Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
190557Visninger
AA

10. Leave him alone he’s my friend

Rose’s synsvinkel

Mine skridt var hurtige. Benende bar mig næsten svævende over jorden, så hurtigt jeg gik. Grunden til det, var simpel: Det regnede. Nej, ikke bare regnede. Det øsede ned, som helved var brudt løs. For at gøre det endnu mere skidt, skulle jeg måske tilføje, at lyn og torden var i massevis. Hvilket, sjovt nok, ikke var godt. Lyn plus torden, gange med regn= en skræmt mig. Min angst lå øverst oppe på ranglisten, når det gjald lyn og torden. Seriøst, for at understrege det helt konkret, så kunne jeg lige så godt gå i fosterstilling nede på jorden, vippe mig frem og tilbage med armene omkring mine ben. Men, jeg ville hellere hjem i tørvejr, til min mors varme kakao og min brors sære humor, end at sidde og gå i selvsving. Er det forståeligt, eller..?

Et skarpt lysglimt gled hen over himlen, og kort efter efterfulgte et enormt brag, som synes til at få hele verden til at ryste. Vent, hvad? Mit blik gled ned på jorden, men intet synes at ryste som sådan. Til min overraskelse, var det ikke verden der rystede. Det var mig der rystede. Jeg stoppede for en gangs skyld op, og holdte hænderne ud foran mig selv. Jeps, de rystede helt klart. Af skræk, men helt sikkert også af kulde. Åh for helved man, kunne det hele blive meget værre?

Min hvide paraply, som jeg holdte i min venstre hånd, blev pludselig trukket i af vinden. Mine reflekser var ikke hurtige nok til at, gribe fat med begge hænder. Og før jeg vidste af det, havde jeg ingen paraply, og den fløj afsted imod himlen. Som gengæld for paraplyen, fløj et stykke vådt avis, ind i hoved på mig. Jeg skreg overrasket, og fejde hurtigt den klamme ting, væk fra mit ansigt. Regnen synes til at blive værre, og mit tøj var hurtigt gennemblødt. Fedt. Great. Tak for ingen ting moderjord, jeg elsker virkelig også sig. Fik jeg sagt det med nok sarkasme?

Et vredt suk, kom ud af munden på mig, selvom det nok mere røg hen over i en snerren. Et svar til mig selv fra før. Nej, det her kunne bestemt ikke blive meget værre. For at sætte et prik over i’et af tilfældigheder, kom en bil ræsende afsted forbi mig. Lyset blindede mig nærmest, og før jeg vidste af det havde bilen lige foræret mig mere vand, ved at køre op i en vandpyt.

Fuck. Mit. Liv.

Det var næsten til at tude over det hele. Jeg overvejede lidt at sætte mig i vejkanten, og gøre det, men lod hver. Jeg ville helt sikkert blive endnu mere kold over det hele, hvis det ellers var muligt. Tanken strejfede mig at blaffe, men den blev sparket ud af hoved på mig, så snart den var kommet. Ikke tale om. Bilen der stoppede, kunne lige så godt være med en eller anden klam voldtægtsmand, som bare overfalde mig. Også var der selvfølgelig den latterlig gamle huske regel, med ikke at gå med fremmet.

Jeg sukkede igen. Hvorfor var jeg overhoved gået uden for, i første omgang? Mine tanker fandt grunden. Jeg havde lovet at komme til en kro, hvor Afrodite skulle optræde. Det var hendes første gang live - med et nogenlunde publikum. Og da jeg var faldet i snak med en sød fyr, var hun smuttet efter min tilladelse. Det viste sig selvfølgelig bare, at fyrens eneste ønske var at komme i bukserne på mig. Så efter tre timers snak med ham, forlod jeg kroen ved halv tolvtiden. Hvilket omtrent var en time siden, da klokken nu var tyve i et.

