Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

746Likes
700Kommentarer
192767Visninger
AA

14. Every body got a darker side...

Følelserne var i kaos. Virkelig, bogstaveligt talt. Mere kaos, end der var inden i centrum af London under OL. Smagen af hans pokkers tiltrækkende læber, lå på tungen af mig, imens jeg ellers var fuldstændig i chok. Og stiv i hele kroppen. Som havde nogen trykket på den usynlige knap, der inden i mig sagde stop. Måske var jeg bare naiv, med hensyn til det. En ting var dog sat fast: det var ikke normalt.

Derfor vågnede jeg også med et, og slog de ellers lukket øjne op. De mødte et par lukket øjenlåg, som sitrede let, i nydelse. Det ville være forkert af mig, hvis jeg benægtede det spørgsmål, der hånende spurgte om det var gengældt fra min side – om jeg også nød det. For så sandt som det var, nød jeg det selvfølgelig. Ja, hvem ville ikke det i mit sted?

Men alligevel, var der noget inden i mig, der ligesom fik mig til at sætte bremsen i gang. Få min krop til at løsne sig, fra det stød af chok, som var sat sig fast i gennemløbet. Med et, var Harry skubbet væk fra mig, og mine øjne var mærkelig nok bebrejdende. På et eller andet led, føltes det hele som om, jeg havde svigtet en ved det her.

Og personen, var nem nok at huske. Navnet var velkendt. Samt grunden til at, holde hoved koldt, og ikke falde hen i Harrys lusket arme.

”Hvad fanden laver du, Harry?” snerrede jeg hviskende.

Forsigtigt kiggede jeg rundt, for at se om nogen var vågnet. Efter synet at dømme, så de alle søde, fredelige og stille ud, sådan som de sov. Hvis, vi altså fjerner den lille detalje, at alle fire mand snorkede let. Og som et slags bevis på de sov, var at de var stille – en ting de langt fra tit, endte med at være.

”Øh…” lød det over for mig, fra en forvirret Harry. Der for resten havde taget Liams vane til sig, og kløede sig flovt i håret.

”Jeg ville…”

Jeg rystede på hoved.

”Du ville hvad? Gøre en kærlighedserklæring, ligesom Niall gjorde?” spurgte jeg, og mærkede mine hænder der rystede let.

Harry nikkede.

”Jeg synes du også skulle vide, at jeg holder af dig. Normalt ville jeg sige mere end nogen andre, men jeg ved ikke hvor meget Niall gør. Så, bare mere end du ville kunne tro på,” svarede han.

Selvsikkerheden var klækket af skallen, og viste en følsom fyr inden bag den. En fyr, som bare ønskede at være lykkelig. Gør mig lykkelig. Finde den rette. Som han mente var mig, eller skød på det, uden at tænke over efterfølgerne. Hvilket, jeg kunne side og finde fascinerende i jeg ved ikke hvor lang tid.

Hvordan kunne han overhoved sige og tænke sådan?

Havde han ikke overvejet, hvor meget jeg i forvejen havde fået væltet ned i hoved?

Åben bart ikke…

”Harry, ikke for noget, men er du klar over hvor svært det var at fatte med Niall? Og ikke mindst, at fatte, i er et verdens kendt boybandt? Selvom det sidste ikke er noget jeg går, og tænker spor over, men alligevel!” hviskede jeg frustreret, og så irriteret på ham.

Okay, måske lidt sært, at blive irriteret på ham…

Eller måske ikke.

Jeg mener: Han kyssede mig – på munden!

Uden tilladelse!

Ikke engang Niall gjorde det på munden.

”Um… ups,” mumlede han pinligt berørt.

Jeg rystede på hoved af ham, og rejste mig op fra madrassen, med dyne og hovedpude i hænderne. Harry så forvirret på mig i mørket. I tænker nok, at jeg ikke kunne se det, for hallo det er jo mørkt! I har ret, men kunne jeg mærke det. Min sjette sans, blev den der afslørede det.

Jeg har altid fundet det mærkeligt, det med den sjette sans. Er det bare et udtryk, eller har mennesket virkelig en sjette sans?

