Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

746Likes
699Kommentarer
195934Visninger
AA

17. His love was turned to hate - part 2

Niall fumlede kort med nøglerne, inden døren var åben, og han nærmest havde skubbet mig ind. Med foden, lukkede han døren, og log mig trække sig ind til mig. Hans mund fandt let min, og blev smedet sammen med min. Tankerne kørte i baghoved på mig, da stilheden synes at frembringe alt det dårlige.

Men jeg ville ikke. Ikke nu. Ikke i dette øjeblik.

Et eller andet sted, fortalte fornuften mig hvor dumt det var at gå så hurtigt frem. Hvor dumt det var, at begynde at lave noget, når vi ikke engang var ordentlige kærester. Vi flirtede jo bare. Havde et crush. Intet andet, ind til videre.

Selvom min overbevisning, var sikker på det ville komme. Fuldstændig. Det virkede i hvert fald sådan på Niall.

Min ryg røg op imod væggen, og Niall’s krop pressede sig helt op af min. Hænderne lå i hans hår, og hev lidt i det som tidligere i køkkenet. Vi havde jo ikke noget længere, end hvad vi var nu, da vi stod sammen den morgen. Så… noget havde vi at få genoprettet.

Hans stønnen vag svag, men helt sikkert god nok, imod min mund. Det tændte ham ligesom sidst. Hvilket jeg havde regnet med. Man ændrer ikke lige holdninger på en dag…

Niall bed mig let i læben, og lod hånden glide langsomt ned af min arm. Jeg gyste under berøringen, og følte mig i en helt anden verden, end jeg plejede. Normalt var det kun når jeg tog billeder at, det skete for mig. At komme ind i en anden verden. Men nu, gjorde jeg det igen, dog ikke inde i den samme verden. Det kunne i vel godt regne ud…

Hans hånd var for længst nået hele vejen ned af min arm, og var nu gledet om på min numse, hvor han pressede mig endnu længere ind imod sig – hvis det end var muligt. Det var det sikkert, men det var så lige brudt. Det kriblede som sommerfugle i maven, da han kyssede mig længere ned på halsen.

Alt dette synes jo at lyde meget godt. Virkelig, det var godt. Det kunne man tydeligt høre på vores begges vejrtrækninger og lette stønnen. Men det var åbenbart ikke bestemt, at det skulle være den dag, hvor vi gik hele vejen…

For lige pludselig, lød en nogle trin inden i stuen, og jeg vred mig hurtigt og forskrækket væk fra Niall. Han var let væk, ligesom ved køkkenet. Det var åbenbart altid mig, der var mest opmærksom på omverden. Selvom jeg var synket ind i et andet univers, hvor kun Niall var der.

Henne ved døråbningen til stuen, kom en grinende Liam frem, med et hævet øjenbryn. Blikket han sendte os, var helt sikkert et afslørende et. Vi var busted – sikkert på grund af lydene.

Damn.

Hvor akavet..

”Øm… jamen hej i to. Hvad med at komme ind og sige hej?” spurgte Liam, med et grin.

Jeg sværger, mit hoved var rødere en blodet selv. Var alle drengene her? Seriøst, det måtte være en joke eller min fantasi…

”Hey Liam,” lød det pinlig berørt, fra en chokket Niall, der dog krammede sin bedste ven.

Fuck, hvor var det er bare pinligt…

”Er de alle sammen der inde?” spurgte jeg forsigtigt, og lod mig ligge armene om Liam, i en venskabelig omfavnelse.

Han nikkede, men smilede så til os begge – betrykkende.

”Til jeres held, så er alle for optaget af deres snak til, at kunne høre jeres lyde. Det var kun fordi jeg rigtigt lige var kommet ud fra toilettet, og lidt ind i stuen, at jeg kunne høre døren smække og jer der hyggede jer,” forklarede han, og lagde ikke skjul på hans morskab ved sin fangst af oplevelser.

Typisk drenge, typisk Liam.

Jeg nikkede lettet, og åndede ud, ligeså Niall. Han syntes vel heller ikke så meget om, hvis de andre havde hørt os… det ville være for grænseoverskridende. En anelse. På en måde. Got it?

Pludselig, opspærrede jeg mine øjne, da en ting slog mig.

Virkelig, som en hovedpine der var kommet, efter et slag med et baseballbat.

”Liam, sagde du at alle drengene var der inde?” spurgte jeg rædselsslagene, og pegede ind imod stuens indgang. Det kunne ikke være sandt. Bebe, Liam, sig nu nej…

Selvfølgelig skulle han nikke, som den ærlige fyr, han er. Selvfølgelig. Selvfølgelig. Selvfølgelig! Og det kunne kun betyde en ting… åh gud, jeg måtte væk!

