Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

746Likes
700Kommentarer
193869Visninger
AA

18. Sometimes it's just so much easier to do the wrong thing

Louis’ Synsvinkel:

Jeg så knottent på Harry, der lammet stod og modtog råb af Niall – Ikke mindst Zayn, der så ud til at blive ramt på et ømt punkt. Men hallo, det var Zayn? Det plejede ikke at være ham, der tog ordet når det gjaldt situationer som denne. Det var mere Liam. Der for resten havde byttet plads med Zayn, hvilket ville sige, han stod stille og ubevægeligt. Dog bare med et chokket udtryk der viste alt det, han ikke kunne få ud af sin mund.

Rose havde gjort Liam mundlam, og fået Zayn til at gå i selvsving…

Den pige var noget for sig.

På en god måde – Og jeg kunne lide det. Det var dejlig med et par forandringer til tider. Alle skulle jo slippe ud af deres bås, en gang i mellem.

Sådan var det bare.

Jeg selv, stod en lille smule mere ubevægelig, end hvad Liam kunne prale med. Inden i mig, kogte vreden på det høje blus. Ikke om jeg fattede Harry. Hvad havde han overhoved gang i? Det dér han lige havde gjort, var ikke lige præcis den måde, man fik en pige på.

Han burde være den, der vidste det bedst, med alle de guides han havde læst om piger. På den måde han skubbede det væk på, så jeg sukkende som spild af tid.

Jeg kløede mig let for tvivlsomt i nakken. Viden bar jeg dybt inde i hjernen, omkring Harrys opførelse. Som den person jeg var, med den position af venner jeg havde for ham, burde jeg også vide det. Kunne aflæse det. Især når jeg kunne se på Rose, hvad der var galt. Selv hun vidste det. Ikke at hun var glad for det, men hun vidste det.

Lige så gjorde jeg.

Harry havde på en måde omvendt, hans følelser til Rose. Da han ikke kunne få hende, blev han knust. Det var som en selvfølge hårdt, ikke mindst smertefuldt. Den kærlighed han følte for hende, var dyb og ægte. Ork ja, men nu havde Harrys kærlighed for nogen, ej heller været uægte – Hvis han viste at han kunne lide hende, på kærestemåden, så var det ikke falsk.

Det var bare en ting ved Harry, der gjorde ham nem at gøre med.

En anden ting, der gjorde ham umulig, var at han faldt for pladask. Simpelthen, alt for mange gange havde han forelsket sig, enden for hurtigt eller bare for dumt. Hvilket var hans svaghed med piger. De fik ham til at beundre dem for let. Alt for let.

Det havde sket alt for mange gange, hvor Harry var trådt op i vores fælles lejlighed, med røde øjne. Jeg siger jer det; Alt for mange gange.

Og som vidne til det, vidste jeg også begge sider af grundene, der var til hans opførelse. For det første: hans kærlighed var forvandlet til had. Det var nu så meget lettere for ham at hade Rose, end at elske hende og ikke kunne få hende.

Første grund.

Anden grund; hadet var ikke kun til Rose. Det var til ham selv.

Han vidste godt, hvor mange gange han havde prøvet denne situation før. Hvor mange gange han havde stået med et lettere knust hjerte. Netop på grund af det, jeg fortalte jer før med han faldt for pladask, for han vidste det godt.

Ja rigtig godt. Rose var bare endnu en pige der afviste ham, hvilket fik hadet, til den håbløse kærlighed, frem i ham. Hadet til alle de gange, kærligheden var mislykkes.

Grundene her var forstående, men det betød ikke at jeg synes det var okay, den måde han var på. Eller om noget af alt det her, var okay. Slet ikke. Jeg hadede ham faktisk en del for at sårer Rose sådan. Han af alle mennesker burde vide hvor følsom en sjæl, man kunne have.

”Jeg kan ikke gøre for det!”

Harrys ord lød som en latterlig joke inde i mine øre. Selvom jeg vidste grundene til hans reaktioner, betød det stadig ikke, at det var spor acceptabelt.

”Gøre for det? Hvad fanden Harry, hvis du ikke kan gøre for det, hvordan vil du forklare alt det her?” vrissede jeg højt af ham, som det første jeg havde sagt i flere minutter.

