Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
189192Visninger
AA

26. I thought it only was a dream

Kapitellet inden er rettet fra en meddelelse til et rigtigt kapitel, så læs det først, hvis i allerede ikke har gjort det :) xx

Sandet fik mig til at spytte kraftigt, med fornemmelsen af at blive kvalt, liggende lige midt i halsen. Den fugtige varme, fik mig til at feje min hånd hen over panden. Min bløde håndflade blev helt våd, blot af den sved, der gled ned af min pande.

Jeg prustede ved varmen, og spekulerede hvor jeg var. I en kakkelovn? De kunne lige så godt være.
Lige som jeg skulle til at sukke, kom en brise, jeg forventede at være kold. Men der kom kun endnu mere varme, end det jeg i forvejen gik rundt mig.

Min hals snurrede sig sammen, i ren mangel på tørst. Ikke om min hjerne kunne få det til at hænge sammen. Jeg kunne umuligt være i England. Og det område jeg var landet i, kunne umuligt være noget jeg oplevede i virkeligheden. For da jeg sidst så efter, lå jeg fladt på min seng, i ren udmattelse efter endnu en alt for lang skole dag – heldigvis var Afrodite der, til at gøre den lidt bedre.

Forvirrelsen stod mig til op over ørerne, men den skulle snart blive fjernet. For pludselig ud af det blå, lød et højt brag, og hele jorden synes at ryste under mine bare fødder. Jeg kiggede skræmt omkring, og fandt pludselig ud af, hvor jeg befandt mig. Et enorm køretøj kom lige forbi mig, og en masse råb samt mænd i uniformer, bekendtgjorde den teori jeg havde, var fuldstændig rigtig.

Jeg var midt i en krigs lejer.

Endnu en bombe sprang, og en masse mænd kom løbende. Jeg så forskrækket på dem, men de så ikke ud til at ænse mig. Deres uniformer var helt som Nicks, og tanken strejfede mig, at han kunne være i bland de unge fyrer, der løb afsted – for livet.

Hurtigt skubbede jeg den fra mig, og lod mit blik følge disse mænd. De kom løbende forbi mig, og i alt fart og hast, nåede jeg at få øje på én ting. Eller mere et mærke.

Jeg spærrede øjne op.

Det var det britiske flag!

Hurtigt luntede jeg efter dem, da jeg naivt tænkte på Nick. Han kunne rent faktisk være i blandt dem! Jeg kunne se ham, og se hvordan det stod til!

Selvom det var naivt tænkt, havde jeg ret med min tanke. For i blandt flokken på syv stykker, var han. Nick. Med rander under øjne, beskidt i ansigtet og med snavs hænderne. Det var tydeligt at han var faldet i deres flugt, men han så rask ud.

Hvilket fik mig til at smile.

En glæde ved at se ham, fik mit hjerte til at banke hårdt. Ekstra hårdt, selvom fornuften skreg til mig, at det blot var en drøm. Men stemmen lød så lang væk, at jeg knap nok registrerede det.

Endnu et bomb lød, og jorden rystede under fødderne på os alle. Fremmet stemmer der talte et andet sprog, fik mig til at indse, det var fjenden der angreb dem. Jeg løb hurtigt efter de syv soldater, inklusiv min egen bror, uden at tænke på den smerte der var i mine fødder.

På det punkt brugte jeg fornuften, der lod smerten lindre en del, ved den pointe at det blot var en drøm. Ellers løb jeg der ud af. Skud og råb lød ikke langt væk, imens jeg underligt nok kunne holde trit med Nick. Forgæves prøvede jeg at snakke til ham. Ikke om han registrerede det, han hørte mig ikke engang.

Et højt råb der fik mig til at gyse, lød lige bag mig, da et højt brag endnu engang lød. Jeg kiggede lige frem, og så jorden smadrer foran os, og lade en masse sten kaste sig hen imod os alle. Overrasket råb, lød fra alle soldaterne, imens jeg selv hvinede. Som var jeg bare luft, ramte intet mig. Men til gengæld var de andre hårdt ramte.

Nick faldt om på jorden i et smertes råb, og kyssede nærmest jorden så pladask, som han faldt. Jeg indså hurtigt, at det ikke kun var jord og sten han havde fået på sig. Et huld og en rød farve afslørede sig selv, og viste en skudsår. Jeg gispede højt, og løb hen imod min bror.

Jeg kiggede mig kort omkring, og så de mørke mennesker stå på en klippekant og kigge tilfredse ned, på den helt bevægelsesløse mængde. Selvom jeg havde mit ynglings nattøj på, kastede jeg mig over imod Nick, og lod mig falde ned ved siden af ham. Uden han lod mærke til det, tjekkede jeg hans puls, og fornemmede en svag en af slagsen. Et tungt og lettet suk, undslap forvildet mine læber, ved troen om hans død der havde flået i mig.

