Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
190557Visninger
AA

19. I need you to be okay, cause you're to important to me that i can let you be like this

Resume: Harrys synsvinkel.

”Skal jeg?”

Spørgsmålet var bare noget jeg stillede, som for at stille noget. For at have en grund til at bryde den let akavede tavshed, der normalt aldrig var imellem Louis og jeg.

Min bedsteven nikkede.

Jeg sukkede.

Som, i kunne høre, var vi bestemt ikke enige på dette plan.

Min kuffert var pakket, og en weekends tur til Los Angeles, var lige hvad jeg var sendt på. Et studie havde i skjul tilbudt mig en kontrakt. Selvom det var helt udelukket, så drengene det som en god undskyldning for, at få mig ud af huset. Simon Cowell havde dog godkendt det, som en mulig tur, da han mente jeg burde få øjne op for hvad jeg havde. Og hvad jeg ikke havde. Sikke noget shit.

Alt i alt, så var den eneste grund til jeg var sparket ud af huset, at jeg havde knust Rose synder sammen. Det gjorde det ikke bedre af at jeg havde givet Niall en foretrukket skulder, og ikke mindst; en hævet læbe.

Ups.

Eller noget?

Lad os være milde og meddele, jeg fik et par kendsgerninger at vide. Til mit held var jeg smuttet før Rose overhoved var kommet ud fra Niall’s værelse. Men efter Louis’ beskrivelse var hendes reaktion ikke just god. Eller mild.

Apropos Louis, så var det ham der havde givet mig beskeden på, det med at tage til Los Angeles. Vi havde haft os en lille snak, eller hvad man nu kunne kalde det. Efter min mening var det mere ham, der fortalte mig en masse ting, og mig der bare kom med indvendinger. Hvorefter ordet var taget fra mig igen, da Louis forsatte sine foredrag.

Sikke en samtale.

Spændene nok til at hente popcorn, ikke sandt?

Not at all…

Jeg kunne vel roligt sige, at Louis var skuffet over mig. Virkelig skuffet. Virkelig, virkelig, virkelig, virkelig, virkelig, virkelig, virke- 

Ej okay, i har vidst fattet min pointe.

Og nu behøves i ikke at spørger jer selv; Har Harry det ligesom sidste gang – Kold i røven og ingen følelser?

Svaret er simpelt, og med store blogbogstaver. Jeg var FULD MED FØLELSER. Faktisk, så skulle jeg efter sigende have for mange af dem, efter jeg prøvede at tælle dem – som det umulige job. Kold i røven var jeg langt fra, for det hele var i det rene kaos inde i mig.

Mit hoved dunkede ligeså min mave. Et tegn på hvor stor en skyldfølelse, jeg gik og bar rundt med. Det var vel min egen skyld i sidste ende. Men det ændrede stadig ikke på den irritation, jeg havde der voksede, på grund af det. Hvorfor skulle der altid være konsekvenser ved hver eneste ene fucking lorte ting?

”Er du virkelig så vred på mig?” spurgte jeg, pludseligt uden at kunne nå at registrere det.

Louis sukkede, og lagde vægten over på det andet ben. Hans øjne lyste i klar besked, inden han overhoved havde sagt noget. Men det var lige meget. Hans øjne fortalte alt.

Jeg sank en klump der sad og generede i min hals, og rettede mig op. Min svedige hånd, greb ud efter kuffertens skaft, før jeg gjorde klar til at gå.

”Fint. Jeg siger det bare Lou, men kærlighed gør en blind. Især mig. Husk på det,” endte jeg med at få fremstammet, så stærkt som overhoved muligt.

Uden nærmere kram eller håndtegn, smuttede jeg ud af vores hoveddør, og videre hen til elevatoren. Taxaen stod uden for, og ventede på mig som passager.

Livet føltes til at være ved at ramle let sammen omkring mig, da jeg ellers lod chaufføren tage min kuffert. Blikket gled op imod det vindue, jeg vidste hørte til vores lejlighed. Som en slags formindsket glæde, stod Louis i vinduet, med et bedrøvet og trist blik glidende hen over mig.

