Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
189306Visninger
AA

11. Give me some time and I'll think about it

Resume: 

Jeg gispede overrasket.

Mente han det seriøst, eller var det en joke? Var det virkelig begrund af min hobby? Nej, det var begrund af deres ønske. Som jeg havde opfyldt, indtil for lidt siden. Men, hvordan fanden skulle jeg så lige reagere på det her? 

 

”Jeg ved, det lyder som endnu en af de dårlige undskyldninger. Men, den her er altså god nok,” bekendtgjorde Niall mig, meget seriøst.

Jeg så lidt på ham. Længe, hvis jeg skulle være mere konkret. Jeg ved ikke, det er vel bare en slags vane jeg har dannet mig, for at se om folk lyver. Denne gang, til mit held, var Niall ikke en af dem der fortrak løgne. Men sandheden. Det stod nærmest ud af øjne på ham. Og på en eller anden måde, gjorde det mig tryg, at der for en gangs skyld var en, der ville fortælle mig sandheden. Selve Niall var halvdelen af grunden, til den tryghed jeg befandt mig i. Jeg kan ikke forklare hvorfor… eller hvordan. Men, bare den måde, han så på mig imens han sagde det…

”Jeg ved det,” sagde jeg kort.

”Ved hvilket af det?” spurgte Niall, lidt forvirret og spændt.

Jeg slog ud med armene.

”Begge dele. Ja, det lyder som endnu en af de dårlige undskyldninger. Men, ren faktisk, kan jeg stole på den her af dem. Det lyser jo ud af øjne på dig,” forklarede jeg mig, med et skævt smil. ”Hvad lyser ud af øjne på mig?” spurgte Niall forvirret, og rørte ved hans øjenlåg. Jeg kunne ikke lade hver med at slippe en latter løs. ”Sandheden, fjolle,” smilte jeg, og tog hans hånd ned fra hans øje. Han slog øjne overrasket op, i et sjovt udtryk. ”Seriøst? Ej hvor vildt!” udbrød han overvældet. Igen grinte jeg af ham.

”Du skør,” mumlede jeg, dog med et smil. Han gengældte det, med et bredt et af slagsen. ”I know… Men tilgiver du os så eller..?” spurgte han ret så tøvende. Jeg skulle lige til at åbne munden, men klappede den i igen som en fisk, da facten om intet undslap mine læber, kom til min hjerne. Et meget godt spørgsmål, han lige fik stillet mig dér. Godt, men stadig ubesvarligt. Eller dog. Jeg vidste i realiteten godt, hvad jeg måtte gøre. Skulle gøre. Hvad fornuften sagde mig.

”Niall…” startede jeg stille, og tog fat i hans hænder. Han så gennemtrængende på mig, med en noget så nervøs mine.

”Jeg ville virkelig gerne tilgive jer. Men, jeg… i må give mig noget tid. Til at, vende mig til det. Det er ikke hver dag, man lige vågner op til kendsgerningen at dine fem bedste venner har løget, og endda er verdens kendte. Giv mig noget tid, så jeg lige kan få det hele på plads. Min hjerne er forvirret nok i forvejen,” sluttede jeg, og klemte hans varme – ikke mindst bløde – hænder med mine.

Hans blik ændrede sig. Det var forståelighed i det, men også en anelse… hvad skal jeg kalde det? Skuffelse? Tristhed? Selv irritation? Noget i den retning.

”Okay… bare lov mig, at du kontakter os igen. Mig igen. Jeg ville ikke kunne holde ud, hvis, du ikke gjorde det,” endte han med at sige, efter at have bit sig godt og grundigt i læben. Jeg nikkede hurtigt. Det var ikke så svært at holde. Meningen med at give mig noget tid var jo, for mit vedkommen, få alt på plads med de nye forandringer. Og derefter komme tilbage. Forlade dem, ville jeg aldrig gøre. Ikke efter Nick havde drøftet en pointe med mig.

De drenge, de lyder som venner i top klasse. Og sådan nogen, finder du ikke alle vegne. De hænger ikke lige på træerne.

Han havde fuldstændig ret, min bror. Det var de jo. Så perfekte og fantastiske de er. Efter mit hoved selvfølgelig.

”Jeg må hellere…”

Mine hænder var på nippet til at give slip på Niall’s, men han greb ordentligt fat igen. ”Inden du går, så tænk over noget andet også,” sagde han smilende. Mit blik kunne ikke være mere forvirret, men da han kyssede mig let på kinden, steg en farve i kinderne. Wait, what? Kyssede mig på kinden, og farve i kinderne? Hvad hulen skete der lige dér? Et stort smil lå på læberne af mig, som bare ikke var til at fjerne.