For det meste, når jeg plejede at spørger de gamle der hjemme, grinte de af mig. Rystende på hoved gik de enden ud af lokalet, eller skiftet fuldkommen emne. Sødt, ik? Så respektfuldt! Kan i høre ironien i det hele? For det kan jeg…

”Hvor skal du hen, Rose?” hviskede Harry fortumlet.

Blikket gled hen på ham. En anelse utilfredshed og selvbebrejdelse, lå som tydelige spor i hans ansigt, som det man normalt ville kalde en aura – tror jeg nok. Spørgsmålet om det var på grund af kysset, eller bare det at jeg forlod ham, var uvist. Og ikke inde for min interesse. Jeg måtte indrømme, at lige nu, var jeg mest sur og irriteret over hans lille ’scene’. Måske endda lidt mopset, da han nu tilføjede endnu en ting, jeg blev nød til at gruble over.

Ikke de bedste, især ikke hvis det var til mig, det blev gjort imod. Sådan nogen ting, kunne jeg godt tage tungt, til tider. Hvis, jeg var i et bad humor, hvilket jeg nu var blevet. Overraskende, huh?

I kan vel godt høre på det hele, at det er lidt forvirrende med følelser, når det gjalde Harry. For at slå en ting fast, og for at gøre det mere tydeligt, lå følelserne spredt, sådan cirka, sådan her – til højre og venstre:

På højre side var de kildende, tiltrukket og bægrene følelser for ham. Der for resten nærmest tiggede nede på knæ for at lade mig give hen til ham, for endnu et kys. Ret naive tanker og følelser, i know. But, what can i say? Jeg er jo også en pige med hm… behov.

På venstre side, var de mere kritiske, mopset og irriteret følelser. Dem, der nærmest kunne give hånden besked på, at smadre ham en lussing. Følelserne, der fik en slags dårlig samvittighed for en person, som jeg også påpegede tidligere uden navn. Men personen er en, i alle godt kender – Niall. På et eller andet led, følte jeg en hvis troskab og ærlighed til ham, efter det han havde givet til kende for mig.

Nu var spørgsmålet bare: hvilken side var den ’rigtige’ at bruge?

Højre, eller venstre?

Harry eller Niall? Kunne jeg selvfølgelig også spørger om.

Et aggressivt suk kom ud af mine forholdsvis våde læber, der nok skyldtes Harry. Bare tanken om hvad han lige havde gjort for kort tid siden…

Et rush af hormoner truede med, at slippe sig løs i et kæmpe kaos. Hvorfor hulen skulle det være så svært? Hvorfor skulle jeg overhoved tage et valg? Hvad fanden havde jeg lige gjort, siden gud og karma synes at have travlt med mig?

”Jeg sover inde på et af værelserne,” mumlede jeg ligegyldigt, og hoppede ellers over flere skikkelser, inden jeg nåede til gangen.

Harrys blik brændte nærmest hul i ryggen på mig, og trangen til at vende mig om, dumt spørger hvad hans problem som en selvfølge, var virkelig stor. Alt for stor, efter min mening. Men ja, jeg lod også hver, så der lå ikke så meget i det.

Jeg fandt hen til værelset jeg ledte efter. Det var der, jeg følte mig hjemme, når jeg var her i lejligheden. Her, jeg rent faktisk fortrak at sove, selvom det var lidt wiredo. Men her var hyggeligt, og alting synes at have den mest beroligende duft ever. Louis var den jeg virkelig havde formået at, knytte mig meget til. Måske var det fordi, han havde en slags tryghed over hele hans væremåde, med jokes her og der. Den afslappede og lidt barnlige assitude, der ellers var indgravet i sindet på ham. Især den barnlige del, var en jeg elskede – hvem siger man behøver at vokse hurtigt op, og forlade barndommen så hurtigt som muligt?

Nej vel?

Det gør ingen, hvilket Lou virkelig har taget til sig. En gode side ved ham.

