Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
190594Visninger
AA

16. His love was turned to hate - part 1

Resume: Og jeg græd som bare fanden...

Det næste der skete, var noget i måske alle sammen godt kunne regne ud.

Jeg rev mig væk fra Niall’s bryst, efter han prøvede at berolige mig. Mine forældre og bror stod stadig foran os. Min bror stod som lammet fast til jorden, efter at set mine tårer. En lille glæde var der ved det. Jeg troede han vidste, hvor meget jeg hadede at, han tog i krig. Mere end nogen anden. Men alligevel – alligevel skulle han melde sig selv til tjenesten, selvom han lovede at blive denne gang.

Han lovede det højt og helligt!

Jeg kiggede rasende, skuffet og såret på Nick, med en vejrtrækning der lå i hurtige stød. I rent raseri, nev jeg mig selv i håndfladen, for at afprøve om det nu var virkelighed – eller bare en drøm. Det var selvfølgelig virkelighed.

Inden i mig selv, skreg jeg af irritation.

Hvorfor skulle der pludselig komme noget dårligt ind, når jeg netop var lykkelig et kort øjeblik? Var? Kunne nogen fortælle mig det?

”Hvorfor, Nick? Du lovede!” råbte jeg frustreret op, med endnu flere tårer randene ned af kinderne.

Jeg fornemmede Niall’s forskrækkelse bag mig, men havde intet overskud til det, lige nu. Hvis han elskede mig nok, ville han lade mig forklare det her senere. Og ikke smutte af skræk over mit udbrud.

Nick kiggede let på mig, igennem det lag af nervøsitet og styrke, der blandede sig af ren opsplittelse, sammen med hinanden. Han vidste helt sikkert godt, hvad mit næste træk ville blive. Det her havde vi været igennem før…

”Rose, du ved jeg må tilbage,” sagde han stille, med et sørgmodigt blik.

Jeg gik grædende hen imod ham, og så op på ham, med en løftet pegefinger – Der for resten rystede af pokkers til. Ikke det bedste, når man vil tages seriøst, men fair nok.

Nicks øjne mødte mine, med let genkendelighed i dem. Vores øjne var ikke helt ens, mine var en lille smule klarer end hans. Men begge to havde den lyse blålige tone, inde i øjets iris.

Hans hænder lå ned af siden på ham, med uniformen i den højre hånd, og hatten på hoved. Jeg hadede den hat og uniform – Måske fordi det mindede mig om krigen. Det bragte en sky af tristhed over hoved på mig, og fik mig til at få kvalme. Tanken om min elskede bror, i et land med mennesker der måske kun ville ham det værste…

Vreden til det hele fik mig til at knytte hænderne i ren selvbeherskelse. Militæret var på min top ti hadeliste. Nick burde slet ikke sendes der ned – han skulle ikke risikere livet. Men alligevel, så var jeg stolt af ham. Ork ja, en stolt lillesøster var jeg da. Bare det, at han tog der ned for at hjælpe andre mennesker i nød var fantastisk. Virkelig. Jeg er seriøs. Jeg ser så meget op til ham, selvom jeg måske aldrig vil gøre lige præcis det, han gjorde.

Selvom alt det her, lyder meget positivt, og virkelig er mærkeligt når jeg jo raser ud på Nick som jeg gør, men grunden ligger simpelthen i vreden. Den fik gjort mig blind. Sammen med sorgen. Det at endnu en gang skulle igennem flere måneder med spekulation, om ens bror nu var død i det ene øjeblik til det andet, var virkelig hjerteskærende. Det bankede mig psykisk ned. Inden fra og ud.

Og jeg hadede det.

”Man har altid et valg, Nick!” skreg jeg hysterisk, og rev mig nærmest i håret.

Mine øjne lynede i raseri og frustration. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle styre det. Aldrig havde jeg været den person der flippede ud, på denne her måde. Helt ærligt fortalt. Men når det gjald det her, med Nick og krigen, slog det på en måde bare klik. Jeg tog nærmest skade af at han tog afsted, for at være helt ærlig.  Hjertet blev som knust et lille stykke, hver eneste gang, han forlod mig.

