Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
190380Visninger
AA

5. Take it. It’s now yours

”Er du sikker på du kan spise alt det?”

Vi var landet på Nandos, ikke bogstaveligt talt, men ja, og vi havde nemt fået os et bord. Drengene lod til at være stamkunder her, så hurtigt som pigen bag biksen havde genkendt dem. Tilbage til virkeligheden. Mit spørgsmål var skeptisk, og mine øjne så smalle på Niall’s opfyldte barke. Drengen havde store sandwichs på tallerknen, pomfritter, burger… Jeg siger bare, at det var nok til at fordre en hel sulten landsby i Afrika, med den store portion han havde sig der! Da jeg gav mit spørgsmål til ham, smilede han bare stort, og nikkede ivrigt. Jeg vidste godt, at han havde et mad-problem… men at det var så stort? Mit hoved rystede. Det var jo helt vanvittigt, hvis han kunne få al den mad ned. Plus den store cola, han havde bestilt!

”Rose, det er ikke et spørgsmål om hvor vidt Niall kan spise det hele eller ej. Det er et spørgsmål om, han overhoved tager på af det, du skal tænke over,” sagde Louis, og skævede til Niall’s mave, som om den var kolonorm. Jeg kunne ikke holde grinet inde, og blev joined af de andre drenge. Selv Niall grinede, og slog sig på maven med et smil. ”Arh, den gamle jas tager skam ikke på af det. Nikke nej, ikke når jeg træner så meget, som jeg gør!” sagde han, og mødte mit blik, med et glad glimt i øjet.  Jeg grinte endnu engang, og tog en bid af mine egen toast. Den smeltede ost, ramte min smagsløg sammen med skinken. Toast havde jeg ikke fået i lang tid, så det var en fornøjelse, at få det igen.

”Smager det godt?” spurgte Zayn, som betragtede mig imens jeg tyggede. Jeg havde en vane med at tygge ret sært… så jeg holdte mig for munden, og kiggede ned i bordet. Jeg tyggede især mærkeligt, når det var lækker mad. Så det var virkelig pinligt, at Zayn sådan holdte øje med mig! Han grinte da han så mit udtryk, hvilket fik de andre til at kigge. Det endte selvfølgelig med, at de alle grinte af mig. Imens, bed jeg mig forlegent i læben, med de rødeste kinder. ”Jeg ved godt jeg spiser mærkeligt, når der er noget mad, jeg godt kan lide! Det kan jeg altså ikke gøre for!” udbrød jeg, imens mine kinder brændte, og mine æblekinder var fremme. Ja, jeg kunne nemlig ikke lade hver med at smile. Drengene grinte endnu mere, selvom hele situationen var enorm plat. Jeg selv smilede som en idiot. Snakken gik dog normalt frem og tilbage igen, da deres latteranfald var over.

Imens vi sad og snakkede, fornemmede jeg blikke i nakken på mig. De sveg og kradsede som bare pokker! Normalt ville jeg ignorer blikke, og tale videre, helt normalt. Men jeg vidste, kunne mærke, at blikkende ikke flyttede sig. De blev ved med at brænde mig. Følelsen var ikke rar, hundrede procent ubehagelig. Af ren irritation, lod jeg min krop vende sig om, og kiggede imod de stirrende blikke. De brændende blikke kom fra et pigebord på tolv piger. De stirrede som bare pokker, og hviskede til hinanden, endnu mere da jeg kiggede. Jeg rynkede panden. Hvad var deres problem? Havde de aldrig set en pige og fem drenge, spise frokost sammen på en cafe? Jeg rystede på hoved, og vendte mig om igen. Drengene lagde ikke mærke til de stirrende blikke, men snakkede bare ivrigt videre, imens de spiste. Jeg kunne ikke andet end at undre mig, men lod det ligge. Det var jo ikke fordi, pigerne gjorde noget ulovligt eller voldeligt. De gik mig bare på, at de kiggede sådan på mig, på os, med de slags blikke.

