Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
189400Visninger
AA

4. Nandos? Never heard about it...

Jeg løb ned af trappen. Mine sandaler tog ikke særlig godt fra, så det gav små stød i fødderne, da jeg ellers trampede der ud af. Klokken var kvart i elve. Hvilket betød, at jeg skulle være over ved lejlighederne, om kun et kvarter!

Mit hår fløj op, da jeg løb hen til nøgleskålen, fik min nøgle, og smækkede hoved døren efter mig. Mine forældre var ikke hjemme. De havde endnu ikke fået sommerferie, så de var på deres normale jobs. Ret irriterende, men sådan var det jo. Nøglen fik jeg stukket ind i nøglehullet, låst den, taget den til mig, og løb ellers afsted. Det var endnu engang en varm sommerdag. Solen skinnede, som en usædvanlighed her i London. For det meste, plejer det at regne… men det ved alle vel godt. Intet nyt i det. I hvert fald, så var vejret godt, og varmen strømmede imod mig, sådan som jeg løb afsted. Det gav stadig små stød i fødderne, for hvert et skridt, jeg tog. Folk kiggede lidt efter mig. Mere ligeglad kunne jeg ikke være omkring den sag. Jeg måtte bare nå den her aftale til tiden! Drengene skulle nødig få et forkert billede af mig. Og nu da vi er inde på billeder… jeg havde taget mit kamera med mig. Det lå i sin beskyttelse, nede i den skuldertaske, som jeg besværligt løb med.

Da jeg løb, nåede jeg forbi en Starbucks. Jeg kiggede sulten på cafeen. Blikket røg ned på uret, som vidste fem i elve. ”Okay, drengene bor ikke langt her fra. Og højest fem minutter, kan det tage at komme der hen…” tænkte jeg hurtigt. Inden jeg fik taget et helt konkret valg, var mine ben løbet med mig ind på cafeen. Hurtigere end jeg kunne sige ”Hej”, var jeg oppe ved kassen. Da mærkede jeg den dejlige og elskende kaffeduft, der hang ud i cafeen. Afslappende, kunne jeg tage en indsnusning. Sukket kom stille ud, efterfulgt af en slik om munden. Da jeg kiggede frem af, opdagede jeg, underligt nok, at det allerede var min tur. ”En cappuccino som redy to go,” bestilte jeg trippende med foden. Pigen bag kassen nikkede smilende, og gik straks i gang med kaffen. Imens stod jeg, lidt stresset, og nød den pågældende duft i hele cafeen. Den var så velkendt, henrivende og lækker. I alle Starbucks butikker, hang en duft som denne, i luften. Det var blandt andet derfor, jeg kom her. Fordi det havde en beroligende effekt på mig, som jeg ikke kunne andet, end at nyde.

”Hver så god,” sagde pigen, og stillede koppen på disken. Min pung, fik jeg frem, og betalt for min kaffe. Så kunne jeg ellers gå videre, med kaffe i hånden. Lovely!

Da jeg var ude på gaden, opdagede jeg først, hvor opfyldt her var. Mennesker, mennesker, og atter mennesker var der. Ikke at der normalt ikke var det. Men, det var dobbelt så mange, som ellers. Sommerens ferie var jo også begyndt for alle unge, så grunden lå også der. Mange rejste til storbyer, for at opleve kultur. Det var for det meste voksne, og nogle mere… nørdede typer, ikke for at virke dømmende. Men andre unge, tog mere til storbyer for mange andre ting. En af dem, var en typisk ting. Nemlig; shopping. Det at bo i storbyen, tæt på de mange elskende butikker, var en stor fordel, som jeg brugte løs af. Alle de nye kollektioner, landede som det første i London. Og selvfølgelig Paris, New York og andre steder. Men London, var og blev, der hvor tingene ankom først.

Da de første par dråber kaffe ramte min mund, mærkede jeg tilfredsstillelsen af koffeinen der var i kaffen. Mere energi fik jeg da også, hvilket jeg forudså, var meget godt. Drengene virkede til, at være fyldte med energi.