”Jeg er den der er skredet,” udbrød jeg hurtigt, med et sving på hælen, og gik imod hoveddøren.

Dog, ikke at jeg nåede der hen. Nej, det var Niall taknemmeligheden kunne gå til. Like not. Det bankede løs i hoved på mig, stadig som var jeg slået med et baseballbat. Det var nu bare blodtrykket, der syntes at stige gevaldigt.

”Hvorfor?” udbrød Niall, helt uforstående.

På en måde, bebrejdede jeg ham lidt, at glemme det faktum hvordan han havde behandlet mig. Harry. Ikke om jeg havde lyst til at gå der ind, i samme rum som ham! Ikke når han netop havde ret i en ting: med min bror og krigen. Og nu var det endda sat til livs, at han skulle i krig. Som en slags tilfredsstillelse, der ville stille Harry utrolig godt med en stor mæthed.

Jeg kunne allerede se de grønne, hånende, og hårde øjne for mig, der borede sig ind i mine, for at tirre mig. Pine mig. Fordi jeg ikke valgte ham. Hvor egoistisk, alligevel. Og dobbeltmoralsk. Hvis han virkelig elskede mig, ville han ikke være sådan…

Dog, det ville han. Det kendte jeg for mig selv. Efter kærlighed, kommer had. Og når man ikke kan elske en person, er det nemmere at hade ham/hende. Fordi man ikke kan holde til at elske ham/hende. Sådan er det med mennesker og følelser. Efter kærlighed, kommer had. Sådan er det. Sådan har det altid været, og det vil det forblive.

”Måske på grund af Harry?” forslog jeg spidst, og sendte ham et blik fuld af irritation.

Det var sjovt. Det ene øjeblik stod jeg op af væggen med Niall ind over mig, dybt i kys og begær. Fuld med kærlighed, forførelse og lyst. Og det næste øjeblik, flygtede jeg næsten ud af døren i rædsel fordi, jeg ikke gad se Harry.

Mit liv kørte jo på skinner!

Liam og Niall var forstående over for mig – helt som forventet. Men jeg slap nu ikke for at komme ind i stuen. Næ nej. Med en dreng på hver side, gik jeg ind i stuen, hvor alles øjne rettede sig imod os. Eller mig, følte jeg. Især Harrys grønne. De var fyldt til med had, så snart de fik øje på mig.

Fedt, fedt og atter fedt!

”Hey Rose!” udbrød Louis og Zayn i munden på hinanden, med overraskelse i sinde.

Zayn var den første, og stærkeste, der fik mig ind i en omfavnelse med klagen fra Lou. Der selvfølgelig ikke slap mig af syne med blikket, da han skulle studere mig godt og grundigt. Som kunne han klæde alle facader af mig, og se direkte ind til skelet af følelser og tanker, der lå gemt væk.

Der blandt andet indeholdte Nick.

Nick…

Hans navn fik mig til at rette mig blik, stift og koldt imod Harry. egentlig, magtede jeg ham ikke. Men han skulle ikke nyde at se mig svag. Ikke mere. Aldrig mere.

Jeg nikkede som et hej til ham, og lod Louis overtage mine arme, fra Zayn der slog sig ned i sofaen. Min Boo Bear, klemte mig ind til sig, som havde han fornemmet min lyst om at forlade stedet, på grund af hans bedste ven – Harry. faktisk, for at være ærlig, var Louis en af de eneste grunde til at jeg blev der. Det var alt for lang tid siden, jeg havde været ordentlig sammen med ham.

Eller måske ikke. begrundelsen var, at viden lå over på en rigtig sikker side, om han kunne hjælpe med at fjerne tankerne om Nick. Gråden der allerede nu pressede på – kun på grund af Harry.

The Sucker.

Hans nye kælenavn.

Sucker.

Fair nok.

”Godt du kom tilbage med Niall,” drillede Louis, og hev mig ned i sofaen, ved siden af ham og Zayn. Niall sad over for ham, hvilket gjorde det muligt for ham, at række sig over og rode ham i håret.

”Gutten skulle jo hjem til ejermanden,” forsatte han, og nikkede over imod Liam, der snakkede med en lettere mut Harry.

Jeg grinte overraskende meget af ham, og rystede på hoved. Louis var skør. Seriøst. Drengen fejlede noget uhelbredeligt.  Men det var dog godt. Han var sjov og sød, som han var.