Jeg prøvede at ignorer pigerne så godt, som overhoved muligt. Men mine hænder sad og fumlede nervøst under bordet. Det gravede sådan i hovedbunden efter oplysninger, om hvorfor pigerne stirrede. Jeg forstod intet, og kunne ikke finde en nogen lunde sandsynlig forklaring. Så jeg blev rastløs, og åbnede min skuldertaske. Frem fra den, tog jeg en mindre taske. Hvor mit kamera lå i. Da jeg pakkede det op, så drengene nysgerrigt til, med spændte blikke. Jeg smilede til dem. ”Kom, jeg skal have et fælles billede af det her. I ved, som et minde,” forklarede jeg, med et lille smil. ”God ide,” svarede Harry smilende. Alle drengene satte sig over på den ene briks. Alle fik klemt sig ned på den. Og jeg stillede mig foran dem. ”Smil!” forlangte jeg som en refleks, inden jeg indstillede de rigtige funktioner. Drengene smilede alle, deres charmerende og søde smil til mig, eller kameraet, og min finger trykkede på aftrækkeren. ”Sådan der!” bekendt gjorde jeg, efter et par billeder. Da jeg skulle til at pakke kameraet ned, stoppede Louis mig.

”Rose, du skal da også med på et billede!” sagde han bestemt, med et bedende smil. Jeg sukkede tungt. ”Skal jeg?” Jeg fik blikkende. Jeg sukkede endnu engang, og kaldte på en tjener. Kameraet blev overladt til ham, efter jeg havde justeret det rigtigt. Da jeg gik hen til briksen, blev jeg straks hevet ned på Harrys skød. Alle skulle jo kunne være der, og alle ville have mig i midten. Så jeg endte på Harrys skød, som sagt, og han lagde automatisk armene om mig. Jeg smilede for mig selv. Det var faktisk ret dejligt, at side på hans skød…

”Smil alle sammen!” befalede tjeneren, som for resten hed Jake. Vi smilede. Mit smil var oprigtigt, da jeg var enormt lykkelig. I drengenes selskab, virkede alle problemer til at fordufte. Mindet om min bror Nick, som først kom hjem om en uge nu. Mine så få venner, ensomhed og indre kampe. De var væk og erstattet med glæde, fællesskab, latter, smil og venner. Rigtige venner, som ikke forsvandt. Hvilket var som en gave, jeg længe havde ønsket mig. Da tjeneren havde taget nogle billeder af os, mig sammen med en af drengene hver, fik jeg mit kamera tilbage. Jeg var endt på Harrys skød igen, og sad egentlig ret godt. Da de andre drenge, Liam, Zayn og Louis, rykkede over på den anden side, havde Louis nakket min plads. Så jeg blev bare siddende hos Harry, hvilket der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved. Mærkeligt nok, som om det var aftalt spil. Det lød fjollet, og uforståeligt, så det var det helt sikkert ikke. Men jeg blev så siddende der. Harrys arme lå om livet på mig, imens hans hoved tittede frem fra min højre skulder. Hver gang han snakkede, lød det højt for mit øre, hvilket jeg fandt meget sjovt.

 

***

 

Vi havde for længst forladt cafeen Nandos. Jeg var ved at lære at huske navnet, da jeg fandt ud af, at det var drengenes fortrukne cafe. Og da de forlangte at se meget mere til mig, måtte jeg også lære navnet at kende. Hvilket jeg så ville gøre.

Vi spadserede rundt i Londons gader. Drengene bar pludselig caps og solbriller. Da jeg opdagede de pludselig havde det på, rynkede jeg panden, men lod det ligge. De ville vel ikke have sol i øjne eller hoved? Jeg selv havde også taget mine nye Ray Bang solbriller på. De var en blanding af de runde sorte solbriller, der var enormt meget på mode, også de normale der var morderne sidste år. Hvis jeg selv skulle sige det, var det enorm pæne. Men det er vel efter smag og behag. Drengene havde hevet mig ind i mange butikker. Dog gav jeg gengæld, med pige butikker. Hvis det ikke undrede nogen, så var det bare flest drenge butikker, vi kom i. Da der sjovt nok, var flest drenge. Suprise!