Med tårer ned af kinderne, konstaterede jeg fri bane, da Nick stønnene vendte sig om på ryggen. Jamrende beklagelser, fik mit hjerte til at briste, blot ved lyde og synets billeder.

Han så forfærdelig ud.

Nick.

Hans hud var ligbleg, og hans øjne flakkede frem og tilbage. Derfra kunne jeg tydeligt se tårerne, der kom tittende frem i de genkendelige øjne. Uden at løfte armene, fandt han ud af, hvor meget han blødte.

Jeg sad snottende ved hans side, og kunne ikke tro mine egne øjne. Min bror lå i sit dødsleje. Nick. Min storebror. Min dude og mate.

Nick hikstede i takt med mig, og løftede besværligt hænderne. Uden at vide hvad han ville gøre, så jeg ham samle hænderne, som parat til en bøn.

Åh gud.

Gåsehuden blandede sig ind i resten af de ubeskrivelige følelser og reaktioner, der havde samlet sig i et sted. Inden i mig.

”Kære Gud,” startede Nick hæst, hvilket allerede der, fik mig til at lukke øjne kort.

Jeg turde nærmest ikke hører det, og ville mest af alt, få min krop til at vågne op af dette ufattelige mareridt jeg var en del af. Men jeg lod hver, med viden om, dette måske var noget jeg burde hører.

Nick rømmede sig, og jeg lagde hånden på hans pande. Igen, selvom han ikke kunne mærke det, var det for mig en slags trøst. Et eller andet sted.

”Jeg ønsker, at alle skal få afvide, hvor meget jeg elsker dem. Især mine forældre – Min mor hvor godt et menneske hun er, og min far at han ikke skal tvivle på sig selv. At Rose ikke bliver alene. At hendes venner er der for hende, når jeg ikke er her mere.”

Han hostede kraftigt, og spyttede noget blod ud af munden.

Jeg bed mig hårdt i læben, og klemte yderligere om hans hånd.

”Jeg ønsker, at hun skal komme videre. At hun ved jeg altid vil være ved hende. Og at hun ved, hver eneste billede hun har taget af mig, af os, bliver hendes forbindelse til mig…-”

Et hosteanfald og en smerte skærende ansigt, afbrød hans næste sætning. Uden at tænke nærmere over det, lod jeg min hånd ligge mit på brystet, hvor såret tydeligt markerede sit sted, med den dødbringende røde farve. Jeg skar ansigt, da jeg tydeligt mærkede varmen derfra, men lod ej min hånd hvile fra stedet. Eller hans hånd.

”… Må hun forsætte sit liv, uden mig. Med Niall. Og klare sig igennem det hele. Lige meget hvad,” forsatte Nick lavt, og med en alt for skrøbelig stemme.

Jeg hulkede svagt, og lod tårer ramme min hånd på hans sår, der gled videre ned igennem mine fingre. Dette føltes ubehageligt virkeligt.

Nick kiggede direkte op imod himlen, og smilede smertefuldt. Glæden, kærligheden, omsorgen, styrken og tilfredsheden lyste ud af de blå øjne, jeg selv ejede. De få skyer der oppe på himlen, lod sig spejle ned i min brors øjne, som var dem der var himlen. Så smukt så det ud.

Min krop rystede svagt.

”Gud, lad min opgave være fuldført som soldat. Jeg elsker dig, min Angel,” hviskede han.

De blå øjne funklede kort og stærkt, før de atter blev udtryksløse og tomme. Gråden og hulkende overdøvede stilheden, imens jeg lod mine hænder føre sig op til de genkendelige øjne, og lukke øjenlågene. Hele min krop rystede, og hjertet inden i synes at briste i tusinde af stykker. Igennem tårerne så jeg blodet på mine hænder, og Nick jeg havde lagt på mit skød.

Fornuften skreg ind i mit hoved, at jeg skulle vågne og glemme dette. At det blot var en lorte drøm, jeg ikke skulle lade mig påvirke af. Men det var lige det jeg gjorde. Mit skrig var højt, og fik sig mast ind imellem de mange hulk og hikst. Det var ikke bare et smertes skrig, uden en mening eller ord. Dog var det fyldt med smerte, sorg, forvirrelse, forskrækkelse og selvfølgelig skræk.

Det indeholdte blot et ord.

Et navn.

”Nick!”

Gispende rejste jeg mig op, med opslået øjne. Fornemmelsen af hans varme blod, lå stadig på mine alt for svedige hænder. Fribrilsk tørte jeg dem af i mine blomstrede natbukser. Koldsveden gjorde så mit hår klistrede til min krop. Jeg var ikke i tvivl om, hvor ligbleg jeg måtte se ud.

Men jeg huskede stadige det forfærdelige mareridt, der skilte sig ud for alt andet, jeg hidtil havde oplevet eller set. Det var alt for realistisk og ægte til, jeg turde glemme det. Hele min krop rystede, da jeg atter lod tårer glide ned af mine fugtige kinder. Det var helt sikkert, at jeg havde grædt i søvne.

