, just like my self. Så på det plan, ligger vi vidst lige.

Jeg besluttede mig for, at tage en bid mad, inden Afrodite ville komme. Som en vane, tændte jeg radioen, og åbnede køleskabet. Efter Nick var kommet hjem, havde mine forældre endelig fyldt køkkenet – ikke mindst køleskabet – op med lækker mad. Eller, bare noget som var hver at spise. Hurtigt fik jeg fat i et fad, hvor flere stykker lækker vandmelon lå på. Jeg slikkede mig om munden. Jeg stillede tallerken ud på køkkenbordet, og kiggede igen ind i køleskabet. Det næste jeg fik øje på, var en af mine mors købte sandwich fra bageren.

Den fik jeg også ud, og hældte et godt køligt glas mælk op i et glas. Så var frokosten ellers klar.

Imens jeg spiste spekulerede jeg på, hvad drengene lavede. De var jo sammen med Eleanor og Danielle, men ellers ud over det. Var på Nandos? Så film? Lavede jokes? Jeg sank en klump. Hvorfor skulle jeg tænke på dem nu? Jeg spiste jo lige min frokost! Men mine tanker kørte videre. Hyggede de sig? Grinte de? Havde de glemt mig?

Jeg smed nærmest min halv spiste sandwich på tallerknen. Den var pludselig ikke så spændene mere… Jeg gik videre til vandmelonen.

Dog kom tankerne endnu engang. Havde de løjet om andet? Hvad var grunden til hemmeligheden? Var det for at bruge mig, de holdte det hemmeligt? Ville jeg nogen sinde se drengene igen?

Dér blev det for meget for mig. Mit ikke engang helt spiste melon stykke, blev smit på tallerkenen, så vandet sprøjtede op til alle sider. Stolen skubbede jeg baglæns, og forlod maden stående på bordet. Det kunne andre altid spise, hvis de kom forbi det… Jeg måtte bare ud fra køkkenet, væk fra de irriterende og pinefulde tanker. Det burde ikke være mig, der skulle pines ned. Det burde være dem, og ikke mig. Men det var mig. Og hadet til de fem drenge steg begrund af smerten.

***

Eleanors synsvinkel

Danielle og jeg, var ankommet til Niall og Liams lejlighed, for godt og vel nogle timer siden. Stemningen var god, alle havde det rart, men inderst inde havde jeg det forfærdeligt. Hvordan kunne vi sidde sådan her, når Rose var så knust? Danielle og jeg, havde lovet hende at finde ud af den rigtige grund til, drengenes fortrolighed med deres berømmelse og bandt. Jeg var glad for, at kunne hjælpe. Men raseriget til drengene, kom kildende inden i maven på mig, når jeg sådan tænkte på løftet. Sig mig, havde de allerede glemt hende eller hvad?

”Hvordan havde Rose det?”

Jeg kigget chokket hen på en bekymret Louis, der kiggede bedende på mig. Som om, jeg skulle lukke ham ude, og fortælle ham sandheden. Det havde jeg da ikke tænkt mig? Ikke om de skulle have en løgn afvide, om at hun havde det strålende. Nej, jeg synes mere de skulle have den grusomme fakta, så de kunne føle virkelighedens konsekvenser.

”Hun så ret… hvordan skal man sige det…” startede jeg, og kiggede bedende på Danielle. Hun sukkede. Først der, lagde jeg mærke til stilheden og stemningen der var forandret. Atmosfæren var så tyg af anspændelse, at man kunne skære i den. Uff… jeg hadede sådan nogle øjeblikke!

”Hun så meget smadret ud. Jeg tror ikke selv hun vidste det, men hendes hvide rundt om iris, var ret rødt. Lidt mørke rander under øjne havde hun også. Og hendes stemme lød godt hæs og smadret,” fortalte Danielle. Hun så ikke ud til, at kunne lide det. Billeder, blev sikkert dannet inde i hoved på hende, når hun huskede på det. For det gjorde det så sandelig hos mig. Jeg forstod ikke, hvordan en så smuk person, kunne se så… ødelagt og smadret ud. Bare på fire dage! Hun måtte ikke have lavet andet end at græde sine øjne ud…

”Seriøst?” udbrød Niall, helt forfærdet. Både Danielle og jeg nikkede. De andre drenge så længe på os. Som skulle de lige finde ud af, om vi løj så de kunne få det værre. Men helt ærligt, hvad regnede de os for? Vi var sgu da stadig deres veninder, og to af deres kæreste. Og så ond ville jeg aldrig kunne få mig selv til, at værre over for andre.

”Shit,” mumlede Harry, og kørte chokket en hånd igennem det krøllede hår. Liam stirrede skræmt ud i luften, som så han hende for hans indre blik. Niall havde tårer i øjne. Louis lignede en der kunne tude på stedet, og selv Zayn så helt forkert ud i udtrykket. Rose måtte alligevel have en påvirkning for eller på ham.