Tidligere har jeg nok fortalt, hvor tæt knyttet jeg er til min bror. Hvordan vores forhold er til hinanden. Dét er blandt andet også grunden til, den måde jeg reagere. Og hvorfor Nick overhoved ved hvad han skal gøre, når det her sker.

For han trak en modvillig mig, ind til sig i sin favn. Jeg vred mig hysterisk, og fornemmede hvor bange Niall var bag mig, og mine forældre der forlod lokalet. Igen, det var ret trist at, han skulle se mig sådan her, men han måtte vide hvordan jeg har det, med Nick og krigen. Sådan virkelig havde det. Det lyste jo ikke direkte ud af mig, hvor tit jeg var ved at bryde fuldstændig sammen over min brors ’job’. Det var jo på en måde et job, men stadig et frivilligt job. Han fik ikke direkte nogen penge for det – han gjorde det i god sags tjeneste.

Hvilket igen fik mig til at synes to ting.

Et; hvor idiotisk det lige var at tage der ned, når han alligevel ikke fik penge for det. Og kunne have det sikkert og godt hjemme hos mig – lige så gratis som det andet.

To; hvor modig og godhjertet han var. Hvor stolt jeg er. Der er virkelig ikke mange der bare gør det, for god sags tjeneste – efter min viden, selvfølgelig.

”Rose, du ved godt hvordan det er,” sagde Nick beroligende. Og nussede mig på ryggen.

Jeg vred mig stadig, og bankede vredt hænderne på hans veltrænede brystkasse.

”Men du lovede!” råbte jeg op.

”Du lovede mig, du ikke ville forlade mig igen!”

Mine tårer var bare som en selvfølge, der gled ned af kinderne, og bare var der. Ikke noget jeg tog mig af. Men gråden blev endnu værre, og gjorde så jeg hikstede voldsomt. Vejrtrækning var hurtig på grund af raseriet, der kogte inden i mig som ild.

Men selve raseriet var der kun fordi, sorgen var der. Ligeså hadet. Det var kun fordi, det var nemmere end at elske nyheden. Dog: hvem ville overhoved elske en nyhed som denne?

Let nok.

Ingen.

Overhoved ingen.

Jeg bankede stadig løs på Nicks bryst, da han bare nussede mig på ryggen, med et undskyldende ansigt.

”Jeg ved det. Men du ved man aldrig altid kan holde hvad man lover, Angel,” fortalte han mig.

Sikke noget sludder! Råbte fornuften af min håbløse forvirrede hjerne. Det var afgjort ikke noget, jeg vidste. Nu tænkte jeg bare om min bror, lige kendte til det ordsprog der hed..: Aldrig lov noget du ikke kan holde?

Definitley not.

 Tankerne lod sig tage sin tid, imens jeg ellers rasede videre. Bankede løs på Nicks bryst, og fyrede de værste skældsord og sætninger af, jeg kunne fremstille. Niall havde flere gange været ved at stoppe mig. altså, med at slå på Nick. Men jeg tror at han havde fået et par blikke fra Nick, der fik ham til at blive, stille og rolig, hvor han var.

Efterhånden var vreden også forsvundet, og kun sorgen var tilbage. Udmattelsen fra mine hænder, der stadig bankede ind på Nicks bryst, var overtumlende. Hænderne vred sig i smerte, på grund af de mange gentagende bevægelser. Til sidst, kunne jeg ingen mening se med det, og efter som jeg ikke græd før, begyndte jeg at hulke. Let som ingen ting, greb Nick mig, da jeg faldt ind imod hans bryst af ren udmattelse.

Det var sådan her, det endte hver gang. Jeg flippede, Nick undskyldte, jeg slog, Nick forblev rolig, jeg græd og faldt, Nick greb mig og trøstede mig. En rutine der tit var der. Måske ikke så firkantet beskrevet som her, og måske heller ikke helt som denne episode, men over halvtreds procent af det var det samme. Det var det der talte.