Forvirret og skrækslagen slog jeg benende ud over sengekanten, så kort på klokken og hvilede mit svedige hoved i mine hænder.

Den var 02:30 AM.

Var det bare en drøm?

Eller var det en scene, der rent faktisk skete her nu, som jeg pludselig overværede?

Var Nick okay?

Alt for mange spørgsmål, end mit hoved kunne rumme. Det dunkede blot ved disse tre, og jeg skar hurtig en grimasse.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde skreget Nicks navn højt i huset, men der var helt stille. Så mine forældre havde sikkert ikke hørt det.

Typisk.

De sover alt for tungt. Jeg kunne i den grad godt bruge noget hjælp, eller bare trøst.

Snøftende lod jeg min hånd tænde min natlampe, der straks lyste hele rummet op. Der var ingen, ud over Bobo der kiggede forskrækket og bange på mig. Det var helt tydeligt, at han havde set mig skrige, og sikkert overværet mine bevægelser jeg lavede i søvne. Det var typisk ham at blive så bange, når ting som denne skete, at han gik fuldstændig i baglås. Først da jeg vaklede op på benende, der rystede faretruende, løb han hurtigt hen til mig. Bobo krammede nærmest mit ben, inden jeg lod mig bøje forsigtigt ned – med frygt for kvalmen der skulle overtage, der lå gemt nede i halsens dyb.

”Jeg er okay. Bare et mareridt,” mumlede jeg stille til min hund, da han lå i mine arme, og så op på mig.

Bobo’s blik fortalte mig nærmest direkte, hvor dårlig en løgner jeg var, i det øjeblik. Jeg var ikke i tvivl om, hvor vidt man kunne se på mig, hvor svag og bange jeg var. Angsten hamrede med beton murer i hoved på mig, og hjertet dunkede alt for hurtigt afsted.

Jeg overvejede stærkt, om jeg havde hjertebanken eller sådan noget!

”Okay løgn,” endte jeg med at mumle ned i Bobo’s pels, imens jeg vandrede hen foran mit spejl.

Et tilfreds fnys lød fra mine arme, hvilket fik mig til at smile et lille smil. Da jeg så mit eget spejlbillede, måtte jeg holde ekstra godt fast på Bobo, for ikke at tabe ham direkte ned på gulvet. Chokket sad i mig, blot ved mit eget spejlbillede. Der tydeligt viste noget, jeg aldrig havde forstillet mig, at jeg skulle ligne.

En død pige.

Eller en deprimeret pige.

Lige meget hvad, så jeg forfærdelig ud! Mine lilla rander underøjne var tydelige, især på grund af min kridhvide hud, der nærmest glimtede fedtet. På grund af sved. Lækkert. Mine blå øjne lyste faretruende, med et så bange blik, som stod en morder foran mig med kødkniven. Mit lille smil så nærmest direkte uhyggeligt ud, og det sorte lange fedtet hår, gjorde ikke just det hele bedre.

Med hensyn til før; jeg lignede helt klart en død pige.

Ikke det andet, det var for mildt at sige.

Forsigtigt satte jeg Bobo ned, og sukkede tungt. Monotont traskede jeg ud på mit badeværelse, for at vaske mit hoved. Lige meget hvad jeg gjorde, vidste jeg, at jeg ikke ville kunne falde i søvn igen. Denne drøm havde virket alt for virkelig til, at den blot kunne gå i glemmeboksen. Frygten lå igen om mig som et kvælende tæppe, efter jeg endelig havde sluppet af med den.

Great.

Karma, what the hell did i do to you?

Hele min krop var lys vågen, og jeg kunne lige så godt have drukket en hel spand, af min ynglings kaffe – cappuccino. Bobo så også helt frisk ud, og holdte nøje øje med mig, imens jeg spadserede rastløs frem og tilbage på mit værelse.

Hvad skulle jeg gøre?

Jeg kunne ikke ringe til Nick, og høre om han var okay. De var kun deres nød telefon, der havde mulighed for at ringe op. Jeg kunne umuligt ligge mig til at sove igen – det havde jeg vidst også givet udtryk nok for. Mit hoved kunne ikke rumme, hvis jeg prøvede at læse en bog, eller andre normale ting.

Frygten sad i mig. Piskede mig nærmest, som hundrede piskesmæld i minuttet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Fornemmelsen af at noget slemt var sket, eller ville ske, ville ikke forlade mig i et eneste sekund. Følelsen af at skulle huske noget, gøre noget, fik mig til at virke afhængelig på koffein, så lysvågen jeg var.

Med et forvirret suk, kiggede jeg fra klokken, på min kasse der stod henne ved væggen, og derefter Bobo. Sådan gik blikket frem og tilbage, imens en ide tog form.

