Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

744Likes
701Kommentarer
190624Visninger
AA

13. Everything seems so much brighter when everyone is friends

Jeg stod trippende, og ventede ude foran døren. Måske var det ikke en speciel dør for nogen. Men for mig? Der var den meget speciel.

Måske ville folk også synes det, hvis de vidste hvad der var bag den. Og bare det at tænke på det, fik nervøsiteten til at spirer endnu mere. So lovely… like not.

Det var samme dag som Eleanor havde ringet. Hun havde lydt bekymret, og ret oprevet. Forklaringen var, at de intet havde hørt fra mig. Og at drengene frygtede mere end nogensinde, at jeg ikke ville dukke op. At de havde mistet mig for altid. Hvilket fik mig til, at få dårlige nerver nede i maven. Hvorfor havde jeg ikke skrevet til dem, omkring min tur til Californien? Fordi jeg var for forvirret og desperat for at komme afsted. Selvisk, i know.

Men hvad kunne jeg gøre ved det nu?

Intet.

Sket er sket, sådan er det.

Men opringningen fra Elle, havde gjort at jeg fik Nick til at køre mig over til dem, samme aften. Som back up, vidste jeg allerede nu, hvis jeg blev og sov havde jeg redskaber inde i Louis’ og Harrys lejlighed. Som sagt, så kom jeg der meget.

Tilbage til døren.

Jeg havde banket på, og stod ellers bare og vred mine fingre i nervøsitet. Min viden rakte lang nok til at vide, at pigerne var smuttet hjem efter, at have fået drengene mere ned på jorden. Elle havde forklaret mig situationen nøje, med hvordan de pludselig havde ændret sig. Bare så jeg intet chok fik, når jeg så dem. Men forhåbentligt kunne jeg få dem helt tilbage. Det skulle jeg bare kunne! Ellers kunne jeg ikke tilgive mig selv.

Trin lød bag døren. Tunge og dovne skridt, efter sigende hørelse. Der var måske nogen der så film, eller dovnede den af?

Ikke fordi det undrede mig særlig meget…

Drengene var ret så… i ved… dovne til tider. Nej, faktisk ret tit.

Alt for langsomt efter min mening, blev døren åbnede op. For mig, var det i slowmotion. For normale mennesker, blev den revet op i et splitsekund.

Men i hvert fald…

Personen der tårnede op foran mig, var så genkendelig. Så savnet. Så elsket. Hans mund stod på hvidt gab, da han så mig.

”Rose!” råbte han glad, og lod sine arme åbne sig op, så min krop kunne glide ind imod hans. Duften indfangede mig, og fik mig til at genkalde den morgen i hans seng. Så forvirrede jeg havde været, over hvordan jeg var endt der. Men svaret havde været, på grund af en person.

Louis.

Elsket Boo Bear.

Min anden storebror.

Ham jeg stod i armene på.

Ham jeg smittede mine tårer af på, ved hans skulder.

Louis selv, lød også til at snøfte. I glæde, efter min opfattelse. Men jeg græd mere fordi, jeg havde alt for dårlig samvittighed over for ham. Og ikke mindst de andre drenge.

”Du kom,” mumlede han hæst, og trak sig ud foran sig.

Jeg nikkede med et skævt smil.

”Selvfølgelig kom jeg, Lou. Det ville jeg lige meget hvad gøre. Jeg holder hvad jeg lover,” sagde jeg, inden jeg trak ham ind til mig igen. Han knugede mig tilbage, og jeg sukkede. Hvordan kunne jeg overhoved tvivle med at tilgive Louis?

”Undskyld,” mumlede vi i munden på hinanden.

Igen, grinede vi let.

”Accepteret,” lød hans svar.

”Ditto,” mumlede jeg, inden jeg lod ham trække mig med ind i stuen.

Han vidste allerede, at de andre ville elske at se mig. Og hvis de bare var nogenlunde lige så glade for at se mig, kunne jeg ikke holde det ud, uden at bryde sammen.