”Vi ses Niall,” oversmilte jeg, og gik ellers mod mit hjem – stadig på strømpe sokker. Flere gange kiggede jeg bag ud, på den irske dreng der ikke havde rykket sig en millimeter fra der hvor, vi sammen havde stået. Hans øjne fulgte mig hele tiden, læberne kruset i et smil, og hånden der vinkede. Af en eller anden grund, kunne jeg ikke lade hver med at vinke tilbage og grine som bare fanden. En varm følelse, var pludselig i maven på mig, når jeg sådan så Niall stå sådan. Hvorfor kom den nu og her?

***

”Unge dame, jeg håber så sandelig du har en god grund til at, først komme hjem nu!” lød min mors skarpe og ikke mindst vrede stemme, da jeg trådte ind i døren. Jeg sukkede tungt. Yes, lige hvad jeg manglede… fik jeg sagt not?

”Det tordnede, lynede og regnede i går nat,” svarede jeg, simpelt nok, og smed mine ødelagte og elsket converse på måttet. Min mor kom til syne i døren der var imod køkkenet, med en grydeske i hånden. Originalt, by the way. Min mor bager hele tiden, mildt sagt. Hun har et eller andet med dej og hendes blomster forklæde. Dejlig detalje, i fik med hva’?

”Og…?” min mor kiggede afventende på mig. Jeg satte mine hænder i siden. ”Jeg mødte Harry, som tvang mig med op i deres lejlighed, da jeg var så våd, kold og skrækslagen,” indrømmede jeg. Hun lo pludseligt højt. Hvis det ikke undre nogen, så jeg ret så vantro på hende, med hoved på skrå og det hele.

”Hvad er det helt præcis, der er så sjovt? Det er jo ikke fordi, jeg rev hovederne af drengene eller noget!” udbrød jeg. Min mor lo videre. ”Nej, men det var sikkert tæt på!” lød en irriterende stemme, der tilhørte Nick. Som for resten kom luntende ned af den store trappe, der også befandt sig i gangen. ”Har jeg ret?” ville han vide, med et smørret grin.

Jeg snerrede af ham.

Han lo højt.

”I knew it!” sang han sjovt. Jeg rullede som en selvfølge, med øjne af ham.

”Ja måske, jeg var ikke lige den artigste pige i byen, det har du ret i,” sukkede jeg, irriteret. Han hævede det ene øjenbryn. ”Okay fint! Jeg var måske lidt af en bitch…” indrømmede jeg til sidst, og slog ud med armene. ”Så til freds?”

Nick og min mor grinede endnu mere af mig. Ikke mindst, Nick kom hen og svang armene om mig, og svingede mig rundt.

”Sådan der! Du er ved at lære det!” hujede han. Jeg kiggede noget så dumt på ham. ”Hvad? Være en bitch? Nick, det er sgu da ikke okay!” udbrød jeg helt oprevet, og skubbede han surt væk. Hvad var det nu for noget? Sådan noget sagde man da ikke!

”Rose,” sukkede Nick, og lød lige pludselig træt. ”Ja, en bitch. Det er noget man bliver nød til at være, hvis, du gerne vil have folk til at fatte, hvor hårdt de rammer en. Og hvor meget man lige pludselig hader dem. Tro mig, det hjælper en del. Ikke at jeg opfordre dig til at, være det meget… Men du bliver sgu også nød til at være den hårde en gang imellem, i stedet for den bløde og søde!” forklarede han.

Jeg så paf på ham.

”What? Jeg kan da sagtens være den hårde og bitchede, hvis jeg har løst! Det er nu lige bevist,” protesterede jeg, mut. Selvfølgelig skulle han grine af mig. Hvorfor gjorde folk det hele tiden? Med folk: aka Nick og min mor…

”Ja nu kan du, sis. Nu, hvor det er noget virkelig slemt og sårende. Men ellers… det er fint nok, at du ikke er hård eller bitchede. Misforstå mig ikke. Jeg mener mere, at det er fedt, og ikke omvendt,” sagde Nick. Jeg kiggede på ham, med hoved på skrå. Okay, det var nu fastlagt. Min bror var for mærkelig. Ligesom resten af denne her familie på fire. (Hvilket betød jeg også var mærkelig… Hm…)

”Helt sikkert, Nick,” endte jeg med at sige, inden jeg ellers kantede mig forbi ham, og gik op på mit værelse. Jeg vidste lige præcis hvad jeg skulle. Ingen kunne stoppe mig. Ikke fordi nogen, nogensinde havde prøvet på det, men alligevel. Ikke engang Bobo fik lov til at, komme med. Jeg havde brug for at tænke alt det her igennem. Og det blev bedst gjort alene. Eller dog. En ting, fik da lov til at join mig. Mit kamera.