Måske endda kvarter, timer eller døgn. Ej overdrivelse, men fra Harrys side af, var han overrasket over min sætning. Som om han ikke havde set mig. Vreden der var pladseret i min stemme, var hurtigt fordoblet op, i næste par ting jeg lukkede ud. Tro mig, Harry havde virkelig trådt over min grænse.

”Du forstår det ikke Lou! Tror du virkelig at jeg vil hende noget ondt, huh? Tror du virkelig at jeg har bedt til gud, om han ikke kan få Nick i krig?” sagde Harry, håbløst deprimeret, men stadig med mit dømmende blik at bære på.

Jeg slog ud med hånden, og grinte nærmest så irriteret jeg var. Følelserne boblede op i mig, dem der hørte til den sorte side. Den sorte kollektion der bar vreden som den største kjole, med de fleste detaljer, og skuffelsen der klædte sig i den dybe sorte farve, i den afslørende model den var. Troskaben jeg havde anlagt mig på Harrys tillid og sandhed, var forsvundet da han snakkede sådan til mig. Skuffelsen, der ikke skulle kunne klæde sig i en dybere farve, gjorde det nu alligevel, da sætningen var sagt.

Troede han virkelig at jeg hoppede på den? Som om han ikke vidste hvad det var, jeg mente når jeg vrissede af ham. Ellers ville jeg ikke gøre det. Og så respektløs han var, troede han at selv jeg, ville narres af hans lille ’løgn’. Kald det hvad i vil. Jeg ville bare ikke kaste min tro på hans fødder, når jeg tydeligvis kendte ham bedre. Tænk han virkelig ikke vidste det.

”Harry, vi alle ved godt at det ikke er dét, Louis står og hentyder til,” lød det stille men irritabelt fra Liam. Endelig var han vågnede op af trancen. Endelig. Måske kunne han banke noget fornuft ind i hoved på drengen, der ikke engang ville bukke under for mig. Ikke for at virke selvglad, men så er der altså noget galt.

Harry sukkede tungt, prøvede at smutte uden om Zayn og Niall, men kom ingen vegne. Begge drenge spærrede af, med blikke hvis kunne dræbe. Alle havde vel et lille had til ham, måske et støre endda, på grund af det han gjorde imod Rose. Hun fortjente det ikke, hans slag af ord og blikke.

Især når det blot var under en dag siden, hun var brudt fuldstændig synder sammen, efter Nicks nyhed. Jeg havde nemlig snakket med Nick, da jeg var bekymret da Rose ikke besvarede mine sms’er, eller opkald for den sags skyld.

”Du smutter ingen steder,” advarede Zayn, med et ulæseligt blik.

Der kostede ham et irettesættende et fra Liam.

Man vidste aldrig med Zayn, og hans pludselige udbryd med vrede. De kunne komme lige så pludselig, dog havde vi efterhånden lært at tolke det hele rigtigt når det skete. Det var ikke fordi Zayn var sindssyg, eller syg på nogen måde. Nej, mere fordi hans tempramang var stort. Han var nem at hisse mere op, hvis han først var vred. Selvkontrollen brugte han ikke så tit, når han blev mega pissed off.

På et eller andet led, var det vel forståeligt nok. Hvis man blev provokeret nok til en hvis art, kunne alt være ligegyldigt, så længe vreden lå i sindet. Selv hvis det gik ud over de forkerte personer, kunne man altid undskylde samt ærgre sig senere.

Det havde selv jeg prøvet et par gange.

Heldigvis ikke så ofte.

”Hvordan kan du overhoved få dig selv til, at behandle hende sådan, når hun tydeligvis ikke har det godt?” råbte Niall pludseligt, med mere vrede end nogensinde.

Måske fordi det gik op for ham, hvor lidt Harry overhoved tænkte på fortrydelse, sådan som han stod og gloede bart rundt omkring.

Nu gik det hele løs.

”Hold kæft, Niall! Du ved ikke engang, hvordan det er at være mig. Det er jo for helved ikke dig, hun afviste, vel?” rasede Harry, med lynende øjne.