”Hvad synes i, drenge?” spurgte jeg, da jeg trådte ud fra prøverummet. Min næste jagt, jeg var gang med, var en fin kjole. Den skulle bruges, når jeg skulle ud og spise med Nick, når han ville komme hjem. Vi havde aftalt at vi to, uden vores forældre, skulle ud og spise på en fin og dyr resturan når han igen stod på britisk jord. Jeg glædede mig som sindssyg, og havde netop samme dag med drengene, opdaget at jeg manglede en perfekt kjole. Så med drengenes råd og hjælp, havde jeg en bunke kjoler, jeg skulle prøve. Valget i sidste ende var drenges, da de hver især skulle stemme på den kjole, der klædte mig bedst. De havde slået sig ned i en lædersofa foran omklædningsrummene. En dame havde genkendt dem, og var straks kommet med nogle forfriskninger til dem. Som om de var stamkunder her, eller berømtheder. Virkelig sært… Og måske skulle jeg tilføje, at hun også arbejdede her, så det ikke bliver misforstået forkert. I ved hvad jeg mener.

”Arh…” sagde de i munden på hinanden. Jeg rullede med øjne, inden jeg vendte om på hælen med et grin, og trådte ind i omklædningen igen. Kjolen var nu heller ikke så pæn endda… den var meget stiv i det, og havde den frygteligste grønne farve. Så ja, ud med den! Kjolen blev lynet ned i siden, og smit over i bunken med de ”ubrugelige” kjoler. Jeg aner ikke hvor mange kjoler jeg havde prøvet. Men der var i hvert fald en okay stor bunke med ”ubrugelige” kjoler, og en lidt mindre med ”brugelige” kjoler. Heldigvis manglede jeg kun tre. Den næste jeg fik fat i, var lige min smag. Umeldbart kunne jeg ikke huske hvem af drengene, som havde valgt den. Men det var enorm pæn! Kjolens farve var en rosa lyserød. Den var lårkort, havde en v-udskæring bag på ryggen og en tilpas en foran. Den havde nogle slags blomster rund omkring underdelen af kjolen, men alligevel ikke hel ned til kanten af den. Den havde ikke stropper, men mere lidt ligesom ærmer på en t-shirt. Bare meget anderledes, og mere stofagtigt.

Kjolen fik jeg hurtigt på, og lynet besværligt. Faktisk, fik jeg den ikke lynet. Efter flere forsøg, mislykkes det hele tiden. Så jeg gik til plan B. ”Drenge?” kaldte jeg højt. ”Ja?” fik jeg igen, med de samme. ”Kan en af jer, ikke lige kommer her ind? Jeg kan ikke få lynet kjolen. Lynlåsen er alt for langt omme på ryggen,” bad jeg. Nogle lave stemmer diskuterede. Jeg ventede med en trippende, bar fod, som havde fransk manicure på. Helt ligesom på neglene. ”Hallo, drenge, kom nu bare med en af jer! Jeg bider ikke,” grinede jeg, da der var gået lidt tid. De diskuterede stadig, men så blev forhænget trukket lidt for. Louis smilede til mig igennem spejlet, da han trådte ind. Jeg smilede hurtigt tilbage. Han skulle til at sige noget, men stoppede. Hans mund stod lidt åben, og han stirrede bare på mig. Igennem spejlet kiggede jeg stadig på ham, med et lille grin.

”Lou? Ville du lyne den, eller skal du stene hele dagen?” spurgte jeg. Han blinkede kort, og smilede forlegent til mig. ”Sorry, ja nu skal jeg.” Han kom hen til mig, og tog blidt fat i min hofte med hans venstre hånd. Den var varm, og lå blidt på min hofte, imens han kørte lynlåsen op med hans højre. Da den var helt oppe, lagde han sin højre hånd på min anden hofte og drejede mig rundt. Jeg stod nu med front imod ham, og kiggede smilende op på ham. Uden højehæle, var jeg kun de 168 cm høj. Og jeg ville skyde på Louis var noget i de 180 cm høj. Så der var selvfølgelig lidt forskel.

