Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

746Likes
700Kommentarer
193820Visninger
AA

8. It isn't good enough

Rose’s Synsvinkel

”Når, i kan endelig finde ud af, at komme hjem?” snerrede jeg vredt, og kiggede fra det ene overraskede fjæs til det andet. Uh, jeg kunne næsten ikke tåle, at se dem i øjne. Min hjerne kogte, og mine hænder rystede helt af anstrengelse for, ikke at lade raseriet komme ud. Endnu. For det ville komme, skulle komme. Åh ja, ingen tvivl om det. Ikke om de skulle, slippe godt for alt det her! De havde jo for guds skyld, holdt deres største del af dem selv, hemmelig for mig. Hvilket jeg ikke kunne finde mig i. Og hvorfor? Fordi, jeg netop havde lukket op for min, og fortalt dem det. Selvom jeg ikke synes om det i starten.

”Har du ventet på os længe da?” spurgte Niall, og så stadig overrasket på mig. Jeg så undersøgende på ham. For at se, om det var hans alvor. Lignede jeg måske ikke en, der havde ventet længe, da jeg lå på sofaen? Mit blik gled hurtigt hen på sofaen, som var bemandet af Zayn, Harry og Louis. Sig mig, havde jeg ikke lige..?

”Hvem bar mig ind i…” Jeg afbrød mig selv, da jeg allerede kendte svaret. Så det var dén velkendte og trykke duft, jeg var omsværmet om da jeg vågnede. Jeg undertrykte et smil. Sødt alligevel, at han havde båret mig ind i en mere… behagelig omfavn.

”Det gjorde jeg,” sagde Louis, og smilede prøvende til mig. Så tæt på, så tæt på var jeg, for at smile tilbage og ligge tingene bag mig. Men så kom minderne som et rush, ind i blodet på mig, og han fik den kolde skulder. Lige så de andre. Hele mit sind var i vrede, og intet positivt kunne jeg se. Det eneste jeg kunne få øje på var, fem par drenge som ikke havde gjort andet, end at lyve mig direkte op i ansigtet. Great, huh?

”Og hvor var i så henne?” spurgte jeg, koldt og gik hen imod køkkenet. Lidt skubbet til siden, lå posen med bladende i, som jeg greb fat i. ”Øm… ude og shoppe. Hvorfor?” svarede Liam roligt, og smilede beroligende til mig. Jeg rystede på hoved. Troede han virkelig, at jeg var en idiot? Seriøst? Endnu et bevis på, hvor lavt de værdsatte mig. Et trist suk, undslap mine læber. På en måde, havde en lille del af mig, håbet på, de endelig ville åbne op og fortælle mig hele sandheden. Om deres karriere og bandt. Men jeg tog tydeligvis fejl, for når selv Liam den fornuftige løj for mig, så var man virkelig på spanden. Se det, havde jeg skam lært.

”Fint, helt sikkert. Jeg ved jo ikke hvor, i har været henne. Men tro ikke jeg er dum. Især ikke når, i lige forklarer mig det her,” sagde jeg, stadig med vrede, og stak hånden ned i posen. Hurtigt var jeg henne ved dem, og havde smit de mange blade på stuebordet. Det gav genlyd med et højt smæld, som de alle hoppede op i sædet af. Øjne stirrede opspærret på de mange forsider. Der var stille. Helt stille. Alle var for chokeret til, at sige noget. For meget, egentlig. Men det forventede jeg nu heller ikke. Så var der også bare mere plads til alt det, jeg nu skulle ud med. Og der var ufattelig meget, til jeres advarsel.

”Hvad er det her for noget? Jeg har fortalt jer alt omkring mig selv. Selv alt det, som kun fire mennesker, i hele verden, vidste. Og alligevel, alligevel kan i åbenbart se så mange gode grunde til, at holde det dér hemmeligt for mig!” Tårerne løb ubevidst ned af kinderne på mig. Hurtigt, tørrede jeg dem væk. ”Rose, det er jo ikke sådan ment,” prøvede Louis, tydeligvis trist over hele situationen. Ha! Han kunne godt tage de ord i sig igen, for hvis det ikke var sådan ment, kunne jeg ærligt talt ikke se, hvordan, det hele ellers hang sammen. ”Så det var simpelthen ikke sådan ment at, i skulle holde det hemmeligt for mig, så i slap for den kendte side? Så det var slet ikke sådan ment at, jeg skulle bare side og fortælle jer alt, og jeg skulle nøjes med det halve? Er det virkelig sådan, det hele hænger sammen, Louis?” spurgte jeg snerrende, og sendte nok nogle brændende øjne, for han skuttede sig under mit blik.