Inden i mig selv, bad jeg til en hurtigt ende, på dette øjeblik.

”Nej, men du får hende sgu da langt fra, nu du lige frem håner hende på den måde! Hvad tænker du på, mand? Du snakker om hendes bror, Harry! Hendes bror! Du burde sgu da have nok mandighed til ikke at synke dybt!”

Ordene fløj om ørene på mig, det ene efter det andet. Niall’s ansigt viste ikke andet en foragt, imod Harry, der stod og endelig viste et bevis på forbindelse. Han krympede sig nærmest, under Niall’s hårde og dømmende ord.

Jeg forstod ham ikke.

Harry altså.

Det ene øjeblik var han hård, kold, afvisende og viste ingen tegn på nogen medlidenhed, eller andre former for følelser. Og det andet øjeblik, lyste samvittigheden ud af øjne på ham, imens han intet sagde.

På den anden side, forstod jeg godt, at han endelig reagerede da Niall flippede. Aldrig havde jeg set Niall lyse af så megen vrede – Aldrig. Den irske dreng, formåede altid at have flere lager med tålmodighed samt glæde, han spredte ud til alle sider. Det var det han var kendt for, hos alle der kendte til ham. Selv hvis du ikke brød dig om ham, kunne du ikke undgå at indrømme, facten om de smil han bragte på folks ansigter. Det var jo helt fantastisk, hvordan han gjorde det. Og bare det at han spiste som en sulten hjemløs, hver eneste ene dag, gjorde det hele sjovere.

Men nu stod han dér, råbende med alt andet end glæde og positive energier gemt i skabet. Jeg formåede at lukke det ude, da jeg vidste, jeg ikke kunne være der meget længere. Der var brug for mig et andet sted. Harry havde ikke brug for flere til at svine ham til. Til gengæld kunne det hårdt ramte offer, godt bruge det selskabet jeg kunne give.

Uden nærmere hentydelse, forlod jeg stuen med lange skridt, ind imod Niall’s værelse. Hvis jeg skal give jer en god og fornuftig forklaring, der bare ville give en lille smule mening, på hvordan jeg vidste hun var dér, må jeg desværre skuffe jer. Det kan jeg absolut ikke. Langt fra. Jeg vil hellere lege den mærkelige dreng, der havde sine fornemmelser, der fortalte ham hvor hans skulle træde hen.

Forsigtigt listede jeg frem imod den brune trædør, med øret tæt ved den. Små snøftet og hikst, lød som regnet med, inden på den anden side af døren. Jeg sukkede tungt, med et hoved ryst.

En smerte gnavede nede i maven. Det gjorde forfærdelig ondt at Rose skulle behandles sådan, fordi Harrys kærlighed var forvendt til had. Jeg følte med hende, hvor hårdt det måtte være. Især når Harry, så stor en mund han havde, skulle bringe Nick på banen. En af hendes svagheder. Især på grund af krigen. Jeg fattede virkelig heller ikke hvad, Harry fik ud af at se Rose, lide sådan i smerte.

Elskede han hende ikke..?

Var dette hans pay back time for den smerte hun uden mening, havde forvoldt ham?

Det var jo totalt absurd!

Hvilket var derfor, jeg rystede på hoved, inden jeg trådte ind på Niall’s værelse. Det undrede mig egentlig ikke at hun var søgt her ind. Da Rose og Niall kom ind i stuen sammen, kunne jeg nemt fornemme og se på hende, hvor godt de havde det sammen. Hvor tryg og beroliget hun følte sig, i hans selskab. Det lyste ud af øjne på hende, hvor glad hun var – for Niall.

Jeg smilede kort, inden jeg bevægede mig helt ind på værelset, ved tanken om min irske ven. Niall var helt klart den rigtige for min Rose. Hun kunne ikke få en bedre dreng, der ville opfylde de krav, jeg vidste hun stillede og havde brug for. Niall var nok den mest betænksomme, søde og kærlige fyr, jeg kendte med god humor.

De kunne ikke passe bedre sammen.