Mine ben begyndte igen at gå. Vejen hjem var simpel, eller det havde den synes at være på kroen. Men jeg havde fået et par øl at drikke. Så nu, havde jeg selvfølgelig glemt vejen. Eller ikke helt, men den synes mere kompliceret. Lort, lort og atter lort. Var det min karma for et eller andet mærkelig noget, som nu ramte mig eller hvad? For det kunne umuligt være helt normalt at, være så uheldig som jeg nu var.

Mine omgivelser, fik jeg tjekket ud, for at finde en nemmere vej hjem. Til min overraskelse, var jeg omme på den anden side, af drengenes lejlighed. Eller, Harrys og Louis’. Netop som det var sagt, kom en skikkelse gående ud med noget i hånden. En pose, sikkert med skrald. Gæt hvem? Harry selvfølgelig. Jeg krummede tær, i håb om han ikke så mig. Var det her tilfældigt, eller hvad? Netop som det var tænkt, kom et blink på himlen, og hans øjne mødte mine i det korte lysglimt. De var opspærret og overrasket. Pis.

Jeg talte sekunder, efter lysglimtet. En… to… Braget kom. Shit, det var jo tæt på! Mine tær blev krummet endnu mere. Uff… det her var ikke godt.

Mit skrig fløj igennem luften, da endnu et blink kom, og Harry pludselig stod foran mig. Jeg skreg som bare fanden, og faldt direkte på numsen af forskrækkelse samt skræk. ”Harry for helved! Er du ved at tage livet af mig, eller hvad?” råbte jeg skræmt, og tog mig til mit alt for hurtigt dunkende hjerte. Det bankede, som var det ved at hoppe ud af brystet på mig.

”Det er dig!” udbrød han, og så ned på mig. Mit blik kunne ikke blive mere dræberagtigt. ”Seriøst Harry? Ikke noget med et ’undskyld jeg skræmte dig, Rose’ eller ’åh hej Rose, undskyld lad mig hjælpe dig op’. Jeg vidste godt jeres manere var dårlige af og til, men så dårlige…” Jeg rystede på hoved.

”Rose? Kan du intet se, eller sådan noget, for min hånd er lige her!” kom det fra en forvirret Harry. Pludselig, da jeg fokuserede, så jeg overraskende nok en hånd der hang ned imod mig. Jeg rødmede.

”Ups…” mumlede jeg, og greb fat i den. Da den ramte min, kom jeg pludselig i tanke om hvor sur jeg var på ham og drengene, og slap hånden lige så hurtigt som den var taget. ”Nej tak, jeg fortrækker at rejse mig selv,” snerrede jeg, imens jeg kom på benende. Han rystede på hoved, og mumlede noget utydeligt. Ikke engang min nysgerrighed ville vide hvad det var. Han interesserede mig ikke det mindste. Uden noget yderligere farvel, gik jeg væk fra ham, så øm og træt som jeg var.

”Hvor tror du lige du skal hen?” Harrys hånd havde lukket sig om min våde arm, og trukket mig ind til sig. Der var måske blot fem centimeter imellem os, hvis ikke mindre. Hans ånde kildede mig i panden, men jeg nægtede at se ham i øjne. De var min svaghed. Så grønne de var, lige så tryllebundene og hypnotiserende var de.

”Giv slip på mig, Harry,” snerrede jeg, igennem mine sammenpresset tænder. Om han gjorde hvad jeg sagde? Nej, så sød var han ikke. I stedet, løftede han bare min hage, så hans øjne nedstirrede mine. Jeg skuttede mig. Min vrede rev i mig, for at komme væk fra ham. Bare skynde mig hjem, og græde i min brors favn. Men mine følelser – øjne – var for optaget af Harry. Ikke noget, jeg elskede at indrømme. Jeg var jo skide sur på ham, og ikke mindst resten af drengene. Så efter min udregning, var det ikke lige sådan her, jeg skulle stå med en af de personer, som jeg kunne rive hoved af i vrede. Got my point?

”Du er jo fuldstændig gennemblødt! Kom med op i vores lejlighed, og få varmen. Ellers ender du bare med at blive syg,” sagde han, seriøst og bekymret. ”Heller være syg, end at komme ind til jer!” snerrede jeg surt, og prøvede igen at vriste mig ud af hans greb. Hvilket jeg selvfølgelig ikke kom. Baaah.