Jeg satte igen tempoet op, da klokken nærmede sig de elve. Mine ben lystrede ivrigt, da jeg drejede rundt i et sving, og hen imod det dyre kvarter, som jeg kaldte det. Der hvor drengene boede. Tanken om, at efter denne dag, kunne jeg måske officielt kalde dem for mine venner, var god. Selvom den virkede urealistisk. De ville sikkert synes, at jeg virkede sær og kedelig…

De nedtrykkende tanker, fik jeg fejet af bordet. De skulle ikke have lov til at påvirke mig. Drengene ville nok ikke være sammen med mig, hvis de i deres førstehåndsindtryk ikke syntes om mig. De ville nok havet smuttet allerede inde for få sekunder, i hvert fald med de manere jeg opfangede ved bare at snakke med dem, i en normal lang samtale. Så, mon ikke det var et… godt tegn?

Jeg endte nede foran lejlighederne, som dagen før. Alt så anderledes ud, når det ikke var mørkt. Ikke den store overraskelse, når alt andet også gør det… Jeg kiggede op, og hen af rækkerne af de mange lejligheder. Hvordan skulle jeg vide hvilken, jeg skulle hen til? Hånden førte jeg op til panden, hvor den ellers efterlod sig et smæld. Kæft, jeg var da også dum! Jeg skulle jo ringe til en af dem, så de kunne komme ned og hente mig. Kort tids hukommelse længe leve! Not…

Min Black Berry lå kort efter op i min hånd, hvor jeg ellers ledte efter det nærmeste nummer. Liams kontakt person, var den første der poppede op, så jeg trykkede ellers ind på den. Da den ringede, tog jeg den som en selvfølge op til øret. Blikket gled hen over området, imens jeg fik endnu en tår kaffe indenbords. Mine negle blev også studerede, imens jeg tålmodigt ventede på en besvarelse af opkaldet. Neglende var lige lavet, og havde bare den franske manicure på. Ikke andet, intet mere specielt.

”Hej Rose!” lød Liam glad i telefonen. Forbløffelsen ramte mig. Hvordan vidste han, at det var mig?

”Øh, Liam, hvordan vidste du det var mig?” spurgte jeg tøvende, og meget dumt. Der blev højt grinet i den anden ende.

”Jo nu skal du høre. Der er den smarte opfindelse, der hedder en kontaktperson. Og når den ringer, står det helt automatisk på skærmen!” forklarede han mig, helt som man ville forklare et lille barn noget. Rødmen steg i kinderne på mig. Jeg bed mig forlegent i læben, og en latter kom ud af mig.

”Ups,” mumlede jeg. ”Gør intet,” besvarede Liam hurtigt, og meget drillende.

”Men, jeg er her nu. Så en af jer, kan bare komme ned og hente mig,” meddelte jeg hurtigt, for at komme ind på et andet emne. Som ikke var så… pinligt og akavet, som min lille fail.

”Så sender vi Harry ned efter dig,” lød det fra Zayn. Jeg sagde hurtigt farvel, inden jeg tog endnu en tår kaffe og lagde min mobil ned i tasken. Vinden kærtegnede let mine bare arme, som skinnede lidt af solcream.  Spændingen var som et tykt lag, smurt ud på mig. Jeg glædede mig som et lille barn til, at være sammen med drengene. Synsk var jeg jo ikke, så jeg havde ingen anelse om hvordan, den her dag ville gå. Eller ende. Og mine tanker kunne heller ikke danne sig et gæt på, hvordan, det hele ville blive. Det var jeg simpelthen for spændt og nervøs til!

Jeg kiggede mig lidt omkring, imens jeg gik frem og tilbage, på fortovet. Min kaffe var jeg blevet færdig med, og havde smidt koppen ud i en skraldespand, som stod og hang i vejkanten. Tiden føltes til at snegle sig af sted, da jeg sådan gik og ventede. Måske var grunden fordi, jeg var nervøs og spændt. Dog hjalp min opdagelse med grunden, ikke så meget på mit humør. Egentlig, så gjorde det mig bare endnu mere nervøs at vide, disse ting. Få dem opklaret. Ikke det bedste i verden…

Da døren gik op, og trin lød, kiggede jeg ikke der hen. Det kunne lige så godt være en eller anden random person, der kom ud for lejlighederne. Og hvis det var det, skulle personen heller ikke se mine nervøse miner. Spørg mig ikke hvorfor, det var bare sådan jeg havde det.