Det eneste jeg ændrede ved mit udseende var, et lille lag mascara, en sort top inden under skjorten og et par sneakers. Ellers, så beholdte jeg resten på. Hvis jeg skulle være helt ærlig så, så det ren faktisk ikke værst ud. Desuden, sad en velkendt og dejlig duft fast i skjorten, som gjorde mig beroliget. Hvilket, jeg for resten ikke kunne forstå.

Jeg mener, også da Niall havde kysset min kind. Jeg havde fået farve i hoved, ja. Men helt ærligt? Så vidste jeg ren faktisk ikke helt, hvad han mente. Og det forvirrede mig grænseløst. Især, når varme følelser boblede i maven på mig, når jeg tænkte tilbage til tidligere. Det var nervepirrende, ikke at vide, hvad han mente. Især, når jeg i forvejen, skulle vende mig til tanken om deres ny tilføjet ting ved dem selv.

Jeg passerede hoveddørens kam, og kom igen ude i det fri. Vinden pustede let til mit hår, som i en usynlig kærtegning. Så naiv jeg følte mig, kunne jeg nærmest stadig mærke Niall’s bløde læber, imod min kind. Som billeder, poppede alting op for mit indre. Erindringer fra tidligere på dagen. Med de piger, som havde skubbet til Niall, råbt af ham. Svinet ham til.

Gåsehuden bredte sig stort set over alt på huden af mig, når jeg så det for mig. Jeg fattede stadig ikke helt, hvad der var sket. Eller hvad jeg havde gjort. Det er ikke hver dag en pige kalder en ludder, og man som refleks smasker hende hen lussing. Nej, bestemt ikke. Måske i nogens liv, men i mit? Næ nej, langt fra. Som, i nok kunne høre på Nick, er jeg ikke lige personen, som er den hårdeste og mest bitchede i verden. Nærmere, det modsatte.

Jeg skifter kun over i en hård personkarakter, hvis, nogen for eksempel fornærmer mine venner. Eller, hvis nogen sårer mig for groft. Men også, hvis, nogen bare træder på mig og behandler mit skidt. Det er nogle få steder, hvor jeg ikke kan klare tingene, og det slår klik. Der hvor jeg skifter syn på alting. Lidt skræmmende. Man kan vel kalde mig en pige, som forsvarer sig selv, og dem hun har kært. Det er skam ikke noget jeg er ked af, at være. Nej, faktisk, er jeg glad for jeg er sådan. Det er sådan jeg ser mig selv være. Sådan jeg gerne vil være. Og sådan jeg altid vil være.

Langsomt gik det op for mig, hvor jeg var på vej hen. Ikke til parken, som jeg normalt ville gøre. Nej, hen til undergrunden. Som ville køre mig videre hen til et sted, jeg tit kom af og til. Afrodite havde lokket mig med flere gange, da hun mente, vi manglede en shoppetur sammen. Ja, lidt normale teenager piger var vi jo. Derfor lå det også i vores natur, at tage til Oxford Street for at shoppe. Der lå alle de gode butikker. Men den her gang hvor jeg skulle her hen, var det ikke for butikker. Heller ikke på selve gaden, imellem det enorme mylder. Nej, det var på en af side gaderne der var. Stk. et eller andet. Don’t jugde me, men jeg kan ikke huske navnet. Bare at det var et drenge navn.

Pointen er, at på den gade, som apropos er enorm smal, kommer der en stor åbning som en slags plads. Der er cafeer, folk der spiller musik, og en masse mennesker med en fantastisk stemning. Folk har det rart, og alt er i bølger med hinanden, hvis, i forstår hvad jeg mener. Derfor, blev det dér min kurs var sat til.