Da vi trådte ind i stuen, gloede drengene rigtig nok fjernsyn aka film. Lige efter mit gæt! Og de så Pinocchio, så det var helt klart Liam der havde haft en finger i spillet. Ham og Disney film havde et eller andet kørende…

Ej okay, det lød næsten som om de havde et crush, hvilket kun var Liam der havde det.

På Disney.

?

Okay, jeg stopper inden noget kommer ud af min tankegang, som ikke skulle komme.

Drengene gloede alle fem opslugte på skærmen, eller dog. Liam gjorde. Harry var venlig og gjorde det, selvom - efter hans ansigt at dømme – det var virkelig kedeligt. Resten sad med deres Apple apparater, og glukkede det for vildt.

Sådan som de altid gjorde.

Eleanor og Danielle måtte have klaret det godt, hvis drengene havde været anderledes da de trådte op. For det hér, lignede et udklip fra en helt normal aften sammen med De Fem Tosser.

Måske burde jeg lave en dokumentar om en almindelig aften for dem? Bare for sjovs skyld?

Eller jeg kunne lade hver…

”Drenge, se hvem jeg fandt ude foran døren!” sagde Louis glad, og lagde armen om mig. Varmen fra hans krop, varmede allerede min, som havde været ude i det lorte vejr, England var så berømt for. Ikke om det var mere dejligt af dén grund.

Alle blikkende fra sofaen og lænestolene, gled hen på os i døren. Normalt ville jeg krympe mig under så mange blikke. Så meget opmærksomhed. Men nu, gjorde det mig ikke det mindste. Ikke når de fire drenge der granskede mig med blikket, var og blev 4/5 af mine bedste venner – som jeg havde savnet af helved til. Men den detalje, var jeg selv skyld i.

Så jeg vil allerede nu stoppe min jamrende tanker, for at skåne jer.

”Rose!” råbte de op, i munden på hinanden.

Og hvis det var muligt, havde de nærmest fløjet med lynets hastighed, for kort efter var de foran Louis og mig. Zayn var den første, der kaprede et kram fra mig og jeg blev svunget rundt, så latteren fyldte luften – Så de andre måtte vente.

Dog var de ikke tålmodige.

For når den ene havde fået længe nok, blev han skubbet væk, og erstattet af en anden. Som var de vilde løver, der ville have en bid af det saftige kød.

Okay, var jeg bare den eneste der fik forkerte billeder op der? Eller…?

”Drenge rolig! Jeg går ingen steder!” udbrød jeg grinende, med tårerne ned af kinderne.

De alle så lidt på mig, med vantro blikke.

”Græder du Rose?” spurgte Liam bekymret, da han trak mig lidt væk fra sig.

Jeg rystede afværgende på hoved, og slog ud med hånden.

”Ja, men det er på grund af, jeg har savnet jer så meget! Selvom jeg kun kan takke mig selv for, ikke at have kontaktet jer for nu.  Så det er ingen ting,” lo jeg grædende, og smilte let.

De rystede på hoved af mig.

”Vi har også savnet dig!” fastslog Harry glad, og hev mig væk fra Liam og ind i hans favn.

En let og god duft omsværmede mig og mit næsebord. Jeg slugte næsten duften af ren nydelse. Siden hvornår havde Harry duftet så fantastisk?

Jeg knugede ham ind til mig, og mærkede hans muskler spænde let. Hvorfor, vidste jeg ikke. Men jeg havde bare brug for den slags nærvær, han lige pludselig synes at give mig. På en god måde selvfølgelig – ingen tvivl om det!

”Min tur!” trynede Louis, og skubbede sjovt med hoften til Harry.

Jeg lo højt, da Harry lod sig falde på gulvet, og Louis trak mig ind i et kram hvor han løftede mig op, ligesom Zayn havde gjort. Hans greb var dog mere knugende, selvom Zayn’s også var virkelig knugende. Så til jeres info, var det her nærmest så stramt at pusten blev slået ud af mig. Lidt ubehageligt, selvom jeg ikke kunne lade hver med at smile stort. Woah I’m a wiredo…

”Lou- du- kvæler- mig!” stammede jeg sjovt, da han endelig havde sat mig ned, men ikke givet slip.