Louis jokede ellers godt og grundigt med mig og Zayn, da han sikkert fornemmede hvor meget jeg trængte til det. For det gjorde jeg virkelig. Det var rart at have Louis ved min side, til at muntrer mig op. Endnu mere end hvad Niall havde gjort. Han kunne jo heller ikke blive ved med at gøre det – nogen skulle afløse ham.

Zayn virkede som altid åben over for mig, hvilket jeg vidste, var en usædvanlighed. Han var en genert type, der holdte sig til dem han kendte, og ikke åbnede sig for meget op for nyere personer. Som mig, for eksempel. Men det gjorde han, og jeg vidste hvor meget det betød. Jeg var på et eller andet led, ret beæret over hans valg. Eller følelser. Hvad man end skulle beskrive det med. Det lod ikke til, at alle piger havde adgang til det, jeg netop havde fået nu. Så det var som sagt stort; meget stort.

”Så Nick har i hvert fald noget af en humor, Rose. Det må jeg give ham, din bror har god humor,” sluttede Louis, og smilede blændende til mig.

Vi havde siddet og snakket om en dag, hvor Louis havde været hjemme hos mig, hvor ham og Nick havde siddet og fyret den af med jokes. Fra platte til gode. Og mig til at bedømme hvor sjovt det var. Netop emnet Nick, fik mig til at få en klump i halsen. Være på raden til at bryde sammen. Jeg vidste hvis Louis vidste nyheden, ville han slet ikke have sprunget ind på det emne. Men det gjorde han jo ikke, så han var sprunget ud i det.

Med Zayn som kommentator.

Bevidstheden om at jeg var virkelig i et svagt punkt lige nu, var langt fra rar. Især når Harry sad over for mig, i samme rum, hus, sted, by… jeg kunne forsætte videre ud i evigheder. Men pointen var at, jeg vidste at han holdte øje med mig. Hele tiden. Ud af øjenkrogen. Og det gjorde mig bange. Virkelig nervøs. For jeg vidste, han ville springe på mig som en kopraslange, når hævnens time var kommet. Når tidspunktet var ret.

Og jeg frygtede det var snart.

”Ja, din bror er sgu en sej fyr. Hans stil er sgu god,” kom det rosende fra Zayn, der smilede tilfredst – selvfølgelig. Drengen havde den samme stil, og gik lige så meget op i udseendet som Nick selv. For ikke at lyve. Nick havde en del af drengenes personligheder, i sin egen. Ret wiredo. Men sandt nok.

”Ja, hvordan går det egentlig med Nick, Rose?” lød det over for.

Der blev helt stille, og jeg rettede stift imod personen, der havde besluttet at hakke ned på mig. Harry.

”Har han været ude hos militærets kontor for nylig?”

Hans blik var hånende.

”Og måske lige frem sat endnu en kontrakt i gang?”

Alle kiggede på ham. Liam så advarende på ham, imens Niall lignede en der var ved at kåge over.

”Harry,” advarede Louis, seriøst og alt morskab var forsvundet fra hans stemme.

Som dug for solen.

”Eller har du frarådet ham sin pligt? Af selviske og nytteløse grunde?” forsatte Harry, med sit blik borende ind i mit.

I sidder sikkert også bare, bidder negle, og tænker: ”hvad fanden sker der for drengen? Hvordan reagere Rose lige på sådan noget?”

Og det skal jeg fortælle jer.

Harry gjorde det kun for at håne mig, og træde på mig. Sårer mig, ligesom jeg sårede ham. Like payback time.

Jeg selv reagerede, som var der sprunget en boble inden i mig. Klumpen i halsen forsvandt fordi tårerne løb ned af kinderne på mig. Mit blik kunne ikke blive koldere, eller mere såret end det allerede var. Blodet kogte i årende på mig, samt pulsen var sat i højt galop. Det hele føltes som om, jeg var sat i selvsving, og gik fuldstændig i sammenbrud over Harrys kolde og onde ord.

Han skulle bare vide, hvad jeg var igennem, i dette øjeblik.

Jeg rejste mig op, og gik ud imod køkkenet, men Harry fulgte efter selvom de andre prøvede at stoppe ham. Niall var endda ved at slå ham i hoved, hvis Zayn ikke havde taget fat i hans hånd.

”Er den stakkels lille søster til Angel gået i selvsving? Græder hun virkelig over Harrys store stykke ord?” lød det bidende og hånende ind i mit øre.