Nicks arme var varme omkring mig, imens jeg hulkede med snot i næsen, ind imod hans bryst. Jeg klemte ham ind til mig, med et godt greb i hans t-shirt. Som havde skrækken allerede overtaget mine fingre, og gjort dem ræd for om han allerede blev flået ud fra mig. Men det gjorde han ikke, det kunne jeg godt have fortalt jer. Han blev trøstende, hvor han var, med hagen op på mit hoved, og nussede mig kærligt i håret. Ja, jeg var måske meget lavere end ham.

Men til mit forsvar: Nick er måske de 188 cm, hvilket gør mine 168 cm til ingen ting.

På et eller andet led, gjorde det mig meget roligere. Det at han bare kunne have mig sådan, ind til sig på den måde. Med hagen på mit hoved, med de store arme omkring lille mig. Det var en af de ting, der altid formåede at berolige mig ved sådan en her ting.

”Rose, der er stadig 3 uger tilbage,” forsikrede Nick mig om.

Jeg snøftede højt, gik lidt væk for at se på ham, med ærmet op imod øjne for at duppe dem. Min utilfredshed til de få uger, var enorm. Det var ikke nok! Han skulle bare blive her…

Selvom jeg tænkte det, sagde jeg det ikke. At han skulle blive her. Han ville rejse, lige meget hvad. Og han skulle det også. Jeg tænkte bare selvisk fordi, behovet for min bror var stort. Især med Harry i sigte.

Harry…

Jeg sank en klump.

Tilbage til Nick, Rose! Hurtigt!

Efter tankernes befaling, kiggede jeg på Nick, med et trist blik. Dog, denne her gang var der forståelse indblandet, i forhold til tidligere. Jeg forstod godt min bror. Han følte sin pligt rakte ned til at hjælpe mennesker i nød, hvilket jeg respekterede. Om kunne jeg lide det eller ej. Han gjorde det rigtige.

”Det er ikke nok,” mumlede jeg lavt, dog tilføjende.

”Men det er okay.”

Nick smilede til mig, og strøg kærligt noget hår væk fra min pande. Han vidste godt hvor meget jeg var imod det hele, men det betød ekstra meget for mig at, jeg sagde det til ham. Det var også derfor jeg gjorde det. Hvis han nu… ikke kom hjem igen, så skulle han vide hvor meget jeg respekterede det. Og… hvor meget jeg støttede ham. Elskede ham.

Forsigtigt trak Nick mig lidt væk fra sig, og smilede skævt.

”Jeg må hellere lige ringe til gutterne. Du har jo også på besøg,” hviskede han, og nikkede imod Niall’s retning. Jeg nikkede og vendte mig om, da Nick forlod køkkenalrummet.

Niall stod lige så stille og pænt, med en afslappet holdning. Selvom hans øjne fortalte mig noget andet. De var urolige, bekymrende og trøstende. Først da jeg havde set det, lod jeg min hals synke en klump der var samlet sig. Med et, var jeg fløjet hen i Niall’s arme, og hoved begravet ned i hans skulder. Hulkende var ustyrlige, og jeg rystede som bare fanden.

Imens trykkede Niall min beskyttende ind til sig. Med armene beskyttende om mig, og hoved hvilende ned ved siden af mit hoved. Blide berøringer, strøg hen over min krop fra hans kærlige hænder. Han sagde intet andet end ’shh’, og andre beroligende og trøstende ord. Det var også nok. Mere end nok. Vi begge vidste hvad der lå inde i hjernen på ham. Og på mig, for den sags skyld. Så godt kendte vi hinanden. Og så lidt havde vi brug for ord.

Og der, i hans arme, følte jeg beskyttet og hjemme. Selv med tårerne ned af kinderne.

***

”Niall!” lo jeg højt, med et latteranfald i sinde.

Det var dagen efter nyheden med Nick, og Niall havde været og sovet hos mig hele den dag. Nu var vi i byen, efter en lang diskussion om hvor vidt vi skulle eller ej. Før var jeg fuldstændig overbevist om at jeg skulle være hjemme – sammen med Nick. Men da jeg fandt ud af at han skulle mødes med et par venner, var den plan udelukket. Hvilket betød jeg overgav mig til Niall’s befaling.