”Rose!”

Da hans hæse stemme lød i luften, vendte jeg mig med et chok, om med front imod ham. Harrys skikkelse stod ikke langt fra mig, og hans krøllede hår spejlede sig i solen. Imens skinnede hans grønne øjne, så man sagtens kunne se dem på længere afstand. Jeg smilede. Hurtigt var han henne ved mig, og før jeg vidste af det, havde han trukket mig ind i et kram. Lidt akavet, da jeg ikke kendte ham. Det virkede bare så naturligt, da jeg lagde armene om ham, og trykkede ham ind til mig. Hans ånde kildede mig let på kinden, og fik mig til at smile endnu mere. Selve krammet fik mig også til, at falde meget mere ned. Nervøsiteten forsvandt som dug for solen, hvor selvtilliden i stedet tog sin plads.

”Hej Harry,” sagde jeg smilende, da jeg trak mig. Han smilede hurtigt tilbage til mig, og nikkede bag mod lejlighederne. ”Skal vi smutte op til de andre? De venter vidst spændt.” Og der røg selvtilliden igen. Pis også! Jeg nikkede stille, og smilede skævt til ham, da vi gik hen imod døren. Jeg synes ellers lige, at jeg havde fået styr på mig selv. Åbenbart ikke nok…

”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor i ville være sammen med mig,” fortalte jeg Harry, da vi gik ind i elevatoren. Han trykkede på etage ni, og elevatorens døre lukkede. ”I kender mig jo ikke,” forsatte jeg totalt blankt. Harry så mærkeligt på mig, og grinte så af mig. ”Rose, det fortalte vi jo også i går! Det er netop derfor, vi skal være sammen med dig! Fordi vi skal lære dig at kende, og omvendt,” sagde han grinende. Min hånd nåede som i går (plus tidligere på dagen), op til min pande. ”Jeg er vidst helt væk i dag…” mumlede jeg dumt. Han nikkede hurtigt. Jeg skulede til ham. ”Det er der du skal benægte det, Harry!” sagde jeg ’surt’. Han rakte hænderne op som forsvar, og smilede uskyldigt. ”Jamen så ville jeg lyve?” drillede han. Mine øjne blev smalle. Harry grinte af mit udtryk, imens jeg prøvede at holde den opsatte facade. Hvilket, sjovt nok, ikke gik som planlagt. For jeg brød ud i grin, sammen med Harry, som puffede til mig. ”Vi skal nok få det sjovt i dag!” fastslog han glad. Jeg nikkede hurtigt. Det var i hvert fald også hvad jeg, umeldbart, ville tro…

 

***

”Så er vi her!” kaldte Harry, da vi kom ind af døren. Han tog hurtigt min jakke jeg havde om armen, og hang den op på en knage række. Jeg smilede taknemmeligt til ham. Jeg trådte ud af mine sko, og gik sammen med Harry, ind imod de andre stemmer. Drenge stemmer. Nervøsiteten viste sig endnu engang. Harry kunne vidst mærke det på mig, for han smilede i hvert fald beroligende til mig.

”Slap af. Vi skal nok få det hyggeligt,” lovede han, og gav min hånd et klem. Jeg nikkede tøvende, og smilede til ham. Selvom det var sødt sag, så hjalp det ikke så meget. Hvad nu hvis, de blev skuffet over min personlighed? Hvad nu hvis de fortrød, at de ville lære mig at kende? Spørgsmålene poppede op, og ville ikke skride sin vej. Det eneste der ville hjælpe, var nok, at gå ind til drengene, og selv opleve sandheden og svarene.

