Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
190624Visninger
AA

3. Hallo Miss Stalker. Oh sorry, i was wrong

Forsigtigt, næsten lydløst, vendte jeg mig skræmt om. De var der alle sammen. Alle fem. De så ikke ud til at havde opdaget, at jeg var pigen fra tidligere i dag.

Mine øjne lyste nok af skræk, for en af drengene, med sort hår, grinede og kiggede beroligende på mig. ”Bare rolig. Vi gør dig intet,” sang hans stemme nærmest. Så melodisk var den. Jeg gyste inden i mig selv, over hans stemme. Den føltes så medfølende, sexet, kærlig og en anelse flabet blandet ind i sig, at det var helt uhyggeligt. Bare tanken om, hvor forførende den måske kunne være… jeg stoppede hurtigt min tanker, inden de gik for vidt.

”Det ved man aldrig,” sagde jeg stille. Mit blik vandrede hen over de fem drenge. De var aldeles højre end mig, på en flot måde. Sådan som deres udseende så ud i det mørke skær, så de ret godt ud. For det meste har alles udseende noget at gøre, med deres personlighed. Men da det var mørkt, kunne jeg kun skimte deres ansigter og hårfarve. Hvilket ikke var det fedeste, når jeg normalt, aflæser mennesker, inden jeg falder i snak med dem. Selvfølgelig aflæser jeg kun dem, som jeg ikke kender. Det er vel også indlysende…

”Hun er god,” blev der grinet fra en af de andre. Jeg rynkede øjenbrynet, da jeg ikke så det morsomme. Dog, jeg vidste jo godt hvad han mente. Det var ikke fordi jeg ikke vidste, hvad han mente med det. Jeg var bare ikke i lige netop dét, humør lige nu.

”Hm…” blev der brummet fra ham med det mørke hår. Han smilede en anelse for selvsikkert til mig. Rystende på hoved, kiggede jeg nervøst ned mig kamera. Hvad nu hvis de opdagede mig?

”Så, hvad laver du enlig? Det fik jeg vidst aldrig svar på.” En dreng med brunt hår smilede til mig i mørket. Jeg genkendte hans stemme fra før, som ham der spurgte mig om det samme, da de kom hen til mig. Jeg rømmede mig, og greb strammere i mit kamera. Mine håndflader var svedige. Kameraet ville glide ud af hænderne på mig, hvis jeg ikke passede på. Så derfor, trak jeg slyngen over nakken, så det dinglede ind mod min mave. De velkendte bevægelser og trykket, gav mig en mærkelig følelse af beroligelse og tryghed.

”Jeg tager billeder,” svarede jeg kort. Da de sikkert forventede jeg sagde mere, holdte jeg min mund. Jeg havde altid været uforudsigelig med de mærkeligste ting.

”Hey…” udbrød en af drengene pludseligt. Igen poppede nervøsiteten op i mig, som en gryde med kogende vand. ”Er det ikke hende pigen fra parken?” Da hans sætning røg igennem luften, sugede jeg hurtigt luft ind i lungerne. Da jeg holdte vejret, tænkte jeg endnu engang på, at de drenge inden manere havde. Det var der endnu et bevis på, da ham drengen, snakkede om mig, som om jeg ikke var til stede. Se dét, er noget, ingen bryder sig specielt meget om. Især os piger, når det gælder drenge. Mærkeligt, sært og skørt, ja. Men forstående nok, efter min mening.

”Gud jo!” udbrød en anden dreng, som ikke meget havde sagt. Pis…

”Går du rundt og stalker os?” blev der spurgt, fra den ene side. ”Er du en paparazzo?” blev der spurgt, fra den anden side.

Jeg rynkede øjenbrynene. ”paparazzo?” klukkede jeg. Ham der havde sagt det, nikkede og smilede sjovt. ”Det kalder vi dem.” Jeg kunne ikke andet end at trække på smilebåndet. Dog var det ikke længe, da de ventede et svar. Fra mig. Som om jeg havde gjort noget forkert. Hvilket jeg ikke havde. Eller havde jeg?

”Ja, det er mig fra parken,” startede jeg ud med. Drengene gjorde store øjne, og skulle til at bryde ind. Afværgende holdte jeg hånd oppe, så de holdte deres munde lukket. Utroligt, jeg troede ikke de ville gøre hvad jeg sagde!

,, men jeg går ikke rundt og stalker jer. Og jeg er ingen paparazzi.” afventende kiggede jeg på dem, og de rystede på hoved.

”Hvordan kan det så være, at du lige præcis, er ved en af vores lejligheder? Lige inden vi kommer hjem?” blev der skeptisk spurgt fra en dreng med brunt, krøllet hår. Jeg rystede på hoved, og slog ud med armene. ”Verden er lille,” svarede jeg. Skeptiske og mistænksomme blikke, ramte mig nærmest som smæld. Ikke at jeg forventede af dem, at tro på mig. Men alligevel, så følte jeg mig ret latterlig. De så ikke ud til, at ville ændre deres meninger.