Jeg fastholdte øjenkontakten.

Vi begge vidste hvor god en ide det hele var, at jeg kom væk for det hele. Jeg vidste, hvor store skader jeg kunne lave, hvis jeg ikke fik et pusterum. Det var netop gået op for mig nu. Og det vidste Louis godt. Så alt i alt, var det derfor han gjorde dette imod mig. Derfor alle drengene, gjorde dette imod mig.

De er mine bedste venner. Over halvdelen af det, der fylder mit liv ud. Hvis jeg screwede det hele op med dem, ville det være som min egen undergang. De var en del af mig, for god sake. Hvilket var derfor, jeg blandt andet, valgte at rejse væk i en weekend. Eller jeg havde ikke direkte valgt det, mere blevet tvunget til det.

Men jeg bukkede under for det, accepterede det som det var. Rose var jo også blevet en permanent del af mig. Hvis jeg mistede hende, vidste jeg også at jeg ville få smadret meget af min tilværelse.

Lige fra den dag jeg hjalp hende med op i Louis’ og min fælles lejlighed, vidste jeg allerede dér, hvor særlig hun var. Rose. Hvor stor en del hun ville fylde i mit liv. Rose. Hvor meget mine følelser ville skifte omkring hende. Rose. Fra venskab til forelskelse. Og nu tilbage igen.

Forhåbentlig.

Jeg ville bruge alle kræfter på at få det til at ske.

Med et mimende på gensyn, forlod jeg Louis i vinduet, og slog mig ned på sædet i taxaen, der drønede afsted imod lufthavnen.

De var en del af mig.

***

Roses Synsvinkel

”Kom nu sødeeee…!”

Zayn’s plagende ord, trak i mig sammen med det fastegreb, han havde lagt om min hofte. Jeg lo da hans finger nev mig i siden. Den kildende fornemmelse, lå stikkende direkte ind i hoftens område. Mit skrig var højt og naivt, som en kalden på Liam.

”I’m comeing!” sang han nærmest, og hoppede afsted som Batman, da han nåede ind for vores øjesyn.

Endnu en grund til at jeg lo. Røven ud af bukserne, som man nu siger. Eller hvad fanden det nu er. Who cares? Nooooooot me!

”Og Batman redder endnu engang en skøn jomfru i nød, da den stykke Zarkakus ville overtage verden!” lød det fra Liam, enormt dramatisk og fik så let som ingenting, fjernet mig fra Zayn’s greb.

Nu er det vel ingen hemmelighed, at Liam er ret stærk… med mange muskler… mere end de andre…

Jeg stoppede mig selv med de forkerte tanker, da det blev alt for mærkeligt at tænke sådan omkring Liam.

Grunden til Zayn’s plagende sætning og tidligere greb var, at jeg skulle lave morgenmad til ham. Eller det var det han ville have mig til – Pandekager var ønsket. Men jeg gad ikke, for jeg havde allerede lavet flere hundrede, efter min bedømmelse, og da jeg bare gik på toilettet i et enkelt minut, var de alle sammen væk. Det var selvfølgelig Niall der var stået op, spist dem alle, og smuttet i seng igen, så hele hytten snorkede og rystede.

Sjovt, ikke?

”Hvordan ved du egentlig det?” spurgte Zayn pludseligt, med et drillende og frækt glimt i øjet.

Øh… undskyld hvad?

”At hun er jomfru?”

Zayn for syv sytten, perverse idiot! Hvorfor var det nu lige du skulle spørge om dét?

”Zayn,” hvæsede jeg, dog med et smil om læberne.

I vil nok ikke vide hvad Niall og jeg lavede den nat, da han sov hos mig…

Når det havde i ikke regnet med, huh? Haha det tænkte jeg nok, men vi havde faktisk heller ikke lavet noget. På æres ord! Kun nusset og kysset lidt, ikke det store.