Nu lyder jeg måske forræderisk over for Harry, min bedste ven. Men nu er det ikke kun ham, jeg går og tænker på. Rose er som endnu en lille søster for mig, udover den enormt gode veninde jeg ser hende for at være - Og et ansvar på godt og ondt, føles det som om jeg har tilrettelagt mig. Ikke at jeg fortryder det – jeg kan altid skubbe det fra mig, hvis det er. Men det vil jeg aldrig nogen sinde gøre.

Jeg vidste at Rose havde brug for endnu en storebror. Efter hvad jeg havde snakket med Nick om, havde hun det med at skulle have en til at holde hende i ro, få hende til at komme igennem problemerne. Selvom, han fortalte at billederne hun tog, var en stor hjælp, var det ikke nok. Langt fra. Hun havde brug for en støtte pæl. Hvilket Nick var, men jeg nu også var blevet. Efter egen udnævnelse og fornemmelser.

Synet der mødte mig inde på det genkendelig værelse, var overraskende følsomt. Rose’s sorte hår lår som et tæppe, ud på sengen, imens hendes makeup var gledet ned af kinderne. Selvom det, så hun smuk ud. Ingen tvivl om det. Men samtidig, meget deprimeret. Hvilket var dét der ramte mig som en mavepuster, sammen med sorgen der havde lagt sig over hendes krop, som en stor ubevægelig dyne.

”Rose,” sagde jeg stille, med medlidenhed i sinde.

Fuck Harry og jeg skulle have os en ordentlig bedstevenner-snak!

Hun kiggede kort op, før jeg ellers stivnede endnu mere, ved synet af de havblå øjne, der var fyldt op til randen med følelser og tårer. Som et stort rush, kørte adrenalinen automatisk igennem mig, og fik mig til at springe over til hende. Knuge hende ind i min favn, uden hun gjorde modstand. Det var de mange overvældende følelsers skyld, at jeg reagerede sådan.

Adrenalinen blev straks sat i gang, da jeg nemt kunne aflæse hendes øjne. Det hele var en stor mundfuld at aflæse. Lige til at tude over. Men det var mig der skulle være den stærke her. For Rose’s skyld…

”Louis…” hikstede Rose nærmest åndeløst, da hendes vejrtrækninger var regelmæssige hurtige – Hvilket skyldtes den store gråd, hun bar på i halsen.

Jeg tyssede på hende, så hun ikke brugte ilten på noget andet, end hun skulle.

”Shh… træk vejret, søde. Jeg er her for dig,” mumlede jeg stille ned i hendes øre, og lod min ene hånd, køre noget af alt det lange sorte hår, væk fra det let brune ansigt.

Det virkede til at hun slappede af. Det håbede jeg. Noget andet jeg håbede på var, at drengene fik gjort deres job med Harry. Måske er det forræderisk at sige, når jeg fortæller jer, hvor meget mere jeg holdte med Rose i det her. Eller måske ikke.

Alt i alt, så vidste jeg efter Zayn’s tidligere assitude, at Harry med garanti ikke ville slippe, uden en omgang røvfuld. Og hvor var jeg dog bare skuffet over min bedsteven.

***

Harrys synsvinkel:

Beskyldninger, vrede, råb, skuffende ansigter og dømmende blikke, fløj rundt om ørerne på mig. En mærkelig form for klaustrofobi, lagde sig som et tyndt samt usynligt tæppe, over hele min krop og følelser. Bevidstheden vidste udmærket godt, hvor meget selvfortjent dette var, men stadig blev jeg pisse irriteret. I det indre, ved min mørkere side, stod den lille djævel på min venstre skulder, og forlangte det af mig. Selvom den var stolt over mit udbrud på Rose, så var den kære engel det ikke, der hørte til den lyse side på min højre skulder.

Det lød tegnefilms agtigt, i know. Faktisk var det ikke fordi, det var bogstaveligt talt at disse to figurer, stod hakkene på hver sin skulder. Jeg siger det mere for i kan forstå, hvor splittet jeg følte mig. Hvor stor en forskel der var på den mørke og lyse side. Ikke fordi jeg var begyndt at hallucinere tegninger, som man altid ser i Mickey Mouse serierne. Med Plutos hunde engel og djævel, med de sære ansigter.

No way, jeg hallucinerede ikke. Endnu. Måske senere, hvis jeg fik tid.