”Den klær dig utrolig godt,” sagde han, og bevægede blidt hånden på min hofte. Jeg smilede skævt, og bed mig i læben. Fik jeg fortalt hvor dårlig jeg er, til at tage imod komplimenter? Nej, men det er jeg, og bliver altid nervøs og genert når jeg får dem. Louis førte hans ene hånd op og tog en tot hår, væk fra min hoved og bag øret. Jeg smilede genert til ham. Han smilede kærligt igen. ”Kom, lad os vise dig frem!” bestemte han, og slap mig. ”Okay da, lad gå,” jokede jeg, og puffede blidt til Louis. Han smilede grinende til mig, inden han trak forhænget fra. Drengenes ansigter rettede sig hurtigt op fra deres mobilskærme, og granskede mig med blikket. De alle kiggede mundlamme på mig. Ingen sagde en skid. Jeg blev ret nervøs, og skævede forvirret til Louis. Han gav mig et smil, som helt sikkert betød slap-af-det-er-et-godt-tegn. Og da Zayn endelig brød stilheden, gav jeg Louis ret.

”Rose, du ser jo skide lækker ud!” udbrød han, og tilføjede med et blink med øjet. ”Og sexet!” Jeg rullede øjne af det sidste, men smilede og grinte alligevel. ”Tak Zayn. Hvad med jer andre, kan i lide kjolen?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Drej lige rundt,” kommanderede Harry. Jeg gjorde som befalet. ”Den sidder utrolig godt” udbrød Harry tilfredst, og tilføjede. ”Det vidste jeg allerede den ville, da jeg valgte den.” Jeg så lidt overrasket på ham. ”Har du valgt den her?” Det lød måske lidt forkert, og Harry så trist på mig. ”Ja? Troede du at min smag var så dårlig?” Jeg smilede undskyldende til ham, og sagde hurtigt: ”Nej overhoved ikke! Det var mere fordi, jeg ikke kunne huske hvem der valgte kjolen. Intet andet.” Han smilede så, og blinkede sjovt med øjet. ”I orden du. Du ser for resten pisse godt ud.” Niall og Liam sad stadig og stenede mig og kjolen. ”Hvis jeg skal være ærlig, så er det nok den, der har klædt dig bedst indtil nu,” erklærede Liam, og Niall nikkede sig enig. ”Ja! Bestemt, og det virker da også til at være et med din stil,” forsatte Niall. Mine æblekinder var fremme, og jeg nikkede til Niall. Det var også lige min stil, helt som om han havde læst mine tanker!

”Okay, jeg prøver lige de sidste to, også skal i bestemme jer,” meddelte jeg glad, og gik med lette skridt ind i omklædningen igen. Da jeg trak forhænget fra, sad der fem drenge på stribe, og smilede stort til mig. Mit grin kunne jeg ikke holde tilbage, da det så så sjovt ud! Den næste kjole jeg skulle prøve, var også enorm sød. Den var delt op i to dele, som sad sammen. En gul stropløs foroven, også gik den ned i et mere tyndt lag, blomstret stof. Den gik også til låret, og passede utrolig godt til det brun sorte hår, jeg ejede. Min hud havde stadig en lille smule farve, fra i vinters, hvor jeg var så heldig at komme til Barbados. Dejlig tur, sammen med familien!

Jeg trak for hundrede tusinde gang, forhænget fra. Drengene kiggede endnu engang op, og smil fik jeg kastet imod mig. ”Ej, den er altså også pæn!” udbrød Niall. ”Ja den fremhæver din farve og hår,” sagde Louis. Jeg blev gennet ind med en tumble up, og skiftede til den sidste kjole. Den var hvid, og gik som et v ned på ryggen, men ikke så spidst bare mere buet. Den havde halvanden lange ærmer og aflange guld perler, som rundt omkring ved kanterne på kjolen. Undtagen ved ærmerne. Udskæringen foran var ikke så dyb, da den var dyb bag på ryggen. Jeg fik den på, og rettede den til. Tanken om at det var den sidste kjole, var rar. Selvom shopping var dejligt, så var det knap så dejligt, at tilbringe så lang tid inde i et prøverum. Det er der ingen der synes. Især ikke når lyset i butikkerne og prøverummende, er ret lyse og syntetiske.

