Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

746Likes
700Kommentarer
192766Visninger
AA

27. Epilog

Forvildet sukkede jeg tungt, og lod skuffen lukke. Kameraet lå der i, men jeg vidste, jeg ikke skulle bruge det mere. Tiden med billeder var overstået. I hvert fald for en stund.

Mit hulk fandtes slet ikke, men tårerne gled nu alligevel ned af mine kinder. Ligesom så mange andre dage, kiggede jeg grænsende på min væg, hvor mit hjerte af billeder hang flot. Minder fra en uforglemmelig sommer, var hvad der hang derpå. Med reminders om kamp, styrke, tårer og kærlighed. Alle på billederne smilte, og var glade. Hver eneste gang jeg kiggede der over, var det altid et ansigt, jeg altid fik øje på først.

Nicks.

Det smilende ansigt, der mindede ufattelig meget om mit eget, med de smilende træk ved øjnene. Jeg måtte indrømme mit hjerte flækkede en lille del, hver gang jeg så ham på billederne. Men så alligevel, fik det mig til at bekræfte, at han var glad. Havde et godt liv, og ingen af de ting vi havde fortaget os hele sommeren, havde været spild af tid.

Nej, ingen ting der havde været brugt på Nick, havde været spildt eller urimeligt.

Min bror havde altid været det bedste at satse på, når alting så sort ud. Aldrig havde han fortaget sig noget, der ikke havde haft en mening, eller sine bevidste efterfølger. Det var sådan jeg tænkte, når valget om hans post i krigen strejfede min tankegang.

Der havde været en mening med det. Nick havde gjort det af egen fri vilje, og vidste konsekvenserne inden han overhoved meldte sig. Jeg forstod aldrig, hvorfor han gjorde det, men nu vidste jeg, det var et spørgsmål om erfaring og vilje på at udføre gode gerninger. Som så tit forklaret, havde nogen mere brug for ham, end jeg havde. Selvom jeg engang aldrig kunne være så gavmild og sige dén sætning, passede det i bund og grund.

Der havde været mere brug for ham et andet sted, end ved mig og hvor jeg havde været. Blot havde jeg været en lillesøster der manglede opbakning fra venner, men indtil en enkelt sommer, havde fået det af sin storebror. Jeg havde intet at klage over, når Nick tog afsted for at hjælpe dem i Afghanistan. Kun da han døde i sin tjeneste.

Men ellers var jeg ikke i nød, for hans hjælp.

”Skat, vi skal køre nu,” lød det bag mig.

Min far stod med rank ryg, nyklippet hår og barberet skæg, kun til lejligheden. Han smilte betrykkende til mig, og lod sin arm holde frem foran mig, så jeg kunne tage den. Sløvt greb jeg om den, og lod min far fører mig ud af mit værelse. Det var tydeligt hvor opmærksom han var på mig, og ikke blot stod i sin egen verden, som han før i tiden kunne finde på at gøre.

Et eller andet sted følte jeg, at jeg ikke var den eneste, der havde overværet Nicks bøn. Min far virkede unormal stærk, dog med tårer i øjne, men hvor han normalt kunne være helt nede og ligge på jorden. Det var ufatteligt, hvor selvsikker han var.

På vejen udenfor, greb jeg den billede bog, jeg samme aften som væggen havde fyldt op. Med den under armen, lod jeg både min mor og far føre mig ud til den sorte bil, der matchede alt for godt til tøjet. Jeg havde til dagens anledning fået købt en ny kjole og sko, sat håret som jeg vidste Nick ville kunne lide det - blot for at gøre ham glad.

Selvom han måske ikke kunne se mig.

Jeg håbede og troede vel på, et eller andet sted, at han vågede over os alle. Især når vi sidste i huset, drog afsted imod kirken. Mig med min bog og Bobo på skødet.

Mine fingrer bankede usikkert ned i forsiden af bogen, og mine øjne flakkede ud af vinduet. Selvom jeg så gerne ville græde, bare slippe alle tøjlerne, kunne jeg ikke presse en eneste tårer ud. Men jeg vidste de ville komme, trods jeg ikke kunne gøre det på kommando.