Harry kiggede såret på mig, med noget af et par triste øjne. Jeg sank en klump. Lidt ironisk, at jeg både var tilfreds over det, men på den anden side hadede at sårer folk. Et glimt kom, og et sekund efter et brag. Jeg sprang op og bumpede nærmest ind i Harrys bryst. Han smilede dog selvom min onde kommentar fra før. ”Stadig så sikker?” spurgte han flabet. Jeg så irriteret på ham.

”Ja.”                                                                                                                

Endnu et lyn og torden.

”Eller nej, så lad os dog gå!” vrissede jeg til sidst. Harry grinte af mig og trak mig med hen imod den høje bygning. Hans store smil var veltilfredst og fyld med sejr. Hvis det stod til mig, havde jeg fjernet det med et spark lige i under bæltestedet, men lod hver. Jeg skulle jo op i deres lejlighed, men det betød stadig ikke at jeg var sød imod dem. Næ nej, men måske var det ikke så smart, at gøre Harry sur. Selvom han nærmest ikke kunne få det flabede smil om læberne. For resten, en note til mig selv: Det her var kun begrund af at det lynede og tordnede!

***

”Harry, jeg har altså sat en ny pose popcorn over, den anden spiste jeg,” lød en velkendt stemme, da jeg trådte ind af døren efterfulgt af Harry. Han gik bag mig, som for at sikre sig, jeg ikke stak af. Nu mente han åben bart, at han havde ansvaret for, at jeg ikke blev syg når han havde snakket med mig. Åh min bare røv, sikke en mærkelig ting at sige. Men, jeg kunne så heller ikke flygte fra ham…

”Fint, vi har også fået gæster, så hvis der er mere the, skal vi vidst have en ekstra kop,” lød Harrys stemme bag mig. Jeg rullede med øjne. Hold da op, jeg var allerede på randen til at skrige, skubbe ham væk og spurte ud af døren og aldrig komme tilbage. Hvorfor havde jeg overhoved lade mig overtale til det her?

”Fordi du har angst for lyn og torden, Rose,” sagde en indre stemme. Jeg sank i en klump. Fuck min angst, hvis jeg kunne, ville jeg løbe uden for. Selvom, det øsede ned og lynede. Men lige nu, så jeg det meget mere fristende, end jeg turde se i øjne. Hvorfor kunne jeg ikke bare have overvundet min angst i første omgang, og løbet væk fra Harry? Når, jeg måtte vel bare se min fejltagelse i øjne, og komme videre.

Mine - nu helt ødelagte - converse, smed jeg ind på skohylden. Sommerjakken blev smit på gulvet, som en våd vaskeklud. Som kongens efterfølger, smuttede jeg bag Harry og videre ind i stuen.

”Hvem har du nu fundet?”

Louis skikkelse sad i sofaen, og kiggede opmærksomt op da vi trådte ind. Han lavede lige så store øjne, som Harry havde gjort uden for. Eller nej, nok støre hvis det var muligt.

”Rose?” udbrød han. Hurtigere end min hjerne kunne opfange, var han oppe på benene, og havde svunget armene om mig. Som, by the way, var skide våd. Det skulle ikke undre mig, hvis jeg lignede en fordrukken mus.

”Louis,” hilste jeg, og skubbede ham fra mig, og smilede koldt. Hans ellers så glade adfærd, forsvandt som et dug fra solen, og han så trist på mig.

”Stadig sur?” mumlede han. Jeg hævede det ene øjenbryn som i et: hvad-tror-du-selv? blik. ”Nej selvfølgelig ikke! I har jo været så ærlige over for mig, hele tiden, og fortalt mig alt om jer selv! Så hvorfor skulle jeg dog være sur?” spurgte jeg sarkastisk. Han så såret på mig. ”Rose, der var jo en grund til det…” startede Louis ud med, men jeg løftede afværgende hånden.