Nede i undergrunden smuttede igennem automaten, med mit oyster kort. Måske var kortet kun for turister, det havde jeg aldrig tænkt nærmere over. Men min mor havde købt det til mig, og sagt det var det jeg skulle bruge. Så ja…

Som altid var der enormt mange mennesker i undergrunden. Liverpool Street var en af de stationer, der havde bunker mennesker hver eneste dag. Her var der virkelig mange, i forhold til nogle andre stationer. Da et tog kom, og jeg så de røde stænger inde i kabinerne, hoppede jeg hurtigt på, imellem de mange andre mennesker. Luften der mødte mig var klam og varm. I det hele taget, var der aldrig en særlig god ilt her inde i togende. Der er tit, som nu, proppet helt op med mennesker, som alle sammen skal have ilt og sikkert har en normal kropsvarme. Hvilket føre til, et drivhus af et tog, med mennesker i stedet for planter. Lækkert, right?

Til mit held, havde jeg fået kæmpet mig hen til en side plads. Ellers ville mine ben med garanti være mega smadret, når jeg nåede ind til Oxford Circle. Stationen der lå på Oxford Street, til jeres info.

Inde i toget var der fuldstændig stille. Virkelig, ingen snakkede, rømmede sig eller hostede. Bum stille. Virkelig akavet. Men pludselig efter et par stationers gennemkørsel, nåede vi til Holborn. Som sædvanlig, steg folk af og på. Men dog, var der nogen anderledes. Denne her gang, kom to mænd ind. Den ene så ud til at, være i de fyrre, imens den anden i de halvtreds. Ham i de halvtreds havde en guitar i hånden, som så godt og grundigt slidt ud. Et par strenge var ødelagt her og der. Ham i de fyrre… jeg spærrede øjne op. Han havde sørme en violin i hånden! What, hvad skete der lige her?

”Mine damer og herre, unge og børn. Vi undskylder på vegne af Londons transport, for den langsomme trafik i dag. Det er helt uacceptabelt. Derfor er vi kommet for at underholde jer!” sagde ham den gamle. Flere folk grinte. En joke, var det nok. Jeg selv smilte, trods min nysgerrighed nok dækkede for det meste. Hvad bestilte de mon her?

”Vi vil spille noget for jer, som vi har øvet os på i et stykke tid,” fortalte manden videre, og smilede stort. Hans makker mumlede kort noget, før de ellers stillede sig bedst muligt tilrette, i den ellers ret så ringe mængde plads. ”En og to, en, to, tre fire!” talte den gamle højt, og kort efter på slaget fire, startede musikken. Den lød højt for mine ører, og fik smilet til at blive endnu større. Det lød ren faktisk godt!

Mændene spillede fantastisk, og ham på violinen kunne virkelig lave noget af et show. Forstået på den måde, at det ikke bare var som et kedeligt klassisk fremvisning, med sløve toner som en godnathistorie… Nej, det her, det var noget af det stik modsatte. Det var lige så festligt og vildt, som country musik. Det var som var toget skiftet ud med en bondegård, og folk ikke havde det normale og mordene tøj på, men lange nederdele med let stof, buksedragter med lommer til værktøjet. Noget for sig. Sikke en begivenhed, jeg pludselig var en del af.

Som kunne det ikke blive bedre, startede toget, og mændene forsatte bare. Selv da det store ryk kom, og alle var ved at vælte, stod de fast og spillede. Oven i hatten, begyndte ham den ældre at synge til! For i ikke misforstår det, lød det ren faktisk godt.

Hele den akavede atmosfære, der før havde været, var erstattet med en glad og festlig en af slagsen. Alle smilede. Dem der ikke brød sig om det, kiggede bare på deres telefoner, som ignorerede de musikken. Jeg selv var selvfølgelig en af dem, som smilte over hele femøren. Dette var jo en perfekt måde, at komme lidt væk fra det hele, og få tænkt igennem. I sær med sådan en begivenhed som denne!

Mændene forsatte indtil vi nåede til Oxford Circle. Eller, lidt før.

”Hvis, i har lyst, må i gerne give lidt penge nede i den her,” startede manden med guitaren ud med, og nikkede imod en lille slags sok, der hang for enden af guitaren. ”Hvis ikke, så gik ud af vinduet og lad som om vi slet ikke eksistere. Det er op til jer selv,” lo han til sidst. Musikken begyndte igen, og de gik rundt for at indsamle pengene. Jeg fik hurtigt to pund op af min pung, og lagde den ned i sokken, da de nåede mig. Manden smilte stort til mig, og sang videre.