Zayn stod højt og bandede over mig, men jeg havde for lang tid siden, opgivet at lytte. Jeg vidste godt hvad der var at sige. Hvad han ville sige. Så jeg behøvede ikke direkte at lytte efter.

Samvittigheden plagede mig i stedet for, og jeg var inde i mit eget univers af tanker. Følelser. Billeder.

Min hjerne dannede hurtigt billeder for mit indre, med de ting jeg tidligere havde set. De sorte tårer, de høje hulk, den havblå farve til øjne – der havde lyst med sorg samt frustration. Rose havde bekendtgjort et par sandheder, jeg aldrig havde troet på ville komme ud af hendes mund.

Især når jeg før havde gjort grin med det.

Det var også derfor, jeg var blødt helt op, som var jeg kommet tilbage til mig selv efter at tilbragt min tid, i en helt anden verden. Aldrig havde jeg forstillet mig at Nick skulle tilbage der til. Endda ikke frivilligt, som Rose havde smidt i hoved på mig.

Jeg mener det virkelig, når jeg siger jeg var overrasket. Især når de var så tætte som de var, Nick og Rose. Når Nick grinende, smilende og drillende, svang Rose rundt i luften, så benene dinglede. Når Rose som svar, grinte højt og lykkeligt, med lyden af et let skrig der blandede sig sammen med hendes grin.

Jeg havde aldrig set dette komme.

Aldrig.

Ellers havde jeg heller aldrig brugt Nick imod hende, hvis viden om hans beslutning, lå i min besiddelse. Så havde jeg fundet på noget andet.

Nu tænker i sikkert; Hvorfor fanden gør du det overhoved? Skader Rose?

Svaret skulle i nok kunne få af mig, ork ja. Men i ville med garanti ikke forstå. Nogensinde. Selvom Niall har plapret løs, i så mange minutter i flere omgange, hvor hvidt man aldrig skal sige aldrig. Never Say Never. Noget Justin har sagt, hvilket er gået direkte ind i hoved på ham. Så gjorde jeg det nu altså, fordi jeg vidste, hvor lidt nogen ville kunne fatte det hele.

Med mindre de selv havde prøvet det.

Ser i, nu skal i da få en kort forklaring. Når den man elsker, som i virkelig elsker, ikke vil have en, knuses alt som glas inden i en. Hjertet dunker hårdt imod brystet, så det nærmest gør ondt. Kærlighed er både godt og ondt. Har sine gode og dårlige efterfølger. For mig, havde den sine dårlige. Det gik op for mig, hvor meget nemmere det var at hade Rose, når hun alligevel valgte Niall. Hvor meget nemmere det ville være for både Niall og mig. Så jeg ikke gjorde hans dame i tvivl.

Men nu var det endnu bevist, hvor dårlig en ide det var. Når det eneste jeg bare gjorde, var dét jeg havde lovet mig selv aldrig at gøre. At sårer Rose. Jeg havde inderligt lovet mig selv, hvis nogen sårede hende, ville de få slag. Nu kunne jeg lige så godt overføre mig selv et par, for at gøre det jeg netop prøvede at beskytte hende ved.

At blive såret.

Flot, super flot Harry.

Klapsalve til dig, din klaphat.

”Høre du overhoved efter?”

Niall’s irriteret stemme skar igennem min verden, så det hele brasede sammen om ørerne på mig. Jeg glippede kort med øjne, for at fjerne følelsen af at blive vækket om morgnen.

”Nej undskyld; hvad sagde du?” spurgte jeg flabet, og hævede spørgende det ene øjenbryn.

Inden i kogte en indre vrede pludselig til Niall. Et stort rush, fik det til at gribbe kort inde i mig. På min venstre skulder, stod min egen private djævel, og hviskede mig fristende i øret.

”Det er hans skyld, Harry. Niall, ham der skulle være en af dine bedste venner. Han har forrådt dig. Taget din kærlighed fra dig, og vendt hende imod dig. Har du virkelig fortjent det?”