De andre grinte, da jeg tumlede baglæns, fordi Louis endelig havde sluppet mig. Jeg endte med at falde over mine egne ben, og landede lige på gulvet, som synes mere blødt end forventet. Nej hvad? Vent nu lige…

”Luft!” gispede en hæs stemme. Hm… når ja, Harry!

”Hvad laver du nede på gulvet?” udbrød jeg overrasket, inden jeg ellers kiggede ned på ham. De grønne øjne stirrede direkte ind i mine, lige så tryllebundene som da han tog imod mig første gang, jeg skulle her op i deres lejlighed. De mindede mig om… græs. Blødt og lækkert græs, du bare kunne rulle dig grinende rundt i, en varm sommerdag.

”Louis kan godt lide at vælte folk omkuld,” bekendtgjorde Harry sjovt, og fnyste med blikket hen imod en uskyldig Louis.

”Jeg ville bare have min tur!”

”Som du havde fået,” påpegede jeg smilende.

”Jamen jeg havde brug for et til kram!”

”Puds lige glorien du,” lød det tungt fra Harry under mig. Jeg kom pludselig i tanke om, at jeg stadig lå på ham, og rødmede kraftigt. Ups.

”Nialler vil du lige..?” spurgte jeg bedende, med hundeøjne til ham.

Hans ansigt som før lå i en mørk skygge, lyste underligt op og gav mig hånden, og nærmest løftede mig op fra Harry. Jeg fik følelsen af, at jeg var gået glip af noget… men hvad?

***

”Hvor har du overhoved været hele den her uge?” spurgte Zayn nysgerrigt.

Jeg smilede flovt. Ja… hvad skulle jeg sige?

”Sandheden dumpap!” lød en stemme inden i mig selv.

Når ja… den var, jo også bedre end en dårlig løgn. Selvom de nok ville blive sure over, jeg bare havde forladt landet uden at informere dem. Men stadig, jeg var ikke tvunget til at fortælle dem det. Så på den anden side…

”I Californien,” svarede jeg, inden jeg ellers bevægede mig kort imellem Niall og Harry. Som sad noget så tæt op af mig i sofaen…

”Californien?” udbrød Liam forfærdet, og rynkede panden så små rynker tittede frem.

Alle kiggede overrasket på mig, imens jeg flovt kiggede ned. Nu skulle jeg så bare lige undskylde for ikke at informere dem. Hvilket jeg gjorde.

”Seriøst, Rose? Hvad var så vigtigt over i Californien at du ikke havde tid til at sende en besked?” udbrød Zayn stødt, og så irriteret på mig.

Jamen tak, Zayn? Bare bliv sur, når jeg egentlig ikke behøver at informere jer… selvom jeg gerne ville have gjort det…

Mindre detalje!

”Jeg har en bedste veninde – som faktisk er den eneste rigtige ud over Dani og Elle – som elsker at spille på instrumenter og synge,” startede jeg ud med.

De alle rykkede lidt længere frem, da ordene ‘instrumenter’ og ’synge’, kom på banen. Hm… når ja, de var jo selv musikere. Du er for klog Rose!

”Jeg har lige fra dag et af støttet hende op i det, ligesom hun har gjort med mine billeder,” forsatte jeg.

Igen, strakte de endnu mere hals, da ordet ’billeder’ kom på.

Okay, det her var sært…

”Da hun havde fået et opkald fra et pladeselskab der hedder Island, som tilbød hende at komme over indspille demoer og snakke om en mulig pladekontrakt, synes hendes forældre og hende selv, at jeg burde komme med dem til Californien. Da jeg altid har støttet hende, været der for hende, og fulgt med i hele forløbet,” snakkede jeg løs, imens alle lyttede interesseret med.

Igen strakte de mere hals, da ordet ’Island’, kom på listen over ord. Jeg som ellers mente, deres halse ikke kunne strækkes mere, tog så fejl.