For sidste gang gik jeg ud. Drengene kiggede som en selvfølge op fra mobilerne. Jeg gik, smilende, helt ud, og legede model. Min skikkelse kom nu helt hen til dem, vendte mig om, så håret svingede perfekt om ørene på mig. Jeg kunne ikke lade hver med at grine, da Zayn piftede og de andre klappede i hænderne. Da jeg stoppede op, midt imellem prøverummet og drengene, kiggede jeg afventende på dem. Ikke som de andre gange, var de stille. De så mere chokket, imens de vrøvlede ind i hinanden. ”Drenge! Hallo, jeg fatter jo ikke en brik af det der!” lo jeg. De snappede alle mundene sammen, så der nu var stille. ”Vi starter for en ende af,” besluttede jeg, og så hen på Louis der sad helt ude i (for min synsvinkel) venstre side. ”Jeg synes du ligner en der skal på den røde løber, så den er helt klart godkendt!” bekendt gjorde han, med et stort smil. Jeg smilede glad tilbage, også som tak. Taletiden gik videre til Liam, som sad ved siden af Louis. ”Jeg synes fremhæver dit hår rigtig godt, plus dine lange ben. Så ja!” bekendt gjorde han. Jeg smilede fjoget, og nikkede som sagt. Turen gik videre til Niall. Og allerede nu, synes jeg at drengene var ualmindelige ærlige. Hvilket gjord mig meget forlegen. ”Du… nej glem det, jeg har intet at sige. De andre drenge, har alligevel sagt alt,” bekendt gjorde Niall, og så håbløst på mig. Jeg kunne ikke holde et grin inde. Han var simpelthen for cute, Niall.

”Som jeg har sagt så mange gange nu; Du sær skide lækker ud i den der,” sagde Zayn ærligt, og lod turen gå videre til Harry som den sidste. ”Jeg synes bare den er pæn, også passer godt til dig stilmæssigt, ud fra hvad jeg kan se,” sagde Harry smilende. Et stort tilfredst smil, kunne jeg hurtigt fremstille. Det at de sagde deres meninger, ærlige meninger, var en lettelse. For jeg selv, var tit ikke særlig god til at sige til og fra, når det gjald lækkert tøj. For sidste gang, smuttede jeg ind i prøve rummet. Mit normale tøj, fik jeg svunget ned over hoved og op over benene. Jeg lod de kjoler ligge, som jeg ikke skulle have. Da forhænget for sidste gang, blev trukket fra, blev jeg nærmest overmandet. Før jeg vidste det, var Zayn’s arme omkring mig. Forskrækket, sprang jeg op, og lige så hurtigt var kjolerne ude af mine arme. Harry smilede kækt og tilfredst, inden ham og Liam gik op imod kassen. Zayn holdte fast i mig, da jeg mislykket, prøvede at løbe efter dem. Dum var jeg jo ikke. Så viden var der, omkring hvad de ville gøre.

”Helt ærligt! Jeg kan godt betale for mit eget tøj!” beklagede jeg mig højt, til de tre andre drenge. Jeg rykkede i kroppen, for at vride mig ud af Zayn’s stærke greb, men jeg var som en slap unge for ham. Hans armmuskler kunne også tydeligt ses, i den t-shirt han bar. Jeg klagede ikke, da det så ret pænt ud. Men alligevel. Hvorfor skulle han, også være så meget stærkere end jeg? ”Hvem er egentlig ikke det, Rose?” lød en irriteret stemme inden i mit hoved. Jeg snerrede inde i mig selv af den, og var yderst irriteret. Kunne min indre stemme, ikke bare holde sandheden langt væk fra mig?

”Det kan du sikker,” startede Louis, som svar på den tidligere klage. ”Men nu da du er med os ude og shoppe, giver vi dig her med, de tre kjoler. For dem har vi jo valgt til dig,” sluttede Harry. Niall smilede til mig, med et anerkendende blik, da jeg fribrilsk så tikkende på ham. Helt ærligt! Det var ikke fair!  

”Ej det mener i ikke!” udbrød jeg, og så irriteret på dem. Igen prøvede jeg, at løsne mig fra Zayn’s greb. Jeg behøver vel ikke at fortælle jer, at jeg ikke kom spor langt. De alle fik de bedste dræberblik, jeg endnu havde lært. Og gæt engang, hvad de gjorde? Grinte. Drengene grinte højt af mig. et stort suk, røg ud af munden på mig. der var intet at gøre, jeg kunne umuligt få lov til at bytte tøjet. Med mindre… Jeg smilede stort, og stod så helt stille. Selv da Liam og Harry kom tilbage til os, stod jeg bare stor smilende. Alle kiggede smilende, også ret forvirret, på mig.