Den hvilsende stemme, fik mig til at spænde kroppen, i ren selvfølge på min vrede der boblede inde i krogene på mig. Stemmens ord synes at gøre sit indtryk på mig, for jeg rettede mig mere selvsikkert op, og kiggede direkte ind i de uskyldige blå øjne. Dem, der tilhørte ejermanden der havde ødelagt det for mig.

”Du kan sgu da ikke bare træde på alle omkring dig, Hazza! Synes du ikke at du har gjort nok?” vrissede Niall, pissed off.

Lige der hvor jeg ville have ham.

Jeg smilede koldt, med et hævet øjenbryn.

Det skulle komme fra ham?

”Siger drengen der har valgt at lade en pige komme imellem os,” snerrede jeg, så et par spytklatter ramte her og der.

Klamt. Men jeg kunne ikke se mere perfekt, da Niall rynkede panden, da en af dem ramte ham på næsen.

Pletskud!

”Jeg har aldrig ladt Rose komme imellem os!” protesterede han, med en løftet pege finger, der var rettet imod mig. ”Det har du.

Jeg slog en hæs og rå latter op, der ikke kunne være mere kold.

”Tir ham op, og lad dig forfører af vredens kræfter. Gør det, min ven. Niall skal da ikke slippe godt fra at ødelægge dig sådan? Træde på dig?”

Stemmen var igen tilbage, og fik rystet endnu mere vrede, pustet det på mig, og lod mig ryste kort af endnu et rush.

Den havde ret, stemmen. Niall skulle ikke have æren af at træde på mig. Få mig forladt knust og hjerteløst tilbage, bare fordi Rose havde valgt ham. Frem for mig. En kold sandhed, der fik mig til at gøre min lunte endnu kortere end før.

”Men du lod hende vælge dig,” påpegede jeg, med et koldt blik. ”Du lod hende, så billig hun kunne være, springe fra den ene til den anden. Hun har vidst allerede inde på fire dage, kysset os begge, ikke sandt?”

Det var tydeligt hvor meget Niall led af mine ord. Jeg kunne mærke det, hvor vred det gjorde ham. Især da jeg kaldte Rose billig. Hvilket hun egentlig ikke var. Men jeg vidste hvor hårdt det ramte Niall. Hvor kort jeg gjorde hans tålmodighed. Hvilket var dét, jeg fiskede efter. For så var vejen ikke spor lang, så han kunne snart ikke holde grabberne væk for de hårde slag, der helt sikker virkede fristende for at få mig til at føle.

”Harry,” snerrede Liam, og rev i mig.

Jeg vidste godt, hvor langt jeg gik. Min forstand lærte mig, hvor langt jeg kunne gå, indtil drengene blev vrede. Og nu, fortalte den mig, hvor meget vrede jeg havde fået Zayn og Liam til at føle. Ikke mindst Niall og Louis.

Louis var vist smuttet ind til Rose, for han var ingen steder at se i stuen. Hvilket var godt, at han var inde hos hende. Rose havde brug for trøst, efter alt det jeg havde påført hende af former for lidelser. Selvom jeg et lille sted nød at se hende lide, så kunne jeg ikke lade hver med at føle – i over halvdelen af min krop – hvor skrækkeligt det hele var. Men, Louis var som en anden bror for min kære Rose. Så jeg vidste, hvor gode hænder hun var i.

”Liam,” snerrede jeg bare tilbage, før jeg skubbede ham væk, og gik et par skridt frem imod Niall.

Der for resten kiggede vurderende på mig, for at aflæse mine næste træk. Jeg selv, vidste godt hvor dette endte henne. Et lille slagsmål var hvad jeg fiskede efter, på den mørke sides beordring. Bare et par slag, inden Zayn og Liam sikkert havde revet Niall og jeg fra hinanden.

Ved mit stadig klare og lyse side, indså jeg, hvor lavt jeg var sunket. Selvom jeg gerne ville stoppe det hele, ligge alt det her bag mig og give Rose en undskyldning, kunne jeg ikke. Der var ingen vej tilbage nu. Jeg måtte fuldføre min plan, inden jeg kunne give mig hen til nogle andre, der lå forude og ventede på min opmærksomhed.

”Kaldte du lige Rose billig?” råbte Niall, så ilden lyste i øjne på ham.