Døren til værelset havde jeg for længst smækket efter mig med foden, så det lille klik var kommet som et umenneskeligt svar. Dynen jeg havde taget med, blev lagt som erstatning for Louis’ fjernet dyne, han lå med inden i stuen. Hovedpuden, fik selvfølgelig samme tur som dynen, og kort efter lå jeg og kiggede op i loftet.

Hvor var det egentlig bare irriterende, at man ikke engang kunne ligge inde i stuen uden en til, at ødelægge det for en. Virkelig, jeg kunne nærmest skrige i irritation.

”Hold da op Rose, ved at være denne tid på måneden?” ville min bror have grinet og spurgt om, hvis han havde hørt det – og jeg havde gjort det.

Men det havde jeg ikke, hvilket fik mig til at dø halvt af kedsomhed, ved at beglukke det kedelig loft. Tænk på dem, som havde som hobby at kigge på lofter. Sikke et liv der ville være spildt. For dét her, var da nok noget af det kedeligste! Godt jeg ikke skulle gøre det til hverdag…

”En elefant, to elefanter, tre elefanter, fire elefanter…” lå jeg og talte hviskende.

I har vel hørt om det med, at skulle tælle får, som hopper over et ondsvagt hegn før? Den der ting, ens forældre altid påpegede man skulle, hvis man ikke kunne sove? Jamen til jeres info, fik jeg det også afvide, selvfølgelig som mindre. Men så mærkelig som min familie kunne blive, sagde min far jeg skulle tælle elefanter – som badede i mudderpøle. Sært, ikke? Plis, sig nu bare at jeg ikke er den eneste, som synes det..!

Men af en eller mærkelig grund, virkede den bedre på mig, end hvis jeg prøvede med får. Tro mig, da de andre småbørn i børnehaven fortalte det rigtigt var med får, prøvede jeg hurtigt den mulighed, for ikke at skille mig ud som den sære pige. Dog, metoden hjalp ikke en skid, og det endte med at, jeg lydløs talte elefanter, imens de andre højt gjorde det med får.

Okay, sær information, i know that. Men, I skulle bare lige høre begrundelsen for, det med elefanter og ikke får! Okay, nu stopper jeg, inden det bliver for mærkeligt...

 I så fald, faldt jeg i søvn takket været elefanterne, som kantede sig op til de 200 af slagsen. Så var jeg ellers også bare faldet hen.

***

”Rose?”

Jeg mumlede noget utydeligt, og rykkede mig kun ganske kort.

Søvnen var som et friland, der havde taget imod mig med åbne arme, og ført mig videre ind til drømmenes land. Noget der mindede mig om Frankrig, var stadig i mine omgivelser, da en stemme lød som et ekko for ørene af mig.

”Rose?”

Frankrigs gader begyndte at svømme ganske let, som var nogen i gang med at viske alt ud. Jeg skreg i frustration, da ønsket om at blive, var støre end noget andet.

Jeg måtte blive der! Mit behov for at tage de sidste billeder, var langt fra opfyldt. Og måske kom jeg aldrig der til igen!

Som i ved, it’s all about the pictures. Det har det altid været for mig, her de sidste otte år. Og det ville det forblive i længere hensigt, ud i fremtiden.

”Rose, du skal vågne nu…”

Lød den irriterende stemme, med mindre ekko end før. Irriteret vendte jeg mig rundt, da der nu kun var mørke tilbage af det tidligere så fantastiske Frankrig. Hvem skulle absolut knuse min drøm i tusinde af stykker?

”Søde kom nu, du skal altså vågne nu,” lød det grinende, fra den stemme, der før havde været i det smukke Frankrig – der rent faktisk var selveste Paris!

”Nej…” kom det mumlende søvndrukkent, ud af min tørre mund.

Jeg kunne virkelig godt bruge noget vand lige nu by the way!

”Jo, du. Harry har lavet pandekager,” lød det for mine øregange, så det kildede hele vejen ned i maven på mig. Fik jeg fortalt, hvor pokkers kilden jeg er?

Mine øjne slog sig selv op på kommando, da ordet pandekager var indført. Dog, blev de knebet let sammen, da lyset var i en al for stor mundfuld, for mine stakkels øjne.