Harry trak mig ind i et stort rum. Mine øjne kiggede overrasket omkring. Her var så stort… så flot, og så hyggeligt. Rummet var helt klart en stue, for der stod stofsofaer og lænestole. Hvor drengene i øvrigt sad i. Deres opmærksomhed rettede sig hurtigt hen på os. Deres ansigter lyste straks op i smil. Det fik hurtigt min nervøsitet til at fordampe en del. Jeg smilede hurtigt tilbage, og lod min spændte krop, slappe af og sank skulderne en smule længere ned. Jeg skulle nok klare mig igennem det her. De virkede jo søde nok, og meget imødekommende. Måske knap så høflige, med nogen ting. Men hey, ingen er perfekte, vel?

”Rose!” udbrød Niall i en glad hilsen. Han var hurtig på benene, og før jeg vidste af det, var jeg i drengens favn. Jeg grinte let, og bed mig overrasket i læben. ”Og hej til dig Niall,” fniste jeg, så mine æblekinder kom frem. Hans duft angreb min lugtesans, og fik mig til at stivne en smule. Den duftede så mærkelig velkendt… jeg vidste ikke hvorfor…

”Hey! Gem også noget til os!” klagede Zayn til Niall. Som om jeg var en eller anden ting. Jeg grinte af ham. Så mærkelig, han var… Pludselig var det ikke Niall der var i min favn. Det var i stedet Louis, som lagde armene om mig. Jeg smilede lidt. Vi kendte ikke hinanden, de fem og jeg. Men alligevel, så første dag jeg skulle være sammen med dem, omfavnede de mig. Normalt ville jeg synes det var grænseoverskridende. For faktisk, så gik mine grænser slet ikke så langt med fremmede. Men de her drenge… følelsen af noget specielt og anderledes, lå over dem. Helt som jeg havde fastslået da jeg tog billeder af dem. Noget der fik mig til, at se anderledes på dem. Men hvad det var, kunne jeg ikke forklare. Eller, sætte en finger på. Noget var det i hvert fald.

”Min tur!” kom det sjovt fra Liam. Jeg smilede af ham. Han virkede ellers som en mere… tilbageholdene type. En der ikke kunne finde på, at kramme en han lige havde mødt. Men det var han så ikke, eller, ikke over for mig i hvert fald. Efter Liam, kom Zayn hen til mig. Han smilede selvsikkert til mig, og havde hurtigt trukket mig ind i et kram. Jeg gyste let inden i mig selv. Der var noget mystisk over ham. Noget ekstra specielt, tiltrækkende og charmerende. Jeg rystede på hoved af mig selv. Sikke nogen tanker, jeg lige pludselig fik. Det var ikke noget jeg plejede…

”Hvad skal vi lave?” spurgte jeg muntert, da vi havde slået os ned i sofaerne igen. Jeg selv sad imellem Harry, på min højre, og Louis, på min venstre. Ellers sad Niall og Zayn over i den anden sofa, og Liam i en blød læder stol. Eller, den så i hvert fald blød ud.

”Hm… snakke?” forslog Liam. Jeg nikkede hurtigt sammen med de andre. De alle så på mig. Som om de forventede jeg ville starte, hvilket jeg så gjorde… ”Nu da i vil lære mig at kende, så må i vidst også vide en ting om mig…” startede jeg ud. Drengene så spændte på mig, så jeg ikke kunne lade hver med at grine. ”Som hvad?” spurgte Harry utålmodigt. ”Som, at jeg elsker at feste!” sagde jeg dramatisk. De grinede højt af mig, sammen med mig selv. Det var virkelig skørt, det jeg sagde. Enormt skørt.