Ikke noget han skal vænne sig til!

Nu var vi som sagt i byen, klokken var de to stykker, og vi spiste frokost på en lille cafe på hjørnet. Måske skulle jeg fortælle at vi var ved Hyde Park, eller der omkring. Hyggen var på højtplan, måske fordi Niall hele tiden fik mig til at smile – og glemme Nick. Ikke på en dårlig måde, overhoved ikke. Det var ikke fordi, jeg direkte ville glemme ham. Og dog. Det var rart at tage lidt afstand til tingene, bare en enkel dag. Bare glemme hvad jeg følte af sorg, og nyde dagen. Så kunne jeg græde, når vi kom hjem. Ville jeg helt klart ville.

”Smil!” kom det fra min side, og en ting blev sat frem foran os.

En iphone.

Jeg smilte med et let grin på læben, fordi Niall smilede så stort – som havde han ikke gjort andet i sit liv. Tvivlen var da også stor, ved det emne. Det virkede nemlig ikke til at, Niall kunne gøre andet end det. At smile. Men det kunne han – det var jeg nok den person, der vidste mest omkring.

”Niall din tosse,” lo jeg, og daskede ham på skulderen, da han gik i gang med at ligge det ud på et eller andet program – jeg tror han kaldte det… Instagram?

”Altid,” smilede han stort, og tastede kort på touchskærmen, før telefonen endnu var lagt væk og armene lå omkring mig igen.

Nu var det mig der var tossen, og smilede som bare fanden.

Niall’s latter lød ved min øregang, og hans åndedrag kildede mig let i øret. Han strøg let en tot hår væk fra mit øjesyn, og smilede sødt til mig. Et drillende blik strejfede hans øjne, da han sikkert lagde mærke til mine let varme kinder. Jeg var desværre en af de piger, der rødmede…

”Sig ikke noget,” afbrød jeg ham advarende, med en pinlig berørt mine.

Han lo bare af mig.

Sucker.

Ej, just kidding.

”Hvorfor er det netop at du sider ved siden af mig, og ikke over for mig på din plads?” spurgte jeg nysgerrigt, mest for at provokere ham lidt.

Selvom det måske ikke engang var at provokere, så var det en slags ting vi havde kørende nogen gange. I ved, vores moments, som ingen forstod som os.

”Fordi jeg ikke kan holde sådan her om dig, når jeg sidder over for dig,” beklagede han sig, med en trist mule.

Jeg rullede med øjne af ham, og lagde hoved på hans skulder. Anstrengelsen på at, være til stede og ikke i tankernes verden, med tårer og frustrationer, gjorde mig træt og let udmattet. Derfor lukkede jeg kort øjne, og lod mig selv nyde Niall’s duft samt nærvejr. Bare kort, med lukket øjne. Som for at, lukke omverden ude.

Omverden.

En tanke slog mig let i baghoved. Spekulationen førte mig alligevel tilbage til noget af det, jeg prøvede og glemme. Prøvede at ignorer. Hvilket egentlig gik meget godt. Men denne ene ting, blev jeg nu alligevel nød til at tage op. Med mig selv, men også med Niall. Det var trods alt ham, der kunne svare mig på det. Ikke pizzamanden der sov over på bænken, længere henne.

Haha, jeg mener det med seriøse miner, når jeg fortæller det her. der var en pizzamand, der lå og sov på bænken længere henne. Fuldstændig væk, med forklæde på og mel i hoved. let mørk i huden og et fuldoverskæg, som at sætte prikken over i’et.

Komisk.

Sovende pizzamand ftw!

Ej okay, det tror jeg nu ikke lige…

”Niall?” mumlede jeg, før jeg ellers opdagede hvor søvndrukken jeg lød.

Han bevægede sig let, strammede grebet i mig, og mumlede noget bekræftende. Nu hvor jeg tænker nærmere over det, så var det måske sært at vi nærmest lå og sov her ude – eller ikke at vi gjorde det, men at det lignede. Men dog: jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad andre synes om mig. Den holdning havde jeg altid haft. Det har det fleste, ved nærmere eftertanke.