Hvem prøvede da også, at brænde dem, så jeg blev blind?

Var respekt for b mennesker, slet ikke indført på det her sted?

Og øjne, af samme grund, nu hvor vi er i gang med spørgeskemaet?

”Så nu er Miss. Sunshine vågen!” lød det jokene, lige fra min højreside.

Og først nu, gik det op for mig, hvem det var så ond at ødelægge min søvn. Ejeren var Louis, der sad med et smil på læberne, men øjende udtrykte noget andet. Forvirring og bekymring. Hvorfor dog det?

”Morgen Lou,” mumlede jeg, med et træt smil spillende på mine læber.

Hans blik ændrede sig lidt, da noget kærligt kom ind i dem. Hvis det ellers ikke var der før…

I ved, det er morgen hvilket betyder, for mit vedkomne: totalt langsom opfattende. I hvert fald når vi snakker om når, man lige er vågnet som i ligelige…

”Hvorfor ligger du her inde?”

Spørgsmålet var i det hele taget, ret godt stillet. Altså, ikke fordi jeg ikke selv vidste det – nej overhoved ikke! Mere fordi, at det var lidt sært at jeg lå på Louis’ værelse i stedet for inde i stuen, hos drengene, hvor vi alle lå ved sengetid.

Jeg sukkede.

Apropos sukkede, så gjorde man ret tit det. Har i lagt mærke til det før?

Hm… det tænkte jeg nok.

”Længere historie, men har du sovet godt?” spurgte jeg, undvigende hvis det ikke gav sig selv, ud fra sætningen. Louis gav mig et blik, der tydeligt talte sit sprog.

Mit blik gled ned på madrassen, og en underlig klump, satte sig midt i halsen på mig. Det sveg let i min næse. Trykkede svagt i øjne. Kendetegne på, hvad der ville komme om lidt, som en slags advarsel. Bare ved tanken om, det der ville komme ud af det her, fik det hele til at blive meget værre.

Væsken gled ned af kinderne på mig, som var det begyndt at regne forfærdeligt meget. Følelsen af svaghed trykkede mig i baghoved, som slag, for tårernes forræderi.  Men selvom det, vidste jeg bedre. Det var okay at være svag, en gang imellem. Især når det bare var Louis der så det – han var en forstående type.

Hvilket nok også hang sammen med, at han gispede overrasket, men alligevel trak mig ind i en omfavnelse. Vuggede mig nærmest frem og tilbage, som i håb om, jeg ville kunne snakke mig til en forklaring senere – Og ikke bare hulke og mumle uforståelige ting.

”Rose dog. Shh… tag det roligt,” mumlede han i mit hår, imens hans betrykkende berøringer kørte mig kærligt omme på ryggen. Igen, intet i det. Det har i vel forstået, når det drejer sig om Louis?

Jeg hikstede som bare pokker, efter håb om at slappe af. Ikke om hikste var spor bedre, end at græde… det rystede nærmest mere i kroppen, og tog helt pusten fra mig.

Ubehageligt.

Skide ubehageligt.

Men jeg holdte ud, og slappede langsomt mere af, efter lidt tid. Det betød desværre ikke, at tårerne var stoppet. Nej, de gled ned af kinderne, lydløse og ustoppelige.

”Sådan der…”

Louis trak mig stille ud foran sig, dog uden at give slip med hans stramme greb. De blågrønne øjne, borede sig undersøgende ind i mine. Dem havde jeg op til flere gange, se i mine drømme, eller forstillede mig, da de altid beroligede mig og lokkede tingene ud af mig.

På den ene side, var det rart nok, at de gjorde det. Og dog, på den anden side… knap så rart, mere uheldigt eller irriterende. I ved, de blandede følelser var der, som ved så mange andre ting.

”Vil du fortælle mig, hvad der er sket?” blev der forsigtigt spurgt, stille og roligt. Let frem, var en ting, Louis gjorde tit når det gjalde ting som denne.

Jeg nikkede kort.

”Det var fordi…”

Ordene var som slugt igen, da de var på vej ud af munden. Hvordan skulle jeg overhoved forklare det her? Måske vidste Louis slet ikke, at Harry havde… dybe følelser for mig.