”Få det ind i dit hoved, Louis. Jeg gider ikke at, høre flere af jeres latterlige undskyldninger! Det knuser mig allerede nok, at vide i ikke stolede på mig. Men at skulle høre på flere dårlige løgne…”

Jeg rystede på hoved.

”Det er jeg for træt til.”

Han så endnu mere trist ud, og lignede en der kunne begynde at græde. Great. Mit blik gled hen på en irriteret Harry, som lige skulle til at sige noget, men jeg lagde en finger på hans mund.

”Det jeg sagde før, Harry, gælder også dig. Luk. Havde du virkelig forventet at jeg ville tilgive jer, bare fordi jeg smuttede med her op?” sagde jeg, og lagde hoved på skrå. Bevidst, fjernede jeg ikke min finger, da jeg allerede kunne læse svaret ud fra hans udtryk.

”Jeg går i seng. Til jeres info, tager jeg et af gæsteværelserne.”

Så fjernede jeg ellers fingeren fra Harrys mund, vendte om på hælen, og styrtede imod det nærmeste gæsteværelse.

”Rose,” kaldte Harry efter mig, med en desperat mine.

”Jeg gider ikke at, høre det Harry!” råbte jeg over skulderen, før døren ellers smækkede hårdt i efter mig, og låste med et enkelt klik.

Måske var det forkert af mig, at behandle dem sådan. Men, jeg havde drukket et par genstande, hvilket betød, jeg ikke rigtig havde kontrol over min mund og følelser. Lad os bare indrømme det; jeg bliver alt for let påvirket af alkohol.

Med tårer ned af kinderne, fik jeg smit alt mit våde tøj på gulvet, imens jeg vandrede hen til værelsets badeværelse. Duften her inde var velkendt og tilhørte en af de andre tre drenge, når de sov her. Men hvem, kunne jeg endnu ikke pladserer.

Efter en kort omgang hoved-skyldning ude på badeværelset, var jeg ellers smuttet i et varmt bad. Som Harry før havde påpegede, ville jeg blive syg, hvis jeg ikke fik noget varme. Da jeg ikke fik noget the med i farten, blev det til et bad. Der ikke varede så længe. Flere tårer end forventet, spildte jeg på drengene, inde i badet. Mest på Harry og Louis, da det var dem jeg havde været hård ved. Især Louis. Ham som ellers plejede at være den jeg var tættes knyttet til, af alle drengene. Bare det, at se hans ulykkelige øjne for mig, var en pinsel i sig selv. På den anden side, var det vel min karma for, at være så grov over for ham.

Da badet var færdigt, havde jeg ellers fundet en stor t-shirt i klædeskabet. Da den først var over hoved, fandt jeg ud af, hvilket værelse jeg var på. Niall’s. Savnet til den madglade fyr, var enormt. Især fordi, han var den af drengene, som fik mig til at smile allermest. Jeg kunne virkelig godt bruge et stort og godt smil lige nu…

Jeg stoppede mine tanker. Nej, det kunne jeg ikke. Han havde også løjet for mig. Mine hulk begyndte pludselig at komme. Hvorfor skulle alle dem, jeg havde brug for, løget mig direkte op i hoved? Da dynen var over mig, og min hoved på puden, havde jeg det virkelig som om jeg havde levet dagene på en løgn. Hvilket, føltes ulideligt og var grunden til, at jeg græd mig selv i søvne.

***

Da jeg vågnede, var smilet om mine læber. En beroligende duft, havde omringet mig, og fået mit til at nyse i begær. Duften var sød, men god. Velkendt og tryg. Mindefuld og…

Hele den fantastiske eventyrs tankegang, stoppede brat. Ja mindefuld, men også Niall’s. Hvilket betød -

Jeg satte mig brat op i sengen. Øjnene vænnede til lyset, og opfangede omgivelserne. Værelset var Niall’s. men det var ikke hjemme hos Niall. Det var hos...

Shit, shit og atter shit!