Kunne man andet end at blive berørt over sådan en oplevelse? Nej, ikke for mit vedkommen. Hvis, jeg ikke allerede har nævnt det, føltes det som at, være med i en eller anden film. For det her, skete ellers aldrig nede i Londons undergrund. Aldrig. Så smilet var ikke til at fjerne, da jeg steg af toget, og gik hen imod rulletrapperne.

***

”Din kaffe miss,” lød det fra min højre side. Jeg kiggede hurtigt smilende op, på den pige, som kom med en lille bakke.

”Tak, bare stil den der,” takkede jeg, og nikkede imod bordet foran mig. Kort efter var pigen smuttet, og min dampende varme kaffe, stod fint foran mig. Stille tog jeg fat i skeen der var, og pillede stille ved kaffens skum overflade. Til mit held, efter et par forsøg, fik jeg lavet et hjerte som så bare lidt pæn ud.

Den genkendelige genstand, hang fint om min hals, men blev så taget op i hænderne. Kameraet blev tændt, og som en selvfølge, gled den op mod mit øje. Det højre øje blev presset sammen, og det venstre stirrede koncentreret ind i forstørrelsesglasset. Selvom det kriblede helt i fingrene, for at trykke på den lette knap, ventede jeg. Justeringer blev der gjort et par stykker af, med kameraets linse og effekter. Den rette vinkel blev afprøvet lidt af og til. Og endelig, efter mine fingres mening, kunne jeg trykke på knappen. Et sekund efter var billede taget, og lagt direkte ind på mit fotogalleri.

”Mor? Hvad er det hun laver?” lød det pludseligt ved min øregang. Jeg kiggede langsomt op, hen imod stemmen, og så hvem der havde snakket. En lille pige, måske fem år gammel, stod og pegede på mig med et nysgerrigt blik.

”Hun tager billeder skat,” lød det sødt, fra den voksne kvinde ved siden af. Da hun opdagede mit blik, smilede hun forlegent. Et venligt smil, fik hun da tilbage. Intet generede mig ved pigens opførsel. Det var for mig, ret sjovt at hun turde at spørger så højt, at jeg med sikkerhed ville kunne høre hende.

”Er det sjovt?” spurgte pigen, og så på mig, som kunne hun se svaret, via mine øjne. Jeg holdte en lille latter inde, og skævede til moren, som grinte let. Hun så afmålende på mig, og endte med at sige et afgørende svar. ”Ja, det ser sådan ud, sveske.” Jeg smilte stort, inden jeg ellers vendte mig op og koncentrerede mig om min kaffe. Som for resten smagte himmelsk godt! Moderen og datteren gik i mellem tiden væk, og hen imod en af de mange cafeer, længere nede.

Smile, kunne jeg ikke lade hver med. Hvor var det dog kært, på den måde pigen sagde det på! Hun mindede mig lidt om Afrodite, som også snakkede højt, i forhold til hendes ellers så sky rolle i skolen. Man er vel to personer af og til, når man er andre steder..?

Jeg drak endnu en tår af min kaffe, før jeg lod tankerne svæve hen imod et brugt emne. Drengene. Zayn, Louis, Harry, Niall og Liam. Hvad skulle jeg dog stille op med dem?

Mine fingre, lod jeg tænkende banke let i bordet.

Hm… mig som normalt har et svar på alt, kunne intet finde. Virkelig, der var totalt tomt inden i det jeg kalder for hjernen, på mig. Er i klar over hvor håbløs man føler sig, når man intet svar kan finde?

Der var kun én løsning på dét problem. Og det var simpelt og nemt nok: at fordybe mig mere i billederne. Som regel, plejede det at være kurren til, hjernens tomgang.

Mit kamera, som igen lå trygt imod min mave, fik jeg samlet op i mine hænder. Endnu engang blev det tændt, og øjende pladseret samme steder som sidst. Så gik det ellers bare ud på, at finde det rette mål…

Ved et hurtigt gennemgik over pladsen, opfangede noget min opmærksomhed. En lille hund lå under et træ, og nød den varme sol der for engang skyld, havde fundet vej igennem de mørke skyer. Ej, faktisk var himlen skyfri og vinden varm. Hvilket var en sjældenhed i sig selv. Men, det var dejligt, ingen tvivl om det.

Hunden blev i hvert fald mit mål. Justeringer hist og her, zoomet lidt der og lidt fokus på hunden og farverne her. Sådan var endnu et billede taget, og lagt ind på hukommelseskortet til de mange andre.