Og dér, lige dér, måtte jeg bide mig hårdt i læben for ikke at smadre mig selv en flad – seriøst. Selvfølgelig vidste Louis dét. Harry var nok den, han var tættest knyttet til. Også efter pointen med deres fælles lejlighed. Så det var ikke et spørgsmål at stille, om Louis ikke vidste det.

Måske var det nu lidt nemmere for mig, at sige det med den viden.                    

”Harry og jeg snakkede i går,” forsatte jeg, hvor tråden ellers var sluppet.

Louis blik ændrede sig, og blev mørkt.

Scarry…

”Hvad sagde han?” spurgte han.

Jeg slog ud med armene, og lo en glædesløs latter. Ja, intet happynies var at finde hos mig, når vi kom til det næste punkt. Det er vel forståeligt, efter at sige med det jeg tidligere fortalte, da vi snakkede sammen.

 Det var jo ikke fordi, jeg følte noget for Harry – overhoved ikke. Langt fra på den måde. Tror jeg da, min usikkerhed var stadig stor.

”Hvad sagde han ikke?” udbrød jeg, og tilføjede hurtigt.

”Og gjorde, for den sags skyld.”

Nu var det Louis der var sukkeren, og sank skuldrene i noget der lignede en opgivelse. Nok ikke helt på den måde, at han havde givet helt op og hejst det hvide flag, ligesom man gør i Tom & Jerry. Har i set det? Faktisk, var det program mit ynglings som mindre…

”Selvom jeg nok har anelser om hvad han gjorde, så lad mig høre det alligevel…”

Jeg nikkede kort, inden jeg fortalte det. Louis ansigt ændrede sig let, men det var ikke det store. Det var bare fyldt med irritation – nok til Harry efter mit hurtige gæt. Hvad gætter i på? Hvis jeg vinder, så får jeg-

”Kæft man, hvorfor kunne han ikke bare lade hver?” råbte Louis pludseligt, efter lidt stilhed. Hans råb gav et grib i mig, i ren chok samt overraskelse.

Jeg trak på skuldrende, og førte blikket ned til lagnet, jeg fandt yderst interessant at pille ved. Nervøse vaner hos mig, ligger i at pille ved ting. Det gør det efterhånden hos mange, men det er vel også en normal ting at gøre, når det hele bliver for meget for fornuften?

”Jeg fatter det ikke, tænker drengen sig slet ikke om?” råbte Louis videre.

Faktisk, overraskede det mig at han råbte. Var hans fornuft slet ikke klar over, at de andre sikkert kunne høre os? Tydeligvis ikke, men det var vel bare hans fejl… tror jeg…

Da han slet ikke kunne styre sig, endte det med, at jeg hev ham i kraven ned imod mig. Det hele var en hurtigt refleks, jeg havde dannet mig på grund af min egen storebror. Han snakkede også for meget til tider. Min hånd smækkede jeg på munden af Louis, hvilket resulterede i, at hans ord kun blev til en mumlen og fuldstændigt utydeligt.

”Lou, slap af. Come down to the earth again. De andre kan høre dig inde i stuen, eller hvor de nu end er,” sagde jeg sløvt, og så med trætte øjne på ham.

Hvis, i kan følge mig i det, blev det hele hurtigt for meget for mig, med alt den råben oven i min egen frustration. Men et eller andet sted, havde Louis også ret til at komme ud med tingene, ligesom jeg for kort tid siden havde gjort – og stadige gjorde.

Dog: alt har sine grænser.

Louis’ ansigt var roligt igen, inden jeg fjernede hånden fra hans mund, og fra kraven. Hoved nikkede svagt, som en undskyldning.

Min hånd lavede en fejende bevægelse, som betød at det var glemt.

”Sorry. Det irriterer mig bare, at han ikke prøver at lytte til mig, når jeg siger noget til ham! For jeg havde netop sagt, at tidspunktet ikke var nu, til at fortælle hans følelser. Du har allerede nok i hoved i forvejen,” forklarede Louis, inden han ellers slog sig ordentligt ned på sengen, og lagde armen om mig.