”Jamen…” prøvede Louis, men Liam afbrød ham.

”Vi gjorde det for, at beskytte dig Rose.”

Jeg stirrede målløs på ham. Hvad fanden var det lige, han sagde?

”Beskytte mig?” spyttede jeg nærmest ud, og grinte en følelsesløs latter. Min sjette sans sagde mig, at de alle var skræmte, og overrasket over min anden side. En side, jeg bestemt ikke var stolt af, at skulle vise dem. Normalt, blev den kun brugt imod personer, jeg ikke brød mig om. Eller var for meget for mig. Åh gud, alt det jeg ikke ønskede, de skulle være. Trist, men det var de lige pludselig…

”Alt i har gjort, er at sårer mig, Liam. I har ikke en skid beskyttet mig! I har ydmyget mig, og løjet. Det er det eneste i har gjort!” råbte jeg, og tårerne løb for alvor ned af kinderne, mere end før. Men jeg var lige glad. Fuck det, jeg kunne altid fortryde tårerne, når jeg kom hjem. Lige nu, blev de åbenbart nød til at se og høre by them self, hvordan jeg havde. Hvor ondt det gjorde. Og efter deres udtryk. og tydelige auraer at dømme, var det netop sket.

”Hvordan tror i det er, at finde ud af, at dine eneste bedste venner, er et kendt boybandt? Hvordan tror i lige det er, at se sig selv på verdens største sladdermagasiner, som man netop undgår? Hvordan fanden, tror i lige det er? Sjovt? Grinagtigt?” Harry skar tænder, samtidig med at Zayn kiggede op fra sine hænder. De dybe brune øjne, kiggede ind i mine. Som tryllebundene og uendelige. Som tiggede de om, at holde inde med alle mine følelser. Forvirrelsen slog mig i baghoved. Men lige efter, kom forklaringen som et stykke løst papir, flyvende ind i hoved på mig. Det var for meget for ham. Han kunne ikke tåle at høre det, og vide at det var begrund af ham, at jeg havde det sådan. Jeg kunne ikke beskrive for mig selv, hvordan det var, at finde ud af det. Zayn havde altid været den mystiske, og mere tilbageholdene med følelser og tanker - Men stadig ret tæt med mig. Og nu, nu kunne jeg pludselig læse ham, blot ved at kigge ham i øjne. Det var noget af et rush, at få i hoved. Men ændrede ikke min holdning på noget.

”Overhoved ikke Rose, men du ved ikke hvor mange gange, vi gerne ville sige det,” forsikrede Niall mig op. Mit hoved drejede sig over på den blonde dreng, jeg ellers synes godt om. Han var en god ven for mig. Sød dreng, med den sjoveste latter og mærkeligste madvaner. Alt synes at være godt ved ham. Men pludselig, synes jeg, at det hele faldt fra hinanden. Mit blik kunne ikke blive mere tomt, da jeg så på ham. For seriøst, det er sgu da ikke dét, man skal sige til en, når personen lige har opdaget en hemmelighed? Det er jo det mest tåbelige, naive og dumme at sige! Dårlig redning, kunne jeg også kalde det. Ja, det passede nok bedre.

”Niall, det er ikke godt nok. Det er simpelthen ikke godt nok, at side og sige sådan, når jeg ligesom har opdaget det. Så er det som, at træde endnu mere på det. Ved du godt det?” sagde jeg, og lød måske nok lidt ond. Men jeg havde virkelig et raseri anfald, som jeg kæmpede med. Med virkelig, mener jeg virkelig. Normalt er jeg ikke personen, der bliver sur eller flipper ud, på så søde mennesker som dem her. Men lige nu, havde jeg det som om, jeg havde levet på en løgn de sidste mange dage. Det er svært at forholde sig til. Enormt svært. Noget, som også får vreden op i mig. En ukontrolleret vrede, som jeg fribrilsk prøvede at ligge låg på.