Den ene side af mig, græd fordi jeg fik det frem i ham.

Den anden side smilte og jublede triumferne, for hvor godt denne plan gik for mig.

”Billig?” gentog jeg langsomt, og så hvor hurtigt Zayn reagerede på ordet, og fik en smal streg til læber.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville både Zayn og Niall springe på mig.

Jeg grinte pludseligt, og slog ud med hånden.

”Ja, det gjorde jeg sørme, Nialler! Billig. Rose er billig. Skal jeg gentage det endnu engang?” sagde jeg, og lagde ikke skjul på mit hånende blik der sikkert lyste selvtilfredst.

Hvor følte jeg mig dog bare ond.

Niall rystede over hele kroppen, af ren overanstrengelse. Hans viljestyrke var stor, det havde jeg altid vidst. Men når vi lå her ude hvor vi gjorde, havde jeg også min viden om, hvor lidt der var tilbage af tråden, før det hele gik løst.

”Billig,” nynnede jeg.

”Rose er billig!”

En strøm af smertefulde følelser, strømmede som et triumferende rush, igennem hele min krop. Mine øjne var lukket, da den store hånd var fløjet direkte ind i det ene. Jeg gav en ømmende mumlen ud af min mund, før jeg som en refleks svang armen ud imod Niall.

Noget blødt ramte den højre hånd, der med fuld kræft smadrede ind i skulderen på ham. Et lille skrig, lød som klokker for ørene, før jeg mærkede en stor smerte i min næse. Uden at tage mig af den, svang jeg endnu engang mig hånd ud, og ramte noget vådt der helt sikker var Niall’s mund.

Jeg vidste hvor ondt det ville gøre på ham, især fordi han havde sin bøjle. Nu ville jeg sikkert skære ansigt og stoppe mig selv, inden jeg udgjorde min ven smerte. Men det er nu vi snakker. Dér var jeg ikke ved mine fulde fem. Smerten for Niall’s overraskende hårde slag, lammede alle mine tanker, sammen med resten af den sorg der lå som smedet ind i hjertet på mig.

”Stop!” råbte Liam overrasket, og jeg mærkede et par stærke arme tage omkring mig.

Alligevel svang både jeg og Niall, stadig ud efter hinanden som to boksere. Jeg frygtede at Zayn ville bakke Niall op, og slippe ham løs imod mig, men han holdte fast med det bedste stoneface, han kunne formå at sætte op – På det ellers så blottet ansigt.

”Drenge!” råbte Zayn, for at få det ind i vores hoved, hvor hvidt vi skulle stoppe.

Da Liam skubbede mig ned i sofaen, smilede jeg næsten. Det føltes nærmest godt, at Niall var sprunget på mig. Ikke fordi jeg fik ham til at føle smerte, ved de forsvarende slag jeg udførte på ham. Næ nej.

Fordi det gjorde ondt på mig. Jeg følte smerte. Det var ikke kun Rose, men nu fik jeg også betalt med den smerte, jeg fortjente. Og jeg kunne ikke vente med at takke Niall, en eller anden dag i fremtiden, for at få banket noget fornuft og retfærdighed hen på mig. Bogstaveligt talt.

Selvom jeg sikkert lød hel sindssyg, da jeg tænkte det. 

                                                                                            

Hey guyes :)

Så, endelig et kapitel! Hvad synes i?

Personligt synes jeg måske ikke at dette kapitel var så.... spændende. Men nogen gange, er nogle ting mindre spændende end andre - Hvis i forstår hvad jeg mener ;)

Hvad tror i der sker nu? Nogen bud? Måske får Harry hånden ud af bukserne, og siger undskyld til Rose i fremtiden? Måske smutter Harry på ferie, i en dag? Hvaaaad sker der mon?? Prøv at komme med jeres bud - Lige meget hvor randomt det er ;)

Tak for de mange kommentarer og ikke mindst...: De mange likes og de mange der er på favoritlisten! Tusind tak!

Husk at like hvis i kan lide den... synes godt der kunne komme lidt flere, nu da der er så mange på favoritlisten. Ikke for at virke krævende, siger det bare! I har som altid jeres frihed ;D xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...