”Men London er stor nok til, at tilfældighederne ikke finder sted, sådan lige,” blev der påpeget. ”Intet er for stort til noget. Det kan sagtens være skæbnen, der er skyld i folk der mødes. Så lige meget hvor stor verden er, lige så London, vil det hele altid være småt nok til tilfældighederne.” De så overrasket på mig. De havde nok ikke forventet noget så fornuftigt, komme ud af en mund som min. De kendte mig jo heller ikke, så de kunne på den anden side, heller ikke dømme mig. Jeg kunne da sagtens være så fornuftig, som jeg sikkert lød.

”Du har sikkert ret,” indrømmede en med blond hår.  ,,Men du har jo ingen beviser for, at du ikke er en stalker.” 

Jeg blev nød til at ryste på hoved. Han havde ret. Jeg kiggede nervøst ned i mit kamera. Det virkede til, at jeg havde tabt diskussionen. Så spørgsmålet var jo bare; hvad havde de tænkt sig? Jeg grinte af mig selv, inden i min indre forstand. De kunne ikke gøre noget med mig. Jeg havde min frie vilje, og havde stadig intet gjort galt. Og desuden, så havde jeg måske heller ikke tabt den her snak alligevel…

”Der er en grund til, at jeg tog billeder af jer i går. Og fulgte efter jer,” sagde jeg efter en akavet stilhed. De alle kiggede afvente på mig, og der var stadig glimt af de mistænksomme tanker, de bar på.

”Jeg har på en måde, en slags hobby…” startede jeg ud med. Nervøst klemte jeg fingrene om mit kamera. Jeg var ikke van til, at skulle fortælle andre om mit andet liv. Det var kun mine forældre og Nick der vidste det. Ellers troede resten af klassen bare, at jeg lavede noget andet, mere tilfældigt og normalt. Og det at så skulle fortælle det til nogen, som jeg ikke engang kender, var bare grænseoverskridende! I tænker nok det lyder mærkeligt i jeres ører, men det var sådan jeg havde det. Jeg brød mig ikke om det…

,, jeg tager billeder. Af alt muligt jeg finder inspirerende, flot og fyld med følelser. Det var derfor jeg tog billeder af jer. Fordi, i virkede så fylde med en speciel livsglæde, som man sjælden ser hos mange.  Fordi, i havde noget anderledes over jer. Ikke fordi jeg er en eller anden stalker, paparazzi eller et eller andet skørt. Jeg gik her hen i aften, fordi jeg igen var på min tur. Ikke fordi, jeg stalker jer.” min forklaring lød helt, som jeg ville have den til. Min stemme var ikke hård, vred eller irriteret. Mere flydende, blid, forklarende og tålmodig. Det gav nemlig tit den rette opfattelse hos folk, når man skulle forklare dem noget. Man virkelig mente, uden at være irriteret, og gerne ville have dem til at forstå.

”Arh… på den måde!” udbrød ham med det blonde hår. Han havde et smil smørret på læberne. Det gav mig en glad og lettet fornemmelse, sammentidigt tryg. Så jeg kunne ikke lade hver med at smile tilbage. De andre drenge åndede lettet op, og smilede mere afslappet.

”Pyha… jeg troede lige at vi nu skulle ud i noget med politi og retten,” startede den ene med brunt hår. ”men din forklaring hænger bedre sammen med sådan som jeg ser dig. Jeg kan bedre få det til at passe sammen, også med dit udseende og assitude, end det med stalkeren.” Et grin undslap mine læber, og jeg kunne mærke mine æblekinder træde tydeligere til.

”Jamen tak. Tror jeg nok?” svarede jeg. De andre grinede sjovt sammen med mig.

”Men drenge, vi må hellere komme op i lejligheden,” lød det fra ham med det sorte hår. De andre nikkede og smilede til mig. ”Vil du med… øm… hvad hed du?” Jeg grinte stille, og smilede skævt. ”Rose. Hvad med jer?”

Da jeg stillede dem spørgsmålet, så de i starten dumt på mig. Jeg mener, ikke bare sådan lidt dumt, men vi snakker virkelig dumt! ”Hvad?” udbrød jeg nervøst. Havde jeg sagt noget forkert? Lige da jeg frygtede, at de ville blive ved, trådte ham med det blonde hår frem, imod mig.