Nicks begravelse skulle forgå en onsdag, da han efter min mors fortælling, blev født en onsdag. Ikke om jeg forstod, hvorfor det så blev begravelses dagen, men jeg stillede ikke nærmere spørgsmål. Jeg havde ikke rigtig noget i overskud. Min hjerne vil knap nok tænke særlig meget omkring Nick i stræk, da jeg kunne begynde at gå helt i selvsving. Fuldstændig. Ryste, klapre med tænderne, græde og hulke højt. Min psykolog forklarede det var naturligt, som et af de mulige symptomer ved pårørende til en død person.

Men jeg så det nu ikke så normalt.

Jeg følte ingen nervøsitet, før vi alle stod ud af bilen, og den store kirke tårnede sig op foran mig. Utrolig mange mennesker, jeg måske ikke engang kendte, stod i sort og ventede på kirken til at ringe ind. Jeg sank forvildet en klump i halsen, og fornemmede varmen stige en del. Min psykolog havde sagt til mig, der intet var at være bange for, når jeg onsdag skulle stå frem til begravelsen. Holde en tale, og sætte mig ned. Det hele nok skulle gå godt. Men selvom jeg den dag havde troet hende, var jeg netop dér ikke så sikker.

Bobo var stadig i snor ved min side, og gjorde ikke mine til at vie fra min den. Han vidste udmærket godt, at noget var sket og jeg var i sorg. Ligesom alle der hjemme.

Derfor lå han også ved min side, alle nætter og til når jeg vågnede.

En hånd lagde sig på min skulder, og forsigtigt vendte jeg mig om. Foran mig stod Afrodite og smilte skævt til mig, med øjne der var røde. Jeg stillede ikke de store spørgsmålstegn ved det, da Nick og Afrodite ikke havde været helt fremmet fra hinanden. Faktisk ret tætte, hvis jeg ikke tog fejl.

”Hey søde,” hilste hun, og jeg lod mig trække ind i et kram.

Jeg nikkede som hej, og klemte hende ind til mig. Den dag havde jeg ikke så mange ord i mig, og de fleste blev brugt i den tale til Nick.

Kort efter Afrodite hilste på mig, lod jeg mig vente på drengene der havde lovet at komme. Rigtigt skulle de alle have været i studiet, men aflyste det på grund af begravelsen. Jeg følte en stor taknemlighed, da jeg vidste, Nick ville blive rørt over deres valg.

”Hej piger,” hilste en flok stemmer, der afslørede drengene.

De kom som lovet, og jeg smilte et lille trist smil. Store kram fra dem alle fik jeg, og de var lange samt trygge. Jeg følte mig hjemme, og jeg vidste godt, hvad Nick ville have mig til at gøre. Eller lade hver med at gøre. Disse dejlig mennesker var mine venner, og havde tydeligt formuleret flere gange for mig, hvor vidt de ville være ved min side.

”Hey babe,” mumlede Niall kærligt.

Jeg kyssede ham straks på munden, da han lige var den, jeg havde brug for at mærke. Nu hvor Nick ikke var der, blev jeg nød til at vide, jeg stadig havde Niall – Som Nick havde ønsket.

”Eleanor, Danielle og Perrie kommer om lidt,” mumlede Louis til mig, da han broderligt strøg mig over håret. En ting jeg kunne smile lidt støre af, og nikke til. Selvom jeg måske ikke kendte Perrie så godt, hvilket Nick heller ikke gjorde, havde jeg sendt en invitation til Zayn der også indblandede hende. For jeg vidste, det sikkert ville være meget godt for Zayn, at have nogen til at få sig til at slappe af.

Aka nogen så han ikke holdte sit vurderende blik på mig, alt for lang tid af gangen. Sådan var med alle drengene, for i bund og grund, havde jeg kun behov for Niall til at gøre det. Louis skulle nok også gøre det, men jeg synes ikke, jeg skulle have hele bundtets blikke på mig.

Pigerne kom og jeg fik kindkys, kram og trøstende ord. Kirken ringede akkurat ind da min mor gjorde tegn til, vores indkomst i kirken skulle påbegynde. Jeg vidste, jeg var pladseret på forreste række sammen med mine forældre, Bobo, Afrodite og the buddies. Bag os sad drengene, Eleanor, Danielle og Perrie. Jeg vidste nogen af mine bedsteforældre, kusiner, fætre og onkler samt tanter sad over ved den anden række, men hvordan og hvorledes havde jeg ej undersøgt.