Men det betød ikke at jeg ikke havde været sammen med andre, end bare lige Niall…

”Det gør jeg heller ikke. Men hallo, Zayn, det siger heltene altid i filmene! Jeg mente det sgu da ikke bogstaveligt. Rose har sikkert være uimodståelig over for så mange, at hun har givet efter…” svarede Liam selvsikkert, med et flabet smil.

Det havde jeg aldrig set komme. Virkelig. Jeg så måbende på Liam, imens de to drengelatter lød som klokker for ørene.

Wtf Liam?

Seriøst?

Ligner jeg virkelig sådan en pige?

Er jeg åbenbart så smuk?

Vent hvad?

Gud han hentyd jo til at jeg var smuk… ej nu blev jeg jo smigret!

”Det er godt med dig, Liam.”

Jeg rullede grinende med øjne, imens han trak mig væk fra Zayn.

Som i nok kan høre, var jeg enorm glad. Hvilket jeg kun kunne takke drengene for. Harry havde virkelig ramt mig for stygt, og jeg var nær gået ud af mit gode skind, da jeg forlod Niall’s værelse. For inde i stuen, fandt Louis og jeg, Niall siddende med næseblod, en alt for hævet læbe og i en noget så smertefuld grimasse smurt ud i hoved.

Harry og Niall var kommet op og slås.

Han havde slået Niall direkte i ansigtet, og kaldt mig for billig – Hvilket var derfor Niall var startet ud med at smadre ham en.

Seriøst, hvor lavt kunne Harry lige synke?

Og som den store kujon han var, havde han endda forladt lejligheden, inden jeg overhoved nåede at komme ud til dem. Med garanti af skræk for hvad jeg ville sige. Men for helved da; Han var jo fuldstændig sindssyg i låget! Hvad bildte han sig overhoved ind?

En indre vrede var netop vokset for Harry, selvom jeg godt vidste, hvis skyld det var med hensyn til denne uacceptable opførsel.

Det var jeg.

Fordi jeg havde afvist ham, og valgt Niall frem for ham.

Det hele lyder som et dejligt trekants drama, right?

(Ingen misforståelser her…)

Men efter samtaler med drengene, vidste jeg at Harry var sendt til LA i en weekend. Måske for at få samlet tanker og følelser, det ville virke som det mest indlysende. Jeg kunne på en eller anden måde, ikke lade hver med at krydse fingre for, at han ville komme til fornuft. Der var jo så mange andre piger end mig, som han kunne få.

Virkelig, jeg siger dette med alt min ærlighed i sinde.

Harry kunne få så mange andre piger, som ville elske ham og omvendt. Jeg var bare endnu en pige, han faldt for og blev droppet af. Men et eller andet sted der ude, ville der være en pige for ham, som ikke ville droppe ham. Eller omvendt. Og jeg glædede mig til at hun ville finde ham. At Harry ville finde hende. For drengen var jo en stor del af mig, lige meget hvad. Han betød så meget for mig, ligesom resten af drengene. En bedste ven, var hvad de alle var for mig. Nogen lidt mere, hvis i kan forstå hvad jeg mener…

Videre i livet.

Liam havde fået væltet mig ned på gulvet, da Zayn sprang efter os. Jeg skreg højt, og ville tag af med hænderne, hvis det ikke var fordi Liam hurtigt havde fået mig lagt oven på sig. Hurtig som en løve! Han kunne godt gå for at være en god Batman.

”Zayn!” skreg jeg højt, inden han kastede sig over Liam og jeg.

Okay denne scene så sikkert på alle måde, så forkert ud!

Fuck det, det var jo skide sjovt, når det kom til stykket…

”Her kommer jeg!” råbte han, og med et lå en tung vægt på mig.

Jeg gispede sjovt efter vejret.

Ej okay, så værst var det heller ikke. Liam formåede at fjerne det meste af Zayn’s vægt fra mig, ved at løfte ham med hænderne.

Kan i se hvad jeg mener? Drengen var jo sindssyg stærk! Og da jeg er en pige, kunne jeg ikke lade hver med at være skide imponeret af de armmuskler, der var på begge sidder af mig.

Savl…

Lækkert.

Jeps.