”Samme dag som jeg havde snakket med Niall, og flygtede fra lejligheden her, ringede Afrodite til mig. Hun inviterede mig med, og hurtigt fik jeg lov af mine forældre. Det viste sig så at samme dag om aften, skulle vi flyve. Så jeg havde virkelig travlt og måtte pakke hurtigt, for at kunne nå det hele. Jeg ved godt det var selvisk, at jeg ikke fik nået at skrive til jer, når jeg helt sikkert havde tid i flyet. Men jeg glemte det. Hvilket jeg undskylder mange gange over,” sluttede jeg, og prustede ud.

Tænke, var det de gjorde, mine fem venner. I hvert fald ud fra det, jeg kunne læse af deres udtrykke. Om de troede på mig, var et spørgsmål jeg for en gangskyld kendte svaret på. Også dét, kunne jeg så på dem. Svaret var ja. Hvilket jeg smilte stort af, men dog lagde en dæmper på for ikke at se for sær ud. Selvom vi alle godt ved, at jeg er det…

What a fact, Rose.

”Det er okay. Vi alle laver fejl og glemmer at sige ting,” sagde Niall endelig med et smil, og blinkede til mig.

Nu kunne jeg endelig tillade mig, at smile over hele facet, med den glædes assitude jeg havde. Især, da de andre nikkede sig enige. Hvor var det fedt!

”Og til jeres info, er i også tilgivet med det andet. Hvilken ven ville jeg ikke være, hvis jeg droppede jer efter alt det vi har lavet sammen?” sagde jeg hurtigt, og grinte af sidste del.

Som jeg tidligere har spurgt om: er jeg bare den eneste der får de forkerte tanker frem, ved dét der? Eller..?

”Mon ikke!” sagde Louis begejstret, og lo.

Vi alle grinte i munden på hinanden.

Se dét her, var bare en ting jeg havde savnet ved dem.

Deres humor, som var lige så skør som min.

Det var sgu dejligt at være ved dem igen. Det følte så rigtigt! Uden dem, var jeg ikke helt. Hvilket netop var bevist efter turen til Californien - aka Los Angeles.

”Sig mig, sagde du din bedste veninde var sanger?” spurgte Liam pludseligt.

Jeg nikkede hurtigt.

”Jeps. Hun er bare ikke kendt som sådan. Hun spiller små koncerter, hvis man overhoved kan kalde det dét, på nogle kroer og cafeer. Men hun er blevet opdaget her for nylig, da hun var på sin sidste kro tur. Faktisk, samme dag, som jeg stødte ind i Harry og blev tvunget her op og overnatte,” forklarede jeg, og kiggede på Harry, som bare smilede tilfreds.

Tilfreds? I don’t get it but alright…

”Og er blevet tilbudt en pladekontrakt hos Island? Det studie i Los Angeles?” spurgte Liam videre.

”Måske, de skal lige finde ud af det, men måske.”

Niall så med store øjne på mig.

”Seriøst? Er du klar over det er der hvor Justin Bieber også arbejder?” udbrød han, helt oppe og ringe. Jeg så med store øjne på ham, og tog hænderne op foran mig. Chill bro!

”Nej, det er jeg så nu, Nialler. Nu vil jeg huske det endnu mere. Og hvis jeg ser ham der henne, vil jeg gå hen og give ham en lammer fordi, han var grunden og emnet, der gjorde jeg blev døv på mit venstre øre!” sagde jeg, og så irriteret på ham.

Han smilede undskyldende.

”Ups, sorry Rose.”

Jeg rystede på hoved, og vendte hoved på skrå og kiggede over på Liam.

”Hvorfor spørger du da?” spurgte jeg nysgerrigt.

Han så lidt på mig.

”Tjo jeg tænkte… det kunne da godt være vi kunne møde hende en dag. Hører hende og synge og sådan. Det kunne måske være muligheder for, hvis hun er virkelig god, at vi kunne lave et nummer sammen,” forklarede han sig, med et stort smil.

Jeg spærrede øjne op, og hvinede glad.