Jeg smilede let, ved lyden af ordene. Han kendte mig for godt, ham Louis. Det var faktisk også gengældt her, fra min side af. Mærkeligt nok, kunne jeg hurtigt fornemme hans humør og endda tanker – hvis jeg var skarp nok. Selvfølgelig ikke direkte oversat, hvad han tænkte. Nej for pokker da, jeg var sgu ingen tankelæser! Mere, sådan cirka hans meninger. Kan i, følge mig?

”Det er fint nok, Lou. Du kan ikke tage ansvaret for Harry,” påpegede jeg, smilende.

Efter sigende dømme, ville han benægte min sætning, men lod det ligge. Heldigvis. I stedet, trak han mig med ud af værelset, og videre ind imod stemmerne, der holdte liv i lejligheden. Hvor Harry med garanti også var.

Åh yeah, det her skulle da nok nå at være akavet og pinligt…

***

”Mm… lækkert like always Hazza,” lød det tilfreds, fra Niall med sin mund ful af mad – aka pandekager.

Vi var i gang med morgenmaden, som Harry havde lavet, som i kan høre på Niall. Det hele havde været akavet imellem Harry og jeg, efter som jeg heller ikke værdigede ham en eneste kommentar eller ord.

De andre drenge, så ud til at ville spørger til min forsvinding ind på Lou’s værelse, men de lod hver efter blikke fra værelsets ejer – Louis. De fik det alligevel afvide af ham senere, så hvorfor overhoved komme ind på det?

Niall havde nærmest overfaldet mig med et bjørnekram, som et godmorgen. Min latter havde fyldt luften, og smilet havde været enormt stort. Det at være bevidst om, at han kunne lide mig – og jeg gjorde noget jeg ville kalde ditto – var egentlig ret dejligt. Selvom jeg stadig var usikker på det hele, med følelser for ham. Men også Harry.

Tilbage til Niall’s fine ros.

Harry’s svar var et tak, men hvad udtrykket viste, kunne jeg ikke se. Måske fordi, jeg kiggede den anden vej. Ikke om jeg havde behov for, at kigge på Harry dagen lang. Nej, mit humør lå stadig på det mopset og irriteret stadie. Forståeligt?

”Tak for mad,” mumlede jeg stille, og skubbede tallerknen væk fra mig.

Alles blikke lå nu på mig, og for en gangs skyld var det ubehageligt, når de gjorde det. Virkelig. Bogstaveligt, ingen joke.

”Men du har jo kun spist en pandekage!”

Det var Zayn der lød bebrejdende, med et bestemt blik på mig. Wupti, var det bare mig, eller havde Zayn og Liam skiftet krop? Ej, alle havde sine seriøse moments. Selv Zayn. Ja, selv ham…

”I know, men jeg er ikke sulten. Appetitten er forsvundet med nattens søvn,” svarede jeg irriteret - Efterfulgt af en skrigende lyd fra stolen der gav efter, da jeg skubbede den bagud. Mit sideblik lå hen imod Harry, hvor grunden var.

Måske lidt ondt, men… a fact is a fact.

Harry’s humør, kunne tydeligt mærkes I rummet, efter en tænkepause. Det var trist, såret, men også vredt.

Over hvad dog? Det var sgu da ham der kyssede mig, og ikke omvendt! Så hvis han nu var sur over min hentydelse, så ragede det mig en meter.

Jeg var vel lidt gammeldags af en art, på det her punkt, når jeg siger man aldrig skal kysse en ude nærmere tilladelser fra den anden part. Som sagt, min gamle mening, ikke nogen regel eller noget alle skal følge. Over for mig måske, hvis jeg ikke har givet udtryk for noget ”specielt”.

Da jeg gik med lette skridt ud i køkkenet, med min tallerken og bestik, havde jeg så sandelig ikke tænkt over, hvad Harry kunne gøre i vrede. Så det var også grunden til, at jeg skreg op, da han pludselig skrabede stolen hen over gulvet, og gik med faste skridt efter mig.