”Er det begrund af os..?” spurgte Louis, helt synderknust. Jeg nikkede stift. Flere suk, lød rundt omkring mig. Jeg mødte Danielle’s blik. Det var alligevel ikke særlig rart, at skulle sidde, og overvære drengene når de havde det sådan. Men måske…

”Drenge, der er jo kun en ting at gøre, for at få det her til at stoppe,” sagde jeg fast. De alle kiggede pludselig op med forhåbninger i øjne. Jeg lavede en bevægelse, som fik Danielle til at forsætte.

”I må fortælle hende den virkelig grund til at, i ikke fortalte hende sandheden. Vi er ret så sikker i sin sag med at, i mangler noget, ud over de andre lamme begrundelser. Så hvis i siger det til hende, kan det med garanti være, det her stopper,” afsluttede Danielle, meget seriøst. Sjovt nok, følte jeg næsten, at vi enden var budbringere eller to piger, som måtte opdrage på de her drenge. Lidt forkert, efter mine ører.

”Jamen vi har fortalt det hele!” forsøgte Harry, ret desperat. Han fik blikket, så hans mund snerpede sammen. Jeg kunne ikke lade hver med, at rulle med øjne. Harry og jeg, havde været venner i lang tid. Som om jeg ikke ville kunne se, når han løj. Inderst inde, forstod jeg ikke hvorfor han gjorde det. Ville han ikke godt have Rose tilbage som ven? Var han ikke nummer to, som godt kunne lide hende?

Jeg rystede på hoved af ham. Harry er svær at finde ud af til tider. Nogen gange, snakker han før han tænker. Det er der mange der gør, så derfor har jeg efterhånden prøvet at lære ham, hvordan man skal undgå det. Dog, så det bare ikke lige ud til, at denne ene gang, blev en af dem hvor han var klar over hvad han sagde.

”Harry,” advarede jeg spidst. Han så uskyldigt på mig. Mine øjne kiggede seriøst ind i hans. På hans bevægelser, tydede det at han skuttede sig under mit blik. En hånd blev lagt på min, så en kropsvarme styrtede ned i håndfladerne på mig. Det fik mig til at fjerne blik fra Harry, og kigge hen på en velkendt ejermand. Hans varme hånd, fik mig næsten til at smile, i rent begær. Louis øjne kiggede dybt ind i mine. Det så ud til, at han gerne ville fortælle sandheden. Som i virkelig meget. Dog, hans mund var lukket, og ingen lyde kom ud. Kun blikket, gled hen over de andre drenge. Som snakkede de med blikkende. Jeg selv, kiggede over på en forvirret Danielle. Hun så ud til, at blive lidt gladere, da hun så jeg heller ikke vidste konkret, hvad der forgik.

”Var det Rose, der kunne fornemme vi ikke sagde sandheden?” spurgte Zayn. Overrasket, stirrede begge os piger, på ham med opspærret øjne. Hvordan fanden..?

”Øh.. ja? Hvordan vidste du det?” udbrød Danielle, helt overvældet. Zayn smilede bare hemmelighedsfuld. Et smil, der tydeligt betød, at det var hans egen hemmelighed. Crap. Hvorfor skulle han også være sådan?

”Hun er god. Det er det, jeg hele tiden har sagt,” forsatte Zayn, og smilede overblæret. What? Jeg hævede forvirret øjenbrynet, men lod det ligge. Det var sikkert noget, hvor hverken Danielle eller jeg, havde været med. Who know’s?

”Ja ja Zayn,” sukkede Liam opgivende. Zayn grinede bar bredt, og smed sig længere tilbage i sofaen. ”Niall? Siger du det?” spurgte Harry. Niall sukkede tungt. Jeg tænkte lidt over mulighederne, der ellers var af  svar, imens Niall ellers åbnede munden.

Var det begrund af skrækken for, om hun ville kunne klare presset, som en ven af en verdenskendt boy band? Var det begrund af drengene fortrak hende ubevidst, om deres karierre? Var det begrund af to af drengene kunne lide hende? Eller noget helt andet, og mere forståeligt og forklarligt?

 

                                                                                                   

Hey dejlige mennesker!:)

Sorry for at der først kommer et kapitel nu. Jeg har ikke rigtig haft mulighed de sidste to dage til, at skrive på novellen. Sorry about that ;) Håber i kan bære over med mig! Men her er endelig et kapitel. Til jeres info, har jeg nu igen mulighed for, at skrive. Så enden ryger der et kapitel ind i aften, eller så imorgen. Det er et løfte, jeg holder!:D Så i kan igen regne med nogle daglige kapitler, som der før har været. Hvis der ikke kommer et den ene dag, kommer der den anden dag. Tro mig, der kommer ikke flere to dages pause, som den her!;) Don't worry :D

Btw, tusind tak for de mange likes der er kommet! Og ikke mindst, alle jer som har sat på favoritlisten! I er for skønne, tusind tak!:D

Håber i nyder det der er tilbage af ferien, selvom vejret ikke er så godt endda mange steder... mindre detalje xD

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...