Hvis jeg ikke kunne ringe til Nick, kunne jeg i det mindste lave noget, jeg ville vide gjorde ham glad – og stolt. Straks fik jeg min silke morgenkåbe på i grøn, og bukkede mig ned foran min kasse. Afmålende kiggede jeg på tapen ved siden af, og stien henne i hjørnet af min lille værelse.

For en gangs skyld, kunne jeg kinda smile ægte.

Jeg vidste, hvad jeg skulle tage mig til.

***

Små gabende satte jeg det sidste billede på plads, og kiggede afmålende på det. Sommerens lyse og frodige farver, gjorde stemningen på billedet ekstra god, sammentidigt med vores alles smil og de lysende øjne. Parkens genkendelig stig bag os, fik mig til at grine lydløs, ved mindet om min stalkning af drengene, for kort tid siden.

Billede forstillede os alle sammen.

Afrodite, Harry, Danielle, Liam, Zayn, Eleanor, Louis, Niall, Nick og jeg selv.

Det sad i midten af hele mit motiv, og jeg hoppede stolt ned fra den høje stige, før jeg skubbede den over på sin retmæssige plads i hjørnet. Efterfulgt at et børst på mine bukser, så jeg afmålende op på min væg, og smilte tilfredst. Blikket gled videre hen til min billede bog på skrivebordet, der også var godt fyldt op.

Det hele var færdig gjort.

Mit smil var ikke til at fjerne igen, selvom den forrige nats drøm, stadig pressede på inden i mit hjerte. Selv ikke en uhyggelig virkelig drøm, kunne fjerne glæden ved dette, jeg netop havde fremstillet igennem natten og få timer af morgnen.

Klokken viste 09:39 AM, og jeg stod og studerede mit enorme hjerte, jeg havde lavet af billeder. Alle billederne var taget i sommerens forløb, med selskab af alle fra ’gruppen’. Men også en del var af naturen, eller andre former for inspirerende ting. Hvis jeg selv skulle sige det, ønskede jeg at Nick skulle se dette, for det var virkeligt blevet smukt. Ret stolt var jeg over min kreativitet, og henrykt kiggede jeg på min ipad, der larmede en del.

Plejer en ipad at gøre det?

Forvirret tog jeg den op, og genkendte lyden. Det var det fra skype, når der er nogen der ringer! På min oplåste ipad, viste der et billede af en genkendelig person, jeg i kort øjeblik troede, var borte fra denne verden. Lettelsen bredte sig i min krop, da jeg besvarede opkaldet, og lod Nick træde frem på den store skærm.

”Nick!” råbte jeg nærmest, og holdt hånden på hjertet.

Bobo der sov i sin kurv, åbnede straks øjne op ved hans navn, og kiggede ventende på mig.

Et smilende face afslørede hans glæde ved min stemme, og han vinkede kort med hånden. Helt som han plejede.

”Hey Angel. Hvordan går det i England?” udspurgte Nick, med et smil spilende om læberne.

Bobo gøede højt ved lyden af Nicks stemme, hvilket selvfølgelig fik Nick til at sige hej til ham. Og se ham på skærmen, efter som jeg tog Bobo hen til mig på gulvet.

”Hvordan har du fået internet? Er der overhoved computere der nede i lejeren?” spurgte jeg forvirret, og så bekymret på Nick, som havde han brudt en af de største sikkerhedsregler nogen sinde.

Han grinte drenget og slog ud med hånden, og rettede på sit webcame. På skærmen stod en måske 13 årig mørk dreng, og smilede stort til mig, med overraskende hvide tænder. Jeg smilte selvfølgelig tilbage, og lod Nick forklare sig.

Det vidste sig at han var hos en familie i Afghanistan, da der havde været nogle bomber inde i byen. Og da de over radioen anbefalede ham i ly, åbnede denne drengs familie sin dør for ham, og han kunne få læ – og internet.

Jeg mærkede taknemmeligheden for drengens familie, og hvor vidt min drøm blot var en drøm. Selvom det handlede om Nicks død, fortalte jeg ham kort, hvad jeg drømte. Hvilket blev grunden til mine forstående ord, der befalede ham at passe på – ekstra godt på.

”Selvfølgelig, det her har vi allerede talt om,” påpegede Nick, men lovede alligevel.

Jeg lod det godkende, og smilte roligt til ham med et hoved nik. Blikket gled op til min væg, og jeg huskede straks, hvad jeg havde tænkt tidligere.

”Prøv lige at se det her. Jeg lavede det i nat og morges, da jeg ikke kunne sove,” fortalte jeg, og lod skype bruge bagside kameraet, så Nick kunne se mit mesterværk.

Han fløjtede lavt, og befalede mig tætter på. Hans mundlamme ansigt afslørede tydeligt, hvor glad han var for at se det. Vi havde tit talt om en ide som denne, men aldrig udført den. Men det at jeg nu havde gjort det, og derefter viste det til ham – selvom han var flere tusinde km væk – var en ting, Nick fandt meget rørende.