”Vi vidste jo ikke, om du ville ændre synet på os, eller flippe helt ud over vi er kendte,” kom det stille fra en desperat Harry. Dér slog det klik for mig. Virkelig, helt seriøst, det var som om en gren knækkede i et klik eller knæk. Tårerne var i store mængder, blodet pumpede afsted inden i mig, og vreden kom ud i en strøm. Eller faktisk, flere strømme, men mindre detalje…

”Nej, men i kunne forfanden havde fortalt mig det efter, i lærte mig bedre at kende! For helved Harry, tror i virkelig det om mig? De kendtes liv rager mig ikke en lille finger, og det synes jeg, jeg har givet udtryk nok for. Og alligevel, bruger du det som en undskyldning? Hvor lavt kan i synke, var?” råbte jeg op, og slog ud med armene. ”Men jeg har jo ikke..” prøvede Louis, men jeg så rasende på ham. ”Åh jo, det har du! Selv Eleanor har prøvet flere gange, at få jer til at åbne mundene på jer. I har bare ignoreret hende! Ikke mindst Danielle.” Da jeg sagde hendes navn til sidst, røg blikket over på en lamslået Liam. Ham som ellers tager tingene roligt, kunne ikke lade hver med at vride sig i sædet, flette uroligt fingre og stirre ud i luften. Han var gået i selvsving. Åh gud dog…  

”Jeg ved det…” mumlede Liam, og stoppede sig selv i at gå helt i udbrud. Sært? Hm… ja, ret så meget. Mit eget anfald af raseriet, satte mig dog bare igen i gand, med at flippe helt ud. Stolt over det, var jeg ikke. Men det ville også være løgn, hvis jeg sagde, at de ikke fortjente det. Det kan vi vel godt blive enige om.

”Betyder jeg virkelig så lidt for jer?” snøftede jeg, og havde fået raseriet til at blive erstattet af en ting, som ikke var meget bedre. Mere smertefuldt, men det lå også til navnet: sorg. Hvis det ikke skulle undre nogen, var den stor, og virkelig skærene. ”Rose, du betyder meget for os! Mere end du aner!” udbrød Niall desperat. Jeg lukkede øjne i. Selvom det, løb tårerne stadig ned af kinderne på mig. Mine hænder knyttede jeg, for at stoppe et hulk der lå i halsen på mig. Tankerne og følelserne, var næsten for nærgående og store til, at jeg kunne klare det uden at, bukke fuldstændig under. I et splitsekund, åbnede jeg øjne op til verden, der var oversvømmet i mine saltetårer. Drengene sad, og så desperat og triste på mig. Mit hoved rystede. ”Åben bart ikke nok.” Og med det sagt, løb jeg ellers ud af stuen. Drengene råbte efter mig, men stemmerne var bare så langt væk fra mig, hvis, i forstår hvad jeg mener. Det var som om, de bare var en slags baggrundsstøj til resten af de forvirrende ting, der ellers kørte rundt, i mit håbløse rodede hoved.

Da jeg løb forbi køkkenet, tog jeg min taske med i forbifarten. Hoveddøren svang jeg op, og løb ud på gangen. Det kolde gulv gav et sus igennem mig, begrund af mine nøgne fødder. Det var da også rigtigt. Mine stiletter havde Louis sikkert taget af, og stillet inde i stuen. Så jeg måtte løbe barfodet hjem, hvis jeg ellers ikke nåede et taxi på flugten. For tilbage dér til, skulle jeg i hvert fald ikke!

Jeg løb ned af gangen, bevidst om at nogen fulgte efter mig. De var jo ikke just stille, nej mere råbene og larmende. Men som før, så føltes de bare så langt væk fra det sted, jeg befandt mig. Mine bevægelser og handlinger kom også naturligt for min krop, da min sjæl nærmest ikke var tilstedet. Som var det ikke mig, der løb væk fra drengenes lejlighed, med dem løbene efter mig. Som om det ikke var mig, hvis fødder løb på den kolde jord. Men det var det jo. Og det var også som at vågne op fra en drøm, da jeg endelig var mig selv igen. Altså, sådan ordentligt.