”Så Harry… Du ved… må jeg gerne lige få posen?” spurgte jeg sødt, og nikkede imod posen. De mærkelige blik ramte mig igen, men jeg fastholdte mit blik på Harry. Han nikkede, og Zayn’s arme slap mig. Da posen lå i min hånd, kiggede jeg hurtigt den igennem. Hvor var den, hvor var den… desperat ledte jeg rundt i den enorme pose. Imens stod drengene os så til, meget forvirret og forventningsfulde. Sikkert over hvad det var, jeg nu havde fundet på.

”Hvor er den?” udbrød jeg opgivende, da den ikke lå i posen. Mit hoved rykkede jeg op, og mødte fem smil. ”Bonen? Søde Rose, havde du virkelig regnet med, at du fik lov til at få den? Jeg mener, hallo, det er en gave! Du skal ikke bare bytte den, og så give os pengene, og købe dem igen. Dumme er Liam og jeg jo ikke,” sagde Harry, og smilede belærende til mig. Jeg sukkede højt, og slog ud med armene i en overgivelse. ”Fint så! Men så kan jeg vel godt få lov til, at sige tak til jer alle med et kram?” overgav jeg mig, og så bedene på mig. Høje grin, blev svarende, og jeg trak dem hver i sær ind i et kram.

”Hvor skal vi nu hen?” spurgte jeg glad, da vi alle trådte ud af butikken. Svaret var en eller anden tøj butik, jeg ikke kendte. Men jeg smilte stort, da jeg nu kunne give igen. Da vi gik hen imod butikken, spurgte jeg hurtigt ind til deres ynglings farver, tøj, stil og sådan noget slags. Helt ubevidste, svarede de sandt på mine spørgsmål, og smilet formåede at blive større. Nu skulle der godt nok, gives igen! Vi trådte ind i butikken, og endnu engang kiggede damen bag disken på dem, som om hun kendte dem. Som om de var stamkunder eller sådan. Okay, drengene var mere kendte i London, end jeg havde forventet nogen normale, kunne være.

”Jeg kigger mig rundt omkring, og ser om der er noget, i skal prøve,” bestemte jeg, og forlod dem ved indgangen. Nogle bekræftende mumlen, blev svarende. Så gik jeg ellers i gang, med at finde tøj til dem hver i sær. Det var sjovt, virkelig sjovt. Det var jo drenge og ikke piger, så det var en god udfordring, som jeg syntes vældigt godt om. Ud for drengenes påklædning, fik jeg fundet (synes jeg selv) noget flot tøj. Selv da jeg spurgte drengene om de kunne lide det, blev der ivrigt nikket. ”Vi prøver lige det tøj vi har fundet.”

Jeg nikkede hurtigt til Liam, som fortalte mig dem. Da alle fem forhæng var trukket fra, smuttede jeg hurtigt op til kassen. Den store tøjbunke blev lagt på disken, og damen kiggede overrasket på mig. ”Det er til flere,” forsikrede jeg hende om, med et hurtigt smil. Hun nikkede mere forstående, og begyndte at bippe tingene, samt fjerne alarmerne. Trippende, stod jeg og sikrede at drengene ikke kom ud. De skulle nemlig, ligesom jeg selv, komme ud og vise tøjet til mig, når det var på. Så det gjaldt om, at komme hurtigt hen på ledder-briksen, så de intet opdagede.

”200 pund,” lød det fra damen. Så hurtigt jeg ville have gjort det, så hurtigt lukkede jeg min mund, der ellers ville stå max åben. Shit, det var alligevel en del… men hvad man dog ikke gjorde for venner? Mit kreditkort, kørte jeg igennem og tastede pinkoden ind. Til gengæld fik jeg posen med de meget tøj, og en bon der blev gemt væk nede i min pung. Jeg smilede hurtigt til damen, inden jeg atter løb hen til briksen, og kastede mig nærmest ned på den. Akkurat, nåede jeg at gemme posen nede i min anden pose, inden de alle kom ud på en gang. God timing.