Især da der var mange billeder af ham og mig sammen, de andre eller de andre og ham. Så følte han sig stadig nær til mig, ved at hænge i flere eksemplarer på min væg, fortalte han med tårer i øjne. Det at få min bror til at græde, blot ved sådan en gerning, fik mig til blive varm inden i. For det var jo glædes tårer, han lod glide ned af kinderne.

”Tak, Angel. Du er et kunstner uden lige,” snøftede Nick, og lod drengen ved sin side, ligge sin hånd på hans skulder.

Jeg smilte.

”Jeg synes du skulle vide, du altid er ved mig. Huskes. Og ikke vil blive fjernet forløbelig. Eller nogen sinde. Jeg elsker dig dude, og det ved du også godt,” sagde jeg, med glæde i sinde.

Dette var noget af det bedste, jeg havde gjort for Nick. Det kunne jeg virkelig mærke.

”I lige måde. Pas på dig selv, Angel.”

Jeg lo.

”Det er nok mere dig, der skal det, end jeg skal,” betroede jeg ham, inden vi atter lagde på. Vagten kaldte og han skulle nå morgenmaden inden.

Viden om han nu skulle ud i ødemarken igen, fik min hjerne til at spekulere kort på, om drømmen nok ikke handlede om nutidigt, men fremtidigt. Jeg rystede dog hurtigt tanken væk, især da min dør en time efter, blev åbnet på klem, så et par krøller strittede frem.

Jeg rynkede panden, men da den brune farve stod frem fra krøllerne, smilte jeg glad.

”Bare kom ind Hazza, jeg er vågen,” klukkede jeg let, og følte nærmest hele verden var lyserøde skyer.

Min storebror havde grædt i glæde – på grund af mit motiv, jeg havde lavet for ham. Kunne det blive bedre for mig, når jeg aften inden, havde troet han ikke var i denne verden?

Et perfekt sæt tænder viste sig i et smil, da døren gik helt op, og Harrys høje skikkelse trådt ind på mit lille værelse.

”Hey Rose- Kæft hvor er det flot!” sagde Harry, og afbrød helt sin hilsen, ved at stirre på hjertet med billeder.

Jeg grinte en ordentlig latter, og trådte hen til ham. Forsigtigt gav jeg ham et kram, da jeg måske ikke lugtede just good. Et bad havde jeg ikke taget, efter jeg nærmest svedte med al min væske, jeg havde tilbage i kroppen natten inden.

I kan vel forstille jer en 18 årig pige der sveder, måske ikke lugter som blomster, hvis hun ikke engang har taget deo på.

”Der er vidst en der har svedt.”

Forventede jeg det ville komme, men i stedet kom der noget helt overraskende.

”Har du haft mareridt i nat?”

Og jeg som lige skulle til at svare på den bemærkning, jeg ellers troede der ville komme, måtte stoppe ondsvagt op mit i en sætning:

”Ja det har jeg men – say whaaaaat? Mareridt?”

Forvirret og overrasket kiggede jeg på Harry, som var han syg i hoved. Var drengen tankelæser, eller havde han stalket mig hele natten? Det kunne jo også være et par rander under øjne, jeg så lige dér af søvn mangel…

”Rose, du lugter af sved, er ligbleg, har skide fedtet hår og ligner en skræmt mus med rander under øjne. Jeg kender dig godt nok til at kunne aflæse, om du har haft bekymringer, hvilket tydeligt står skrevet i dine øjne, at du har haft. Men de er sikkert væk for nu. Er det et mareridt? Det tyder det på, med alle de symptomer,” forklarede Harry, lagde sit hoved på skrå, og hånden på min skulder.

Jeg kunne nærmest græde. Åbenbart var jeg ikke kommet mig fra den forrige nat, for Harry kunne læse mig som en åben bog. Hvilket var noget så ubehageligt.

Uden at ligge mærke til det, rystede min krop som var det under et jordskælv. Min hals snører sig helt sammen, og mine øjne sveg som bare fanden. Følelsen af at bryde fuldstændig sammen, skræmte mig for hvid sans. Ønsket om at forblive stærk og ulæselig, var netop brudt, og kunne langt fra genoprettes. Viden om at være gennemskuet, fik mig til at ligge alle kort på bordet, og smide alle hæmninger ud af vinduet, af hvad der ellers kunne findes af mulige stopnings strategier.

Hulkende lod jeg Harry trække mig ind til sig. Selvom jeg sikkert lugtede forfærdeligt, gjorde han det som en ren refleks. Varmen over min ven virkelig kunne gøre sådan, fik mig til at snakke, og fortælle om min ubehagelige oplevelse til drøm. Aldrig havde jeg forstillet mig, at vi på denne måde – Harry og jeg – skulle blive tætte igen, som før hans afsløring om forelskelse. Aldrig vidste jeg at sådan en drabelig og ulidelig drøm, skulle forærer mig det tætte venskab tilbage, som jeg før havde med Harry. Vi var jo venner inden jeg fortalte ham det hele, men ikke så tætte som ellers.