Alting fra i går kom til mig som et trylleslag, og panikken indtog mig. Jeg var hjemme hos Harry og Louis! Åh nej, hvordan i hulen skulle jeg komme hjem uden, at snakke med dem? Min hånd greb ud efter min telefon ved natbordet. Jeg måtte have lagt den der i går aftes, uden at registrere det ordentlig, for jeg huskede ellers ikke at den lå der, inden jeg sov. Skærmen lyste mig i øjne, og klokken viste halv elve. Okay, hvis jeg var heldig, sov drengene meget længe i dag. Rigtig længe.

Benende svang jeg hurtigt ud af sengen. Det våde tøj fik jeg op i hænderne, men det var ulækkert. Føj. Ideen var så bare, at finde noget andet tøj…

Jeg gik hen til klædeskabet, hvor noget af Niall’s tøj lå og hang. Smart, nu havde jeg da nogle valgmuligheder…

En lyseblå skjorte, fik jeg trukket af en bøjle, og svunget om mig. Selvom jeg ikke havde nogen undertrøje, men kun bh på, gik det an. Knapperne blev knappet, ærmerne smurt op. Næste trin blev et par bukser… Jeg skimtede igennem bunken. Mine øjne stoppede ved noget velkendt. Mine cowboyshorts? What, hvad lavede de her? Tanken strejfede mig, at jeg havde glemt dem her, og at de så var smit ind til Niall. Jeg havde jo sovet her et par gange, i løbet af de sidste uger. I så fald: shortsene kom på, og jeg havde nu intet andet at gøre, end at samle det våde tøj ned i en eller anden pose…

Som jeg så fandt inde i skabet. Rigtigt, var der et par beskidte underbukser i – klamt i know! – men jeg smed dem ud, og tøjet røg ned i, i stedet for. Så var jeg klar til at flygte!

Lige så stille, åbnede jeg døren op – efter at have låst den op, selvfølgelig. Der lød til mit uheld, larm inde fra stuen af, hvilket betød en ting. Alle drengene var her. Crap.

Jeg listede mig forsigtigt igennem gangen, og nåede til åbningen af stuen. Mit hoved, tittede forsigtigt frem, for at se hvordan og hvorledes. Som jeg havde gættet, var alle fem drenge her. Eller fire, Niall var sikkert ude i køkkenet. Hans favorit sted. Alle drengene sad livligt og snakkede, og ingen så ud til at kigge over imod mig. Jeg tog hurtigt chancen, og løb listende forbi. Da jeg stoppede op på den anden side af åbningen, lyttede jeg efter forandringer. Snakken var ikke stoppet, og var lige så livlig som før. Godt, så havde de heldigvis ikke set mig.

Jeg listede stadig, da jeg gik videre imod hoved døren. Det var ikke til at vide hvor Niall var. Selvom køkkenet var favorit stedet, så kunne han lige så godt være ved hvert eneste hjørne.

Som kaldet, rundede jeg et hjørne op bumpede ind i en blød ting. Tingen er også kaldet et menneske. Og mennesket, er også kaldet Niall. Hans øjne borede sig overrasket ind i mine. Savn og glæde, lyste ud af dem, og hans mund åbnede sig. Oh no, tænk hurtigt Rose! Det går løs nu!

”Rose?” spurgte Niall højt, og skulle til at omfavne mig, inden jeg ellers smuttede under hans arme. ”Hej Niall,” hilste jeg hurtigt. Mine arme greb ud efter min jakke og sko. ”Hey er det ikke min skjorte?” udbrød han med et stort smil, som var pointen af min undvigelse, slet ikke eksisterende. ”Jo,” svarede jeg kort, og koldt. Endelig, forandrede hans blik sig. Trist, ligesom de andre to drenges fra i går af. Suk, jeg gjorde vidst alle triste i den her lejlighed.

”Hvor skal du hen?” spurgte Niall, nu mindre glad og mere forvirret. ”Hjem. Farvel Niall,” svarede jeg, hvorefter jeg ellers åbnede døren og løb uden for. ”Rose!” hørte jeg hans kalden give genlyd i gangen. Jeg løb videre. Det var næsten som sidste gang, jeg var i denne lejlighed. Der løb jeg også ud af døren, med det andet køn efter mig.