”Dejligt! Det gør vi nemlig også!” råbte Niall næsten, med et stort smil klasket i hoved. Jeg grinte højt af ham. Så havde vi vel det på plads..? Ellers begyndte vi alle bare at snakke, helt normalt. De fik noget afvide om mig, og jeg om dem. Sådan gik det frem og tilbage, i en ubestemt, men stor, tidsrum. Jeg fandt ud af nogle sjove, men nyttige, facts om drengene. Fx elsker Harry katte, og sover nøgen. Den sidste del, var noget Louis havde spyttet ud uden Harrys tilladelse. Harry havde forlegent kigget ned, med røde kinder, imens vi alle havde grinet. Dog smilede han, ellers ville jeg aldrig have grinet af ham. Jeg ved ikke, jeg kunne bare mærke på drengenes være måde, at man tit grinede af hinandens dumheder. Ikke tog fornærmelser alvorligt, og tjattede tit til hinanden. Utroligt, hvor meget jeg fik ud af at være sammen med dem, i blot en dag. Eller nej, ikke engang en hel endnu. Men nu åbnede de sig også hurtigt op for mig, så chancen for ikke at lære dem at kende, var meget lille. Så godt, så langt det var muligt, åbnede jeg mig også op. Hvilket var en sjældenhed man fandt i min væremåde. Jeg var tit indelukket, og satte facader op omkring min rigtige personlig, i stedet for at vise min ægte frem. Af ren skræk for, om folk ville hade den eller stirre med væmmelse på mig. Det havde jeg engang prøvet med en pige, da jeg var på ferie. Det var der hvor jeg skrottede at vise min rigtige personlighed til folk, jeg lige havde mødt, eller ikke stod mig spor nær.

Det mærkelige var bare, at jeg netop ikke gjorde det hér. Sammen med drengene, var jeg hundrede procent ægte, ligeså var mine grin og smil. Det var uhyggeligt. Skræmmende og ualmindeligt, den måde jeg nu følte mig i deres selskab. Aldrig om jeg havde prøvet noget lignende! På den anden side… en gang skulle jo være den første. Dog ville jeg tage det med ro, eller prøve på. Først skulle jeg have indsamlet alle de ting ind om drengene, for at være sikker på, hvilke mennesker jeg havde gang i. Om de var bedragere, der bare brugte mig til få formål, også var jeg skrottet igen. Eller, om de var virkelige venner, som holdte ved, og ikke gav op med vores venskaber. Jeg ved, det lyder som en tosset plan. Det er jo ikke helt normalt, den måde jeg handler på… men jeg er heller ikke normal. Jeg er, og har aldrig været, som andre mennesker. Jeg har mine måder at se livet på, mine måder at finde venskaber -som vare ved- på, mine måder at lave planer på. Sådan er jeg bare, og det er sådan man skal tage mig.

”Jeg er sulten,” sagde Niall pludseligt. Alle grinede, ligeså jeg selv. En vigtig detalje jeg havde fået afvide af Liam, omkring Niall. Han havde et stort mad-problem. Han var hele tiden sulten, og elskede mad mere end noget andet. Virkelig sært, men det var faktisk ret sødt alligevel. Ingen er fejlfrie, og lad os bare sige, at Niall’s ting med mad, er ligesom min ting med billeder. En must have, i løbet af dagen, som man altid bliver nød til at have med at gøre. Også var det bare sjovt, den måde han sagde det på. Altså, at han var sulten.

”Hvad er klokken?” indbød jeg nysgerrigt. Zayn kiggede på hans armbåndsur. ”Halv tre…” fik jeg som svar, med et efterfølgende sødt smil. Jeg smilede hurtigt tilbage, bland andet som tak. ”Jamen, skal vi så ikke spise noget frokost?” indbød jeg, og så på dem alle, mest på Niall da han var det sultende barn. Ej haha kidding. Selvfølgelig teenager, mennesker, whatever han nu var. ”Jo…” lød der som svar, ind i hinanden. ”Skal vi spise hjemme, eller ude på en cafe?” spurgte Louis. Jeg tænkte mig om, da de så ud til, at have mig til at tage den beslutning. ”Altså, skal vi ikke bare tage på en cafe? Hvis, i har lyst selvfølgelig, og kender en god en?” forslog jeg, smilende og så afventende på dem. ”Ja! Nandos, lad os tage på Nandos!” udbrød Niall, og smilede lalleglad til mig. Mit øjenbryn røg til vejrs. Hvad var Nandos for noget..? Da jeg spurgte drengene om det spørgsmål, gispede de alle foruroligende med chokerende blikke lagt på mig. ”Hvad?” udbrød jeg nervøst. ”Har jeg sagt noget forkert?” Det blev den madglade Niall, der svarede mig. ”Hvordan… hvilket… hvordan…” Han stammede så meget, fordi han stadig var i chok. Harry tog ordet for ham.