 

***

”For resten!” udbrød jeg, da vi gik ned af Londons gader. Drengene og jeg, havde efterhånden mange poser i hænderne. ”Jeg har købt noget til jer,” forsatte jeg, og viftede med posen hvor tøjet lå i. Blikkende ramte mig. ”Hvad? I købte noget til mig. Nu er det payback time!” forsvarede jeg mig selv. Næsten sammentidigt, rullede de fem drenge, med øjne. Jeg rakte dem posen. Ingen tog den. Den blev viftet lidt mere. ”Hallo, tag den nu! Jeg har selv betalt, og bonen er smit ud. Og min bror kan ikke passe det!” Okay, jeg løj om de sidste to ting. Men det var kun for, at drengene ville tage det. Hvilket det gjorde. Eller Niall gjorde, imens de alle sukkede. Jeg hev dem hen til en bænk, og satte dem ned der, imens jeg tog posen fra Niall. Jeg hev de første ting op, som var til Niall. Han fik en cap og en t-shirt. Han smilede stort, da jeg kastede det hen til ham.

”Tak!” udbrød han overlykkeligt.

Det næste jeg kastede, var et par mørkeblå hængerøvs bukser og et par solbriller. Det var til Zayn. Han smilede stort, og greb det.

”Du kender mig vidst allerede, meget godt,” lo han.

Den tredje person, der fik noget, var Louis. Til ham, kastede jeg en rød og blå strippet t-shirt, og et par røde vans. Han så, overrasket, på tingene.

”Stripper? Du kender mig alt for godt,” udbrød han, og jeg siger dig, han krammede nærmest tingene ind til sig.

Liam var den næste. Han fik en cap, dog ikke den samme som Niall’s, og et par bukser. Han smilede sødt til mig.

”Tak, Rose. Du har vidst allerede opfanget vores stile.”

Jeg nikkede hurtigt, stor smilende, inden jeg kastede posen hen til Harry. Der lå hans ting i, som det sidste, og spændt glukkede han ned i posen.

”Et par Ray Bang solbriller? Og cardigan? Sig mig, er du tanke læser eller sådan noget?” udbrød han, og så med store øjne på mig. Hurtigt rystede jeg på hoved. ”Hvorfor da?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Fordi Harry tabte hans sorte Ray Bang solbriller i toilettet, i går. Nok for tredje gang, eller sådan noget,” svarede Louis, og roede Harry i håret. Jeg fniste, og så hen på Harry der havde taget solbrillerne på.

”Harry. Har ingen fortalt dig, at solen ikke skinner ude på badeværelset? Der er kun lamper, og du kan umuligt have lampe feber,” sagde jeg, og bed mig i læben, for at holde endnu et grin inde. Især da han så, forfærdet, på mig. ”Øh Rose? Spejl, jeg skal bruge et spejl!” udbrød han hysterisk. ”Jamen søde ven, skaf dig et spejl til værelset, hvis du ikke har et i forvejen!” blev jeg ved, stadig bidende i læben. Harry stoppede op. Han kiggede chokket på Niall.

”Det er netop gået op for mig, at jeg ren faktisk har et spejl inde på mit værelse…” sagde han tøvende, og slog ud med armen, så han ramte Liam. ”Hey!” klagede han sjovt, og skulede til Harry.

”Ej virkelig?” udbrød Niall, og så glad på Harry, som nikkede ivrigt. De hvinede i kor, virkelig tøset, og jeg slog nu min latter ud i luften. ”I er for sære…” mumlede jeg, og vendte mig om på hælen. ”Men du elsker os alligevel!” vedblev Louis tilfredst, imens de fulgte efter mig, længere ned af gaden. ”Nop, i don’t,” jokede jeg, og legede seriøs. Drengene stoppede op, og kiggede mundlamme på mig. Deres blikke vidste hvor usikre og forvirret, de pludselig var. At undgå at morer sig over dem, var ikke tilfældet. fordi, for nok tusinde gang i dag, grinte jeg af dem.

”Drenge, det var en joke.” Deres skuldre faldt længere ned, og lettelsen vidste sig i ansigtet på dem. Okay, jeg vidste ikke at det betød så meget for dem, om jeg kunne lide dem eller ej? ”Du gjorde os lige bange der, Rose,” prustede Harry, og så ’surt’ på mig. Jeg klukkede. ”Vend jer til det,” smilede jeg, og hoppede op på Harrys ryg. Jeg grinte, imens drengene deltog i det.

Ja, vi havde det nu meget sjovt sammen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...