Jeg svang mig ned af trappen, på de strømpesokker jeg nu havde på. Forskellene på sidste gang og denne gang var: et, det var kun Niall der var efter mig. To, jeg havde bare lidt på fødderne. Tre, jeg var ikke ked af det på den måde, mere kold og undvigende. Fire… ej jeg kunne blive ved med forskellene, men de tre var de vigtigste.

”Rose!” kaldte Niall igen.

Jeg var nået uden for, og lige ud på stien. Han var lige i hælende på mig, imens jeg ellers løb afsted. Sådan var det faktisk, hele vejen ned til byen. Han råbte flere gange efter mig, men jeg løb videre. Det samme gjorde han. Den dreng gav bare ikke op!

”Lad mig være Niall!” råbte jeg til ham, over skulderen, og forsatte. Folk kiggede efter os, trods de var få. Det var åbenbart ikke så mange på Londons gader den dag… usædvanligt, selv efter en regnvejrs nat.

”Rose, stop nu for helved!” råbte han irriteret efter mig. Mine fødder brændte nærmest, for hvert skridt jeg løb. Men jeg havde jo heller intet til at affjedre med, i mine landinger jeg lavede med skridtene. Sokker hjalp ikke just meget. Og hvis jeg ikke tog fejl, havde Niall heller ikke sko på, ud fra de lyde der kom. Mine bekymringer for at træde på noget, var faktisk forsvundet efter de første hundrede meter. Hvis jeg gjorde det, var det ellers bare at bide smerten i mig.

Jeg rundede et hjørne, hvor jeg ellers sprang ned under et cafebord. Med dug på. Yes, heldet var vent tilbage!

***

”Rose?”

Niall’s kaldende stemme lød ikke langt væk, og forsigtigt kiggede jeg frem fra dugen. Han stod, så forvirret han var, og kiggede håbløst rundt. Jeg smilede lidt, over min sejr. Så kunne han bare lade hver med, at følge efter mig!

Noget jeg ikke havde troet var, at han ville begynde at spørger folk, om mig. Men, det gjorde han. Et par piger, der sad længer henne ved et magen til bord som mit skjulested, blev hans mål.

”Undskyld?”

Jeg kunne tydeligt følge med i sammentalen her fra, hvis de endelig skulle have set mig, og fortælle ham hvor jeg var.

”Ja, hvad er der?” spurgte den ene af de fire piger. Det var nu, jeg krydsede fingre fra mit eget bedste. Kom nu, kom nu! Ikke have set mig, ikke have set mig, ikke afslør mig!

”Har i set en omtrent så høj pige,” startede han, og lavede mål af min højde. ”Sort hår, iført et par shorts og en blå skjorte, ingen sko kun sokker, løbe forbi her?” sluttede han udspørgende, forhåbningsfuld, ikke mindst sødt. Mine fingre strammede så hårdt om hinanden i krydsende, at jeg ømmede mig.

Pigerne vekslede blikke.

”Nej desværre ikke. Det er vi kede af,” svarede en blondt pige, med et let smil til Niall. Yes! I’m safe!

”Åh…” sukkede Niall skuffet. ”Det er okay, tak for hjælpen.” Jeg var næsten ved at føle med ham. Han havde løbet så langt, også mistede han mig af syne. Men stadig: bad luck dude.

”Hey, prøv lige at vent,” startede en krølhåret pige ud med, da Niall var ved at vende sig om for at smutte. ”Er du ikke Niall Horan?”

Niall vente sig smilende om, og nikkede hurtigt. Jeg sukkede. Fans, great! Enden havde de set mig, og besluttet sig for at sige det, fordi det var Niall Horan. Eller så, ville de bare have autografer og billeder. Like always, med de kendte.

”Åh nej, ikke dig!” udbrød en pige, og så pludselig sur ud. Okay, what? Jeg lavede store øjne, hvilket Niall også gjorde. ”Hvad mener du?”

”Ad, du er simpelthen så grim og utalentfuld!” udbrød en sorthåret pige, og så med væmmelse på ham. Hvad sagde hun lige?