Jeg tog trapperne ned, da jeg vidste de ville kunne nå elevatoren. Råbene efter mig, var der stadig, men mere forståelig nu. Det var bare mit navn, og noget shit om at jeg skulle vente et øjeblik. Ikke en skid, om jeg ville. Det eneste jeg kunne se jeg skulle var, at løbe væk fra dem og finde mig en taxa. Hvilket jeg så gjorde. Da jeg nåede ned til udgangen smækkede jeg hurtigt døren op, og i efter mig. Uden at kigge mig tilbage, råbte jeg efter en taxa, som tilfældigvis kørte forbi – til mit held. Den stoppede, og mine ben satte nærmest af og kastede mig selv ind i bilen. Manden kiggede forvirret på mig, men jeg rystede bare på hoved. Døren smækkede jeg i, og nåede i sidste øjeblik at, se drengene der kom ud af døren.

”Kør!” råbte jeg fribrilsk, og nikkede hen imod drengene. Taxaen blev sat i fuldt gear, og ræsede afsted, væk fra de tilbagestående drenge. ”Puha, det var tæt på…” mumlede jeg for mig selv, og tørrede som en refleks, min pande af med håndfladen. Chaufføren grinede stille. ”Drenge problemer?” spurgte han sjovt. Jeg nikkede. Det var lige dét det var.

”Men hvor skal damen så køres hen?” Jeg tænkte kort, og gav ham min adresse. Da kunne jeg ellers læne mig tilbage i sædet, og kigge tilbage på drengene, der stadig stod der. Synd. Virkelig synd, at vores venskab skulle ende sådan. Men jeg kunne bare ikke mere… det sårede mig for meget, at de intet havde sagt. Især, når jeg for en gang skyld, åbnede mig op for nogen. Som jeg virkelig troede fuld, fast og blindt på. Det hele viste sig bare at være en katastrofe i sig selv, at tro på dem. De var som alle andre – undtagen Afrodite. Hun var igen den eneste, jeg kunne stole på. Jeg sank en stor klump, som bragte tårer.

Forfærdeligt, jeg havde ellers lige været så sikker…

 

***

Zayn’s synsvinkel

Hun var væk. Puf, sprunget ud af døren og flygtet væk fra os. Og hvor kunne jeg ikke lade hver med, at forstå hende. Selvom jeg ikke højt ville kunne sige det, så fortrød jeg allerede fra starten af, at vi gjorde det her. Frygten for, at det ikke ville ende godt, var stor. Og se en gang: det gjorde det heller ikke. Bare det, at Rose stod og fortalte hvordan hun havde det, var slemt. Men, at kigge på hende, og lige frem direkte ind i øjne…

Jeg skuttede mig under en omgang kuldegysninger.

Det var simpelthen noget af det mest ubehagelige, jeg nogen sinde havde oplevet. Jeg som ellers har oplevet en masse… Følelserne var tydelige, og så tygge de var, kunne du nærmest række ud og mærke dem. Bevidstheden om, at drengene og jeg selv, var skyld i det her, var en forfærdelig ting at vide. Skyldfølelsen, gnavede jo nærmest huld inden i og ud, på mig! Men som altid, gjorde jeg alt for at skjule det. Og som altid, gik det perfekt. Eller dog, der var nok små følelser man kunne se, i øjne på mig. I hele min væremåde. Men det var ingen ting, i forhold til, hvordan jeg virkelig havde det inden i.

Dagen som ellers synes, at virke så god og solrig, var pludselig mørk og det begyndte at regne. Bogstaveligt talt. Regnen dryppede i starten, men blev så til store stænger. Ingen sagde noget. Ingen bevægede sig ud af flækken, eller gjorde mine til at gå. Alle stod og kiggede tomt, på det sted, Rose havde hoppet ind i taxaen – som gjaldt det livet – og kørt afsted. Luften var så tyk af stemningen, at man kunne skære i den. Ingen af os drenge, lod sig mærke til de andre, men var i sit eget lille fortumlede univers. Hvor samvittigheden fandtes, og pindede en med pisk, og hånlige grin.