Det samme gjorde jeg med de andre ting, som jeg fik øje på. Mennesker, dyr, planter, cafeer… der var masser af muligheder her på Stk. Markus street. Hey vent, der var navnet! Woop, i got it!

Noget der specielt fik mig til at blive opmærksom, var den sidste ting jeg fik øje på. Eller mere personer. En flok på fem, to piger og tre drenge, fik mig til at kigge tænkende på dem - Efter billede var taget. Eller ikke på deres levende jeg, men på det jeg, på billedet. Sammenholdet lyste ud fra deres kropbevægelser. Glæden og lykken, var heller ikke til at tage fejl af. Latteren der stadig lød som klokker for mine ører, da billede blev taget, viste mig troen. Troen på deres venskab. Troen på sandheden. Troen på at de altid ville være der for hinanden. Og det var dét, der fik mig til, at indse en ting.

Det at acceptere drengenes kendte karriere, var jo let som en leg. De fem søde fyre, var jo ikke anderledes af den grund af at, endnu en titel til dem var tilføjet. De var jo stadig de gode gamle drenge, jeg havde lært at kende. Intet ændrede sig af den grund. Jeg fik bare hele sandheden af vide. Og måske, måske kom der bare endnu mere styrke i vores forhold nu hvor det gik op for mig, hvor kendte de egentlig var. Meget tiltro og tålmodighed skal der jo til for, at holde et venskab kørende sammen med verdenskendte. Ikke mindst begrund af den tæt gående presse, men også begrund af de mange turer verden rundt, de nu end kunne komme på.

Vores venskab måtte være stærkt for, at overleve alt det. Virkelig stærkt. På en eller anden måde, kunne jeg godt forstå, hvorfor de havde valgt at vente med at fortælle mig denne viden. Forståeligt nok, skulle de finde ud af, om jeg var til at stole på. Om jeg var en fighter. Hvilket jeg nok fik bevist, her på de sidste par dage. Men grunden var nok også, om jeg ville kunne holde til et trofast, langt og stabilt venskab med dem. Det var i hvert fald, hvad jeg gik ud fra.

Jeg smilede bredt, da det hele gik op for mig. Et kys, fik kameraet og jeg rejste mig op. Nu gik turen hjem ad. For jeg havde endelig fundet en opklaring på alt det her. Og svaret var nemt nok, når det gik tilbage om hvor vidt jeg ville tilgive dem eller ej.

Det skulle nok blive tilgivet. Men hvornår, hvordan og hvorledes vidste jeg ikke. Men som en ven, måtte jeg stå ved deres side, lige meget hvilke forandringer der ville komme. Og som nu, lige meget hvem de så var. Jeg vidste jo godt hvem de var. Og det var det vigtigste. 

 

                                                                                                       

Halløj igen dejlige mennesker!:)

Så... nu indså Rose hvad hun måtte gøre. Tænkte hun rigtigt? Det med at de måtte give hende tid, lyder måske ikke af meget efter det her kapitel, men jeg skal måske tilføje, at hun ikke lige ræser hen til drengene når hun kommer hjem. Nej, hun skal stadig summe sig lidt, selvom hun ved hvad hun skal gøre. Bare lige så vi havde det på det rene... ;)

Og nu siger jeg det her, så godt som jeg kan... eller skriver det... Jeg opdagede lige jeg har over hundrede på favoritlisten! Holy crap, er i klar over hvor sindssygt det er for min side af??? Tusind, tusind, TUSIND tak for det, i er for dejlige!!!:O Ej, jeg kan jo næsten ikke formulere nok, hvor glad jeg er. I første omgang troede jeg ikke engang, at denne historie ville få så meget ros og så mange læsere. Det er virkelig vildt for mig, som aldrig har haft over de 50 på favoritlisten... ja så er det sagt  :i

Men tak, hundrede millioner gange! Elsker jer sgu for det :P

Husk til jer, som ikke allerede har gjort det, at like og sæt på favoritlisten hvis i godt kan lide historien. Som i kan høre/læse der oppe ^^ går jeg fuldstændig i chok, når der kommer flere på :O

Også vil jeg sige tak til alle de kommentarer i skriver! Selvom jeg måske ikke svare på alle, så skal i vide, jeg læser dem alle! Og smiler stort over alt det, i finder på at skrive! ;D Så ikke tro i ikke er set... for det er i!!

Btw, håber i nyder det sidste udkald af sommerferien :D xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...