Jeg lukkede øjne, og bed mig hårdt i læben. Harry var lige bag mig, det vidste jeg. Der skulle så lidt til, før jeg smækkede ham en over lampen. Og der skulle så lidt til, før jeg igen var normal og kunne nedstirre ham følelsesløst og koldt. Men selvfølgelig gjorde jeg intet af det.

Jeg gjorde det, jeg havde lovet mig selv, ikke at fortælle Harry – Så han kunne håne mig med det. Men lige der, følte jeg bare han skulle have alt smækket op i hoved.

”Du har helt ret Harry, ja! Ja, han har været på militærets hovedkontor, ja jeg græder lige nu. Og ved du hvad?” startede jeg, og vendte mig med et om imod Harry. Ansigt til ansigt, øjne imod øjne. Det var nu, han skulle have alt det lort jeg havde, lige i hoved.

Nu hvor han så gerne ville have det.

”Ja, han har lavet en ny kontrakt.” forsatte jeg, og gik et skridt tættere på ham.

”Han skal tilbage til krigen.”

Jeg stod til sidst tæt nok til, at kunne prikke ham lige på næsen. Ikke at jeg ville gøre det – nogensinde!

”Er det virkelig dét du gerne vil høre? Er det virkelig så dejligt at se mig blive pint? Fint. Her har du fakta. Tilfreds?” råbte jeg til sidst, og puffede ham hårdt i brystet.

Adrenalinen kørte rundt i kroppen på mig, som bevis på, det var dens magt jeg var lidt under de sidste par minutter. Hvilket, jeg var godt tilfreds med.

Bortset fra det, var alt stille. Harry stod som lammet, og så helt forkert ud i ansigtet. Han havde med garanti ikke regnet med noget af det her. Hvilket fik mig til at smile inden i mig selv, af triumf og sejre.

Så kunne han fandme lære det!

”Rose,” startede han, stille og med sin mere normale og søde stemme.

Jeg rystede afværgende på hoved, og trådte et par skridt væk fra ham.

”Nej, Harry. Bare… lad mig være,” stammede jeg, og spurtede ud af lokalet. De andres kalden lød som baggrundsmusik til alle de tanker, jeg var låst inde med.

Jeg fandt Niall’s værelse, smækkede døren op, og låste den efter mig.

Hulkende faldt jeg sammen på hans bløde seng, der sværmede af hans genkendelige duft. Sorgen over nyheden med Nick, og Harrys pludselige vrede og ondskab, var for meget for mig. Det var som om, jeg havde mistet ham. At han ikke var der mere. Det gjorde ondt. Virkelig ondt.

Det at Harry overhoved kunne bruge Nick imod mig, på denne måde som han gjorde, var direkte brutalt. Totalt respektløst. Han var jo fuldstændig væk i hadet til mig. Og hvis den mænge had engang havde været kærlighed…

Jeg rystede på hoved.

Ikke om jeg ville have noget med Harry. Især ikke efter nu! Jeg kunne ikke klare ham. Selvom det så ud til at, han virkelig havde det dårligt med sig selv, da jeg var raset ud på ham, var det stadig ikke godt nok.

Overhoved ikke.

Tårerne blev spildt på en person, som måske ikke fortjente dem. Ingen tvivl om det. Og nu var det netop afgjort:

Jeg havde mistet min Harry. Og en bedsteven. 

                                                                                                   

Hey guyes :)

Så, nu fik i altså to kapitler. Grunden ligger at det ene blev for langt, og jeg fandt på den smarte ide, at dele det op i to... :D 

Smart, huh? 

Når, men nu høre vi igen hvor idiotisk Harry er. Hvad synes i om det? Tror i virkelig på, at Rose har mistet Harry, for altid? Hvad tror i de andre drenge siger til Hazza's lille 'nummer', han lavede over for den kære Rose? Og hvad med Nick; tror i at han helst ville blive der hjemme eller helst i krig?

Spørgsmålene svare i bare på, efter smag og behag, hvis det frister ;) Tilføj da gerne nogle selv, hvis det er. Nu vil jeg også lige sige, tusind mother fucka tak for de 416 på favoritlisten! Woho giv jer et klap på skulderen, for holdkæft hvor er i seje! Tusind tak for det! Og ikke mindst alle de søde, venlige, kritiske, rosende og feedbackende kommentarer i kommer med! Selvom jeg måske ikke svare på dem alle, skal i vide, jeg har set dem! Virkelig! Har bare ikke tid til at svare på dem alle^^ ;)

Husk også at like, hvis i kan lide historien! :)

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...