Men det blev vi.

Og jeg måtte igen tage mine ord i mig med aldrig, og igen påpege;

Aldrig sig aldrig.

Harry sad med armene om mig, og tørrede mine tårer væk. Hvis nogen fandt os sådan her, før han tog afsted til Los Angeles på weekend, ville de tro vi havde noget kørerne. Men hvis de kom ind dét øjeblik, ville det straks være noget andet. Hvilket det også var. Vi begge havde kærester på, og var genforenet som tætte venner endnu engang.

Og jeg kunne takke min bror for, at denne del kom helt tilbage til mig.

”Hvorfor kom du overhoved?” spurgte jeg sjovt.

Harry så fornærmet på mig, med et udtryk der tydeligt sagde: må jeg da ikke komme her?

Jeg grinte lavt med et nik, og vinkede irriteret med hånden. Det var jo ikke sådan, jeg mente det. Og det vidste Harry skam også godt, hvilket var derfor han forsatte. Bare med at snakke i stedet for.

”Drengene ville have du skulle komme over til en film maraton dag. Men du må selvfølgelig selv om det, jeg skulle bare give besked og bringe dig,” fortalte Harry, og slog benene op i min seng.

Jeg smilte rystende på hoved.

Det var så typisk.

”Fint nok, men så skal vi bare lige forbi bageren, for jeg er skide sulten,” fortalte jeg.

Harry nikkede, men åbnede så munden og slog ud med hænderne.

”Vi kan da også bare holde det her? Her er småt, men hyggeligt. Og du har en større og bedre fladskærm end os. Og bedre liggepladser,” forslog han, med et smil.

Da jeg tænkte nærmere over det, virkede det rent faktisk som en god ide!

”Fint nok, men så køre vi stadig til bageren, også hjem til drengene. Også henter vi dem der, køre hjem igen og spiser morgenmad!” svarede jeg, og smilte stort om tanken, om bagerens lækkeriger. Det var lige hvad jeg havde lyst til…

Niall havde smittet mig, hvis du tænker over mine mad tanker.

Det var nu officielt en sygdom.

Lovefood freaker, hed den. En meget speciel sygdom.

Bare du tilbringer to timer sammen med en smittet person, bliver du selv en af de smittet, og bliver hermed lover af mad.

Det lyder sært, ikke også?

”Fint! Skal vi?”

Jeg nikkede og traskede hen imod badeværelset.

En ny dag med Nick udenfor rækkevidde, måtte hermed begynde.

***

Efter at have smækket bildørene i, drog Harry og jeg op i lejlighederne. På jagt efter resten af bandet. Jeg ville aldrig kunne vænne mig til, at kalde dem dét. Bandet. Drengene eller the lads, blev hvad de var for min synsvinkel. Ikke verdensberømte eller et boybandt.

No way.

Vi havde besluttet, Harry og jeg, at tage bageren på hjemvejen.

Første stop var i Louis og Harrys lejlighed. Der fandt vi en fladet ud Lou, der lå og fyldte en hel lædersofa. Kom ikke og sig, jeg var doven, for han var da endnu dovner end jeg selv. Og det var ham og resten af drengene, der havde haft ideen med film maraton. Så var det ret uprofessionelt at flyde sådan, når jeg endelig kom.

Haha just jokeing.

Louis flød den altid af, når han end kunne slippe afsted med det.

Just how he do it…

“Hey Rose basse, du har vist ikke sovet så meget, huh?” hilste Louis sødt, med et stort kram, trods den medfødte dovenhed. Ej, han var virkelig hyper unge til tider – til alt for mange tider. Denne tid var en af de få, hvor han rent faktisk var doven, og sløsede afsted med benende…

Jeg bliver allerede helt træt og doven, bare ved at fortælle om det.

Med opsamling af deres begges dyner, gik turen videre til Liam og Niall. Harry og Louis var nede i bilen med dynerne, imens jeg gik ind i de andre drenges lejlighed. Trods til Louis var det begge uhyggelige friske, og jeg fik igen kommentarer omkring mit underskud af søvn. Men også et frisk morgen kys af Niall…

… mm…

… nums…

Liam gav mig en fast krammer, og jeg fortalte om planerne for den dag. Selvfølgelig blev Niall ellevild, da han elskede min seng.

(Wtf?)

Og selvfølgelig blev jeg sat til at tømme skabene fra godter, inden jeg gik over til Zayn, der boede hele vejen oppe på øverste etage. Jeg prustede ikke så meget, da elevator sjovt nok var opfundet. Heldige mig, der ikke havde fået meget søvn, behøvede ikke at vandre så meget.

Da jeg kom ind i Zayn’s lejlighed, duftede der af pandekager. Lækkert siger jeg dig, og Zayn stod foran komfuret med håret sat som altid, og med et imødekomne smil, der blegnede let ved mine øjne.

Sikkert poserne.