”Undskyld mig?” udbrød Niall, totalt paf.

”Du hørte hende godt, bøjlefjæs. Grim og utalentfuld, er lige hvad du er!” sagde hende den blonde, med et ondt smil. Jeg så lammet på dem alle sammen. Hvad skete der lige her?

”Øm…” Niall bed sig i læben. Shit, det betød kun en ting…

”Du bør ikke engang være med i One Direction! Du har ikke talent nok, og du er jo helt forfærdelig at kigge på! Kan du ikke bare dø?” snerrede en pige med krøllet hår.

Mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig. Tankerne prøvede at lave dette puslespil, der pludselig var inde i min hjerne. Var de her… Niall’s haters?

”Jamen…” En brunhåret pige afbrød Niall ved, at rejse sig op og skubbe hårdt til ham.

”Jeg ville ønske du aldrig var blevet født, Niall Horan! Din fødselsdag er hvert år, der hvor jeg ønsker at kunne skrue tiden tilbage til da du blev født, og kvæle dig inden du begyndte at åbne øjne!” skreg hun af ham. Niall så skræmt på hende, og resten af bundet med piger. De stirrede ondskabsfulde på ham, og skulle alle til at rejse sig op. Blikket ramte Niall igen. Ned af hans kinder, gled noget, jeg håbede jeg aldrig skulle se på dem. Tårer.

”Gå til helved med dig, Irske dreng!” råbte den blonde, og puffede til ham.

Endnu flere tårer, gled ned af Niall’s kinder. Hans øjne var så fyldte af sorg, at det gjorde ondt, dybt inde i brystet på mig. Som sagde det knæk, inde i hjertet. Og dér, blev det ellers for meget. Jeg sprang ud af mit skjul, og op på mine fødder. Hjertet bankede alt for hårdt, inden i kroppen på mig, og blodet havde sikkert gjort mine kinder røde i raseri. Sådan skulle ingen, snakke til min ven! Ingen, skulle få Niall til at græde!

”Kan i så lade ham være!” råbte jeg vredt, og rev Niall hen til mig. Alle pigerne så overrasket på mig. Ondskaben var ikke fjernet fra deres blik, men jeg sked på det. Min vrede, ville nok til hver en tid overgå dét der.

”Hvordan helved, kan i sige sådan noget? Niall er en fantastisk fyr! Og i bitches har bare at lade ham være i fred!” råbte jeg af dem, og skubbede en grædende Niall bag mig. ”Hvad kaldte du os lige?” udbrød den sorthåret pige, chokket og vredt. Jeg grinte højt og koldt. ”Du hørte mig godt! I skal lade Niall være, eller jeg skal nok sørge for at det bliver værst for jer selv,” snerrede jeg, og knyttede næverne.

”Åh, siger du? Den lille luder som en veninde af grimme bøjlefjæs?” grinte den krølhåret pige hånligt. Det næste, kunne jeg ikke styre. Hvis, i kender den følelse, hvor det hele bliver for meget og det hele bliver overladt til reflekserne? Så var det lige dét, der skete. Før jeg vidste af det, havde jeg trådt et skridt frem, og givet den kække pige en lussing. Hun skreg overrasket, og faldt tilbage imod de andre piger som greb hende.

”Hvad fanden laver du?” udbrød hun chokket. Jeg havde ikke engang slået særligt hårdt, men man kunne ane et lille mærke på kinden. Ups.

”Hør her: Hvis Niall ikke er med i One Direction, så er der intet One Direction! Så er det bare fire britiske fyre der synger sammen. Og hvis Niall trækker sig fra bandet, så trækker de andre sig tilbage fra bandet. Så er der igen, intet One Direction, takke været hvem? Sådan nogle haters som jer, som ikke har andet end jord i hoved! Hvis jeg var jer, ville jeg stoppe med at sige sådan til ham. For hurtigt, kan det ende med, at når i endelig skal ind til en koncert: jamen så må i ikke, og bliver smit ud af vagterne!” sagde jeg. De alle så lammet og chokket på mig. Jeg smilede stille.