Regnen piskede ned, og ødelagde min frisure. Normalt, synes jeg at ville skrige, og spæne inden for. Men i dag, i dette øjeblik, synes mit hår og frisure ikke til, at være det vigtigste. Jeg ved det, det lyder sært når det kommer sådan fra mig. Især, når det er mig, som går mest op i udseendet af os alle. Men nu… nu var regnen som en dejlig afkøling, der bragte en sær lammelse i mig. Lod mig stå, lade mit tøj blive drivvådt, min sorte t-shirt til at klistre ind til huden og håret til at hænge lidt. Inden, jeg ellers lod en hånd køre igennem det, så det strittede vildt. Først da det begyndte at blinke og tordne, var der en der rømmede sig.

”Kom drenge, lad os komme ind,” mumlede Liam, fornuftigt men trist. Alle mumlede noget utydeligt, og fulgte stumme efter ham inden for. Nok som en hund, viftede jeg med hoved, så mit hår svingede om siderne, og drev vand fra sig i farten. Harry gjorde det samme. Imens der lød nogle klagende mumlen fra de andre. Det faktisk også kunne gøre det, med deres frisure, men ikke gik så meget op i det. Hm…

”Jeg kan ikke fatte, at alt det vi frygtede, lige skete,” sagde Niall lamslået, da vi tøffede ind i elevatorens omklamrende atmosfære. ”Ironisk nok,” mumlede jeg. ”Ja, det hjalp ikke rigtigt, det vi ellers håbede på, ville gøre det,” sagde Liam. Mit blik lå på Harry, som kørte en hånd igennem håret, med et håbløst suk på læberne. ”Nu gad jeg bare godt at, vide hvordan vi skal redde den her.” Jeg nikkede enigt. Det tror jeg alle gerne ville vide. ”Vi kan i hvert fald ikke bare lade hende gå, og aldrig kontakte hende på nogen måde,” forsatte Niall, hvor Harry slap. Den eneste som ikke sagde noget, opdagede jeg, var Louis. Han stod med hængene skuldre, og kiggede tamt ud i luften. Som havde han lige set et mord, eller et eller andet skræmmende. Eller rørene.

Jeg rynkede kort brynene, i en tænkende adfærd. Havde Louis et tæt bånd til Rose?

Jeg kunne nærmest slå mit selv i fjæset, af den tanke. Selvfølgelig havde han det! Det havde vi alle, selv jeg! Men havde han et endnu tættere bånd med hende? Der lod jeg den ellers hænge lidt. Tænkte, tænkte og tænkte. Imens, gik jeg monotont ud af elevatoren, da den stoppede på den rette etage. Før jeg vidste af det, havde jeg smit mig i sofaen, trods mit våde tøj, og kiggede tænkende ud i luften.

Og vups, der var den! Jeg smilede skævt, over min tanker formåede at finde svaret. Louis havde haft et ekstra tæt bånd med Rose. De var jo næsten som bror og søster. Virkelig, som om de var i familie. Lidt scarry eller..? Nej, måske sødt. Jeg skar en grimasse. Efter nærmere eftertanke, følte jeg mig lidt som en eller anden spasser, når jeg sådan sad og nærmest snakkede med mig selv, inden i mit hoved. Men… whatever.

”Måske skulle vi ringe til hende?” spurgte Harry, allerede med telefonen op til øret. ”God ide!” udbrød Niall ivrigt. Ikke at det undrede mig noget, at det var de to, der kom med det forslag… Begge drenge var skut i hende, så bling! Der lå forklaringen sørme.

Pludselig skete der noget, jeg ikke havde set komme. Virkelig, jeg tror ingen havde set det komme. Louis sprang vredt op af sofaen, og så med irriterende øjne på Harry og Niall. ”Kan i ikke bare fatte, at Rose er helt ude af sig selv, og ikke har brug for at vi træder endnu mere i det?” snerrede han oprørt, og nikkede imod Harrys telefon. Som btw, så ud til at, sluge en stor klump, for ikke at farer op i forskrækkelse med triste følelser.