Grrr…

Jeg smilte bare stort, og hilste på min perfektudseende ven, der lige ville færdiggøre de sidste pandekager, som vi kunne tage med hjem til mig. Imens prøve smagte jeg en, og Zayn studerede mig grundigt, med øjnene klistret fast på mit håbløse matte ansigt.

Snøft.

”Hvad er det?” mumlede jeg små irriteret, og proppede en lille del pandekage i munden.

Zayn lagde hoved på skrå, ligesom Harry havde gjort, og så direkte i mine øjne. Ikke som Harry havde gjort, men mere grænsende. Og alvorligt. Det tydede ikke godt, da Zayn altid var svære at bilde ting ind, end jeg kunne gøre med Harry.

 Shit.

Øv.

”Du ved vidst godt, hvad det er jeg vil sige, gør du ikke, Rose?” spurgte Zayn stille og roligt, og vendte blikket imod panden, hvor han vendte endnu en perfekt og lækker pandekage.

Jeg sank en klump, og nikkede.

Zayn overførte den sidste pandekage, lage sølvpapir over det, og ned i den strikkurv jeg havde med op fra Niall og Liam, der ellers var proppet med godter. Og nu også pandekager. De brune øjne så op i mine igen, og fortalte tydeligt, hvad han ville spørger om nu. Jeg vidste, at vi begge vidste svaret, selvom han nu spurgte.

”Var det endnu et mareridt?”

Ligesom Harry.

Jeg nikkede stille og lod mig endnu engang forklare Zayn, bare med færre tårer ned af kinderne. Ikke at jeg tæller dem, men i ved vidst godt, hvad jeg mener.

”Åh din stakkel,” mumlede Zayn, og trak mig ind i et kram.

Mange giver udtryk for han ikke er den seriøse og følsomme gut, der snakker om problemer med nogen. Men det måtte være et dumt rygte, for Zayn og jeg snakkede noget så seriøst og følsomt. Faktisk var han en af de fyrer, der var utrolig følsomme når det kom til stykket. Tro det eller ej, Zayn var en af de bedste at snakke med – især om mareridt, da han selv har lidt af dem.

”Er du okay?”

Jeg nikkede og fik formået at forklare, hvordan jeg havde fået et opkald fra Nick over skype, og vist ham hjertet. Som Zayn nu også glædede sig til at se. Det gjorde de alle vidst, efter sigende opfattelse. Men ingen havde nok nogen ide om, hvor stort og fyldigt det var. Undtagen Harry, som jo havde set det.

Zayn fandt hans dyne, og med kurven i min hånd, blev dét det sidste bagage, der skulle være i den store bil. Hvor der lige præcis kunne klemmes alle personer ind.

”Er i klar?” spurgte Louis højt, og tændte for morteren.

Der blev råbt et bekræftende ja.

”Jeg kan ikke høre jer?” lød det barnligt fra Louis igen, hvorefter alle drengene nærmest brølede et ja.

”Så lad os køre afsted!”

Hvilket vi gjorde. Med Louis ved rettet og jeg på det andet forsæde, styrede vi første række. Anden række bestod af Zayn, Liam og Niall. Imens sidste række bestod af dyner, dyner og atter dyner. Og åh ja; mad! Når ja, også havregrøden Harry.

Haha, jeg er skam skide morsom.

Men vi kørte afsted imod mit hus, eller faktisk bageren inden, da jeg skulle have mit morgenbrød. Så det blev også mig, der skulle vade ind til bageren, imens en helt proppet bil ventede på mig og mit lorte brød. Det var det Niall i hvert fald lo jokene, inden jeg steg ud af bilen.

Han fik bare trukket et kys, ved den kommentar.

Igen: haha jeg er skam skide morsom.

I hvert fald var der urimelig lang kø inde hos bageren, og jeg stod trippende som dødens pige, og ventede på min tur. Inden i mig selv grinte jeg let, da drengene sikkert sad utålmodigt og ventede på mig – og som Niall sagde: og mit lorte brød.

Jeg fløjtede lavt, og så irriteret på klokken. Den viste 10:30 AM, så det forklarede hvorfor min mave klagede som bare fanden. Jeg havde kun smagt lidt på Zayn’s lækre hjemmelavet pandekager, også var det dét. Med søvn i underskud og en smule frygt inde i hjertet, følte jeg mig ikke just på toppen, da jeg stod og ventede i et kvarters tid. Jeg vrissede også min bestilling af til dem gamle medarbejder, der uden nærmere undskyldning omkring ventetid, fik samlet mine bestillinger sammen i et par poser.

Endelig kunne jeg betale og forlade stedet, i forhold til bilen og en masse drengehørm. Nogen gange forstod jeg ikke mig selv, men det var ikke så meget pointen.

”Der kom hun jo,” lød det fra Louis, da jeg smækkede døren i, og smilte anstrengende.