”Zayn, flyt dig inden du kvæler os begge,” gispede jeg imellem de mange grin.

Det tog han jo også super seriøst…

Overhoved ikke!

Men heldigvis fik Liam, så stærk som han var, skubbet til Zayn så han rullede ned på trægulvet. Jeg synes mere og mere, at drengene formåede at muntre mig op. Og fjerne Harrys kolde og hårde sætninger samt handlinger, der ellers var printet så hårdt fast i mine erindringer.  Det var en lettelse i sig selv. Jeg følte mig pludselig oven på igen, og kunne smile.

Ikke mindst tænke på, hvad jeg burde lave.

Nick skulle snart afsted til Afghanistan, og jeg havde lovet mig selv at være så meget sammen med ham som muligt. Men jeg ville jo også gerne være sammen med drengene her…

Så jeg fik en ide, printet ud fra min geniale hjerne.

”Drenge jeg må smutte,” startede jeg ud, imens Liam hjalp mig op, og de begge stirrede overrasket på mig.

”Hvad? Hvorfor?” udbrød Zayn.

Jeg smilede. Planen i mit hoved, udspillede sig endnu mere, og blev straks til en endnu bedre ide, end jeg forudså den til at være.

”Jeg skal hjem og hente Nick. Men hvis i to kan få fat i Louis og Niall, så mødes vi ved Forinaland. Så skal vi nok få hygget os alle sammen,” forklarede jeg, imens jeg børstede mig let på mine nye jeans. De var en let lyseblå farve, med rifter her og der. Som trøje bar jeg en cremede farve strik trøje, der sad løst på mig, og en halskæde samt et par armbånd og øreringe. Alt sammen i det lyse og sølv model.

Liam smilede hurtigt i takt med Zayn. De nikkede ivrigt, så jeg overvejede kort om deres tunger ville hænge ud, ligesom ved sultende hunde.

Eller Niall..

Jeg smilede stort, inden jeg ellers traskede ud imod gaderoben, for at få mine sorte sneakers med indbygget hæl på. Simpelthen for genialt, by the way!

Forinaland var for resten et stort tivoli, der lå lige i nærheden. Også kaldt en times kørsel, men det var lige meget. Pointen var, at det var et skide sjovt sted, med de vildeste forlystelser! Jeg elskede stedet, og kom der tit med Nick. Hvilket var derfor, vi skulle der ud.

”Vi ses drenge, og husk at spark Niall ud af sengen for mig!” hilste jeg med the big smile, inden jeg krammede dem begge og forsatte hen imod hoveddøren.

”Det skal vi nok, men hvis han flipper siger vi bare at det var dit godmorgen kys, vi skulle give ham,” påpegede Zayn, med et lusket smil.

Jeg rullede med øjne.

Begge drenge grinte højt, da jeg ellers forlod den velkendte lejlighed.

Nu havde Nick bare at være hjemme…

***

”Ud af fjerene!” sang jeg glad, da jeg fandt min big bro i bar mave, under hans elskede dyne.

Hvad var der med drenge og sove hele dagen væk?

”Mm…” brummede Nick utilfredst, og slog ud med hånden, for at få mig væk.

Jeg bukkede mig som en refleks, og fjernede hurtigt dynen fra ham. Efter hvad jeg havde forudset, svang han begge arme ud efter dynen, og jeg hældte det lille glas vand i hoved på ham, som jeg havde stået klar med.

Som i kan høre, har vi prøvet denne scene alt for mange gange…

”Rose!” råbte Nick irriteret, og hurtigere end jeg kunne sige ’hej’, lå jeg nede i hans dobbeltseng, imens han kildede mig i siden.

Hvorfor jeg aldrig huskede på dét, ved jeg virkelig ikke. Det skete nemlig altid, og jeg lærte aldrig at gå et par skridt tilbage. Så det var vel efterhånden blevet en selvfølge at jeg smed vand i hoved på ham, han kildede mig til gengæld, og til sidst lå vi begge forpustet – Indtil jeg fik Nick overbevist om at stå op. Så alt i alt; var det altid mig der vandt i sidste ende.