”Godt at høre at, i forstår en klar besked. Jeg håber karma finder jer i tide. For hvis ikke, så skal jeg sgu nok,” tilføjede jeg, inden jeg ellers vendte om på hælen og gik hen til en grædende Niall. Da jeg nåede ham, åbnede jeg straks armene, og trak ham ind i min favn. Noget så smertefuldt at høre på, var hvad hans hulk var. Men jeg vidste, jeg lige havde gjort noget rigtigt. Disse piger, var nok nogle af de mest ondsindet personer, jeg længe havde mødt. Måske var jeg selv en bitch, over for dem. Det indrømmer jeg gerne. Men ingen skulle sige sådan til andre. Og når deres forældre tydeligvis ikke, kunne fortælle dem hvad der er rigtigt og forkert, måtte jeg gøre det. I må synes jeg er tåbelig, ak ja gør endelig det hvis det frister. Men Niall… han er en glad dreng, som kan se alt det positive i livet. Leve livet. Han er en dreng, som der desværre ikke findes mange af.

Han er en ven i verdens klasse.

”Tak Rose. Og undskyld,” hulkede han ned i min skulder. Jeg tyssede på ham. ”Ingen over sag, Niall. Og nej, ikke undskylde. Det er mig der undskylder. Jeg har været så ond over for jer, og sådan en bitch.” Han mumlede et nej det havde jeg i hvert fald ikke, ned i min skulder. ”Jo Niall. Jeg burde som en rigtig ven, tilgive jer. Men det vil jeg også gerne. Hvis, i bare vil fortælle mig den virkelige grund til løgnen,” forsatte jeg stille, ned i hans skulder.

”Rose, det var begrund af dine billeder,” startede Niall, og trak mig ud foran sig. Jeg rynkede forvirret panden.

”Din hobby. Hvis du vidste vores hemmelighed, så ville du automatisk blive sat navn på i medierne, og genkendt. Hvilket ville betyde, at du ikke ville kunne tage billeder uden at have andres kameraer i ryggen.”

Jeg rystede på hoved. Han nikkede.

”Men, det var hvad vi troede. Eller bildte os ind. Den helt rigtige ting var jo, at vi gerne ville have en ven, som ikke kendte til vores kendte side. Men bare normale side.”

Jeg gispede overrasket.

Mente han det seriøst, eller var det en joke? Var det virkelig begrund af min hobby? Nej, det var begrund af deres ønske. Som jeg havde opfyldt, indtil for lidt siden. Men, hvordan fanden skulle jeg så lige reagere på det her? 

 

                                                                                                      

Hej dejlige mennesker!:)

Så nu kom dagens, altså ja det skulle være tirsdags kapitel, men udkom nu natten onsdag :P, kapitel. Hvad synes i? Nu kom svaret fra Niall omkring løgnen. Havde i gættet rigtigt?:) Jeg ved, en af jer havde! 

Her i anden halvdel af kapitlet, hørte vi så om nogle haters - Niall's haters. Faktisk, ved jeg at han engang græd, begrund af nogen fans krammede alle de andre drenge, undtagen ham fordi de ikke synes om ham. Jeg ved, at der ren faktisk er nogen, som ville ønske Niall ikke var med i One Direction. Men som Rose's mening, har jeg præcis den samme. Det er selvfølgelig bare min mening, at der ikke er noget One Direction uden Niall. Faktisk, forstår jeg ikke hvorfor nogen kan være så onde. Igen, min mening, don't jugde me!;)

Når ja, så hørte i også en lidt mere bitchet side af Rose. Alle har sådan en jo ;D Selv mig, det indrømmer jeg da! xD Okay, det var vidst det hele... Nej vent, sidste ting! Tak for alle de mange likes og ikke mindst favoriter! I aner ikke hvor glad jeg er for at, nogen læser den her historie! Har længe skrevet på den... :)

Ps. sorry hvis der er små fejl! Er ret træt og sådan, så grunden ligger der... håber i bær over med mig ;D xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...