”Seriøst? Ej, det ville hun elske hvis, i gad at, lytte til hendes stemme! Og måske endda lave en sang!” fastslog jeg enormt glad, og kunne ikke skjule stoltheden i stemmen. Det ville være så fedt! Deres stemmer ville helt sikkert klinge sammen, og mine bedste venner og veninde blev samlet til et på et musik nummer! En drøm der ville gå i opfyldelse, sikkert også for Afrodites side af.

 ”Selvfølgelig da!” udbrød Louis, og smilede betrykkende til mig.

Jeg smilede endnu mere, hvis det end var muligt. Indtil Zayn sagde noget højt, som fik mig til at springe op.

”Men hvis studiet er i Los Angeles, skal hun så ikke flytte der til?”

Som fortalt tidligere, sprang jeg op, og fik med hurtige bevægelser min mobil op af lommen.

”Nej, ikke så længe jeg ikke siger noget til hende. Zayn, hun vil takke nej tak til tilbuddet, hvis hun ikke kan bruge det der ligge inde i London. Og det er kun begrund af mig!” forklarede jeg hurtigt, og tastede Afrodites nummer ind, der lå klart i hukommelsen.

”Seriøst?” udbrød de alle i kor.

Jeg nikkede tamt.

”Hvilket er grunden til, jeg må ringe til hende. Hun skal ikke spilde sit livs store chance, hvis jeg altid kan komme og besøge hende! Kan følge mig?”

Der blev nikket, og kort efter blev mit opkald besvaret af Afrodite.

”Hey what’s up Rose?” lød hendes trætte stemme i røret.

Jeg smilede ved lyden af den. Selvom hun var træt, forhindrede det hende aldrig i, at lave sjov med mig eller sig selv.

”Det hedder vas happening!” lød det højt fra en irettesættende Zayn, som åbenbart kunne høre Afrodite. Jeg sendte ham et irriteret blik, imens han bare så uskyldigt på mig.

”Hey søde, prøv lige at hæng på to sekunder,” sagde jeg hurtigt, inden jeg ellers fjernede røret.

Zayn var grunden, og jeg så dumt på ham.

”Hvad det er rigtigt!” udbrød han, totalt helligt.

Jeg sukkede tungt af ham, og rystede på hoved.

”Det er godt Kloge Åge,” snerrede jeg irriteret, og forlod stuen, med de grinende drenge bag mig. Af og til var de lidt for meget, men det er alle jo.

”Så er jeg er her igen,” smilede jeg glad, da jeg endnu engang havde røret op imod øret. Jeg var endt ude i køkkenet på en barstol, hvor jeg ellers studerede mine negle. Spændende... Riiiiiight?

”Var det lige Zayn Malik jeg hørte?” udbrød Afrodite overrasket, og tilføjede. ”Er du hos drengene?”  Så dum jeg var, nikkede jeg, men fandt hurtigt ud af at hun intet kunne se. Spasser Rose.

”Ja, men det kan være lige meget. Jeg ringede for noget andet.”

Hun lavede en lyd, som betød jeg skulle forsætte, så utålmodig hun nu var. Af og til mindede hun mig om Niall…

”Min bror forklarede mig noget, da jeg kom hjem. Noget jeg indså,” startede jeg.

Hun sukkede, som havde hun allerede indset hvad jeg ville sige. Men det havde hun alligevel nok ikke. For da jeg sagde det næste, blev hun fuldstændig stum af flovhed.

”Afrodite, hvis du får det tilbud og du ikke kan være her i London ved det studie, så tag afsted til Los Angeles og bo sammen med din familie. Tag imod tilbuddet, og lev din drøm. Det er det jeg opfodre dig til, all the time, så lad for guds skyld hver med, at bliv i England på grund af mig.”

Hun snøftede dog pludselig, og hikstede. Åh nej, jeg fik hende til at græde. Shit, great, flot Rose!

”Jeg ved det godt, Rose. Men, så ser jeg dig jo ikke mere!” udbrød hun hulkende, og snøftede voldsomt. Jeg ændrede udtryk, og min stemme blev så silke blød som muligt.