Sikke en fryd, jeg altid formåede at føle!

”Hvad er dagens lejlighed nu?” mumlede Nick ned i mit hår, som han lejede let med.

Jeg pustede et par vildfarende totter, væk fra mine øjne, inden jeg oversmilede med lykke i kroppen. Bare ved tanken om min geniale plan, gjorde mig helt høj af lykke.

”Du skal i tøjet, for vi skal til Forinaland, sammen med de andre drenge – Minus Harry,” svarede jeg, uden at lade Harrys navn gøre mig trist.

Et klap på skulderen til mig.

Go Rose!

”Virkelig? Det lyder sgu fedt nok. Hvor er han så henne?” spurgte Nick, forsigtigt velvidnende om hvad Harry havde gjort imod mig.

Hvis det stod til min kære bror, havde han smadret Harry en, men det havde Niall klaret for ham. Og jeg ville absolut ikke have flere slåskampe! I det mindste havde jeg ikke overværet Niall’s og Harrys, men alligevel var det nok at se efterfølgerne der var afmærket på Niall.

”Han er sendt på en weekends tur til LA,” svarede jeg, og vendte mig hen imod min bror.

Nick hævede det ene øjenbryn og grinte let.

”Lad mig gætte: Drengene har smidt ham afsted på det første fly de kunne finde?” jokede han, med masser af lys i øjne.

Jeg måtte indrømme at, det jo ren faktisk var dét de havde gjort. Og hvis skyld var det? Harrys, men det var på grund af mig, det blev ført til livs. Og da Nick sagde det til mig på den måde, så jeg det nået så morsomt.

For hallo, kom ind i kampen, det var det jo et eller andet sted?!

Jeg nikkede imens latteren buldrede ud af halsen på mig. Nick grinte sammen med mig, imens han hjalp mig op fra sengen, og fik noget tøj på. Jeg selv gik ind på mit eget værelse, for at få min glemte iphone med i tasken. Og et par høretelefoner, som jeg havde fået af min mor, her for nylig. De kendte Beats i sorte, var lige hvad det var. Og gode var en mild ting, man kunne kalde dem.

Med musik i ørerne, mit kamera nede i min håndtaske, traskede jeg hen imod min dør. Dog inden jeg gik helt ud af den, strejfede mit syn spejlet. Jeg tjekkede mig selv ud i det, som en slag fristelse bare ved synes af den sorte kam der omringede selve spejlet. Mit outfit passede sammen, og humøret var højt. Nu skulle jeg bare afsted til tivoliet sammen med de bedste personer i min omkreds.

Dog manglede der en.

Jeg sukkede tungt, inden jeg rettede let på den cremede strikbluse.

Harry havde bare at blive god igen. Selvom jeg ikke kunne tvinge ham, så var håbet så stort, og smerten så ulidelig uden ham, at jeg ikke kunne lade hver med at tænke sådan. Selvom jeg måske ikke elskede ham på kærestemåden, elskede jeg ham stadig enormt meget på vennemåden. Han var jo en del af mig, for god sake! En af mine bedstevenner.

Og sådan nogle personer glemmer man ikke sådan lige – Lige meget hvad de har gjort. 

                                                                                     

Hey guyes!:)

Så endeligt et kapitel; Jeg undskylder som så mange gange før, for den kedelige ventetid! Mit håndled har været virkelig spatisk, fordi vores lærer vil have os til at skrive i hånden - all the time! -.-'

Når, pyt med det. 

Ved godt dette kapitel ikke er det mest spændende, men det næste skal nok blive bedre - i promise ;) Hvad tror i der sker nu, for resten? Harry er smuttet til LA, for at få en pusterum. De andre drenge muntre Rose op, og Nick joiner dem nu i deres tivolitur i næste kapitel. Vil noget uventet ske? Noget i vil skyde på, helt randomt? :D

Tak fordi i er så tålmodige med mig og ventetiderne imellem kapitlerne :) I er sgu for søde! Ikke mindst med alle de likes og personer på favoritlisten! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...