”Lad mig nu være Harry!” bad jeg irriteret, da han endda fulgte efter mig, hen til opvaskeren. Hans hoved rystede, provokerende nok.

Problem barn.

”Nej, gu’ gider jeg ej! Hvorfor er du sådan over for mig?” vrissede han surt, imens jeg satte mine ting på pladserne.

Jeg sukkede.

Ja, problem barn var det rigtige ord til ham. Måske kunne vi endda indføre idiot, til resten af samlingen.

Hvorfor spurgte han overhoved om grunden, til min opførsel? Var han fuld eller på stoffer i går, siden han ikke kunne tænke sig til svaret? Jeg spørger bare, af rene erfaringer med andre mennesker…

”Skal jeg svare på det spørgsmål?” blev det flabede svar, jeg kunne komme med.

Hurtigt, tøffede jeg ud af køkkenet, med en godt gnotten Harry lige i røven.

Great.

Nu var det i hvert fald på sin plads, at han havde andre sider jeg ikke havde set komme. 

De andres blikke fulgte godt med i det hele, og på en eller anden måde, fandt jeg det lidt pinligt, at Harry skulle opfører sig sådan… Lyder det for mærkeligt?

”Ja, lad nu hver med at være flabet, Rose!” snerrede Harry, og hev fat i min arm, så jeg stoppede. Min krop blev vendt imod ham, så vi stod over for hinanden, øjne mod øjne. De grønne øjne, der faktisk var ret flotte.

Men igen, jeg følte intet for Harry, andet end rene venskabelige følelser. Det mener jeg da, i ved, jeg er ret sådan… usikker stadigvæk.

”Skal jeg det?”

Min arm, rev jeg til mig og trådte efterfølgende et skridt bagud. For at få jer helt med ind i opstillingen, stod jeg med kroppen vendt imod de andre drenge – der by the way, kiggede opmærksomt med i det hele. Og Harry stod sjovt nok med ryggen til.

Bare det at stå og diskutere sådan her med ham, var noget, der tog meget på mig. Harry var en rigtig sød dreng, jeg slet ikke ville stå i en situation med, som denne. Mere en med latter og en let stemning. Ikke dét her. Det havde jeg aldrig bedt om. Men tit, får man noget, man ikke har ønsket sig. Trust me.

”Hvorfor skal du knuse mit hjerte endnu mere, ved det der?” råbte han til mig, og pegede direkte på mig.

Mine øjne lynede sikkert, selvom jeg inden i græd af sorg.

”Det er sgu da heller ikke min mening, Harry! Men jeg kan bare ikke tage, at du bare kyssede mig i går! Hvorfor skal du, rode min hjerne endnu mere til, end den er i forvejen?” råbte jeg frustreret tilbage.

De alle sammen gispede, over fra spise bordet – undtagen Louis. Niall så sur ud, og mukkede let imens han fulgte med i det hele, der fortog sig imellem Harry og jeg.

Trangen til at lave det klassiske rive-sig-selv-i-håret, var virkelig fristende. Alt for fristende. Grunden lå da også i frustration, var noget jeg som alle andre mennesker, havde svært ved at håndtere. En normalitet, for hos mennesker. Gid jeg ikke var et normalt (i ved hvad jeg mener, selvom jeg ikke er spor normal) menneske, som skulle kæmpe med dét. For fuck, hvor var det noget være pis, direkte sagt..!

”Som om du har så meget at rode med! Det er jo ikke fordi, du ikke har de rigtige personer omkring dig, til at hjælpe. Eller ups, rejser din elskede bror måske tilbage i krig?” kom det ud af Harrys mund.

I virkeligheden, lukkede jeg fuldstændig af, for hans ord. Bare det, at han nævnte Nick i det her, var en ting. Det at han brugte dét der imod mig, var der imod en anden helt uansvarlig ting. Nej, ikke uansvarlig – grusomt og ondskabsfuldt. Noget, jeg aldrig havde troet om Harry. Det var nu bare bevist, at mennesker ikke altid viser hele sit rigtige jeg, til at starte med.