”Skat, søde, selvfølgelig gør vi det! Jeg kommer og besøger dig så tit som muligt, kommer måske endda med på tours, også er skype og mobil også opfundet!” trøstede jeg hende.

Afrodite var lidt stille i kort tid. Hvis jeg ikke tog meget fejl, tænkte hun over mine sætninger og ord.

”Lover du det?” ville hun vide.

Jeg slog en latter op.

”Om jeg gør? Selv hvis min forældre siger nej til at besøge dig, låner jeg drengenes privat jet, og flyver direkte hen til dig! Hvor end du er i verden! Bare lov mig, at sig ja lige meget hvad, hvis du nu ikke kan være i London. Okay?” forlangte jeg, seriøst men stadig kærligt. Kold og sur var jeg i hvert fald lang fra!

”Okay så, men kun fordi det er dig der siger det,” mumlede hun, overgivende.

Jeg hujede som sejre, og svingede mig selv rundt på barstolen. Nick havde fuldstændig ret! Gud, hvor var jeg dog glad for min big bro! Tænk, at min bedste veninde virkelig ville opgive sin drøm på grund af mig… så urealistisk og dumdristig, var lige hvad det var. Men alligevel, så kunne jeg ikke lade hver med at være rørt over det.

”Godt. Men jeg har for resten en invitation fra drengene! De vil gerne møde dig, og høre dig synge,” fortalte jeg, og skiftede hen til et lidt anderledes emne.

Et glad hvin lød.

”Seriøst? Ej, det lyder da fedt! Du har fortalt dem om min stemme og mulig kontrakt, ikke?” lød hendes svar, let bebrejdende. Nok var det for sjov, men jeg legede med på den.

”Jamen sorry, dude! Men jeg blev nød til at forklare mig, hvor jeg havde været henne den sidste uges tid,” forsvarede jeg mig selv, med et grin.

Hun grinede med.

”Jeg driller bare. Men så sig jeg gerne vil, og du bare kan sende dato, så vil jeg da meget gerne komme.”

Jeg bekræftede det, og sagde ellers farvel, inden jeg lagde på. Nu skulle nyheden bringes videre. Og hvor var jeg dog så fandens lettet over, jeg havde fået ringet til min elsket veninde.

***

”Den film er dårlig!” udbrød jeg utilfreds, og så med hængende mule på Liam, som havde valgt filmen. Der stadig var Pinocchio.

Han sukkede og så fornærmet på mig. Som havde jeg lige slået hans ven – eller crush der jo var Disney. Åh, hvor var jeg dog bare morsom!

Et bedende blik, trynede jeg Liam ned med, for som tegn på om jeg måtte vælge en anden. To minutter efter, sad jeg stadig sådan og så på Liam, som så fornærmet på mig. De andre fulgte spændte med i kampen, for om de skulle tage Apple produkterne frem igen, eller følge med i en god film.

”Fint så! Find en anden film så…” sukkede Liam trist, og sank tilbage i sofaen.

Jeg hujede højt, og sprang op ved af støtte mig på Niall’s og Harrys lår – de sad virkelig tæt op af mig, til mit forsvar!

Som var der nogen lige i hælende på mig med en morder kniv, løb jeg hen imod film reolen, og kastede mig frem af, det sidste stykke. Små og lave grynt, lød som latter, bag mig ved sofa rækken.

Haha, sjovt, nej.

Fribrilsk, ledte jeg efter en bestemt film med øjne. Det tog dog tid, da drengene ejede alt for mange film! Seriøs, jeg troede aldrig jeg skulle sige det her, men man kan altså godt have for mange film. Det er nu bevist.

”Got it!” råbte jeg glad, da jeg havde fundet den rigtige. Coveret blev nærmest flået ud fra den lange hylde, og vist frem for drengene.

”The Lucky One? Ej seriøst Rose, lad hver med at pin os!” bad Louis, med et sad-face. Jeg rystede bestemt på hoved.

”Den skal vi se! Hvis, i ikke følger med, så skal i gå i dame tøj i hele to dage!” truede jeg.

Zayn lo af mig, med et løftet øjenbryn.