Min mave knurrede og jeg var ikke specielt glad, når jeg blev sulten. Derfor startede jeg på et wienerbrød, efter protest af Niall, der forlangte jeg ventede. Men da han så mit blik, lagde to og to sammen, holdte han sin mund efter oplæring, hvad der sker når jeg er sulten.

I er velkommen til at gå på kursusset.

”Uh skru op, det er Ed Sheeran der er i radioen!” råbte Harry nede bag fra – overraskende nok, da han nok ikke kunne høre en skid musik fra de lave højtalere.

Jeg gjorde som bedt om, og lod musikken glide igennem mine ører. Titlen der blev mumlet af Louis, fortalte mig det var Lego House, der dunkede igennem højtalerne. Ikke fordi jeg hørte Ed Sheerans musik meget, men jeg måtte indrømme, jeg kunne lidt af omkvædet. Han var også en god sangskriver og sanger, så det passede mig fint at lytte til ham, imens jeg så ud af vinduet.

Bekymring per bekymring.

Min mave gjorde stadig skide ondt, hele vejen oppe ved brystet, selvom jeg havde spist noget mad. Jeg forstod det ikke, da det altid plejede at hjælpe. Forvirret kigget jeg ned af mig selv, som skulle svaret stå skrevet på min bluse.

Det gjorde det sjovt nok ikke, og jeg sukkede tungt, da jeg så mit vejskilt stå længere fremme. Jeg måtte vel spørge min far, der vidste en del om kroppen, da hans egen far var læge da han levede.

Men pludselig stoppede musikken, og Louis skruede ned. Det gik op for mig sangen allerede var slut, og nyhederne der kom i stedet for. Og blot ved et enkelt navn, fik jeg skruet ekstra op for lyden. Alle så forvirret på mig, og skulle lige til at sige noget med kedelige nyheder, da jeg tyssede på dem.

Dette var vigtigt.

”For blot en halv times siden, er der efter vores meldinger, blevet sprunget en bombe nede i Afghanistan. Syv britiske soldater har mistet livet, og ingen overlevede yderligere. Vi mistænker Taliban for at begå angrebet, da tre bomber i området, blev sprunget i træk. Familierne til de syv soldater vil blive informeret, og vi andre vil tænke på dem og de pårørende. Og nu til vejret… -”

Louis skruede ned for radioen, og slukkede motoren. Jeg sad helt stille og kiggede ud i luften. Mit hjerte føltes til at gå helt i stå, og det eneste jeg kunne høre var mit åndedrag. Angsten og frygten var så overvældende, at jeg tog hænderne op til mit hoved, i forsøg på at lindre smerten.

”Fornuftig Rose, måske er han ikke i blandt dem…” fortalte min naivitet mig.

Men det var ligesom i drømmen. Syv britiske soldater. Tre bomber i træk. Ingen overlevende, og mørke mennesker som skyldige.

Var Nick nu gået bort..?

”Rose, tag det roligt. Det behøves ikke at være ham,” lød det fra Liam, sammentidigt med Louis hånd lagde sig på mit lår.

Jeg snøftede.

Selvom jeg så gerne ville tro på det, kunne jeg et eller andet sted ikke. Min sikkerhed i den sag jeg stod i, var så stor, at jeg ikke kunne forstille mig andet, end at jeg havde ret. Men som værten i radioen sagde, så vidste de pårørende det.

Mine forældre…

Uden videre åbnede jeg døren brat op, og kastede mig nærmest ud af bilen. Drengens råb lød bag mig, efterfulgt af bildøre og andre former for lyde. Egentlig var jeg ligeglad. Jeg måtte bare have det opklaret hurtigst muligt. Min teori.

Hoveddøren smækker jeg op, som var det en tåbelig forhindring, og vadede ind i huset. Lyden af stemmer inde i stuen, fik min kurs til at sættes der til, og jeg smækkede dernæst stuedøren op. Jeg trådte hurtigt ind. Mit blik faldt hurtigt hen imod sofaen, hvor mine forældre sad. Med tårer ned af kinderne, og smadret vaser rundt omkring.

Jeg faldt sammen på gulvet, da jeg mødte deres blikke. De var så tomme. Sådan føltes det også for mig, da nyhed slog mig brat i hjertet. Mit eget bump kunne jeg næsten ikke høre. Kun den hjerteskærende lyd, der var i mit indre. Mit skrig kunne jeg ikke en gang høre, men jeg opfattede ud fra mine omgivelser, at det passerede min mund. Det var ligesom i drømmen. Det hele. Også mit skrig.

Drengene kom susende ind, med en gøende hund efter sig.

Jeg registrerede det slet ikke. Det eneste jeg kunne tænke på var drømmen, sceneriet, radioen og min bror. Hans bøn i drømmen. Tårerne gled ned i massevis, og jeg knyttede næverne hårdt sammen. Skriget lyder stadig som høje gentoner for mine ører, og i hele stuen. Huset. Verden. Universet. Og selvom det, ved jeg, han ikke kan høre mig.

”Nick!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...