”Jeg er Niall,” sagde han glad, og gav mig hånden. Jeg smilede taknemmeligt, og nikkede. Han havde vidst redet mig der, fra det pinlige moment. Selvom jeg stadig ikke forstod, hvorfor de kiggede sådan på mig. ”Og Harry, hedder jeg.” Det var ham med det krøllede hår, der snakkede til mig. Han smilede charmerende til mig, og der tittede små smilehuller frem. Jeg smilede igen, og gav også ham hånden. ”Liam,” sagde den ene dreng med det brune hår. Også af ham, fik jeg et håndtryk. ”Jeg er Zayn,” sagde ham med det sorte hår. ”Og jeg er Louis. Den sødeste af os alle sammen!” sagde den sidste med det brune hår. Efter et håndtryk fra Zayn, gav han mig også et. Jeg smilede let til Louis der jokede, imens de andre drenge kom med indvendinger. Så som; det passer ikke. Og; det er jeg!

”Drenge, jeg har fattet det!” grinede jeg af dem, og tilføjede. ”Og jeg ville rigtig gerne med op sammen med jer. Men da jeg ikke kender jer, det er mørkt, klokken er halv tolv. Så vil jeg hellere nøjes med at få en af jeres numre, så vi kan aftale noget en anden dag.”

”Selvfølgelig. Her frem med lappen,” sagde Harry. Jeg mener det var ham, der hed det… ja det var hans navn.

Jeg strakte forvirret armen frem, og mærkede noget kildende på min arm. Da jeg i lyset fra en gadelygte så hvad Harry lavede, smilede jeg. Han skrev hans navn og nummer på min arm. Og ikke nok med det. Min arm gik direkte videre til Liam, som også skrev hans navn og nummer. Sådan gik det rundt, indtil min højre arm var fyldt med fem navne og telefon numre.

”Jamen tak! Her stik mig den tusch.” Jeg fik tuschen i hånden, og skrev mit navn og nummer på deres arme. Det blev okay pænt, men det betød ikke så meget. Jeg skrev det bare hurtigt, og min håndskræft betød ikke det store.

”Fino!” smilede Niall. Jeg rakte Harry tuschen, inden jeg gav dem et kort kram hver, før jeg begav mig hjem af.

Da jeg sådan gik ned af deres gade, fornemmede jeg blikke i ryggen. Et smil kunne jeg ikke gemme, da jeg vidste hvem det var, der kiggede efter mig. Det var selvfølgelig drengene. Da jeg var lidt væk fra dem, råbte Louis efter mig.

”Er du sikker på, at vi ikke skal køre dig hjem, eller følge dig hjem?” han lød bekymret og beskyttende. Det var sikkert begrund at jeg var en pige, det var mørkt, og man ved aldrig hvem der gemmer sig der ude.

Da jeg stoppede og vendte mig om imod dem, havde jeg et sødt smil om munden. Også kaldt et glad et.

”Ja, det gør intet Louis! Men tak fordi du spurgte,” råbte jeg tilbage.

Min hånd førte jeg op over hoved, og vinkede smilende til dem. De vinkede tilbage, også smilende.

 ”Okay så. Pas på dig selv! vi ses,” råbte han tilbage. Jeg smilede og nikkede, før jeg endnu engang vendte mig om, og forlod gaden. Stadig med drengenes blik i ryggen…

 

***

”Åh skat er du okay?”

Min mor overfaldt mig nærmest, da jeg trådte ind af døren. Jeg smilede betryggende til hende. ”Ja jeg har det bedre nu, mor.” Mit svar gjorde hende straks roligere, og trak mig ind i et kram.

”Du ved, at det også tager hårdt på os, Rose. I sær når det rammer dig så meget, som det gør,” fortalte hun mig, og nussede mig på ryggen. Jeg nikkede, og skubbede hende lidt væk. Med et lille smil, smuttede jeg op på mit værelse. Følelserne var stadig i oprør, men var dog faldet ned efter min tur. Og det at jeg mødte drengene, hjalp også på det. Som et lille plaster på brandsåret.

”Hej Bobo,” mumlede jeg da den lille hvide pelsklump, kom løbene hen til mig i døren. Straks satte han sine ben op på mine knæ, da jeg satte mig på hug. Hans tunge slikkede mig vådt i ansigtet. Et grin undslap mine læber, da den kildende fornemmelse boblede i maven, da han gjorde det.

”Mm… lækkert. Tak for det, basse. Det var sødt af dig,” sagde jeg ironisk, og tog ham op i min favn. Han gøede bare. Tungen hang ud fra hans mund, og så tilfredst på mig. Fjollet hund altså.

Jeg lagde ham op i min seng, hvor jeg ellers begyndte at klæde op til nattøj. Min Black Berry havde jeg lagt på mit sengebord, imens jeg var ude og børste tænder. Da jeg kom tilbage, vibrerede den som bare pokker. Mærkeligt, tænkte jeg. Der plejede aldrig at være nogen, der lige ringede mig op?