”Hvad tror du omverden siger til det her? Pressen og jeres fans?” lød mit spørgsmål.

Jeg kunne ikke lade hver med at spørger. Det måtte ud. Simpelthen. Et eller andet sted, havde jeg vel også mine rettigheder til at vide det. Ikke at jeg troede Niall ville holde det skjult – Nej det ville være mærkeligt at skjule ting som denne. Men mere fordi, jeg gerne ville… forberede mig eller være informeret på, hvad der mon skete omkring mig. Nu hvor jeg ikke engang brugte andet socialt netværk end Facebook. Eller læste de kendte sladderblade.

Varmen fra Niall gjorde mig helt ør i kroppen. Det blev nærmest fordoblet, da hans hånd gled om under min bluse, da den Hvilede omme på min ryg. Jeg spændte kort min krop i chok. Varmen og følelserne, fik det til at spænde og boble hele vejen nede i maven. Forelskelse havde aldrig følt så dybt for mig før. Eller jo, dybt havde det følt. Ingen tvivl om det. Men ikke dybt som her.

Niall’s hånd nussede mig let ved lænden, imens hans mund var ved mit øre. Til at tilføje en ting, synes jeg ikke direkte, at dette var det mest… praktiske at gøre, når han var så efterfulgt som han var. Især, når ingen kendte særlig meget til mig. Men efter mine fornemmelser at dømme, ville det snart ske. Meget snart.

”Det er lige meget. De må tage det som det kommer, hvis de virkelig gerne vil følge med i mit liv,” mumlede han ind i øret på mig.

Jeg gyste let, og smilede over hele facet igen.

Han gjorder virkelig noget ved mig. og det at hans holdning var sådan, fik mig til at tro på, at dette ville blive til noget. At det ikke bare var mig, der ville have dette til noget mere. Som et tæppe der blev lagt rundt omkring mig, føltes trygheden inde i brystet på mig. viden om Niall’s holdning, gjorde mig tryggere, end jeg længe havde gjort. Især, når han sådan holdte om mig. Måske ville der være nogle billeder af dette i morgendagens blade. Men ved i hvad? Som altid, kunne det rande mig. Jeg blandede mig ikke i deres sager. Selvom de nu, blandede sig i mine.

”Mm…” hviskede jeg tilbage, som svar på hans sætning. Hvis man overhoved kunne svare på den.

Niall’s arme forsvandt fra mig, og han satte sig mere op, for at kigge ordentligt på mig. Hans blik var let forførende, hvilket var noget nyt for mig at se. Løgn, det havde jeg også set i køkkenet, i gårsdagens begivenheder. Men det var tiltrækkende, og jeg viste hvad han tænkte. Derfor nikkede jeg bekræftende, og kort efter havde Niall hjulpet mig op fra stolen.

Her på Englands lokale cafeer og pubs, betalte man for maden og drikkelsen inden, man fik den serveret. Grunden lå vel nok i, så man ikke bare smuttede for regningen, eller smuttede imens maden blev levet – Hvilket var spild af resurse for virksomhederne. Og arbejderne.

”Skal vi tage hjem til mig?” spurgte Niall, med hånden stukket ind i min.

Jeg nikkede hurtigt, og smilede let til ham. Det her skulle nok blive hyggeligt… ej okay, forkerte tanker der pludselig kom op! Men stadig, det skulle det nok. Det fortalte kriblen af følelser nede i maven, mig også.

”Er der nogen der hjemme eller..?” spurgte jeg, bare for at være sikker.

Niall smilede beroligende til mig, med et røst på hoved.

”Den eneste der kan være hjemme, må være Liam. Ellers, så skulle alle drengene være ved Zayn,” forklarede han mig, imens han guidede os hen til bilen der lå parkeret over for cafeens terrasse.

Jeg smilede endnu mere, da han sendte mig et forførende smil, og måtte bide mig let i læben for ikke at grine i begær.

Det her, skulle nok blive hyggeligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...