Altså Harry, ikke telefonen.

Han elskede jo Rose, det vidste vi alle.

Igen, Harry og ikke telefonen.

Det gjorde Niall også.

Hvilket var derfor, at de begge godt kunne tage det endnu mere tungt, når Louis gik sådan på dem. Det var også begrundelsen for, at jeg rejste mig op, og tog fat i Louis med et sigende blik.

”Louis,” advarede jeg ham. ”Det er ikke nu, vi skal beskylde hinanden for det her, eller rive hovederne af hinanden. Især er der nogen, der tager det dybere end andre.” Jeg skævede til Harry, ikke mindst en skræmt Niall, og havde ellers opmærksomheden på Louis. Som sank skuldrene igen, og så undskyldende på mig.

”Undskyld jeg… du… i … jeg må have noget luft,” endte han med at sige, og vred sig ellers ud af mit greb, og styrtede ud af stuen.

 Vi andre, specielt mig selv, kunne ikke lade hver med at se efter ham. Skyldfølelsen ramte mig igen, men jeg viftede den fribrilsk væk fra mig. Jeg kunne ikke gøre for, at han havde det sådan, som han havde det. Det var ikke min fejl, eller skyld. Jeg vidste bare, at hvis han begyndte at råbe af os alle, ikke mindst Harry og Niall, ville han fortryde det stærkt i morgen. Helt konkret, gjorde jeg ham faktisk en tjeneste.

”Jeg er sulten…” lød det fra Niall.

Liam sukkede og rejste sig.

***

Musikken kørte i rummet ved siden af. Guitarens strenge, gav en genkendelig lyd ud i hele lejligheden. Vi alle, havde besluttet at blive i Louis’ og Harrys lejlighed. Gæsteværelser var der nok af. Men, pointen var ikke så meget gæsteværelserne. Mere, at alle var helt sunket sammen, og havde brug for selskab. Ingen vil være alene, med den skyldfølelse, vi alle følte.

Louis havde Liam hentet op, efter en halvanden times frisk luft. Han havde nok været bange for, at drengen prøvede, at gøre sig selv syg i den ordentlige skylde væske, der havde ramt området. Og ikke syntes til, at ville stoppe igen. Altså, regnen.

Tilbage til musikken. Det var Niall, der var smuttet ind på et af gæsteværelserne – det han altid brugte når han var her. Efter lyden, sangstemmen og pauserne at dømme, var en sang ved at blive født. Et lille smil, kunne jeg umuligt fjerne. Niall var en følsom fyr – det vidste alle. En fantastisk sangskriver, var også noget han kunne kalde sig selv.

Faktisk, havde han skrevet over halvdelen af sangene, på vores første plade ”Up All Night”. Man kan vel sige, at hans frustrationer kom ud via musikken. En ting, som virkede meget godt, for han var altid glad og fuld af energi. Men der sad han ellers, med en guitar fra det musikrum, drengene havde i lejligheden. Som nok var støre end en normal lejlighed, med alle de rum og mængder plads.

Jeg selv, sad og… ja, hvad sad jeg egentlig og lavede?

Kiggede lidt på min telefon, som synes at virke så ubrugelig, end den ellers plejede at gøre. Twitter, var ikke hvad jeg havde lyst til. Min facebook, virkede heller ikke så fristende. I det hele taget, virkede intet spændene. Min hjerne tænkte for meget til at, jeg kunne lave noget normalt.

Irriteret på mig selv, smed jeg mobilen på bordet. Harry kiggede lidt på mig, med et sideblik.

”Tankerne bliver hurtigt for meget, ik’?”

Jeg nikkede stumt, og så stille på ham. Mine øjne, studerede ham lidt. Harry så træt ud. Virkelig træt. Og ikke mindst udmattet. Ham og Niall måtte tage det hele dobbelt så tungt, som os andre. Selvom det ikke var til at vide, eller forstille sig. Hvis jeg skulle være ærlig, tog vi det vel alle lige tungt, på hver vores måde?

”Jeg bliver nød til at ringe til Danielle,” sukkede Liam, mindst lige så udmattet som Harry. Apropos Harry så, så vi begge på Liam, samtidigt.