Da jeg fik fat i min mobil, smed jeg mig i sengen, ved siden af Bobo. Han gøede sjovt, da han hoppede op i den bløde seng. Jeg fniste af ham. Telefonen der stadig vibrerede i min hånd, fik jeg besvaret opkaldet på, og tog den ellers op til øret.

”Det er Rose?” sagde jeg glad, og lejede lidt med Bobo’s snude. Han fnøs misfornøjet hver gang jeg rørte den, hvilket jeg fandt utrolig sjovt. Og nuttet.

”Hey Rose! Det er Harry,” svarede han.

Hary… Harry… åh dén Harry!

“Jamen, hej Harry. Hva’ så?” sagde jeg muntert. Da jeg hørte flere stemmer i røret, gik det op for mig, at det ikke kun var Harry, jeg snakkede med…

”Og hej drenge,” tilføjede jeg grinende. Tilfredse udbrud kom lige efter, så jeg ikke kunne lade hver med at grine endnu mere.

”Jo, vi tænkte om du skulle noget i morgen?” spurgte Harry. Jeg tænkte lidt over spørgsmålet. En mærkelig følelse poppede op. Forvirrelse var der kommet ind i sindet på mig. Tomme tanker, der ikke kunne finde ro, blev ved med at komme op.

”Næ… enlig ikke. Hvorfor da?” svarede jeg en anelse dumt. Det var vel indlysende hvorfor, ham og de andre spurgte. Men en stemme inden i mig, ville gerne have dens teori opklaret.

”Fordi så skal du noget nu! Nemlig være sammen med os!” svarede Niall for Harry. I mine ører, lød han så fjollet. Fnisende, rystede jeg på hoved. Imens havde jeg blikket ned på Bobo, som jeg samtidig nusset hen over den bløde pels.

”Hvad hvis jeg nægter?”

Jeg holdte på et fnis, der gerne ville ud i det fri.

”Så kommer vi og henter dig!” truede Louis.

Fniset undslap mine læber. Jeg grinte højt, og rystede på hoved. Glade tanker, latter og smil blandede sig sammen, til en, stor humør, bumpe. Selvfølgelig, det var en god en af slagsen.

”I aner ikke hvor jeg bor,” påpegede jeg stadig fnisende. Jeg aner virkelig ikke hvad, der gik af mig. Men den måde de fik mig til at føle på, var underlig. Underlig på den måde, at jeg blev hel varm.

”Men bare rolig. Jeg kommer bare hen til stedet som vi mødtes her i aften. Så kan i vel bare komme ned og hente mig,” forsatte jeg.

”Yes!” udbrød Zayn. De alle grinte, og Liam stoppede dog, for at svare mig.

”Det er fint, Rose. Det gør vi. Kom klokken elve, okay?” sagde han tilfredst. Jeg lo lidt, og accepterede det.

”Men hvorfor vil i enlig være sammen med mig? I kender mig overhoved ikke?” spurgte jeg så. Der blev stille. Så blev der igen grinet. Der sad jeg så bare, og ikke forstod en skid.

”Rose, søde, det er netop pointen!” sagde Harry. ,, vi skal lærer dig at kende, ditto dig med os!” Med et dumt grin, slog jeg mig fattet i panden. Nogen gange, kunne jeg vidst godt blive ret blank…

”Så forstår jeg bedre…” sagde jeg smilende.

”Men drenge, jeg må sove nu. Jeg har lige opdagede hvor meget energi, jeg skal have samlet sammen til i morgen. Det vil sige, rigtig meget.”

”Godt tænkt, Rose!” sagde Zayn flabet. Jeg rullede med øjne af ham, og sagde ellers farvel til dem.

En god fornemmelse, hamlede op i mig, da jeg lagde mig ned og slukkede lyset. Bobo kravlede ind til mig, under dynen, og puttede sig op til mig. Et smil gled hen af mine læber. Fornemmelsen sagde mig at, i morgen nok skulle blive god. Drengene lød til at være enorm søde. Plus skøre og sjove, hvilket nok skulle blive morsomt…

Det varmede om mit hjerte, da en tanke løb igennem mig.

”Jeg var faktisk ved, at danne mig et par nye venner…” 

 

                                                                                                             

Hey fokes!

Vil lige sige wow, jeg udgav den her i dag og der er allerede over 20 på favoriten! Sådan, og tusind tak! Husk endelig at trykke på den grønne knap, der hedder 'like'. Kan se at ikke alle har gjort det... Det ville betyde så meget, hvis i ville de! Så like og sæt på favorit hvis i godt kan lide historien - det kan i da godt finde ud af ik'? :D Haha, kapitlet nåede jeg lige at udgive, efter ønske fra jeg tror det var Nanna Horan? Sikkert, men her da!;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...