”Som Niall prøver at sige; Hvordan kan det lykkes dig ikke at kende Nandos? Det er den bedste cafe, der findes på hele jorden!” efterlignede han Niall. Hans accent blev også anderledes, meget sjovere da han gjorde det. Jeg lagde hoved på skrå, og så dumt på ham. ”Harry? Hvorfor lød du helt som min storebror, da han som mindreårig lejede klovn?” spurgte jeg skeptisk. Alle de andre drenge grinede, og lavede en ”Uh…” lyd. Harry derimod så med et fornærmet face, på mig. ”Jeg aner ikke hvordan det lød, men det gjorde jeg heller ikke!” sagde han, og tilføjede med et sad face. ”Men du sårer mine følelser, ved at sige det sådan, Rose. Bare fordi jeg ikke er god til, at lave irsk accent.” Jeg grinede højt. ”Harry, søde skat, undskyld med du nærmede dig ikke engang det irske! Overlad det til Niall, han er bedst,” drillede jeg ham, med et glimt i øjet. Alle grinte igen, undtagen Harry, som lavede endnu mere sad face. ”Du sårer mine følelser, Rose!” fake hulkede han ned i sine hænder. Jeg ændrede udtryk. Min arm lagde jeg om Harry, og spillede med på komikken.

”Aw… Harry, stakkels dig. Du har det så hårdt,” spillede jeg medfølende. Harry nikkede, stadig med hoved nede i hænderne. De andre drenge, sad med hovederne fremme, hen imod os. Deres munde var presset hårdt sammen, for ikke at grine over vores lille ”show”. ”Men du må virkelig undskylde, at jeg sagde sandheden… Kan du tilgive mig?” blev jeg ved. Harry rystede på hoved, og så ondt på mig, med hoved fri fra hænderne. ”Du er ond!” sagde han barnligt, og daskede blidt til min skulder. Da jeg ikke var klar på det, røg jeg med et hvin, tilbage imod Louis. Han var dog klar på det, og greb fat i mine skuldre, da jeg væltede ind imod hans brystkasse. Han var overraskende blød og varm, at vælte ind i. Jeg så chokeret på Harry. ”Det var ikke okay lille…” jeg ledte efter det rigtige kælenavn. ”Hazza,” hviskede Louis ud for mit øre, som hjælp. ”Hazza. Det må man ikke,” sluttede jeg, og smilede inden i mig selv. Det føltes underligt rart, den måde Louis havde hvisket ind i mit øre. Og forlegent opdagede jeg, at jeg stadig lå op af ham. Så jeg rettede mig op, og så stadig på Harry. Han stirrede ind i mine øjne. Det hele forvandlede sig til en stirrekonkurrence, som ingen af os vandt, da vi flækkede af grin. Drengene blandede sig, i vores latteranfald. Jeg lænede mig tilbage mod sofaryggen, da jeg lo og holdte mig for min mave.

”Hun er god,” bekendtgjorde Zayn, helt som han gjorde da vi alle mødte hinanden. Mindet stod stærkt, og jeg smilede bare overlegent til Zayn. ”Altid,” svarede jeg, og blinkede kækt. De andre fniste. Niall så pludselig utålmodig ud. ”Skal vi ikke smutte på Nandos nu? Jeg er skide sulten,” klagede han sig. ”Det er du altid bro,” slog Liam fast. Dog rejste vi os alle op, og gik ud imod gangen. Imens skoende blev taget på, var snakken godt i gang, om forskellige ting. Bland andet fortalte jeg min alder, hvor jeg også fik deres. De var heldigvis 18-20 år, så jeg kunne ånde lettet op. Nu kunne min mor i hvert fald ikke klage over, deres alder eller noget lignende. Jeg tror også at drengene ville charmere sig ind på hende, hvis alderen var hel gal. De var nogle værre charmører, kunne jeg hurtig slå fast.

Men nogle dejlige nogen af slagsen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...