”Seriøst?” udbrød jeg.

Liam nikkede trættende.

”Det skal jo gøres før eller siden, selvom vi nok alle, får ret meget røv. Især når det ryger videre til Eleanor.”

En gysen, gled hen over kroppen på mig. Uf… De piger sure, var ikke et kønt syn. Eller omgang. Især ikke, når de allerede i forvejen havde prøvet, at få os til, at sige det til Rose. Nej, det blev ikke just bedre, at vi ikke havde lyttet. Og når de var mindst lige så glade for hende, som vi var. Ups.

Liam forlod ikke stuen som ellers, men blev siddende i læne stolen, da han ringede Danielle op. Jeg vidste ikke helt, hvordan samtalen ville ende. Men hvis jeg ikke tog meget fejl, så ville hun før eller siden, komme her over med en stor skideballe. Hun lød næsten som en mor, eller noget. Men det var hun langt fra… det her skulle nok blive sjovt. Haha, not. I virkeligheden ville det blive et helved.

”Dani? Hun opdagede det,” lød Liams stille stemme. I det mindste, gik han direkte til sagen. Harry og jeg, behøvede ikke at strække halsen, for at høre hvad Danielle sagde. Hun snakkede så højt og oprevet, at vi fik alt med ved lethed.

Men jeg lukkede det ude efterhånden. Samtalen var jo ikke helt så kort, som en normal var. Eller lydløs. Nej, langt fra.

Tankerne gled hen på Rose, for nok tyvende gang. Hendes øjne tårer fyldte øjne med smerten, sorgen, skuffelsen og vreden, var stadig som en af de store erindringer bag mine nethinder.  Hvordan tårerne, havde gledet ned af de ellers solbrune kinder, med en let rød farve. Hvordan hendes stemme, havde lydt som genlyd, i hele lejligheden. Hvor frustreret den havde været. Oprevet. Jeg havde det som om, det var et bånd, der spillede på repeat inde i ørene på mig. Det var forfærdeligt. Grusomt. Og fik samvittigheden frem i mig, endnu en gang. Hun var en person, som påvirkede omgivelserne omkring hende. En person, som virkelig kunne ramme folk. Folk, der ellers ikke blev så nemt ramt. Hun var en person, som alligevel var skrøbelig og tilbageholdene, lidt som mig selv. Jeg var bare ikke skrøbelig.

På mange måder, forstod jeg hende bedre, end jeg længe havde gjort med nogen. Jeg vidste, at hun tit fakede et smil med en facade, når hun lige var ankommet hen til os. Når jeg så hende i øjne, var hun en skrøbelig og sårbar pige, som havde mange ting i sit liv at kæmpe med.

Hvilket var derfor, jeg tænkte på, hvad hun mon lavede nu. Græd, højt sandsynligt. Men hvor hun var, hvad hun ellers lavede og tænkte, fik mig til at skutte mig med de mange spørgsmålstegn.

 

Jeg vidste det ikke. Overhoved ikke. Men jeg håbede, hun havde nogen hos sig. 

 

                                                                                                                

Halløj fokes!:)

Wooop, jeg er helt oppe og køre over det her! Der er pludselig så mange på favoriten samt likes, og i aner ikke hvor meget det egentlig betyder for mig! I er sgu for dejlige, tusind tak!:D

Undskyld der ikke kom et kapitel i går. Var ikke hjemme hele dagen, og havde heller ikke noget internet i nærheden... ups, sorry ;)

Men her er dagens kapitel så... Hvad siger i til, at der kom en synsvinkel fra Zayn den mystiske's side?:O Fedt, nice nok eller bare... nej det tror jeg ikke lige? :P Tænkte, at drengen godt kunne være lidt åben en gang i mellem. Især over for Rose, med the eye contact moment ;D

Vil skynde mig at tilføje, en ting. Bliver simpelthen så glad, for jeres dejlige kommentarer! De er enormt søde, og varmer mit hjerte, især når i skrive ris og ros :D Bare det at i kan lide den, er en glæde i sig selv.

Igen, husk og like, sæt på favoriten og alt det der halløjsa. I ved hvad jeg mere :)

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...