”Åh, det gør han, kan jeg se. Stakkels dig…”

Harrys stemme var hånende, som ville den knække nakken eller halsen på mig. Men det var ikke dét, der fik mig til at græde. Ikke min brors job, der var grunden. Nej, det var Harrys pludselige adfærd, der var grunden. Det skræmte mig, sårede mig, for hvid og sans den måde han pludselig var.

Og det var endda bare fordi, jeg nærmest havde afvist ham i går?

Fuck hvor lamt alligevel…

”Måske skulle du bare tage med ham der ned, så du ikke skal undvære ham! Du ved, hvad gør man ikke for kærligheden?”

Tårerne løb om kamp, ned af de fugtige kinder. Følelserne var på den skala, der tydeligt sagde ”i bund”. Smagen af jern sad på tungen af mig, på grund af jeg bed mig så hårdt i læbe, for ikke at tudbrøle for alvor og sparke Harry lige i skri-

”Hold så kæft Harry!”

Liam havde rejst sig brat op, men selvom det var ham, virkede de andre tre drenge til, at overgive sig for ikke at gøre det samme. Liam havde vel ”vundet” æren, til at afbryde Harry i hans ondskab.

Apropos ondskab, så kunne jeg ikke sige jeg elskede denne side af ham. Den var bandlyst langt væk. Jeg hadede den, som pesten selv. Faktisk, var jeg på nippet til, at hade selve ham.

Men jeg vidste, hvad grunden var til han var sådan. Kærligheden gør blind, det vidste jeg godt – Det ved alle. Nu var det uhyggelige bare, at min viden nu rakte så langt, at jeg nu pludselig kunne fornemme hvor stor Harrys var til mig.

Og den var ikke lille. Nej, den var stor. Irriterende nok, virkelig stor.

Imens jeg var helt væk i tankernes gang, råbte Harry og Liam af hinanden. Eller, Louis tog over for Liam. Niall og Zayn, trak mig hen i sofaen, imens Harry blev puffet ind på sit værelse af Liam og Louis.

Jeg følte mig så… tom.

Virkelig.

Tom som intetheden.

Begrundelsen ligger vel også i, at jeg aldrig havde oplevet noget lignende. Og det, at en så god ven, svinede mig til på den måde, var sårende. Stødende. Noget der satte sig fast som et ar i hjertet – for evigt.

Selv da Zayn, strøg mig over håret, for at berolige mig.

Selv da Niall trak mig ind til sig, som i håb på det lettede på mig.

Intet kunne lette smerten i brystet, der var efterfølgeren af et brist/ar i hjertet.

Hvor ville jeg bare ønske, det her ikke var sket.

                                                                            

Hey guyes :)

Jeg ved godt, det er lang tid siden, sidste kapitel. Det er også grunden til det ekstra lange her ;) Men grunden til det lange mellemrum her har været er, at jeg har overanstrengt mit håndled – så jeg må ren faktisk slet ikke skrive på computer. Men ville ikke have i skulle vente længere, så har kæmpet mig igennem med smerten, i dette kapitel. Håber virkelig i kan bære over med mig, hvis der går længere imellem kapitlerne de næste par dage. Det tager lidt tid at skrive, når det endda er min højre hånd, der er skadet… O.o

Men nu, til kapitlet: Hvad synes i så? Harry var lidt af en idiot her, som i kunne læse jer til. Brugte Rose’s svaghed – hendes bror med krigen. Hvad synes i, er det okay og hvordan og hvorledes? Hvad tror i; kan Harry falde ned igen, og sige undskyld til Rose? I kender systemet, skriv jeres gæt, og vi ser som altid om i har ramt rigtigt ;)

Igen, undskylder med ventetiden. Håber virkelig, at mit håndled snart bliver godt igen, for det her kan jeg sgu ikke leve med! Når, håber i nyder historien så langt så godt!:D

By the way: tusind tak for alle de søde kommentarer, men også alle jer der liker historien og har den på jeres favoritliste! Er i gale, jeg er helt ude af den af glæde, over så stort et antal læsere! :D Og at min historie endda er nået op på forsiden! Tusind tak, i er for skønne xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...