”Og hvad så? Du har intet på os Rose!” påpegede han, med et hånligt smil.

Jeg hævede selv det ene øjenbryn, og lagde hoved på skrå.

”Når ikke? Jeg har ellers nogle ret så interessante billeder fra da, i skulle prøve mine høje hæle. De skulle nødig ende på jeres twitter side, eller i næste sladderblad,” sagde jeg, og grinte af deres opspærrede øjne.

”Oh you didn’t!” råbte Harry, helt oprevet.

“Oh yes I did!” lo jeg ondskabsfuldt, og viftede med min telefon. ”Alt sammen på en enkel video, og flere end ti billeder.”

Hvilket fik dem til at lukke mundene, og overgive sig. Stor smilende fik jeg disken i maskinen, og startet filmen. Min plads blev igen imellem Niall og Harry, som jeg nærmest sad på låret af, så tæt vi sad. Seriøst, det var lidt for meget…

Filmen var enormt god efter min mening. Men da klokken nåede de halv to stykker, og vi havde taget madrasser ind på gulvet i stuen, sov alle undtagen mig. Bekræftelsen var den lydelig snorken, der var rundt omkring mig. Jeg sukkede tungt, og rystede på hoved. Så dårlig var den da heller ikke!

”Jeg sover altså ikke,” lød en hæs og udmattet stemme ved min side.

Med et, vendte jeg mig om, og så en træt Harry, smile skævt og kærligt til mig. Jeg lo lydløst, og rystede på hoved.

”Nej, men det gør alle andre åbenbart. Er den virkelig så kedelig?” spurgte jeg, og så spørgende på ham.

Han nikkede hurtigt, hvilket var begrundelsen for et slag over armen, han fik lov til at ømme sig over.

”Auch!” hylede han lavt.

Jeg rystede på hoved, og slukkede fjernsynet. Trætheden var alligevel ved at tage fat i mig, så hvorfor se mere på en film jeg havde set flere hundrede gange før?

Med et bump, lå jeg på hovedpuden, der lod mit hoved synke let ned i sig. Jeg smilede skævt, da jeg mærkede et blik ligge på mig. Forsigtigt, vendte jeg hoved imod min højre side. Harry lå ned, og stirrede på mig. Ikke engang om han lagde skjul på det, da jeg tog ham i det. Han smilede bare. Mit smil blev helt, i stedet for skævt.

”Rose?” hviskede han.

”Ja Harry?” svarede jeg hviskende.

Han rømmede sig kort. En varm hånd lå pludselig på min, og mit blik ændrede sig lidt. Hvad lavede han nu?

Varmen fra hans hånd, var nærmest overvældene, på den måde min mave kildede. Det her, var så mærkeligt. Det var sket med Niall, men nu også Harry? What the f…

”Nu hvor Niall også har givet udtryk for sine følelser, må jeg hellere også give udtryk for mine,” lød hans stemme hviskende. Jeg rynkede let min pande, som tegn på jeg ikke vidste hvad hans næste træk var.

Men det fandt jeg ud af.

Lige da et par varme, bløde og let våde læber, landede på mine.

Hvad var det lige han lavede?

                                                                                                 

Happy summer dejlige mennesker!:)

Ja, hvad var det lige han lavede, ham Harry? :D Hm... gad vide hvad Roses træk bliver, i næste kapitel. Hvad tror i hun gør? Giver ham en lussing? Råber af ham? Kysser igen? Siger ingen ting? I har sikkert også nogle forslag, så kom med dem i kommentaren, som altid! :) 

Jeg håber jeg er blevet bedre til det med de småfejl, jeg før har lavet... Hvis jeg nu har misset nogle, så håber jeg i kan bære over med mig! Selvom, jeg nok selv skal være kristisk ;)

Jeg har i går lige udgivet et nu historie sammen med en af mine veninde - Claire. Den hedder Didn't Mean It og er også en One Direction novelle. Tjek den ud! Så er i for skønne ;) Tak på forhånd, og når ja - husk at like og sæt på favorit (denne her historie) hvis i godt kan lide den. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...