Det eneste jeg vidste noget om var, hvor jeg selv skulle side, ligesom resten i min omkreds, og hvad jeg skulle sige i min tale for Nick. Heldigvis lå han ikke med åbenkiste, men med lukket, hvor der var en masse blomster på. I det hele taget var kirken godt fyldt op med blomster. Det så smukt ud, hvilket ikke fik mig til at tvivle på, om det hele skulle blive mindeværdigt.

Vi sang nogle salmer da præsten kom ind, og hun begyndte på en lang prædiken, der handlede om Nick. Efter informationer mine forældre og the buddies havde givet. Jeg selv ville nu give mine, over den tale, jeg skulle holde for ham. Under præstens, sad jeg trippende med Bobo for mine fødder. Han puffede en gang imellem til mig, da mine fødder rystede en del. Det gav små klik, på grund af de hæle jeg havde på. Nick havde altid elsket at se mig i feminin stil, da han mente det klædte mig bedst.

Selv min bror havde en mening om det.

”Ja, Nick Devalué var mange ting. Bland andet også en god storebror for Rose. Med blot et år imellem dem, formåede de nemt at knytte sig sammen. Og Rose; vil du komme her op, og holde din tale for til din bror?” Præstens ord var mine stik ord, hvor efter jeg nikkede tamt.

Alle var helt stille i kirken, og blikkende landede på mig, imens jeg gik op imod prædikestolen. Mine hæle klikkede let, men jeg gav et eller andet sted Nick skylden, da det var sådan han ønskede det. Måske var det dumt at give en død skylden, men vi havde altid haft vores humor.

Jeg rømmede mig hæst og nervøst, og foldede mit papir ud. Denne tale havde jeg alt for mange nætter siddet, og stirret på med tomme øjne. Mange gange havde jeg intet skrevet, hvor jeg simpelthen ikke kunne formulere mig godt nok. Ingen ord kunne findes til, at beskrive det hele på. Alt det her havde jo kommet som verdens største chok for mig, at min storebror pludselig døde i krig.

”Kære Nick.”

Min stemme lød tør og hæs, men jeg rømmede mig kun fordi, jeg allerede blot de to ord, mærkede tårekirtlerne blev vågne. Men det skulle ikke stoppe mig. Jeg måtte huske på, som min psykolog havde forslaget, at Nick måske et eller andet sted kunne høre mig. Se mig. Og hvis han virkelig kunne det, var det ikke en svag og ordløs lillesøster, han skulle kigge ned på.

Nej han skulle se på en snakkende lillesøster, der ville give endnu en bøn eller tale tilbage til sin bror, som den han ubevidst havet givet hende. For den drøm jeg havde haft, havde virkelig fået hjulpet mig en del, da jeg kom hjem og opdagede nyheden.

”Du husker vel nok alle de gange, du har hjulpet mig. Med skolen, livet, vennerne og følelserne. Hver eneste gang jeg havde problemer, vidste jeg altid, at jeg kunne komme til dig. Du havde løsningen på alt, Nick. Du var en livs spreder og en fighter. Kæmpede for andres liv og mulige friheder, selvom du i bund og grund ikke skyldte dem noget som helst. Alle de gange hvor du har rejst ud, har du ej bekymret dig om din død, men blot om din familie der hjemme i England. Jeg ved det, for du har fortalt mig det.

Jeg ved der er så mange ting, jeg endnu ikke har fået fortalt dig. Og umuligt kan formulere. Men jeg kan prøve med denne ene ting; jeg havde en drøm, Nick. Hvor du var med der i. Det ved du også godt, fordi jeg fortalte det til dig, da du uden videre ringede mig op på skype. Du døde i min drøm, men ikke kun det, du gav dig en bøn. Der rent faktisk fik mig til at indse nogle ting, især da du gik bort. Jeg bør ikke lukke ned og hjem, blot fordi du er borte. Mit liv må stadig forsættes med de bedste mennesker omkring mig, som jeg også ved, du har ønsket for mig. Selvom du ikke er med mere, er du alligevel altid hos mig. Ved alle billederne på min væg derhjemme.

Du skal ikke have dårlig samvittighed over dit valg. Med at tage i krig, og kæmpe for andre folks liv. For jeg respektere dig for det, og vil altid gøre det. Det modigste menneske i mit liv, bliver nok dig, da du ofrede dig for andre. Kæmpede for andre. En ting jeg har lært så meget af, og siger tak for.”

Jeg hostede kort, og tørrede mine tårer væk, og kiggede ud på hele forsamlingen. Alle stirrede åbenlyst på mig, med bedrøvet blikke, der tydeligvis viste medfølelse. Selvom det ikke engang var dét, jeg forsøgte at opnå, men mere deres forståelse, der blandede sig i farverne af deres iriser.

”Og til jer, som ikke er Nick. Alle der sidder her i kirken. Nick var en god fyr, og har altid været det. Jeg kan ikke huske, hvornår han ikke har hjulpet nogen, uden at gøre det med et godhjertet smil på læben. Nick var der for folk, og vil altid blive husket for det. Han udrettede ting og gav sit liv i god sags tjeneste. Jeg selv kan ikke fatte det helt, men det var det at være soldat, han åndede og levede for. Ville give sit liv til. Måske ville jeg aldrig kunne gøre det samme, men blot ved Nicks gerninger, har det medført at jeg personligt ved, hvordan jeg skal rejse videre i mit liv. Alle er kede over hans død, men vigtigst af alt er at huske på; Hans død var ikke forgæves, og var ikke ulykkelig som posten som soldat. Han elskede jer alle, og kunne aldrig finde på, at sætte sit liv på spil, hvis det ikke var fordi, hans hjerte sagde det var dét han skulle.

Og det der dét jeg vil huske min bror for. Nick fulgte sit hjerte og åndede for sin ting, og gik direkte i døden med det. Jeg håber han har det bedre, hvor han er nu, og at hans ønsker går i opfyldelse.

Jeg elsker dig, Nick.”

Mine ben gik ned af talerstolen, og selvom det måske ikke var tilladt, blev der klappet. Præsten så ud til at ville stoppe det, men lod hver. Jeg smilte med tårer ned af kinderne, ved bevidstheden om, at jeg havde givet dem alle den rette besked. Jeg tog det som en klapsalve til Nick og ikke jeg selv, da alle de erfaringer jeg ejede, skyldtes Nick.

Og som the buddies og min far der bar Nick ud, fulgtes jeg med mine venner. Niall kyssede mig inderligt på kinden, og kommentarer bekendtgjorde hvor rørende og fattende min tale havde været. Jeg mente også hvert eneste ord af den. For jeg vidste, hvordan jeg skulle komme videre, og jeg kunne takke Nick.

Og Louis.

For det nyttede ikke noget, at jeg gemte mig endnu engang i min seng, og levede af is. Jeg måtte leve mit liv, og nyde hvad jeg havde tilbage. Selvom Nick ikke var en af de dele jeg havde levende tilbage, i eje høje person, var han der dog alligevel. Inden i mit hjerte levede han stadig videre. Vidne til mit liv der gik videre, selvom jeg måske ikke ville have det til at gå så stærkt.

Jeg vidste et eller andet sted, at jeg ikke ville miste mine venner, jeg nu havde mig. Især efter Nicks bøn. Niall virkede ikke til at ville slippe mig, og jeg krydsede finger for det bedste. Mit kamera havde jeg ikke brug for mere, ikke for en lang stund tid, da jeg havde lært en ting.

Leve i nuet og have min hukommelse til, at gemme de nødvendige billeder, der gav livsglæde. Være social med de bedste mennesker omkring mig, og lade hver med at spekulere for meget over, hvad der blev krævet af mig. For i bund og grund, kunne jeg selv bestemme det.

Og som at afslutte det kapitel, kastede jeg min billedbog ned i graven til Nick, efter fuldt af en håndfuld jord. Jeg behøvede den ikke hos mig, men jeg behøvede den var et sikkert sted, hvor jeg altid vidste den ville være. Ved den persons side, der altid havde formået at holde mit hoved højt.

Ved min storebror Nick.

Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...